Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

M2018, uge 51 (og hvad så nu?)

33

(Læs forklaringen på M2018-indlæggene her) 

I den forgangne uge har jeg: 

1)

Været god til at fryse ting, som jeg normalt ikke husker at fryse. F.eks. har jeg skåret en bakke halvsløje tomater i skiver og frosset dem ned, og senere brugt dem i lasagne. Jeg huskede også at smide en liter dato-mælk i fryseren, og bruge den i weekendens smoothies.

2)

Skrevet til min bank og spurgt, om ikke vi skulle sætte mine renter ned. Det skulle vi. 1 procent på det ene lån og 3 procent på det andet, hvilket samlet set kommer til at spare mig for små 10.000. 

3)

Ryddet op i min pung og smidt alt ud, som jeg ikke længere bruger eller har udsigt til at få brugt, f.eks. alle de gamle kaffe-rabat kort til uddannelsessteder, hvor jeg ikke længere tolker. Jeg fandt ved samme lejlighed et meget, meget gammelt gavekort fra Vila, som jeg først lagde i affaldsbunken, fordi jeg simpelthen ikke havde fantasi til at forestille mig,, at det stadig var gyldigt – og desuden ikke kan huske, hvornår jeg sidst har været i Vila. En pludselig indskydelse fik mig til at google, om man på nettet havde mulighed for at tjekke saldoen, og jeg har nu 130 kr. at fyre af i en Bestseller-butik efter eget ønske. 

4)

Tænkt at jeg ville huske at skrive den her på, selvom den ikke kun hænger sammen med den forgangne uge: Jeg kører Mac over hele linjen, og har derfor valgt, at al min musik ligger i iTunes. For et halvt år siden gik det op for mig, at jeg faktisk har adgang til YouSee musik, fordi YS er min internetudbyder. Jeg synes, det er noget knald at bruge de to tjenester samtidig, for jeg gider ikke sidde og lave spillelister i YouSee med alle de samme sange, som jeg allerede har købt i iTunes, men jeg er begyndt på YS at hente de musiknumre, som vi et par gange i ugen pludselig opdager, at vi ikke kan leve uden. Det kan vi jo *ret* tit, viser det sig, og jeg har sparet temmelig mange penge på, at jeg nu kun køber det på iTunes, som vi stadig elsker og hører på repeat efter et par uger. 

—- 0 —-

Dette var det sidste ordinære indlæg i M2018-rækken, så hvad nu?

Tilbage i sensommeren, hvor jeg første gang begyndte at overveje, hvad der skulle ske, når vi var igennem 2018, var min tanke egentlig, at jeg ville fortsætte med et ugentligt indlæg. Jeg synes, det har været meget givende, både ift. at skærpe mine egne øjne, men også fordi jeg har fået mange, mange tilbagemeldinger på, at det også har sat tanker og processer igang ude blandt jer. 

Men de sidste 3-4 måneder er det som om, der er sket noget i mailboksen og kommentarfeltet til M2018-indlæggene. Jeg tror måske det handler om, at fordi jeg poster indlæg en gang om ugen, der har minimalisme/miljø/besparelser som omdrejningspunkt, så har det trukket nye læsere til, som har et andet udgangspunkt, end det, jeg oprindeligt skrev ind i. 

I hvert fald har jeg oplevet mere undren, flere kritiske spørgsmål til mit liv og mine valg, og sågar også et par stykker, der har sat spørgsmåltegn ved, om vores økonomiske situation virkelig er så slem, som jeg giver udtryk for. 

Det har jeg oplevet som ret grænseoverskridende. Når vi har diskussioner i forlængelse af indlæg om emner, der naturligt vækker stærke følelser, er jeg forberedt på, at kommentarer kan stikke af i alle retninger, men i mine 11 år som blogger synes jeg, at det i 99% af tilfældene har været bolden og ikke manden, man er gået efter. 

Det oplever jeg anderledes her, og det påvirker min lyst til at skrive. Mit udgangspunkt med disse indlæg var at skrive til og for os, der lever helt almindelige liv, og som – gode intentioner til trods – måske ikke har kunne overskue at stige ombord på zero waste og nul kød.

Mit mål har aldrig været at blive rig eller at finde alle de steder, jeg kan spare. Jeg har aldrig arbejdet hen imod at leve et liv, hvor vi kun har det *allermest* nødvendige, og har skåret alt andet fra. Jeg har haft et ønske om at få pengene til at række længere, og om at leve mere bevidst, og jeg har hele tiden forsøgt at tage udgangspunkt i mig selv.

Derfor kommer det til at kræve for meget god energi, hvis jeg skal forsvare og forklare, fordi indlæggene læses af mennesker, der er meget længere på denne rejse, end jeg er – for selvfølgelig påvirker det mig. Det ville være løgn at påstå andet, og det kan al logik og fornuft ikke ændre på. 

Når alt det er sagt, har jeg ikke lyst til at stoppe helt, for jeg har fået så utrolig meget ud af at holde mig selv fast på at aflægge ugentlig rapport, og jeg er desuden nærmest upassende stolt af, at jeg også har været med til at gøre en reel forskel. Hvis bare 10% af jer, der sidder derude, er begyndt at tænke over at sænke farten, når I kører på motorvej, har disse indlæg, helt konkret, ændret noget til det bedre. Hvis bare 5 af jer har grebet bolden, og er gået tilbage til jeres respektive børns institutioner og har ønsket, at det bliver muligt at låne service i børnehaven, når der holdes fødselsdage, er det en betragtelig mængde engangsservice, disse indlæg har været med til at overflødiggøre. Det giver mening på en måde, som jeg ikke har prøvet før. 

