Menu

Linda

About Linda

Posts by Linda Abildgren:

M2020, uge 1

23

(M2020-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været nærmest upassende glad for at få min sorteringskasse i bryggerset tilbage. Den har været brugt til julegaver, fordi der bare kun er så mange steder, man kan gemme gaver, når man bor på 100m2, men nu er den tom og klar igen. 

Kassen er den, jeg smider tøj i, efterhånden som det bliver for småt, eller jeg kan se, at det ikke bliver brugt. Fordi den står i samme rum som tørrestativet, sparer det en del tid og oprydning, at jeg bare kan tage tøjet fra, når jeg alligevel har det i hænderne. Når kassen er fyldt, sorterer jeg tøjet, og smider til genbrug eller giver det videre. 

På den her måde er der orden i skabet, og det frasorterede tøj har stadig en plads, hvilket system-mennesker som mig sætter umådelig pris på.

2.

Frosset resten af vores dip fra nytårsaften. “Hvad??” “HVAD sagde hun??” “Kan man virkelig fryse dip!?” hører jeg den vantro forsamling mumle. Det kan man. Konsistensen ændrer sig, så det kan ikke bruges som dip-dip, men det er jo reelt bare creme fraiche med krydderier i, som man sagtens kan fryse og bruge i madboller, tærter og sammenkogte retter.

Det kræver dog, at man på forhånd beslutter, at man vil fryse det overskydende, for er man, som mig, moderat hys med bakterier, går det ikke, at man har et mælkeprodukt til at stå og lumre på bordet i timevis, mens alle mulige stikker alt muligt i det, og så smider det i fryseren. Det kræver, at man rører det, opbevarer det på køl, og så fylder op i skålen, der står på bordet, efterhånden som det bliver spist. (- med en ren ske hver gang, ikke?)

Det, der har været på bordet, ryger ud, men det, der har stået i køleren, kan man sagtens genbruge.

3.

Ryddet op i vore sengetøj. Fridas nye dyne er en voksen-dyne, og dermed skal vi ikke længere bruge hverken juniordyne eller -betræk.

Vi har fået foræret to sæt sengetøj med Frost og et sæt med Chima, og når noget nyt rykker ind, må noget gammelt ud. Jeg gav morfar 2 dynebetræk, som var godt slidte, og derfor perfekte som klude, resten smed jeg i poser og afleverede i Røde Kors containeren, fordi jeg ved, at de bruger rub og stub ved enten at sælge det, eller bruge det som møbelfyld/tvist.

I øvrigt:

52

*Har jeg glemt at fortælle om den aften inden jul, hvor jeg sad i min sofa og så en ekstra uhyggelig film – og det kl. 22.15 pludselig bankede på mit køkkenvindue. Udenfor stod en lavstammet mand med østeuropæisk overskæg. Det viste sig at være den ualmindelig samvittighedfulde, tyske fotograf, der har taget billeder af Frida og gerne ville være sikker på, at “du får dem vor jul, jah?” Hvilket jo var pænt af ham. Og jeg kan jo bare trække vejret igen i mit næste liv. 

*Findes der er særligt sted i helvede til de forældre, der parkerer på en af de 7 Kys&Kør-pladser foran skolen mellem klokken 7.30 og 8.

*Havde jeg i morges tankerne et helt andet sted, og kom derfor til at bruge neglelakfjerner som skin tonic. Det kan jeg ikke anbefale.

*Har jeg fået svar fra forsikringsselskabet vedr. min bil. Ham, der kørte ind i mig mener, at jeg også skiftede bane. Det gjorde jeg ikke. Vi var på vej over til mine forældre, og jeg har kørt den vej 49873285465783465 gange, og kører ALTID i den inderste bane. Det ender formentlig med halv skade, og fordi jeg er elitebilist, bliver det økonomisk også til at overskue, trods alt. Men jeg er ved at DØ over uretfærdigheden i, at jeg skal betale, fordi han lyver. 

