Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

I øvrigt:

19

*Har jeg Frida hjemme i disse dage, fordi hun har skoldkopper. “Igen?” hører jeg nogle spørge. Ja. Igen. Og også denne gang har hun 3.000.000 af dem. Vi har sovet sammenlagt 24 minutter siden i søndags, og det næste, jeg skriver, skal ikke opfattes som en trussel, men mere som en slags serviceinfo: Hvis jeg hører ét eneste menneske mere sige: “Det troede jeg da kun, man kunne få én gang?” tvinger jeg Frida til at nyse i en kuvert, som finder vej til en postkasse nær dig. 

*Bøjede jeg mig i søndags ned for at tænde en lampe, som står ved siden af sofaen. Sidstnævnte står, hvor den har stået siden vi flyttede herud – altså tæt på 4 år. Det lykkedes mig at knalde øjenbrynet ned i armlænet, og nu ser mit øje sådan her ud:

*Timingen kunne være bedre. På fredag skal jeg til noget job-dating, hvor “mange potentielle arbejdsgivere vil være at finde!”

*Har jeg en historie klar om, at skaden er intentionelt selvpåført for at skille mig ud. Det spindoktor-job burde lande sig selv. 

*Råber Frida: ““Se mor! Harry Potter!” hver gang hun får øje på filmen “Ser du månen, Daniel” Jeg kan faktisk godt se, hvad hun mener.

*Oplyste hun hjælpsomt til den søde dame i Rema i morges, som spurgte, hvad der dog var sket med mit øje, at jeg slog det på sofaen, og “så gik mor også helt amok!”. Min reaktion søndag morgen bestod i at bide – hårdt – i en pude. Jeg håber, hun kommer til at trives på det børnehjem.

*Skal jeg lige høre, om nogen har et bud på, hvad det er, demokraterne er igang med over there? Jøsses.

*Har jeg nu fået set half time show fra Super Bowl, og uanset om man er til J.Lo & Shakira eller ej, tror jeg ikke helt, jeg forstår, at så mange kvinder fremhæver deres alder som et tegn på, at tiderne skifter, og at kvindesynet ændrer sig. For hvis de to formidable damer havde lignet den gennemsnitlige 43/50-årige kvinde, så tror jeg næppe, vi havde set dem på scenen.

For mig at se er det stadig Den Perfekte Krop, der er idealet, og alders-begejstringen er bare endnu en måde at understøtte det umulige på.

Jeg forholder mig ikke til, om man skal have “ældre” kunstnere M/K på scenen; jeg undrer mig bare over, at det bliver opfattet som kvindefrigørende, at det er et mål, at man som 50-årig er smukkere og i bedre form end man er, når man er 25. 

(Og bare for  at sætte det lidt i perspektiv: Diana Ross var 52 år, da hun optrådte i half time show’et i i 1996, Madonna var 54 år i 2012, Janet Jackson var 38 år i 2004 og Missy Elliot var 44 år i 2015)

*Brugte jeg i aftes en time på, once and for all, at undersøge, hvad forskellen på taco-sauce og salsa er. Taco-sauce er beregnet til at varme, salsa er ikke. You. Are. Welcome. 

*Fik jeg min Endomondo-rapport i går, og jeg har gået 150 km. i januar. Jeg er upassende tilfreds med mig selv. 

*Synes jeg, at man skal se og lytte til: 

The Teacher’s Pet – podcast

True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Den er god!

Unexplained – podcast

En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk. Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it. 

Carpool Karaoke med Billie Eilish

Hvis du aldrig rigtigt kom ombord, og ikke helt forstår, hvad hypen handler om, så brug lige 10 minutter på at se det her Youtube klip. Mage til sympatisk supertalent skal man godt nok lede længe efter. 

Pandemic – Netflix

En mini-doku på 6 episoder, som er højaktuel ift. den famøse Corona-virus.

Jeg synes, det er SÅ fint, at vi prøver at indplacere truslen på det niveau, den hører til, når nu almindelig influenza, som dræber væsentligt flere end Corona-virus formentlig kommer til, sniger sig afsted under radaren, men jeg tror stadig, at det er en udemærket ide at være lidt ekstra obs på vira, der hopper fra dyr til mennesker, og som vores immunforsvar derfor ikke er forberedt på at bekæmpe.

Den er godt fortalt, og så giver den lidt at tænke over.

M2020, uge 5

6

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Tabt min hårbørste, så håndtaget knækkede af, og prøvet at leve med det. Det kunne jeg ikke. 

Og altså – det handler ikke om de 70 kroner, en ny børste koster. Det handler mere om at udfordre mentaliteten med, at så snart noget ikke længere er perfekt, så skal det kasseres og noget nyt skal anskaffes.

Det bedste eksempel på, at det godt kan betale sig lige at holde ind til siden her, er min vaskemaskine. For snart 3 år siden knækkede plastik-delen af håndtaget, man bruger til at åbne lågen med, og fordi det var en integreret del af hele lågen, var en ny reservedel ikke en mulighed. Dengang var min første indskydelse også, at ‘øv, så må jeg ud og købe en ny vaskemaskine, for jeg skal jo for pokker kunne åbne den’. Men fordi jeg dengang var startet på det her tema, fik jeg lyst til at teste, om jeg kunne leve at bruge en tang, når jeg åbner maskinen. Det er 2 år siden idag, maskinen er still washing strong, og jeg tænker ikke engang over, at jeg lige skal vippe den åben med tangen mere.

Derfor øver jeg mig fortsat i at se, om ting kan bruges, selvom dele af dem er gået i stykker, men med hårbørsten gik den ikke. Jeg har ualmindelig meget hår, så det kræver en fast og bestemt hånd at rede det ud, og det var simpelthen umuligt at gøre uden håndtag.

Men jeg fik bremset en automatreaktion, hvilket er første skridt i forhold at skabe nye vaner, og det er jeg ret tilfreds med.

2.

Fået tilbudt at købe min arbejdsmobil og -iPad fra min tidligere arbejdsplads for et meget symbolsk beløb. Jeg mangler ikke, men videreformidlede tilbuddet på min private facebookprofil, og begge dele var afsat på under 10 minutter. 

Jeg har solgt både telefon og iPad for det samme, som jeg kunne købe det til, fordi det føltes forkert at tjene på det, når det nu egentlig ikke var mit, og jeg er glad for, at tingene bliver “brugt op”, i stedet for at ende deres dage i en papkasse på et lager i Aalborg.