Derfor har jeg besluttet, at jeg ændrer frekvensen, og poster et M2019-indlæg den sidste weekend i måneden, og når 2019 er slut, trykker vi hinanden i hånden og tager afsked med M20xx-kategorien. På den måde holder jeg stadig mig selv fast på at holde fokus, indlæggene kan forhåbentlig stadig sætte tanker i gang og inspirere, og den lavere frekvens vil formentlig betyde, at det bliver den oprindelige målgruppe, jeg skriver til igen.

Så med det sagt: Tak for kampen. Det har været en ualmindelig lærerig oplevelse.

På søndag kommer der en et opsamlingsindlæg med de fleste af årets punkter, sat op i herlig, overskuelig listeform. 

Må I alle få den bedste jul med de mennesker, I holder allermest af. 

Vi skrives ved på den anden side. 

Kh.

Linda

I øvrigt:

2

*vil jeg gerne vide, om vi snart er færdige med at hælde karry i kolde retter? Jeg får ondt i tænderne af det. 

*har jeg meget få aversioner af de uforklarlige i livet. Fedtkugler med fuglefrø i er én af dem, så jeg vil gerne bede om en Emmy for min præstation i tirsdags, da Anton med en mine, som var det den hellige gral, overrakte mig resultatet af denne uges kreative indsats skolen. 

Min reaktion udenpå:

Min reaktion indeni:

*er det *bare* fint, at vi har ferie nu, for de sidste tre dage har Frida smidt sig i den omvendte søstjerne og brølet ned i gulvbrædderne: “JEG ER TRÆT!! JEG VIL I SENG!!” Hvilket sådan set er fint nok, hvis bare klokken ikke havde været 16. 

*skulle jeg sidste søndag læse en mail højt for familien, som bl.a. omhandlede julemad til oldeforældrene, og i stedet for at læse “og nyde Anettes andelår” – som der stod – læste jeg med høj og klar stemme “og nyde Anettes inderlår”. Man skal betragte sig selv som heldig, hvis man får mig som tolk.

*og apropos sidstnævnte tolkede jeg forleden i et køkken, hvor jeg både formåede at lægge røven op i en håndvask med påmonteret vandhane med sensor OG at smide en metalske i papircontaineren. Den gode tolk er en diskret tolk.

*siger jeg “praised be” uforholdsmæssigt mange gange dagligt for et menneske, der ikke har døbt sine børn. 

*har jeg i formiddag købt ind på den måde, hvor man tror, man ALDRIG vil få behov for at handle igen.

*gik der lige præcis fire minutter fra jeg kom hjem, til jeg opdagede det næste, jeg manglede.

*skal jeg bede skoler og institutioner om at stoppe med at være så effektive, at de afmonterer julen, inden de går på juleferie. Det er deprimerende.

Har jeg fundet den Blossa-gløgg, jeg fik anbefalet i sidste uges kommentarfeltet i en hvid version, og:

God weekend. 

I spørger, jeg svarer: Er der forskel på at opdrage et enebarn og søskende?

45

For et par uger siden fik jeg en mail fra Anette. Hun skrev:

Min mand og jeg har en søn på 2. Vi har mødt hinanden sent, og har derfor allerede inden vores søn kom til, været afklarede med, at vi kun når at få ét barn. 

For nyligt var jeg til fødselsdag, og en af de andre deltagere beskrev på et tidspunkt et barn i omgangskredsen som “et rigtigt enebarn”. Det har fået mig til at tænke. Først blev jeg lidt stødt, for jeg synes, at vi tænker meget over vores opdragelse, og at “det typiske enebarn” måske er en fordom. Men omvendt forstår jeg jo godt, hvad hun mener, og det har fået mig til at tænke meget på, hvor det mon er, jeg/vi gør noget, som vi ikke selv er opmærksomme på, som kan forme vores søn og gøre ham til “et rigtigt enebarn”.

Så mit spørgsmål til dig er, hvad du oplever? Har du tænkt over, at forældre opdrager deres børn forskelligt, afhængigt af, om de har ét eller flere? Jeg ved godt, at det kun kan være din personlige oplevelse, og at det måske er et lidt ømtåligt emne, men jeg håber, du har mod på at tage det op, for jeg kunne godt tænke mig at høre både din og dine kloge læseres betragtning.

Det her er noget, jeg selv har tænkt en del over, både da jeg selv havde et enebarn, og efter at Frida kom til.

Jeg starter lige med, med verdens største caps lock at disclaime; nedenstående jo udelukkende er det, jeg er stødt på, og ikke hver gang eller hos alle 1-barns-familier, jeg kender og møder. Og det er også vigtigt for mig at sige, at dem med 3 børn med garanti kunne skrive et tilsvarende indlæg om mig/os med to børn. 

Men hvis jeg alligevel skal give det et forsigtigt skud (så vi kan få jer på banen i kommentarfeltet #PublicService) så er der nogle tendenser, jeg synes, jeg har bemærket, og som jeg derfor vil nævne. Så kan du, Anette, selv vurdere, om det er noget, du føler, du kan bruge.

En af de primære forskelle jeg har tænkt over, er at enebørn hurtigere bliver store. Når man får et barn, tror jeg at de fleste oplever, at verden bliver vendt på hovedet, og at voksenlivet bliver sat på pause i en periode, men jeg tror, at forældre med ét barn er gode til at gøre barnet mere selvhjulpent hurtigere, både fordi der er bedre tid til at gøre det, og måske også fordi det giver en følelse af at vende tilbage til ‘normalen’.

Med flere børn er min egen oplevelse, at man bliver længere i børnefasen. Eksempelvis havde jeg LANGT flere krav til, hvad Anton skulle kunne selv, inden jeg fik Frida, fordi jeg havde tiden til at hjælpe og guide ham til det hele, både når noget drillede, og når han ikke gad. Jeg er sikker på, at jeg f.eks. havde lært ham at stå op og tage morgenmad selv, hvis det kun havde været ham og mig, men fordi jeg er oppe med Frida alligevel, har det ikke givet mening at bruge energi på at fokusere på dét. 

