En på skjoldet
Søndag aften på sofaen efter en overordentlig skøn weekend. Jeg har omkring nytår monteret noget mentalt politi i køkkenregionen, men da jeg havde fødselsdag i lørdags, har der været både kage- og vindispensation weekenden over og masser af dejlige mennesker inde forbi.
F.eks. har jeg haft besøg af Karina, som jeg læste med for en million år siden, og jeg elsker, elsker, elsker! når venner og veninder, jeg kender rigtig godt, kommer ned, og vi har god tid til at snakke. Det er simpelthen så savnet at have tid til at samtalen får lov at folde sig ud, så vi kommer ind i de inderste aflukker og kroge på emner, der stikker dybere end udveksling af erfaring med løbeapps og mærker i flyverdragter.
På en eller anden mærkelig måde er det også sådan, jeg opdager, at jeg bliver ældre; at jeg reflekterer over nogle ting, som jeg aldrig tidligere skænkede en tanke, enten fordi de ikke var relevante, eller fordi jeg simpelthen ikke så dem, så den slags samtaler er rasende værdsatte, fordi de får mig til at stoppe op og fokusere.
For både Karina og jeg har livets vej slået nogle sving, som ingen af os havde forudset, da vi sad med blå tænder og små rådighedsbeløb i Fynsgade, down town Århus, og vi kom derfor til at snakke om, hvordan vi i forskellige sociale sammenhænge ofte bliver fanget på det forkerte ben, når sidemanden spørger til forskellige elementer i vores liv. Det er som om, man mangler et verbalt skjold, man lige kan holde op, så man køber sig tid til at tænke over, hvor lidt eller hvor meget af sig selv, man vil dele med sin sidemand og ikke bare bliver så overrasket, at man kommer til at svare ærligt. For det er faktisk ikke ret fedt at have fortalt noget relativt privat til en sidemand, man en halv time senere har opdaget, at man ikke bryder sig om.
I mit arbejdsliv har jeg 1000 afglidere, jeg kan hive op af hatten, så jeg kan snakke om mit fag uden at bryde min tavshedspligt og uden at den, der spørger, bliver sat i forlegenhed, men på den private front halter det. For selvom jeg selv spørger mere end gennemsnitsdanskeren, og derfor godt ved, at langt, langt de fleste spørger af oprigtig interesse, er det f.eks. ikke altid, at jeg har lyst til at være posterchild for livet som selvvalgt alenemor. Eller har lyst til at fortælle detaljeret om, hvordan jeg har fået Anton, for selvom man har truffet nogle valg i sit liv, der er lidt atypiske, kan det jo godt ske, at man lige i aften gerne vil 1) vide lidt mere om spørgeren, end at han er revisor og hedder Jørgen, før man krænger sit inderste ud eller 2) tale om noget andet. Jeg tænker, at det samme gør sig gældende, hvis man har fået en finanskrise lige i face, har fået konstateret en alvorlig sygdom, er invalidepensionist og har svært ved at forlige sig med det, er i fertilitetsbehandling og ikke gider dele sin dårlige sædkvalitet med hele bordet, nys har fundet ud af, at man er gravid og gerne vil have lov at vænne sig til tanken, inden man skal dele det med verden osv. osv. osv.
Og man ved godt, at selvom man forsøger at omskrive det, så kan alle høre et ’det rager ikke dig’, når de får det stukket i snuden, hvilket lukker samtalen ret effektivt, og det er jo – ofte – ikke det man vil. Man kan bare godt trænge til at deltage i samtalen uden at blive den, den handler om.
Well, what do you know? Så lærte man dét om sig selv.
Neurotisk? Mig?
Jeg var til møde i København i går. Da det tog, jeg skulle tage for at nå rettidig frem, gik så tidligt, at det forudsatte, at Anton skulle stå en halv times tid alene på en kold p-plads og vente på den første pædagog, hvis jeg skulle med, blev det i bil. Heldigvis havde DMI forsikret mig om, at der først ville falde sne natten til tirsdag.
Løgnere.
Det blev til en tur på 4 timer og 3 kvarter med en gennemsnitshastighed på 40 km/t tværs over Jylland OG Fyn.
Så jeg fik hørt ret meget radio, og et af de numre, der kom flere gange var Noahs ”Alt er forbi”. Da jeg nu havde så utrolig god tid til at lytte ordentlig efter teksten, kunne jeg høre, at den handlede om noget ituslået kærlighed og en deraffølgende konstatering af, at alt jo så er forbi.