*Kommer der her en servicemeddelelse til virksomheder og iværksættere, små såvel som store: STOP med at lave konkurrencer på fb/IG, hvor folk skal tagge deres venner for at deltage. Det er irriterende, det er virkelig sært, at det er lovligt at købe et lod og betale med andre menneskers navne, og det har PRÆCIS den modsatte effekt af, hvad du håber på.  

*Får jeg ondt i tænderne af lyden af andre menneskers støvsugere. Er det normalt, Dr. Freud?

*Har Anton fået et par virkelig lækre, trådløse høretelefoner i julegave, som ligger ubevogtede hen, nu hvor han er i skole. Det bliver en god gå-tur idag. 

*Lærte jeg d. 01. januar kl. 8 mine børn at drikke (børne)champagne med juice i, og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg er klar til kommunen, eller om jeg allerede nu er løbet med titlen som Årets Mor #BottomlessMimosasForLife

*Foreslog Lone i kommentarfeltet for et par indlæg siden, at dem, der havde lyst kunne smide deres nytårsforsæt/planer for 2020 i kommentarfeltet her; så står jeg for en opfølgning om 52 uger. Og jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I derude har på tegnebrættet det kommende år, så skynd jer til tasterne, por favor.

*Sov mine børn i lørdags hos mine forældre, og jeg havde derfor sat mit ur til kl. 5.30, så jeg kunne nå at gå min tur, inden jeg skulle hente dem.

Det er KULSORT på disse kanter om natten, og jeg har derfor én af de små, hidsige cykellygter sat i skoen, når jeg går i mørke. Men jeg tror aldrig, jeg har været ude på det tidspunkt før, og selvom jeg normalt ikke er ret nem at skræmme, havde jeg kun gået ved siden af den mørklagte mark og træerne i omkring 10 minutter, da jeg pludselig kom til at spekulere på, om vi er *helt* sikre på, at ulve er bange for mennesker?

Umiddelbart efter meldte sig den meget uvelkomne tanke, at selvom lys jo er fint nok ift. ikke at blive kørt ned, så er det også nærmest en målskive på ryggen, hvis en seriemorder skulle slentre rundt i mørket og kede sig.

Derfor var jeg glad, da jeg efter yderligere et kvarter kom op på den lidt større vej, fordi biler = mennesker = sikkerhed, ikke? FORKERT!! For de få biler, der hver 7. minut kørte forbi, var udelukkende kassevogne eller lastbiler, som vi ALLE ved er øksemorderes foretrukne transportmidler. 

(På det her tidspunkt har jeg skåret næsten 90 sekunder af min tid pr. gået kilometer, og i en afkrog af min hjerne noterer jeg mig, at skrækbaseret vægttab måske godt kunne fungere).

Da jeg endelig kan dreje fra vejen, ser jeg længere fremme en bil, og der er et eller andet ved måden, den kører på, der får mig til at bemærke den.

Jeg drejer, går et par meter og beslutter så at følge det instinkt, der får mine nakkehår til at rejse sig, så jeg bøjer mig ned (mens min fornuft fortæller mig, at jeg er en hysterisk idiot) og slukker lygten. Fordi jeg kun går i sort tøj, er jeg nu reelt usynlig. Jeg drejer igen – og det er så her, jeg hører, at bilen sætter farten helt ned. Og drejer. 

Herfra kører jeg på rent instinkt, så jeg springer ind mellem træerne og stå MUSSEstille. Bilen kører laaaaangsomt forbi. Stopper. Holder der, med motoren tændt, men uden at gøre andet. Jeg har nærmest blodsmag i munden på det her tidspunkt, og forbander mig selv, skiftevis for at have hidset mig selv op over noget, der givetvis er ingenting, og for at være så letsindig og naiv, at jeg skal ende mine dage i en juletræsplantage. Bilen triller videre. Holder stille igen. Jeg semi-kravler mellem træerne, til jeg når til et sted, hvor vejen drejer lidt, og hvor jeg ikke kan ses fra vejen, og så er der ellers dømt powerwalk de næste 3 km. med ørerne på stilke og nøglerne i hånden.

