I medgang og modgang
I singlekredsen snakker vi meget om, hvordan vi er hinandens selvvalgte familie og hvordan vi for hinanden har den samme funktion, som ægtefæller har. Vi gider faktisk godt at høre om, at Betinna på arbejdet i-fucking-gen har taget det sidste kaffe uden at sætte nyt over, og at personer, vi aldrig har mødt, måske liiiige skulle vælge at skrue ned for kalorieindtaget, nu hvor de endelig har fået den gastriske bypass, de har knevret uafladeligt om i 6 måneder. Vi er hinandens ventiler, hvilket både er fantastisk og vigtigt, fordi det betyder, at vi ikke er nødt til at smelte sammen i indebrændt raseri over småting, vi ikke kommer af med.
Men ligeså vel som parforhold løber ind i kriser, er jeg ved at opdage, at det samme gør sig gældende for venskaber. Vi har tidligere snakket om, hvordan man slår op med venner, hvis den anden egentlig stadig synes, at vi rigtig hygger os, men det, jeg begynder at se nu er, at venner, på lige fod med ægtefæller, træffer valg og siger ting, gør det her ved forholdet:
Nogle ting, kan man snakke sig rundt om og ud af, mens andre ting for altid ændrer dit syn på vedkommende. Jeg har f.eks. en kammerat, der en dag sagde, at han ikke mente, at homoer skulle have mulighed for at adoptere. Lamslået tavshed fra min side; jeg troede, at vi var enige om de helt grundlæggende elementer i menneskesynet og i definitionen af det gode liv. Jeg har efterfølgende været nødt til at beslutte med mig selv, at det har han aldrig sagt. Punktum.
Alle har (i teorien) ret til deres egen holdning, og da det jo (desværre!) (- og det skal vi faktisk også have snakket om) ikke er mig, der laver reglerne or, hvad vi må mene og synes, må jeg æde, at nogen ind imellem mener noget andet end mig. Men der ER nogle uenigheder, der bunder i noget så grundlæggende, at det forandrer dit syn på personen, når du opdager, at I ikke er enige.
Jeg snakker f.eks. heller ikke længere helt så meget – og dybt – med den veninde, der, efter at jeg var blevet gravid, uopfordret fortalte mig, at alle børn bør have en mor og en far. Ellers var det synd. Det er hun i sin gode ret til at mene. Det ville bare være mere oplagt, hvis hun mente det sammen med nogle af sine gravide parforholdsveninder.
Og lige sådan er der også nogle tidspunkter i livet, hvor der kun er én chance for at handle rigtigt, hvis man vil bevare venskabet, som f.eks. da en veninde for år tilbage skulle begrave sin far. Hun havde et mindre udeforstående om noget i store træk ligegyldigt med en kammerat, som hun var vokset op med, og som havde kendt hendes far altid. Han valgte at blive væk fra begravelsen, og undlod at sende så meget som en nellike. Det er ikke sikkert, at de havde fundet sammen i venskabet igen, hvis han var kommet, men så havde muligheden dog trods alt været til stede.
Eller hende, der under sin graviditet oplevede noget veninde-fnidder med en, hun havde haft et søsterlignende forhold til i 14 år. Den ikke-gravide valgte terminsdagen til at fortælle, at hun slog op – hvilket hun i øvrigt ikke ville begrunde – og ignorerede derefter både mor og barn. Der er nok heller ikke sådan *rigtig* lagt op til forsoningskaffe dér.
For mig er det nyt, det med at blive venne-skilt. Tidligere kunne de fleste kriser afværges med en snak om forventninger til hinanden, og der kunne slås en streg over det med et ”undskyld”, når den ene part trådte ved siden af eller – ved et uheld – var kommet til at vælge Drama & Selviscenesættelse som liniefag.
Jeg ved ikke, om det er fordi, vi dømmer hinanden hårdere? Måske er der så meget på spil i vores eget liv, at vi ikke har overskud til at forholde os til det, der sker i de andres, eller til at være overbærende eller forstående, når folk skuffer os?