Han havde formentlig også deltaget i flere ting på voksen-præmisser, og jeg kan sagtens se mig selv tage ham og iPad’en med på en café for at mødes med en veninde, hvis han havde været enebarn – hvor jeg hellere ville drikke afløbsrens end at gennemføre dét eksperiment med begge børn i lommen.

Jeg tror måske også, at Anton har haft mulighed for at dyrke barndommen lidt længere end et enebarn på hans alder ville have haft, fordi han er med, når Frida skal afsted til noget. Men lige den her kan også handle om, at der kun er én forælder på vores adresse, og at der derfor ikke er mulighed for at slippe for at tage med. 

Jeg tror, at man med to børn måske har et lidt mere realistisk billede af, at ens barn både kan have horn og glorie, end man har, hvis der er ét barn. Når Anton og Frida har en konflikt, er det jo en konflikt, hvor jeg elsker både det barn, der er årsag til konflikten og det barn, det går ud over, og hvor jeg derfor ved, helt ned i følelserne, at det ikke er et udtryk for ondskab eller dårlig opdragelse (vel?), men bare skyldes, at det er sådan, børn er. Der oplever jeg måske mere, at det hos nogle ét-barnsforældre er en slags default reaktion, at det er svært at forestille sig, at det kan være ens eget barn, der lagde ud med at slå den anden i hovedet med bilen, fordi man ikke ser den side af sit barn, når man er sammen i en 1:1 voksen-barn-relation. 

Jeg synes også somme tider, at antallet af børn påvirker, hvordan de voksne taler til andre børn, når de oplever deres børns grænser overskredet. Måske igen fordi man med flere børn har en lidt mere rodfæstet fornemmelse af, hvor forskellig adfærd børn kan have, uden at det betyder, at de er respektløse eller ikke hører efter. 

F.eks. er Anton meget optaget af babyer, (som for ham er alle børn under 3 år), og selvom jeg gør meget ud af at snakke med ham om, at man skal huske at spørge babyers forældre, om man må ae de små, bliver han somme tider så revet med, at han kommer til at gøre det, inden jeg når at stoppe ham. Her oplever jeg, at måden et ‘nej tak’ bliver kommunikeret på ofte er langt mere kontant fra fra et-barns-forældre, end fra dem med flere børn, måske fordi sidstnævnte har lidt mere erfaring med, at børns personligheder kan have forskellige udtryk, og at man sagtens kan respektere både ét barns grænser og et andet barns adfærd samtidig. 

Og endelig er der nok færre regler i hjem med flere børn, fordi man løber tør for arme, øjne og overblik. Og tålmodighed. Bordskik, putteregler og skærmtid er bare nogle af de områder, hvor min egen oplevelse er, at jeg med ét barn var MEGET regelfast (og måske, hånden på hjertet, syntes, at flerbørnsforældre var *lidt* for laissez-faire) mens jeg med to børn dagligt har et standpunkt, til jeg tager et nyt.  Jeg har ganske enkelt ikke tiden til at tage hver eneste kamp, der opstår i løbet af en dag, for der er MANGE, og de kommer forskudt. På et tidspunkt synes jeg, at opdragelsen forvandler sig til en stemning af kronisk “Nej!”, og det er der ingen af os, der kan holde ud at være i.

I dag er det derfor blevet vigtigere for mig at vælge mine kampe, og så til gengæld være 100% til stede i dem og forsøge at tage dem på en ordentlig og respektfuld måde.

(-altså, de gange, hvor jeg  ikke bare tackler dem ved at råbe: “NEJ!! FORDI JEG SIGER DET!”)

Måske er det tilfældigt, at det netop er ovenstående, jeg har bemærket, og det sete afhænger jo som bekendt af øjnene, der ser. 

Om man reelt kan ændre på noget – og om man skal – er svært, synes jeg. For er det en dårlig ting, at man kan bruge al den tid, der er nødvendig, når man skal guide sit barn? Eller at børn får lov at snuse lidt til voksenliv og -dynamik?

For mig at se er det noget med, at man, uanset vilkår, gør alt hvad man kan for at give sine børn så godt et liv og så gode betingelser som overhovedet muligt. Og det er måske en tanke værd, at man nok ikke skader sine børn, men snarere former dem gennem sine valg og fravalg af både opdragelsesmetoder, fokuspunkter og antal af søskende, og at denne formen udspringer af den virkelighed børnene fødes ind i og skal navigere i.

Det kan ikke være ens for alle, og det tror jeg måske heller ikke, at det skal være.

M2018, uge 50

19

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)

Skrevet til mine bedsteforældre og spurgt, om jeg ikke i julegave skal give dem, at vi stikker forbi med en gang frisklavede frikadeller, en ny-stegt medister, en gryde skrællede kartofler, tilbehør og en omgang ris á la mande d. 24.

Jeg vil så gerne give dem et eller andet, de kan bruge, men de er 89 og 91 år, og de mangler i-n-t-e-t, og da min bedstefar oven i købet har fødselsdag nytårsaften, sidder vi 2 gange på under 14 dage og river os i håret over, hvad vi kan glæde ham og dem med. 

Men de blev så begejstrede over udsigten til hjemmelavet mad, at jeg nu har spurgt resten af familien, om en fødselsdagsgave kunne være, at vi tilvejebragte nytårsmenuen; de får gæster, og måske det var rart, at de bare kunne koncentrere sig om dét?

Ideen er hermed givet videre, hvis andre kan bruge den.

