Valget om valget
Jeg græd ned i mine tomater i aftes, da jeg snittede salat.
Jeg græd over, at så mange mennesker blindt støtter op om noget, der udspringer af had og fordomme. Over, at mænd, jeg kender og holder meget af, ikke kan se problemet.
Jeg græd over udsigten til alle de rettigheder, som så mange grupper har kæmpet for i årevis, der med stor sandsynlighed vil blive rullet tilbage over de næste par år, og jeg græd af magtesløshed over at være vidne til et trafikuheld i slow motion, som får lov at ske for øjnene af os.
Jeg ved næsten ikke, hvor man skal starte?
For det bliver alle områder, det her kommer til at påvirke, og jeg sidder med en grim fornemmelse af, at det er enden på livet, som vi kender det.
Da Trump blev valgt første gang, blev ingen vist mere overraskede, end han selv gjorde. Men hans uvidenhed, villighed til at gøre det utænkelige, og hans vane med at lyve helt åbentlyst, må have fået tidligere fjender til at gnide sig i hænderne, og de har haft 8 år til at forberede sig på, hvordan de udnytter den nuværende situation bedst.
At Trump er positivt stemt overfor Rusland er for længst slået fast – og det er så gigantisk et problem, at min hjerne næsten ikke kan rumme det. For kan du huske Rasmus, der skatede, og som du var SÅ forelsket i i 9.? Som altid havde sin belastende ven Emil med, når I skulle hænge ud? Det er historien om Rusland og Kina. Så det kan godt ske, at Trump kaldte corona for Den Kinesiske Syge – men åbner du døren for Putin, smutter Xi Jinping med ind. Og jeg ville ikke blive det *mindste* overrasket, hvis det viser sig, at Trump og det amerikanske folk er nyttige tåber, der kommer til at stå måbende tilbage, når trekløveret fra Helvede har sat sig på det hele – og Rusland og Kina så teamer op og vender sig imod USA.
Så bliver Temu, pandaer og eksport af bacon vores mindste problem.
Men ud over miljøet synker jeg sgu også næsten i knæ over håbløsheden i, at så mange lader til at være ligeglade med, at kvinder og minoriteter med Project 2025 har udsigt til at blive sat så langt tilbage, at vi ikke længere tæller som mennesker.
Debatten om abort har i valgkampen primært handlet om, at det skal være muligt at få en sikker abort – og hvad med voldtægts- og incestofrene?
Men hvad med retten til at leve et fuldt og almindeligt liv, hvor dine ønsker og planer er nogle, du selv har defineret og lagt?
Jeg er normalt hyper privat med det her, men i højere sags tjeneste deler jeg så nu, at det ikke er længe siden, jeg måtte forbi apoteket efter en fortrydelsespille. (And I will not be taking questions at this time, thank you). Ville jeg have stået med to streger på en pind et par uger senere, hvis jeg ikke havde haft mulighed for det? Det ved vi ikke. Men hvis jeg havde, er der ikke SKYGGEN af tvivl i mit sind om, at det ville være blevet en abort, for et barn mere ville få så gennemgribende konsekvenser for mig og for os, at det faktisk ikke ville kunne forsvares at få det. Det ville påvirke mit overskud til Anton og Frida, det ville sønderbombe vores økonomi, og det ville påvirke min livsglæde betragteligt, for jeg har INTET ønske om at skulle hjem at gå et år mere.
Og det er bare, hvis det tænkte scenarie indebærer en normal graviditet, uden komplikationer, hvilket min alder taler imod.
Skulle jeg ‘have tænkt på det noget før’?
Ville det være fortjent at skulle leve med konsekvenserne af mit eget valg?
Det standpunkt kan man jo godt tage. Men brug lige 10 sekunder på at tænke på dig selv og dit eget liv. På de gange, du er endt med at lave den dyre, uden at det var planlagt, eller hvor din prævention of choice ikke virkede. Nåede du at tænke dine fremtidsplaner og alle potentielle konsekvenser igennem, inden du tabte tøjet?
Og nu vi er ved det: Brug også lige 10 sekunder på at mærke efter, om du har det på én måde med, hvilke muligheder man har ift. en uønsket graviditet, hvis man er single, kontra hvis man er gift. Hvem af de to, du tænker på lige nu er mest selv ude om det? Hvem har mest ret til at få hjælp til at løse problemet?
