Så et det tæt på. Gør ikke noget, synes jeg. Det har på mange måder været et mærkeligt år. Kan huske, at jeg sidste år forsøgte ikke at synes, at der var noget skæbnesvangert over, at vi skulle gå rundt et helt år i tallet 13, men mit forsøg til trods har jeg hver gang, der er sket noget dårligt, skulet ondt til kalenderen og tænkt, at man vel nærmest ikke kunne forvente andet.
Jeg har befundet mig meget i mit hoved i år. Så meget, at jeg ind imellem har haft lyst til at skrige og trække stikket til tankerne ud, fordi man når et punkt, hvor man ikke kan presse mere fornuft ud af dem, og i stedet bare begynder at køre i ring på den virkelig destruktive måde.
Det har fyldt meget for mig, at Karina har mistet sin mor, og at Lene er syg. Magtesløsheden og følelsen af at sidde alt for langt væk, har revet og slidt i mig, og samtidig har det på jernhård vis mindet om, hvor ubarmhjertigt livet og skæbnen kan være.
Det har også betydet, at jeg har kæmpet med mig selv, hver eneste gang, jeg føler, at noget i mit eget liv har været svært, fordi jeg hele tiden får dårlig samvittighed over at pibe; mine problemer er jo perler af dug på hverdagens brilleglas mod den tsunami af frygt, kaos, smerte og savn, som de to formidable damer har stået igennem.
Det til trods, har der alligevel været et par ting, der har fyldt i mit eget lille univers, og den altoverskyggende af slagsen har været overvejelserne omkring barn nummer to. Hvis man kender mig, ved man, at jeg altid har en gameplan. Al. Tid. Og når den først er lagt, fraviger jeg den sjældent.
For snart 2 år siden, havde jeg tænkt, at jeg skulle se, om jeg kunne blive gravid i slutningen af 2013, og derfor kom det faktisk bag på mig, da jeg allerede i foråret kunne mærke, at hverken Anton eller jeg var klar til at udvide husstandens størrelse med 50 %. Han bakser med sproget, vi sover stadig ikke mere end allerhøjest nødvendigt, og den eneste gang, han har ofret potten opmærksomhed, var da han pegede på den og sagde: ”Hat?”
Jeg kan også mærke, at hvor jeg, da jeg planlagde Anton, havde en sådan lidt happy-go-lucky approach til tingene, så har jeg denne gang en helt anden fornemmelse af, at det er mig, der den voksne, og som derfor har ansvaret for at holde det her fly i luften – jeg har haft enormt brug for at tænke igennem, om vi som familie kan bære det, både psykisk og økonomisk, hvis jeg får et barn mere.
Og måske er det den erkendelse, der har ført til, at jeg for første gang i mit voksenliv har været hele turen omkring banker, forsikringsselskaber osv. osv. og har fået sat mig ind i de ting, der virkelig, VIRKELIG ikke er ret interessante, men som kun bliver mere uinteressante på den enormt kedelige måde, hvis man lader dem sejle.
Jeg har efter lang tid overvejelse flyttet Anton til en anden institution, jeg har købt ny bil og jeg har lavet en opsparing.
Store ting, synes jeg. Egentlig.
På den helt, helt lavpraktiske og blogrelaterede side, har jeg lagt kommentarmoderation på siden her; simpelthen fordi jeg ellers ikke opdager, når I kommenterer på gamle indlæg. Jeg udgiver alle kommentarer, jeg får, men når der en sjælden gang imellem sniger sig en hater ind forbi (hvilket jeg indtil nu er sluppet nærmest mirakuløst for), har jeg truffet en helt bevidst beslutning om, ikke at svare. Bloggen skal være et sted, der giver energi; ikke et sted, der stjæler den, og det bliver det, hvis jeg skal skændes i kommentarfeltet med folk, der udelukkende kommenterer for at provokere.
Men når det er sagt, vil jeg meget gerne have lov at sige, at jeg er glad og taknemmelig over, at I gider blive ved med at pippe, selvom tiden ikke altid rækker til, at jeg får svaret. Jeg sætter stor pris på det. Virkelig. Det er ubetinget sjovest at skrive, når man via kommentarerne kan se, at der sidder nogen i den anden ende og læser med.
Så.
Jeg håber oprigtigt, at 2014 har gode oplevelser, kærlighed og overskud med til hver eneste af jer. Jeg håber, at det bliver året, hvor gamle sår læges og nye begyndelser tager fat. Gid, at der må være latter, glæde og god kaffe til alle.
Og medvind på cykelstierne.
Godt nytår.
Jeg glædes hver gang der er nyt indlæg fra dig. Rigtg godt nytår til dig og Anton.
Rigtig godt nytår til dig og Anton! Tak for alle dine indlæg her på bloggen i årets løb – glæder mig til at følge med også i det nye år 🙂
Jeg pipper ikke ofte herinde, men jeg kigger oftest med og nyder din brug af sproget. Jeg syns du er rockersej og jeg ville ønske jeg turde det du tør. Godt nytår og lad 2014 blive lærerigt, sjovt og lad Lene blive rask.