”Man kan fandme *godt* høre, at de ikke er ret gamle!” fnøs jeg surt ned i rattet. ”Som om alt er forbi, fordi kæresten skrider! Nej, du. Vent til du bliver 35+ og opdager, at kræft ikke er noget, der kun rammer gamle mennesker, men som også pludselig kan finde på at kaste sin ækle skygge på dine venner. Vent til du har fået dig et barn, hvilket udløser kronisk, afgrundsdyb angst for alt muligt og umuligt. Vent til det går op for dig, hvor meget du *virkelig* har at miste, hvis du bare er sund og rask, og har familie og venner, du holder af!”
Man bliver så fandens sur skrøbelig af at blive gammel.
30 kilometer – og ca. 50 minutter – senere, havde jeg grublet så længe over det, at jeg var jeg nået frem til, at jeg savner den lille muggenhed. Jeg savner i hvert fald, at der er plads til den. Jeg er med på, at vi ska bevare perspektiv, og at der findes mennesker, der kaster sig lidt for hengivent i armene på den, men jeg er seriøst træt af, at vi har fået skabt et klima, hvor man aldrig kan være sur over, at det regner eller træt af, at man får knaldet en dør i ansigtet, som man havde en klar forventning om ville stå åben, fordi vi altid skal huske, at det er meget mere synd for dem i Kina/Afrika/Rumænien, og at vi kan dø, eller føde handikappede børn. Potentielt. Altså, ikke os, vel? Men de andre.
Og det ER det. Men det bliver jeg jo ikke mindre sur eller skuffet af her og nu, vel? Når først mundvigene vender nedad, er det som om surheden multiplicerer sig med sig selv en gang i minuttet, når man forsøger at kyse den væk med argumenter om, at det ikke kan betale sig at være ked af, at nogen har sagt noget grimt om mig, for det er jo ingenting sammenlignet med det faktum, at nogen andre (ikke mig) skal miste deres forældre engang.
Og når jeg bliver gal på Anton (som er i trodsalderen.) (Jo. Det vil jeg GARANTERE dig, at der stadigvæk er noget, der hedder), forvandler jeg mig ikke just til en perlende bæk af overskud og godt humør ved at plage mig selv med tanken om, at jeg GODT nok kommer til at fortryde, at jeg glædede mig til at kunne løbe en tur alene (ja. Du læste rigtigt. Ordene ’glæde’ og ’løbe’ i samme sætning. Det er, hvad trodsalderen kan gøre ved én), hvis han bliver alvorligt syg eller kørt ned eller noget.
Fuck, mand. Bliver helt dårlig bare over at skrive det.
Men hvordan bliver man i petitesseboksen, når man går og skumler? Holder jeres tankeskodder mellem småting og seriøse katastrofer tæt?
Hvis ja: Vil I så ikke nok fortælle mig, hvordan I gør?
All the single ladies
En fast kæreste er stadig på ‘Ja-tak’ listen, men indtil Russian Mail Order Husbands kommer op at stå, må man i mellemtiden huske at glæde sig over følgende fordele ved at være single:
* Man er fri for at lade som om, man kan lide svigerinde, der efter 10 minutters ophold i Mexico slæber sit 3-årige barn rundt på maven i hjemmelavet stofsele, mens hun hører musik med gruopvækkende mængder af panfløjte og laver chiligryde i køkkenet, hvor katte og marsvin får lov at gå rundt på bordet.
* Man har ikke brug for følgende sætninger: ’Hvorfor
fanden kommer du først nu?!’ ’Hvem er Lotte?’ og ’Jeg er IK’ sur!’
* Der er ingen, der kogevasker din svinedyre BH sammen med sit fodboldtøj eller bruger din Origins Facial Wash som sæbe og shampoo.
* Offsidereglen er ligegyldig.
* Man skal ikke hoste en 3-retters parmiddag, hvor man hele aftenen skal konversere gennem låste kæber, fordi man var ved at slå hinanden ihjel, 20 sekunder inden det ringede på døren.
* Der er ingen, der drikker den sidste kolde øl i smug.
* Man er fri for at dø af skam, når han i alle venners påhør spørger, om ”Vi snart skal have noget at æde?”
* Man behøver ikke se Deadline eller dokumentarudsendelser om containerskibe på Discovery.