2)

Brugt det sidste af mit gavepapirs-stash, og besluttet, at jeg bare vil købe en rulle med almindeligt, brunt papir, når jeg handler næste gang.

Jeg ved godt, at mange minimalister får hovedpine ved tanken om indpakningspapir, men vi er ikke helt der endnu, hvor det vil virke naturligt at overrække en gave pakket ind i en gammel avis.

Men det brune gavepapir, som jeg før har haft, bliver så fint, hvis man pynter det med et glansbillede eller et klistermærke, eller hvis børnene får lov at tegne på det. Det kan på denne måde customizes til alle anledninger, og man behøver derfor ikke have en kasse med forskellige typer af gavepapir stående. 

3)

Haft gæster (sidste weekend) og tænkt over, at der faktisk har også været en uventet fordel forbundet med at arbejde så meget, som jeg har gjort de sidste par måneder. For det har tvunget mig til at være bedre til at tænke over, at den mad, jeg laver i weekenden, skal være et oplæg til madplanen den kommende uge. At jeg f.eks. laver suppe med friskbagte boller (som jeg ikke kan nå at bage i hverdagen). Eller laver burritobowl og steger ekstra kylling, så der er til quesadillas. Og at jeg tænker over at lave noget med gnavegrønt søndag, hvor jeg så snitter og hakker til den kommende uge. 

Sidste weekend lavede jeg frikadeller til frokost, købte et frisk rugbrød og et glas rødkål, kogte en bakke æg, og varmede resten af madpakke-leverpostejen. Der var *ingen* klager fra hverken gæster eller børn, og den kommende uges madpakker var næsten i hus. 

Ud over at det giver lidt ekstra luft den efterfølgende uge, hvilket altid er rart fordi: mere tid = bedre valg, så giver det også mindre spild ift. hvis vi i værtsskabets navn havde taget hul på 3-4 forskellige slags pålæg, som vi bagefter ikke ville kunne nå at spise. 

I øvrigt:

27

-Er jeg til min egen rædsel og forfærdelse gået lidt kold i gløgg.

-Har jeg brug for at I straks sender mig jeres bedste opskrift på hvid gløgg/glühwein/noget-andet-voksent. 

-Havde jeg i går planlagt, at nissen skulle tegne sorte næser på os alle tre, og da Frida for tiden sover som vinden blæser, sneg jeg mig til at gøre det, da jeg alligevel var oppe kl. 2:15. 

-Viser det sig, at teatersminke *ikke* er pude-fast. 

-Læser Anton heldigvis endnu ikke så flydende, at han undrede sig over, hvor i nissebrevet  “I dag har jeg drillet med noget, I endnu ikke har opdaget, hahaha” stod.

-Var i dag dermed (endnu) en af de dage, hvor det came in handy, at jeg altid har lidt palietter og sølvstjerner til at stå.

-Får jeg aldrig de sidste stjerner op af Fridas vinterstøvler.

-Har jeg de sidste uger set opslag på fb fra privatpersoner, der har laver give-away’s med julekurve etc. til ‘værdigt trængende’ hvor de i opslaget skriver: “Skriv i kommentarfeltet, hvorfor jeg skal vælge dig.” Er det bare mig, der synes, det er lidt ulækkert?

-Hørte vi forleden Chandelier med Sia, og Anton spurgte, oprigtigt bekymret, om “hun ikke får ondt i halsen af det der, mor?” Det griner jeg stadig af. 

-Skal jeg have fundet en anden forældre-stil, til når vi øver at cykle ude i verden. Anton er – stadig – ikke trafiksikker, og jeg bliver så bekymret, at jeg kommer til at råbe, når han for 600. gang på en cykeltur lige skal køre zig zag over striberne.

-Ved jeg godt, at det er kontraproduktivt ad helvede til. 

-Svarede han forleden på mit spørgsmål: “VED DU, HVAD DER KAN SKE, HVIS DU BLIVER KØRT OVER?!” “Ja. Så kommer man derover på græsplænen,  hvor ens mor sætter lego til én ved siden af stenen med navn på” og hvis nogen vil mig noget, ligger jeg stadig i hjørnet i fosterstilling og hulker. 

-Kommer mine svar på kommentarer i disse dage lidt i stimer, for jeg har været så heldig at få tilsendt et par korrektur-opgaver, som jeg sidder med om aftenen. 

-Skal jeg til julefrokost i aften, og jeg glæder mig.

Selv den længste nat får ende

42

I forlængelse af, at jeg for et par uger siden spurgte, om I derude havde en holdning til, hvad der skal ske – hvis der skal ske noget – med M2018-indlæggene, når ’18’ ikke længere er retvisende, har jeg fået flere kommentarer, både på bloggen og bagom, fra læsere, der gerne vil høre lidt om, hvad jeg har fået ud af at skrive indlæggene. Både en slags ‘greatest hits’, men også mere overordnet. 

Jeg er igang med at lave et opsamlingsindlæg med de punkter, jeg har haft på ugens liste i årets løb, men jeg har egentlig også lyst til at skrive lidt om, hvad indlæggene og processen har sat i gang af tanker hos mig.

For at det ikke bliver så langt, at man skal tage fri fra arbejde for at læse det, deler jeg det op, så opsamlingsindlægget kommer som årets sidste M2018-indlæg, mens det andet er det, du er i færd med at læse her.

I årets løb er der komme nye læsere til, og derfor giver det måske mening først at skitsere baggrunden for projektet. 

Kort fortalt slæber jeg rundt på en gæld, som jeg er utrolig træt af. Den er et resultat af mange bække små; restgæld fra salg af en andelslejlighed, rigeligt med kiropraktorregninger, indskud til de mange forskellige steder, jeg har boet – og almindeligt forbrug. Stille og roligt har det akkumuleret sig, og er blevet til et ganske anseeligt beløb.

