For 15 dage siden gik min venindes mor fra at være velfungerende cancerpatient til at være terminalt syg. I søndags gik hun bort, og i dag skal hun begraves. Der er 3 timer, til vi skal være der, og jeg sidder allerede og stortuder ned i min kaffe.
Og selvom vi alle sammen, når nogen dør fra os, siger, at vi ikke skal sørge over de døde, men fejre livet de gav og levede, så ved vi også alle sammen, at det er side 1, første linie i Den Store Bog Over Sætninger, Der Ikke Trøster En Skid.
Jeg synes, at det er så forfærdelig svært, at det er så definitivt. Jeg ved godt, at det lyder banalt, men … det er som om min hjerne kører i loop, fordi den bliver ved med at lede. Der MÅ være en løsning, som kan gøre det her ugjort, som kan hjælpe min veninde og give hende det vigtigste holdepunkt i livet igen?
Hendes sorg, magtesløsheden og den ubarmhjertige påmindelse om, at alle, vi holder af, kun er til låns – det virker så urimeligt, og gør det så svært, ikke at komme til at klemme lykken ud af livet i angsten for at miste.
Skynd jer at gå ud og kramme alle dem, I elsker.
Der er ingen ord… Ingen ord som kan trøste eller lindre. Du kan kun være der og lytte, sidde ved siden af… og bare være der.
Hils…
Sorg kan ikke trøstes væk, og det synes jeg egentligt heller ikke, at det skal. Nogen gange er den største støtte at have nogen, at dele sorgen med.
Konfrontationen med egen dødelighed er skræmmende – især fordi det måske minder dig om, at du en dag vil miste dine egne forældre. Og det tror jeg aldrig, at man bliver voksen nok til. Jeg kan være lidt i panik over at tænke på det selv.
Til gengæld er det en gave, at du har kendt din venindes mor og er tæt på hende. Nogen gange tænker jeg på betydningen af at have venner, der har kendt mig så længe, at de også kom i mit barndomshjem og kender mine forældre. Det er næsten en ekstra familie, hvor der ikke altid er brug for så mange ord, for at vide, at vi er der for hinanden.
Kram til dig – du betyder noget for mig, selvom jeg ikke kender dig. Så pas på dig, ikke.
Kram Anne
Du har fuldstændig ret! Hvor er det forfærdeligt. Sidder med en klump i halsen nu.
Jeg mistede min far da jeg var 20. Kan huske jeg sagde til præsten at jeg på ingen måde gad at høre sætninger som "han er et bedre sted" (gu er han røv, han skal være HER) eller at "alt sker af en grund" (øh! Nej) præsten var ganske enig med mig i at i den her situation måtte Gud lige passe på med at være for kæk. Jeg tror din veninde er heldig at have dig, for i det korte indlæg du netop har skrevet udtrykker du så meget omsorg, forståelse og kærlighed og det får hun brug af i stride strømme. Mit bedste "råd" (som du vist egentlig ikke har bedt om) er de tre H'er: Hold kæft, Hold om og Hold ud. Vær' der også når du ikke bliver bedt om det, lad hende tale, føle, græde osv. Og hold ud – for det er også hårdt som veninde at stå ved siden af og ikke kunne "reparere". Læste engang at sorg er en kærlighed man ikke kan blive af med.. Synes det er virkelig smukt og giver, for mig, god mening og trøster en smule.
Lykke
Du får et stort kram i morgen. Sus
Kære Linda
Varme tanker og virtuelle kram herfra.
Selvfølgelig skal man sørge. Man skal da sørge når man står med en stor sorg. Man skal være i den, gå i gennem den, spise den stykke for stykke.
Og en dag er man ikke ked af det mere, men bare taknemmelig for at have haft dem man har mistet.
Jeg har begravet begge mine forældre i tidlig alder. Og ja livet skal fejres. Men sorg skal fandeme også respekteres som en uundgåelig del af det der fantastsiske liv.
Håber begravelsen var fin. Og pas godt på din veninde.
Anonym – jeg vil gerne vide, hvornår man ikke er ked af det mere?
Jeg mistede min far for 13 år siden (da jeg var 21) – og jeg er ikke ked af det hele tiden, men der går ikke én eneste dag, hvor jeg ikke tænker på ham, savner, mangler og er ked af at jeg mistede ham. Det er selvfølgelig ikke den altopslugende sorg længere – og jeg er generelt glad og positiv. Men jeg savner min far hver dag.
Lille T – jeg tror ikke der er en regel for den slags. Og man holder nok aldrig op med at være lidt ked af det. Måske det er et valg, om man fokuserer på det man har haft og glæder sig over det, eller om man fokuserer på det man har mistet.
Jeg ved det ikke. Det er hhv 22 og 12 år siden jeg mistede mine forældre. Jeg savner dem. Men når jeg kommer i tanke om min far, der døde først, bliver jeg bare så glad over at kunne huske ham. Måske er jeg mere bange for at glemme ham end for at savne ham.
Ved du hvad? Rigtig mange tak fordi du var der! Ved simpelthen ikke hvordan jeg kom igennem den dag – men ved at det hjalp at jeg vidste hvor I sad. At I hørte de ting jeg sagde til min mor. At du hjalp med sut og kram da mit barn brød sammen – at du oven i købet kaldte mig smukke selvom jeg var hævet i hele hovedet af at græde. Jeg har været omkring nu egen blog 100 gange i dag for at skrive, men er helt tom for ord. I dag er slem – rigtig slem. Men jeg ved har dig – og jeg lover at bruge dig!
Jeg har kredset rundt om at skulle kommentere på dit hjerteskærende indlæg Linda- fordi det er så meningsløst og ufatteligt svært, det der er sket for søde K. Og samtidig har jeg skrevet med K selv og udtrykt min medfølelse…
Og så læste jeg din egen kommentar søde seje K og så trillede tårerne. Jeg føler SÅ meget med jer. Og nej sorgen forsvinder aldrig, og ens kære vil være i tankerne altid – men man lærer nok at leve med savnet med tiden. Ingen ord kan fjerne smerten og sorgen. Men det hjælper at andre er der med medfølelse, krammere, tanker og hjælp
Knus til jer begge!
[url=http://buygenericonlineviagrashop.com/#19652]buy viagra[/url] – cheap viagra , http://buygenericonlineviagrashop.com/#3313 viagra cost