Der er INGEN af os, der gider have regeringen med i seng. Der er INGEN, der altid er rationelle eller kun træffer fornuftige beslutninger. Men det er det, vi med tilbagerulning af retten til fri abort pålægger kvinder at være og gøre, fordi du hver eneste gang, du dyrker sex, løber risikoen for at blive gravid, hvis præventionen svigter, eller den sikre periode ikke lige var helt så sikker alligevel. Det kommer til at begrænse vores liv i en grad, der er svær at forstå.
Og uden at have lavet undersøgelsen, så kalder jeg den allerede nu: Det bliver kvindens ansvar og kvindens problem.
For selv i dag, hvor situationen er så god, som den tilsyneladende bliver, og hvor vi – i teorien – selv bestemmer over egen krop, så bygger samfundets syn på kvinder og sexualitet stadig på kirke og stat og skam og misogyni – og meget få af os kan sige os fri for at bære det i os, selvom vi bryster os af at være frigjorte og moderne.
Eksempelvis overhørte jeg for nogle uger siden på et tolkested en gruppe mænd i kantinen tale om Lotte, der ‘godt nok var om sig’. Hende var der i hvert fald ingen af de tilstedeværende, der ville gide at ‘stikke den i’, for det ville være ‘som at stikke pikken i en mulepose’. Og det billede kan vi godt trække på smilebåndet af. Men jeg måtte stadig bide mig i tungen for ikke at spørge, om det skulle forståes sådan, at de selv rullede med udstyr i størrelse small, eller om de huskede at nøjes med at knalde deres respektive kærester/koner én gang hver anden måned så? For logikken KAN ikke være, at man bliver mindre stram af at knalde 10 forskellige mænd end af at knalde den samme mand 10 gange – vel?
Vi kunne også lege en sjov leg, hvor vi først sagde, at jeg var gift, og en dag herinde indrømmede, at jeg havde en affære med en single mand. Selv blandt jer, der jo ved at være her, implicit er på min side, ville det ikke være svært at finde nogen, der fandt det moralsk forkasteligt, fordi jeg med mit løfte om medgang og modgang, havde forpligtet mig til at være tro.
Men hvis jeg i dag, som single kvinde, skrev, at jeg lige nu har en affære med en gift mand, så ville det somehow OGSÅ være mig, der var klam. Mig. Der ikke har lovet nogen noget som helst. Så ville forargelsen handle om, at jeg ‘gik efter en anden kvindes mand’, og jeg ville med et godt, dansk ord blive betragtet som en homewrecker.
Mændene i de to eksempler ville ikke få en brøkdel af den fordømmelse, som mange ville være mere end villige til at kaste efter mig, og det er ikke en reaktion, der udspringer af hverken rationale eller logik.
Med alle de ord vil jeg bare sige, at det kan godt ske, at det lige nu er debatten om den (u)sikre abort, vi tager ude i det åbne, men det er ikke (kun) det, det handler om.
Det handler om, at vi er ved at rulle noget tilbage, som ikke engang har fået lov at løbe sin fulde kurs i den rigtige retning endnu.
Det handler om retten til at træffe sine egne valg, til at være fri, og til at insistere på selv at kunne definere Det Lykkelige Liv.
Det handler om retten til selv at vælge, om/hvornår man gerne vil stifte familie. Og om man vil forlade den igen.
For barsler og børn sætter os tilbage på arbejdsmarkedet. De påvirker vores økonomi, vores frihed og vores muligheder for at gå. Det accepterer vi, når vi gerne vil have dem, fordi vi vurderer, at det er omkostningerne værd – men vi er aktivt i gang med at designe et samfund, hvor valget tages fra os, og hele vores livsbane kan ændres for evigt, hver eneste gang, vi dyrker sex.
Af samme grund gør promovering af Trad-wife-livet og hjemmeskoling på SoMe mig også nervøs, for jeg kan sagtens se på insta, hvor idylisk, det tager sig ud, når slanke kvinder i flagrende gevandter serverer figurskåret økofrugt for velfriserede børn med rosenkvinder, inden de til strygermusik slentrer ud over en mark med hinanden i hånden, og moderen med en engels tålmodighed peger blade og gedekid ud for barnet.
