Linda

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

Søde, søde mennesker.

Jeg er rørt og overvældet og helt blæst bagover over alle de opmuntrende beskeder og kærlige tilkendegivelser, I har sendt mig, både her i kommentarfeltet og på mailen bagom.

For at starte med konklusionen: Jeg vil gerne takke ja til de mange generøse tilbud om at sende en blomst. Grænsen mellem stædighed og misforstået stolthed er hårfin, og lige her kan jeg mærke, at det bliver for dumt og egentlig også for utaknemmeligt at vende ryggen til de mange, hjælpende hænder, jeg bliver tilbudt.

Jeg er i gang med at undersøge, hvordan jeg helt lavpraktisk kan gribe det an, så jeg ikke uforvarende kommer til at overtræde regler og regulativer, og dermed bliver endnu en influencer, der får branchen til at se træls ud – men det er ikke helt så ligetil.

Søger jeg om at oprette en indsamling, koster ansøgningen alene 1200 kr., der skal svares skat af hele den indsamlede sum, og overstiger den et bestemt beløb, skal der udarbejdes regnskab af en statsautoriseret revisor.

Crowdfunding kræver, at man er en virksomhed, og selvom man måske godt kunne argumentere for, at nogle af mine indlæg kunne defineres som en slags vare, og at I tæller som ‘bekendte med et særligt interessefællesskab’, så bliver det noget knald at bringe mit CVR-nummer i spil, fordi tegnsprogstolkning er momsundtaget, og der dermed skal udarbejdes to separate regnskaber.

Det duer heller ikke, bare at slippe gækken løs, og så vurdere på bagkant, for i og med, at jeg stadig er deltidssygemeldt, modtager jeg offentlige ydelser, og det betyder, at banken er underlagt skærpet indberetningspligt. Dermed er ‘tilgivelse er nemmere end tilladelse’-argumentet også pillet ud af ligningen.

Kontanter virker MEGET dealer-agtigt, så lige nu overvejer jeg, om gavekort til f.eks. Sallinggroup giver mest mening? De kan laves på et hvilket som helst beløb, kan bruges i både Netto og Bilka og kan sendes på mail. Opretter jeg en særskilt mail til formålet, er det nemt at holde styr på beløbet, som så kan indberettes til Skat.

Og jeg er ked af at tørre den af på jer, men mine talmennesker melder pas, og jeg har læst internettet tyndt det sidste døgn, så nu tillader jeg mig at spørge ud i plenum: Er der nogen, der umiddelbart kan se et problem i den model?

Hvis ikke, får jeg det sat op i slutningen af ugen, men meld ENDELIG ind, hvis I sidder og tænker, at der er noget her, der kunne blive et problem senere hen; det er det mønster, vi forsøger at komme væk fra. 

Men inden jeg slipper jer: Tak. Fra bunden af mit hjerte.

Jeg har ikke ORD for, hvor vildt det er at stå med det her selv, og så alligevel føle, at jeg ikke er alene.

*

Jeg har flere gange sat mig ved tastaturet for at skrive det ugentlige M2025-indlæg, men lige i disse dage føles det næsten omsonst. Jeg er træt og ked af det, og jeg har lyst til at melde mig ud af alting og i flytte ind i en skov.

I sidste uge fik jeg en efterregning på for meget boligstøtte, jeg har fået udbetalt – i 2022.

Efter en nonfirmation og midt i en sygemelding var det en virkelig uvelkommen overraskelse. Det krævede lige 10 minutters fosterstilling, inden jeg tog en dyb indånding, bad om en afdragsordning og gik ind for at dobbelttjekke, at det bliver den sidste regning fra dén kant. Det gør det heldigvis, for i slutningen af 2022 meldte jeg boligstøtte helt fra.

Så langt, så godt.

Jeg skrev derefter til min revisor, at jeg gerne til næste år vil have min trækprocent sat op, fordi jeg hele tiden har vidst, at der ville komme et skattesmæk i år. Ovennævnte regning fik mig til at nå til det punkt, hvor jeg kan mærke, at jeg har brug for at gøre noget aktivt, for ikke at blive ved med at være fanget i det her mønster, hvor jeg kommer på fode, får gang i lidt opsparing – for så at blive sat tilbage igen.

