De sidste par dage har jeg siddet med snuden dybt begravet i bogen ‘Børnene er konger’ af Delphine de Vigan.
Hun er en eminent forfatter, og særligt hendes bog ‘Alt må vige for natten’ blæste mig bagover. ‘Børnene er konger’ er et godt eksempel på, at man (desværre) aldrig er bedre, end den oversætter man får, og hvor sproget i ‘Alt må vige’ var tæt på magisk, så synes jeg, at det her er mere usmidigt og google-translate-agtigt. Det interesserer nok mig mere end gennemsnitslæseren pga. mit fag, men jeg ærger mig stadig over, at noget af magien går tabt, når en oversætter ikke får poesien med.
Til gengæld er historien her langt, LANGT mere vigtig og relevant – for os alle sammen.
Kort fortalt handler bogen om en mor, der er ensom, forelsket i realitygenren, og som starter en YouTube-kanal med sine børn som de primære indslag tilbage i platformens spæde start. Et af børnene bliver kidnappet – og hvorfor gør hun det? Handler det om at beskytte hende mod moderens udnyttelse, eller har en pædofil fået øje på hende, fordi hun er tilgængelig online, altid, hele tiden og hver eneste dag?
Jeg har flere gange tænkt, at det her er tæt på at være en optimal måde at anskueliggøre et helt hysterisk vigtigt problem på, som ingen journalister (synes jeg) har formået at formidle på en måde, så folk forstår alvoren. At fortælle historien skønlitterært giver en mulighed for at bringe mange perspektiver i spil, når man forsøger at belyse, hvilke problemstillinger, der f.eks. kan følge med at binde hele familiens økonomi op på, at børnene skal være tilgængelige 24/7, hvad det kan have af konsekvenser her og nu, og hvordan det påvirker børnenes liv, når de bliver voksne.
Jeg kunne have ønsket, at DdV havde allieret sig med en YouTuber, der selv tror på projektet, for jeg synes, at moderens figur bliver lidt flad, fordi de argumenter, der bliver brugt som forsvar for de valg, hun træffer, bliver en smule konstruerede – men det er stadig et emne, der er så vigtigt at begynde at tale om, at jeg er villig til at tilgive skønhedsfejl.
Og for at tage det mest indlysende først: Det er en sag, der er nem at være imod.
For en måned siden tog jeg Roblox og ‘hvordan er man en god ven i cyber’ op på et forældremøde i Fridas klasse. Ingen kunne genkende problemet. Overhovedet. Tværtimod., faktisk. Der var, efter forældrenes udsagn, SÅ lidt skærm rundt omkring i de små hjem, at internettet nærmest var overflødigt.
Og altså. Jeg er ikke ude på at hate på mennesker med stram skærmpolitik. Overhovedet. Men. Jeg har haft MANGE af de her børn med hjem, fordi Frida med sin ADHD meget, meget ofte efterspørger legeaftaler, og den uskrevne regel er, at når man er den, der tager initiativ, så er man også den, der lægger hus til. Mit punkt på mødet kom mest til at gå op i at proklamere, hvor LIDT ens barn bruger skærm, og jeg nåede et punkt, hvor jeg tænke, at hvis én person mere pudsede glorien, så ville jeg gå fuld harakiri. For det, de her forældre glemmer er, at jeg har deres børn med hjemme. Ofte. Så jeg ved ret meget om, hvilke devices, børnene har, og hvor brugervante de færdes på dem.
Mit punkt blev aflivet, før vi overhovedet kom i gang, og klasselæreren, der kom mig til undsætning ved at love, at hun ville vende det med SPS, har på bagkant meldt ud, at de ikke ser nogen grund til at tage det her emne op før om halvandet år.
Hvilket giver mig lyst til at skrige.
For det handler ikke om børnene og deres adfærd på nettet, men om forældrenes manglende forståelse for, hvad nettet er for et sted.
Men vi er endt et sted, hvor børns adfærd og valg for mange føles en direkte afspejling af vores evner som forældre, og derfor er der MANGE, der stikker hovedet i busken, så længe børnene er små, og dermed ikke kalder bluffet i andres påsyn. Og derfor er det HELT gratis at hævde, at det slet ikke er et problem hjemme ved OS, og hvis VI ikke har et problem, har vi ikke ansvar for at tage del i at løse det.
Alle er forhåbentligt enige om, at det ikke giver mening først at begynde at opdrage sine børn, når de er teenagere, men af en eller anden grund undervurderer flertallet betydningen af virtuel opdragelse. Det giver mig lyst til at hamre hovedet hårdt ind i væggen, når konflikter, der udspringer af, at børnene har roamet frit rundt i cyber, uden opsyn og vejledning, pludselig kravler ind i det fysiske rum, og alle er helt uforstående over, hvordan dét dog er sket.
‘Børnene er konger’ sætter tingene på spidsen, men kogt ind til benet er den en karikatur af en generation, der betaler for opmærksomhed med en valuta, de og vi faktisk ikke burde have lov til at råde over. Emnet er indlysende relevant for mig, både pga. bloggen, og fordi jeg har børn, der følger kanaler som den, der beskrives i bogen.
Jeg ved ikke, om jeg med bloggen her er med til at fratage mine børn noget, som jeg ikke er mit. Jeg gør mig utroligt mange overvejelser om, hvad jeg deler, når det kommer til børnene, men jeg kan ikke med hånden på hjertet sige, at jeg er sikker på, at jeg aldrig har skrevet noget, de ikke om føje år bliver træt af, at jeg har delt med fremmede.
Jeg forsøger altid at tage udgangspunkt i mig selv, når jeg fortæller om vores liv – men jeg er jo bragende inhabil ift. at vurdere, om jeg deler mere, end jeg har ret til.
Men jeg synes, at det er et gigantisk problem, at vi bliver overladt til os selv i det her, og jeg kunne hele vejen igennem bogen mærke den samme frustration, som jeg føler, når jeg ude i virkeligheden forsøger at tage emner op, som jeg lader til at være den eneste, der går op i.
Ingen reagerede, da min yndlingsaversion Aula, ændrede samtykkeindtillingerne, og gjorde det muligt for skolerne at lægge billeder op af elever på Facebook uden forældres samtykke.
Ingen.
Ingen reagerede, da børnene fik en flyer med hjem i skoletasken for et arrangement, der på papiret lød som noget, det offentlige havde sat i værk, og hvor formålet var at gøre børnene trafiksikre – men hvor afsenderen viste sig at være en straight up virksomhed, der havde købt og betalt nogle populære YouTubere for at komme og lave et show, og det ENESTE formål med arrangementet var kommercielt. Det var først, da jeg havde skabt mig længe nok i et par lokale facebookgrupper til, at den lokale presse begyndte at interessere sig for det, at det blev udsendt en fesen dementi – som var dumt og dovent og uden at blinke med øjnene smed skolesekretærerne under bussen.
Men ingen børn havde interesseret sig for det arrangement, hvis det ikke havde været hostet af en storebror fra mange børns yndlings-YouTube familie. Og meget få voksne lader til at kunne se problemet – hvilket jeg sådan set godt forstår, når tvunget samtykke og inderlig ligegyldighed over GDPR gennemsyrer det system, vi alle sammen får stoppet ned i halsen af den instans, der for mange af os er indbegrebet af det offentlige, og som er altafgørende for vores børns dannelse, nemlig den danske folkeskole.
Lovgivningen ift. hvordan børn sikres, når de optræder på deres forældres sociale medier, er forskellig fra land til land, men jeg har til gode at se én, der tager børnenes vilkår alvorligt. For selv i de mest progressive lande, hvor børn “beskyttes” ved, at de sikres en procentdel af den indtægt, deres forældre har på dem, er der ingen kompensation for, at forældrene har solgt deres privatliv til fremmede mennesker med intentioner, ingen kender til. De får aldrig lov at træde ubeskrevne ind på nye arenaer, og da de har ikke rettighederne til de videoer, som deres (myndige) forældre har lagt op, kan de ikke engang selv fjerne dem, hvis de oplever, at de mange frit tilgængelige informationer og billeder bliver brugt imod dem.
Det er et råddent svært emne, og jeg har ikke et bud på en løsning. Internettet er kommet for at blive, og det er nok et givet faktum, at vi hele tiden tvinges til at forsøge at navigere i et landskab, vi ikke til fulde forstår. Samfundet bliver mere og mere digitalt, og det er ikke en løsning bare at melde sig ud.
Problemet forsvinder ikke, fordi vi lader som om, det ikke er et problem for *os*, eller fordi vi kigger væk. Vi er NØDT til at begynde at tale om det, hvis vi nogensinde skal finde ud af, hvor fælderne er, hvad det koster på den lange bane, og hvem der har ret til at definere dig og fortælle din historie.
Det hele starter med, at vi åbner øjnene og forholder os til emnet. Og debatten behøver ikke udspringe af tørre DR1-udsendelser og rasende opslag fra Børns Vilkår. ‘Børnene er konger’ er et fremragende sted at starte, ligesom podcasten Broken Harts også giver vigtigt stof til eftertanke.
Gode bud på bøger, artikler og podcasts om emnet er velkomne, men jeg vil gerne opfordre til, at vi i kommentarfeltet afstår fra at gå i fælden med at forsøge at overgå hinanden i, hvor restriktive regler for skærm, vi hver især har hjemme os *os*.