Med min bil og indskuddet til vores nuværende hus som eneste undtagelser, har jeg ikke stiftet ny gæld i ca. 12 år, så vi taler primært om penge, der er brugt, da jeg læste, og i tiden lige efter. 

Selvom det i dag virker helt utroligt for mig, at jeg betragtede penge og forbrug på den måde, valgte jeg, da jeg var færdiguddannet, bare at betale af med den lavest mulige ydelse, i sikker forvisning om, at jeg på et (ikke nærmere defineret) tidspunkt, ville få flere penge mellem hænderne. (Hahaha – #life). Det er grunden til, at jeg i dag, 15 år senere, stadig ikke har betalt min gæld ud, selvom jeg flere gange har sat mine afbetalinger op. 

De sidste par år har jeg således afdraget 6000 kr. pr. måned, hvoraf ca. 1/3 er renter. Det er umuligt at tænke på, uden at få hovedpine, så vi skynder os videre. Med en løn, der ligner den, en folkeskolelærer får, kræver det ikke megen hovedregning at nå frem til, at det efterlader os med et ret overskueligt rådighedsbeløb; ikke mindst fordi der kun er mig til at hive penge hjem og betale regninger.

I mit job får man bare ret meget den løn, man får. Jeg har ikke udsigt til bonusordninger eller andre typer af økonomiske appelsiner til turbanen, og derfor fik jeg i begyndelsen af 2018 lyst til at zoome ind på, hvordan jeg så får mere ud af det, jeg har. 

Mit primære fokus i starten var at spare penge, og at få det, vi havde, til at række længere. Jeg har i flere år været ret optaget af ‘stop madspild’-tankegangen, og det føltes derfor naturligt at inddrage den vinkel også, så i starten kredsede indlæggene meget om dét. 

Men som ugerne gik begyndte der at ske noget med min måde at betragte vores forbrug på, og stille og roligt skiftede mit fokus fra at være på at spare penge til – mere overordnet – at leve bevidst. At forholde mig konkret til, hvordan vi i vores lille familie forbruger, hvad vi bruger vores penge på, hvad der er vigtigt for os ( – og hvorfor) , og hvad der er ligegyldigt.

Det begyndte at synke ind, at mængden af penge ikke betyder noget, hvis dit forhold til dem forbliver det samme. 

Og selvom det er store ord at bruge, så er min oplevelse faktisk, at det her projekt har ændret mit liv ret radikalt. Det har givet mig en helt ny ro, og en langt mere konkret fornemmelse af at være tilstede i mit eget liv, for med øget (kritisk) fokus på forbrug af materialle goder, følger helt automatisk en øget bevidsthed om og stillingtagen til, hvordan du forvalter din tid. Hvor og med hvem du vokser og trives, og hvor og i hvilke relationer, energien er blevet skæv. 

Det skal siges, at jeg tror, at dette skifte i livssyn var på vej allerede inden M2018-projektet, men indlæggene blev en måde at fastholde mit fokus på processen og et forstørrelsesglas ift. emner, der måske ikke oplagt hører ind under ‘at spare’. Der har i årets løb været virkelig mange gode diskussioner i kommentarfeltet, om alt fra økologi og bæredygtighed over klima og kød til værdier i venskaber og børneopdragelse.

Samtidig har dét at skrive et fast, ugentligt indlæg, uden tvivl haft positiv indflydelse på mine øvrige indlæg. Dels har jeg, helt lavpraktisk, været mere ved tasterne, hvilket har givet flere og bedre indlæg, og dels er det min fornemmelse, at I også har engageret jer mere i debatterne, simpelthen fordi vi er her oftere. 

Men med øget engagement og flere læsere kommer også flere øjne og måder at fortolke mine indlæg på. For et par uger siden fik jeg en kommentar  fra en læser, som bl.a. skrev, 

“(…) hver måned læser jeg undrende om ting, du føler, du bliver nødt til at gøre/have/klare, helst i den ’rigtige’ version og ellers i en billigere, det har taget timer at skaffe (…) Der er hele tiden en undertone af ’nok skal jeg spare, men min hårshampoo/parfumen/skyllemidlet/de rigtige farver/etc. – dét vil jeg altså ikke gå ned på’. Eller ’nok er det fint at købe brugt, men lige genbrugsbutikkerne i Esbjerg er under min værdighed’. 

Jeg ser en hæsblæsende kamp, og måske tolker jeg strabadserne forkert, måske er det slet ikke så hårdt for dig, som du af og til giver udtryk for, men jeg ser en kamp for et liv, som hele tiden er lidt uden for rækkevidde, hvor jeg selv hviler helt fint en socialklasse under.”

Jeg efterfølgende har tænkt meget over kommentaren, som jo er skrevet ud fra, hvordan pågældende læser har opfattet denne indlægsrække, og det endte med at være én af de sjældne gange, hvor vi lagde på, uden nogensinde helt at forstå, hvad den anden mente. Det var en smule frustrerende for os begge, tror jeg, men tonen var hele vejen igennem respektfuld og ordentlig, og om ikke andet mindede kommentaren mig om, at alle mine gode intentioner til trods, så kan jeg nok ikke altid selv se, hvordan mine indlæg også kan fortolkes. 

Min kloge psykologilærer sagde engang, at du ikke siger det, du siger; du siger det, andre hører, du siger, så hvis én læser har opfattet mine indlæg på den måde, så sidder der formentlig andre derude, der forstår dem på samme vis. 

Derfor er det utrolig vigtigt for mig at sige, at jeg faktisk ikke tror, jeg nogensinde har haft det bedre, end jeg har lige nu, så hvis jeg på nogen måde har givet udtryk for andet, så er det fordi jeg har formuleret mig forkert.

