M2025, uge 19

M20XX-indlæggene er en indlægsrække, jeg startede i 2018, som i første omgang var et forsøg på at skrive mig ind i at leve mere bevidst; at finde en måde at have miljø, klima og privatøkonomi med i de valg, jeg træffer dagligt.

Siden har det udviklet sig, og handler i dag mere bredt om at være tilstede i sit eget liv. Det er en skønsom blanding af de oprindelige emner, mental minimalisme, samt de dilemmaer, der kan opstå, når ét hensyn modarbejder et andet.

Det er en organisk vildmark af et tema, der kun bliver bedre af input, så uanset om du er ny her på bloggen eller om du er veteran, er betragtninger, erfaringer og hovedbrud altid mere end velkomne i kommentarfeltet.

*

I den forgangne uge:

1.

Har jeg tirsdag haft Frida med ude at købe tøj til på lørdag og onsdag var det Antons tur.

At shoppe tøj er noget af det værste, jeg ved, og det bliver kun værre, når det er til mine børn, for de hader det også. Frida lægger dog hårdt ud med at elske det, og være klar på alle butikker og prøverum i hele verden – for så ar ramme muren og blive nærmest apatisk af overvældelse efter en halv time.

I dag ved jeg, at det handler om, at shopping med et blottet nervesystem svarer til en rodbehandling ved tandlægen, bare minus bedøvelse. (Hvilket er en fejl, hvis du spørger mig). For der er lys og larm og mennesker og alt, alt for meget tøj at forholde sig til, og når du skal prøve det, får du 16.000.000 nye input at forholde dig til, fordi din krop ikke kender fornemmelsen af tøjet, du tager på.

(Hvis du har ND’ere i din omgangskreds, så prøv at lægge mærke til, at de ofte har det samme stykke tøj, bare i forskellige farver, og tit har nyt tøj hængende længe, før de begynder at bruge det. Det er benhård økonomi: Når man konstant aktivt skal frasortere indtryk og sensoriske input, så er kendt tøj ‘gratis’, fordi man ikke skal bruge ressourcer på at bearbejde indtryk, når man har det på).

Meget kan vi klare over nettet, men tøj til en fest kræver en ekskurtion gennem neonoplyste Mordor, så der var ikke nogen vej udenom.

Ved et Guds mirakel tog det kun en time pr. barn, ingen græd OG det lykkedes mig at hjælpe dem med at finde tøj, der også kan bruges til sommer. Frida fik to fine kjoler, fordi hun ikke kunne vælge, og da kjoler er noget af det, hun mangler, var det en to-fluer-med-ét-smæk kinda situation, mens Anton har opdaget hør, og nu er en stråhat og et par loafers fra at ligne en statist fra Den Afrikanske Farm.

For 5 år siden ville jeg have taget begge børn med samtidigt for at få det overstået. Vi ville være kommet ud med en brudekjole, 2 hunde og en mintgrøn heldragt, fordi jeg efter 24 minutter ville være så presset, at jeg sagde ja til alt, der kunne få mig ud af helvedes forgård, så nogle gange kræver minimalisme og økonomisk ansvarlighed et ærligt kig på, hvad man selv kan gøre for at holde fast i de gode vaner i de situationer, hvor det kan føles som pjat at være presset, men man ikke desto mindre er det.

2.

Har jeg ryddet op i alles tøjskabe, selvfølgelig med de respektive ejermænd m/k på sidelinjen.

Det blev den store tur, hvor jeg også var kasserne med hatte, handsker og sko igennem, og som hver eneste gang overraskede det mig, hvor meget tøj, jeg bagefter kunne smide til genbrug. Som ovennævnte punkt illustrerer, er vi ikke typerne, der hyggeshopper tøj i tide og utide, og min egen oplevelse er, at det er langt nemmere at styre, hvad man hælder i kurven, når man handler på nettet, fordi man kun ser det, man specifikt søger på, og derfor ikke pludselig opdager en t-shirt og to par sneakers, man ikke kan leve uden.

Men jeg kan også godt se, at vi alle tre over de sidste år gradvist har fået mindre tøj i bunkerne i skabet, hvilket nok skyldes en kombination af, at alle nu er store nok til at vide, hvad de gerne vil have og ikke skal bede om, og samtidigt kan passe tøjet længere tid ad gangen. Derfor er der ikke i børnenes skabe længere de bunker, hvori der ligger tøj, både i de størrelser, de er på vej ud af, og dem, de er på vej ind i.