For det føles som om, jeg ikke bare bliver hevet tilbage til start, men for hver gang bliver rykket yderligere 3 felter bagud fra mit sidste udgangspunkt, og det er. så. opslidende.

I fredags fik jeg så tilsendt min efterregning fra SKAT. Og den er, meget præcist, dobbelt så høj, som jeg havde frygtet.

Om ikke andet må man rose mig for at være konsekvent dårlig til matematik.

Det føles som om, det aldrig får ende.

Denne gang ved jeg faktisk ikke, hvordan jeg skal løse det. For da jeg i sidste efterår knoklede som et bæst, var det jo netop for at komme foran – men det forspring, det gav mig, er nu ædt op af sygemelding og ekstraregninger, og nu står jeg med det samme problem én gang til.

At arbejde mig i smadder én gang til skubber problemet et år, men det løser det ikke.

Banken har ikke tidligere vist sig villig til at hjælpe, jeg er for gammel til Only Fans, de fleste af mine organer virker vitale, og dermed løber jeg tør for gode ideer.

Derfor virker det næsten som at lyve at sidde og blogge om besparelser og bæredygtighed, for det virker jo tydeligvis ikke for mig selv.

Ja. Undskyld. Det er sgu en sort omgang i dag, det kan jeg godt se. Men måske kan vi prøve at reframe pessimismen og kalde det en slags back-to-the-roots-indlæg? For det er vist der, vi er.

Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Noget. Et eller andet. Man kan, trods alt, ikke i vores del af verden, dø af opgivelse eller af at være fattig.

Men lige i dag er der nul strøm på fortrøstningsbatteriet, og jeg skal lige have fundet en oplader, før jeg er klar til at lægge en ny plan. Igen.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg søgt og fået bevilget både akupunktur og kiropraktor hos min sundhedsforsikring.

Efter operation skal hele mit kadaver rekalibrere, og det kan man godt mærke, vil jeg sige. Jeg har afventet, at det stabiliserede sig en smule, og det har det gjort nu, hvor ømheden primært sidder i venstre knæ og skulder. Der er ikke noget at sige til, at hele systemet er på overarbejde, men klog af skade har jeg ikke tænkt mig bare at vente på, at det går over af sig selv.

Det tog 20 sekunder (for real) at få godkendt 6 x kiropraktor, og 12 timer at få godkendt 6 x akupunktur, og dermed er jeg oppe på at have fået 2 x 18 behandlinger godkendt over det sidste år. Fridas udredning er også lavet gennem privat sundhedsforsikring, og jeg kan ikke understrege nok, hvor glad jeg er for at kunne få hjælp, som jeg ikke selv ville have haft mulighed for at betale for.

Hvis du ikke har en sundhedsforsikring, synes jeg virkelig, at du skulle overveje at få én, og hvis du har, vil jeg, endnu engang, anbefale dig at nærlæse policen. Tænk, hvis du ikke *behøvede* at gå og bande over den tennisalbue.

2.

Var jeg i Rema i går, og da jeg stod ved kassen, kom en kunde tilbage og spurgte medarbejderen, om hun måtte bytte de jordbær, hun netop havde købt, fordi de ikke var særlig pæne. Kasseassistenten tog imod dem, og fordi jeg stod med en bakke Stop Madspild-jordbær i min kurv, og marmelade on my mind, spurgte jeg, om ikke bare jeg kunne købe dem med. Jeg fik begge bakker for en 5’er, og brugte det meste af dagen på at være nærmest upassende tilfreds med mit røverkøb.

Nu mangler jeg bare at omsætte bærerne til marmelade, men jeg venter på, at min hyldesaft bliver færdig med at trække, så jeg kan koge den ind til sirup, som jeg vil prøve at tilsætte, når jeg laver marmeladen.

3.

Har jeg købt en 20 liters murerspand og en 50 liters murerbalje i Jem & Fix, så jeg har noget at opsamle brusevand i, når vi lige når 14 dage længere hen, og haven er tørstig.

Jeg har forsøgt alle tænkelige løsninger ift. at udnytte vores overskudsvand, og jeg er ved at blive idiot af, at jeg ikke kan få det til at fungere.

Men jeg har efterhånden lært, at jeg ikke skal undervurdere lavpraktiske benspænd, for det er altid dem, der ender med at tage livet af mine ambitioner.

Derfor prøver jeg nu at gå helt lavpraktisk til værks.