Det er sgu ligeså farligt, som de instamodeller og fitnessinfluencere, vi alle sammen er enige om at være rasende på. For det er jo heller ikke på nogen måde virkeligheden. Men hvor modellerne og de toptrænede typer højest kan være købt og betalt af indlysende samarbejdspartnere, så vil jeg sætte begge mine nyrer på højkant på, at nogle af de mest hypede Trad-wife-profiler er ren propaganda, købt og betalt af kræfter, der har interesse i at tale kvinderne tilbage i hjemmet.
Project 2025, jeg kigger på dig.
Og hvor hjemmeskoling kan være den rigtige løsning for den enkelte, fordi der er særlige forhold, der taler for det, så er den for mig at se virkelig problematisk, hvis den over tid bliver et konkret alternativ til etableret uddannelse. For man kan være enig eller uenig i, hvordan den konventionelle folkeskole griber tingene an – men det er et faktum, at børn, der hjemmeskoles, udsættes for færre synspunkter og konsekvenser af at være vokset op i andre socialklasser end den, man selv er født ind i, end børn i folkeskolen gør, uanset om det er forældrene selv, der står for undervisningen, eller om man hyrer en privatlærer.
Dét i sig selv er relativt værdineutralt – men det får en tung, social slagside, hvis en løsning, der i fattige familier udspringer af nød, pludselig præsenteres som et reelt og godt alternativ, som det dermed bliver langt mere socialt acceptabelt at tilslutte sig, hvis de forældre, der forestår undervisningen, mener, at jorden er flad, og at fugle er regeringens udsendte spioner.
Viden er magt. Manglende viden er det modsatte.
Og jeg siger ikke, at kvinder ikke må ønske sig at gå hjemme, få 100 børn, eller at hjemmeskoling altid er en dårlig løsning. Jeg siger ikke, at Vest Er Bedst – men vores model lægger op til, at det er individet, der selv bestemmer, hvad den rigtige løsning er for os hver især – og hvornår.
Med valget af Trump har amerikanerne i ét hug skruet på virkelig mange knapper samtidigt, som hver for sig ikke ser ud af noget særligt, men som alle sammen tuner frekvensen ind på samme kanal.
Den, hvor folket ikke længere har ret til at tænke selv. Hvor klimakrisen ikke er virkelig, hvor kvinder er mænds ejendom, og hvor minoriteter er jaget vildt.
Det løber os af hænde nu, for den her udvikling er ligeglad med landegrænser og statsborgerskab. Havene hænger sammen, og det her *bliver* vores problem.
Jeg KAN ikke forstå, at det er den verden og virkelighed, vi med åbne øjne vælger for vores børn.
8. november 2024 @ 06:47
Jeg er også sønderknust og skrækslagen. Og sidder tilbage med følelsen af at dem der kan blive ved med at være optimistiske ikke forstår dybden af hvad der sker. Det er så forfærdeligt.
8. november 2024 @ 16:56
SÅ enig. Det er vildt at have det sådan her – og så stå overfor nogen, der mest bare går op i, hvordan det påvirker renten på deres lån.
15. november 2024 @ 18:17
Dette kan måske også være udtryk for, at man kan vælge, hvor meget bekymringerne skal fylde i éns liv? Jeg har tidligere haft angst men har fået kæmpe hjælp af metakognitiv terapi, hvor det netop gælder om at begrænse mængden af tid, man bruger på sine bekymringer. Derfor bekymrer jeg mig kun om Trump max et kvarter om dagen. Man kan styre det, når man har lært teknikken. Jeg forstår ikke mennesker, som dagligt bruger flere timer på at bekymre sig om Trump og fx får søvnproblemer. For hvad gavner det?
16. november 2024 @ 20:42
Her er jeg for en gang skyld nok et lidt andet sted end dig, Ida. Men jeg tænker, at det måske også handler om, at jeg har den luksus at kunne gå ind i dét mentale rum uden at frygte, at det udløser regulær angst.
For mig at se er der situationer, hvor man bliver nødt til at tøjle sine tanker, hvis man er typen, der godt ved, at man kan tænke sig selv i stykker. Jeg har selv et par områder, jeg er udfordret på, og hvor jeg skal holde stram justits med, hvor meget jeg giver det lov at fylde.
