Alvorligt talt

“Du har altid været så begejstret for Peter Falktoft og Esben Bjerre. Hvor står du egentlig i hele Sisse Sejr-stalkersagen?” spurgte min kollega mig i fredags.

Det er et godt spørgsmål, som jeg siden tirsdag har brugt virkelig, virkelig meget tid på at tænke over, fordi sagen både er meget simpel og uoverskuelig kompleks på én og samme tid.

(Hvis man ikke aner, hvad jeg taler om, kan man finde en kort beskrivelse af sagen her).

For man skal jo, helt indlysende, ikke chikanere andre mennesker på den måde, hun har gjort. Men der er virkelig mange elementer i spil, som er godt og grundigt rodet sammen, og dermed bliver det også et spørgsmål om faktorernes rækkefølge og hvis handlinger, der skal have konsekvenser for hvem.

For at starte bagfra synes jeg, at måden, hovedpersonerne har tacklet sagen på, er et studie i dårlig krisehåndtering.

Den “undskyldning” Sisse Sejr postede mandag aften på sin instagramprofil, er en vittighed, som er skrevet med den arrogance, der kommer af forventningen om, at folk vil tage dit parti, mens Esben Bjerres tavshed og totale nedluk af kommentarfelter på samtlige SoMe-platforme, for mig at se er decideret katastrofal.

Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke har forberedt sig bedre, for de har haft tid nok til det, og de er begge så godt begavede, at de MÅ have forudset, at sagen ville komme til at fylde i medierne.

For stalking er et problem, der er kommet meget mere fokus på de senere år, både med den nye stalkingparagraf og den omvendte fodlænke, der blev lanceret som forsøgsordning i starten af januar i år. Dertil kommer, at kvindelige stalkere ofte får mere opmærksomhed end de mandlige af slagsen, og Sisse Sejr er her den firstmover, ingen ønsker at være.

Opslaget er ualmindelig tonedøvt; måske fordi hun er forvænt med at være én af de offentlige personer, der har gjort meget ud af at være identificerbar og tilgængelig, og derfor næsten bliver betragtet som en privatperson, der bare tilfældigvis har en mikrofon. Det kan jeg (i meget mindre målestok, naturligvis) godt genkende, for jeg kommer også somme tider til at skrive ud fra en overbevisning om, at mine læsere kender mig; at I ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for, og derfor ikke halshugger mig for udsagn, som man ville angribe, hvis de kom fra en fremmed.

Men her tror jeg, hun har forregnet sig grusomt. Både fordi hun måske er større, end hun selv er bevidst om (ikke mindst fordi hun er gift med Esben Bjerre), men også fordi hun tilsyneladende ikke forstår, at det hun har gjort, objektivt set, er helt vildt. Det er andre bloggere og journalister blevet fældet af før hende, og det er nok en af de uhensigtsmæssige konsekvenser af at have så let adgang til egne kanaler og outlets, hvor det mest er mennesker, der er enige med dig, der finder hen: Du får skabt et ekkokammer, hvor ingen kalder dig ud, før du har bevæget dig SÅ langt fra den gængse norm, at det ikke længere kan forsvares.

At Esben Bjerre (og HGDG) også spiller død(e), og udgiver en special om fredagen, hvor den her historie er eksploderet om tirsdagen, samtidig med, at både de og Podimo lukker kommentarfelter ned, er, i min optik, idiotisk. Jamen, undskyld, men det synes jeg. Og jeg er sgu tæt på at være deres første og største fan. For uagtet at man ikke skal stå til regnskab for, hvad den man er gift med, får tiden til at gå med, så kommer tavsheden her til at larme helt ekstremt, fordi de har bygget en forretning op på at tale om, hvad der rører sig i medierne, og hvordan mennesker med magt håndterer det, når de oplever modvind og nederlag.

Jeg er med på, at der kan være meget, som de af juridiske årsager ikke kan kommentere på, og jeg tror ikke, at nogen ville have lyst til at høre ham køre fuld skriftestol i podcasten – men ved FULDSTÆNDIG at ignorere, hvad der foregår, bliver stilheden så øredøvende og i så skarp kontrast til, hvad vi er vant til fra HGDG, at vi nu VIRKELIG spidser ører. Havde han valgt at starte fredagens special med: “Ja. Det har sgu været en lidt lang uge, og der er meget, jeg kunne have lyst til at sige, men det må jeg ikke. Så er det godt, at vi kan hive gæster ind til samtaler om emner, vi gerne må mene noget om. Velkommen XX” – havde de som foretagende været videre. Formentlig ikke uden ridser i lakken, et smadret sidespejl og en bulet kofanger, men han var blevet menneskeliggjort igen med det samme, og det billede, lytterne har af ham efter 10+ år, ville hurtigt igen stå stærkere i bevidstheden, end det øjebliksbillede af en mand med rod i ægteskabet, vi for 6 dage siden blev præsenteret for.

Der har været flere kritiske røster ude og påstå, at både pressen, Sisse Sejrs veninder og ‘feministerne’ har slået ring om hende, og dermed faktisk forsvarer, hvad hun har gjort.

Jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at der som sådan er slået ring om nogen eller noget her, men det er sjældent hverken realitetskalibreret eller objektivt, når pressen skal dække historier om deres egne. Hverken når de er ofre, som f.eks. i forbindelse med attentatet mod Charlie Hebdo i 2015, eller når de, som her, er skadevolderen.

På mange måder synes jeg, at det er hovedproblemet i dækningen af sagen.

For de medier, der normalt beskæftiger sig med kändissladder, har nærmest fråde om munden i disse dage – men samtidig har de trods alt også én eller anden form for faglig forankring, der gør, at de objektivt godt kan se, at det her ikke bare er et kødben til den indre svinehund. Som skrevet ovenfor: En kvindelig stalker, der skal dømmes efter den nye, strammere paragraf? Det er større end bare sladder og skadefryd.

Samtidig har disse medier det store problem, at de for længst har bekendt kulør ift. Peter Falktoft og Esben Bjerre, som de hader med en inderlighed, der grænser til det religiøse, og dermed bliver dilemmaet, at de gerne vil dække historien, og måske faktisk også mere nuanceret, end de normalt bedriver journalistik – men de underminerer deres egen vinkel, hvis deres dækning får bare den mindste snert af, at de bruger historien til (endelig) at få ram på Peter & Esben/HGDG.

Så mit bud er, at det måske mere er en slags rådvildhed, der ligger til grund for de lidt halvhjertede angreb fra pressens side, end et egentligt hensyn til hovedpersonerne.

