Da Anton var 2 måneder, og vi aldrig sov, klamrede jeg mig til forsikringerne fra omverdenen om, at det ville blive HELT anderledes, når han blev 3 måneder.
Det blev det ikke.
”Bare rolig. Når han bliver 6 måneder – så kommer det.”
Gæt igen.
”Hold ud. Det ændrer sig alt sammen, når han bliver omkring 10 måneder.”
Åh, jeg må le!
Og jeg græd og jeg græd, og købte bøger og spurgte sundhedsplejersker og konsulterede lægen og min mødregruppe, alt imens jeg spekulerede på, hvad det var, jeg blev ved med at gøre forkert.
Da han blev 1½ år, og vi stadig sov så lidt, at det nærmest var komisk, traf jeg en beslutning om at slutte fred med det faktum, at jeg bare har fået et barn, der hånler søvn op i fjæset – og det hjalp. Vi kom ikke til at sove hverken mere eller bedre, men jeg slukkede forventningerne om, at det ville komme, holdt op med panisk at lede efter løsninger, og begyndte at glæde mig over den søvn, jeg fik, i stedet for at stresse over de timer, jeg ikke fik.
Og derfor er jeg noget så utrolig træt af, at jeg et kort øjeblik hoppede på den igen.
”Hvor BLIVER det fedt, når han får dræn i – SÅ skal I til at sove!”
Go. Fuck. Yourself.
Selvom det burde være statistisk umuligt, har vi sovet endnu mindre, end vi plejer, siden vi fik braklagt øreområdet. Så lidt, at jeg for første gang i et år har tudet over det. Flere gange. Og i mine mange ekstra vågne timer, sidder jeg og kigger på mit barn og spekulerer på, hvad de har opereret ind i hovedet på ham, da jeg kiggede væk, for han er helt ved siden af sig selv. Går ind i ting, falder ned af ting, er så pylret og træt, at han bruger lang tid på bare at stå og skrige mig ind i ansigtet, og så har han tilsyneladende lagt en slags turnéplan, hvor han kun stopper med at gøre det, han ikke må, længe nok til at han kan nå over og gøre noget andet, han heller ikke må.
Og så stikker han af. Hele. Tiden.
Og han er fandendansme hurtig.
Så hvis I ser noget tudende i klip klappere, med sorte rande under øjnene, der kommer stormende efter et skrigende barn på løbecykel, mens hun råber: ”Anton! ANTON! ANTON, STOP!! SÅ!!!” så bare skyd det.
På forhånd tak.
Jeg har desværre ingen vise ord, men vil bare lige sige ae-aeee. Det er så hjernedødt hårdt ikke at få sovet – særligt, når man lige troede, at NU skulle man sove. Når det er sagt, så vil jeg altså bare lige sige, at Øglen også var totalt ved siden af sig selv et par dage efter, hun fik dræn for halvandet års tid siden. Jeg havde regnet med instant ændring i humør (hos os var det ikke søvnen, der var et problem – lige dér – men derimod verdens vildeste temperament), men der gik altså lige nogle dage. Og SÅ vendte det. Så lad os sige, at det også er det, der sker hos jer…
Hej Linda. Min søn er knapt to år og sover også ad helvede til. En god nat: 2-3 opvågninger (skrigende) og så godmorgen kl 5.30. (Jeg behøver ikke beskrive en dårlig/almindelig nat…) Og det har bare været ad helvede til fra han var få uger gammel. Og folk står i kø med alle deres mirakelråd og for hvert råd føler jeg mig lidt mere rådden som forælder fordi det bare ikke bliver en skid bedre. Især ikke når folk siger at det altid er sådan med barn nr et. Fordi vi er usikre. Gu var vi ej med det blev vi sguda meget hurtigt når ungen skreg og ingen sagde til os at børn er forskellige og nogle bare ikke sover og at ja, det er røvpissehårdt. Sikke mange grimme ord. Undskyld. Ville bare sige at jeg ikke har et eneste godt råd og hvis jeg havde ville jeg ikke belaste dig med det. Istedet vil jeg fortælle at jeg godt forstår at du er frustreret. Og træt. Og at jeg håber at os med fuzzy børn får en kæmpe præmie på et tidspunkt. Fx i form af mega søde teenagebørn/en lottogevinst/noget andet læks. Jeg er blevet et nederen menneske de sidste to år fordi jeg er så træt. Men jeg er også blevet et bedre menneske for jeg har svoret at jeg ALDRIG mere vil gøre mig klog på andre forældres og deres børns vegne. For det er altså ikke så nemt som det ser ud. Shit en lang kommentar.