Man kan ikke melde sig ud af den her problemstilling, for there is no I in team, og lige præcis i cyber udgør vi alle sammen både problemet og løsningen.
Lad os hjælpe hinanden med at gøre debatten nuanceret og sørge for, at den har rod i den faktiske virkelighed.
Jeg er, som vi vist efterhånden har fået slået fast, et menneske, der bruger og elsker internettet og de sociale medier. Højt. Jeg bruger det og dem til inspiration, som underholdning og til at blive klogere af – og somme tider også til at hidse mig op over.
Fordi jeg er herude mere end mange af mine jævnaldrende her i byen, har jeg, siden jeg fik børn, ofte siddet til forældremøder og været hende, der stiller spørgsmål, som jeg sagtens kan se, at de andre forældre synes er irrelevante og grænsende-til-perfide.
Det er mig, der gerne vil høre, hvad holdningen er til at dele billeder på egne fb-profiler, når man har haft et barn på besøg til en legeaftale. Eller som spørger meget insisterende ind til, hvordan en reklamevideo af børnene er endt på kommunens facebookside – og er lodret uenig i, at tilladelse til at dele fotos internt og på skolens hjemmeside, kan sidestilles med at overdrage børnene i Zuckerbergs kløer for all eternity.
Jeg er ofte den eneste, der interesserer mig for GDPR, udveksling af data mellem forskellige skolerelaterede instanser, og hvad børnene bliver spurgt til, når de bliver testede, hvor resultaterne bliver opbevaret (og hvor længe) og hvem, der har adgang til dem.
Jeg ved det. Jeg er en drøm at være til forældremøde med.
Det er ikke fordi, jeg er på nej-holdet. Mine børn har haft telefoner, siden de startede i skole, der er ikke umiddelbart restriktioner på, hvad de får lov at se på YouTube, og jeg har også måtte foretage et enkelt ‘det er jeg virkelig ked af!’-opkald, da vi havde fået skræmt livet af et barn, fordi pigerne fik lov at se Harry Potter & Fangen Fra Azkaban her.
Mine mange år som aktiv aktør på nettet har bragt mig min andel af suspekte henvendelser, dødstrusler, latterliggørelse og unsolicited dick pics, men vigtigere end dét, har det givet mig et uendeligt antal timers kvalitetsunderholdning, det har gjort mig mindre ensom, det har givet mig redskaber til at håndtere de vildeste ting – og blive stående – og det har givet mig flere tætte venner, end jeg kan tælle på fingrene.
Derfor er jeg kritisk, men måske knap så entydigt bange for nettet, som så mange andre forældre, og derfor forstår jeg virkelig, virkelig godt ønsket om at være der og bruge det; også selvom man er et barn.
Og min historie taget i betragtning, har jeg altid tænkt, at jeg nok var bedre forberedt på cybers faldgruber end mange af mine mere virtuelt forskrækkede medforældre.
Men i forældreskabet står hovmod kronisk for fald, og jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke snart lærer det.
For hvor jeg havde forventet, at hajen i vandet var suspekte typer i spilchatten og negativ påvirkning af selvbilledet, så er der intet af det so far. Til gengæld er de to problemer, vi bøvler med lige nu, kommet helt bag på mig.
Det ene er influencer-udløst, og kommer fra en af mine yndlingsaversioner, nemlig forældre, der møver sig ind på deres børns YouTube-kanaler. For hvor jeg havde forventet, at eventuelle problemer ville handle om hovedpersonen, barnet, og dennes uendeligt tilflydende strøm af ting at unboxe, så er det faktisk billedet af familielivet, som videoerne fremstiller, der er blevet træls.
For i de her videoer siger mødrene aldrig nej. Til at lege på trampoliner, til at give ‘ja-dage’, til at lade børnene smøre køkkenet ind i slim eller til at anskaffe sig dyr.
De her mødre – og fædre – har endeløs tålmodighed, al tid til verden til rådighed, og de skal aldrig på arbejde eller afsted. De har ikke brug for tid alene, eller for at tale med andre voksne uden at blive afbrudt, og de vil altid gerne lege med på legepladsen – og Frida æder det råt.
Og af ALT det, jeg havde forestillet mig at skulle forklare, rumme og forsvare, står Det Perfekte Familieliv meget langt nede på listen. Men det fylder, fordi det for hende er virkelig svært at forstå, at virkeligheden er mere kompleks end en hårdt redigeret, ugentlig video på 34 minutter, og jeg opdager somme tider først, at hun føler sig oprigtigt afvist af mig, når jeg siger nej til at male hende med frugtfarve eller ombygge haven til en tropisk ø tirsdag kl. 20.04, hvis hun bliver vred eller ked af det.
Det er umådeligt irriterende, og der er et særligt sted i helvede til YouTube-forældre, men i det mindste giver det anledning til nogle vigtige samtaler om virkelighed kontra Filtre & Fremstilling.
Det andet problem er mere komplekst, og handler om de spil, Frida og hendes jævnaldrende spiller, f.eks. Roblox, hvor de kan hoppe ind i forskellige spil og spille på de samme baner.
Og hvor jeg havde tænkt, at det var smart, at de kunne spille sammen, selvom de sidder hjemme hos sig selv, så har det medført en masse bøvl og tårer, jeg ikke havde forudset og aldrig har oplevet med Anton.
For problemet her er, at de regler, man har i eget hjem, pludselig kommer til at have betydning for børnenes venskaber og muligheder for at deltage i fællesskabet.
Udfordringerne starter allerede, inden maskinen er tændt, for det er SÅ forskelligt, hvordan man som familie opfatter cyber-samvær. Vægter en spilleaftale f.eks. lige så højt, som en fysisk legeaftale, man har lavet? Nogle forældre fnyser nærmest hånligt ved tanken, mens andre står med børn, der ikke kan forstå, hvorfor Emil ikke ringer, når vi nu havde aftalt det?
Må man takke nej til at spille med en anden fra klassen, når man sidder to og spiller og en tredje logger på? Alle kan se, hvem der er online, så det bliver en ret direkte afvisning, hvis vedkommende vil være med, og de to, der sidder og spiller, siger nej. Og hvor vi jo som udgangspunkt synes, at alle skal lege sammen, så kender vi også alle sammen til at sidde og tale med et skideskønt menneske til en fest, og så kommer Anita og sætter sig.
Tæller det som en legeaftale, hvis Frida og en veninde sidder her, og de lige bygger værelser i deres cyberhuse, og et andet barn så ringer på iPad’en og spørger, om det besøgende barn kan spille? Gør det en forskel, hvis barnet, der ringer, bor ved siden af den, h*n ringer til, og relationen mellem dem er meget stærkere end relationen mellem vedkommende og dit eget barn? Eller omvendt? Hvis man har besøg af et barn, hvor venskabet er nyt, og de sidder og spiller, og en af politiets gamle kendinge så ringer? Svarer vi? Også hvis vi ikke kan/må spille?
Og hvor sent må de spille? For jeg kan godt afsløre, at det her gør det MEGET tydeligt, hvor forskellige sengetider, vi ruller med rundt omkring.
Det, der faktisk er sværest, er, at det er umuligt at træffe en beslutning, der udelukkende bygger på egne værdier og principper, for uanset hvad man vælger, så får det konsekvenser for barnet. Hvor man, da de var små, kunne holde fast i, at det var træklodser og økologiske farveblyanter, og at hjernen rådner, hvis den får skærm på sig, så er de så store nu, at de er udenfor, hvis de er en del af den gruppe, der spiller, og får så hårde restriktioner pålagt, at de reelt ikke kan være med.
Og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at man skal spille for at være med i hulen, Mulle. Er barnet en del af et fællesskab, hvor spil slet ikke er en ting, er det her jo ikke et problem, man behøver forholde sig til. Og vi er heldigvis i forældregruppen – trods alt – enige om, at spil er et supplement til det fysiske samvær; at de først og fremmest skal kunne lege sammen, ægte og analogt, og det er folk gode til at prioritere.
Men du kan ikke skærme dem fra internettet, til de bliver 15, og så forvente at de kan begå sig derude uden at komme galt afsted. Fuldstændigt ligesom i den virkelige verden, er min holdning, at det er hensigtsmæssigt, at man øver sig sammen med sine jævnaldrende, mens alle er nye, har samme muligheder og begår de samme fejl. De har alle sammen forældre, der holder øje med, hvad der foregår, og der er grænser for, *hvor* dårlige ideer, de kan få og eksekvere uden forældrenes viden og godkendelse.
Vi er nogenlunde enige om de ydre rammer, men det er helt åndssvagt svært at finde ud af, hvordan man får sat nogle sociale spilleregler op for de næste par år, uden at det bliver en indirekte kommentar på hinandens opdragelse og de forskellige regler i vores respektive hjem.
Og fordi man ikke kan løse problemet ved bare at melde sig ud, skal vi, der stort set alle sammen har fået adgang til nettet som voksne, og derfor ikke har erfaring fra egen barndom eller effekt og konsekvenser fra vores forældres regler at læne os op ad, have fundet noget fælles fodslag.
Hvilket er uendeligt meget sværere, end jeg havde forestillet mig, det ville være.
Det sidste halve år har jeg tænkt meget over relationer. Mere specifikt over fravalg af relationer.
For alt imens der sker en masse, både i mit hoved og i mit liv, så sker der også en del i mine relationer.
Nogle relationer vælger mig fra. Andre er det mig selv, der lukker ned.