Det eneste sted, jeg sidder med en oplevelse af særbehandling, er ift. hvor konsekvent, der er lukket ned for kommentarfelter på ALLE platforme – og det synes jeg er svært at kritisere. Så længe de forskellige medier husker at gøre det samme, når det er Susanne fra Hjørring, der står for skud, er det en udvikling på SoMe, jeg byder velkommen.

Så vidt de lidt mere objektive spørgsmål, som sagen rejser.

Men det er ikke dem, der fylder i kommentarfelterne rundt omkring. Her handler det derimod om, om man synes, Esben Bjerres formodede utroskab undskylder det, Sisse Sejr har gjort.

Det har overrasket mig meget at se, hvor mange, der oprigtigt mener, at den kvinde, der har anmeldt Sisse Sejr, selv er ude om, hvad hun er blevet udsat for, fordi hun (og her citerer jeg) “gik efter en gift mand.”

Det synes jeg er helt vildt – og det er for mig en afart af den samme argumentation, som bruges, når man undskylder voldtægt med, at ofret var udfordrende klædt.

Jeg bliver sindssyg af, at vi stadig i 2025 fastholder det narrativ, at gifte mænd er uskyldige ofre, der kun er utro, når de, ganske mod deres vilje, lokkes i fordærv af onde sirener. Alene udtrykket ‘går efter’ får mit blodtryk til at stige, for uagtet at der findes kvinder derude, der af den ene eller anden grund foretrækker gifte mænd, så vil jeg gerne invitere hver eneste af jer til at ‘gå efter’ en mand eller kvinde, der ikke er interesseret i jer og få det til at ende i sengen.

Det er et udtryk, der udelukkende har til hensigt at frikende gifte mænd for det ansvar, der ligger i løftet, de har givet, og uden at have undersøgt det, vil jeg sætte hele min formue og begge mine nyrer på højkant på, at det er mænd, (måske med lidt hjælp fra kirken), der er arkitekterne bag.

Hvis en kvinde, der ikke er i et forhold, er sammen med en mand, der er, er det HAM, der har brudt et løfte. Ikke hende. Ansvaret er hans og hans alene, and I will die on that hill.

Den kvinde, der her er tale om, beskrives i flere medier som ‘Esben Bjerres veninde’. Om det er en puritansk omskrivning af ‘elskerinde’, eller om der reelt er tale om en fælles veninde til Sisse og Esben, ved jeg ikke, men hvis det sidste er tilfældet, er bedraget jo dobbelt, og det har jeg al mulig sympati for uoverskueligheden i.

Det retfærdiggør bare stadig ikke det, hun har gjort, synes jeg.

For det første MÅ det være en skærpende omstændighed, at hun har lavet et program om netop identitetstyveri og stalking. Alene dét er næsten nok til at skyde argumentet om affekt ned, fordi hun i min optik ikke troværdigt kan påstå, at hun ikke vidste, hvad hun gjorde.

For det andet er der for mig at se intet, der kan undskylde en adfærd, man har praktiseret over flere uger. At handle overilet pga. sorg og krise, ville man (måske) kunne forstå, hvis der var tale om en lussing i nattelivet eller et opslag på insta om, at ‘X er en klam hore!’ skrevet en sen onsdag aften i en rødvinsbrandert. Svigt og bedrag gør ondt, og jeg tror, at vi alle har gjort ting, vi ikke er stolte af, i kærlighedens navn.

Men 14 dages systematisk chikane er ikke affekt. Det er nærmest det modsatte.

Og selvom hun, selvretfærdigt, i sin “undskyldning” skriver, at hun “stoppede i sommer”, selvom “den forurettede fortsatte med at kontakte min mand”, skal vi bare alle sammen huske, at ofret IKKE vidste, at det var stoppet, da hun anmeldte det. Hun har i ugevis været under konstant beskydning, og magtesløst vidne til, at et menneske meget aktivt har forsøgt at miskreditere hende og ødelægge de professionelle forbindelser, hun i sit job er 100% afhængig af at have.

Jeg er lige nu ved at høre en helt vanvittig podcast, der hedder ‘Barn med den forkerte’, hvor Jesper, som er ofret i historien, udsættes for noget tilsvarende. Når man hører ham fortælle, hvor meget det kan smadre (og hvor hurtigt), når et menneske går målrettet efter at ødelægge dit liv, kommer Sisse Sejrs ikke-undskyldning næsten til at virke afstumpet.

Når alt det er sagt, er der ingen mennesker ved deres fulde fem, der handler som Sisse Sejr har gjort, og jeg tror, det kommer til at koste hende hele butikken.

For ud over det vanvittige i, at hun har udsat et andet menneske for noget, hun i sit professionelle virke har afdækket konsekvenserne af, har hun sat hele sin faglige integritet over styr. For hun er erklæret feminist og har også været meget engageret i hele #metoo-debatten – men hvordan skal man kunne tage hende alvorligt, næste gang hun dækker en sag eller et emne, der har en overvægt af kvindelige ofre, når man nu ved, at hun ikke engang selv køber nok ind på præmissen til at afstå fra at gøre det, hun problematiserer?

Det er noget værre rod.

I bund og grund kan sagen nok koges ned til det helt fundamentale spørgsmål: Kan man gøre krav på et andet menneskes troskab og kærlighed?

Jeg tror det ikke. Der er ikke noget, der hedder hævdvunden ret, når det kommer til kærlighed, og den er intet værd, hvis man skal tigge om den eller insistere på den.

Et forhold er en kontrakt, som er under evig forhandling, og hvis den eneste måde, du kan sikre dig et andet menneskes troskab på, er ved at fjerne alle fristelser fra deres vej, er det ikke et forhold, du har; det er en endeløs kamp, du er dømt til at tabe, fordi du ikke kan være overalt, hele tiden.

Derfor tror jeg simpelthen ikke, jeg forstår, hvad Sisse Sejr havde håbet at vinde med sin opførsel. At lukke en affære ned fjerner jo ikke det grundlæggende problem, at de (tilsyneladende) ikke længere er enige om, hvordan deres kontrakt skal fortolkes.

De ofre, vi alle sammen, uanset holdning til utroskab, må kunne blive enige om er 100% uskyldige i den her sag, er børnene, og det *kan* jeg ikke forstå, at hun ikke har kunne holde sig for øje. For én ting er utroskab. Det kan både redde og ødelægge ægteskaber, og de færreste går gennem livet uden at komme i berøring med det, på den ene eller den anden måde.