Og i småtingsafdelingen fik jeg dækket forsendelsen, som jeg ellers selv skulle have stået for. 

3.

Givet Anton 2 liter juice, som var i overskud fra fødselsdagen, med til diskofest i taekwondoklubben. Vi drikker aldrig juice, og i stedet for at flytte rundt på dem i månedsvis, fordi jeg venter på en lejlighed, der aldrig kommer, var det rart bare at få dem skudt af. 

4.

Reklameret over det løbehjul, som jeg i august købte til Frida. Det eneste ufravigelige krav, jeg dengang havde, var, at det skulle være muligt at slå løbehjulet sammen. De fylder forbløffende meget, sådan nogle dyr, og vi har dem ofte med, når vi er på legepladser rundt omkring eller har legeaftaler ude i byen. I vores lille bil bliver det noget svineri med sandede hjul på døre og sæder, hvis de ikke er slået sammen, så derfor var det en vigtig detalje. 

Og det eneste, der stort set aldrig har fungeret på Fridas, er den fordømte knap, man skal trykke ind for at slå det sammen. Jeg har bandet over det, opgivet, forsøgt igen, løsnet og strammet stort set alt, hvad der er af greb og mørtikker på det, og lige lidt har det hjulpet. Egentlig havde jeg mentalt skrevet det på “nå, men det var da bare skidetræls”-kontoen; ikke mindst fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle sende det retur. Der findes ikke lige en foret kuvert i Størrelse Løbehjul, vel? Men da jeg i weekenden stod og svedte af raseri over, at det igen ikke ville noget som helst, blev jeg opfyldt af “Ej, det kan sgu ikke være rigtigt!” og skrev til butikken, vi i sin tid købte det hos. De var SUPER søde og servicemindede, og efter et par forsøg på at afhjælpe problemet, gjorde de kort proces, og sendte os et nyt. Det gamle ville de ikke have retur, så nu har vi et ekstra, til når vi har legeaftaler med hjem fra børnehaven, og jeg er virkelig glad for, at jeg ikke bare lod det fare.

Og det må du virkelig gerne❤️

43

Det her bliver et af de indlæg, hvor jeg starter et andet sted, end der, hvor jeg gerne vil hen. For jeg vil gerne lægge ud med at snakke lidt om Ditte Gieses nye podcast “Ditte Giese er blevet for tyk” som jeg har hørt på mine gåture, de sidste par uger. 

Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af podcasten, men jeg elskede den. For mig var der rigtig meget genkendelse i de overvejelser, Ditte har gjort sig, og det var virkelig rart at høre mine egne tanker og mindfucks komme ud af munden på en kvinde, jeg har utrolig meget respekt for.

Samtidig fik jeg, gennem interviews med forskellige gæster, også nye perspektiver på kendte problemstillinger og alt i alt vil jeg bare gerne opfordre alle til at høre den, uanset køn og BMI.

Men udover fornemmelsen af at blive både spejlet og klogere, så gik det også undervejs op for mig, at der er sket noget med min måde at betragte kroppen på. Ikke kun min egen, men også generelt. Det er, som om, jeg langsomt begynder at bevæge mig væk fra, at der kun er én måde at være pæn på, og det har medført en mere (jeg hader det ord, men) nænsom tilgang til mig selv.

Jeg er en af de mange kvinder, der stort set altid har ligget i åben krig med min krop. Og som – som en slags ekstra sidedish af nedtur – samtidig har foragtet mig selv for at gå op i det, for at ligge under for, hvad samfundet dikterer som pænt, og for at ønske at passe ind.

Undervejs i podcasten, opdagede jeg, at noget har ændret sig. Det handler helt sikkert om, at skønhedsidealet i samfundet langsomt (langsomt!) bliver bredere, men faktisk oplever jeg, at en stor del af mit ændrede syn, hænger sammen med, at jeg er begyndt at følge kvinder, der stiller sig op, som de er, og siger en helt masse kloge ting om, at man gerne må være her, og at man gerne må have det godt og gøre ting, der gør én glad, selvom man objektivt set er overvægtig i forhold til de kasser, vi putter os selv og hinanden ned i idag. 

Når kvinder stiller sig op med al deres sårbarhed og insisterer på retten til at være her, til at lede efter lykken på lige fod med alle mulige andre, og til at gå klædt, som man selv bliver glad af, er der altid i debatten mennesker, der bringer sundhed og ‘men det er jo ikke pænt’ ind i debatten. Det har jeg selv tygget en del på. For det er objektivt set rigtig nok, at det er en større belastning for kroppen at veje mere, end den måske er bygget til at bære. Men egentlig tror jeg, at man er nødt til at skille tingene ad. For på en eller anden måde har vi fået det hele blandet sammen og besluttet, at tykke mennesker har pligt til at blive sunde *før* de må være glade og trygge i det offentlige rum, og at den bedste måde at hjælpe dem til det, er at fatshame dem.

Det er jo helt skævt. Ikke mindst fordi jeg har første gang til gode at se en overvægtig person forsøge at lokke andre til at blive det. Eller høre dem sige, at det er sundt at være tyk. Det er der INGEN af dem, der hverken siger, prøver eller påstår. Men ligesom man gerne må være glad, selvom man ryger, eller mens man prøver at stoppe med at ryge, og man gerne må tage på stranden selvom man har skæve tæer, fregner, eller mangler en finger, så burde det også være en menneskeret at stile efter Det Gode Liv, uanset tallet på badevægten. Det ene har jo ikke noget med det andet at gøre.

Sundhed i den her debat handler om en eller anden version af funktionalitet; at man kan få ondt af at være tyk, at man er i forhøjet risiko for forskellige typer af sygdomme osv., men det er sgu da lidt utroligt, at vi stadig føler så meget ondskabsfuld tryghed i at holde fast i, at det udelukkende er mangel på rygrad og karakter, der gør folk tykke, og hvis de ikke kan styre sig, så har de ikke ret til at have det godt, når de er ude blandt alle (os) andre. 

Og det er det ENESTE sted, hvor vi stadig fordrer fordommen om, at vi er og skal være enige om, hvad ‘pænt’ er. 

Andrea Bak siger i podcasten, da de snakker om tv programmer som ‘the biggest loser’ at man jo kunne prøve at forestille sig et tv-program, hvor 10 anorektikere blev sendt ud på en ø, hvor de skulle sidde helt stille og blev tvunget til at spise, mens coaches råbte dem ind i hovedet, at de skulle tage sig sammen, og det hele blev transmitteret og brugt som underholdning.