Jeg tror aldrig, at det bliver rutine for mig at rumme fravalg. Hverken når det er mig selv, der laver dem, eller når det er mig, der hænger i rebet, en anden klipper over.
Men jeg kan mærke, at jeg for første gang i mit voksenliv forholder mig til dem på en måde, der ikke er styret af følelser.
Jeg har på de professionelle arenaer altid været ret afklaret med, at hvis man er nogens favorit, så er man andres skuffelse. Dem, ingen har noget imod, er sjældent heller nogens yndling, og det har jeg i de sammenhænge altid været ok med. Ikke mindst fordi jeg ret tidligt selv kunne se, at der ikke var sammenhæng mellem, hvem jeg personligt godt kunne lide, og hvem jeg foretrak at arbejde sammen med/blive undervist af/tolke for. Når det er sådan, det forholder sig for mig, gælder det samme selvfølgelig for resten af verden, og derfor kan jeg helt oprigtig sige, at det ikke påvirker mig, når mennesker, jeg er omkring, har andre yndlingstolke/-bloggere/-instruktører end mig.
Langt sværere har det været for mig at rumme, når til- og fravalg er opstået i den personlige sfære. Her har min default altid været, at det nok er mig, der er for meget/for sur/forkert eller stiller for store krav, når der opstår uenighed og brud. Det ekstra lækre feature i dét freudianske clusterfuck er, at jeg altid sagtens har kunne se og forstå, at det er umuligt at elske alle – for det gør jeg langt fra selv.
Siden jeg fik Frida har jeg været i survival-mode. Ikke på lavpraktisk, daglig basis, for vores hverdage har været gode og rige, og jeg har, uagtet at det somme tider har været overvældende, aldrig følt, at jeg ikke magtede mit og vores liv. Men det ville være synd at sige, at jeg har kedet mig.
Men for 6 måneder siden var der pludselig noget, der begyndte at ændre sig. Ikke med ét eller pga. én ting, men som resultat af summen af processer, der endelig var fulgt til dørs, og ting, der faldt på plads, mens andre faldt væk. 2023 har været et vildt ridt, og det har på mange måder føltes som om, jeg endelig er tjekket ind i mit liv som mig selv igen, og ikke kun i kraft af mine roller. Jeg forholder mig for første gang på denne side af mine børn til, hvem jeg er nu, og kan pludselig mærke, at jeg ikke længere har et ønske om at komme tilbage til den, jeg var, men derimod har lyst til at finde ud af, hvem jeg er nu.
Hvis man gør, hvad man gjorde, så får man, hvad man fik, og det er ikke længere det, jeg gerne vil have.
Det kaster nyt lys over.. jamen, alt, faktisk.
Og det betyder, at jeg ikke længere er kompatibel med situationer, omstændigheder og mennesker, jeg har omkring mig.
Nogle relationer falder væk af sig selv, mens andre kræver aktive fravalg og konfrontationer, og selvom det ikke på nogen måder er behageligt, så udebliver tvivl og fortrydelse fuldstændigt. Valg kan godt være både ubehagelige og rigtige på samme tid – men jeg kan tydeligt mærke, at det er en ny måde at være i verden på for mig. Der er ikke en default reaktion at falde tilbage på, og det giver et aktivt ejerskab over processen, som jeg faktisk sætter ret stor pris på.
For jeg registrer, at jeg somme tider stadig er lige ved at falde i den emotionelle gryde, hvor jeg kommer til at opfatte konflikter og fravalg på begge sider af hegnet som udtryk for, at jeg gør noget forkert. Særligt, når mennesker, som jeg egentlig ikke har lyst til at slippe, lader mig gå, fordi den nye version af mig ikke er én, de føler samhørighed med.
Men selv mens jeg står med tåen stukket i de gamle vaners vand, kan jeg mærke, at det er ok at lade falde, hvad ikke kan stå, for når jeg graver ned under såret stolthed og frygt for at svigte, føler jeg ingen fortrydelse eller trang til at gå tilbage. Jeg kan objektivt godt se, at seperationen er uundgåelig, og jeg kan sagtens mærke, at der er mennesker, holdninger og stemninger, jeg ikke længere ønsker at have i mit liv. Der er relationer, der kræver mere, end de giver, og mennesker, der beder om mere, end vores indledende aftale lagde op til, og det er uundgåeligt, at bånd må klippes. I den proces *vil* der være mennesker, jeg skuffer, som bliver vrede på mig og som ikke forstår.
Jeg forsøger at være ordentlig omkring det; både når jeg lægger op til at redefinere reglerne, og når jeg åbner nye døre. Jeg gør mig umage for at være klar i spyttet, både ift. hvad jeg vil have, og hvad jeg kan tilbyde, og er det ikke foreneligt med ønsker og krav fra den anden side af bordet, føler jeg hverken vrede, skam eller fortrydelse ved at rejse mig og gå.
Fraværet af gamle tankemønstre på bagkant er tankevækkende.
Jeg bemærker pludselig, hvor lang tid, der går imellem, at jeg tænker på de mennesker, der slipper mig, og som jeg engang troede, jeg ville gå i tusinde stykker over at miste.
Jeg bemærker også, at jeg under den indledende ærgrelse over, at noget, der kunne være endt i fred og fordragelighed, ender i konfrontation og vrede, stadig er 100% afklaret med, at jeg ikke vil relationen.
Jeg tænker på, om den afklarethed hele tiden har ligget der; om jeg bare tidligere kom til at stå af ved fortrydelsesstationen i stedet for at blive siddende og se, hvor toget fortsatte hen.
Det er en vanvittig proces at lære sig selv at kende forfra. Men det er uendeligt befriende at mærke fraværet af skyld ved 100% at stå ved, hvem man er, og hvad man vil – og at vide, at de år, hvor man var væk fra sig selv, var nødvendige for at skabe den afslutning, der gjorde en ny begyndelse mulig.
Det her indlæg er et af dem, jeg primært skriver for min egen skyld, og hvor emnet er så smalt, at jeg godt på forhånd ved, at jeg kommer til at sætte nogen. Men jeg håber, at I vil bære over med mig, og at dem, der tilfældigvis sidder med noget viden her, vil byde ind, så jeg kan blive klogere. For min hjerne klør over det her, og fordi der ikke er ét entydigt sted at finde svar, prøver jeg lige med en omvendt brevkasse.
Vi skal på Aula, og vi skal bruge den nyeste widget, der er blevet tilføjet, nemlig MU-elevfravær.
Her bliver folkeskoleelevers fravær tracket, og man skal som forældre selv indberette, hvis ens barn er fraværende. Man kan enten melde ‘Sygdom’ eller ‘Ekstraordinært frihed’ – sidstnævnte kan være op til to dages varighed, og skal godkendes af barnets lærerteam. Hvis barnet skal have fri længere tid end 2 dage, skal dette ønske godkendes af skolens ledelse.
Inden vi går videre vil jeg lige gøre klart, at jeg ikke tror, jeg er Detektor. Jeg nærer ingen illusion om, at jeg her har opdaget noget, som ingen andre har set. Men der er et par ting, jeg ikke forstår, og som jeg ikke kan finde svar på, og jeg er et menneske, der falder til ro over viden og fakta, og derfor er vi samlet her i dag.
Jeg kan sagtens se kongstanken bag tiltaget, og jeg er egentlig også med så langt, at det her er en god måde for forældre at have lidt hånd i hanke med, hvordan den samlede statistik ser ud.
Det er også med til at dæmme op for, at sager som den her kan opstå; hvor moderen afleverer sin datter på skolen og tror, at alt er i skønneste orden, og det først er i forbindelse med indkald til samtale, at det går op for hende, at datteren ikke går ind i sin klasse, men lister rundt på skolen og gemmer sig, fordi hun har det svært.
Der, hvor jeg begynder at undre mig er, når jeg kan læse, at det her kan bruges som et redskab til straffe forældrene ved at trække dem i børne- og ungeydelse, hvis barnet har for meget fravær.
For BU-ydelse udbetales af staten, mens driften af folkeskolen er en kommunal opgave – og det er, så vidt jeg kan læse, også den enkelte kommune, der sætter grænsen for, hvornår fravær skal sanktioneres.
Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor de data må overdrages, instanserne i mellem? Jeg er med på, at der er andre situationer, hvor data vandrer, f.eks. ift. overskydende skat, der ikke udbetales, hvis man har et skyldigt børnebidrag til at hænge.
Men i alle andre situationer, jeg kan komme i tanke om, så er der enten et økonomisk mellemværende, et brugerønske om at data deles (f.eks. mellem privatpraktiserende læge og hospital) eller også har man fået tilsendt info om, at data overdrages. Eksempelvis skal jeg for at få udbetalt enlig forsørger-ydelse acceptere, at der må udveksles data på tværs af instanser. Det giver mening, fordi jeg, sat på spidsen, jo bare kan undlade at søge/modtage tilskuddet, hvis jeg ikke vil have mine data til at suse rundt i systemet.
Men med den danske undervisningspligt vil 95% af os reelt ikke have anden mulighed end at sende vores børn i skole, og det er ikke mit indtryk, at Aula er frivilligt…
Så når man er tvunget til at afgive oplysninger, som kan have økonomisk negative konsekvenser for den enkelte – burde der så ikke som minimum sendes noget ud om GDPR ift. det? Hvor længe opbevares de her data? Og hvordan? Hvem har adgang til dem? Kan man klage, hvis man er uenig i, hvordan fravær defineres? For jeg kan heller ikke umiddelbart finde en forklaring på, hvor man lægger snittet for, hvad der falder i hvilke kategorier.