Men at reagere så ekstremt, at det ender på forsiden af alle aviser, så dine børn både skal leve med en viden om deres forældres ægteskab, de helst havde været foruden, og med konsekvenserne af din handling, både de strafferetslige og de afledte karrieremæssige og sociale af slagsen, er næsten umuligt at forsvare, synes jeg.

Jeg finder ingen fornøjelse ved at påpege det, for det er som at se et trafikuheld i slow motion, det her – men jeg tror desværre ikke, at Sisse Sejr har ramt bunden endnu. For det lader stadig ikke til, at hun forstår, hvorfor det, hun har gjort, er forkert, og derfor er jeg ikke sikker på, at hun er forberedt på omfanget af, hvad det kommer til at koste hende af jobs, relationer og venskaber.

Men hun har vist en side af sig selv, som MÅ ændre omgivelsernes syn på hende for bestandigt, og samtidig kommer hun formentlig til at trække flere med sig i faldet, inden det her er slut.

Her går det, mildest talt, ikke særlig godt.

For en måneds tid siden kom jeg til at tale om kønsroller og misogyni med en af mine kammerater. 

Det er altid en lidt bøvlet samtale at tage, fordi begge parter skal træde varsomt, hvis ikke de skal falde i Forsvar/Angrebs-fælden. Der er aktier i sagen på begge sider af bordet, og man skal gøre sig gensidigt umage for at holde den neutral.

Omvendt er den jo relativt nødvendig, og jeg tænker også, at den kan være en mulighed for at gøre et interliseret, systemisk problem konkret og relaterbart.

“Men oplever du, at der er steder i det daglige, hvor de mænd, du møder, er chauvinistiske?” spurgte han.

Det var et vidunderligt spørgsmål at få, fordi det er essensen af noget, jeg det sidste halve år har lagt mærke til:

Der er simpelthen så mange mænd, der aldrig stiller kvinder et holdningsrelateret spørgsmål.

Og der er ligeså mange, der hellere vil have begge ben sat af under knæene end at spørge en kvinde om noget, der ikke handler om mad, børn eller Aula.

Jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og det betyder, at det er mig, der skal sætte internet op, vælge bil og have styr på el-aftalen. Det har vi alt sammen snakket meget om herinde.

Men tilfældigvis har jeg for nyligt flere gange været sammen med mænd, hvor nogle bøvler med den internetløsning, de har valgt til hjemmet, og andre har børn, der slæber rundt på iPads med ustabile netværksforbindelser.

Det ved jeg noget om. Ret meget, faktisk. Og mit kærlighedssprog er Viden & Hjælp, så når jeg kan høre, at der er noget, du ikke er klar over, men som jeg til gengæld har indgående kendskab til, er jeg katten, der begejstret lægger min mus af viden for dine fødder.

Men de her mænd fejer mig af som et barn, når jeg forsøger at sige noget.

“Ja, det kender jeg godt, men det kan ikke bruges her” siger de, og begynder at mansplaine datadelingskort på en måde, der gør det krystalklart, at de ikke aner, hvad det er.

I starten troede jeg, at det var fordi, jeg ikke havde forklaret mig godt nok. Det tror jeg ikke længere. For jeg kan efterhånden se, at det handler om, at de simpelthen ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at jeg kan sidde inde med en viden, de ikke har. De er så fast forankrede i deres overbevisning om, at det ikke kan passe, at en kvinde ved mere end dem om et givent emne, at de hellere vil betale for meget for en dårlig løsning – eller undvære helt – end at spørge mig til råds.

Da jeg i sin tid skrev prepperlisten, jeg postede herinde, hentede jeg en eftermiddag et af børnene til en fødselsdag hvor skæbnen ville, at jeg var den eneste mor i en flok af fædre. Over kaffen faldt snakken på udenrigspolitik og forhøjet beredskab, og de nærmest hånlo over dem, som ‘var bange’, for ‘vi har jo masser af mad i fryseren!’ Da jeg spurgte, hvordan de havde tænkt sig at tilberede den, kiggede de på mig, som om jeg var retarderet.

Det er helt fair, at man ikke mener, at prepping er nødvendigt. Det blander jeg mig ikke i. Men den fuldstændige afvisning af muligheden for, at jeg kunne have et validt synspunkt at byde ind med, var sgu forstemmende.

(Og der er NUL tændstikker eller batterier til *dem*, når zombierne kommer, og de står og mangler).

(Mændene, altså. Ikke zombierne).

Nu er der jo selvfølgelig den mulighed, at det er me, hi, I’m the problem, it’s me. Måske er jeg bare kedeligere end gennemsnittet at tale med, eller måske kender jeg ikke min besøgstid.

Men når jeg, helt uvidenskabeligt, beder mine veninder nævne bare to (2) eksempler på situationer, hvor en mand, privat eller professionelt, har spurgt dem om deres holdning til et emne, eller til deres viden på et felt, bliver de helt tomme i blikket.

Jeg har første gang til gode, at nogen HAR to eksempler – og det undrer mig.

Det undrer mig, at så mange mænd er så blinde for, hvilke delelementer en samtale udgøres af; at den kræver nærvær og tilstedeværelse og gensidig, oprigtig interesse for at være givende.

Det undrer mig, hvor mange af dem, der ikke forstår, at mine spørgsmål er spær i den konstruktion, der skal bære samtalen, men i stedet, uden at undre sig, tager for givet, at min interesse for deres personlige holdninger til ting, er bundløs, ubegrænset og udspringer af et inderligt, undertrykt ønske om, at de vil gifte sig med mig. 

Ret skal være ret: Somme tider spørger jeg, fordi jeg fascineres. Af noget, af nogen, af emnet.

Somme tider er Tinder bare deprimerende.

Men langt, langt de fleste gange handler det om, at nu sidder vi her og skal have nogle timer til at gå i selskab med hinanden, og her er det ved at få mit hoved til at eksplodere, at de ikke studser over den manglende balance i samtalen. At de ikke lægger mærke til, hvor meget de taler, og hvor lidt de lytter.

Der er en *helt* anden dynamik i den slags samtaler, når det er to kvinder, der har den. Når den ene svarer på et spørgsmål, der forgrener sig ind i værdier og livssyn, så bliver det i 7 ud af 10 af de situationer, jeg har iagttaget, fulgt op af et modspørgsmål med tilsvarende substans. Ikke bytte-bytte købmand, men et slags kontinuerlig samarbejde om at lægge en vej, der giver samtalen et spor at bevæge sig ud af.

Derfor gjorde det mig dobbelt glad, at min kammerat stillede mig det indledende spørgsmål.

