M2025, uge 34
M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.
Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.
Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.
*
Siden sidst:
1.
Har jeg booket en stand på Kirppu sammen med min mor – og takket være Helene og Signe i kommentarfeltet lært, at Kirppu ud over standleje også tager 19% i kommission.
Vi har standen de første to uger af september, fordi S i en anden kommentar gjorde opmærksom på, at det kan betale sig at tænke lønningsdag ind.
Nu laver jeg på klubhusets vegne et antropologisk feltstudie; så får I på bagkant en opsummering af, om indsats og arbejde stod mål med udbytte, hvilke varer, der solgte godt, hvad vi ikke kom af med osv.
Der vil givetvis være forskel fra by til by, men vi samler vores erfaringer i kommentarfeltet, så alle interesserede kan få glæde af dem, uanset hvor man bor.
2.
Gør jeg mig stille og roligt erfaringer med de småting, jeg anskaffer mig i forsøget på at nedbringe mit emballageforbrug, og på at tænke mere bæredygtighed ind i hverdags-husholdningen.
Mit genbrugelige bagepapir, som jeg fortalte om for nogle uger siden, virker som det skal – men har også sine ulemper.
Meget af det, man laver i ovnen, afgiver saft, fedt eller andet snask, og da mit bagepapir (som jo egentlig er silikone) er mikroperforeret, løber det ud på pladen.
Dertil kommer, at jeg måske ikke ville have lyst til at bage cookies på det samme ark, som jeg et par dage forinden lunede fiskefilletter på.
Men når jeg bager brød fungerer det upåklageligt, og kan klare mange runder uden at skulle vaskes af.
Min sodastream er (stadig) vidunderlig, og den har sat vores indtag af kulsyredrikke markant ned (kæmpe undskyld til tandlægerne iblandt jer). At man skal lave sin sodavand først, i stedet for bare at hive den ud af køleskabet, synliggør hvor meget, man egentlig drikker, hvilket virker ret præventivt.
Til gengæld synes jeg, at det er bøvlet at slæbe flaskerne med, når jeg kører langt. I forvejen har jeg vandflasker og plastikbokse med mad og frugt/grønt med, og det bliver nærmest en halv opvask, man dagligt slæber med, ind og ud af bilen. Det fungerer ikke for mig.
Derudover savner jeg en mindre flaske, så man kan lave mindre end 0,5 liter ad gangen – for du er nødt til at fylde den, for at kunne tilsætte kulsyren.
Når alt det er sagt: Jeg sparer med 100% garanti både penge, emballage og plads med de her løsninger, selvom jeg ikke kun kan nøjes med dem, men så længe verden stadig drejer nogenlunde stabilt om sin akse, er der jo heller intet til hinder for at køre både/og.
3.
Har jeg opdateret min strøm-app, og lagt den tilbage på forsiden af min telefon, så jeg stille og roligt igen kan begynde at vænne mig til at tjekke priser og lægge tøjvask, opladning osv. til rette efter de billige perioder.
Der sker meget på strøm-området i disse dage. Fra oktober, hvor vi er tilbage på vintertarif, sker der nemlig også det nye, at priserne ændrer sig hvert kvarter, i stedet for en gang i timen, som de gør i dag.
Argumentet skulle være, at man som forbruger får fordelen af fald i prisen allerede når den indtræder, i stedet for at vente til næste, hele time – men om den fordel ædes op af, at man skal holde styr på 96 søjler i stedet for 24, og det dermed bliver så uoverskueligt, at man giver op, ved jeg ikke.
Det er, så vidt jeg forstår, frivilligt, om elselskaberne vil tilbyde modellen, og jeg tænker også, at de kan få deres sag for ift. at sætte deres apps og prisoversigter op, så forbrugerne kan følge med.
Det andet, der sker på området er, at Regeringen har varslet, at strømmen bliver billigere de næste to år for at skubbe til den grønne omstilling.
Det er svært at være sur over.
Jeg prøver lige alligevel.
For som almindelig forbruger vil det største enkeltbidrag her jo nok være at skifte dieselbilen ud med en elbil, og når prisen på strøm falder over så lang en periode, vil det for mange være incitament til at fremskynde beslutningen.
Og selvfølgelig skal vi væk fra fossile brændstoffer – i går.
Men.
Prisen på strøm og prisen på benzin/diesel indeholder begge skatter og afgifter, men sidstnævnte er der flere aktører, der har indflydelse på, og markedskræfterne får dermed stadig lov at arbejde.
Prisen på strøm er markant sværere for den enkelte at påvirke. Den rene elpris bestemmes suverænt af udbud og efterspørgsel, men den udgør samtidig den absolut mindste del af den pris, vi som forbrugere betaler for strømmen.
Lad mig illustrere:
I aften kl. 17-18 koster en kWh 2,08 kr. Prisen er sammensat af:
Den rene elpris: 0,59 kr. (28,5%)
Netomkostninger: 0,59 kr. (28,5%)
Elafgift: 0,90 kr. (43%)
I går (lørdag d. 23.08) kl. 06.00-07.00 kostede en kWh 2,04 kr.:
Den rene elpris: 0,81 kr. (40%)
Netomkostninger: 0,33 kr. (16%)
Elafgift: 0,90 kr. (44%)
(Kilde: Watts)
Vi er i vores hverdag 100% afhængige af strøm, uanset om vi har elbil eller ej. Vi kan slukke lyset, og tørre tøjet ude i stedet for i tumbleren for at reducere vores forbrug, men køleskabet skal stadig virke, tøjet skal vaskes, og telefonen skal lades op.
Derfor kan jeg godt, som helt almindelig forbruger, være lidt bekymret for at lægge alle mine æg i én kurv, for jeg synes, det er svært at gennemskue, hvad det kan få af konsekvenser. Hvis hele min husholdning OG min transport er bundet op på det samme produkt, som jeg ikke har nogen mulighed for at påvirke prisen på, bliver jeg ramt hele vejen rundt, hvis regeringen efter de 2 år sætter priserne op igen.
Det føles mærkeligt at skrive noget, der jo ret beset lyder som et argument imod grøn omstilling, og det er ikke det, jeg ønsker.
Men jeg savner en ordentlig udmelding om en gennemtænkt, helhedsorienteret og ikke mindst gennemskuelig plan for den grønne omstilling, som ikke står og falder med, hvem der sidder i regering, eller bare består af opportunistisk brandslukning.
Det kan jeg jo ønske mig til jul.
Men inden da ryger vintertarifferne stadig på, og derfor kan jeg jo starte med at refokusere på mit elforbrug, så jeg i det mindste kan spare lidt på det forbrug, jeg allerede har.