Men jeg synes, at man er nødt til at skille tingene lidt ad. For her er en udvikling, som rent faktisk kræver, at der trækkes kontra, både i det store og i det små. Hvor lærere i folkeskolen må og skal slå hårdt ned, når drenge på 10 år siger: ”Your body, my choice”, og hvor vi alle sammen har ansvar for at tage samtalen med de mænd, vi kender.
For det er nemt at slå vanviddet hen og tænke, at det ikke rammer os – men jeg er blevet ret rystet over, hvor blinde, nogle af de mænd, jeg har stor respekt for, og som jeg normalt deler holdninger med, er. Her er det min overbevisning, at vi alle sammen kan være med til at kaste lys over, hvor problematisk det er, at kvinder begynder at tabe terræn og igen skal til at spørge mænd om lov til råderetten over egen krop. For de fleste kan jo heldigvis godt se det, når man forklarer dem problemet og sætter sig selv ind i ligningen.
Men det gør man jo kun, hvis man anerkender, at der her ER et problem – for det er meget nemmere, når vi alle sammen er gode venner, og den gode stemning er intakt.
Derfor synes jeg faktisk, at det nytter – og at det er meget, meget nødvendigt – at man bekymrer sig, for det er dét, der gør, at man åbner munden og er på tæerne ift. alle de mikroændringer, der ikke ser ud af noget hver især, men som kan ende med at have enorme konsekvenser på sigt.
Men jeg synes, at det er helt i orden, hvis den opgave ligger hos os, der ikke risikerer at invalidere os selv med angst, hvis vi dvæler ved det.
18. november 2024 @ 11:02
Tak for svar 🙂 Ja, vi er forskellige.
Når nogle gerne vil have mig til at være MERE bange for X (Trump/atomkrig/klimaforandringer/indvandring – det afhænger af, hvem man taler med) – så tænker jeg: Næh, jeg er bekymret nok, på min egen måde. Mængden af bekymring og adfærd hænger ikke nødvendigvis sammen. Man kan godt sige rabiate holdninger imod, hvis man møder dem, selvom man kun har bekymret sig (intenst!) om Trump et kvarter om dagen. Omvendt kan man godt bekymre sig dagen lang uden at gøre det. Derfor: Hvis kollega nr. 10 vil snakke Trump (eller andre dommedagsscenarier), kan jeg godt finde på at forsøge at lede samtalen over i noget andet (på en venlig måde) – fordi jeg så efterhånden har brugt min kvote, og fordi jeg ikke tror “jo mere bange, jo bedre”. Så min kommentar var egentlig bare et forsvar for dem, som af forskellige årsager forsøger at begrænse dommedagssnakken – og dermed måske kommer til at virke overfladiske/trivielle/ligeglade.
18. november 2024 @ 22:55
Jeg forstår – og det giver mening😊
Tak for at følge op💚
8. november 2024 @ 08:02
Jeg er så skræmt på deres (og vores ) vegne, og hvad gør de når, de guld og grønne skove, der er lovet ikke bliver til noget. Hvad sker der for dem og med dem.
Jeg kan godt forstå at det nu bliver sammenlignet med Handmaids tale
8. november 2024 @ 16:58
Jeg har tænkt det SÅ mange gange. Nu, hvor de sidder på både lovgivning og domstole, er der intet tilbage, der forhindrer dem i at gøre PRÆCIS, hvad de vil.
Jeg kan nærmest ikke sove for det.
8. november 2024 @ 10:21
Jeg er langt hen ad vejen enig med dig, og jeg synes (som sædvanligt) at du er rigtig god til at tegne situationen op om Det Frie Valg, så den bliver konkret. (Og så elsker jeg billedet med kvinden, der altid er taberen, uanset om hun er gift og utro eller single og sammen med en gift mand. Altid. Kvinden.)