Min gæld giver mig ondt i maven, hvis jeg tænker for længe over den, men jeg tror simpelthen ikke, at jeg ville have lært det, jeg har lært, hvis ikke situationen havde været så ekstrem.

Lektien har været hård, men også både værdifuld og værdsat, og om 2,5 år er alt betalt ud, og jeg får stadig lov at beholde mit nye mindset, som jeg holder langt mere af end det gamle.

Så hvis jeg skal koge dét, jeg har lært af M2018-projektet ned til én sætning, må det være:

Jeg er vågnet. 

M2018, uge 49

19

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg:

1)

Betalt årets sidste afdrag på mine lån, og dermed i 2018 i alt afdraget 72.000 kr. Er både sygt stolt og en smule udmattet ved tanken om, at det stadig ikke er slut.

2)

Været nødt til at købe nye støvler til Frida, selvom jeg har købt to par tilsyneladende pæne og meget lidt brugte second-hand af slagsen for ganske nyligt, og jeg har derfor besluttet, at vi fremover køber fodtøj fra nyt. Vi har én gang været heldige at købe et par ‘brugt-under-5-gange’-Ecco sko til Frida til 1/5 af ny-prisen, og dem har vi været glade for. Alt, hvad vi ellers har købt, har vi været nødt til at kassere efter et par ugers brug, fordi det går i stykker eller suger væske (formentlig pga. forkert opbevaring og manglende imprægnering) og købe nye i stedet, og så går ideen jo lidt tabt.

3)

Returneret sidste års lyskæder til huset og fået 450 kr. retur. (Den skulle faktisk have været på sidste uge, men jeg glemte den). I starten af november var jeg diverse kasser igennem, fordi jeg bestemt mente, at jeg havde gemt sidste års lyskæder, men jeg kunne ikke finde dem, og endte med at beslutte, at jeg måtte huske forkert. Fast forward til 4 uger senere, hvor jeg for længst har købt og opsat nye, og åbner min julekasse – og de gamle ligger øverst og gør sig til. Det havde de nu ikke behøvet, for da jeg satte dem i stikket, var flere af pærerne gået, og da jeg i sin tid havde været forudseende nok til at gemme både æsker og bon sammen med kæderne, var der sådan set ikke noget til hinder for at returnere dem. Alligevel følte jeg det i første omgang lidt usselt, for jeg har ikke lyst til at være fattig på den nærige måde, og hvor meget kan man forvente af et sæt lyskæder fra Harald Nyborg? Men min veninde skrev “What would Karsten Ree do?” som svar på mit spørgsmål om, om det var for dårlig stil, og jeg endte med at køre ud med dem – og egentlig også med at nå frem til, at det faktisk var ok. De har reelt været oppe 3 uger, er tørret af og pakket ned, og har været opbevaret ved stuetemperatur – og det er udendørskæder. Det skal de kunne holde til.

4)

Sendt en mail til Bilkas kundeservice. I starten af november fik jeg et værdibevis derude, som ville give mig 100 kr. i rabat, hvis jeg i løbet af resten af november handlede for over 500 kr. Det gjorde jeg fredag (d.30.11), hvor det inde i mit hoved allerede var december, og værdibeviset derfor ikke længere kunne bruges, så jeg havde det ikke med. Jeg har skrevet til kundeservice og spurgt, om der er noget at gøre, og er helt afklaret med, at svaret med 98% sandsynlighed er nej. Og det er fuldstændigt i orden, for det er mig, der er en klovn. Men nu ved jeg, at jeg har gjort hvad jeg kunne, og så er det meget nemmere at slippe den, synes jeg. 

5)

Køb et gavekort biografen i julegave til én, som forhåbentlig ikke læser med her, men som starter med ‘f’ og slutter på ‘ar’. Jeg har set mig sur på de gaveæsker, man kan købe, fordi jeg synes, det er *super* irriterende, at de koster 300 kr. og kommer med tvangsindlagte popcorn og sodavand, som min far hellere vil brække begge håndled end at tvinges til at indtage. 

Selvom de har gemt muligheden godt, fandt jeg det sted på nettet, hvor man selv kan bestemme beløbet, så nu har jeg lavet et gavekort, der passer til to billetter, og så er der stadig penge i budgettet til at give ham 2 x tapas fra yndlingsstedet.

I øvrigt:

14

*Bliver dette et kort, lille indlæg, for vi har været syge, både samtidig og på skift, siden i søndags, og min hjerne fungerer ikke længere. Det må godt stoppe nu.

*Kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal give Anton i julegave.

*Spekulerer jeg lidt over, hvad der egentlig blev af Tina Turner?

*Har jeg fundet en barnepige, og lagt datoer i min kalender en aften i måneden fra januar  og frem til sommerferien, hvor hun kommer, og jeg kan gøre *lige* hvad der passer mig. 

*Var jeg til forældremøde i sidste uge, og ved nu, at vi forventer, at Anton er færdig i taleklassen til sommerferien.

*Bagte jeg forleden så aggressivt, at jeg ødelagde min kagerulle. 

*Er listen med boganbefalinger opdateret med følgende:

Kære Zoe Ukhona – Pelle Hvenegaard

Denne bog er simpelthen så fin og ærlig. I en enkelt sætning er det historien om at adoptere et barn, men jeg synes, den er meget andet end det. Fortællingen giver et kig ind i en verden, som mange af os nok ikke ved så meget om. En verden, hvor det 100% er andre mennesker, der afgør, om man får lov at blive forældre, og når man læser historien, er der virkelig mange ting, man undrer sig over. 

Pelle Hvenegaard er en usædvanlig god fortæller – jamen, undskyld. Han er selv inde på, at offentligheden måske har et lidt fladt billede af ham pga. de roller og værtsopgaver, han har påtaget sig – og jeg blev både rørt og klogere af at læse bogen. 