For – og det her er oplægget til anden del af mit spørgsmål: Er det f.eks. sygdom, hvis man holder sit barn hjemme, fordi h*n har ondt i maven pga. mistrivsel, og man *har* forsøgt at råbe skolen/PPR op?
For at der ikke skal opstå misforståelser: Det her er ikke et problem, vi har. Men i de grupper for forældre til neurodivergente børn, jeg er med i, er der alt, alt for ofte desperate opslag fra desperate forældre, der ikke kan trænge igennem til PPR. Som står med nedsmeltninger og mistrivsel galore, men som bliver afvist af PPR. Den problemstilling har vi talt om tusind gange herinde; at det er SUPER problematisk, at det er dem, der får regningen, der skal vurdere behovet.
Ret skal være ret: Det handler formentlig om manglende ressourcer. Da jeg ringede til PPR ift. Frida, sagde den søde psykolog, som jeg har og har haft et glimrende samarbejde med, at de ikke kunne kigge på hende, før skolen havde konstateret mistrivsel. Ganske enkelt fordi køen var/er så lang, og nogle af de børn, der står i den, hænger i det yderste af neglene.
Hvilket jo sådan set er forståeligt nok – men også samtidig er en arbejdsgang, der skaber flere og flere børn, som har det dårligere og dårligere.
Derfor kom jeg til at tænke på, om det her nye system faktisk kan komme til at fungere som et redskab, der endelig kan give forældrene en hånd i ryggen. For hvis man som forældre under begrundelse for fravær noterer ‘Mistrivsel’, så genererer man jo over tid reel dokumentation for problemets omfang, og da det er skolens eget redskab, som de udarbejder statistik på baggrund af, vil de ikke kunne undslå sig at have kendt til problemet.
Min tanke er, at det faktisk også for skole og PPR vil være en hjælp, fordi tallene kan sendes længere op i systemet, og måske kan ende oppe, hvor ressourcerne fordeles og ansvaret peger hen.
For lige nu er der alt, alt for mange familier, der står med det her problem, og de står helt alene – du aner jo ikke, om andre på skolen, i området eller i kommunen også bliver syltede af PPR. Uanset årsag. Men det her system kunne godt have potentiale ift. at generere noget relativ konkret data, som måske, hvad enten det er som pisk eller gulerod, kan ende med at tvinge nogen længere oppe i systemet til at tage ansvar for at få det her løst på en bedre og mere langsigtet måde, end det bliver forsøgt gjort i dag.
Men det afhænger jo igen af, hvor længe de her data opbevares. Og hvem, der har adgang til dem. For man skal jo ikke have ret meget sølvpapir på hovedet for at kunne se incitamentet til at slette data, der peger i en bestemt retning, efter meget kort tid.
Så altså:
Hvorfor må stat og kommune udveklse data?
Har nogen fundet info om GDPR-delen af det her?
Og tror vi, at systemet kunne være en dokumentationsgave i forklædning?
Jeg har brug for lige at gentage, at jeg ikke tror, jeg er klogere end alle ministerier og embedsmænd – det handler formentlig om, at jeg leder de forkerte steder eller ved en fejl er faldet af den mailliste, hvor info blev sendt ud.
Men jeg ville blive glad, hvis nogen ved noget, kan ae mig med data og kan hjælpe mig til at forstå.
I mandags kommenterede jeg på en reel på insta hos altid sympatiske Julia Lahme. Hendes opslag faldt ned i noget, jeg længe selv har gået og tygget på, og det lød:
(…) Og så har jeg tænkt over noget i dag.. og i går. Den hæslige sag med den unge pige, som heldigvis er fundet. Kan vi ikke aftale at lade være med at opsøge noget i true crime-genren om det? (…)
Det bliver altid så dumt, når man forsøger at parafrasere sig selv, så nu paster jeg bare mit svar her, og så folder jeg det ud nedenunder:
“Jeg tygger selv rigtig meget på det her. Og det virker helt indlysende som det eneste rigtige, at de her stakkels, stakkels mennesker ikke skal bebyrdes med, at deres livs største traume om 2 uger er forvandlet til en podcast.
Men hvor går grænsen? Er det tiden, der skal være gået? Antallet af ofre? Den geografiske lokation? For der var mange, der gik ned med Titanic. Afrikanerne er nok ikke *helt* i sync med den historiemæssige fremstilling i Black Hawk Down. Hvad med dokumentarer om det malaysiske fly, der forsvandt, spillefilm om JFK og The Zodiac Killer og serier som Rejseholdet og Law & Order, der bygger på rigtige sager?
Jeg ved ikke, hvad svaret er. Og det er pissevigtigt, at ofrenes stemmer bliver hørt. Der er 100% nogle podcast og bøger, der ikke behandler historierne med den respekt, de fortjener. Men betyder det, at journalister, instruktører og kunstnere generelt skal fratages retten til selv at bestemme over eget produkt?
Og hvad med de sager, hvor den ene del af familien gerne vil have graverjournalister på sagen, fordi de mener, at der er begået justitsmord, mens den anden del af familien forbeholder sig retten til at nedlægge veto mod, at historien tages op?
Jeg synes, at det er komplekst.
Lige nu er jeg ved at høre den glimrende podcast ‘Can I tell you a secret’ om 5 britiske kvinder, der har fået flere år af deres liv ødelagt af en stalker. 4 afsnit inde viser det sig, at stalkeren er autist, og der er et helt afsnit, som er et interview med hans mor. Hun fortæller om hans opvækst og al den hjælp, hun har bedt om, men aldrig fået. Undskylder det hans adfærd? Hjælper det ofrene? Ikke rigtigt. Men det er stadig skidevigtigt. Og det gør pludselig en ellers meget sort/hvid sag helt utrolig grå.
Så jeg synes virkelig, at det er en vigtig debat. Både så vi ikke gentraumatiserer ofrene og forvandler dem til underholdning. Men også så vi får tænkt igennem, at forbud og vetoret kan forhindre vinkler, forklaringer og huller i systemet i at komme frem, så vi uforvarende tillader, at de fortsat kan skabe ofre.”
True crime bølgen var en tændstik i en tør underskov, da den ramte for 7-8 år siden. Jeg kan ikke huske, at jeg før har set en genre eksplodere så voldsomt, hvor hypen har holdt ved i så mange år, at man skal have begge hænder i brug for at tælle, og den er still going strong.
Men der er sket noget over de sidste par år, for hvor den i sin spæde start var en slags digitale lejrbålshistorier, er der i dag mere fokus på, at historierne handler om rigtige mennesker. Det har taget livet af mange podcasts, at værterne ikke har haft øje for, at der stadig sidder familiemedlemmer tilbage, som skal leve med, at den værste dag i deres liv pludselig er allemandseje, og det er sådan set fair nok.
Mange amerikanske true crime podcast har taget kritikken til sig og gør sig nu umage for at fortælle historierne med respekt. Mange af de store samarbejder med organistationer, der efterforsker cold cases, og flere af dem donerer ret store beløb til f.eks. testning af DNA. Det er ikke ualmindeligt, at de samarbejder med politi og efterforskere, og det sker også jævnligt, at de opfordrer lyttere i bestemte områder til at overveje at få lavet en DNA-profil, fordi man på den måde somme tider kan finde frem til gerningsmænd i sager, hvor man har DNA, men ikke noget at matche det op imod. Familial DNA kan snævre feltet betydeligt ind, og både gerningsmænd og navnløse ofre er blevet identificeret som direkte resultat af true crime podcasts og deres indsats her.
Men hvor går grænsen for, hvilke sager, man må tage op? Hvilke historier, man må fortælle i underholdningens navn? Hvor lægger vi snittet?
For jeg kan virkelig godt forstå, at det er helt sygt grænseoverskridende at stå i Føtex, og pludselig skulle forholde sig til sin myrdede mors billede på forsiden af Se & Hør, fordi en podcast har taget sagen op. Det skal man være lavet af sten for ikke at kunne fatte sympati for.
Men ville så mange i weekenden have tænkt over, at tjekke deres overvågning og sikre optagelserne, inden de blev slettet eller overspillet, hvis ikke true crime-genren over de sidste 8 år har tydeliggjort vigtigheden af det?
Kan vi fastholde følelsen af fælles ansvar for hinanden og opfattelsen af, at hvert eneste bidrag kan være vigtigt, hvis vi ikke fortæller og hører historier, som bekræfter, at det er tilfældet?
Kan vi engagere os i sager, vi ikke kender til på individniveau?
Kan de personificerede historier være med til at bære konsekvenserne af systemisk svigt og manglende indsatser frem? Vil det gøre en forskel for, hvad der forskes i og gives penge til, hvis vi finder ud af, at bestemte diagnoser giver forhøjet risiko for særlige typer af adfærd? Hvis gerningsmændene til de mange skoleskyderier i USA f.eks. viser sig at have diagnoser eller forløb, der ligner hinandens?
Fortjener de glemte eller knap så indlysende ofre også en stemme? Moderen til weekendes gerningsmand, f.eks.? Jeg gætter på, at hun også sidder med en oplevelse af tab. Af at have mistet den søn og den fremtid, hun troede, hun havde.
Ville Politiet kunne fremsætte en opfordring til, at borgere registrerer deres overvågningskameraer, hvis ikke disses betydning igen og igen var blevet understreget gennem true crime historier?