En murerbalje kan stå på gulvet i brusekabinen, så vi kan tænde bruseren, som vi plejer, og så bare trække baljen ud, når vandet er varmt. (Vores bruser sidder højt, så Frida kan f.eks. ikke selv nå den, når hun skal i bad, og hun bader ofte som den første).

Den lidt mindre spand skal bruges til at bære vandet frem og tilbage, for det er måske lige optimistisk nok at tænke, at jeg kan bære 50 liter vand gennem huset og ud i regntønden.

Ender vi med tørke, forestiller jeg mig, at jeg kan have den stående i mit bryggers, og så have en 2 liters kande på køkkenbordet, som jeg tømmer vandflasker, kogekeddel osv. i løbet af dagen, som så bare kan hældes over. På den måde skal jeg ikke ud i haven, hver gang kanden er fuld.

Fungerer det, er det fantastisk, for så er der “gratis” vand til haven, og derudover kan det faktisk også bruges i prepperøjemed. En regntønde er ikke fødevaregodkendt, men vandet kan stadig i en nødsituation bruges til opvask, hårvask osv., og ruller verden helt på skjoldet, har jeg har købt et par Lifestraws, så det faktisk også kan drikkes.

Fungerer det ikke, skal jeg nok finde noget andet at bruge spand og balje til; f.eks. haveaffald eller tæpper i haven.

4.

Har jeg læst alle jeres gode og brugbare kommentarer ift. en Sodastream, og jeg er endt på, at det giver mest mening at købe en ny. Selvom de er billige på Marketplace, er der i mange butikker pakketilbud, hvor man får både kulsyrepatron, flasker og sirup med, og skal du ud og anskaffe det, efter at have købt maskinen brugt, ender du på stort set samme beløb.

Køber jeg en brugt, er den uden garanti, jeg ved ikke, hvor gamle plastikflaskerne er, og der kan (kan jeg forstå) være noget med gevindet, der bliver træls i en opvaskemaskine over tid. Jeg er lidt træt af at bidrage til merproduktion, men da der ikke er en løsning her, som er ideel på alle parametre, hælder jeg til den, der bedst kan sikre, at det produkt jeg anskaffer, fungerer som det skal.

Tak for at bruge tid på at dele jeres erfaringer.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge: 

1.

Har jeg fået købt de grønt- og brødposer, jeg skrev om i sidste uge, og lavet to indkøbsnet, der er klar til at hive med i butikken, når jeg svinger forbi Netto på vejen hjem.

2.

Har jeg været i gang med at undersøge, om en Sodastream er en god eller en dårlig ide.

(Som altid: Det er ikke spons, når jeg nævner mærket. Jeg overvejede at skrive ‘kulsyremaskine’, fordi der findes flere forskellige slags, bl.a. også fra Stelton, men jeg ville aldrig selv have gættet, at det er det samme som det, jeg indtil nu kun har kendt som ‘Sodastream’. Derfor valgte jeg det lave gærde).

For ift. hele emballageprojektet giver den jo virkelig god mening, men alligevel kan jeg mærke en vis skepsis hos mig selv – for hvis det er så god en ide, hvorfor har alle så ikke én?

Jeg startede med at spørge i den store, lokale fb-gruppe, om vi synes, at en Sodastream-Pepsi Max smager ligesom the real deal? Her var jeg overrasket over, at 8 ud af 10 faktisk svarede, at det gør den; dog med det lille forbehold, at man skal lære at ramme den rigtige dosering.

Herefter tjekkede jeg op på, hvad man egentlig skal bruge, og ud over maskinen, skal man bruge flasker, kulsyrepatroner og sirup.

En kulsyrepatron kan lave ca. 60 liter danskvand/sodavand, og kan købes til omkring 150 kr. på bud. Sirup findes i mange forskellige varianter, men eksempelvis Pepsi Max koster 40 kr. for en flaske, der giver 6 liter sodavand.

For sirup og brus ender man dermed med en pris på lige omkring 9 kr. pr. liter – hvilket faktisk er dyrere, end jeg havde forestillet mig.

Dertil kommer, at man skal bruge særlige flasker, som heller ikke er gratis. Esther var i seneste kommentarfelt inde på noget, jeg også har været i gang med at kigge lidt på, nemlig at emballage ikke kun er emballage; de finder skrammel og kemikalier i flere og flere materialer, og glas lader til at være det eneste, der (endnu) er gået fri.

