I øvrigt:

*Ved jeg ikke engang selv, hvordan jeg har det med, at jeg blogger om lal og bananer, når verden omkring os har forvandlet sig til et dystopisk helvede. Det føles så surrealistisk, at vi er vidner til vanvid, der knapt lader sig beskrive, mens vi samtidigt bare deler memes og begejstres over den nye Afdeling Q på Netflix. Det føles, som om vi er den skingre, forpudrede overklasse i Hunger Games, der ser apokalypsen som ren underholdning – men jeg ved simpelthen ikke, hvad vi ellers skal gøre? Min hjerne brækker over på midten, hvis jeg skal tage mere ind.

*Har jeg, af samme grund, ikke set Den Sorte Svane, og jeg tror ikke, jeg kommer til det. Jeg er indignationsudtrættet i en grad, jeg ikke kan huske at have prøvet før, så jeg kan ikke rigtigt mønstre hverken raseri eller energi til at skælde ud på systemet eller forsøge at gennemskue, hvem der er i lommen på hvem.

*Skylder jeg et indlæg om sundhedsforsikringer, og det kommer. Jeg skal lige have tid til at researche ordentligt i bund, men jeg satser på at have det klar i midten af næste uge.

*Har jeg taget mig selv i at begynde at sige “Thank you” og “Please” til Siri. Jeg kan ikke finde ud af, om det mest bekymrende er, at jeg gør det, eller at hun holder et nanosekunds pause, før hun, med hørbar glædelig overraskelse i stemmen, svarer mig. Men altså. Det skader selvfølgelig ikke at være på god fod med robotterne med den fremtid, vi kigger ind i.

*Irriterer Mercedes nye håndtag til deres bagagerum mig *uforholdsmæssigt* meget. HVORFOR STRITTER DE LIGE UD I LUFTEN!?

*Har jeg i et par år Wørdlet med to af mine veninder. For 3 måneder siden begyndte Anton og jeg at gætte ordet sammen, når jeg kører ham i skole om morgenen, og det er virkelig hyggeligt. Når ordet er gættet, er reglen i vores lille gruppe, at vi deler resultatet med hinanden, og der er – selvfølgelig – fri håneret. (Nåmn, vi spiller altid for at vinde, jo?) Fordi jeg om morgenen kører bil, er det Anton, der sidder med telefonen, og det er derfor ham, der står for at sende resultatet til de andre to. Vi har gjort det hver dag i snart 100 dage. Det er de samme to damer, vi sender resultatet til. Hver dag. De hedder Karina og Gitte. Det hedder de også hver dag. Og alligevel spørger Anton hver ENESTE morgen, om han skal “sende det til [indsæt 2 nye navne, ingen nogensinde har hørt om før]?” I morges bød han ind med Louise og Cassandra.

*På den anden side er han også hver onsdag morgen godt muggen over, at han skal have ‘Fysik & Keramik’, (hvilket jeg, hånden på hjertet, også ville hade), så vi har for længst vedtaget, at navne er vejledende.

*Ligger der en dyrlæge et par hundrede meter fra, hvor jeg bor. For nyligt så jeg, at der er åbnet en ny butik i samme bygning – og jeg insinuerer ingenting. Jeg *nævner* bare, at det måske kan indikere et lidt uheldigt sammenfald af interesser, at det er en slagter. 

*Har jeg opdaget, at jeg lader til at være den eneste i verden, der stadig kører med hvid baggrund på min telefon. Hvornår besluttede vi, at dét var en ting??

*Nærmer jeg mig et punkt, hvor jeg er villig til at gå ind i politik for at fremsætte og vedtage en lov, der forbyder busser at køre 30 km/t for at slippe for at holde ind ved tomme stoppesteder. Det KAN ikke være rigtigt, at vi alle sammen skal komme for sent, fordi du ikke gider koble ud, Jørgen.

*Er det ved at være kritisk, hvor ofte jeg hånligt udbryder: “Tro på det!” når en Audi eller en Tesla trækker ud på midten af vejen 100 meter fra en chikane i selvsikker forvisning om, at Jeg, Pøblen™, holder andægtigt tilbage for dem. Not today, Satan.

*Har jeg til gengæld forelsket mig så hjælpeløst i den nye Suzuki, at jeg once again am asking you om at sætte mig op med jeres rige onkler/fætre/fædre, no questions asked. EJ, hvor jeg synes, den er pæn!