Sov godt!
(…as if)
Bag den humoristiske tone fornemmes desperationen. Hold ud, eller der er jo ligesom heller ikke andre muligheder. .;-). Jeg lover at bueskyde dig med den støst mulige dosis sovemedicin så du sover så længe at du vågner som en nyfødt. Jeg loveq at køre ham Anton træt imens. (som om) Sov godt.
Argh! Mange knus herfra (hjælper ikke en skid, men alligevel)
Øv, Selvmedlidenhed (og min medlidenhed *ae*) er helt på sin plads når man ikke har sovet i flere år.
*fruF
Mother of Chucky.
Mother of Chucky.
oh shit, hvor jeg føler med dig
Lortelort… Så hjalp drænet ikke. Jeg klapper kaje i fremover. Knus!!!!!
Håber øglemor får ret, husker ikke selv om det var "problem-løst-med-det-samme" eller om der gik nogle dage, for det er ved at være et par år siden (ok lidt mere;-);-))
Så vil bare sige ae-ae og krammer
Min søn sov først mere end 7 timer i streg da han blev teenager – og SÅ tog han altså også revanche!
Jeg har i dag gået ind i indtil flere store møbler af træthed. Vi sov nemlig noget i retning af intet i nat. Så oh, Linda, hvor jeg føler med dig. Og kender det. Vi lever stadig i håbet om, at Bean en dag bliver typen, der sover rimeligt i løbet af en nat. Altså, bare vågner en gang eller to.
MEGA-krammer til dig. Og krydsede fingre for, at der bare lige skal gå et par dage, som Øglemor skriver.
ARGH Linda!
Vi venter også stadig på at vores søn bare sover…Han er 1½…Der var intens sygdom hele vinteren (og når jeg skriver HELE, mener jeg HELE! Fra starten af oktober til midt i april…kamphader den danske vinter)= verdens ringeste søvn og alle de upædagogiske kneb vi kunne fyre af. Episk straf for dem…genveje bærer altid straffen i sig selv. Vi levede i det spinkle håb at når foråret endelig kom, så ville han sove igennem…vi venter stadig. Hvis ikke min kone gik arbejdsløs derhjemme og kunne tage hverdagsnætterne og sove om dagen, så var vi da døde. Du må besidder overmenneskelig styrke at klare det selv!
Må jeg foreslå en au pair? Indført middagslur til dig? I det mindste en medalje!
Men opgivelse af håbet om søvn er sikkert bedste løsning – så kan du da kun blive positivt overrasket.
Stakkel – føler virkelig med dig. Alle (rigtige) enlige mødre brude have en medalje.
Selv er jeg velsignet med børn, der faktisk sover (endelig), bare ikke ret mange timer. Havde jeg tal på de gange, folk kigger forarget på mig og siger 'Jamen børn i den alder skal jo sove kl. 19 om aftenen' efter jeg har fortalt, at mine sover 21.30-6, og de er 3 og 8 år gamle. Suk… Det gode er, at jeg har en mand, og at jeg snart går i seng før den 8-årige…
Stakkel – føler virkelig med dig. Alle (rigtige) enlige mødre brude have en medalje.
Selv er jeg velsignet med børn, der faktisk sover (endelig), bare ikke ret mange timer. Havde jeg tal på de gange, folk kigger forarget på mig og siger 'Jamen børn i den alder skal jo sove kl. 19 om aftenen' efter jeg har fortalt, at mine sover 21.30-6, og de er 3 og 8 år gamle. Suk… Det gode er, at jeg har en mand, og at jeg snart går i seng før den 8-årige…
Du må gerne afleverer ham hos mig en nat eller to. Seriøst.
Du har brug for aflastning! (jeg bor Kbh Ø, bare kom…)
Jeg kan GODT huske hvordan det er… Jeg har også haft 'sådan et barn'
Han er nu 16 år, og NU sover han, men så ligger jeg bare søvnløs af angst for, om han nu kommer sikkert hjem.