Eller måske handler det om, at vores generation nu er rykket ind på det felt på pladen, hvor de virkelig voldsomme omvæltninger sker. Der, hvor der fødes børn, hvor folk mister deres forældre og hvor livstruende sygdom, til alles store rædsel, begynder at ramme egne rækker. Og hvor undskyld virker som et forsøg på at standse en arterieblødning med et stykke hæfteplaster, når man fucker op.
I kirken minder præsten brudeparret om, at de skal ”tilgive hinanden og bære over med hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde hinanden” når han vier dem.
Jeg begynder at forstå, hvorfor det er en nødvendig påmindelse.
8 Comments
Skriv et svar
Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.
1. marts 2013 @ 12:08
Er det ikke også noget med, at man efterhånden har et større ønske om at prioriterer sin tid?
Fordi der på en eller anden måde altid er for lidt af den?
Så man – Jeg – prioriterer hvad jeg gider at lave, og hvem jeg gider at se, ret hårdt.
Og jeg har i øvrigt heller aldrig venne-slået op med nogen.. men jeg har med vilje ladet nogle forhold flyde ud i sandet. Men det afhænger selvfølgelig af forholdet om det er muligt.
I øvrigt er peer (nære venner af familien) lige så vigtige for barnet som to forældre, viser forskning
1. marts 2013 @ 14:53
For mig er der kommet et stort element af "no nonsens" ind i mine valg, efter at have været presset rigtig massivt som alenemor til mange børn i en årrække. Jeg har ikke overskud til ret meget fikumdik, gnidder, pis og intriger i vennecirklerne. Og lader derfor ret hurtigt falde hvad der ikke kan stå. Jeg kæmper mine kampe for og bruger min energi på børnene. Venskaber skal overvejende give plus på kontoen, og helst stort set hele tiden, ellers kan det sgu være ligemeget.
1. marts 2013 @ 19:12
Noget jeg kan stå helt af på, er de dér migmigmig folk, som ævler løs om sig selv, og overhovedet ikke spørger en skid til mig. Ikke fordi jeg altid har noget særligt at fortælle, men bare det at de viser interesse er fint.
1. marts 2013 @ 20:01
Min bullshit-tærskel er også blevet væsentligt lavere end da jeg var yngre. Jeg er enig med anonym i, at venskaber skal give plus på kontoen – ellers kan det være ligemeget 🙂
Jeg sætter stor pris på de venskaber, hvor man faktisk slet ikke behøver sige noget – bare sidde helt stille, måske kommentere løst på noget lorte-tv eller bare nyde stilheden, der opstår mellem de emner, der dukker op og skal vendes. Ikke så meget ævl og kævl – det er der sgu nok af ude i den virkelige verden 🙂
5. marts 2013 @ 10:41
I disse tider er folk så hurtige med bloker-knappen og unfriend-knappen.
Mange af de ting der siges ( digitalt i hvert fald) kan misforståes og bliver det også ind i mellem.
som vi bliver ældre bliver vi mere kyniske, måske vi lige skal stoppe op før vi unfriender, blokerer eller siger fra. For når vi bliver rigtigt gamle, hvem er der så?
8. marts 2013 @ 12:15
Godt indlæg der sætter tankerne lidt igang
12. marts 2013 @ 20:04
Kære Linda,
Har lige opdaget din blog – årh. Du rammer virkelig ned i noget her, som jeg har tænkt meget over, for i mit liv er der i de senere år også blevet venne-slået op med en del.
I det hele taget kan jeg rigtig godt lide din humor, din stil og dine tanker, og totalt utilsløret respekt til, at du har valgt at være mor alene.
Jeg kommer til at hænge her og læse mere, meget mere, og tak for det.
Kærlig hilsen Josephine
13. marts 2013 @ 13:02
Hej Josephine.
Velkommen ombord, og mange tak for dine pæne ord – jeg håber, jeg kan leve op til forventningerne:)