Den omvendte Nike

Om blogs, bloggere og læsere. Advarsel: Lidt Meget langt.

Ovre ved Sneglcille bliver der debatteret ivrigt i kommentarfeltet for tiden; det hele udspringer af et sponsoreret indlæg, hun har lavet, og nogle læserreaktioner herpå.

Debatten er ikke ny. I de 4 år jeg har blogget, tror jeg, at dette emne har været oppe og vende en håndfuld gange, typisk med ”kan man ikke lide lugten” argumentet på den ene side, og ”man skal ikke offentliggøre noget, hvis man ikke kan tåle kritik på det” på den anden.

Som sådan har debatten ikke noget med mig at gøre; Sneglcille er en velformulerende og intelligent kvinde, der er fuldt ud i stand til selv at tage vare på sin egen integritet. Når jeg alligevel blander mig, er det fordi jeg synes, at noget har ændret sig over de sidste par år i blogland. Oftere og oftere støder jeg på kommentarer om, hvad man som læser synes, man har krav på at kunne forvente af både blog og blogger hos den, man følger – men jeg synes faktisk, at det kunne være interessant at se på, om vi som bloggere måske også kunne tillade os at forvente noget af vores læsere?

Og vent lige med at gå amok, til I har læst færdigt, ikke?

Lortemor lavede for nyligt et indlæg, der handlede om gaver, der i forbindelse med et velgørenhedsarrangement, var blevet givet til de store bloggere. Indlægget handlede om, hvor meget man som blogger kan tillade sig at tage imod, og hvor og hvordan man skal gøre opmærksom på det. I kommentarfeltet under, var der bl.a. en kvinde, der skrev, at ”Inden for (god) journalistik er det ganske enkelt forbudt at modtage gaver. For så snart der er andet end ren og skær objektiv vurdering af et produkt på spil, bliver det utroværdigt. Og utroværdige skriverier kan ingen bruge til noget (andet end skribenten selv, der har fået en gave ud af det). Så ja, jeg synes bestemt også, der er god grund til at have dårlig smag i munden …”

Her vil jeg gerne lige sige noget. For hvis jeg ikke tager meget fejl, får de fleste journalister løn for det de laver. Derfor kan man godt argumentere for, at man kan tillade sig at stille nogle krav til deres arbejde, fordi man i sidste ende er med til at betale deres løn, hvis man køber den avis, de skriver i. En blogger gør det gratis. Flere af os betaler penge for vores hjemmesider, og mange af mine bloggerfrænder lever faktisk af at skrive, så i deres tilfælde er det et stykke håndværk, de forærer væk, fordi de har lyst.

Når jeg alligevel ikke helt synes, at vi kan bruge argumentet om, at man bare kan skride, hvis man ikke kan lide det man læser, er det fordi, vi jo for fanden ikke ville blogge, hvis der ikke var nogen, der læste det. End of story.

Og det er fantastisk, når nogle gider besvære sig med at kommentere på det, man skriver. Modsat hvad nogle tror, så betyder det ikke så meget, om læserne er enige eller uenige, når de kommenterer, for 90 % holder en fin og sober tone, og uenigheden giver fine indspark til debatten.

Der hvor jeg står af er, når læserne – uopfordret – skriver syrlige ting som: ”Du var meget bedre før” eller ”Her er jo kun sponsorerede indlæg – går der ikke lige rigeligt tv-shop i den?” og ”Jeg gider ikke alle de reklamer, så du har lige mistet en læser.”

Jamen… Nå? Hvad skal den kommentar? Seriøst? Andet end at gøre bloggeren ked af det og usikker? (Og hurra for de 5, der er skideligeglade. More power to you.)

Hvis vi skal tage den med de sponsorerede indlæg først: I langt de fleste tilfælde gør folk opmærksomme på det, hvis de har fået noget for at omtale et produkt, hvilket vi er helt enige om, er det mest reelle, men hvis ikke, er det jo også tilladt som forbruger at være lidt kritisk.

Ligesom jeg ikke tror, at nogen opfattede det som tilfældigt, da alle skuespillerne i den der sindssygt kedelige, hvide film, der foregik på en ø, var stoppet ned i et par pumasko, så ville det også være ok at nære en sund skepsis til det objektive i et indlæg, der indeholder fuldt produktnavn og link.