Men på en eller anden måde har true crime genren givet et fælles sprog, der gør det muligt at ensrette indsats og fokus på rekordtid, og det tror jeg meget vel kan redde liv.
Vægter potentielle ofres sikkerhed og mulige redning højere end respekten for et nej fra dem, der allerede lider og lever med sår og ar, der aldrig heler, og som springer op hver eneste gang, en podcast på ny gør krav på deres historie?
De få over de mange? De mange over de få?
Jeg ved det simpelthen ikke.
Men jeg tror ikke, at sagen i weekenden var endt, hvor den endte, hvis den havde udspillet sig inden true crime havde tydeliggjort, hvor ofte det er den lille, tilsyneladende ubetydelige brik, du står med i hånden, der kan få resten til at falde på plads.
For et par dage siden blev jeg på IG foreslået en profil fra en anden mor til et neurodivergent barn. Jeg er lidt on the fence med fylde mine feeds med andre i samme situation som mig, ganske enkelt fordi jeg synes, at emnet fylder rigeligt herhjemme, som det er. Det er en afvejning, for på den ene side er det rart at vide, at man ikke er alene. På den anden side så kan jeg næsten ikke holde ud at skulle forholde mig til mere af det. Der er ikke kapacitet til også at blive frustreret by proxy, så jeg er super, super selektiv ift. profiler, der har diagnoser i præsentationsfeltet.
Men hende her så ud til at være skarp og sjov, og derfor trykkede jeg følg.
To dage senere åbnede jeg til før og efterbilleder af hendes vægttabsrejse, og det tog 0.2 sekunder at trykke ‘følg ikke længere’, mens jeg undrede mig over den manglende CW (Content Warning).
Det er på den slags tidspunkter, at jeg pludselig bliver opmærksom på, at 95% af mit feed er udenlandsk. Fordi langt de fleste profiler, jeg følger, er amerikanske, er der nogle ting, jeg efterhånde er så vant til, at jeg kommer til at studse over det, når jeg støder på en dansk profil, der opfører sig anderledes.
Og inden jeg går videre: Det er ikke et forsøg på at være Mørk & Mystisk. Lixtallet er ikke højere end så mange andre steder, og de profiler, jeg følger, tilhører i langt de fleste tilfælde et socioøkonomisk segment, der ligner mit eget. Jeg har samlet profilerne op gennem mange års podcastlytning, og fordi amerikanerne dér i mange år var langt foran de danske udbydere, er det bare sådan mit feed er endt med at være sammensat, takket være algoritmen.
Men min reaktion på vægttabsopslaget fik mig til at tænke over, at det her er noget, jeg har brugt virkelig meget tid på selv at tænke over, men som jeg ikke har skrevet om. Nok mest fordi jeg ikke er sikker på, at jeg helt orker debatten, der kan følge med, men også fordi mit eget billede af sundhed og krop er farvet af mange år i fitnessbranchen. Det har været – og er – svært for mig at bo i en krop nu, der ser så meget anderledes ud, end den gjorde for 15 år siden, hvor jeg trænede 6-10 gange om ugen, og børnene stadig bare var en fjern ide. Derfor har jeg længe følt, at jeg nok ikke kan tage emnet op, fordi det for nogle vil lyde som en undskyldning for mit eget manglende vægttab.
Men jeg kan mærke, at jeg efterhånden står et helt andet sted end mange af dem, jeg normalt deler holdninger med, når det kommer til overvægt, fedme og sundhed. Og det kunne jeg faktisk godt tænke mig at skrive lidt om.
I takt med at der med internettet kommer mere opmærksomhed på forskelsbehandling i alle lag af samfundet, og mennesker, der ikke tidligere har haft en stemme, begynder at tale, er der nogle holdninger, det bliver sværere at blive ved med at have. Det var nemmere at synes, at kvinder var hysteriske, at LBGT+-folkene var skabede, og at de grønlandske børn var sarte, inden de fik et sted at fortælle om, hvad de har været udsat for. Og hvor systematisk.
Derfor er det min oplevelse af mange af os langsomt begynder at forholde os til, hvor i privilegiepyramiden, vi bor. Det kommer til at tage flere generationer at nivellere, og formentlig når vi aldrig et niveau, hvor alle har og får de samme muligheder, men der er nogle samtaler, vi begynder at tage, som vi ikke har haft tidligere.
En af dem, der fylder meget i USA, men som jeg stadig ikke rigtig synes har fået fodfæste herhjemme, er netop debatten om overvægt. Det er det eneste sociale stigma, som stadig både accepteres og praktiseres helt åbent i alle dele og lag af samfundet.
Og mit bud vil være, at mange af jer allerede er begyndt at rynke panden og tænke ‘Omkostninger for samfundet’ og ‘Sundhed’ og ‘Ansvar for eget liv’.
Det er ok. Det her er ikke en kirke, man behøver ikke kunne se min pointe, og jeg kommer ikke til at tvinge nogen til at ændre holdning eller tage på.
Men der er nogle overvejelser, jeg gerne vil invitere til, at man prøver at sparke dæk på, næste gang man sider i sin bil og glor.
For de mest brugte argumenter for at blande sig i, hvad andre mennesker vejer er, at det er for at hjælpe dem, og at de koster penge for samfundet, når de kommer anstigende med alle deres fedmeudløste følgesygdomme.
Men hvad er sundhed egentlig? WHO’s definition lyder:
“Health is a state of complete physical, mental and social well-being and not merely the absence of disease or infirmity.” An important implication of this definition is that mental health is more than just the absence of mental disorders or disabilities.”
De nævner ikke vægt med et ord. Derfor er det både uheldigt og paradoksalt, at det nærmest er den eneste faktor, mange instanser fokuserer på, når overvægtige mennesker er i kontakt med sundhedssektoren.
Til gengæld kræver det ikke mange led i associationskæden at nå til den tanke, at det måske IKKE er fremmende for sundheden at være udskammet og stigmatiseret.
Lad det være sagt med det samme: Overvægt fremmer risikoen for nogle typer af sygdomme. Det bliver vi ikke uenige om.
Men det, flere undersøgelser begynder at finde ud af er, at mange af de sygdomme og den overdødelighed, man tidligere udelukkende har tilskrevet antallet af kilo på badevægten, måske mere handler om, at tykke mennesker undgår eller går langt senere til lægen end mennesker med et lavere BMI, fordi de ved, at de bliver sendt hjem med beskeden om at tabe sig. Bunken med eksempler på tykke patienter, der får langt mere alvorlige sygdomsforløb og i nogle tilfælde ender med at dø, fordi de ikke bliver taget alvorligt i sundhedssystemet vokser også.
Det selvbedrag, vi som samfund praktiserer, når det kommer til tykke mennesker, er næsten imponerende. For hvis det virkelig handlede om sundhed, ville der være mange andre områder, vi også skulle blande os aktivt i hos hinanden.
Må folk f.eks. blande sig i, hvornår du går i seng? Dine alkoholvaner? Din manglende træning? Velment, selvfølgelig. Det er jo for at hjælpe dig.
Og vi taler om ansvar for eget liv og omkostninger for sundhedsvæsnet og vores alle sammens skattekroner, når de dovne tykke bare spiser og spiser og nægter at tabe sig og hjælpe sig selv.
Men hvis vi lægger hele ansvaret over på den enkelte, uden at interessere os for årsagen til, at nogen kæmper med noget, hvorfor er det så ikke de deprimeredes eget ansvar, at de har ladet det komme så vidt? (Og don’t come for me. Jeg har været der 3 gange, så jeg må godt bruge det eksempel). Hvorfor er det ikke de stressramtes egen skyld, at de er sygemeldte? Hvad med sportsskaderne? Rygerne? Folk, der venter for længe med at gå til lægen? Hvorfor er det kun de tykke, som alle, på tværs af segmenter, kan blive enige om skal holdes ansvarlige for, hvad de koster samfundet?
Hvornår er man tyk? Hvor meget skal du tage på for at tilhøre gruppen, som andre må råbe efter på gaden? Som ikke skal tages alvorligt. Jeg mener det helt bogstaveligt. 5 kilo? 10? 15? Hvornår gælder reglerne for dig?
Vi kender alle sammen nogen, der kan spise deres egen kropsvægt i chips og flødekager, uden at tage ét gram på. Hvorfor er det så svært for os at tro, at det modsatte også kan være tilfældet?
Hvor mange timer har du eller mennesker, du kender, brugt på selvhad og tvivlsomme kure og løsninger, fordi der er så meget skam og stigma forbundet med at være tyk, at det er det værste, man kan forestille sig at være?
Og hånden på hjertet: Hvor meget i dit liv er kort, du ikke selv har gjort noget for at få spillet på hånden? Den sociale klasse, du er født ind i. Sygdom og fravær af samme. Psykiske udfordringer, uddannelse/arbejde, økonomisk formåen. Genetik. Hvis du skal være HELT ærlig – hvor meget af det bygger på klodser, du ikke selv har lagt? Vi har alle sammen noget at kæmpe med, men man kan måske lige give det en tanke, om man, når man synes, de tykke bare skal tage sig sammen, er Paris Hilton, der synes, at fattigdom er selvforskyldt.
For mig at se består det her problem af to dele.