Kastanjemanden – Søren Sveistrup

Uden at vide det tror jeg, at denne bog er startet med, at nogen har diskuteret det perfekte mord, og en eller anden har sagt: “Tænk, hvis (fjernet-af-spoiler-censur) Ville det ikke være vanvittigt?!”

Jeg *slugte* den. De første 50 sider er ikke nær så flydende, som resten af bogen, og der sniger sig også en enkelt krimi-kliche i form af ude-af-kontakt-med-sine-følelser betjent ind i historien, men hænger man på, skifter den fra første til femte gear i ét hug. Masser af plottwists undervejs, og i det hele taget bare en solid, velkomponeret krimi, som stadig er så let læst, at man kan nappe 5 sider hist og 10 sider pist, uden at tabe overblikket. Tusind stjerner herfra.

Dødens Instrumenter – Cassandra Clare (Bind 1-6)

Her skal man starte med at beslutte sig for, om man gider genren eller ej. For – indrømmet – der er steder, hvor det bliver lidt ungt. Hvis man skal sammenligne, tror jeg somme tider, at Rowlings geni-streg var at skrive til børn, og samtidig betydningslade teksten, så man også som voksen er underholdt. Ungdomsgenren er svær, fordi man ikke kan benytte sig af samme fortælle-tricks, som til børn, men stadig ikke kan være lige så subtil, som når man skriver til voksne. 

Men når det er sagt, så er der små 4000 sider her at kaste sig over, som til fulde opfylder kravet om at underholde. Der er vampyrer, varulve og feer, der er blodfejder og kærlighed, og der er skurke, helte og humor. Hvis man kunne lide Tealing-trilogien og Hunger Games, er det bare at gå i gang. 

Ode til Lise & Livet

20

I aftes, da jeg bladrede igennem fb, så jeg, at nogen på en bekendts væg havde skrevet: “I dag sagde vi farvel til vores Lise” – hvilket først fik min hjerne til at gå i stå, for derefter at ræse gennem mulige scenarier, der ikke ville betyde, at Lise var død.

Det var hun. I et færdselsuheld i mandags. 

Lise var min venindes veninde. For mig var hun en perifær bekendt, men da vi var studerende, og min veninde og jeg delte lejlighed, kom hun en del på matriklen, og derfor kendte jeg hende måske alligevel en lille, bitte smule bedre end andre af mine veninders veninder. 

Jeg blev simpelthen så rystet over, at hun var død, og jeg aldrig kommer til at slutte fred med, at man kan dø i vores alder.

Da Lene døde havde jeg, i ugerne op til, en drøm, hvori det var mig, der skulle på hospice. Jeg skulle pakke min taske, og det, der både i drømmen og siden, næsten vendte vrangen ud på min forstand, var det banale, men fuldstændig absurde spørgsmål: Hvad pakker man, når man ikke kan have noget med videre? Som tankeeksperiment bliver det hurtigt så abstrakt, at man giver op, men når man drømmer, føles det jo som virkelighed, og selvom det snart er 5 år siden, jeg havde den her drøm, kan jeg stadig mærke, hvordan mine tanker slog imod fatteevnens massive mur, da jeg forsøgte at beslutte, hvad jeg skulle have med, og hvordan jeg skulle efterlade mit hjem, når jeg nu aldrig ville vende tilbage til det. 

At skrive at påmindelsen om døden sætter tanker i gang om livet, er nærmest banalt. Der er skrevet en million sange om det, og ligesom det føles, som om, man er den, der har opfundet kærligheden hver eneste gang, man møder den, så føles det også som om, man er den eneste, der kan mærke vigtigheden af at bruge den tid, vi får, når man møder døden.

Men visheden om livets skrøbelighed fylder i den alder, vi har nu, synes jeg, og midtlivskrisen har ramt min omgangskreds ret hårdt. Ikke på den ynkelige sportsvognsmåde; den kommer mere til udtryk som en slags overvældet handlingslammelse, hvor vi alle sammen hver især forsøger at kapere, at de valg, vi har truffet, har resulteret i de vilkår, vi på godt og ondt kommer til at leve med resten af vores liv. For første gang er der valg, det er for sent at træffe. Dem, der har valgt at få børn, har stukket en livsbane ud, som ikke kan fraviges. Dem, der har fravalgt det, har ikke længere den teoretiske mulighed. Karriereskift og nye begyndelser under fremmede himmelstrøg er måske ikke umulige, men der er stadig nogle grænser, der er overskredet, og nogle løb, der er kørt. 

For mig fylder det rigtig meget, at jeg, hvis jeg pludselig fik sat en udløbsdato på, gerne vil føle, at det gjorde en forskel, at jeg var her. Og det, jeg opdager nu, er, at det faktisk ikke handler om storhedsvanvid. Det er ikke et spørgsmål om at ønske evigt eftermæle eller statuer og hyldestsange. Det handler om at føle, at jeg brugte det til noget, livet. At jeg fik sat mit fingeraftryk, og ikke kom til at bruge al tiden på at vente på at det hele startede, sådan rigtigt.

Det lyder altid som tanker, man kun gør sig om de store valg; hjørnestenene og det primære indhold. Og det er selvfølglige også det vigtigste, for ingen kommer til at ligge på deres dødsleje og fortryde, at de ikke tog en ekstra aftenvagt. Men jeg prøver faktisk også at praktisere det helt ned på dagligdags niveau. Ville jeg fortryde, at jeg ikke gik mere i biografen? At jeg altid spiste det samme? At jeg prioriterede mit eget selskab over Tinder, brunch og julefrokost?