Jeg tror, at en stor del af problemet er, at forretningsverdenen ikke helt ved, hvad de skal stille op med os. De kan på den ene side godt se, at vi rammer meget målgruppespecifikt, men hvor mange vi rammer, og hvor stor effekt det har, ved de alligevel ikke så præcist, at de betragter os som ”rigtige” markedsføringskanaler. Derfor bliver vi sjældent tilbudt penge for at skrive; det bliver sådan lidt en mellemløsning, hvor de med produkter sikrer sig omtale, men ikke belaster markedsføringsbudgettet. Hvilket betyder, at vi som bloggere aldrig vil kunne komme til at leve af at blogge, og lave hele setup’et baseret på det, med indlagt take-it or leave it til læserne.

Og hvis man som læser føler sig krænket over, at der er sponsorerede indlæg på en blog, så vil jeg bare lige sige: I skulle vide, hvor mange vi – på grund af jer – springer over. Hoppede jeg lige op på korset der? Måske, men det er sandheden. Hvis det var fuldstændig konsekvensfrit at lave sponsorerede indlæg, lavede vi da 98 % af dem, vi fik tilbudt, og highfivede hinanden, mens vi væltede os i gratis mobilcovers, solbriller, teaterbilletter, sengetøj, gavekort til onlineshopping, betalte middage osv.

Så når vi siger nej til de ting, handler det da dybest set om, at vi godt ved, at vi taber jer, hvis vi læsser det hele på bloggen.
Trine definerede i aftes meget fint, hvornår hun fremover vil blogge: ”Der skal give mening for dig eller mig” og det er måske det, jeg ville ønske, at *alle* læsere ville være bedre til at huske; at selvom vi for det meste er gøglere, der skriver for at underholde, så må og skal det være i orden, når vi engang imellem vælger at skrive for at høste konkrete fordele af det selv.

Den anden del af de kritiske kommentarer er dem, der går på, at man ikke er så skarp og fed, som man var engang. Til det vil jeg sige: Blogland er lidt som en folkeskole med forskellige årgange. Man har mest at gøre med dem på sin egen årgang, og os i 4. klasse kender ikke nødvendigvis dem i 1. klasse så godt. Jeg kan se hos dem, jeg har fulgtes med fra starten – ingen nævnt, ingen glemt – at vi har flyttet os i livet, og det påvirker selvfølgelig vores respektive blogge. De fleste af os startede med at blogge, enten fordi noget var svært, eller fordi vi havde mange historier, vi gerne ville fortælle, men i takt med, at historierne bliver fortalt, vil mængden af egnet blogstof naturligt blive mindre, og hvis man havde det ad helvede til, da man startede, har man forhåbentlig, 4 år senere, fået det bedre. Og det er svært at skrive dybtfølte indlæg om at have det godt, og om en hverdag, der primært består i at tage stilling til, om man skal købe fin- eller grovvalsede havregryn.

Man kan se det samme i musikbranchen. De første par plader fra bands er ofte de bedste, fordi der er en masse opsparet materiale, der bare står og tripper for at blive sluppet løs, men når det er sat fri, begynder det at blive svært at holde niveauet, for der er, for de flestes vedkommende, heldigvis ikke en konstant strøm af drama i livet, der bare venter på at blive omsat til kunst. Og gentagelser er ikke sjove for nogen.

(Hvis man er i tvivl om, hvad jeg mener, kan man lige bruge en eftermiddag på at gennemgå Madonnas musikkatalog i kronologisk rækkefølge.)

Så selvfølgelig ændrer blogge sig sammen med deres bagmænd, så når man får at vide, at bloggen stinker, er det svært ikke at tage personligt, fordi den er en direkte afspejling af, hvor du har flyttet dig hen som menneske.

Og uanset hvordan man argumenterer for det som læser, så synes jeg ikke, at det er i orden. Heller ikke selvom man skriver, at ”Jeg har rost dig – så vil jeg også have lov at rise dig.” Ros er rigtig dejligt, men jeg tror, at de fleste af os gerne ville være den foruden, hvis vi på forhånd blev gjort opmærksomme på, at den kom med et prismærke hængende om halsen.

Så hvis jeg skal sammenfatte min holdning kort, kan det koges ned til: Uenighed i et beskrevet emne: Ja tak. Kritik af blogger for indhold/personlighed: Pænt nej tak, med mindre vi selv beder specifikt om det, ved f.eks. at spørge: ”Er der nogen, der har et bud på, hvorfor jeg har mistet 50 læsere på en uge?”

Hvis man synes, at det er svært at skelne, kan man lave følgende lakmusprøve: Ville jeg gå hen og prikke dig på skulderen, hvis jeg mødte dig på strøget og, helt ud af det blå, sige det, jeg nu har tænkt mig at skrive? Hvis nej: Just don’t do it.

Er vi stadig gode venner?