I medgang og modgang

Nogle ting, kan man snakke sig rundt om og ud af, mens andre ting for altid ændrer dit syn på vedkommende. Jeg har f.eks. en kammerat, der en dag sagde, at han ikke mente, at homoer skulle have mulighed for at adoptere. Lamslået tavshed fra min side; jeg troede, at vi var enige om de helt grundlæggende elementer i menneskesynet og i definitionen af det gode liv. Jeg har efterfølgende været nødt til at beslutte med mig selv, at det har han aldrig sagt. Punktum.

Alle har (i teorien) ret til deres egen holdning, og da det jo (desværre!) (- og det skal vi faktisk også have snakket om) ikke er mig, der laver reglerne or, hvad vi må mene og synes, må jeg æde, at nogen ind imellem mener noget andet end mig. Men der ER nogle uenigheder, der bunder i noget så grundlæggende, at det forandrer dit syn på personen, når du opdager, at I ikke er enige.

Jeg snakker f.eks. heller ikke længere helt så meget – og dybt – med den veninde, der, efter at jeg var blevet gravid, uopfordret fortalte mig, at alle børn bør have en mor og en far. Ellers var det synd. Det er hun i sin gode ret til at mene. Det ville bare være mere oplagt, hvis hun mente det sammen med nogle af sine gravide parforholdsveninder.

Og lige sådan er der også nogle tidspunkter i livet, hvor der kun er én chance for at handle rigtigt, hvis man vil bevare venskabet, som f.eks. da en veninde for år tilbage skulle begrave sin far. Hun havde et mindre udeforstående om noget i store træk ligegyldigt med en kammerat, som hun var vokset op med, og som havde kendt hendes far altid. Han valgte at blive væk fra begravelsen, og undlod at sende så meget som en nellike. Det er ikke sikkert, at de havde fundet sammen i venskabet igen, hvis han var kommet, men så havde muligheden dog trods alt været til stede.

Eller hende, der under sin graviditet oplevede noget veninde-fnidder med en, hun havde haft et søsterlignende forhold til i 14 år. Den ikke-gravide valgte terminsdagen til at fortælle, at hun slog op – hvilket hun i øvrigt ikke ville begrunde – og ignorerede derefter både mor og barn. Der er nok heller ikke sådan *rigtig* lagt op til forsoningskaffe dér.

For mig er det nyt, det med at blive venne-skilt. Tidligere kunne de fleste kriser afværges med en snak om forventninger til hinanden, og der kunne slås en streg over det med et ”undskyld”, når den ene part trådte ved siden af eller – ved et uheld – var kommet til at vælge Drama & Selviscenesættelse som liniefag.

Jeg ved ikke, om det er fordi, vi dømmer hinanden hårdere? Måske er der så meget på spil i vores eget liv, at vi ikke har overskud til at forholde os til det, der sker i de andres, eller til at være overbærende eller forstående, når folk skuffer os?

Eller måske handler det om, at vores generation nu er rykket ind på det felt på pladen, hvor de virkelig voldsomme omvæltninger sker. Der, hvor der fødes børn, hvor folk mister deres forældre og hvor livstruende sygdom, til alles store rædsel, begynder at ramme egne rækker. Og hvor undskyld virker som et forsøg på at standse en arterieblødning med et stykke hæfteplaster, når man fucker op.

I kirken minder præsten brudeparret om, at de skal ”tilgive hinanden og bære over med hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde hinanden” når han vier dem.

Jeg begynder at forstå, hvorfor det er en nødvendig påmindelse.