Og så har vi, som naturlig konsekvens af, at jeg skriver de her indlæg, også talt meget om, hvor meget, man faktisk har brug for. Jeg er ikke helt så disciplineret som Jane, for jeg kan godt fristes over evne af pæne ting, der skinner, men det er dog lykkes mig at installere en vis bevidsthed i os alle 3 om, at målet er at have det, vi skal bruge, og ikke meget mere end det.

Alt andet lige er det nemmest at vurdere, hvad man mangler, når man samtidigt ved, hvad man har, og det kræver, at der bliver ryddet op.

Det fik vi gjort i mandags, og tingene blev afleveret til Røde Kors, som er dem, jeg altid bruger, fordi de både videregiver/sælger tøj, men også laver møbelpolstring og tvist af overskudstøj. Derfor ved jeg, at de selv eftersorterer det, de får, så det ikke er en katastrofe, hvis jeg undervurderer graden af slitage på tøjet, jeg smider ud.

3.

Har vi levet af mad fra fryseren, både fordi jeg gerne vil have plads i den, så der er et sted at gøre af rester efter nonfirmationen på lørdag, men også af økonomiske årsager.

Jeg skal liiiige trække vejret i en papirspose i disse dage, for det var godt nok ikke planen, at det overskud, jeg arbejdede som en yuppie fra 80’erne for at oparbejde i efteråret, skulle bruges på en operationsudløst sygemelding. Kombineret med en nonfirmation (seriøst: jeg hader det ord) og udsigten til sommerferie, skal jeg på dårlige dage koncentrere mig for ikke at gå en smule i panik.

Men jeg har været her før, og derfor har jeg jo heldigvis en masse gode vaner og strategier at trække på, og dem gør jeg brug af nu.

Jeg har længe været god til at tjekke stop-madspild-kølerne, når jeg handler, og er der kylling, køber jeg, hvis jeg alligevel skal have gang i ovnen den dag. Jeg laver pulled chicken af det, som jeg fryser i små bøtter, der passer til en enkelt portion suppe, huevos rancheros eller som fyld i pitabrød/burritos.

Det kan gøre små rester til fuldgyldige måltider, og tager ikke lang tid at tø op, og så har det været ekstra smart den sidste måned, hvor jeg dels har været lidt motorisk udfordret og samtidig har haft brug for ekstra protein.

Men ind imellem er det så også nødvendigt at få ryddet op, så jeg ikke har 15 bøtter kylling liggende, for det får jeg aldrig spist, så jeg har i denne uge både scoret billige point ved at servere loadede nachos for ungerne, og har med et glas karrysauce, to bægre frossen ris og en pose frossent grønt haft nem aftensmad til mig selv i 3 dage.

*

Jeg vil lige slutte med at sige tak for tålmodigheden de sidste par uger, hvor bloggen har været nede on/off. Det er MEGA irriterende, og det ødelægger flowet, fordi jeg ikke kan få lov at blogge eller svare på kommentarer, når det passer.

Derfor ved jeg godt, at det for jer kan føles som om, I bare har siddet og råbt ud i intetheden, og det er der ingen, der gider. Så jeg vil bare sige, at det ikke på nogen måde har handlet om ligegyldighed, men bare om noget så lavpraktisk som kombinationen af tid og adgang til mit dashboard.

Bloggen er nu flyttet over på en anden server, og jeg har overvejet, om jeg skulle flytte hele skidtet over på en google-understøttet løsning; også fordi min arbejdsmail ligger på samme server som bloggen. Men det bliver nok desværre ikke sidste gang, russiske og kinesiske bots forsøger at drukne servere, så jeg er endt på, at det egentlig er meget smart, at jeg har bloggen (og min arbejdsmail) til at ligge ét sted, mens facebook osv. ligger på et andet. Sandsynligheden for, at begge løsninger bliver lagt ned samtidigt er ikke ret stor (med mindre vi er på Fuld Rød Apokalypse, og så har vi større problemer at forholde os til), og dermed har jeg altid én kanal at kommunikere ud på.

Derfor: Fremover vil jeg, så snart jeg bliver opmærksom på det, smide info om nedbrud op på bloggens fb-side, så I ved, hvad der sker.

Fb-siden er offentlig, så man behøver ikke følge den for at tjekke den.

God søndag derude.