For en måneds tid siden kom jeg til at tale om kønsroller og misogyni med en af mine kammerater.
Det er altid en lidt bøvlet samtale at tage, fordi begge parter skal træde varsomt, hvis ikke de skal falde i Forsvar/Angrebs-fælden. Der er aktier i sagen på begge sider af bordet, og man skal gøre sig gensidigt umage for at holde den neutral.
Omvendt er den jo relativt nødvendig, og jeg tænker også, at den kan være en mulighed for at gøre et interliseret, systemisk problem konkret og relaterbart.
“Men oplever du, at der er steder i det daglige, hvor de mænd, du møder, er chauvinistiske?” spurgte han.
Det var et vidunderligt spørgsmål at få, fordi det er essensen af noget, jeg det sidste halve år har lagt mærke til:
Der er simpelthen så mange mænd, der aldrig stiller kvinder et holdningsrelateret spørgsmål.
Og der er ligeså mange, der hellere vil have begge ben sat af under knæene end at spørge en kvinde om noget, der ikke handler om mad, børn eller Aula.
Jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og det betyder, at det er mig, der skal sætte internet op, vælge bil og have styr på el-aftalen. Det har vi alt sammen snakket meget om herinde.
Men tilfældigvis har jeg for nyligt flere gange været sammen med mænd, hvor nogle bøvler med den internetløsning, de har valgt til hjemmet, og andre har børn, der slæber rundt på iPads med ustabile netværksforbindelser.
Det ved jeg noget om. Ret meget, faktisk. Og mit kærlighedssprog er Viden & Hjælp, så når jeg kan høre, at der er noget, du ikke er klar over, men som jeg til gengæld har indgående kendskab til, er jeg katten, der begejstret lægger min mus af viden for dine fødder.
Men de her mænd fejer mig af som et barn, når jeg forsøger at sige noget.
“Ja, det kender jeg godt, men det kan ikke bruges her” siger de, og begynder at mansplaine datadelingskort på en måde, der gør det krystalklart, at de ikke aner, hvad det er.
I starten troede jeg, at det var fordi, jeg ikke havde forklaret mig godt nok. Det tror jeg ikke længere. For jeg kan efterhånden se, at det handler om, at de simpelthen ikke i deres vildeste fantasi kan forestille sig, at jeg kan sidde inde med en viden, de ikke har. De er så fast forankrede i deres overbevisning om, at det ikke kan passe, at en kvinde ved mere end dem om et givent emne, at de hellere vil betale for meget for en dårlig løsning – eller undvære helt – end at spørge mig til råds.
Da jeg i sin tid skrev prepperlisten, jeg postede herinde, hentede jeg en eftermiddag et af børnene til en fødselsdag hvor skæbnen ville, at jeg var den eneste mor i en flok af fædre. Over kaffen faldt snakken på udenrigspolitik og forhøjet beredskab, og de nærmest hånlo over dem, som ‘var bange’, for ‘vi har jo masser af mad i fryseren!’ Da jeg spurgte, hvordan de havde tænkt sig at tilberede den, kiggede de på mig, som om jeg var retarderet.
Det er helt fair, at man ikke mener, at prepping er nødvendigt. Det blander jeg mig ikke i. Men den fuldstændige afvisning af muligheden for, at jeg kunne have et validt synspunkt at byde ind med, var sgu forstemmende.
(Og der er NUL tændstikker eller batterier til *dem*, når zombierne kommer, og de står og mangler).
(Mændene, altså. Ikke zombierne).
Nu er der jo selvfølgelig den mulighed, at det er me, hi, I’m the problem, it’s me. Måske er jeg bare kedeligere end gennemsnittet at tale med, eller måske kender jeg ikke min besøgstid.
Men når jeg, helt uvidenskabeligt, beder mine veninder nævne bare to (2) eksempler på situationer, hvor en mand, privat eller professionelt, har spurgt dem om deres holdning til et emne, eller til deres viden på et felt, bliver de helt tomme i blikket.
Jeg har første gang til gode, at nogen HAR to eksempler – og det undrer mig.