For ud over, at det gav samtalen substans, så plantede det også et frø af håb i mig om, at der måske, trods alt, er ved at ske noget her.

For en måneds tid siden, faldt jeg på instagram over et opslag, der bare bestod af teksten:

”What would you tell your younger self?”

Det er et af de spørgsmål, der, lidt afhængig af dagsform, enten inspirerer mig eller irriterer mig, men lige den dag havde jeg så meget andet i hovedet, at jeg bare læste det og kom fra det igen.

Men de efterfølgende dage tænkte jeg alligevel lidt over det.

For på den ene side er det jo tæt på umuligt at svare på, fordi du ikke kan adskille det menneske, du er i dag, med de erfaringer du har gjort dig, og den viden du har nu. Det er, som med de billeder med skjulte motiver, man altid skal se, når man er på kursus: Når først du har set, at træet også er en nøgen kvinde, kan du ikke u-se det igen.

Omvendt, så ER der jo faktisk nogle erfaringer, du ville ønske, at du kunne gå tilbage i tid og give dig selv, fordi det ville spare dig for en masse smerte, tvivl og frygt.

Spørgsmålet er endt med nærmest at blive lidt et tema over den sidste måned, for mens vi har ryddet op hos oldefar, har jeg mange gange tænkt på en podcast, jeg hørte engang, hvor en familie, der bare skulle rydde deres bedstefars hus, pludselig fandt mistænkeligt mange smykker og trusser, og over et par mareridts-uger endte med at måtte finde en måde at rumme på, at det menneske, de hele livet havde kendt som den julemandsagtige bedstefar, i virkeligheden var seriemorder.

For mens det hos oldefar har været gamle postkort fra Kina og botaniske optegnelser over buske i deres gamle have, vi er stødt på, så er det jo virkeligheden for nogle mennesker, at det først er, når de skal rydde et dødsbo, at de finder ud af, at de er adopterede, har en anden far end de troede, eller har halvsøskende ude i verden. Så sent som i sidste uge fik jeg en chokeret besked fra min veninde, som i sin onkels dødsbo havde fundet breve og dokumenter, der ændrer på alt, hvad familien troede, de vidste om ham.

Og måske er det den gamle sandhed om, at man, når man har en hammer, ser søm overalt, der her er på spil, men da jeg forleden hørte en ren sladderhistorie om, at en kendt dansker, der turnerer hjemmevant på forsiderne af diverse sladderblade med kone og børn, i virkeligheden er til mænd, slog det mig, at én af de konstateringer, jeg gerne ville gå tilbage i tiden og overbringe mit yngre jeg er:

Det handler ikke om dig.

For modsat hvordan det kan føles, så er det forbløffende, hvor lidt du fylder i andre menneskers bevidsthed. Vi spiller alle sammen den bærende hovedrolle i egne liv, og selvom nogle biroller er vigtigere for os end andre, så er vi langt det meste af tiden bare statister og tilfældige forbipasserende i de andres historier.

I det store og hele har de hemmeligheder, jeg selv har prøvet at holde skjult været i småtingsafdelingen. Det har mest været tale om dårlig dømmekraft, tvivlsomme beslutninger, psykiske udfordringer og usikkerhed.

Over årene er de alle sammen piblet frem i lyset – og det har intet ændret overhovedet.

Tværtimod har jeg lært, at de ting, vi skammer os over og prøver at skjule, meget ofte ender med at være dem, der giver vores relationer dybde og substans, når de kommer for en dag – fordi det er dem, der gør os menneskelige, og hvor vi derfor, tror jeg, genkender artens grundsubstans i hinanden.

Og det gør mig virkelig trist at tænke på, hvor langt vi vil gå og hvor store anstrengelser, vi vil gøre os for at skjule hemmeligheder, som ingen går op i. I hvert fald ikke i en grad, der står mål med det, det koster os at vogte over dem.

Det er spild af liv.

For uagtet at det føles, som om, din verden vil synke i grus, hvis det, du skammer dig mest over, kommer ud, så er sandheden, at din frygt er et selvbestaltet fængsel, som frarøver dig langt mere, end andre menneskers mening om dig nogensinde vil kunne.

For det, der gælder for både de mennesker, der går i graven med hemmeligheder om sidespring og børn på gule plader, og for mænd og kvinder, der krampagtigt forsøger at opretholde den facade, som de tror, er vigtig, er, at:

Og altså. Det er jo sat på spidsen. Det ved jeg godt. Der er stadig samfund, der dømmer, familier, der kan falde fra hinanden, og relationer, det vil være ubærligt at miste. Den del forsøger jeg ikke at tale ned. Det er desværre stadig et faktum, at der er mennesker, der sætter livet på spil ved at komme ud af skabet eller bekende deres utroskab, og den del af historien skal med.

Sondringen må være, om du tier, fordi du frygter for dit liv eller for din status i klanen. Hvis det sidste er tilfældet, er det måske en overvejelse værd, om du tror, at de mennesker, hvis fordømmelse, du gør vold på dig selv for ikke at pådrage dig, reelt ville ønske, at du spildte det ene liv, du har fået, ved kun at leve det halvt.

For selv blandt Se & Hørs læsere og Nationens mest ihærdige skribenter tror jeg faktisk, at det ærlige svar ville være nej.

Og hvis du lever et sted, hvor fordømmelse eller tab af social status vil skære dig ud af andre menneskers liv, så er spørgsmålet måske, om det er der, du skal være. Om ikke du betaler prisen to gange, ved både at nægte dig selv det liv, du higer efter, og ved at leve det, du så vælger i stedet, i frygt.

Angst æder sjæle op, som Fassbinder fastslog, og der er nok at være bange for. Men tanken om, at nogle mennesker går igennem livet med skammen i den ene hånd og forstillelsen i den anden, så det ikke er hænder fri til at gribe efter lykken, når den kommer flagrende forbi, gør mig ondt og inderligt trist.

I forlængelse af fredagens M2024-indlæg laver jeg her en opfølgning på punktet om, hvad det kan være en god ide at have skrevet ned i tilfælde af, at man tjekker ud i utide.

For jeg synes faktisk, at det ville give mening ved fælles hjælp at lave en slags løsning, som ikke sender os alle sammen i knæ af kronisk, eksistentiel Angst, men som samtidig er både sikker og nem at (huske at) holde ajour.

Derfor har jeg besluttet at dedikere et indlæg til en fælles erfaringsudveksling, og så sørger jeg for at lave en opsamling, så dem, der har lyst og kan overskue det, kan få oprettet en slags dødsmanual.