Både derfor, men også fordi vi i forvejen har meget plastik, der dagligt skal vaskes af, vil jeg gerne have glasflasker. I en opvaskemaskine holder glas og metal nemlig bedre på varmen, hvilket får det våde service til at tørre hurtigere, og jeg hader at åbne en opvaskemaskine, hvor ALT skal tørres omhyggeligt af, inden det kan sættes på plads.

Men af alle de forskellige modeller, man kan købe, findes der kun én, der kan bruges glasflasker til, fordi man i den sætter flasken ned i en beholder, så man ikke bliver snittet ihjel, hvis glasset springer. 

Så jeg er sgu lidt on the fence. For ved første øjekast ser det jo virkelig ud til at være en god ide, fordi man ikke skal slæbe dåser og flasker hjem, men bare udstyr derhjemme, som man vasker af og genbruger.

Men det er et af de regnestykker, jeg ikke føler mig kvalificeret til at lave, for hvad ender vi med på bundlinjen, når vi godt nok sparer enkeltemballagen, men der stadig skal produceres 1) en hel maskine, 2) kulsyrepatroner 3) særlige flasker 4) sirup – og dertil skal bruges strøm og vand til maskinen, og sæbe/vand/strøm til at vaske de flasker af, som ellers ville ryge i pantmaskinen?

Jeg vil meget gerne høre, hvis nogle af jer tilfældigvis ligger inde med noget særviden her, eller kan se et perspektiv, jeg ikke har fået øje på.

(Og lad os skåne hinanden for ‘Man kunne også bare drikke vand?’-argumentet. Vi kunne også nøjes med to sæt tøj og sove i vores kister for at spare sengen; det er altid nemt at undvære det, man ikke selv bruger). 

3.

Har jeg lavet isterninger, isterninger og flere isterninger.

Jeg bruger de samme to forme, og hælder isterningerne over i plastikposer, efterhånden som de er klar, så nu har jeg en ordentlig stak, der kan smides i vandflaskerne, så jeg ikke behøver lade hanen løbe, når vejret bliver varmere, og mit lille køleskab ikke kan nå at køle vandet ned i det tempo, vi kan nå at drikke det.

Det er weekend, og dermed tid til et M2025-indlæg. I sidste uge fik I en lidt alternativ version, og det gør I også i denne uge.

For mens jeg stod på hovedet i forberedelser af Blå Mandag og velkomstdrinks, læste jeg en deprimerende artikel om, at vi ikke længere kan genbruge os ud af vores overforbrug. Det tænker jeg ikke er ny viden for ret mange herinde, og jeg tror måske heller ikke, at vi er de største syndere i gruppen af mennesker, der har øget deres forbrug, fordi det føles legitimt, så længe vi bare videresælger eller donerer de aflagte ting til Røde Kors.

Men det, jeg kunne læse i artiklen var, at en af de største belastninger for klimaet, er al den emballage, alle vores dagligvarer er pakket ind i; at tandpasta f.eks., helt unødvendigt, kommer i en tube, som er pakket ind i en kasse, som er omviklet af cellofan.

Vi har talt om det en million gange før; at vi som forbrugere ikke kan flytte ret meget, hvis ikke vi får hjælp ovenfra. Omvendt synes jeg faktisk, at vi her i klubhuset har formået at inspirere hinanden til at handle på områder, hvor vores tiltag påvirker andre menneskers forbrug i positiv retning, som f.eks. kasserne med plast-service til udlån i børnehaver.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at bruge det her indlæg til at fokusere på emballage. Både ift. hvor vi hver især allerede prøver at gøre noget, og hvor vi kunne ønske, at der blev sat ind.

For mit eget vedkommende har jeg, mens jeg gik og pønsede på det her indlæg, bemærket, at jeg faktisk allerede er begyndt at gemme emballage, som kan genbruges. For mig er det udsprunget af hele prepper-tankegangen, og det er første gang, jeg kan se, at der faktisk er en slags overlap her, for i preppermindsettet ligger jo implicit en grundantagelse om, at man ikke kan tage for givet, at der altid er mere at få af alting.

Derfor begyndte jeg allerede sidste år at gemme emballage, som kan bruges igen, som f.eks. plastikposer brugt til forsendelse, stofbånd, glas fra syltetøj og pesto osv.

