For en måneds tid siden så jeg på Journalisten, at Viborg som den første kommune i Danmark har valgt, at de ikke vil være på Facebook med andet end én enkelt hovedside.
Jeg har stadig ondt i hænderne af at klappe.
For jeg har ALDRIG forstået, hvad kommuner og offentlige instanser skal på Facebook, LinkedIn og Instagram.
I AL den tid, Frida gik i børnehave, tog jeg det op på forældremøderne, og både personale og mange af de andre forældre syntes, at jeg var sær, kontrær og træls, når jeg igen og igen insisterede på, at det ikke kunne passe, at man under ‘Samtykke’ på Tabulex/Aula kun kunne vælge mellem fuld eksponering eller ingenting.
For jeg har aldrig haft et problem med, at børnehaven tog billeder af mine børn og brugte dem på egen hjemmeside. Så længe de lå dér, var det institutionen selv, der ejede billederne, ligesom det også kun var de mennesker, der aktivt klikkede sig ind på institutionens hjemmeside, der fik dem at se – men smider du noget på Facebook/YouTube, har du for altid overdraget rettighederne til det til Mark & Co. og jeg synes, at det er to MEGET forskellige set ups.
Ingen fattede, at jeg gad gå op i det, og jeg blev altid parkeret med et overbærende: “Så lader du jo bare være med at give samtykke”.
Men den mulighed har man så ikke engang længere. For i dag er det – fuldstændig vanvittigt – ikke muligt at fravælge, at man får sine børn lagt på Facebook, hvis skolen eller børnehaven tager billeder af dem.
Det er ubegribeligt, men ikke desto mindre sandt.
Paradokset i, at der tales så meget om, at det er svært for børn at lære at færdes sikkert på nettet, mens de voksne, der bestemmer over dem 30% af deres vågne timer, bare smider dem ud, hvor ingen kan passe på dem, og hvor de kommer til at ligge for altid, er så vildt, at det er svært at fatte.
Men det er ikke kun ift. børn, at det har undret mig, hvor laissez-faire, kommunerne forvalter GDPR og det ansvar, de har for borgere i deres varetægt. Eksempelvis er flere plejehjem i Esbjerg Kommune også på Facebook, og her lægges i åbne grupper billeder ud af beboerne i situationer, som jeg ville have det ualmindeligt stramt med, hvis mine kære blev foreviget i. Det er tæt på uværdigt, når en mand, der engang var respekteret arkitekt, og har tegnet en stor del af byens prominente bygninger, nu bliver lagt til offentlig skue med hagesmæk og tudekop, mens han sidder og stirrer tomt på den påskehare, nogen har sat ham til at dekorere.
På LinkedIn får man, selvom man ikke følger dem, opslag og billeder fra diverse kommuner i sit feed, alene udløst af geografisk nærhed. Her skriver de stolper op og vægge ned om, hvilke berigende kurser, workshops og temadage, de ansatte har deltaget på, og hvor mange gode tanker, det har sat i gang.
Men here is the thing: Hvis man er én af de mange borgere, der har kæmpet med sin kommune, eller er stødt på ét af de mange, MANGE områder, hvor ressourcerne er så knappe, at de ikke engang kan spottes under et mikroskop, så er der virkelig svært at begejstres over endnu et lederseminar, der koster det samme, som man kunne have købt et fuldt års støtte til de ordblinde elever på en skole for.
Det er prisen for demokrati. Det ved jeg godt. Alle kan ikke få alt, hvad de har brug for eller gerne vil have – og sådan er det. Derfor vælger vi med vores stemmer den flok, vi håber varetager vores interesser bedst muligt, vel vidende, at der kun er én kage, og når nogen får et større stykke, bliver skiverne til andre tyndere.
Men det er måske lige at tage den til kanten at prøve at høste likes på det?
De instanser, vi ikke har et valg i forhold til, om vi vil bruge, har for mig at se en meget begrænset eksistensberettigelse på de sociale medier – om nogen overhovedet.
Info om kulturelle tilbud og ændrede åbningstider på Borgerservice? Fint og brugbart. Opdateringer om ting, der har almen interesse som f.eks. vejarbejde, udskiftning af fjernvarmerør osv? Også acceptabelt.
Men der stopper den for mig.
Det er for store krav at stille til vores rummelighed, at vi skal kunne glæde os over økonomiske dispositioner, der helt konkret koster en del af det, vi hver især sidder med et behov for at få tilført ressourcer til.