Rigtig godt nytår til dig og Anton! Tak for alle dine dejlige indlæg her på bloggen i årets løb – glæder mig til at følge med også i det nye år 🙂
Rigtig godt nytår! Og tak for en skøn blog som jeg efterhånden har fulgt meget længe og stadig elsker! 🙂
Rigtig godt nytår! Og tak for en skøn blog som jeg efterhånden har fulgt længe og som jeg stadig elsker! 🙂
Jeg prøvede også krœfter med det der bloggeri et stykke tid, men er droppet ud af det for lœngst. Det gode ved det var dog, at jeg fandt din blog og her har jeg hœngt på siden. Jeg kommenterer meget sjœldent, men her på årets sidste dag skal du lige have en med i farten. Jeg jubler hver gang der udkommer et nyt indlœg og jeg simpelthen bare elsker dit sprog. Det er virkelig en top nydelse! Når du engang får tid, kan dun så ikke bare skrive en bog? 🙂
Jeg vil ønske dig og dem du elsker et rigtigt godt og lykkebringende nytår.
Godt nytår til dig :o)
jeg er en af dem der læser din blog jævnligt uden at lægge kommentare… men jeg er vild med din hudløse ærlighed og din ligefremme facon. jeg har dæleme heller ikke været helt tilfreds med 2013 – så jeg håber at 2014 bliver et anderledes godt år for dig (og mig) :o)
Kh Jannie
Godt nytår!
Rigtig godt nytår og tak for endnu et meget ærligt indlæg… Er selv enlig mor og har været det siden min dreng var 2. Han fylder 9 om lidt, og jeg har taget valget om, at jeg ikke kan overskue barn nr. 2, magter heller ikke endnu en graviditet, da den første var hård, ligesom fødsel også var det. Er det egoistisk at vælge søskende fra? Måske… men min søn har to fætre, én på hver side af far og mor, som også er enebørn, så jeg vælger at tro de kan bruge hinanden som brødre i stedet. Derudover synes jeg for eget vedkommende ikke, at mit forhold til min søster er SÅ damn brugbart, jeg bruger mine veninder meget mere…
Jeg håber du får gjort op med dine tanker, og ønsker dig et fantastisk TyveFjorten, se det lyder allerede bedre end TRETTEN!
Godt nytår herfra…
Rigtig godt nytår til dig og Anton søde Linda!! Håber i får et fantastisk 2014!????
Knus Mette
Godt nytår. Og tak ordbi vi må læse med i dit liv.
Hilsen Johanne
Rigtig godt nytår til dig og vidunderlige Anton. Læser altid dine indlæg, du forstår at få smilet frem 😉 kh nanna, Stjernepus
Jeg synes også, at 2013 gav nogle blå mærker. Jeg satser på, at jeg kommet ud af året styrket og klogere, men det ved jeg nok først på længere sigt.
Jeg læser altid med. Efterhånden føler jeg mig forbundet med dig. Det er på sin vis enormt mærkeligt, for jeg ville ikke ane hvem du er, hvis jeg mødte dig på gaden. Men jeg ville ønske, at jeg havde sådan en som dig til både brok og det sjove. Du har nogle fine perspektiver på tilværelsen og en befriende selvironi.
Godt nytår – og måtte vi finde det i 2014, som 2013 ikke viste vej til!
Kære Linda,
godt nytår fra en trofast læser gennem flere år.
Jeg glæder mig til at følge dig i 2014 og hepper på at Anton bliver storebror i 2014. Stræb ikke for meget efter at blive klar til barn nr. 2 (eller 3 for den sags skyld) inden barnet er undfanget, følelsen af #KLAR# kommer alligevel først 100 % sammen med barnet.
Held og lykke – og tak for din blog.
Helle
Jeg læser trofast med hos dig – også i 2014 🙂
Lisa
Godt nytår!
Fra en trofast læser
Midt i alle dine store overvejelser og voksenhed, er du den største gave til mig i 2013. Tænk, at du er der for mig…
Og så er der i øvrigt ingen grund til at måle problemer og sygdom mod hinanden. You get what you messure, stod der på min gamle chefs dør. Nogen har sikkert sat det op og spænet væk.
Mål glæden. Det skal du have i rå mængder.
Kan ikke sige det bedre end Lene gør! Om du så har lyst til at pive over en neglerod en dag, så er det velkomment her hos mig. Også selv om jeg stadig synes at det stinker helt vildt at 2013 tvang mig til at sige farvel til min mor.
Til gengæld har jeg dig – og det er jeg meget meget heldig med! Stort knus og godt nytår til dig 🙂
Anne: Det er godt nok en af de fineste kommentarer, jeg har fået i flere år. Mange tak for den!
Mit Helle: Ved du hvad? Det tror jeg faktisk, at du har ret i, det med at være klar. Den er taget til efterretning.
… og herremeget medvind på cykelstierne til dig. Og Anton.
Jeg synes, at 2013 er pænere end 2014. Og jeg kan ikke forklare hvorfor. Men sådan er vi jo så forskellige.