Den ene er den sejlivede myte om, at man ikke kan være tyk og sund på samme tid. Det er simpelthen bare ikke rigtigt. De fleste er blevet gode til at sige højt, at de godt ved, at de to ting faktisk ikke hænger sammen – men jeg tror ikke, at ret mange egentlig mener det. Ikke engang selvom vi alle sammen ved selvsyn kan konstatere det, når vi kigger i vores egne familier og omgangskredse. Jeg havde i mine unge dage en veninde, som levede på en stram diæt af Blå Kings og amfetamin. Når hun spiste, bestod menuen af Burger King og osterejer. Hun var en perfekt størrelse 36. Men hun var fandengalemig ikke sund. Fortællingen om, at tynd = sund er så forankret i os, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved den på trods af alle de beviser på det modsatte, vi er omgivet af.
Den anden del af problemet er fordommene. Her er min påstand, at modviljen mod at punktere dem handler om social kapital. Det giver et gratis forspring, hvis vi er enige om, at der er en gruppe, der står under os; at vi, selv når vi klarer os dårligt, kan trøste os med, at vi i det mindste stadig er pænere/dygtigere/klogere, end den gruppe, vi har vedtaget er dum, doven og frastødende. Når vi kobler vægt og moral, så ligger der implicit i det, at vores er højere og stærkere, end moralen hos dem, der vejer mere end os. Vi kan styre os. Vi har selvkontrol. Vi opretholder status quo ved at vise vægttab frem og rose og like hinanden, og gid det var mig, og hvordan har du gjort det? Graver vi langt nok ned i reptilhjernen, gætter jeg på, at det handler om det samme urinstinkt, som vi ser blive afdækket i Robinson og Paradise Hotel: At vi hele tiden prøver at positionerer os, så vi er en del af indergruppen, og dermed ikke er i risiko for at være den, gruppen ofrer, når nogen skal sparkes af øen, ud af huset eller ned i vulkanen. Du vil gerne være med i hulen, ik’ Mulle?
De argumenter, man hører brugt for at fastholde stigma, tager stort set altid udgangspunkt i, at der kun findes én rigtig måde at være i verden på. F.eks. kan jeg huske en sag fra en børnehave, hvor man havde fyret en pædagog, fordi hun var tyk.
Og jeg vil gerne gøre helt klart, at man kan være en god eller en dårlig pædagog, uanset vægt. Så man kan sagtens være en dårlig pædagog, der tilfældigvis også er tyk.
Men her var der ret tydeligt, at det handlede om, at man ikke mente, at hun kunne varetage sit arbejde, fordi hun i nogle situationer ikke kunne lave det samme med børnene, som de pædagoger, der vejede mindre end hende. Så vidt jeg husker var eksemplet, der blev nævnt, at hun ikke kunne spille fodbold med børnene.
Den sag har jeg tænkt meget på. For jeg kan ikke komme over, at vi ikke er mere kritiske overfor den slags udsagn. Hvis dit barn skulle starte i en børnehave, og du første dag fik at vide, at i den her børnehave skal alle børn lave det samme, hver dag, hele tiden, uanset evner, interesser og præferencer; ville du så ikke anfægte det? Vi er skidegode til at forstå vigtigheden af, at børn er forskellige og derfor skal mødes forskelligt – hvorfor er det, at det udgangspunkt går tabt, fordi vi bliver ældre?
Og ja. Der er selvfølgelig nogle bestemte krav og kompetencer, der hører til jobbeskrivelsen, men kunne man forestille sig, at forskellige mennesker kunne tilbyde noget værdifuldt til forskellige børn? Da kvindlige håndværkere begyndte at blive en ting, blev kønsopdelte bade- og omklædningsfaciliteter blæst op til at være et kæmpe problem – som viste sig langt de fleste steder at være løst ved at flytte et skilt og sætte et bruseforhæng op. På samme måde kunne man måske godt forestille sig, at de forhindringer, man lige nu i en personalegruppe synes, man ser, kunne løses på meget lavpraktisk vis, og at det måske mere handler om vilje, fordi vi er så fedtet ind i egne fordomme om, at tyk er lig med doven/dum/svag?
Formålet med det her lange skriv er ikke at glorificere én kropstype frem for en anden. Nogle ting bliver uomtvisteligt mere trælse i en stor krop. Men det er der også ting, der gør, hvis man har korte ben, dårlige lunger eller bruger briller, og de ting værger vi os ikke i samme grad for at tænke løsninger på.
Risikoen for nogle typer af sygdomme stiger, når vægten stiger – men der er også forskning, der begynder at pege på, at risikoen for nogle typer af sygdomme er højere hos tynde, når man sammenligner de to grupper. Og så er vi slet ikke kommet ind på det vægtbias, der med stor sandsynlighed har farvet måden, studier, spørgsmål og undersøgelser er blevet designet på. Hvis en gruppe mandlige forskere lavede fysiske tests på begge køn, som kun indeholdt øvelser og tests af områder, hvor mænd traditionelt klarer sig bedst, så ville vi få resultater, der indikerede, at mænds fysik er kvinders overlegen. Men hvis vi nu testede mænds evne til at føde børn, som immervæk også forudsætter et solidt mål af fysisk styrke, så ville vi måske få et mere nuanceret billede af, at fysisk styrke er mange ting.
Når vi hele tiden kun taler om den éne gruppe i en sammenligning mellem to, så skal vi alle sammen blive mistænksomme. Selv når vi sammenligner køn, kører vi som regel med noget i skålene på begge sider; ‘kvinder kan multitaske – mænd er fysisk overlegne’ Når den anden del af udsagnet i en sammenligning hele tiden mangler, så bør det som minimum gøre os nysgerrige på hvorfor.
Det blev skidelangt, og jeg er med på, at nogle af jer vil se meget anderledes på emnet, end jeg gør.
Jeg ved også af erfaring, at der altid lander er par ‘det er faktisk heller ikke fedt at være tynd, for folk blander sig i, hvad jeg spiser, og spørger, om jeg er syg’-kommentarer i indbakken, når jeg skriver om vægt. Den vil jeg gerne adressere på forhånd. For det er træls og ubehøvlet; det forstår jeg virkelig godt. Men det er et problem på individniveau, mens fatphobia er systemisk. Tynde mennesker bliver ikke diskrimineret i stort set alle sammenhænge i livet. De oplever ikke, at sygdomme overses, fordi læger tror, at svulsten er fedt, og at den tumorudløste hovedpine skyldes forhøjet blodtryk. De bliver ikke skubbet længere ud i en eventuel spiseforstyrrelse, når de går til lægen, fordi rådet altid er: ‘Tab dig!’ De kan godt opleve indblanding – men de skal ikke leve under et konstant åg af moralsk fordømmelse og skam. I flere af de podcasts, jeg har hørt om emnet, bliver den her kommentar faktisk fremhævet som et eksempel på fastholde status quo ved at trække en samtale om ulighed for tykke tilbage til at handle om tynde. Lidt i stil med Blue Lives Matter.
Det er ok ikke at være enig. Det er ok at føle sig provokeret. Sådan havde jeg det selv i starten. “Jamen, hvad så med..- “ var en sætning, der formede sig i mit hoved konstant, når jeg lyttede til debatter og podcasts om emnet. Men jeg kan godt efterhånden se, at det handler mere om mig og de værdier, jeg har internaliseret, end det sagligt handler om emnet.
Og det kan godt ske, at der begynder at være en sprække ift. at fedme handler om andet og mere end mad. At der kan være bagvedliggende faktorer som psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, socioøkonomiske forhold osv. der spiller ind.
Det er godt. Men. Selv i dén samtale kan man, hvis man lytter godt nok efter, høre, at hele formålet med at forstå årsagen til overvægt, er, at man så kan fjerne den.
Læs lige den sætning igen.
Vi interesserer os altså ikke for folks psykiske sundhed for, at de skal få det bedre. Vi gør det, så de og vi kan (for)blive tynde. Det burde sige alt, hvad vi har brug for at vide om, i hvor høj grad den tykke krop er stigmatiseret; hvor meget det handler om æstetik og fordømmelse. For igen: Vægt og sundhed hænger ikke nødvendigvis sammen. Men vi vil hellere være tynde end i trivsel, og det er problematisk.
Mange tykke mennesker vil gerne veje mindre. Nogle vil ikke. Men hvis vi nogensinde skal kunne hjælpe dem, der gerne vil tabe sig, så må og skal der ske noget med måden, vi opfatter fedme og overvægt på. Tilgangen til vægttab er nødt til at være væsentligt mere fordomsfri, nuanceret og videnbaseret, end den er i dag, for mange, mange steder består “hjælpen” stadig i beskeden om at spise mindre og bevæge sig mere.
Hvilket svarer til at sende en anorektiker hjem med beskeden om at begynde at spise, eller sige til en selvskadende ung, at h*n skal stoppe med at skære i sig selv. At vi opfatter anoreksi som en spiseforstyrrelse, mens vi opfatter binge eating som en karakterbrist er skammeligt, og vi kan ikke være det bekendt.
Vi kan ikke ændre vores verdenssyn på en weekend. Det her kommer til at tage generationer at ændre på – hvis det overhovedet lykkes. Men her og nu kan vi undlade at bidrage til at gøre livet mere surt, svært og farligt for mennesker, hvis valg ikke har nogen som helst indflydelse på, hvordan vi vælger at leve vores liv. Og vi kan begynde at mærke efter, hvordan opslag om vægttab påvirker vores syn på kropsidealet. Folk må poste og følge præcis, hvad de finder glæde ved. Igen: Dette er ikke et forsøg på at radikalisere nogen. Men kan man mærke, at man bliver påvirket negativt, og glider tilbage i mønstre og mennskesyn, man aktivt arbejder på at bevæge sig væk fra, så er det en overvejelse værd, om man skal fjerne sig fra det, der trigger. Både som professionel og som privatperson.