Nå, men det jeg *også* synes er rigtig vigtigt nu – for os alle sammen, det er, at vi prøver at forstå, hvorfor Trump blev valgt. Jeg tror det er en kombination af flere faktorerer – tiden er ikke til at forstå lange komplicerede forklaringer, tiden er til oneliners. Dem er han fandme god til. Han har også fanget det, der åbenlyst betyder rigtig meget for mange amerikanere: The economy, stupid, og indvandringen. Jeg tror næsten ikke vi kan forstå det her set fra Danmark, hvor vi dels har et helt andet socialt sikkerhedsnet – og hvor vi havde den trælse diskussion om indvandring for mange år siden. Vi har en anden virkelighed. Og der betyder den slags mere, end mere ‘abstrakte’ abortrettigheder. Hvis vi bare gør Trump og alle dem der stemte på ham til misogyne idioter (eller hvad vi nu kan finde på), så mister vi noget vigtigt. Vi bliver ikke klogere, og vi kommer til at gentage historien – og ikke mindst, vi bidrager til at grave grøfterne endnu dybere, end de behøver at være. Vi skal lære af det her! Faren ved demokratiet er, at der kan vælges en person, som måske vil aflive demokratiet. Vi skal sørge for, at vi ikke kommer et sted hen, hvor det er muligt.
Lige om lidt er der valg i Tyskland. Det bliver formentlig en højredrejning, især i det tidligere Østtyskland. Og det er SÅ nemt at sige, at de er små dumme ostalgiske facister. Men ingen bliver klogere af det. Man bliver nødt til at være nysgerrig på, hvad det er der gør at folk stemmer som de gør, og hvad det er for ting de slås med i hverdagen. Man bliver nødt til at tage folks bekymringer alvorligt.
8. november 2024 @ 17:01
Jeg kan sagtens se, hvad du siger. Men jeg har de sidste uger også tænkt på, om venstrefløjen simpelthen opfører sig for pænt. For det er lidt som om, at det ene hold kører MMA uden regler, mens det andet spiller cricket med hjelme, dommere og fair play. Forsøget på at go high, når de går low, har i hvert fald ikke haft den effekt, man kunne have håbet på.
Men altså. Man kan jo omvendt ikke bekæmpe had med had, så det kommer nok ned til, at man er nødt til at blive ved med at prøve at holde fast i ordentligheden og så håbe, at det ender med at give pote på den lange bane.
8. november 2024 @ 13:53
Som hjemmeskoler synes jeg godt nok det er vildt at læse dit skriv her.
Det er ikke en værdineutral påstand at hjemmeskolebørn ikke udsættes for samme mængde synspunkter og socialklasser som børn der går i konventionelle skoletilbud (må jeg bede om en kilde i øvrigt?), og det taler ind i en stereotyp om hjemmeskolebørn, som jeg er rigtig, rigtig træt af.
Hjemmeskolefamilier kommer i alle socialklasser, uddannelsesniveauer osv. Ja, der er nogle af dem der er ude på konspirationsteorifløjen, og de råber rimelig højt, og jeg lever med at blive sat i bås med dem. Der findes en del glimrende forskning på området, og jeg vil anbefale at starte med at læse Kunzman og Gaithers ‘Homeschooling: An Updated Comprehensive Survey of the Research’ hvis man er interesseret – og så evt. pløje deres henvisninger igennem hvis man får lyst til at gå fuld nørd.
Mere anekdotisk: I de 6 år jeg har hjemmeskolet mine børn har jeg mødt rigtig mange hjemmeskolefamilier. Og langt de fleste af dem er helt normale mennesker. Omend de fleste er klimabevidste økohippier med lange uddannelser (og også mange lærere og pædagoger). Mine børn er over niveau i alle fag (ja, der bliver ført tilsyn, ja, jeg tjekker fællesmål osv.). Det er de fleste hjemmeskolebørn jeg kender. En af grundene til at vi i vores familie fravælger folkeskolen er netop fordi vi gerne vil give vores børn et højere fagligt niveau med. Og et bedre læringsmiljø med mere plads til fordybelse.
Hjemmeskolebørn går til fodbold, håndbold, spejder osv. og deltager i netværk med andre hjemmeskolebørn. Jeg er simpelthen så træt af forestillingen om, at hjemmeskolebørn bliver spærret inde på værelset og kun får lov til at læse i biblen. Og ifølge forskningen er det faktuelt forkert at det er tilfældet.
Og inden jeg bliver fortalt at jeg er en stakkels undertrykt kvinde, der er blevet sendt hjem til kødgryderne: Min mand og jeg deler undervisningen mellem os. Vi har begge lange videregående uddannelser og arbejder begge. Jeg driver min egen virksomhed.