(Kæmpe undskyld! Og så lige midt i julehyggen, mand).

Men jeg fik lidt uforvarrende taget hul på emnet, fordi jeg skrev om oldefar, der er taget herfra, og nu har vi folk, der sidder med ondt i maven over potentielle sikkerhedsbrister og identitetstyverier, og det er ikke sådan, det skal være.

Samtidig må vi også bare sige, at døden ikke venter på nogen, og når man er én af dem, der sidder tilbage, er det jo faktisk meget rart, hvis man kan få lov at bruge kræfterne på at bearbejde sit tab i stedet for at hænge i telefonen, mens man forsøger at gennemskue, hvordan man finder ud af, hvilket forsikringsselskab folk har haft, når alle døre smækker i, indtil skifteretten har været på banen.

Der findes gode lister på nettet, som de fleste bedemænd også har med ud, når man mødes med dem, hvorpå de helt overordnede praktikaliteter er beskrevne. Det er ikke dem, vi er efter her. Det, jeg selv forsøger at lave en oversigt over, er de mange små-elementer, der sammen udgør stilladset i et liv, så de efterladte ved, hvor de skal starte, når de skal have det hele lukket ned og pakket sammen.

*

Mit forslag er, at vi deler indlægget og de gode råd op i to dele:

Første del er en oversigt over, hvilke informationer, der er rart at have skrevet ned. 

Anden del er, hvor/hvordan man skriver dem ned.

*

Vi går med devisen om, at der ikke findes dårlige ideer i brainstorming, så man skriver bare fra hjertet. Hvad har du selv, som efterladt, oplevet at mangle info om? Har du gjort dig tanker om emnet? Hvis ja: Hvordan har du lavpraktisk grebet det an? Har du oplevet at noget, du egentlig syntes var en god ide, gav bagslag?

Samtidigt er det mit håb, at nogle af jer, der så sidder med specifik viden om f.eks. datasikkerhed eller policer og opbevaring af info, vil melde ind, hvis I ser noget beskrevet, som I med det samme kan se kan give problemer.

(Og her hjælpes vi ad med at huske, at intet af det, der skrives, er tænkt som angreb eller kritik, men UDELUKKENDE er et forsøg på at hjælpe).

Der findes bøger til formålet, som f.eks. den her (ikke spons, men fundet her):

Det virker jo på mange måder som en god, overskuelig løsning. Omvendt tænker jeg også, at det ville være uheldigt at notere f.eks. passwords i sådan én, fordi den nærmest *tigger* om at blive stjålet af usle indbrudstyve, der læser dødsannoncer.

Så hvad går vi med? Apps? Noter? Notesbøger?

Hvordan sikrer vi, at den løsning, vi vælger, forbliver opdateret? Også om 2 år, når vi har glemt alt om det her? For det skal den jo af gode grunde være, hvis den skal have nogen form for værdi.

*

Min egen løsning kommer til at indeholde:

*En renskrivning af de bøger, jeg har lavet til børnene, hvori jeg noterer alt det, som jeg ved, jeg glemmer i takt med, at de bliver ældre. F.eks. Fridas svimmelhedsanfald, som hun led af, da hun var mindre, ting, jeg eller andre i familien har bøvlet med, som er arvelige, info om deres respektive baggrunde osv. osv.

*Kontaktinfo til min boligforening (fordi oldefar boede i en andelsforening, hvor formanden ved et usandsynligt tilfælde døde dagen inden oldefar, og der derfor lige nu ikke rigtigt er nogen, der ved, hvad der er op og ned – og om der er en venteliste).

*Kontaktinfo og medlemsnummer i: Forsikringsselskab, sygesikring danmark, elselskab, tele/internetudbyder samt pensionsselskab og privat sygesikring.

*Navn på bank, rådgiver og filial.

*En eller anden form for angivelse af login til facebook, insta, bloggen her, mail osv.

*Noget info på, hvad pårørende skal overlade til mine venner at rydde op i.

*Liste og kontaktinfo over/på personer, jeg kunne forestille mig gerne ville have besked, hvis jeg stempler ud. Oldemor døde for år tilbage, og derfor mangler vi lige nu lidt info på, om der sidder familiemedlemmer i dén gren af familien, som måske gerne vil med til begravelsen.

*

Til sidst vil jeg gerne appellere til, at vi hjælper dem, der har det svært med emner som dette, ved ikke at forvandle kommentarfeltet til et real life horror show over, hvor svært og ulykkeligt livet kan være. Man må selvfølgelig gerne give kontekst til sin erfaring, men målet her er, at så mange som muligt forholder sig til emnet, så vi/de får lavet en løsning, der kan være en hjælp for dem, der står tilbage, hvis det værste skulle ske. Og det får man ikke gjort, hvis man er nødt til at lave strudsen for ikke at gå i stykker oppe i hovedet.

Ja?

Med det sagt: Ordet er jeres.

Jeg græd ned i mine tomater i aftes, da jeg snittede salat.

Jeg græd over, at så mange mennesker blindt støtter op om noget, der udspringer af had og fordomme. Over, at mænd, jeg kender og holder meget af, ikke kan se problemet.

Jeg græd over udsigten til alle de rettigheder, som så mange grupper har kæmpet for i årevis, der med stor sandsynlighed vil blive rullet tilbage over de næste par år, og jeg græd af magtesløshed over at være vidne til et trafikuheld i slow motion, som får lov at ske for øjnene af os.

Jeg ved næsten ikke, hvor man skal starte?

For det bliver alle områder, det her kommer til at påvirke, og jeg sidder med en grim fornemmelse af, at det er enden på livet, som vi kender det.

Da Trump blev valgt første gang, blev ingen vist mere overraskede, end han selv gjorde. Men hans uvidenhed, villighed til at gøre det utænkelige, og hans vane med at lyve helt åbentlyst, må have fået tidligere fjender til at gnide sig i hænderne, og de har haft 8 år til at forberede sig på, hvordan de udnytter den nuværende situation bedst.

At Trump er positivt stemt overfor Rusland er for længst slået fast – og det er så gigantisk et problem, at min hjerne næsten ikke kan rumme det. For kan du huske Rasmus, der skatede, og som du var SÅ forelsket i i 9.? Som altid havde sin belastende ven Emil med, når I skulle hænge ud? Det er historien om Rusland og Kina. Så det kan godt ske, at Trump kaldte corona for Den Kinesiske Syge – men åbner du døren for Putin, smutter Xi Jinping med ind. Og jeg ville ikke blive det *mindste* overrasket, hvis det viser sig, at Trump og det amerikanske folk er nyttige tåber, der kommer til at stå måbende tilbage, når trekløveret fra Helvede har sat sig på det hele – og Rusland og Kina så teamer op og vender sig imod USA.