Og uanset hvad: Lad tykke mennesker være i fred. Plain and simple. Vi taler så meget om samtykke i andre sammenhænge; det kunne vi med fordel overføre til det her område. Holdninger, bekymringer og gode råd er velkomne, når – og først når – de direkte bliver efterspurgt, og vi som samfund kan tilbyde noget, der reelt er en hjælp og ikke bare fordømmelse forklædt som omsorg.
Hvis man har lyst til at skubbe lidt til modstanden i eget hoved, er her lige et par anbefalinger at slutte af på.
Podcasten The Maintenance Phase. Den er gratis på alle de sædvanlige platforme, er sjov og uhøjtidelig, og den kommer vidt omkring. Episoderne er navngivet præcist efter emne, så det er nemt at finde, hvis der er noget bestemt, man er interesseret i, f.eks. BMI, workplace wellness, the obesity epidemic osv.
IG-profilerne @yrfatfriend @kenziebrenna @drjoshuawolrich @bodyimage_therapist, som alle primært fokuserer på vægtstigma og skriver kort, men klogt omkring det. Og så @ida_kys som både skriver lidt om at være på modtagersiden af alt det her, men som også poster alt muligt andet fint og klogt.
Sidst men ikke mindst får I også lige et par links til artikler fra lødige afsendere, som jeg har valgt ud, fordi de begge indeholder masser af sub-links til forskning og andre artikler, så man kan dykke ned i specifikke områder, hvis der er noget, man er særlig interesseret i. Dem finder du her og her.
De sidste måneder har jeg tænkt virkelig meget over, hvor stor forskel jeg oplever på at være mor til hhv. en dreng og en pige.
Somme tider er det ene nemmest og somme tider det andet, men ift. de svære ting, føler jeg, at det er lettere at vide, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg bedst hjælper, når det er Anton, der bøvler, end når det er Frida.
Det er kommet bag på mig, for egentlig ville jeg have forventet, at det var omvendt.
Men når Anton kæmper med noget, uanset om det er situationer, betingelser eller mennesker, så kan jeg forholde mig relativt objektivt til det. Jeg har ikke selv prøvet at være en lille dreng eller en ung mand, og Den Gode Løsning er derfor nemmere at få øje på.
Når det er Frida, der har det svært, så sidder jeg pludselig i den sære situation, at jeg faktisk har en formodning om, hvordan det føles inde i hende, og den viden har jeg med mig i alt, hvad jeg skal vurdere og handle på. Specielt fordi vi har mange af de samme udfordringer, og jeg derfor har en ret præcis formodning om, hvordan det føles for hende, og hvorfor hun reagerer, som hun gør.
Somme tider er det en gave. At have opdaget Fridas diagnose og derigennem min egen, har været en nærmest religiøst rensende oplevelse. Det har givet mig en retrospekt forståelse af utrolig meget af mit eget liv, og det ville jeg aldrig hverken have fået eller have fået øje på, hvis ikke, jeg havde haft muligheden for at se det udenfor mig selv. Den cirkulære forståelse af en anden, der bliver til forståelse for mig selv, der igen leder til forståelse af, hvordan jeg bedst kan hjælpe den anden, hende, er uvurderlig.
Men det er også somme tider det sværeste i hele verden. For med min viden kommer også en erkendelse af, hvornår jeg ikke gør det godt nok. Hvornår jeg ikke møder hende, hvornår jeg ikke kan give hende det, hun efterlyser eller har brug for, og hvornår min reaktion gør ondt værre for hende.
Jeg hørte engang en psykolog sige, at alle, der bliver forældre, har ambitioner om ikke at begå de samme fejl, som de synes, deres egne forældre begik – men at de bare begår nogle andre. Alle skader deres børn, det er bare et spørgsmål om hvordan.
Hvilket jo er både deprimerende og frisættende.
Men lige nu synes jeg virkelig, at det er svært at føle, at jeg gør det godt nok, og den underligt spaltede fornemmelse af både pludselig til fulde at forstå mine forældres valg, og ikke rigtigt, som mor, at kunne se andre måder at gøre det på, samtidig med, at jeg kan mærke barnets frustration og følelse af ikke at blive forstået, er ved at rive både min hjerne og mit hjerte midt over.
Jeg gør, hvad jeg kan. Failure is not rigtig an option, vel? Og jeg er særlig opmærksom på de situationer, hvor jeg som barn følte, at min oplevelse og virkeligheden stod i skærende kontrast til hinanden.
F.eks. nævnte jeg i sidste uge kort, at der var startet et barn i Fridas klasse, som lagde ud med at true Frida med at slå hende ihjel. Barnet er nu flyttet til et andet undervisningstilbud, men i den uge, vedkommende var der, var der godt nok fart på i hovedet på mig.
For jeg blev selv mobbet massivt, da jeg gik i skole. Og dén erindring kan jeg jo desværre ikke bare smide ud ad vinduet, selvom jeg gerne ville. Det har været noget, jeg har forsøgt at være opmærksom på i al den tid, jeg har haft børn i institution og skole; på den ene side ikke at slæbe min beskidte erfaring med ind i børnenes nye, rene stuer, men samtidig også at bruge den viden, jeg har, som mennesker, der ikke selv er blevet mobbet ikke har, konstruktivt. For jeg ved – vedved – hvordan børn kan være. Selvom de har Frozen trøjer på og går de voksne til navlen, kan de nemlig godt være både perfide og ondskabsfulde og finde på at rive øreringe ud gennem øret på én, når de voksne ikke ser det.
Det er en balance mellem ikke at tillægge nye mennesker gamle motiver og samtidig ikke at være naiv.
Men noget af det, der fyldte meget for mig, var manglen på logik. At når et barn, som alle (voksne) vidste gjorde mit liv til et helvede, inviterede til fødselsdag, så deltog jeg og havde gave med og sad i barnets hjem med barnet og dets forældre og smilede og spiste kage og legede flaskehalsen drejer, alt imens mit hoved var ved at eksplodere over absurditeten i det. Har vi sat ondskaben på pause? Holder vi fri 3 timer? Er vi gode venner nu? Hvad fanden foregår der??
Og al den historie har jeg med mig, samtidig med, at jeg som voksen og forælder godt forstår behovet for, at det er de voksne, der skal løse det her, og at vi er nødt til at være civiliserede omkring det, for hvor ender vi henne hvis ikke?
I den her situation nåede barnets mor faktisk at invitere hjem til hyggedag, og er man en smule alternativt anlagt, er det svært ikke at få den tanke, at universet giver dig muligheden for at udvikle dig ved at sende dig gennem de svære baner igen, men denne gang med handlemuligheder og flere redskaber.
Ikke at jeg synes, det bliver nemmere. Faktisk. Nærmest tværtimod.
Men jeg har forsøgt at tale – relativt – åbent med Frida om det hele vejen. Forsøgt at give hende mulighed for selv at træffe sine valg, men også tilbudt min hjælp og mit personlige perspektiv, fordi jeg nok ikke er tilhænger af, at man bare helt vipper den over på børnene. Og Frida kommer mig i møde ved at være HELT klar i spyttet. “Det har jeg ikke lyst til, når h*n opfører sig sådan.” Fint – og forståeligt. Herfra bliver kunsten for mig så at udvise tillid til, at hun kan mærke, hvordan hun har det og støtte op om dét, uden at komme til at puste til ilden.
Nu er barnet så taget ud igen, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er lettet. Men den uge var én lang invitation til at genbesøge min egen barndom, og lagt sammen med alle de tanker, jeg har gjort mig de sidste mange måneder, ville jeg en lille bitte smule ønske, at der snart kom en ægte voksen og tog over.
For jeg synes, det er svært. Både i situationer med tredjeparter, men også når vi har konflikter herhjemme, og min erfaringer og alle mine følelser lægger sig ovenpå hendes virkelighed. Og jeg vil så gerne gøre det godt nok til, at hun en dag, når hun bliver voksen, sidder tilbage med følelsen af, at det ikke er sikkert, at hun altid var og er enig i de ting, jeg gjorde og de valg, jeg tog. Men at hun, altid og hver gang, kan se kærligheden i dem.
Jeg kan mærke, at jeg for tiden er lidt mere stille, end jeg plejer at være. Ikke fordi der sker noget stort eller alvorligt, men efter at jeg er startet op på medicin, er det som om, jeg skal lære mig selv at kende helt forfra.
Det er ubetinget til det bedre, men verden er blevet et nyt sted, og jeg har pludselig redskaber, jeg ikke plejer at have adgang til. Jeg oplever dagligt at stå i situationer, hvor min default bare ikke stempler ind, og jeg først skal til at finde ud af, hvad jeg egentlig føler her.
Derudover kræver det faktisk også noget mental kapacitet at være den medicinale justeringsfase, hvor man hele tiden skal føøøøøhle efter indeni, og skal forsøge at skille ad, hvornår noget er medicin, der virker/ikke-virker, hvornår det er ens cyklus, der pludselig føles helt anderledes, fordi alt mulig udenomsstøj er filtreret væk, hvornår træthed er forventeligt osv. osv. osv.