Det er et ret vildt billede, ikke?

Men trods alt begynder det at rykke sig, fordi der er kvinder som Lizzo, der acer body positivity og fordi vi begynder at bekræfte hinanden i, at en bikini-krop er en krop i en bikini. 

Det er kommet voldsomt bag på mig, hvor meget jeg selv har ændret syn på, hvad der er normalt og hvad der er pænt, fordi jeg er begyndt at følge nogle af de her damer på IG. Det har rystet mig, fordi jeg – hånden på hjertet – troede, at jeg var hævet over den form for påvirkning. Jeg troede, at jeg sagtens kunne sortere i mine egne idealer og skille dem ud fra, hvad modebranchen stopper ned i halsen på mig, men det er simpelthen ikke tilfældet. 

Det er så utrolig befriende at begynde at sænke skuldrene lidt. At kigge i spejlet og tænke, at det måske faktisk er ok, at min krop bare er helt almindelig. At nære håb for, at når Frida og hendes veninder træder ud i verden som kvinder, så er der sket noget med deres syn på både sig selv og hinanden.

Og Dittes podcast har fået mig til at tænke over, at der ville ikke være sket en skid, hvis ikke nogen havde taget det første skridt. Hvis ikke virkelig modige damer havde turde rejse sig og sige: Det her er min krop. Den er, som den er. Og jeg må godt være her.

Skal vi bytte gode IG-profiler af bad ass damer?

Jeg følger: 

aidybryant

lizzobeeating

dittegiesebosslady

ida_kys

det_fordi_jeg_er_tyk

Og så synes jeg også, at man skal lytte til det afsnit af podcasten ‘You’re wrong about’ der hedder ‘The obesity epedemic’ (19.sept. 2018)

Hvem og hvad kan I anbefale?

M2020, uge 4 (fødselsdags-edition)

7

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Som jeg kort var inde på i sidste uges indlæg, havde jeg fødselsdag i søndags, og punkterne i denne uges indlæg, hænger alle sammen med festivitassen. 

Jeg havde inviteret gæster fredag, hvilket ikke er en model, jeg tidligere har kørt. Men uden at skal lyde alt for woke, kan jeg mærke, at der over det sidste års tid er sket noget med mig ift. den mentale del af minimalist-udviklingen. Jeg tænkte på det nytårsaften, fordi det er gået op for mig, at det også er noget, der er vokset frem af alt det her; at jeg prøver at mærke efter, hvad JEG gerne vil. Nu bevæger vi os på kanten af, hvad dette tema kan bære, og så alligevel ikke, for jeg tror, at en stor del af årsagen til, at jeg begynder at have ro til at fokusere på de ting, jeg tidligere bare har gjort uden at tænke over det, hænger sammen med, at jeg de sidste par år har fået ryddet op i alting.

Umiddelbart virker det måske ikke logisk, at færre papirer i mapperne eller sparsomt belagte hylder i tøjskabet skulle give mere plads i hovedet, men det gør det. Mit eget bud er, at det handler om, at ting, papir, tøj osv. binder tankerne; at man omgiver sig med kapitler, der ikke er lukkede. Når man renser harddisken for alle de småprogrammer, der ikke længere er i brug, bliver der frigivet både plads og båndbredde til at arbejde mere fokuseret med det, der er tilbage. 

Uanset hvad, har jeg det sidste halve års tid fået øje på nogle mønstre, som er etableret for længe siden, men som jeg ikke siden har forholdt mig til.

Siden jeg flyttede til Esbjerg har det primært været min omgangskreds fra Aarhus, der er kommet til mig. Det har jeg hele tiden været bevidst om, og jeg har både haft sygt dårlig samvittighed over at være så lidt fleksibel og været rasende taknemmelig over, at de ville tage turen. Det har resulteret i, at jeg længe har overkompenseret helt vildt, ved både at tage et uendeligt antal hensyn ift. f.eks. at sætte datoer for sammenkomster, men også ved at stå med overdådig forplejning, som jeg har slået knuder på mig selv for både at have planlagt og forberedt, når de kommer.

Det er umådelig vigtigt for mig at understrege, at det aldrig har været en forventning fra gæsterne side. Jeg kender ingen mennesker, der er så små, at de går op i den slags eller ville holde det imod mig, hvis jeg gjorde det anderledes. Det hele er inde i mit hoved.

Men som sagt er jeg begyndt at få øje på det, når jeg gør noget, bare fordi det er sådan, jeg plejer at gøre, og det har ført til, at jeg bruger tid på at tænke igennem, hvornår jeg sætter hensynet til andre over hensynet til mig selv. For det vil jeg somme tider ægte gerne gøre. Jeg vil bare gerne, at det bunder i en bevidst beslutning, og ikke i vane og hensynsbetændelse. 

Jeg har altid holdt fødselsdag en eftermiddag/aften i weekenden, men det fungerer mere. Jeg inviterer mennesker, jeg virkelig savner, og gerne vil snakke med, og hvor børnene ikke fyldte så meget, da de var små, så fylder de virkelig meget nu, for de mener også en masse om alt muligt, og har 32323 forskellige stykker legetøj, de gerne vil vise frem. Dertil kommer, at de er senere i seng, så meget af den aften, vi tidligere kunne bruge på at snakke uforstyrret, er væk nu. 

Og den meget lange intro er forklaringen på, at jeg valgte at holde min fødselsdag fredag efter arbejde, og det var PERFEKT. Anton blev afleveret til overnatning hos mormor og morfar, så der var delvis ro og tidligt godnat her i huset, og jeg kunne koncentrere mig om at hygge med mine mennesker, og stadig vide, at mormor og morfar ikke blev slidt helt i bund. 

Fordi jeg havde inviteret familien til morgenmad søndag, havde børnene og jeg hele lørdag til at køre på løbehjul og spise rester, og hele set up’et fungerede simpelthen så godt. For en gang skyld var jeg ikke fuldstændig blæst i bøtten over planlægning og logistik, da jeg gik i seng på min fødselsdag, men havde tværtimod haft en hel weekend, der var umådelig hyggelig – og stressfri.

Men I skal selvfølgelig ikke snydes for de klassiske punkter, bare fordi jeg har tænkt en masse udenoms, så:

Til min fødselsdag har jeg: 

1. 