Så bliver Temu, pandaer og eksport af bacon vores mindste problem.

Men ud over miljøet synker jeg sgu også næsten i knæ over håbløsheden i, at så mange lader til at være ligeglade med, at kvinder og minoriteter med Project 2025 har udsigt til at blive sat så langt tilbage, at vi ikke længere tæller som mennesker.

Debatten om abort har i valgkampen primært handlet om, at det skal være muligt at få en sikker abort – og hvad med voldtægts- og incestofrene?

Men hvad med retten til at leve et fuldt og almindeligt liv, hvor dine ønsker og planer er nogle, du selv har defineret og lagt?

Jeg er normalt hyper privat med det her, men i højere sags tjeneste deler jeg så nu, at det ikke er længe siden, jeg måtte forbi apoteket efter en fortrydelsespille. (And I will not be taking questions at this time, thank you). Ville jeg have stået med to streger på en pind et par uger senere, hvis jeg ikke havde haft mulighed for det? Det ved vi ikke. Men hvis jeg havde, er der ikke SKYGGEN af tvivl i mit sind om, at det ville være blevet en abort, for et barn mere ville få så gennemgribende konsekvenser for mig og for os, at det faktisk ikke ville kunne forsvares at få det. Det ville påvirke mit overskud til Anton og Frida, det ville sønderbombe vores økonomi, og det ville påvirke min livsglæde betragteligt, for jeg har INTET ønske om at skulle hjem at gå et år mere.

Og det er bare, hvis det tænkte scenarie indebærer en normal graviditet, uden komplikationer, hvilket min alder taler imod.

Skulle jeg ‘have tænkt på det noget før’?

Ville det være fortjent at skulle leve med konsekvenserne af mit eget valg?

Det standpunkt kan man jo godt tage. Men brug lige 10 sekunder på at tænke på dig selv og dit eget liv. På de gange, du er endt med at lave den dyre, uden at det var planlagt, eller hvor din prævention of choice ikke virkede. Nåede du at tænke dine fremtidsplaner og alle potentielle konsekvenser igennem, inden du tabte tøjet?

Og nu vi er ved det: Brug også lige 10 sekunder på at mærke efter, om du har det på én måde med, hvilke muligheder man har ift. en uønsket graviditet, hvis man er single, kontra hvis man er gift. Hvem af de to, du tænker på lige nu er mest selv ude om det? Hvem har mest ret til at få hjælp til at løse problemet?

Der er INGEN af os, der gider have regeringen med i seng. Der er INGEN, der altid er rationelle eller kun træffer fornuftige beslutninger. Men det er det, vi med tilbagerulning af retten til fri abort pålægger kvinder at være og gøre, fordi du hver eneste gang, du dyrker sex, løber risikoen for at blive gravid, hvis præventionen svigter, eller den sikre periode ikke lige var helt så sikker alligevel. Det kommer til at begrænse vores liv i en grad, der er svær at forstå.

Og uden at have lavet undersøgelsen, så kalder jeg den allerede nu: Det bliver kvindens ansvar og kvindens problem.

For selv i dag, hvor situationen er så god, som den tilsyneladende bliver, og hvor vi – i teorien – selv bestemmer over egen krop, så bygger samfundets syn på kvinder og sexualitet stadig på kirke og stat og skam og misogyni – og meget få af os kan sige os fri for at bære det i os, selvom vi bryster os af at være frigjorte og moderne.

Eksempelvis overhørte jeg for nogle uger siden på et tolkested en gruppe mænd i kantinen tale om Lotte, der ‘godt nok var om sig’. Hende var der i hvert fald ingen af de tilstedeværende, der ville gide at ‘stikke den i’, for det ville være ‘som at stikke pikken i en mulepose’. Og det billede kan vi godt trække på smilebåndet af. Men jeg måtte stadig bide mig i tungen for ikke at spørge, om det skulle forståes sådan, at de selv rullede med udstyr i størrelse small, eller om de huskede at nøjes med at knalde deres respektive kærester/koner én gang hver anden måned så? For logikken KAN ikke være, at man bliver mindre stram af at knalde 10 forskellige mænd end af at knalde den samme mand 10 gange – vel?

Vi kunne også lege en sjov leg, hvor vi først sagde, at jeg var gift, og en dag herinde indrømmede, at jeg havde en affære med en single mand. Selv blandt jer, der jo ved at være her, implicit er på min side, ville det ikke være svært at finde nogen, der fandt det moralsk forkasteligt, fordi jeg med mit løfte om medgang og modgang, havde forpligtet mig til at være tro.

Men hvis jeg i dag, som single kvinde, skrev, at jeg lige nu har en affære med en gift mand, så ville det somehow OGSÅ være mig, der var klam. Mig. Der ikke har lovet nogen noget som helst. Så ville forargelsen handle om, at jeg ‘gik efter en anden kvindes mand’, og jeg ville med et godt, dansk ord blive betragtet som en homewrecker.

Mændene i de to eksempler ville ikke få en brøkdel af den fordømmelse, som mange ville være mere end villige til at kaste efter mig, og det er ikke en reaktion, der udspringer af hverken rationale eller logik.

Med alle de ord vil jeg bare sige, at det kan godt ske, at det lige nu er debatten om den (u)sikre abort, vi tager ude i det åbne, men det er ikke (kun) det, det handler om.

Det handler om, at vi er ved at rulle noget tilbage, som ikke engang har fået lov at løbe sin fulde kurs i den rigtige retning endnu.

Det handler om retten til at træffe sine egne valg, til at være fri, og til at insistere på selv at kunne definere Det Lykkelige Liv.

Det handler om retten til selv at vælge, om/hvornår man gerne vil stifte familie. Og om man vil forlade den igen.

For barsler og børn sætter os tilbage på arbejdsmarkedet. De påvirker vores økonomi, vores frihed og vores muligheder for at gå. Det accepterer vi, når vi gerne vil have dem, fordi vi vurderer, at det er omkostningerne værd – men vi er aktivt i gang med at designe et samfund, hvor valget tages fra os, og hele vores livsbane kan ændres for evigt, hver eneste gang, vi dyrker sex.