Ikke mindst fordi vi a) præsenteres for det på en platform, der udelukkende burde bruges til gøgl og underholdning og b) det kommer fra en instans, vi i yderste konsekvens er underlagt, og hvor magtbalancen allerede i udgangspunktet er skæv.
Og det bliver sgu lidt Formand Mao for mig at se et barn, jeg kender, løbe rundt i det, der ret beset er en reklamevideo for Esbjerg Kommune, når jeg samtidigt ved, at barnets forældre ligger i åben krig med skoleledelsen, fordi barnet ikke får den hjælp, det har brug for.
Det er en kendt sag, at hvis noget er gratis, er det dig, der er produktet, og det er vist ingen steder mere sandt, end på de sociale medier.
Derfor har det været ved at drive mig til vanvid i årevis, at offentlige instanser gerne vil have de fordele, eksponering på sociale medier giver, men ikke vil samle det ansvar op, der følger med at bruge det; man betaler jo, synes jeg, i overført betydning med andre menneskers penge.
Når kommuner og offentlige instanser lægger billeder af borgerne på sociale medier, betyder skævheden i magtbalancen, at vi jo reelt intet kan stille op. Det hedder sig, at man kan henvende sig og få enkeltbilleder fjernet – men det er helt vildt, at den opgave skal ligge på den enkelte borger, mens kommunen har frie hænder til at bruge sine borgere til at skræddersy det image, de gerne vil have udadtil.
Forestil dig, at du pludselig, helt ufrivilligt, optrådte i en reklame for Toms Chokolade?
Eller at du hev telefonen frem, når du havde lyst, og filmede din sagsbehandler, dit barns pædagog eller din mormors SOSU-medarbejder, og delte videoen på Facebook – og så bare trak på skulderen og bad dem om selv at rette henvendelse til FB, hvis de gerne ville have det fjernet bagefter?
Det bliver *kun* mere problematisk af, at de borgere, kommunerne lægger op, i mange tilfælde er sårbare, fordi der er tale om patienter, børn eller ældre mennesker. Kan de overhovedet give meningsfuldt samtykke, når de spørges om lov af den instans, der varetager omsorgen for dem?
Det er ikke – og har aldrig været – i orden.
Selv på de seminarer, vi talte om lidt længere oppe, gætter jeg på, at både medarbejdere og ledere har mulighed for at sige nej, hvis de ikke vil lægges på de sociale medier. Den mulighed burde alle kommuners borgere, af helt indlysende årsager, også have.
Så at Viborg nu tager konsekvensen af, at det eneste produkt, man som kommune reelt har at sælge på SoMe, er sine borger, er på høje tid, og det kan KUN gå for langsomt for de resterende 97 at følge trop.
*
Men for at det hele ikke skal gå op i raseri og dårligt humør, når nu vi har ferie, Hans Christian, fik jeg faktisk lyst til at lave en spørgerunde på, hvad vi som forbrugere GERNE vil se på de sociale medier.
Ikke konkret på enkelte konti eller brancher, men mere generelt.
For i og med at platformene er gratis, er det uundgåeligt, at vi bliver fodret med reklamer, når vi er der, og konkurrencen er i nogle brancher så hård, at tilstedeværelsen på de sociale medier bliver afgørende for, om man overlever.
Derfor tænkte jeg, at vi måske kunne tage en runde med, hvad der for os, hver især, er brugbart content? Og måske også hvad der virker modsat?
Der er jo ikke på nogen måde tale om en repræsentativ udsnit af befolkningen, for i og med at vi sidder omkring bålet herinde på bloggen, har vi jo allerede placeret os solidt i et afgrænset segment.
Men derfor kunne det måske stadig være brugbart for de af jer, der driver virksomhed eller som sidder med ansvar for SoMe på jeres arbejdsplads at se, hvad menige forbrugere mener og synes?
Jeg vil gerne starte.
*Jeg elsker, når firmaer og butikker er gode til at lægge lige så mange foto-opslag som reels og videoer op på deres profiler; ganske enkelt fordi jeg ofte bruger deres insta- og facebooksider til at få et overblik over, hvilke varer/brands de tilbyder. Kører de kun reels, kræver det, at jeg som potentiel kunde klikker ind på hvert enkelt opslag for at se deres sortiment.
*Jeg smider ingen på bålet for en slåfejl eller et vildfarent komma, men hvis der generelt er stavefejl og dårlig grammatik i opslagene, påvirker det mit syn på en virksomhed negativt. (Et lille tip, hvis du er udfordret her, er chatGPT. Den skriver tæt-på fejlfrit dansk, og du kan bede den om a-l-t).