Det nedbringer ikke den emballagemængde, der allerede er produceret, men trods alt bliver den brugt flere gange, hvilket må være bedre end ingenting.

Men med de tal, artiklen trækker frem, forslår den form for genbrug som en skrædder i helvede, for løsningen på det her problem er ikke at sortere vores affald mere eller bedre; ‘der skal simpelthen mindre i spanden’, som der står.

Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi brainstormede sammen på, hvor man enten kunne gøre noget aktivt, her og nu, eller prøve at skubbe lidt på i sit lokalmiljø.

For jeg tror ikke, at man som lille, lokal bager nødvendigvis tænker ret meget over de papirsposer, brødet puttes i, eller de plastikhandsker, de unge mennesker i salgsfladen tager på til ingen verdens nytte, fordi de ikke gør nogen forskel, når Emma og Matthias så bare klør sig i håret med handskerne på.

Men måske kunne man plante et frø ved på FB, helt uskyldigt, at spørge, om det ville være muligt at tage sin egen (rene) stofpose med, når man henter rundstykker? Eller om det stadig er nødvendigt med plasthandsker, nu hvor covid ikke længere er en decideret trussel? (Hvis man nævner covid, er det nok taktisk smart at huske at nævne, at man spørger ud fra en miljøbekymring, så der ikke udbryder borgerkrig i nabolaget).

Apropos bageren, så er friskt og lokalt, når vi taler om madvarer, nærmest udelukkende godt ift. at nedbringe mængden af emballage, og derudover reducerer det udledning af CO2 ift. transport, og mindsker belastningen på naturen, fordi man automatisk får råvarer, der er i sæson.

Ligeledes vil man også kunne skære meget emballage væk, hvis man selv laver mad fra bunden; i hvert fald så længe man bruger friske råvarer. For skal du ud og købe frosne jordbær, som ligger i en plastikpose, der er kommet til butikken i en papkasse på en palle omviklet med film, er du lige vidt.

Men der kan være mange helt legitime grunde til, at friskkøbt og hjemmelavet ikke altid er en mulighed, og derfor ville det være fedt med nogle ideer til, hvad man ellers kan gøre.

I artiklen fra før kan man læse, at man i Frankrig og Spanien har indført krav om, at mindst 20% af supermarkedernes arealer skal være emballagefri påfyldningsstationer, hvilket er en vidunderlig ide, som jeg virkelig håber, vi også kommer til at indføre herhjemme.

Men jeg tror, at vi her i indlægget i første omgang er nødt til at fokusere på emballage i fødevaresektoren, for selvom der på et tidspunkt også skal tales om genopfyldningsmuligheder og styk-køb af hygiejneprodukter, rengøringsmidler osv., kan vi ikke som forbrugere gøre ret meget der, så længe supermarkederne ikke faciliterer muligheden for dét.

Den laveste af alle lavthængende frugter er de genanvendelige poser til frugt, grønt og bake off. Man skal have levet under en sten for ikke at have enten læst om dem eller set dem – men jeg tror stadig, at det er forsvindende få af os, der faktisk bruger dem.

“Hvordan kan det være?”, spurgte hun ud i rummet.

Og lad mig bare svare på spørgsmålet selv, for svaret er lige så indlysende, som det er dumt: Vi glemmer dem.

Og når vi står i grøntafdelingen, og poserne ligger derhjemme, så gør de ikke megen gavn.

Derfor har jeg besluttet, at mit mål for den kommende uge er at få anskaffet 2 sæt brød- og grøntsagsposer, og så pakke 2 x GrabBags, der ligger i min bil. På den måde skulle der gerne altid være én taske med stofnet og grøntposer, som er klar til at tage med, hvis jeg smutter i Rema på vej hjem fra arbejde, selvom jeg har glemt at få den anden lagt tilbage, da jeg pakkede varer ud sidst.

Her tager jeg lige en afstikker, for hver gang jeg køber nye ting for at minimere mit forbrug, tænker jeg på bøgerne ‘En shopaholics bekendelser’, hvor det gennemgående tema var, at hovedpersonen skulle finde en måde at stoppe med at shoppe på – men altid bare brugte den aktuelle løsningsmodel som undskyldning for at købe noget nyt, som var nødvendige for at kunne gennemføre projektet.