Af samme grund gør promovering af Trad-wife-livet og hjemmeskoling på SoMe mig også nervøs, for jeg kan sagtens se på insta, hvor idylisk, det tager sig ud, når slanke kvinder i flagrende gevandter serverer figurskåret økofrugt for velfriserede børn med rosenkvinder, inden de til strygermusik slentrer ud over en mark med hinanden i hånden, og moderen med en engels tålmodighed peger blade og gedekid ud for barnet.

Det er sgu ligeså farligt, som de instamodeller og fitnessinfluencere, vi alle sammen er enige om at være rasende på. For det er jo heller ikke på nogen måde virkeligheden. Men hvor modellerne og de toptrænede typer højest kan være købt og betalt af indlysende samarbejdspartnere, så vil jeg sætte begge mine nyrer på højkant på, at nogle af de mest hypede Trad-wife-profiler er ren propaganda, købt og betalt af kræfter, der har interesse i at tale kvinderne tilbage i hjemmet.

Project 2025, jeg kigger på dig.

Og hvor hjemmeskoling kan være den rigtige løsning for den enkelte, fordi der er særlige forhold, der taler for det, så er den for mig at se virkelig problematisk, hvis den over tid bliver et konkret alternativ til etableret uddannelse. For man kan være enig eller uenig i, hvordan den konventionelle folkeskole griber tingene an – men det er et faktum, at børn, der hjemmeskoles, udsættes for færre synspunkter og konsekvenser af at være vokset op i andre socialklasser end den, man selv er født ind i, end børn i folkeskolen gør, uanset om det er forældrene selv, der står for undervisningen, eller om man hyrer en privatlærer.

Dét i sig selv er relativt værdineutralt – men det får en tung, social slagside, hvis en løsning, der i fattige familier udspringer af nød, pludselig præsenteres som et reelt og godt alternativ, som det dermed bliver langt mere socialt acceptabelt at tilslutte sig, hvis de forældre, der forestår undervisningen, mener, at jorden er flad, og at fugle er regeringens udsendte spioner.

Viden er magt. Manglende viden er det modsatte.

Og jeg siger ikke, at kvinder ikke må ønske sig at gå hjemme, få 100 børn, eller at hjemmeskoling altid er en dårlig løsning. Jeg siger ikke, at Vest Er Bedst – men vores model lægger op til, at det er individet, der selv bestemmer, hvad den rigtige løsning er for os hver især – og hvornår.

Med valget af Trump har amerikanerne i ét hug skruet på virkelig mange knapper samtidigt, som hver for sig ikke ser ud af noget særligt, men som alle sammen tuner frekvensen ind på samme kanal.

Den, hvor folket ikke længere har ret til at tænke selv. Hvor klimakrisen ikke er virkelig, hvor kvinder er mænds ejendom, og hvor minoriteter er jaget vildt.

Det løber os af hænde nu, for den her udvikling er ligeglad med landegrænser og statsborgerskab. Havene hænger sammen, og det her *bliver* vores problem.

Jeg KAN ikke forstå, at det er den verden og virkelighed, vi med åbne øjne vælger for vores børn.

For en måneds tid siden så jeg på Journalisten, at Viborg som den første kommune i Danmark har valgt, at de ikke vil være på Facebook med andet end én enkelt hovedside.

Jeg har stadig ondt i hænderne af at klappe.

For jeg har ALDRIG forstået, hvad kommuner og offentlige instanser skal på Facebook, LinkedIn og Instagram.

I AL den tid, Frida gik i børnehave, tog jeg det op på forældremøderne, og både personale og mange af de andre forældre syntes, at jeg var sær, kontrær og træls, når jeg igen og igen insisterede på, at det ikke kunne passe, at man under ‘Samtykke’ på Tabulex/Aula kun kunne vælge mellem fuld eksponering eller ingenting.

For jeg har aldrig haft et problem med, at børnehaven tog billeder af mine børn og brugte dem på egen hjemmeside. Så længe de lå dér, var det institutionen selv, der ejede billederne, ligesom det også kun var de mennesker, der aktivt klikkede sig ind på institutionens hjemmeside, der fik dem at se – men smider du noget på Facebook/YouTube, har du for altid overdraget rettighederne til det til Mark & Co. og jeg synes, at det er to MEGET forskellige set ups.

Ingen fattede, at jeg gad gå op i det, og jeg blev altid parkeret med et overbærende: “Så lader du jo bare være med at give samtykke”.

Men den mulighed har man så ikke engang længere. For i dag er det – fuldstændig vanvittigt – ikke muligt at fravælge, at man får sine børn lagt på Facebook, hvis skolen eller børnehaven tager billeder af dem.

Det er ubegribeligt, men ikke desto mindre sandt.

Paradokset i, at der tales så meget om, at det er svært for børn at lære at færdes sikkert på nettet, mens de voksne, der bestemmer over dem 30% af deres vågne timer, bare smider dem ud, hvor ingen kan passe på dem, og hvor de kommer til at ligge for altid, er så vildt, at det er svært at fatte.

Men det er ikke kun ift. børn, at det har undret mig, hvor laissez-faire, kommunerne forvalter GDPR og det ansvar, de har for borgere i deres varetægt. Eksempelvis er flere plejehjem i Esbjerg Kommune også på Facebook, og her lægges i åbne grupper billeder ud af beboerne i situationer, som jeg ville have det ualmindeligt stramt med, hvis mine kære blev foreviget i. Det er tæt på uværdigt, når en mand, der engang var respekteret arkitekt, og har tegnet en stor del af byens prominente bygninger, nu bliver lagt til offentlig skue med hagesmæk og tudekop, mens han sidder og stirrer tomt på den påskehare, nogen har sat ham til at dekorere.

På LinkedIn får man, selvom man ikke følger dem, opslag og billeder fra diverse kommuner i sit feed, alene udløst af geografisk nærhed. Her skriver de stolper op og vægge ned om, hvilke berigende kurser, workshops og temadage, de ansatte har deltaget på, og hvor mange gode tanker, det har sat i gang.

Men here is the thing: Hvis man er én af de mange borgere, der har kæmpet med sin kommune, eller er stødt på ét af de mange, MANGE områder, hvor ressourcerne er så knappe, at de ikke engang kan spottes under et mikroskop, så er der virkelig svært at begejstres over endnu et lederseminar, der koster det samme, som man kunne have købt et fuldt års støtte til de ordblinde elever på en skole for.

Det er prisen for demokrati. Det ved jeg godt. Alle kan ikke få alt, hvad de har brug for eller gerne vil have – og sådan er det. Derfor vælger vi med vores stemmer den flok, vi håber varetager vores interesser bedst muligt, vel vidende, at der kun er én kage, og når nogen får et større stykke, bliver skiverne til andre tyndere.