Det undrer mig, at så mange mænd er så blinde for, hvilke delelementer en samtale udgøres af; at den kræver nærvær og tilstedeværelse og gensidig, oprigtig interesse for at være givende.
Det undrer mig, hvor mange af dem, der ikke forstår, at mine spørgsmål er spær i den konstruktion, der skal bære samtalen, men i stedet, uden at undre sig, tager for givet, at min interesse for deres personlige holdninger til ting, er bundløs, ubegrænset og udspringer af et inderligt, undertrykt ønske om, at de vil gifte sig med mig.
Ret skal være ret: Somme tider spørger jeg, fordi jeg fascineres. Af noget, af nogen, af emnet.
Somme tider er Tinder bare deprimerende.
Men langt, langt de fleste gange handler det om, at nu sidder vi her og skal have nogle timer til at gå i selskab med hinanden, og her er det ved at få mit hoved til at eksplodere, at de ikke studser over den manglende balance i samtalen. At de ikke lægger mærke til, hvor meget de taler, og hvor lidt de lytter.
Der er en *helt* anden dynamik i den slags samtaler, når det er to kvinder, der har den. Når den ene svarer på et spørgsmål, der forgrener sig ind i værdier og livssyn, så bliver det i 7 ud af 10 af de situationer, jeg har iagttaget, fulgt op af et modspørgsmål med tilsvarende substans. Ikke bytte-bytte købmand, men et slags kontinuerlig samarbejde om at lægge en vej, der giver samtalen et spor at bevæge sig ud af.
Derfor gjorde det mig dobbelt glad, at min kammerat stillede mig det indledende spørgsmål.
For ud over, at det gav samtalen substans, så plantede det også et frø af håb i mig om, at der måske, trods alt, er ved at ske noget her.
Hej Linda
Tak for at dele denne historie. Jeg har to indvendinger – som begge undskylder mænd (ikke min mening!) – og alene er udtryk for mine egne erfaringer.
For det første: Jeg kan selv være dårlig til at høre på nogen, som ved mere end mig selv om et emne – ikke på jobbet, men I min fritid. Eksempel: jeg er ved at lære at bage surdejsbrød og har en erfaren surdejsbagebde veninde, som altid er klar til at svare på mine akutte bagespørgsmål på sms. Men en dag vi var sammen og hun så min dej og begyndte at forklare mig en masse og give gode råd, åhr, der kunne jeg mærke at jeg ikke rigtige orkede at høre på hende! Bare for at sige: det er ikke kun mænd!
Nå, og så er det ærligt talt min oplevelse at kun få (voksne) mennesker er i stand til at konversere fx til et middagsselskab eller en fest. Man (jeg) kan spørge interesseret ind til deres job eller hobbyer eller børn eller rejser og ikke få ét eneste spørgsmål retur! Altså som du skriver: Tror de virkelig min interesse i dem er fuldstændig bundløs? Jeg er ked af at sige det, men det gælder altså både mænd og kvinder…
Jeg synes din formulering med spørgsmål som et spær i samtalens konstruktion er genial. Måske den skal på banen næste gang?
Det er helt fair, at vi oplever tingene forskelligt – og jeg tror måske også, at både geografi, branche og alder har noget at sige her?
For jeg er ikke uenig i, at der også er kvinder, der ikke formår at gøre samtalen til et fælles anliggende. Men min oplevelse er, at det i kvindernes tilfælde er personbåret, mens det med mændene mere handler om en helt grundlæggende indstilling til køn og hieraki.
Men igen: Min oplevelse gør ikke problemet til et generelt problem, og det ville, lige her, faktisk glæde mig inderligt, hvis jeg tog fejl.
Heldigvis er der også stadig mange mænd, der med glæde spørger kvinder om noget, der ikke handler om mad, børn eller Aula. Og nok endnu flere, som i hvert fald langt hellere vil gøre det end at få sat benene af under knæet. 😃
Ja, de fleste vil nok gerne have to hele ben at gå hjem på:)
Og der ER heldigvis også mænd, heriblandt min kammerat, som ser mennesker i stedet for køn.