Jeg har netop benyttet mig af min ret til at tænke selv og træffe mine egne valg i livet, det er helt igennem glimrende at det ikke er for alle. Det er for os det rigtige valg at hjemmeskole vores børn så længe det giver mening og hurra for at leve i et land hvor vi har rettigheder og muligheder for at vælge selv.
8. november 2024 @ 17:36
Den oplevelse kan jeg ikke tage fra dig – men du gør op ad det forkerte træ, og du tillægger mig en masse holdninger, som jeg hverken giver udtryk for eller har.
For at tage det fra en ende af, så skriver jeg ikke, at det er en værdineutral påstand, at hjemmeskolebørn ikke udsættes for samme mængde synspunkter og socialklasser som børn, der går i konventionelle skoletilbud. Jeg skriver, at det er værdineutralt, OM man bliver det. At kvantitet ikke er et kvalitetsstempel i sig selv. Min datter går i et helt almindeligt tilbud, hvor de har masser af vikarer. Det giver mange forskellige synspunkter – men det giver også inkonsekvent undervisning og mangel på overblik.
Jeg overvejede for år tilbage at hjemmeskole Anton, fordi jeg egentlig helst ville have haft ham på Rudolf Steiner, men det har vi ikke i Esbjerg. Derfor har jeg faktisk brugt ret meget tid på at undersøge, hvad hjemmeskoling indebærer, hvordan man sikrer, at børn følger de undervisningsplaner, folkeskolen også er underlagt osv. osv. Jeg har været med i nogle fora på fb. for kommende hjemmeskolere, og jeg nåede ret langt i processen, inden jeg nåede frem til, at det ikke var den rigtige løsning for os.
Når det er sagt, står jeg fast på mit synspunkt om, at hjemmeskolede børn udsættes for færre synspunkter og konsekvenser af at vokse op i andre socialklasser, end børn i den almene folkeskole. For de aktiviteter, du beskriver, at dine børn deltager i, deltager mine også i – og derudover har de så deres respektive klasser, årgange og trin. De ser, hver dag, i 9 år, forskellige undervisere, der viser dem forskellige måder at være i verden på, og de ser børn, der har alle materielle goder i verden, men hvor forældrene aldrig er hjemme. De ser børn, der altid mangler skiftetøj, og aldrig har fødseldagsgaver med, børn og familier, der ligner det, de kender, og de ser børn og familier, der lever med andre religioner, normer og forældrekonstellationer. Men det er dig, der læser værdiladning ind i det i den her kontekst, for det var NETOP det, der for mig var en af hovedårsagerne til, at jeg overvejede det som en mulig løsning for Anton. For ham ville det give langt mere mening, at der var færre mennesker, holdninger og verdenssyn at forholde sig til, og det ville dermed, for ham og os, være en positiv sidegevinst ved hjemmeskoling.
Og jeg siger ikke, at der ikke findes grupper af hjemmeskolere, hvor alle har forskellige religioner, og bor forskellige steder på regnbuespektret, eller at man altid søger sin egen socialklasse. Men jeg gætter på, at man ofte vil komme til at gruppere sig efter interesser og fællesfaglige standpunkter, simpelthen fordi det er der, man kan hente inspiration og sparring, frem for at blive en motor, der skal trække andre, med færre ressourcer, med op.
Der er for mig at se MASSER af gode grunde til at vælge at undervise sine børn hjemme. Både her og i USA. Mit indlæg tager udgangspunkt i staterne, og her ville den øgede frekvens af skoleskyderier og de lange afstande, som kan give skolebørn dage på 10-12 timer, for mig være grund nok til at vælge dén løsning.
Jeg skriver ingen steder, at hjemmeskolere er stakkels, undertrykte kvinder. Jeg skriver, at det får en social slagside, hvis undervisningen forestås af forældre uden uddannelse – og jeg skriver, som sagt, om USA. Hvor der er LANGT mindre tilsyn, alene på baggrund af de manglende cpr-numre, som gør det svært at holde styr på, hvor børnene er, og hvor den fattigste socialklasse i det store og hele bliver overladt til sig selv.