Ingen gode råd fra mig, men et thumbs up, fordi du har gjort det SÅ godt. Tænk hvis du ikke var sprogbetvinger, så havde du sikkert slået nogen ihjel, fordi du ikke kunne komme af med frustrationen.
Måske skulle Anton ønske sig en overnatning hos mormor og morfar? Ved godt det ikke hjælper meget på hverdagene, og det er ikke engang sikkert, at du kan sove. Men drømmen om at ligge i sengen er meget rar 🙂
Sender en masse god energi i din retning og medfølende tanker. Min datter som nu er 14 år var på samme måde i mange mange år. Altid hyperaktiv om dagen, umulig at få til at falde til ro, og det virkede nærmest som om hun vækkede sig selv når hun lige var faldet i søvn efter timers kamp om aftenen, selvom hun tydeligvis var banke-træt arrrrrrgh. Da hun blev 9 år og vi fik konstateret ADHD (som hun senere har fået "afdiagnosticeret igen") læste jeg på nettet at nogle hyperaktive børn ikke selv producerer nok af søvnhormonet melatonin. Jeg begyndte at give hende en pille med (det fuldstændig ufarlige) hormon om aftenen – selvfølgelig med recept fra lægen. Og for første gang nogen sinde kunne hun bruge træthedsfornemmelsen til at falde i søvn og sove relativt mange timer før hun vågnede. Nu er hun 14 år og vi stoppede med pillerne for et år siden, til gengæld må hun ligge i sin seng og læse så længe hun vil hvilket ofte betyder til kl 23-24, men hun kan så sove længe i weekenden. Nogle børn sover bare ikke…. ærgerligt at det ikke står i nogen bøger og ærgerligt at man ikke kan hyre nogen til at holde sig oppe når man vakler rundt i zombie tilstand i årevis. En dag vil du grine af dig (nej jeg tager pis på dig, men en dag vil du kunne tænde for fjernsynet/ipaden eller lade ungen stå op selv og lege og så vende dig om på den anden side og sove lidt mere). Knus
Sender en masse god energi i din retning og medfølende tanker. Min datter som nu er 14 år var på samme måde i mange mange år. Altid hyperaktiv om dagen, umulig at få til at falde til ro, og det virkede nærmest som om hun vækkede sig selv når hun lige var faldet i søvn efter timers kamp om aftenen, selvom hun tydeligvis var banke-træt arrrrrrgh. Da hun blev 9 år og vi fik konstateret ADHD (som hun senere har fået "afdiagnosticeret igen") læste jeg på nettet at nogle hyperaktive børn ikke selv producerer nok af søvnhormonet melatonin. Jeg begyndte at give hende en pille med (det fuldstændig ufarlige) hormon om aftenen – selvfølgelig med recept fra lægen. Og for første gang nogen sinde kunne hun bruge træthedsfornemmelsen til at falde i søvn og sove relativt mange timer før hun vågnede. Nu er hun 14 år og vi stoppede med pillerne for et år siden, til gengæld må hun ligge i sin seng og læse så længe hun vil hvilket ofte betyder til kl 23-24, men hun kan så sove længe i weekenden. Nogle børn sover bare ikke…. ærgerligt at det ikke står i nogen bøger og ærgerligt at man ikke kan hyre nogen til at holde sig oppe når man vakler rundt i zombie tilstand i årevis. En dag vil du grine af dig (nej jeg tager pis på dig, men en dag vil du kunne tænde for fjernsynet/ipaden eller lade ungen stå op selv og lege og så vende dig om på den anden side og sove lidt mere). Knus
Da Villads fik lagt dræn som 1-årig var det også med en forventning om søvn fra forældrenes side (Og selvfølgelig den bævrende skræk for narkose, indgreb og almen velfærd hos poden)
Drengen havde ganske tydeligt ikke ondt i ørerne mere, men nattevanerne var så tydeligt inkorporeret i hans døgnrytme at der ikke skete nogle nævneværdige ændringer; eneste lyspunkt var at han ikke længere vågnede med gråd og skrig, fordi smerten trods alt var væk.
Så herfra sendes et kram og en kop kaffe med håbet om at tage grusom hævn når de som teenage-zombier tror de skal sove 36 af weekendens tier væk….