Og sandheden skal sætte dem fri

For en måneds tid siden, faldt jeg på instagram over et opslag, der bare bestod af teksten:

”What would you tell your younger self?”

Det er et af de spørgsmål, der, lidt afhængig af dagsform, enten inspirerer mig eller irriterer mig, men lige den dag havde jeg så meget andet i hovedet, at jeg bare læste det og kom fra det igen.

Men de efterfølgende dage tænkte jeg alligevel lidt over det.

For på den ene side er det jo tæt på umuligt at svare på, fordi du ikke kan adskille det menneske, du er i dag, med de erfaringer du har gjort dig, og den viden du har nu. Det er, som med de billeder med skjulte motiver, man altid skal se, når man er på kursus: Når først du har set, at træet også er en nøgen kvinde, kan du ikke u-se det igen.

Omvendt, så ER der jo faktisk nogle erfaringer, du ville ønske, at du kunne gå tilbage i tid og give dig selv, fordi det ville spare dig for en masse smerte, tvivl og frygt.

Spørgsmålet er endt med nærmest at blive lidt et tema over den sidste måned, for mens vi har ryddet op hos oldefar, har jeg mange gange tænkt på en podcast, jeg hørte engang, hvor en familie, der bare skulle rydde deres bedstefars hus, pludselig fandt mistænkeligt mange smykker og trusser, og over et par mareridts-uger endte med at måtte finde en måde at rumme på, at det menneske, de hele livet havde kendt som den julemandsagtige bedstefar, i virkeligheden var seriemorder.

For mens det hos oldefar har været gamle postkort fra Kina og botaniske optegnelser over buske i deres gamle have, vi er stødt på, så er det jo virkeligheden for nogle mennesker, at det først er, når de skal rydde et dødsbo, at de finder ud af, at de er adopterede, har en anden far end de troede, eller har halvsøskende ude i verden. Så sent som i sidste uge fik jeg en chokeret besked fra min veninde, som i sin onkels dødsbo havde fundet breve og dokumenter, der ændrer på alt, hvad familien troede, de vidste om ham.

Og måske er det den gamle sandhed om, at man, når man har en hammer, ser søm overalt, der her er på spil, men da jeg forleden hørte en ren sladderhistorie om, at en kendt dansker, der turnerer hjemmevant på forsiderne af diverse sladderblade med kone og børn, i virkeligheden er til mænd, slog det mig, at én af de konstateringer, jeg gerne ville gå tilbage i tiden og overbringe mit yngre jeg er:

Det handler ikke om dig.

For modsat hvordan det kan føles, så er det forbløffende, hvor lidt du fylder i andre menneskers bevidsthed. Vi spiller alle sammen den bærende hovedrolle i egne liv, og selvom nogle biroller er vigtigere for os end andre, så er vi langt det meste af tiden bare statister og tilfældige forbipasserende i de andres historier.

I det store og hele har de hemmeligheder, jeg selv har prøvet at holde skjult været i småtingsafdelingen. Det har mest været tale om dårlig dømmekraft, tvivlsomme beslutninger, psykiske udfordringer og usikkerhed.

Over årene er de alle sammen piblet frem i lyset – og det har intet ændret overhovedet.

Tværtimod har jeg lært, at de ting, vi skammer os over og prøver at skjule, meget ofte ender med at være dem, der giver vores relationer dybde og substans, når de kommer for en dag – fordi det er dem, der gør os menneskelige, og hvor vi derfor, tror jeg, genkender artens grundsubstans i hinanden.

Og det gør mig virkelig trist at tænke på, hvor langt vi vil gå og hvor store anstrengelser, vi vil gøre os for at skjule hemmeligheder, som ingen går op i. I hvert fald ikke i en grad, der står mål med det, det koster os at vogte over dem.

Det er spild af liv.

For uagtet at det føles, som om, din verden vil synke i grus, hvis det, du skammer dig mest over, kommer ud, så er sandheden, at din frygt er et selvbestaltet fængsel, som frarøver dig langt mere, end andre menneskers mening om dig nogensinde vil kunne.

For det, der gælder for både de mennesker, der går i graven med hemmeligheder om sidespring og børn på gule plader, og for mænd og kvinder, der krampagtigt forsøger at opretholde den facade, som de tror, er vigtig, er, at:

Og altså. Det er jo sat på spidsen. Det ved jeg godt. Der er stadig samfund, der dømmer, familier, der kan falde fra hinanden, og relationer, det vil være ubærligt at miste. Den del forsøger jeg ikke at tale ned. Det er desværre stadig et faktum, at der er mennesker, der sætter livet på spil ved at komme ud af skabet eller bekende deres utroskab, og den del af historien skal med.

Sondringen må være, om du tier, fordi du frygter for dit liv eller for din status i klanen. Hvis det sidste er tilfældet, er det måske en overvejelse værd, om du tror, at de mennesker, hvis fordømmelse, du gør vold på dig selv for ikke at pådrage dig, reelt ville ønske, at du spildte det ene liv, du har fået, ved kun at leve det halvt.

For selv blandt Se & Hørs læsere og Nationens mest ihærdige skribenter tror jeg faktisk, at det ærlige svar ville være nej.

Og hvis du lever et sted, hvor fordømmelse eller tab af social status vil skære dig ud af andre menneskers liv, så er spørgsmålet måske, om det er der, du skal være. Om ikke du betaler prisen to gange, ved både at nægte dig selv det liv, du higer efter, og ved at leve det, du så vælger i stedet, i frygt.

Angst æder sjæle op, som Fassbinder fastslog, og der er nok at være bange for. Men tanken om, at nogle mennesker går igennem livet med skammen i den ene hånd og forstillelsen i den anden, så det ikke er hænder fri til at gribe efter lykken, når den kommer flagrende forbi, gør mig ondt og inderligt trist.