* Alle tilstedeværende bukser i husstanden er lange nok.
* Der er ingen, der insisterer på, at bacon er mad.
* Man er fri for at få fibersprængninger, fordi man ikke kan lade være med at forsøge at vinde, når man slås for sjov.
* Når man føler sig alene, ved man i det mindste, at den er god nok.
* Badeværelset bliver gjort rent på den RIGTIGE måde.
* Som A-kvinde med triple A-barn er man fri for at bruge lørdag formiddag på at ulme over sovende B-mand, som man forsøger at 1) stirre vågen 2) støvsuge op 3) lade barnet lege med grydelåg i nærheden af, indtil man mister tålmodigheden og råbehvisker: ”Kan du heller ikke sove mere??”
* HELE dynen er min. OG den gode pude.
Mangler vi nogen?
Her er så stille nu
Når kvinder går op og ned af hinanden (for) længe, er det ikke ualmindeligt, at deres cykli retter ind og bliver synkrone.
Jeg ved ikke, om noget tilsvarende er sket i blogland, for jeg synes godt nok, at vi er mange, der – af mange forskellige årsager – er noget stille for tiden.
I dette blæsende hjørne af verden er jeg ramt af det, jeg tror de fleste bloggere kender: Stor lyst til at skrive, men ingenting at skrive om. (Hvilket også er kendt som den primære udløser for indlæg om andre menneskers idiotiske adfærd i Bilka og trafikken. Det kan man altid hidse sig op over.)
Seriøst. Der sker ikke en skid. Hverdagen er tilbage for fuld udblæsning, med alle sine krav om systemer, rutiner, træning og mad, der ikke udelukkende består af sukker og e-numre, og det trængte jeg voldsomt til.
Det er bare ikke ret godt blogmateriale.
Så jeg ville egentlig bare sige, at jeg er her stadig, og nu går jeg lige tilbage til at holde min kæft, indtil nogen gør noget virkelig dumt (det bliver formentlig mig selv) (… – eller DR. Jeg tænker, at de har været pænt trætte af, at det lige præcis var i gårdagens afsnit af X-Faktor, de valgte at lade Anne Linnet lave synsk ”Ej, jeg gætter lige noget helt vildt om dig!”-teater), eller Anton sover til kl. 6.
Hej så længe.
Og så kunne vi jo alle sammen holde en KÆMPE fest til næste år?
Nytår igen [indsæt sædvanlig smøre om tiden, og hvor hurtigt den går]. Jeg har for længst opgivet at blive et bedre menneske overnight, så mine nytårsforsætter har de sidste mange år været relativt beskedne; de to, der lige falder mig ind er hhv. det år, hvor jeg svor at jeg det kommende år ville bruge mere tandtråd og det år, hvor jeg besluttede, at jeg de næste 365 dage ville arbejde ihærdigt på at gå noget mere med diadem.
I år har jeg kun et: Jeg VIL lære at lave frikadeller. Det kan ikke PASSE, at jeg kan blive ved med at fucke det op, og altid ender med en pande fuld af små, svedne kanonkugler, der er rå indeni. Det bliver noget med en weekendbootcamp, tror jeg, hvor jeg på forhånd har tjekket, at emhætten duer, og hvor telefonnummeret til den nærmeste pizzasnask er lagt frem, inden jeg starter. Jeg skal nok få ram på de små sataner.
Men der er noget, jeg godt kunne tænke mig at få i 2013, og som jeg faktisk havde tænkt, at jeg ville spørge jer, om I ville hjælpe mig med. Jeg vil så utrolig gerne have noget mere netværk hernede. Jeg elsker Århus-klanen og er på røven over, hvor tit de egentlig gider køre herned #love, men jeg mangler nogle flere venner og bekendte at fylde i hverdagen. Jeg har formået at samle mig en lille håndfuld af kloge, lækre personligheder, men det ville ikke gøre noget, hvis der var lidt flere af dem.
Jeg er grådig på den måde.
Jeg mangler nogen at drikke kaffe med om eftermiddagen, eller som kigger forbi efter puttetid. Mange af mine jævnaldrene hernede er uTROlig satte, hvilket betyder, at de har, hvad de skal bruge af netværk, og derfor ikke sådan rigtig er på udkig efter nye attachments. Og jeg er sgu lidt ideforladt ift. hvor jeg skal møde dem henne, dem, der ligner mig. De usatte.