Og det VILLE være nærlæggende at bruge det, man har i forvejen har, når hele kongstanken er Genbrug & Minimalisme. Jeg synes f.eks. at mine stofposer, som er syet af viskestykker, ville være oplagte, fordi de kan kogevaskes, og jord, ketchup og smattede jordbær derfor ikke er et problem.

Men fordi vi her taler om fødevarer, er der jo dels noget med hygiejne, hvor vi som forbrugere ikke nødvendigvis ved, hvilke krav, der stilles til supermarkederne, og dels er der et hensyn til de ansatte at tage: Deres håndled falder af, hvis de skal sidde og åbne alle poser, de har gennem hænderne, fordi man ikke kan se, hvad de indeholder.

Derfor synes jeg, at det her må kunne forsvares at købe en håndfuld af de poser, supermarkederne selv tilbyder til formålet.

Så langt, så godt.

Det næste indsatsområde for mig selv er, hvordan jeg så kan minimere emballageproduktionen, når jeg køber ind.

Her vil jeg øve mig i at begynde at vælge det mindst indpakkede alternativ, når der er noget at vælge imellem. Te er et godt eksempel, for te i løs vægt er jo lysår bedre, end tebreve, der er pakket ind i papir, som er pakket ind i en æske, som er omviklet med cellofan. (Og her kunne man jo så passende bruge de gemte, rene syltetøjsglas til at hælde teen over i, så den er opbevaret i mindre portioner, og dermed ikke så hurtigt taber smag).

Måske man endda kunne forhøre sig i butikken, om man må bruge sin egen pose til teen, eller genbruge den, man købte te i sidst.

Er man kommet afsted uden poser, kan man stadig godt træffe bedre valg, end at tage plastikposer til hver eneste grøntsagsgruppe; der er intet til hinder for, at radiserne kan gnubbe skuldre med forårsløgene – og peberfrugterne kan sagtens gå helt commando.

Skal du tage brød i en bake off-sektion, så vend vrangen ud på den pose, du skal putte brødet i og brug den som handske, så du tager brødet og trækker posen over det, læge-med-gummihandsker-style.

Den ene sparede handske kommer ikke til at redde klimaet, men jeg har gjort det i snart to år nu, og det MÅ være bedre at gøre dét, end ikke at gøre noget. Derudover hjælper den lille gestus mig med at huske at fokusere på at blive ved med at prøve, og da brødsektionen de steder, jeg handler, ligger før Frugt & Grønt, er det faktisk den, der i starten hjalp mig med at bryde vanen med at bruge én pose til æbler, én til tomater osv.

For der er meget Plejer & Vane at kæmpe imod her, og det er nemt at komme til at føle, at når de store ikke gør noget, hvorfor så overhovedet prøve? Det er nemt at blive så opgivende, at man bliver apatisk og bare giver op, men vi er simpelthen nødt til at gøre det bedre, end vi gør nu. Snart.

Revolutionen starter nedefra, og den starter i dag.

Den gode nyhed er, at vi er i den sammen. Yei!

Det sidste, jeg gerne vil have med, er anbefalinger af genbrugsemballage, som I er glade for – og her synes jeg sgu, at vi skal gå helt tæt på og ære den, der æres bør.

Har du fundet nogle gode grøntposer? Noget, der slutter tæt og egner sig til genfyld af te/kaffe? Flasker/glas, hvor låget ikke ruster? Og som man ikke får tyfus og difteri af at bruge?

Plug det i kommentarfeltet, så vi alle sammen kan gå glæde af det.

God weekend.

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg været i gang med at planlægge Antons ikke-konfirmationsfest, som bliver en dag, 100% på hans præmisser.

Det har for ham været alt for abstrakt, hvad selve dagen kommer til at indebære, og i de situationer kan det ikke betale sig at forsøge at presse planlægning igennem, for han går i baglås – hvilket jo sådan set er ret forståeligt.

Men vi er så heldige, at Antons søde, jævnaldrende kusine også går i 7. klasse, så hun blev konfirmeret sidste weekend. Derfor har jeg nu kunne tale meget mere konkret med ham om, hvilken dag HAN gerne vil have, fordi jeg kan lave en 1:1 sammenligning af alle delelementerne.

“Hvem vil du gerne have med i kirken? I søndags var vi X, Y og Z afsted. Du skal jo ikke selv konfirmeres, men kunne du tænke dig, at mormor og morfar sad sammen med os og så de andre fra klassen blive konfirmeret?”