Lavet 3 x måltidssalat til damerne fredag. Jeg vidste på forhånd, at der mængdemæssigt var for meget, men jeg valgte at lave af alle råvarer alligevel, fordi jeg ved, at jeg ikke får brugt 4 tørrede abrikoser eller en kvart pose rucola. Jeg lavede af hele svineriet og lod gæsterne tage en doggybag med hjem, så de havde aftensmad til lørdag, så maden blev spist, gæsterne var glade, og jeg var fri for at stå med 150 forskellige smårester, der ikke kunne omsættes noget noget sammenhængende. 

2. 

Skrevet i min bog, hvor meget gæsterne spiste, så jeg næste gang kan se, hvor jeg kan tilpasse, ved f.eks. at vælge salater, hvor flere ingredienser går igen.

3.

Tænkt meget over, hvordan jeg kunne lave salaterne, så de også var lækre dagen efter. Derfor havde jeg fravalgt dressing, som bare gør alting træls og sjappet, men havde i stedet vendt spelt, quinoa og orzo med lidt pesto eller olie, mens det var varmt. 

Jeg havde stegt kyllingen og serverede den ved siden af, så jeg dels kunne nøjes med at lave det, jeg vurderede, vi kunne spise, og så eventuelle rester kunne fryses.

Nødderne, der egentlig skulle drysses ovenpå, serverede jeg i skåle ved siden af, for at sætte tænderne i en daggammel peanut, der har overnattet i pesto i et køleskab, er tæt på at være det værste, jeg ved. 

Og endelig havde jeg lavet fetadip, muhammara og humus, som gjorde det ud for dressing, og resterne af dét har jeg spist som pålæg hele ugen. 

4.

Haft optur over at invitere familien til morgenmad i stedet for eftermiddagskaffe. Af flere grunde. Dels fordi jeg er igang med at tabe mig, og morgenmad er et måltid, jeg spiser alligevel, modsat eftermiddagskaffe, som bare er et ekstra måltid, der giver virkelig mange ekstra kalorier.

Ift. arbejdsindsats er det meget overskueligt at hente en pose rundstykker og et frisk rugbrød hos bageren, og snitte lidt frugt, og sammenholdt med, hvad jeg plejer at bruge på kage og boller, var det også væsentlig billigere. 

Og endelig var der NUL madspild ved morgenmadsløsningen. Pålæg, rugbrød og frugt blev brugt til madpakker, de overskydende rundstykker røg i fryseren, og kagen (- for der VAR kage) fik en ekstra tur i manegen om eftermiddagen, og resterne fik mine forældre med hjem til deres søde, gamle, nylige enkemands-nabo Ole.

5.

Ønsket mig – og fået – ting, jeg mangler/skal købe alligevel. En termokop til te (det smager mærkeligt, når jeg har det med i den, jeg plejer at bruge til kaffe), en god scrub til ansigtet, en lækker håndcreme, et par fede, trådløse høretelefoner og make up.

Det var virkelig den bedste fødselsdag, jeg har haft i årevis.

Opfølgning: Om børn, gener og afhængighed

31

Nu er det en uge siden, jeg postede indlægget om Frida og hendes forhold til mad, og hvor har jeg opdaget meget på de 7 dage, både fordi indlægget og kommentarerne har givet en intensivt fokus, som jeg ikke har i hverdagen, men også fordi I – som altid – er kommet med kvalificerede og betænksomme indspark.

Indlægget har være det, der i mine år som blogger, har givet allerflest mails bagom bloggen fra kvinder og mødre, der kender problemstilligen enten fra sig selv eller deres børn. 

Når jeg skriver indlæg som dette, er det slice of life, og det betyder, at der er meget, der ikke kommer med. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi det bliver for langt og ufokuseret, hvis alle små krøller og vinkler skal med. I er garvede rotter, så det ved I godt, men det er jo også det, der gør, at nogle kommentarer rammer lige ned i det, det handler om, mens andre umiddelbart ser ud til at ramme lidt ved siden af. Men! Jeg vil gerne understrege, at hver eneste kommentar har bidraget med noget værdifuldt, fordi det *også* har været utrolig givende at kunne strege dele af problemstillingen ud, fordi jeg, når jeg læser en kommentar pludselig kan se, at det ikke er dét, der er på spil her. 

Jeg har fået både mails og kommentarer på, at det måske kan være mig selv, det handler om. Alle har været formuleret både kærligt og respektfuldt, og jeg synes, det er fint, at det er blevet sagt højt. Jeg forstår sagtens, hvor tanken kommer fra, men samtidig er det også en vinkel, jeg uden at ryste på hånden lukker af. Jeg har været mine børns mor længe nok til at være 1000% sikker på, at når jeg vurderer, at der er noget – så *er* der noget. Det kan godt være svært at definere, præcis hvor grænsen mellem mine gamle spøgelser og børnenes udfordringer går, og den virkelighed forsøger jeg at være mig meget bevidst, men jeg tror også, at det er voldsomt vigtigt, at man som sine børns mest dedikerede advokat tør stå ved, at selvom man har ting med sig i bagagen, så betyder det ikke, at det man ser, er forkert. 

Så tak for sparring og for muligheden for at dykke ned i noget, som jeg virkelig føler, at jeg er blevet klogere på. 

Jeg har spekuleret på, hvordan pokker jeg sætter det her indlæg op, så det bliver bare nogenlunde overskueligt, og jeg er endt med, at overskrifter for en gangs skyld giver mening. Også fordi jeg gerne vil gøre det brugbart ift. indsnævring for de kvinder, der har skrevet til mig, som står i samme situation.

Så lad os kaste os ud i det

Hvad fungerer:

*Hun spiser, til hun ikke er sulten mere i 8 ud af 10 situationer. 

*Hun spiser normale portionsstørrelser

*Jeg har aldrig oplevet, at hun spiser ukontrolleret eller på fråde/flugtmåden. Aldrig. 

*Hun levner. Dagligt. 

*Hun efterspørger ikke en is mere, når hun har spist én.

*Der er masser af mad, hun ikke vil have.

*Hun vil gerne spise frugt og grønt.

Men hvad er så problemet?

*At hun har *utrolig* meget fokus på muligheden for søde sager, og derfor aldrig misser en mulighed for at få, når der er.

*At hun spørger meget efter det, og derfor også får skabt ekstra muligheder for at få. 

*At hun 2 ud af 10 gange glemmer at mærke efter, om hun er mæt.

*At hun er kræsen, og at vi derfor er endt med mad, der ikke er decideret usundt, men som mætter for lidt, og som hun derfor spiser for meget af. F.eks. brød uden kerner. 

*At manglen på fuldkorn osv. gør hende virkelig oppustet.