Og det er så her, I kommer ind i billedet. For I er omkring 2000, der kigger ind forbi bloggen med jævne mellemrum. Og I MÅ kende nogen. En gammel studiekammerat, udflyttede storebrødre eller –søstre, ekskærester (som ikke er psykopater) (eller… måske bare ikke for meget psykopater) eller wallah, min fætter.
Kom så. Hit med dem. Jeg ved, I har dem.
Jeg er for det meste sød nok, jeg ved lidt om alting, og har altid både kaffe og rødvin i huset. Jeg snakker for meget, og jeg er en bestemmerøv, men jeg er også sådan en, man kan bede om at holde kæft, uden jeg bliver sur. Jeg er ikke kræsen med, om jeres ofre har børn eller ej, de må selv om, om de træner, og jeg kan også acceptere, hvis de drikker te. (Tss, som om). Det eneste, jeg ikke kan holde ud er, hvis de er fuldstændig initiativforladte, eller altid snakker om deres vigtige arbejde i lokalpolitik.
Hvis I får mig sat op med dem, kunne vi jo drikke kaffe alle sammen? Jeg bager en kage? *lokkelokke*
Det kunne sgu da være hyggeligt.
Sååå… Sender I lige en bette mail? Så bliver jeg glad.
Godt nytår derude.
Om at få vejret
Har vi egentlig fået snakket om julegaver? Nej? Nå, men det må vi hellere lige gøre så. For første gang evaaah er jeg i den skønne situation, at jeg ikke skal have byttet en eneste. Jeg sidder, as we speak, lænet komfortabelt op af mine uglepuder, med glimmer i ørene og drikker kaffe af mit nye krus.
Og det stopper ikke der.
For ude i mit køkken står min nye hobby.
”En Kenwood?” hører jeg nogen råbe. Nej. Ej heller en Kitchen Aid, et cupcake-sæt eller en stak nye kogebøger.
Det er meget vildere end det. Meeheeeeget vildere.
Jeg har fået en vejrstation. #sindssygt
I får lige et øjeblik til at fatte jer oven på dén actionpakkede oplysning.
Klar igen?
Ok. En vejrstation er et fancy ord for inde/ude termometer, og jeg har grinet for allersidste gang af ornitologer og folk, der samler på frimærker. Seriøst: Jeg kigger på den 50 gange om dagen – og jeg går op i det.
Anton får updates ca. en gang i timen, og vores påklædning bliver nøje afstemt efter resultaterne. ”Hov skat, du skal lige have de varme handsker på. Jeg kan se, at temperaturen er faldet over 3 grader siden i formiddags.”
Det er kommet så vidt, at jeg i går, da jeg var inde og træne, liiige smed ”Ja, jeg ved ikke, hvor længe du har været på arbejde, men pas på eventuelle glatte veje, når du kører hjem. Den ligger under frysepunktet nu” efter receptionisten, da jeg gik.
I need to get out more.
Fra begge os til alle jer
Et lille julekort fra mig, med streg under ‘kort’. Verden er vendt lidt på hovedet her, fordi to af mine rigtig gode veninder er blevet meget alvorligt syge i løbet af den sidste uge. Det betyder, at juledagene har været præget af tankekaos af den slags, hvor man på skift er rædselsslagen og opfyldt af taknemmelighed, og æder kilometervis af dårlig konfekt, for hvad fanden til forskel gør det, når vi alligevel ikke kan styre noget som helst af det, der betyder noget, når det kommer til stykket.
Jeg ved det. Carpe diem klæder mig.
Men jeg vil stadig gerne ønske alle jer alle sammen en rigtig glædelig jul.
Jeg håber, at den bliver, som I ønsker det allermest.
Top 5
over de første ting der ryger, når jeg bliver præsident.
1) Traktorer på det danske vejnet. Jeg hørte om nogle taxachauffører, som – i ramme alvor – krævede deres eget spor på motorvejen mellem Kolding og Vejle (Monte Carlo har taget alle de gode jokes, dét indbyder til). Langt, langt mere nødvendigt at få traktorerne med deres tophastighed på 30 km i timen the fuck away from all of us. Med alle de tilskud fra EU, MÅ det kunne lade sig gøre at have dem stående on location, rundt omkring på markerne.
2) Neglene på skribenter fra madblade, der ikke lige får læst korrektur på deres opskrifter, og derfor ikke opdager, at de er kommet til at skrive ”spsk” i stedet for ”tsk” OG ”1 liter” i stedet for ”½ liter”. Sure hilsner fra hende, der i aften skal overbevise Anton om, at den flydende, salte substans er pizza.
