Ting tager tid

”Vasker du dine af i opvaskemaskinen?” spurgte min veninde forleden. Vi har begge to forelsket os i de pangfarvede Royal Copenhagen krus, og da vi har nået den alder, hvor man ikke rigtig ønsker sig noget til jul og fødselsdage, er det et kærkomment samle/ønske-objekt.

Man fraråder at vaske dem af i maskinen, krusene. Noget med det der gummi, der kan løsne sig eller springe i luften. Og derfor nød jeg øjeblikket ekstra meget, fordi det er så sjældent, at man kan vinge noget af på Listen Over Punkter Til Mulig Forbedring Af Personlighed.

En lang liste for mit vedkommende.

Da jeg var barn, blev jeg opdraget til at passe på mine (og andres) ting; vi var ikke fattige, men vi var bestemt heller ikke rige. Hvis der var noget, man gerne ville have, sparede man op til det, og derfor gav det god mening at passe på det, når man endelig kunne købe det.

Jeg tror, at nogle elementer i opdragelse får større effekt på ét barn i forhold til et andet, fordi de understøtter træk i barnets personlighed, og da jeg som barn var bange for alting, herunder også at gøre noget forkert, kom det virkelig til at fylde meget for mig, det med at passe på alting. Pas på, pas på, pas på. Kan I huske det afsnit af Venner, der handler om Monicas pæne porcelæn, der er så dyrebart, at det ikke må bruges? Fuld 1:1 identifikation for mig.

Da jeg blev voksen og flyttede hjemmefra, delte jeg i en periode lejlighed med en veninde, og det var der, jeg begyndte at opdage, at det nærmer sig et handikap, hvis man alting skal behandles så varsomt, at man enten kun selv må bruge det, eller kun låner det ud medfølgende strenge instrukser og krav om brug under kyndig supervision.

Jeg var panisk ræd for at låne mine forældres bil, for TÆNK, hvis jeg lavede buler i den, og jeg opdagede, at det var ret svært at have det sjovt, når man holdte fester, når man hele tiden sad og svedte ved tanken om, at nogen nok snart ville spilde rødvin på de afhøvlede trægulve.

Ud over at det er meget lidt super at være så bevidst om sine egne ufede sider, bliver man også sindssyg af, at det er de forkerte ting, der fylder – for hvad fanden er ideen med at passe så godt på alting, at du, når du engang stiller træskoene, gør det på et pletfrit gulv, omgivet af kasser med ubrugt service og porcelæn, hvis du gør det alene, fordi ingen tør eller kan holde ud at være sammen med dig? Og hvor er glæden ved at erhverve sig en ny ting, hvis den bare skal stå på hylden i ubrugt emballage og pynte?

På en måde er det jo en slags minimetafor for livet; at man skal turde leve det, med alle de risici for skrammer og skår, det indebærer, hvis det skal have værdi.

Så jeg besluttede, at det måtte stoppe. Bum. Og jeg skal hilse og sige, at det fandendansme tager lang tid at pille den slags splinter ud af personligheden, fordi det ikke er noget, man tænker over; det er bare lagret som en slags automatrespons i centralnervesystemet.

Selvfølgelig skal man ikke ende i den modsatte grøft, hvor man pisser på alt og bliver et ting-svin, men jeg besluttede mig for, at ting er til for at blive brugt, og at jeg ikke vil have noget i huset, som er så vigtigt for mig, at det er et problem, hvis det går i stykker.

Hvilket viste sig at være et rigtig godt mønster at have indarbejdet, inden man får børn.

For når jeg smider skårene ud efter koppen, han smadrede, kigger på mit før-så-pæne hvide sofabord, som skater-Anton har tagget med sort kuglepen, og synes, at det er skideligemeget, og kan læne mig afslappet tilbage (okay, relativt afslappet. Træerne vokser ikke ind i himlen) når han gerne vil have sit lille krus med varm kakao med ind i stuen (til sofaen. Og gulvtæppet. Og de andre møbler. De andre i Den Anale Klub forstår, hvad jeg mener) og når jeg smider mine RC krus i opvaskeren – så bliver jeg glad. For så ved jeg, at det er lykkes.