*Ovenstående giver et afledt problem i form af for mange snacks. Og selvom de er sunde(-ish), er der stadig mange kalorier i f.eks. tørret frugt og knækbrød med kerner.*

*Jeg har været for dårlig til at afgrænse/hjælpe hende med at træffe gode valg, fordi jeg indtil nu har været meget farvet af, at der i valgmulighederne skal være noget, Anton kan/vil spise.

*At mine skæve arbejdstider har gjort det svært at etablere en rutine med, hvad man må få at spise hvornår. Når vi nogle dage er hjemme kl. 12.30 og andre dage kl. 16.45, er det svært at systematisere mellemmåltider, og så det bliver det noget, der skal forhandles hver eneste gang. 

*Alt ovenstående giver sammenlagt en oplevelse af, at vi snakker om mad h-e-l-e tiden, hvilket er en kilde til mange konflikter og meget frustration. For os begge, faktisk.

Konkrete tiltag:

*Mad der mætter mere til måltiderne. Det bliver en gradvis overgang, og det bliver helt sikkert også en vej med bump, for der *er* mange ting, hun ikke bryder sig om. Men jeg skal have skilt ad, hvad hun reelt ikke kan lide (hvilket måske kan hænge sammen med konsistens/den sensoriske fornemmelse i munden), og hvad hun bare helst vil slippe for, hvis hun kan. Jeg har købt hvidt fuldkornsmel, som jeg prøver at bage boller med i dag, og jeg har fundet luppen frem til hvert eneste af måltiderne, så jeg er sikker på at få øje på de steder, hvor jeg kan justere. 

*Ovenstående skulle gerne minimere behovet for snacks. De bliver afgrænsede, og hun får tilbud om en rugbrødsmad, hvis hun er mere sulten. 

*Hjælpe hende til at drikke mere i løbet af dagen.

*I forhold til valgmuligheder og afgræsning, skal der findes nogle kompromisser, som begge børn kan leve og trives med, og det er jeg egentlig ret optimistisk omkring.

*Jeg stiller en tallerken med frugt og grønt på bordet, når jeg begynder at lave mad.

*Jeg holder øje med, om der er fællestræk ved de madvarer, hun ikke vil spise, så jeg kan finde ud af, om det er noget med konsistensen/det sansemotoriske.

*Jeg prøver at fjerne de søde sager helt i en periode (den her er jeg selv lidt usikker på, hvad jeg mener om, for vi har kun slikkepinde og sodavandsis herhjemme, og begge dele holder sig kaloriemæssigt under det, man får, hvis man drikker et glas juice, men det får et skud, og så ser vi, hvad der sker)

*Finde en god ‘lukkesætning’ som jeg kan bruge, når hun gerne vil snakke om, hvad hun må få, når vi kommer til legoland/i svømmehallen/i Skate House osv. Den her var et forslag i mailbakken; at afvise at tale om mad, men at fokusere på det, vi er igang med lige nu, og sige hvad jeg *gerne* vil tale om.

*Aflede hende, når hun spørger, og lukke måltidet ned ved fysisk at flytte os fra bordet/der, hvor vi sidder, når hendes fokus bliver uhensigtsmæssigt.

Hvad kan det også handle om:

*Faktisk har mit stirrende blik og intense fokus gjort, at jeg har fået øje på noget, som jeg ikke tror, jeg ville have koblet, hvis ikke jeg havde skrevet dette indlæg. For når jeg har hende med ude at handle, så har hun faktisk en adfærd, der minder om den, hun har ift. søde sager: Hun vil gerne have.. alt. En tube blå maling, en svensknøgle, en pose indisk krydderi, you name it. Hun bliver næsten sådan helt febril, og virkelig ulykkelig, når svaret er Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Det er sgu lidt som om, hun træder ud af sig selv. Og kombineret med det faktum, at hun lader til at falde til ro, når jeg har givet efter, og hun får en is eller en ny drikkedunk, har det fået mig til at tænke over, om det mon i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig grænser?

Hvis hun havde været voksen, ville man jo have hældt til en psykologisk forklaring om, at det handler om et forsøg på at fylde et tomrum, men det tomrum har jeg altid tænkt som noget, der opstår på baggrund af begivenheder, svigt, traumer osv. Eftersom Frida har haft det sådan helt fra hun blev født, spekulerer jeg på, om et sådan hul kan være genetisk betinget, om misbrugsadfærd mon bor i det samme hul, og om der er mere biologi i psykologien, end jeg før har været bevidst om. 

Interessant nok var det noget af det, hende håndlæseren jeg var ved, talte utrolig meget om ift. mig; at jeg har utrolig svært ved at acceptere grænser/begrænsninger, og altid, stillet overfor dem, føler en dyb, instinktiv trang til at udfordre dem. Spejl, much?

Hvad så nu?

*De næste par måneder prøver jeg at holde øje med, om de konkrete ændringer gør en forskel. Hvis ikke, vil jeg i første omgang prøve at tage fat i vores gamle sundhedsplejerske, som vi var virkelig glade for. Hvis det heller ikke gør en forskel, må jeg finde ud af, hvad vi så gør. Om det er Ulla Lebahn, børnepsyk eller noget helt tredje. Den bro må vi krydse, hvis det bliver aktuelt.

Tak for alle jeres kloge tanker. I er de bedste.

*Tjekkede i dag en pose med knækbrødssnacks, da jeg var ude at handle. Der var 180 gram i, hvilket jo ikke ser ud af ret meget – men kalorieindholdet i en pose var 1000 kcal. Altså, ca. et halvt dagsindtag for en voksen…

M2020, uge 3

8

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi går til ugens liste, er der lige et par ting, jeg gerne vil adressere:

A) Tak for jeres fine, fine tilbagemeldinger på mit seneste indlæg. Jeg laver en opsamling på, hvad det har sat gang i af tanker, opdagelser og konkrete tiltag i løbet af næste uge. 

B) I forlængelse af sidste uges M2020-indlæg: Jeg laver en opsamling af hele M20XX-serien, inden længe. Mit mål er at lave det som vinterferie-M2020-indlæg, så med mindre tiden løber fra mig, kommer det op i uge 7.

Således oplyste kan vi gå tilbage til originalformatet. 

I den forgangne uge har jeg:

1.

Pimpet en bodyscrub, jeg har købt, som havde *så* lidt scrub i sig, at betegnelsen grænsede til vildledende markedsføring. Jeg har flyttet rundt på den et par måneder, fordi jeg ikke helt kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre med den, men nu har jeg smidt en halv pose perlesukker og en dl. kaffegrums i, og den kan bruges til det egentlige formål.