3) Ordet ”øller” som er en grim, brun, klæg bastard af det slanke, elegante og stømlinede ord ”øl”. Som det også hedder i flertal. Og nej, jeg har ikke slået det op, så jeg skal ikke kunne sige, om Gyldendals røde ”Dansk – Prol” accepterer denne verbale voldtægt. Men jeg gør ikke, og det er mig, der bestemmer.
4) Vejle-fjordbroen.
5) Reklamer for børnelegetøj. Til dem, der lever i lykkelig uvidenhed, er der reklamer mellem A-L-L-E de små 5 minutters tegnefilm, som ungerne ser. De lider alle af den samme defekt som El-Gigantens reklamer, nemlig AT VÆRE MEGET HØJERE I LYDSTYRKE END DE PROGRAMMER, DE ER LAGT IND I MELLEM, og selvom jeg godt forstår, at det er nødvendigt at reklamere for noget, der ligner lyserøde kæmpemarsvin, man er kommet til at støvsuge op, som kan iføres kapper, når man monterer dem på den magiske dansenøgle, når de er til bal på slottet (what the FUCK!?), hvis man skal gøre sig forhåbninger om at sælge dem, får man stadig lyst til at rive sin hud af i strimler, når de ruller over skærmen.
Kongens efterfølger
Da jeg var lille, kom jeg et år for tidligt i skole, og da jeg stoppede efter 9. klasse, betød det, at jeg først fyldte 18 det år, jeg blev handelsstudent.
Min unge alder til trods, havde jeg alligevel en lille smule fornuft i skallen, for jeg vidste godt, at jeg skulle have noget tid til at gå, inden jeg søgte ind på journalisthøjskolen, som jeg havde vidst, jeg ville, siden jeg var 6.
At vejen i mellemtiden slog nogle uforudsete sving er en anden historie, men i hvert fald brugte jeg det meste af mit sidste år på handelsskolen på at spekulere på, hvad jeg skulle lave, mens jeg ventede på at tiden gik.
Jeg var meget rød og grøn dengang #årstidsapropos så i første omgang troede jeg, at jeg skulle redde nogle hvaler eller en tur til Afrika. Noget lidt uklart noget med nogle træer, havde jeg forestillet mig. Og de var søde, dem i den organisation, jeg talte med, hvis telefonnummer jeg havde fundet i ugeavisen (ja, børn, det var før internettet var opfundet) men jeg syntes dog, at det virkede lidt mærkeligt, at de gik så meget op i, at jeg ikke måtte fortælle til nogen, at jeg planlagde at rejse med dem, og at jeg, hvis jeg alligevel valgte at gøre det, ”ikke skulle tro på alt det, der blev sagt om dem”. Spurgte min mor, om hun havde hørt om nogen, der hed ”Tvind” og dér sluttede mit afrikanske eventyr så.
Næste bud på beskæftigelse var et ophold som au pair i USA. Jeg meldte mig ind i en organisation og begyndte at kigge på, hvor jeg gerne ville hen, hvis jeg skulle af sted. Som medlem af denne organisation, fik man tilsendt sådan nogle medlemsblade (i postkassen. Internettet var ikke opfundet, siger jeg jo til jer!) hvori de unge, der var i USA lige nu, skrev indlæg om, hvordan det var at være arbejde som au pair. Der var opskifter på cookies, og så var der små artikler om kulturforskelle, det var værd at være opmærksomme på, når man stod som ung skandinav på vej til Guds eget land.
Disse små kulturforskels-advarsler grinede jeg meget af, kan jeg huske. De var helt knaldåndssvage og meget, meget amerikanske. F.eks. var der mange forældre der havde restriktioner på, hvor mange timers tv og computer, deres børn måtte indtage om dagen.
Overvægt blandt børn var også et stort problem, så mange forældre havde en sukkerpolitik, som man skulle følge og respektere.
Og endelig kunne det, i nogle områder, være en dårlig ide, at færdes alene om aftenen.
Det er 17 år siden.
Når Anton er 19, går han formentlig;stadig i skole.
Jeg håber sådan, at vi til den tid har fundet nogle andre fodspor at følge.
Jamen, selvFØLGElig er jeg ekspert på området. Jeg har jo født et barn, remember?