*Min telefon er som oftest på lydløs, og derfor er jeg langt mere tilbøjelig til at se reels og videoer, hvis de er tekstede. Det er lige meget for mig, at det er autogenereret tekst; de fejl, der kan opstå her, kan jeg sagtens leve med, mod at kunne se en video, når jeg ligger i min seng i et natstille hus.
*Jeg er ude i det sekund, en butik laver en konkurrence, der bryder loven ved at kræve, at man skal tagge andre ind for at deltage i konkurrencer. Ud over at det er utjekket ikke at kende reglerne, så er det lidt den virtuelle pendant til at sætte reklame-flyers i bilruder, så de ligner p-pøder.
*Max to opslag om dagen. Maxmax. Også selvom alle kurser om SEO hævder, at al aktivitet er god aktivitet. Det hjælper dig ikke at ligge øverst i feeds, hvis du overposter så voldsomt, at folk trykker ‘unfollow’.
*
Ja. Det var mine. Nu håber jeg, at andre derude har lyst til at byde ind, så de reklamer, vi alligevel skal se, får lidt konkret værdi. Både for afsender og modtager.
Skidegodt skrevet og super skarpe pointer! Jeg er meget enig og kommer gerne og bakker op til næste forældremøde.
❤️
1) ordentlig grammatik
2) overholde loven
3) billeder eller tekstede videoer
4) få og bedre opslag
5) ingen konkurrencer
Og jeg er helt enig med dig i dine overvejelser omkring myndighedernes adfærd på sociale medier (og generelt)
Enig i det hele, men dit punkt nummer 4 er hovedet på sømmet, synes jeg. Specielt fordi det bliver meget tydeligt, når der er tale om forsøg på at manipulere algoritmen.
Jeg mangler en like-knap til dette opslag – med en hjerte-mulighed, tak!!
❤️ Selv tak❤️
Tak for vigtigt opslag!
Selvfølgelig skal de holde børn, patienter og ældre ude af some. Det er en vigtig kamp og jeg er glad for at høre, at du stædigt fortsætter. Gør selv hvad jeg kan for at slippe for at det er forældregruppers mødested.
Hvad skal kommunerne på some i det hele taget? Som udmeldt af some* forstår jeg faktisk ikke, at noget skal kommunikeres på de platforme af offentlige instanser. Der er andre kanaler til kommunikation og jeg går ikke tilbage til some, hverken for at følge mere med i mine børns fritidsaktiviteter eller studiegrupper eller venindegrupper og altså heller ikke for at få info fra kommunen.
(*vil ikke være produktet og vil ikke lægge hjerne til den opslugthed af noget, jeg ikke har brug for og som ødelægger min koncentration)
Jeg arbejder i en vandkantskommune, der tydeligvis bruger LinkedIn til at tiltrække arbejdskraft og nødvendigt eksternt kapital i form af erhvervsliv og andre eksterne investorer.
Og det har jeg ærligt ingen problemer med. Og støtter aktivt op om det.
Som arbejdsmarkedet er nu, er der SÅ hård rift om den kvalificerede arbejdskraft, at jeg godt kan forstå
kommunerne bruger SoMe til at gøre sig attraktive. Og får jeg flere kolleger i sundhedsvæsnet i Nordvestjylland, så må de bruge alle de fotos, de vil. Af mig. Børn og andre, der ikke kan samtykke not so kun.
Når det så er sagt, så syntes jeg også, der er en tid og et sted. Og LinkedIn (og måske Twitter) er i min optik stedet til den slags, fordi det stadig er mest erhvervsorienteret.
Facebook er til generel almen information (og her støtter jeg Viborgs model). Og en tilstedeværelse på de ‘hurtige’ medier som Instagram/tiktok/snapchat skal ikke være en del af en kommunes kommunikationsstrategi.
Jeg har ikke problemer med, at man rekruterer gennem LinkedIn. Det er sådan set fint, for der når man bredt ud. Men ville du være ok med, at din far, hvis han var beboer på et plejehjem, blev lagt op i opslag, hvor han sad med hagesmæk og tomme øjne? Og børnene må de allerede bruge.
Jeg tror bare, at min pointe er, at det er så smalt et tidsrum, hvor vi hver især ville være ok med at blive lagt op, at det bliver for svært for en medarbejder, der ikke er uddannet inden for SoMe og GDPR at sortere i, hvad der er ok at lægge op, og hvad der ikke er.