(I gamle dage lavede jeg altid min egen scrub af mandelolie tilsat sukker og rørsukker (min hud tørrer ud af salt), tilsat et par dråber æterisk olie. Den er SUPERlækker, men glatte fliser og børn fungerer bare virkelig dårligt med produkter lavet på olie).

2.

Besøgt Bazaren i Esbjerg for første gang, siden jeg flyttede herned. I Aarhus handlede jeg en del i Bazaar Vest, fordi der virkelig var penge at spare på frugt og grønt; jeg tolkede ofte i nærheden, og så var det nemt at svinge forbi.

I Esbjerg ligger Bazaren i den østlige del af byen, og vi bor i nord, så det er ikke et sted, vi umiddelbart kommer forbi. Men fordi jeg har fødselsdag i morgen, og dermed i denne uge har haft brug for ekstra meget frugt og grønt, tænkte jeg, at jeg ville benytte lejligheden til at kigge derud.

Og det er virkelig no hate, og måske jeg kom på den helt forkerte dag – men der lå 4 forkølede peberfrugter i hvert sit hjørne af en kasse og råbte til hinanden, mens persillen og de 2 ensomme meloner bare lå i køleren og mugnede i stoisk tavshed.

Men nej er også et svar, og nu er jeg fri for at spekulere mere over dét.

3.

Har jeg prøvet at skrive dato på min opvaskesæbe, da jeg tog hul på den. Der er KÆMPE forskel på i pris på opvaskesæbe, og jeg kan ikke finde ud af, om den dyre faktisk *er* mere drøj, eller om det er same-same.

Én ting er, at det kan være billigere at købe 3 discount-sæber, og stadig spare penge ift. til dyre, men jeg forestiller mig her, at faktisk mængde her også hænger sammen med mængden af kemi, man hælder i afløbet, så hvis den dyre virkelig *er” så meget mere drøj, at det gør en forskel, vil jeg gerne betale mere for den.

Om børn, gener og afhængighed

88

Jeg har gået og vejet for og imod at skrive det her indlæg længe, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvor jeg står ift. at gøre det. For det handler om Frida, og selvom jeg fra tid til anden skriver om mine børn, tænker jeg meget over ikke at lægge noget op, som senere kan blive svært for dem at læse om, eller som de kan blive tvunget til at forholde sig til, hvis mennesker, der kender dem, læser med. 

Men fordi jeg både trænger til at tænke højt og virkelig gerne vil have input, skriver jeg det, og så må jeg pille det ned igen, hvis det kommer til at føles for mærkeligt i maven. 

Sagen er, at jeg tror, Frida har en form for spiseforstyrrelse, og jeg har simpelthen så svært ved, hvordan jeg skal hjælpe hende. Hun ligger stadig på sin kurve, som hun skal, men hendes fokus er så konstant på søde sager, at jeg godt kan se, hvad der sker, hvis ikke jeg hjælper hende med at finde en måde at tackle det på.

Det har været et issue, siden hun var spæd. Hun kunne være så forstoppet, at hun var som en sten at røre ved, og alligevel var det eneste, hun ville, at ammes. Sundhedsplejerskens forklaring var, at der findes en gruppe af børn, som ikke kan fortolke deres følelser korrekt; de mærker, at der er “noget” med maven, og fortolker det konsekvent som sult. 

Jeg har været omkring både læge og diætister, og har hevet i alle, jeg kender, der er noget indenfor branchen, men ingen af dem, jeg har løbet op, har specialiseret sig i forebyggende indsatser til børn. Det eneste, de kan tilbyde, er kalorietabeller og Y-tallerkner, hvilket er til at skrige over. At vi som samfund kan være kloge på så mange ting, og stadig være så forblændede at vores egne fordomme om, at fedme skyldes dovenskab og dumhed, og tror, at problemet kan løses af rygrad og matematik, er mig en gåde. 

Min egen fornemmelse er, at det er en form for afhængighed – men en afhængighed, som er medfødt. Jeg aner ikke, hvad teorien siger om misbrug; om man har forsket i, om der er bestemte, genetiske markører, der giver misbrugsadfærd, men fordi jeg, som jeg tidligere har skrevet lidt om, selv har haft et ret problematisk forhold til kost, træning og egen krop, er det noget, jeg har været opmærksom på, fra jeg fik hende.

Jeg har været nærmest hysterisk med ikke at koble følelser med mad (altså, at man ikke får en is, fordi man slår sig, eller at hygge er noget, vi putter i munden), jeg har, helt fra hun var ganske lille, prøvet at hjælpe hende til at skille følelser fra sult ved at spørge hende, om hun er træt, tørstig eller trænger til et kram, hvis hun kommer og beder om mad, og jeg vurderer, at hun ikke kan være sulten, og jeg forsøger i det omfang, det er muligt, at sørge for, at sociale situationer ikke tager udgangspunkt i mad. 

Jeg prøver at balancere på kanten af ikke at tabuisere det, men heller ikke at give det konstant fokus, som potentielt kan udløse en spiseforstyrrelse, og jeg er rasende opmærksom på, hvordan vi taler om overvægt herhjemme. 

Samtidig er det jo som at bo med et lille spejl. For alt, hvad hun bøvler med, har jeg også kæmpet med. Så længe, jeg kan huske. Og derfor ved jeg jo også, hvad der ikke virker, som f.eks. regler, grænser og restriktioner, som jeg selv – på alle områder i livet – responderer sådan her på:

I min jagt på svar og løsninger faldt jeg sidste år over Overeaters Anonymous, fordi jeg googlede ‘mad afhængighed børn’ og de kom frem som resultat. Jeg snakkede med dem, men da de ikke har erfaring med børn, gravede jeg selv materiale frem på nettet og læste mig ned i det. Det var en øjenåbner ift. mit eget forhold til mad, og dermed også til Fridas, men det løser stadig ikke problemet med, hvordan man hjælper et barn, der stadig er så lille, at hun primært orienterer sig efter reglen ‘det føles godt = det må være rigtigt’.

Herhjemme er det yderligere en udfordring, at Anton er verdens mest intuitive spiser, som samtidig er undervægtig, og derfor virkelig, virkelig gerne må få alle de mellemmåltider, han har lyst til. For jeg kommer til kort, når Frida beder om det samme, som han får, og jeg siger nej. Hvad svarer man på hendes “Hvorfor ikke?”, som ikke er løgn/får hende til at føle sig forkert/underkender hendes egen vurdering af, hvad hun føler ved at sige, at hun ikke er sulten, selvom hun mener, hun er?