Forleden snakkede jeg med en kær ven, der opgivende sagde: “Jeg er ikke god til at leve, Linda. Jeg er bange for livet, og jeg har ingen drømme.” Det tænkte jeg meget over bagefter, for jeg har faktisk heller ikke ret mange drømme, men jeg har aldrig opfattet det som angst eller manglende tilfredshed. Snarere som et udtryk for, at jeg ikke længes mod at være noget som helst andet sted, end der, hvor jeg er. Eller at foretage mig andet, end det jeg gør. Jeg er sygeligt bevidst om, hvor priviligeret jeg er på et utal af fronter, og den eneste jeg-gad-godt-drøm, jeg har, er at tage mine børn med til USA og rejse rundt, så længe som overhovedet muligt. Og den drøm er jeg i gang med at realisere, et skridt ad gangen, startende med at eliminere min gæld, så jeg kan etablere en opsparing.

Jeg er ikke på nogen måde færdig med at være her, og der er meget, det ville knuse mit hjerte at slippe og gå glip af, men jeg føler, at jeg træffer mine valg ud fra et værdisæt, der er meningsfyldt, uanset hvor lang tid, jeg får lov at være her. 

Jeg håber, at Lise følte, hun fik sat sit mærke på livet. At hun var glad i det, hun gjorde, og at den fortrydelse, der måtte være, primært gik på mængde og ikke på indhold. 

Jeg håber, hun tog herfra med oplevelsen af, at hun efterlod noget, der kommer til at spire og vokse og gro, og at alt ikke sluttede med hende.

M2018, uge 48

42

(Læs forklaringen på M2018-konceptet her)

I den forgangne uge har jeg: 

1)

Lavet en aftale med min veninde, som har en søn, der er jævnaldrende med Anton. Vi har indtil nu givet hinandens børn gaver i forbindelse med fødselsdage, men da vi begge har kalendre, der ind i mellem tipper til den tunge side, går der somme tider 3-4 uger fra børnene har fødselsdag, til de får overrakt gaverne. Da min veninde for en måneds tid siden foreslog, at vi i stedet begyndte at lave noget med børnene, når de har fødselsdag, i stedet for at give gaver, syntes jeg derfor, det gav god mening, og jeg har den på listen her, fordi det føles rigtigt at stoppe op og forholde sig til noget, vi bare plejer at gøre, og vælge en løsning, der skaber glæde og har betydning. 

(Også fordi der sker noget, i takt med at børnene bliver ældre. Så længe de er små, er de bare små forlængelser af vores venner og vores relation til hinanden, men efterhånden som de vokser, bliver de små, selvstændige væsner, og min egen oplevelse er, at relationen ofte genfinder sit oprindelige udtryk, hvor det er de voksne, der har med hinanden at gøre, og man derfor ikke kender hinandens børn helt så indgående mere. Når dét sker, bliver det svært at købe meningsfyldte gaver, men samtidig ligger der også uforholdsmæssig megen signalværdi i at sige: “Jeg synes, vi skal stoppe med at give børnene gaver” (Det er ikke dig, det er mig.) At konvertere ordningen til at lave noget hyggeligt, synes jeg er tæt på genialt, fordi den model også levner plads til, at der kan være perioder, hvor man ikke får set hinanden, uden at man derfor sidder og bliver i tvivl om, om nogen bringes i forlegenhed, hvis man køber/skipper en gave, når vejene krydses igen.)

Vores aftale blev, at vi i dag, fredag, skulle ud at bowle – hvilket er et tegn på, hvor langt jeg vil gå for mine børn, for bowling ligger lige under ‘cirkus’ og ‘Lalandia’ på listen over ting, der får min ja-sombrero til at forvandle sig til en kalot.

2)

Takket være en anden venindes tag på fb, fundet bowling som sweetdeal, og dermed fået 2 timer for 99 kroner, hvilket immervæk er en bedre aftale end de 275 kr. for en time, som jeg i første omgang havde booket til os.

3)

Modtaget et sygeafbud fra min veninde, hvilket betød, at jeg i morges skulle beslutte, om vi skulle tage afsted alene/med et sæt stand-in’s, eller gemme billetten og udskyde turen. Jeg valgte det første, fordi jeg efterhånden har lært, at ting og oplevelser først får værdi, når de bruges, og selvom alle intentioner er til stede, kunne vi sagtens risikere at kommet til at flytte rundt på værdibeviset, indtil det blev for gammelt, og jeg dermed havde smidt 100 kr. ud af vinduet. Fuglen i hånden, og alt det jazz. 

4)

Tænkt over, hvad jeg gør, når vi om en måned er igennem 2018, og dermed har fulgt M2018-konceptet til dørs.

Jeg har ikke lyst til at slippe formatet, men jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der giver mest mening; om jeg skal lave et indlæg pr. måned i stedet, eller om jeg skal fortsætte med at poste en gang om ugen.

Jeg er jo ikke helt så ny i gamet mere, som jeg var, og derfor spekulerer jeg på, om det stadig føles overførbart, og om det stadig inspirerer til at gøre bare et eller andet, selvom man lever et andet liv, end jeg gør? Eller om jeg er blevet en af dem, som er kommet så mange skridt foran på stien, at man på forhånd opgiver at følge med?

Hvis jeg kører videre med ugemodellen vil det stille og roligt komme til at ligne Janes Frugal Friday mere og mere, fordi der ikke bliver ved med at være nye afkroge af afsøge, og listen derfor mere bliver en slags repetition, der måske kan bruges som ide-bank til, hvad man selv kan gøre derhjemme. 

Et indlæg om måneden vil kunne holde formatet fra nu, hvor det er nye ting, jeg afprøver/gør.

Jeg er i tvivl om, hvad den bedste løsning er, så hvis I har en holdning til emnet, vil jeg meget gerne høre den. 

Rigtig god weekend.

Load More