Noget af det mest befriende er, at jeg pludselig helt krystalklart kan mærke, hvornår noget er mit, og hvornår jeg bare reagerer på at være tæt på en svær situation. Der er ret brugbart ift. mit arbejde, fordi jeg nu kan være afsted på opgaver, der er tunge og svære, og godt kan være påvirket af det, men hvor jeg samtidig også kan mærke, at det er sekundær sorg/vrede/frustration, der brager gennem mit system. Før vidste jeg det godt, sådan rent kognitivt, men det er væsentligt nemmere at blive færdig med og slippe igen, når det pludselig er så nemt også at *mærke*, at det ikke bor i mig.
Min evne til at prioritere og mærke, når der er noget, som jeg egentlig havde besluttet at gøre, men pludselig ikke har lyst til at alligevel, er også blevet væsentligt bedre. Jeg har altid været Forsvarende Dansk Mester i Lister & To-do’s, men det har også altid været et problem, at når først en opgave er på listen, så SKAL den løses, og selvom jeg godt med min hjerne kan forstå, at nogle opgaver er vigtigere end andre, så stempler kaospatruljen altid ind og sørger for, at alting FØLES lige vigtigt. Det kan jeg sortere i nu. Ikke hele tiden og ikke konsekvent – men vi har også i dag til tjek på Psyk. fået konstateret, at jeg er blevet forkert startet op på medicin; jeg får både for lidt og for sjældent.
Det var en lettelse at finde ud af, for de sidste uger har jeg kæmpet med, at jeg har kunne mærke, at meget er bedre – men ikke nok. Det er som at stå i et rum med 1000 radioer, hvor de alle sammen indtil nu har spillet lige højt. Nu er der blevet skruet lidt op for den ene, men de andre spiller og forstyrrer stadig. Det viser sig, at det behøver de ikke. Men pga. lægeskift, juleferie, forliste beskeder osv. er jeg bare kommet skævt i gang og ikke fulgt rigtigt op på. Det skulle meget gerne ændre sig over de næste to måneder, hvor jeg uge for uge bliver reguleret op, både i dosis og frekvens.
Helt grundlæggende er det bare en vild oplevelse at blive set og forstået. Rigtigt. Jeg kommer hele tiden til at græde, når jeg står hos de her læger og fagfolk, og de italesætter noget, sådan helt sidebemærkningsagtigt, og det 1:1 er sådan, det altid har været hos mig; der er bare aldrig nogen, der har bemærket eller anerkendt det. Som i dag, da jeg hele tiden kom til at afbryde overlægen, og blev ved med at undskylde, og til sidst desperat sagde: “Det er bare fordi, jeg så gerne vil prøve at forklare det” og hun bare nøgternt konstaterende svarede: “Du har jo også være tvunget til at lede efter forklaringer hele dit liv.”
Mig:
Så. Det går godt. Jeg er er her, og jeg går ingen steder. Men jeg er ved at omskrive alle mine manualer, og det kræver både tid, fokus og kræfter.
I dag nåede jeg endelig til det punkt, hvor jeg for første gang i meget lang tid kan puste ud og læne mig tilbage. Bare lige motinutter.
For i dag fik jeg, som den sidste perle på snoren, min ADHD-diagnose.
Fordi de smed min sidste tid væk 5 (og det var altså: f-e-m) gange, inden den endelig faldt på plads og kunne gennemføres, nåede Frida at overhale mig indenom; hun fik sin diagnose tirsdag i sidste uge, og det blev også en ADHD-diagnose til hende.
Som forventet viste Fridas test, at hovedet på ingen måde fejler noget hos hende. Udredningen består af både observationer, interviews og forskelige tests, og i den test-del, der omhandler visuel begavelse, scorer hun så højt, at det indikerer en IQ på 140. Det er ikke over hele linjen, hun ligger så højt, men det understøtter det, jeg selv har haft en fornemmelse af, nemlig at det er hendes begavelse der gør, at hun i skolen har overskud til at kompensere for de udfordringer, ADHD’en giver hende.
Så hvad nu?
Tja. Jeg skal have lavet en EKG og have taget nogle blodprøver, og når det er på plads, starter jeg op på medicin, hvilket jeg selv er meget spændt på. På den ene side hungrer jeg efter ro i hovedet og evnen til at give mig selv de pauser, jeg kan mærke, jeg har brug for. På den anden side er jeg nervøs for, om medicin retter min krøllede hjerne helt ud, for jeg er faktisk ok-glad for den, som den er.
Vi må se.
Men planen er at køre mig ind på medicin, og når jeg er nogenlunde stabil (jeg opfordrer til, at ingen holder vejret, mens vi venter), så laver vi en plan for Frida. Jeg er nødt til at have overskud til at kunne tage ordentligt vare på hende, ligemeget hvor vi starter ift. de tiltag, der skal hjælpe hende, og det har jeg ikke, hvis jeg selv kravler rundt på hele pladen.
Men trods alt er vi foran, for gennemsnitsalderen for en ADHD-diagnose for piger er 13 år, og hun er immervæk kun 7.
Samtidig trækker det op til, at Anton skal flyttes over i et andet skoletilbud i løbet af foråret. Der er også lige en del, der skal undersøges og planlægges i dén forbindelse, men i det mindste ved vi nu, hvad retning, vi skal i for os alle 3.
Det skal nok blive godt. Det er jeg faktisk ret overbevist om.
Men inden vi kaster os over næste etape, skal jeg lige have en pause, for at tvinge 3 udredninger ud af systemet på et år, føles lidt som en præstation, der burde udløse en pokal eller et lillebitte ridderkors.
For nu skal jeg lige fordøje, og kompasset skal justeres til den nye virkelighed.
Så tager vi hul på næste etape, når det nye år er skudt ind.
Jeg elsker lister – hvilket der vist ikke er nogen af jer, der har læst med herinde i mere end 10 minutter, der er i tvivl om.
Og måske er det pga. min tiltro og kærlighed til lister, som udspringer af, at de for mig er en meget effektiv måde at sørge for, at jeg når det, jeg gerne vil nå, at jeg somme tider kommer til at tro, at hvis noget én gang er vinget af en liste, konkret såvel som abstrakt, så er det et overstået kapitel.
Det er der jo i virkeligheden nærmest ingenting der er. Alt er cirkulært og i konstant bevægelse, og derfor er kommer gamle opgaver ofte tilbage i nye forklædninger.
Lige nu er jeg tilbage i et tema, jeg ellers har arbejdet ret meget med, og som jeg også har skrevet om før. Men når det for mig er et tilbagevendende tema, så er det formentlig også for nogle af jer, så derfor tænkte jeg, at der ikke sker noget ved at tage den igen.
For jeg oplever atter at have en lille håndfuld mennesker i mit liv, hvor relationen for mig er svær at afkode og matche, forstået på den måde, at jeg enten føler, at det er mig, der yder mest, eller hvor jeg bliver i tvivl om, om jeg gør nok.
Det hører med til min historie, at jeg tiltrækker mennesker, der lever i kaos; formentlig fordi jeg er næsten hysterisk systematisk.
Det hører også med til min historie, at jeg trives i de menneskers selskab; formentlig fordi vi i bund og grund er skåret over samme læst, men har valgt at skrue op for de respektive modpoler i vores personligheder. Det giver noget skidespændende dynamik, men det giver også sammenstød og frustrationer, fordi man hurtigt bliver låst fast i de roller, som relationen lægger op til.
I et af mine mest trofaste sæt orakelkort, er der et kort, der hedder ‘Round and Round’.
Den symbolske betydning er, at man kan have en oplevelse af at gå i cirkler, men at man for hver runde man går, kommer et niveau højere op, og dermed får nye vinkler og perspektiver på velkendte problemstillinger.
Og det er faktisk det, jeg oplever lige nu. For jeg har et par mennesker omkring mig, hvor jeg begynder at føle mig en smule taget for givet. Jeg har også et par stykker, der har det ad helvede til, og hvor jeg bliver i tvivl om, om jeg mandsopdækker nok.
Men det er pludselig gået op for mig, at nøglen til at afkode begge situationer er at lave en 1:1 spejling; at spørge mig selv, om de er lige så up to speed med mit liv, som jeg eller de forventer, at jeg er med deres.
Det lyder knusende simpelt – og det er det faktisk for en gang skyld også. For det bliver pludselig meget nemt at se, at hvis de ikke har den fjerneste ide om, at vi f.eks. står i udrednings-slutspurt til op over begge ører, så er det også både forståeligt og tilgiveligt, at jeg ikke har styr på alle detaljer i deres liv. Det er der intet som helst i vejen med, for ingen kan være alt for alle hele tiden. Det gør det bare nemmere at realitetschecke både deres og mine egne forventninger til alle involverede parter.
Venskaber er ikke excel-ark, og det hverken kan eller skal være 1:1. I noge perioder bærer man, i andre er man den, der bliver båret. Sådan skal det være, og det er både det smukke, det svære og det værdifulde ved venskaber.
Men når man, som jeg, somme tider farer lidt vild i at afkode oplevelsen af ikke at slå til, ikke at blive hørt eller af at være blevet lidt for selvfølgelig på servicefronten, så er det virkelig rart at finde en måde at vurdere situationen nogenlunde objektivt på, som ikke kræver 3 timers intensiv selvransagelse og et weekendophold på briksen hos Freud.