“Hvad vil du gerne have at spise? I søndags fik vi kylling, mørbrad, salat osv. Hvad kunne du tænke dig?”

“Hvor vil du gerne være? I søndags var vi i festsalen, hvor moster og onkel bor. Vil du gerne være her? Udenfor? I mormor og morfars have?”

Han HADER det, for han synes, det er bøvlet at tage stilling til, og det må det virkelig også være, når man ikke får billeder inde i hovedet, hver gang nogen beskriver et scenarie, men denne gang har jeg stået fast på, at det SKAL være ham selv, der vælger. Jeg hjælper selvfølgelig med forskellige muligheder, men med møje og besvær (og moderat tvang), er det lykkedes ham at vælge en menu og at beslutte, hvor vi skal være.

Ønskesedlen hænger stadig, men “Jeg er færdig med at snakke nu, mor” – og det kan man jo ikke argumentere imod.

Jeg har den på listen her, fordi det for mig virkelig er én af de ting, jeg har skulle lære, og som gennem tiden har kostet mig dyrt. Både økonomisk og tidsmæssigt. For jeg lægger planer – Gud og Anton ler. Det har været en overvindelse at slippe behovet for at være på forkant med alt, men jeg har så mange gange stået med fryseren fuld af mad, han ikke kan overskue, billetter til arrangementer, han ikke har lyst til at deltage i, og tusind ideer, jeg allerede har planlagt i detaljer, der bare ikke fungerer for ham.

Derfor har kunsten for mig været at lære at læne mig tilbage og vente på, at han er klar. For han ved præcis, hvad han vil og ikke vil, og det er en gave. Men at kunne drage fordel af kompasset forudsætter, at jeg holder hestene til han er klar, og det var han i dette tilfælde først nu.

Men nu er rammerne for dagen sat, jeg ved, hvad der skal laves af mad, og han har lovet mig, at vi kan kigge på ønskesedlen i morgen. Med 14 dage at løbe på, er det også ved at være, men vi får det til at fungere, og vi gør det på hans måde.

2.

Har jeg erkendt mit nederlag og købt flere knive.

For mine børn spiser pludseligt kun ting, der skal smøres, og efter i 4 uger konstant at åbne skuffen til en tom bestikindsats, fik jeg i går nok og kørte i Hjemløses Venner efter en håndfuld nye brugte.

Til 1 kr. stykket kan det ganske enkelt ikke betale sig at stå, optændt af mor-irritation over, at iNgEn i dEt HeR hUs TaGeR eN oPvasK aF siG sELv!

3.

Tænkte jeg, da jeg gik rundt i Hjemløses Venner over, om der mon kommer et tidspunkt, hvor der skal laves noget mere regulering af, hvad der må sælges i genbrugsbutikker.

For hvor den etablerede detailhandel er underlagt regler og restriktioner for, hvad de må videresælge, så er der jo – mig bekendt – ikke samme begrænsninger pålagt Frelsens Hær, Røde Kors osv.

Men du kan jo ikke på en lampe se, om den er købt i Silvan eller på Temu, om termokoppen er fra Magasin eller Ali Express eller om kjolen er fra Zalando eller Shein.

Og hvor man som enkeltforbruger jo selv beslutter, om man tør købe lyskæder og foundation fra den kinesiske undergrund, så kommer genbrugsbutikkerne måske lidt til uforvarende at hvidvaske varerne, fordi 80% af dem, der handler der, formentlig ikke overvejer, at varerne kan være fulde af kemikalier og løse forbindelser.

Handler du på Marketplace, ved du godt, at du tager chancen, for du kan ikke se på en babyalarm, om den har været tabt i havet, eller om et par gummistøvler har stået på loftet i 5 år, så de flækker, første gang barnet har dem på i børnehaven. Men der er et eller andet ved at købe tingene i en butik, der legitimerer dem på en anden måde, end hvis du har hentet dem i en garage i Guldager, synes jeg.

Jeg kan faktisk ikke helt finde ud af, hvor jeg selv står på den; om jeg synes, det bør reguleres eller om det bare er købers eget ansvar, men jeg tror, det er noget, vi på et tidspunkt bliver nødt til at forholde os til.

Hvad tænker I?