Det er ingen hemmelighed, at jeg, når jeg skal læse avis, hænger ud ovre på politiken.dk, og det er muligt, at det er fordi, jeg ikke fordeler mit nyhedsindtag over flere aviser, men jeg synes godt nok, at der er en høj frekvens af ”Se mig. Jeg bryder et tabu og siger det, andre kun tør tænke”-artikler for tiden.
For en måneds tid siden var det Leonora Christine Skov, der mente, at ’Danmarks moderfår stempler mig som et barnløst monster’.
For et par måneder siden var der en mor, som jeg har glemt navnet på, der skrev en artikel om, hvordan det var hårdt at være mor med stort M, fordi alle de – kolde, forstås – karrierekvinder havde dømt dét begreb gammeldags og ude. I går var det Malene Neis, der tog bladet fra munden for at oplyse os om, at modsat hvad moderjuntaen forsøger at lade os tro, så er det ’90 % af tiden bare ikke fedtat være mor’.
Jeg begynder at blive træt af den debat. Primært fordi jeg synes, at den er grusomt unuanceret. For mig giver det ingen mening at diskutere, om det er hårdt at være mor eller, som i dagens artikel, at state overgenerelle udsagn som: ”Med moderskab indtræder man i en lukket loge af logesøstre. Ved indtrædelsen sværger vi troskab mod fortællingen om lykken ved at være ’moar’.”
Det har jeg sgu aldrig svoret. Og måske er det mig, der har været heldig, men samtlige de småbørnsmødre, jeg har omkring mig, fortæller lystigt om både de dage, hvor man tuder af lykke og dem, hvor man tuder i afmagt, og jeg tror, at jeg havde siddet i min nye mødregruppe i under 10 minutter, da den første af os spurgte, om de andre også ind imellem spillede sten, papir, saks med sig selv om, hvem der skulle først ud af vinduet: Barnet eller én selv?
Jeg gætter på, at det påvirker din oplevelse af moderskabet, om du får et barn med kolik, der aldrig sover, og som snubler fra den ene mellemørebetændelse til den næste, eller om du får den model, der sover igennem efter 8 uger, og som i øvrigt elsker at ligge på sit legetæppe og dimse med en grydeske.
Formentlig har det også ret meget at sige, hvordan dit netværk er, og hvilken type liv du levede, da du fik dit barn. Hvis man er hende, der havde sin identitet parkeret i bestyrelsesposter og sociale interaktioner ude i byen, med en omgangskreds, der også levede livet i overhalingsbanen, giver man afkald på flere ting, end hvis man er en del af en lidt mere low key vennegruppe, der får børn nogenlunde samtidig, tror jeg.
Synes jeg, at det er lykken at være mor? Ja, for fanden. Synes jeg, at det er hårdt? Mindst ligeså meget ja. Men når jeg vælger at råbe ind i en pude i stedet for at skrive kronikker i en avis om mine ofre, skyldes det én ting, og en ting alene: Anton. Det har intet at gøre med, at jeg forsøger at oppebære en illusion om, at livet som mor er en løssluppen dans over perlespeltbestrøgne gulve for at snyde dem, der ikke har fået børn, eller fordi andre ikke må vide, at jeg ikke er perfekt.
Men i alle andre relationer jeg indgår i, vælger den anden part selv at være der. De kan skride, hvis de får nok af mit martyrium eller synes, at jeg tager mere end jeg giver; den mulighed har Anton ikke. Han er her, fordi jeg har valgt, at han skal være her, og så føles det for mig grundlæggende forkert at guildtrippe ham omkring det.
(Og så må vi ikke glemme den syge overtro om, at hvis man taler dårligt om sit barn, så sker der noget forfærdeligt, og så må man for altid leve med, at man selv var skyld i det.)
(Jamen, jeg siger ikke, at det giver mening. Jeg siger bare, at sådan er det.)
Så kan vi ikke, i stedet for at stå i hver sin skyttegrav og påstå at vide, hvad de andre tænker, og hvordan det føles for dem at være mødre, prøve at huske, at alle er forskellige; børn såvel som deres forældre? For nogle ER det hårdt, og for andre er det knap så hårdt. Men at påstå, at der ikke er nogen, der har det let(tere), er i min optik ligeså meget med til at skabe loger, myter og fejlagtige billeder af virkeligheden, som det er at påstå, at det hele er en slentretur i parken en solbeskinnet dag i maj.