Jeg vil gerne være med til at tale om tingene, men jeg har ikke lyst til at blive råbt ind i hovedet, og jeg vil ikke lægges synspunkter til last, som jeg ikke giver udtryk for. Jeg har forståelse for, at man kan komme til at leve i defensiven, fordi I som hjemmeskolere ofte bliver mødt af fordomme og uvidenhed, og det forstår jeg på alle måder er træls. Men jeg synes ikke, at løsningen på dét problem er at vride samtalen helt ud af form og insistere på, at der ikke er nuancer. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, og det er for mig dér, debatten starter.
Når alt det er sagt, underbygger din kommentar faktisk rigtig fint min pointe i indlægget, nemlig at der ikke er én løsning, der er rigtig for alle. Jeg har det stramt med tonen i din kommentar, men jeg vil forsvare din ret til at vælge den løsning, der er rigtig for dig og din familie, til jeg trækker vejret sidste gang.
Det er dén frihed, vi er ved at sætte over styr, og det er dén problemstilling, jeg i mit indlæg forsøger at belyse.
9. november 2024 @ 08:54
Kære Linda, tak for endnu et spændende blogindlæg!
Jeg er, som dansker, enig i de voldsomt problematiske konsekvenser du påpeger valget af Trump vil have, og som vil række ud over landegrænser og ramme på verdensplan: klimakrise, krige, kvinders rettigheder mm. Det er katastrofalt og uforståeligt, at Trump er valgt igen.
Som amerikaner (for det er jeg også og boede der i 12 år), så læner jeg mig op af Skovgaards kommentar: “The economy, stupid, og indvandringen. Jeg tror næsten ikke vi kan forstå det her set fra Danmark, hvor vi dels har et helt andet socialt sikkerhedsnet – og hvor vi havde den trælse diskussion om indvandring for mange år siden.”
Ekstrem fattigdom, ekstrem på en måde der ikke findes i Danmark; det at miste alt, lurer lige om hjørnet hele tiden i USA (eet biluheld eller sygdomsforløb, så ryger jobbet, så ryger sygeforsikring, så ryger huset) krydret med en konstant frygt for om der er nogen, der har taget maskingevær med i skolen eller supermarkedet i dag, om en fremmed på gaden er desperat nok/syg nok til at gøre en noget (her fik Trump det spinnet til at den frygt skyldes migranter), gør mange villige til at stemme på dem, der lader til at ville sende flere penge deres vej og gøre hverdagen lidt tryggere, hvor absurd logikken så end er og hvor voldsomme konsekvenser det så ender med at få på verdensplan. Hvis man kan få flere penge her og nu til mad og huslån, og mindre lovgivning, så man fx kan hjemmeskole og undgå, at ens børn er i fare, så stemmer man for det. Det her er selvfølgelig bare et hurtigt forsøg fra min side på at nuancere en kompleks situation (religion er her en hel hvepserede for sig, som jeg ikke tager fat på). Men hvis vi skal prøve at forstå hvorfor det her sker, så skal vi også huske på at danskere og amerikanere har vidt forskellige kulturer og samfundsvilkår (selvom TV og popkultur prøver at fortælle os noget andet). Når du fx skriver at “vi” er ved at rulle noget tilbage, hvem er det her “vi” så, og kan man overhovedet tale om et “vi” hvor både danskere og amerikanere er inkluderet, på en måde som giver mening i forhold til at forstå og modarbejde de konsekvenser, det her valg udløser?
Det er svært at formulere helt skarp i en kommentar, men håber det bidrager lidt til diskussionen 😊
9. november 2024 @ 09:36
Det er ikke fordi, jeg bare vil afvise dit synspunkt, for et stykke hen ad vejen kan jeg godt se din pointe.
Problemet for mig er, at vi jo godt ved det. Vi forstår det godt. Både her og over there. Demokraterne har decideret kørt valgkamp på initiativer til at afhjælpe de problemstillinger, du beskriver, og alligevel er vi endt her.
Jeg har altid tænkt, at koncentrationslejrene aldrig ville være opstået, hvis man dengang havde haft adgang til internettet; at vi/verden ville have stoppet vanviddet og Hitlers fremmarch på et langt tidligere tidspunkt, hvis vi havde kendt til det på et tidligere tidspunkt i processen.
Det er jeg ikke længere så sikker på.
Jeg vil gerne lige runde mit ‘vi’, for jeg kan godt se, at det her kan læses som om, jeg mener danskere, og der er det en helt rimelig indvending, at vi jo ikke 1:1 skal leve med konsekvenserne af amerikanernes holdning til f.eks. abort og menneskerettigheder.