For mig at se er der masser, en kommune kan reklamere for, som ville gøre den tiltrækkende, uden at det skulle være nødvendigt at bruge borgere som blikfang. Fortæl om de gode cykelstier, om institutionerne med udvidede åbningstider, om kulturtilbud, om særlige forsøg, om jobmuligheder, huspriser osv. osv. Alt det, ville man sagtens kunne administrere fra en hoveside, så ingen kommer i klemme, hverken som den, der er på billedet, eller som pårørende/forældre.
Men det kan sagtens være en af dem, hvor vi må være enige om at være uenige – jeg er vant til at være meget i undertal på forældremøderne… 🙂
Det er da ikke helt sandt, at de kun vil være til stede med én hovedside. I artiklen fra Journalisten står der, at fx enkelte kultursider fx stadig vil være at finde. Fx er bibliotekets Facebook-side stadig tilgængelig, og andet ville for mig også være meget underligt. Jeg kan sagtens se pointerne ift. plejehjem og sygehuse og deling af billeder der osv., men for mig er fb den allernemmeste indgang til at være up to date på info om mit lokale bibliotek. Så, altså, problemet er vel ikke kommunefacebooksider i det hele taget, men en bestemt type? Eller hater vi også på, at bibliotekerne er på some? 🙂 Jeg spørger oprigtigt og pipper også lidt for lige at skabe lidt balance i, hvad det egentlig vil sige, at en kommune er på fb – en kommune består jo af mange ting 🙂
Alt vel og god sommer
PS – psykopatsmileyerne er bare ment som ægte, oprigtige, varme smil. Jeg er så old school, at jeg stadig laver smileys ved manuelt at bruge kolon og parantes, men dem laver min telefon fluks om til de dårlige smile-emojis, så snart jeg trykker send, og jeg bliver ved med at glemme det 😀
Jeg tror egentlig bare, at jeg tænker biblioteket som ‘kultur’ under hovedsiden, og det synes jeg bestemt er fint. Der kan være meget brugbar info, og jeg følger selv vores eget bibliotek – men jeg kan se, at de faktisk er lidt udfordrede på, hvad man egentlig kan dele, ud over ændringer i åbningstider, samt eventuelle særbegivenheder. Dette ville man for mig at se sagtens kunne dele fra en hovedside, hvor man så ansatte mennesker, der er uddannede inden for SoMe, og som derfor er bekendte med lovgivning, GDPR osv.
For der, hvor filmen knækker for mig er, når man sætter mennesker, ikke har nogen som helst forudsætninger for at vide, hvad de må og ikke må, til at bestyre et plejehjems facebookside. Det er tarveligt overfor dem, men det er også – synes jeg – virkelig problematisk, fordi de mennesker, der tager billeder af og lægger op, i mange tilfælde ikke selv kan give meningsfuldt tilsagn. Og hvis du er pårørende, er omsorgen for dine kære lagt i hænderne på selvsamme mennesker – her kan jeg sagtens forestille mig situationer, hvor man måske faktisk ikke synes, at et opslag er i orden, men undlader at reagere, fordi man ikke vil gøre sig upopulær og risikere, at det går ud over dine børn eller forældre.
Jeg læser ikke, at det er det, du plæderer for. Men jeg synes simpelthen, at magtbalancen er så skæv, at alle kommuner burde undlade at poste billeder af borgere, de har magtmæssige beføjelser over.
Nej, jeg plæderer selvfølgelig ikke for det plejehjemsscenarie, du beskriver. Troede jeg også, jeg skrev ☺️ Jeg synes bare, der er meget langt fra at sige, at alle kommunale fb-sider er djævlens værk (hvilket lidt er det indtryk, jeg fik, da jeg læste dit indlæg) til lige netop den slags åbenlyst forfærdelige situationer. For selvfølgelig er det helt vildt problematisk. Jeg synes bare ikke, at den problematik nødvendigvis gør, at man over én kam kan sige, at alle typer af kommunale fb-sider er problematiske. Ligesom Viborg heller ikke selv siger, eftersom de netop ikke lukker alle fb-sider på nær én, som dit indlæg lidt udlægger, og den nuancering faldt mig åbenbart lidt for brystet. Men måske læser jeg bare dit indlæg helt forkert eller udtrykker mig ikke selv klart nok. Jeg har selv arbejdet på et bibliotek, og mit kendskab til den verdens some er meget langt fra at have noget at gøre med at hænge demente eller andre sårbare personer ud. Men ja, måske er mit indspark bare skævt ift. indlæggets sigte, i så fald beklager jeg ☺️
Jeg tror faktisk, at vi er enige, men at vi bare taler lidt forbi hinanden.