Jeg synes virkelig, at det er svært. For hvornår hjælper man, og hvornår får man skabt en selvopfyldende profeti?

Inden jeg runder af, har jeg brug for at skrive, at det ikke handler om æstetik. Det gør det virkelig ikke. For mig er selve overvægten ikke problemet, det er alt det, den fører med sig af stigma, lavt selvværd og udfordringer i sammenhænge, hvor man skal bruge sin krop. I særdeleshed hvis de ekstra kilo kommer af misbrug, fordi det så ikke længere er et valg, man træffer, men en sygdom, man kæmper med.

Heldigvis elsker hun at bevæge sig, så det sørger jeg for, at hun får alle muligheder for, og hun synes, fuldstændig ligesom sin mor, at hun er verdens fineste Frida. Men det er en hård verden derude, og jeg kan tude ved tanken om, at den instinktive glæde hun føler ved både sig selv, sin krop og livet skal lide overlast. GID hun formår at holde fast i den sandhed, der for mig er mejslet i massivt granit: At hun har ret til både sin plads og al kærlighed i verden, uanset hvem hun er, og hvordan hun ser ud.

M2020, uge 2

14

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Lagt mærke til, at jeg har smidt mere ud, end jeg plejer. I første omgang tænkte jeg på, om det skyldtes en kombination af juleoverload og mangel på overskud til at forholde mig til de ting, jeg smed ud, men da jeg prøvede at zoome ind på, hvad det var, der røg ud, kunne jeg se, at det faktisk næsten var det modsatte, der var tilfældet.

For det, der er smidt ud, er næsten uden undtagelse ting, som ikke skal have andre destinationer end skraldespanden, og måske er det derfor, jeg først rydder op i dem nu. Efter i 2 år at have skærpet opmærksomheden på genbrug, upcykling, stop-alle-former-for-spild osv, virker det næsten helt vulgært bare at åbne skraldespanden og hælde i. (Og bare så ingen får kaffen galt i halsen: Jeg har selvfølgelig både sorteret og brugt genbrugsstationen flittigt).

Men overbygningen på at give videre, tror jeg, er, at begynde at tage ansvar for at vurdere, hvad der reelt kan bruges af andre. Jeg tror, at MANGE kender følelsen af, at det er nemmere at rydde op, hvis man kan forære tingene til nogen, man kender, i stedet for bare at smide dem ud eller aflevere til genbrug. Men efterhånden som jeg selv har flyttet mig i den her proces, er det gået op for mig, hvor anti-minimalistisk, det egentlig er, set ud fra et mentalt ressource-synspunkt. 

For det, der ofte sker er, at man som afsender holder op med at forholde sig til, om det, man lægger i bunken, rent faktisk kan bruges af andre – eller om det, hånden på hjertet, er affald. Jeg oplever det ind imellem ift. Frida, fordi hun tillægger ting værdi efter, hvem hun har fået dem af og ikke, om hun leger med tingene eller gå med tøjet. Og hvis hun har fået noget af en af sine helte, så er der INTET, der i Fridas øjne skal smides ud. Heller ikke den ensomme sko, kufferten, der ikke kan lukke eller udklædningskjolen, der er hullet og mør og mangler et ærme.

Og det er tosset. Og dovent, hvis vi skal være helt ærlige, for et sted undervejs i processen, holder man op med at putte i posen, fordi man tror, at nogen kan have glæde af tingene, men slår hjernen fra, fordi det er hurtigere og mere bekvemt, og forvandler dermed modtageren til skraldespand/pulterrum for de ting, man har følelser bundet i, og derfor ikke kan nænne at smide ud, men heller ikke længere selv gider flytte rundt på. 

Men det betyder, at man binder flere menneskers tid til projektet, hvilket er helt unødvendigt. For når jeg f.eks. rydder op i min makeup, som jeg gjorde forleden, og jeg i ‘væk’-bunken har øjenskygger, der er så gamle, at der formentlig er både asbest og beriget uran i dem, så ved jeg jo godt, at de skal ud. Dem skal Frida ikke have at lege med, bare så jeg slipper for at forholde mig til, hvad jeg ellers skal gøre ved dem, og det samme gælder udtrådt fodtøj, gamle køkkenredskaber, slidt babytøj, som mormor har syet (“kan børnehaven ikke bruge det til dukkerne, Frida?”) osv. osv.

Så lang historie kort er jeg nu i forhold til op- og udrydning nået til det sted, hvor det ikke længere kun handler om, at jeg kommer af med tingene, men at jeg også tager ansvar for, at de ender, hvor de hører til. Første gang.

2.

Ryddet op i kasserne med tøj fra hhv. SFO og børnehave, nu hvor vi alligevel havde dem med hjemme på ferie. Shit, de børn gror!! Ved samme lejlighed tog jeg vores respektive kasser med hatte/handsker/refleksveste osv i bryggerset, hvor jeg, ud over det, vi for nuværende bruger, lægger alt, hvad vi arver af den slags, når vi får det. Tidligere smed jeg det i arvekasserne sammen med bukser, bluser osv., men fordi det måske er 3-4 måneder om året, den slags skal bruges, er det bare mere hensigtsmæssigt at have det seperat, fordi man så kan se, om hatten passer, når den skal bruges, og ikke skal gætte, hvor meget et hoved mon vokser på et år.

3.

Foræret hhv. to glas instantkaffe med smag og en parfumeprøve væk, alle 3 dele fordi jeg ikke brød mig om dem. Jeg ved godt, at jeg ofte skriver en variation af det her tema på, men det er fordi det stadig er nyt for mig, og noget, som jeg virkelig synes gør en forskel. Tidligere følte jeg, at jeg havde ryddet op, hvis jeg havde tømt køle- og køkkenskabe for madvarer med overskredet salgsdato, og ting, jeg ikke fik spist, men set i bakspejlet har jeg smidt utrolig meget mad ud, fordi jeg ikke lige gad forholde mig til det, mens det stadig kunne spises.

Det falder lidt i tråd med punkt nummer 1, både ift. at der sker en udvikling i enhver proces, uanset hvor man er, når man starter, men også ift. at man selvfølgelig skal huske at spørge om folk, om de vil have 1 liter mælk eller 1/2 rulle marcipan, inden man bare deponerer det hos dem. Takker de nej, må man selv være den, der går den tunge vej til skraldespanden, eller finder på en kreativ måde at få tingene brugt op på.