Jeg er meget enig med Katrina i, at denne mangel på oprigtig interesse og spørgsmål begge veje desværre er begrænset hos både mænd og kvinder. Mit første refleksionsspørgsmål til mig selv, da jeg havde læst din tekst færdig var: “Hvor mange mænd kender jeg, der stiller spørgsmål til hinanden?” Både om konkrete erfaringer til bredbånd og følelsesmæssige “Hvordan klarer du den egentlig efter skilsmissen?”. Mit svar er: Få! Lidt flere kvinder måske, men stadig ikke mange. Jeg selv er en udtømmelig kilde af spørgsmål (også nogle gange aaaaalt for mange), men jeg har tit tænkt, at det har at gøre med, at mange er bange for at virke dumme, når de stiller spørgsmål. Hvad tænker du om det? Når det er sagt har jeg i mit liv faktisk oplevet flere mænd end kvinder, der stiller mig faglige spørgsmål og ikke bliver intimideret, hvis jeg har et svar. Måske er jeg bare heldig, for jeg har OGSÅ mødt de mænd, der ikke godtager et svar fra en samtalepartner udelukkende på baggrund af dennes køn (og dem indlader jeg mig ikke på en samtale med; hvis jeg kan undgå det).
Jeg tror, at der er spørgsmål, vi kønsmæssigt ikke får lov at se hinanden have med vores artsfæller. Jeg kan, både hos mine veninder og mig selv, se og høre, at vi har én type af samtaler, når der er mænd til stede og en anden, når vi kun er kvinder. Det tænker jeg også gælder den anden vej, og derfor tror jeg ikke, at vi ville få lov at høre mænd spørge hinanden om f.eks. ensomhed eller savn efter skilsmisse. Det synes jeg er fair.
Til gengæld har jeg tusind gange oplevet at sidde i et selskab, hvor der f.eks. bliver talt om internetløsninger i hjememt, og her hører jeg ofte mænd ‘interviewe’ hinanden om, hvilke løsninger, de hver især har valgt. Ikke altid i ‘spørgsmål-svar’ struktur, for somme tider er det også bare Jens, der fortæller, at deres net derhjemme ikke dækker godt nok i soveværelset, som ligger langt fra routeren, og Mikkel, der så fortæller om den trådløse løsning, de har fået hos dem, som BARE virker. Her bliver der lyttet og spurgt ind. De gange, jeg har budt ind, har jeg første gang til gode at få de samme spørgsmål om hastighed, placering af router osv.
Men du kan sagtens have en pointe i, at folk kan være bange for at virke dumme. Jeg tror bare, at det handler om, at jeg meget sjældent opfatter spørgsmål sådan, men tværtimod ser det som et tegn på selvsikkerhed? At man kender sig selv godt nok til at hvile i, at der er ting, man ikke ved?
Åhh jeg er så enig med dig og SÅÅÅ træt! Jeg arbejder i en rådgivende funktion, hvor dem jeg skal rådgive ofte er mandlige midaldrende kommunale ansatte, og jeg overvejer reelt her 1 år inde i jobbet at sige op, netop pga de daglige mængder af mandlig uerkendt inkompetence, mansplaining og manglende tiltro til mine evner, som jeg skal udholde.
Det forstår jeg simpelthen så godt! Jeg er særlig udfordret ift. en gruppe af fædre i det ene af mine børns klasser, og jeg kan være ved at rive mine arme af i raseri og frustration. Og dem skal jeg bare interagere med i ny og næ – og kun i situationer, hvor jeg, worst case, bare kan melde ind på mail. Jeg kan ikke forestille mig, hvor frustrerende det må være at skulle stå model til det på daglig basis.
Jeg tror, der er mange, der kan genkende, de erfaringer, du har. Heldigvis kan jeg dog komme i tanke om ret mange tilfælde, hvor mænd har spurgt mig til råds. Alle tilfælde er kollegaer – og så min mand selvfølgelig. Mest om jobrelaterede emner, men også om erfaringer med min køkkenmaskine fx. Men jeg har sgu også virkelig gode kollegaer, som ikke nødvendigvis er repræsentative for flertallet 🙂
Og det må man gerne glæde sig over! For der er ingen tvivl om, at det er *de* mænd, der skal trække de andre med.