Og du skal aldrig beklage indspark her hos mig; det er absolut i orden at være uenig, og din kommentar er fin og sober, så alt godt <3
Jeg elsker mit biblioteks facebook side, det er nok den jeg bruger allermest. Og har indtryk af, at de billeder de bruger, der har folk frivilligt valgt at stille op til foto, så de ved de kommer på facebook.
Men der var mange arrangementer, jeg ikke havde opdaget, hvis det ikke var for den side.
Jeg bruger også deres app til bogreservation, men der får jeg ikke kigget på hvad der sker.
Men ellers helt enig, ang at ingen skal ligges op uden tilladelse, og jeg forstå feks heller ikke, at man har de plejehjems grupper der er helt åbne, så alle kan se dem.
Kommunens side får jeg også brugt til arrangementer, til at se hvad byrådet har besluttet, ting som jeg aldrig ville søge frem selv, men hvor man lige bliver nysgerrig i øjeblikket.
Det undrer mig bare meget, at der ingen er, der stiller spørsgmålstegn ved GDPR på de sider.
Og hvad er der med siden nummerplade check, hvorfor må man der se, om der er restgæld i bil (forstår jeg godt) men hvorfor må der stå det fulde navn ?
Få elsker biblioteket så højt som mig, så jeg er helt enig: Der er masser af relevant info, som godt kan kommunikeres ud, uden at nogen kommer i klemme.
Men problemet er nok, at alle arbejdspladser i dag føler et behov for at være til stede på de sociale medier, fordi det er der, vi som forbrugere ofte kigger efter dem først. Men de små kommuner har ikke økonomi – eller aktivitet – til at lønne en uddannet SoMe-medarbejder, og så bliver det bare den, der er mest vant til at færdes på internettet. Men derfra og til at kende spillereglerne er der langt. Når selv mellemstore erhvervsdrivende stadig ikke har fanget, at det er ulovligt at kræve, at man tagger andre ind for at deltage i en konkurrence, så kan man jo godt forstå, at Helene, der faktisk ikke har gjort andet, end at være den yngste medarbejder på rådhuset i Ringkøbing, ikke er en juridisk haj. Det ER svært.
Netop derfor synes jeg også, at det giver mest mening, at man lægger 90% af kommunikationen over til en nøglemedarbejder i kommunen, der faktisk kender til regler og lovstof ift. hvad man må poste. Også for Helenes skyld, for det er da SUPER ubehageligt at være dén, der er årsag til en shitstorm, fordi man har fået pålagt en jobfunktion, man ikke har nogen forudsætninger for at varetage.
(Og den med nummerpladen får også mit hoved til at eksplodere!)
Jeg er så enig i det med, at de har brug for en uddannet SoMe medarbejder 🙂
Over den store brede kam er jeg enig med både dig og kommentarfeltet. Men. Hvis det stod til mig ville jeg melde mig selv helt ud af sociale medier. Har prøvet en periode, men der er simpelthen info jeg ikke modtager: fra kontaktforældreholdet om sommerfester, fra gymnastikforeningen om aflyste træninger, fra ejerforeningen om beskeder fra kommunen. Jeg kunne være ligeglad. Verden går ikke under selv om jeg ikke modtager infoen. Men jeg vil gerne have den. Og den info kommer ikke via andre kanaler, så indtil videre bliver jeg. Mine eksempler er ikke fra kommunen, og mit eneste problem med kommuners tilstedeværelse på sociale medier er hvis infoen er vigtig og ikke er tilgængelige via andre kanaler. Det kunne fx være info om ændring i skraldeordningen ifb med helligdage. Den type info skal være tilgængelig via andre kanaler.
100% enig. Det ville være ualmindelig rart med nogle lidt mere strømlinede kommunikationskanaler, hvor man kunne vælge til og fra, hvad man gerne ville have info om. For der ER meget, man misser, hvis man melder sig af f.eks. fb.
Da min far flyttede på plejehjem skulle han skrive under på, at de måtte bruge billeder af ham på deres Facebook-side, som vel at mærke er en lukket gruppe, udelukkende for pårørende. Det er mest ok og sobert & jeg tror især at pårørende der bor langt væk sætter pris på det.
Min far, der havde det fedest i spotlightet dengang, var vild med det. Nu er han ikke længere til pænt brug, og ikke at finde på deres billeder mere.
I mit lokale hood er et plejehjem oprettet som en person, der simpelthen sendte venneanmodninger til højre og venstre fra en åben profil, da de kom på Facebook. ALLE kan følge med i alt & de er mægtigt populære, men GDPR og andre kedelige regler går de ikke meget op i.
Balance, balance, balance.