”Vasker du dine af i opvaskemaskinen?” spurgte min veninde forleden. Vi har begge to forelsket os i de pangfarvede Royal Copenhagen krus, og da vi har nået den alder, hvor man ikke rigtig ønsker sig noget til jul og fødselsdage, er det et kærkomment samle/ønske-objekt.
Man fraråder at vaske dem af i maskinen, krusene. Noget med det der gummi, der kan løsne sig eller springe i luften. Og derfor nød jeg øjeblikket ekstra meget, fordi det er så sjældent, at man kan vinge noget af på Listen Over Punkter Til Mulig Forbedring Af Personlighed.
En lang liste for mit vedkommende.
Da jeg var barn, blev jeg opdraget til at passe på mine (og andres) ting; vi var ikke fattige, men vi var bestemt heller ikke rige. Hvis der var noget, man gerne ville have, sparede man op til det, og derfor gav det god mening at passe på det, når man endelig kunne købe det.
Jeg tror, at nogle elementer i opdragelse får større effekt på ét barn i forhold til et andet, fordi de understøtter træk i barnets personlighed, og da jeg som barn var bange for alting, herunder også at gøre noget forkert, kom det virkelig til at fylde meget for mig, det med at passe på alting. Pas på, pas på, pas på. Kan I huske det afsnit af Venner, der handler om Monicas pæne porcelæn, der er så dyrebart, at det ikke må bruges? Fuld 1:1 identifikation for mig.
Da jeg blev voksen og flyttede hjemmefra, delte jeg i en periode lejlighed med en veninde, og det var der, jeg begyndte at opdage, at det nærmer sig et handikap, hvis man alting skal behandles så varsomt, at man enten kun selv må bruge det, eller kun låner det ud medfølgende strenge instrukser og krav om brug under kyndig supervision.
Jeg var panisk ræd for at låne mine forældres bil, for TÆNK, hvis jeg lavede buler i den, og jeg opdagede, at det var ret svært at have det sjovt, når man holdte fester, når man hele tiden sad og svedte ved tanken om, at nogen nok snart ville spilde rødvin på de afhøvlede trægulve.
Ud over at det er meget lidt super at være så bevidst om sine egne ufede sider, bliver man også sindssyg af, at det er de forkerte ting, der fylder – for hvad fanden er ideen med at passe så godt på alting, at du, når du engang stiller træskoene, gør det på et pletfrit gulv, omgivet af kasser med ubrugt service og porcelæn, hvis du gør det alene, fordi ingen tør eller kan holde ud at være sammen med dig? Og hvor er glæden ved at erhverve sig en ny ting, hvis den bare skal stå på hylden i ubrugt emballage og pynte?
På en måde er det jo en slags minimetafor for livet; at man skal turde leve det, med alle de risici for skrammer og skår, det indebærer, hvis det skal have værdi.
Så jeg besluttede, at det måtte stoppe. Bum. Og jeg skal hilse og sige, at det fandendansme tager lang tid at pille den slags splinter ud af personligheden, fordi det ikke er noget, man tænker over; det er bare lagret som en slags automatrespons i centralnervesystemet.
Selvfølgelig skal man ikke ende i den modsatte grøft, hvor man pisser på alt og bliver et ting-svin, men jeg besluttede mig for, at ting er til for at blive brugt, og at jeg ikke vil have noget i huset, som er så vigtigt for mig, at det er et problem, hvis det går i stykker.
Hvilket viste sig at være et rigtig godt mønster at have indarbejdet, inden man får børn.
For når jeg smider skårene ud efter koppen, han smadrede, kigger på mit før-så-pæne hvide sofabord, som skater-Anton har tagget med sort kuglepen, og synes, at det er skideligemeget, og kan læne mig afslappet tilbage (okay, relativt afslappet. Træerne vokser ikke ind i himlen) når han gerne vil have sit lille krus med varm kakao med ind i stuen (til sofaen. Og gulvtæppet. Og de andre møbler. De andre i Den Anale Klub forstår, hvad jeg mener) og når jeg smider mine RC krus i opvaskeren – så bliver jeg glad. For så ved jeg, at det er lykkes.
Kender et fedt udtryk for overforsigtighed……tørre r…. før man ski…
Er selv en forsigtigper, fra barnebenet oplært til det og i en alder af ligomstraks er der fandenbroderer mig 70 lysende ting i kagen.
Min opvasker i gået til de evige skrotmarker, så nu er jeg MEGET forsigtig når jeg tager noget ned fra på oven af skabet, det kunne nemlig glide ud af hænderne på mig af bare fedtethed.
XXXXXX for dit projekt med at blive forhenværende bangebuks.
Hører tit bemærkningen når jeg sælger ting og sager i genneren : tror du det kan gå i opvaskeren. Og hvis svaret er nej, så intet salg.
KH bedstemorkaren
PS. Har brugt dit navn i mit sidste indlæg på min blog. OK??
Så genkendeligt. Øver mig seriøst også meget i at være skødesløs… Det er faktisk svært nogen gange. Dog har jeg fundet, at jeg er rigtig god til det mht.min cykel, som jeg virkelig blev tvunget til at passe og pusse som barn. Det er vel min stille protest, at jeg nu køber ny cykel og bare kører den i sænk, og så køber jeg en ny. Mht. børn og møbler har det hjulpet meget på min skødesløshed at købe brugte møbler… men det er måske lidt snyd 🙂
Amen to that!
Har arvet min mormors kongelige porcelæn og tog en aktiv beslutning om IKKE at lave en Monica. Det er til hverdagsbrug, basta!
Måtte så liiige tælle til 576, da den første tallerken røg, som resultat af den 4-åriges lidt uhensigtsmæssige håndtering…
Men det gik. Og jeg blev ikke sur. (At knægten så brød helt sammen, er en anden sag…)
Jeg er også sådan – og har ikke fået gjort så meget ved det endnu! Flot arbejde!
Hvor mange ting vil du have med i kisten? som jeg altid siger.
Hvor efter jeg hoarder LPér som om der ikke er nogen i morgen.
Så længe det kun er ting, man passer så godt på at det ikke kan ses de har været brugt og ikke ens liv man glemmer at bruge, så går det nok at være lidt anal.
Jeg er selv helt uanal og har for mange mange år siden besluttet at jeg aldrig vil eje noget, jeg ikke har råd til går i stykker.
For alle mine ting går i stykker, det er lidt sådan en naturlov, fordi jeg er lidt klodset, eller lidt fuld, eller lidt for ivrig.
Det er aldrig fordi jeg er ligeglad, jeg gider bare ikke at være ulykkelig over noget, der kun er ting.
(mit tankemylder skal nok holde hjerne i skat med dødsangst og den slag i stedet).
Hr. F er lidt mere ligesom dig, lad os bare sige, at vi godt kan drøfte højlydt, om det er rigmeligt at blive vred over noget, som er sket ved et uheld.
FruF
……og min ryger også direkte i opvaskeren nu, MED GUMMIET PÅ 😉
Jamen, jeg er da næstformand og du er formand i de anales klub. Skønt at have en lidelseskammerat. Og alt mit porcelæn kommer i opvaskeren efter års tilløb!
Æhm. Da jeg fik mine RC kopper med siliconeomslag stod der altså, at begge dele godt kunne gå i opvaskeren. Det anbefaledes bare at skille omslaget fra koppen inden.