Mit ‘vi’ handler om, at det amerikanske valg er et udtryk for en tendens, som er voksende i hele verden – men den er måske nemmere at se og forstå, nu hvor det sker et sted, vi kan identificere os med. Den her artikel fra Sex & Samfund beskriver, kort, præcist og deprimerende, hvordan den også er i gang i Europa, lige for næsen af os:
https://sexogsamfund.dk/om-os/nyheder/eu-skal-staa-imod-presset-paa-seksuelle-reproduktive-frihedsrettigheder-europa?fbclid=IwY2xjawGaGehleHRuA2FlbQIxMAABHY1_KN6oJuw7jS3SMr0UJtQnnX1AxyBQlB1FqslBA3NMYNIWUR2_0xF0Hw_aem_cP9X_ineo6HMiRjyEoo3bA
The call kommer i høj grad også from inside the house.
Men jeg er virkelig, virkelig glad for, at du byder ind, og både argumenter, synspunkter og regulære korrigeringer af min forståelse af det amerikanske samfund er velkomne. For jeg er perfektionist, og det er altid med hjertet i halsen, når jeg poster indlæg, hvor jeg godt ved, at jeg bevæger mig ud i emner, som jeg ikke har førstehåndskendskab til. Men jeg sidder med en ubehagelig fornemmelse af, at vi er ved at løbe tør for tid, og at vi nærmer os et sted, hvor vi ikke har den luksus at kunne vente med at melde os ind i debatten, før vi har forstået alle nuancerne. Det er virkelig alle mand på dæk nu, og if you see something, say something.
Så når jeg trækker lidt kontra på forståelsesargumentet, så handler det udelukkende om, at jeg simpelthen er så bange for, at vi kommer til at spilde tiden med at intellektualisere en udvikling, der kræver handling her og nu, hvis ikke det skal ende et sted, vi ikke engang på den mørkeste nat kan forestille os.
9. november 2024 @ 13:11
Jeg hørte dette program to gange i går. Det var en øjenåbner for mig, ift. hvor forskelligt vi er i verden og hvor vigtigt det er, at vi har fælles referencer: https://www.dr.dk/lyd/p1/tabloid/tabloid-2024/tabloid-medier-uden-magt-11162402455
10. november 2024 @ 10:05
Tak for link – jeg har hentet det, så jeg kan høre det i bilen på job i morgen. Det ser meget relevant ud.
10. november 2024 @ 11:50
Da Trump blev valgt i 2016 skrev Kristian Leth (bosat i NY) den fine bog HÅB, som et svar på den tårevædede afmagt mange følte, inkl ham selv. Jeg har ikke genlæst den siden, men tænker den skal frem igen.
Jeg er enig i at vi skal være opmærksomme og handle, men synes også at forståelse af de forskellige vælgergruppers perspektiv er vigtig (især når jeg ikke fatter det!), og ikke mindst er det ALTID, uanset situationen, vigtigt at holde fast i håbet!
16. november 2024 @ 20:45
Jeg har bestilt den, Lone. Jeg vil så gerne kunne bevare det.
12. november 2024 @ 17:39
Kære Linda. Tusind tak for at italesætte situationen. Jeg har længe lavet strudsen, og gør det stadig. Jeg kan simpelthen ikke overskue at forholde mig til verdenssituationen mere. Så jeg undgår nyheder, kan slet ikke læse dit indlæg (og jeg læser ellers alt du skriver). Forholder mig slet ikke til verdenssituationen. Mig der demonstrerede mod Verdensbanken i Prag i 1999 og har rejst land og rige rundt som ung miljøaktivist.
Jeg ved godt det er på tide at møde verdenen igen, og har lovet mig selv at starte med at læse det her indlæg igennem inden ugen er omme. Men overspringshandlinger allerede 🫣
16. november 2024 @ 20:44
Jeg forstår dig, Astrid. Jeg røg selv i et hul igen i går, og for hver gang, jeg ser en ny kandidat, Trump har valgt til sit kommende hold, mister jeg mere af troen på, at det nok skal gå.
Det er deprimerende og vanvittigt i en grad, jeg ikke kan huske at have været nødt til at forholde mig til før.