Men det er måske lige at tage den til kanten at prøve at høste likes på det?

De instanser, vi ikke har et valg i forhold til, om vi vil bruge, har for mig at se en meget begrænset eksistensberettigelse på de sociale medier – om nogen overhovedet.

Info om kulturelle tilbud og ændrede åbningstider på Borgerservice? Fint og brugbart. Opdateringer om ting, der har almen interesse som f.eks. vejarbejde, udskiftning af fjernvarmerør osv? Også acceptabelt.

Men der stopper den for mig.

Det er for store krav at stille til vores rummelighed, at vi skal kunne glæde os over økonomiske dispositioner, der helt konkret koster en del af det, vi hver især sidder med et behov for at få tilført ressourcer til.  

Ikke mindst fordi vi a) præsenteres for det på en platform, der udelukkende burde bruges til gøgl og underholdning og b) det kommer fra en instans, vi i yderste konsekvens er underlagt, og hvor magtbalancen allerede i udgangspunktet er skæv.

Og det bliver sgu lidt Formand Mao for mig at se et barn, jeg kender, løbe rundt i det, der ret beset er en reklamevideo for Esbjerg Kommune, når jeg samtidigt ved, at barnets forældre ligger i åben krig med skoleledelsen, fordi barnet ikke får den hjælp, det har brug for.

Det er en kendt sag, at hvis noget er gratis, er det dig, der er produktet, og det er vist ingen steder mere sandt, end på de sociale medier.

Derfor har det været ved at drive mig til vanvid i årevis, at offentlige instanser gerne vil have de fordele, eksponering på sociale medier giver, men ikke vil samle det ansvar op, der følger med at bruge det; man betaler jo, synes jeg, i overført betydning med andre menneskers penge. 

Når kommuner og offentlige instanser lægger billeder af borgerne på sociale medier, betyder skævheden i magtbalancen, at vi jo reelt intet kan stille op. Det hedder sig, at man kan henvende sig og få enkeltbilleder fjernet – men det er helt vildt, at den opgave skal ligge på den enkelte borger, mens kommunen har frie hænder til at bruge sine borgere til at skræddersy det image, de gerne vil have udadtil.

Forestil dig, at du pludselig, helt ufrivilligt, optrådte i en reklame for Toms Chokolade?

Eller at du hev telefonen frem, når du havde lyst, og filmede din sagsbehandler, dit barns pædagog eller din mormors SOSU-medarbejder, og delte videoen på Facebook – og så bare trak på skulderen og bad dem om selv at rette henvendelse til FB, hvis de gerne ville have det fjernet bagefter?

Det bliver *kun* mere problematisk af, at de borgere, kommunerne lægger op, i mange tilfælde er sårbare, fordi der er tale om patienter, børn eller ældre mennesker. Kan de overhovedet give meningsfuldt samtykke, når de spørges om lov af den instans, der varetager omsorgen for dem?

Det er ikke – og har aldrig været – i orden.

Selv på de seminarer, vi talte om lidt længere oppe, gætter jeg på, at både medarbejdere og ledere har mulighed for at sige nej, hvis de ikke vil lægges på de sociale medier. Den mulighed burde alle kommuners borgere, af helt indlysende årsager, også have.

Så at Viborg nu tager konsekvensen af, at det eneste produkt, man som kommune reelt har at sælge på SoMe, er sine borger, er på høje tid, og det kan KUN gå for langsomt for de resterende 97 at følge trop.

*

Men for at det hele ikke skal gå op i raseri og dårligt humør, når nu vi har ferie, Hans Christian, fik jeg faktisk lyst til at lave en spørgerunde på, hvad vi som forbrugere GERNE vil se på de sociale medier.

Ikke konkret på enkelte konti eller brancher, men mere generelt.

For i og med at platformene er gratis, er det uundgåeligt, at vi bliver fodret med reklamer, når vi er der, og konkurrencen er i nogle brancher så hård, at tilstedeværelsen på de sociale medier bliver afgørende for, om man overlever.

Derfor tænkte jeg, at vi måske kunne tage en runde med, hvad der for os, hver især, er brugbart content? Og måske også hvad der virker modsat?

Der er jo ikke på nogen måde tale om en repræsentativ udsnit af befolkningen, for i og med at vi sidder omkring bålet herinde på bloggen, har vi jo allerede placeret os solidt i et afgrænset segment.

Men derfor kunne det måske stadig være brugbart for de af jer, der driver virksomhed eller som sidder med ansvar for SoMe på jeres arbejdsplads at se, hvad menige forbrugere mener og synes?

Jeg vil gerne starte.

*Jeg elsker, når firmaer og butikker er gode til at lægge lige så mange foto-opslag som reels og videoer op på deres profiler; ganske enkelt fordi jeg ofte bruger deres insta- og facebooksider til at få et overblik over, hvilke varer/brands de tilbyder. Kører de kun reels, kræver det, at jeg som potentiel kunde klikker ind på hvert enkelt opslag for at se deres sortiment.

*Jeg smider ingen på bålet for en slåfejl eller et vildfarent komma, men hvis der generelt er stavefejl og dårlig grammatik i opslagene, påvirker det mit syn på en virksomhed negativt. (Et lille tip, hvis du er udfordret her, er chatGPT. Den skriver tæt-på fejlfrit dansk, og du kan bede den om a-l-t).

*Min telefon er som oftest på lydløs, og derfor er jeg langt mere tilbøjelig til at se reels og videoer, hvis de er tekstede. Det er lige meget for mig, at det er autogenereret tekst; de fejl, der kan opstå her, kan jeg sagtens leve med, mod at kunne se en video, når jeg ligger i min seng i et natstille hus.

*Jeg er ude i det sekund, en butik laver en konkurrence, der bryder loven ved at kræve, at man skal tagge andre ind for at deltage i konkurrencer. Ud over at det er utjekket ikke at kende reglerne, så er det lidt den virtuelle pendant til at sætte reklame-flyers i bilruder, så de ligner p-pøder. 

*Max to opslag om dagen. Maxmax. Også selvom alle kurser om SEO hævder, at al aktivitet er god aktivitet. Det hjælper dig ikke at ligge øverst i feeds, hvis du overposter så voldsomt, at folk trykker ‘unfollow’.

*

Ja. Det var mine. Nu håber jeg, at andre derude har lyst til at byde ind, så de reklamer, vi alligevel skal se, får lidt konkret værdi. Både for afsender og modtager.