4.

Tænkt over, om der er kommet nogle nye med ombord, der har brug for lidt opsummering på, hvad jeg har erfaret indtil nu, eller som bare har spørgsmål af den ene eller anden slags? Hvis det er tilfældet, så fyr løs i kommentarfeltet. Så kigger vi på det.

Herfra min verden går

17

En uge inde i det nye år, og dagene går i en underlig blanding af hverdag og undtagelsestilstand.

Nogle dage har jeg det sådan her:

Andre dage mere sådan her:

Men børn forankrer en rutine der gør, at dagene alligevel føles fyldte, selvom jeg lige nu ikke går på arbejde. 

I morgen er der ansøgningsfrist på et par jobs, jeg har søgt, som jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG håber på at blive taget i betragtning til, og jeg kan mærke, at vi lige skal se, hvor dét lander, før jeg kan koncentrere mig om at skrive gode og oprigtigt mente ansøgninger til andre stillinger. 

Dagene herhjemme går med at støvsuge nettet for jobannoncer, skrive ansøgninger – og så med at rydde op i småting fra fortiden, som tager uhyrlige mængder af tid. 

Som f.eks. at min tidligere arbejdsgiver – ved en frygtelige fejl – ikke har indbetalt pension til mig siden april. Heldigvis havde han husket at skrive det på lønsedlerne, og det *er* sgu da heller ikke til med alt det administrative bøvl.

Eller Pladsanvisningen, som i går sendte mig en kærlig hilsen: De vil gerne lige bede om 4.000 kr., som jeg ifølge deres beregninger har fået for meget i 2016 (…!). På udspecificeringen kan jeg se, at det skyldes, at jeg står til dobbeltindkomst den måned, hvor det *sidste* firma, jeg var i, gik konkurs. (Fordi tidligere-tidligere arbejdsgiver indberettede løn, men aldrig udbetalte den), så der er en forklaring og håb om, at det løser sig, men sådan noget, ikke? Det får min sjæl til at visne.

Men *udover det* udnytter jeg, at der er tid til at fokusere på projekter, der ellers ofte kommer i sidste række, når hele maskinen ruller:

Jeg besluttede mig i december for, at de måneder, jeg får herhjemme, skal udnyttes til at få et forspring i forhold til at komme de fordømte kilo til livs, så jeg snitter salat, går, så mine ben er ved at falde af, og udnytter det januarmomentum der gør, at alle omkring mig også er fokuserede på sundhed. 

(Jeg fik min Endomondo-rapport for december igår, og den viser at jeg – i en måned, hvor jeg har haft børnene hjemme i to uger – stadig har formået at gå næsten 70 km. Min skridttæller har vist sig at være et absurd godt redskab til at få lagt bevægelse ind, og siden jeg har fået den, har jeg gået mellem 10.000 og 19.000 skridt om dagen).

(Og jeg ved godt, at du kender én med ét ben og ingen arme, der har gået det tredobbelte antal skridt på den halve tid, men han må få sin egen blog og prale på den).

I mandags indløste mine veninder og jeg vores julegave til hinanden og var forbi en håndlæser, hvilket var SYGT fascinerende og gav mig en masse at tænke over. 

Tirsdag var jeg i anden anledning forbi en bilforhandler, hvor jeg fik øje på en brugt bil, som jeg forelskede mig i på stedet. Det satte en masse tanker igang, for den oprindelige plan var at køre i den jeg har, til den er betalt ud, og bruge den som ‘udbetaling’ til den næste. Men med forsikringssagen der kører, og et filter, der begynder at skabe sig, er det måske også noget med at gen-tænke, om akserne mellem, hvad der kan betale sig at ofre på den gamle og det optimale købstidspunkt for en ny, krydser et andet sted, end jeg først havde tænkt. 

Frida havde igår sidste dag i lillegruppen, hvilket betød farvel til søde Hanne, som har været ‘vores’ pædagog i 6 gode år, og Anton har pludselig fået en holdning til sin frisure.

Det hele begynder at lugte af afslutning, store børn og nye begyndelser, og det er lige, som det skal være.

M2020, uge 1

23

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været nærmest upassende glad for at få min sorteringskasse i bryggerset tilbage. Den har været brugt til julegaver, fordi der bare kun er så mange steder, man kan gemme gaver, når man bor på 100m2, men nu er den tom og klar igen. 

Kassen er den, jeg smider tøj i, efterhånden som det bliver for småt, eller jeg kan se, at det ikke bliver brugt. Fordi den står i samme rum som tørrestativet, sparer det en del tid og oprydning, at jeg bare kan tage tøjet fra, når jeg alligevel har det i hænderne. Når kassen er fyldt, sorterer jeg tøjet, og smider til genbrug eller giver det videre. 

På den her måde er der orden i skabet, og det frasorterede tøj har stadig en plads, hvilket system-mennesker som mig sætter umådelig pris på.

2.

Frosset resten af vores dip fra nytårsaften. “Hvad??” “HVAD sagde hun??” “Kan man virkelig fryse dip!?” hører jeg den vantro forsamling mumle. Det kan man. Konsistensen ændrer sig, så det kan ikke bruges som dip-dip, men det er jo reelt bare creme fraiche med krydderier i, som man sagtens kan fryse og bruge i madboller, tærter og sammenkogte retter.

Det kræver dog, at man på forhånd beslutter, at man vil fryse det overskydende, for er man, som mig, moderat hys med bakterier, går det ikke, at man har et mælkeprodukt til at stå og lumre på bordet i timevis, mens alle mulige stikker alt muligt i det, og så smider det i fryseren. Det kræver, at man rører det, opbevarer det på køl, og så fylder op i skålen, der står på bordet, efterhånden som det bliver spist. (- med en ren ske hver gang, ikke?)

Det, der har været på bordet, ryger ud, men det, der har stået i køleren, kan man sagtens genbruge.

3.

Ryddet op i vore sengetøj. Fridas nye dyne er en voksen-dyne, og dermed skal vi ikke længere bruge hverken juniordyne eller -betræk.

Vi har fået foræret to sæt sengetøj med Frost og et sæt med Chima, og når noget nyt rykker ind, må noget gammelt ud. Jeg gav morfar 2 dynebetræk, som var godt slidte, og derfor perfekte som klude, resten smed jeg i poser og afleverede i Røde Kors containeren, fordi jeg ved, at de bruger rub og stub ved enten at sælge det, eller bruge det som møbelfyld/tvist.

Load More