Da en due på størrelse med en struds flaksede ud af et træ, troede jeg sgu, at mit hjerte skulle flække af ren rædsel. SHIT, hvor var jeg bange. 

Men jeg kom hjem i god behold, og jeg har siden brudt min hjerne med, om der er en eller anden logisk forklaring. Et afløser-avisbud, der ikke kunne finde sin rute. Et eller andet. Jeg ved det ikke og finder aldrig ud af det, men det bliver public places og 1000 watts belysning fra nu af, det er helt sikkert.

M2019, uge 52

48

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Husket at opsige min testperiode på hhv. Mofibo, TV2 Play og et spil, børnene havde fået lov at købe på iPad’en.

Jeg hentede Mofibo for at se, om Tinka fangede som lydbog (det gjorde den ikke), og TV2 Play, så vi kunne følge med i årets julekalender. Begge abonnementer er sat op, så man tilmelder sig med sine betalingsoplysninger; selvfølgelig fordi udbyderne håber, at man bliver hængende. Jeg har tidligere undgået den form for prøveperioder, netop fordi jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg glemmer det, men jeg er begyndt at lægge en notifikation ind i min kalender, så jeg får en reminder, dagen inden prøveperioden udløber. Det er dejlig effektivt, og betyder, at vi faktisk kan prøve forskellige tilbud af, og kan finde ud af, om det er noget, vi bruger.

Mofibo brugte vi i prøveperioden sammenlagt 24 minutter, TV2 Play blev udelukkende brugt til Tinka, og spillet, som børnene bare ikke kunne LEVE uden, spillede de 2 dage, og glemte herefter alt om. 

Til gengæld har jeg besluttet, at vi, når jeg engang begynder at tjene menneskepenge igen, skal have fjernsynskanaler. For hvor iPads indbyder til soloridt og eget værelse, har det været skidehyggeligt at sidde som høns på en pind i sofaen og se det samme. Det vil jeg gerne gøre noget mere. 

2.

Ryddet op i skabet med vin og sprut, hvilket umiddelbart lyder sjovere, end det reelt har været.

I det skab, hvor jeg har vin og spiritus, har jeg haft 5 flasker rødvin stående i snart et år, som jeg konsekvent er styret udenom. Derfor besluttede jeg i starten af december at der ikke skulle åbnes andet, før de flasker var væk. Det viste sig at intuitionen var god nok: Af de 5 flasker røg 4 direkte i afløbet, fordi de ikke duede. En af dem havde sågar udviklet en form for brus. Den sidste endte sine dage i en gryde, hvor den sammen med sjatter af rom, portvin og noget cognac, som jeg ikke ANER, hvor kommer fra, blev til basen i en hidsig, men virkelig lækker gløgg.

3.

Været en ørn til at bruge, hvad jeg har haft i køleskab og fryser, og at få foræret det væk, som jeg på forhånd kunne se, vi ikke kunne nå at bruge.

Det med at være på forkant, er en detalje, jeg har lært over tid. Tidligere ryddede jeg først op i køleskabet, når vi var igennem ferier og helligdage, og det betød, at de tre liter mælk, der var i overskud, for længst var blevet dårlige. Ved at tjekke køleskab, brødboks og grøntsagsskuffe dagligt, har jeg dels fået brugt de ting, jeg kunne i madlavningen herhjemme, og dels kunne skrive til de mennesker, vi har besøgt, om de manglede mælk, rugbrød, salat, osv.

Det betyder, at jeg stadig har kunne køre med feriehjerne, hvor det somme tider først er samme eftermiddag, jeg har taget stilling til, hvad aftensmaden skulle bestå af, og alligevel har undgået at smide mad ud.

Det hører med til historien, at jeg har lavet madplan med netop den betingelse i baghovedet, og derfor har købt ind til retter, der a) kan kombineres på kryds og tværs (mexicansk/bolognese), b) består af enkeltdele, der kan spises separat eller sammen med rester af salat/i pitabrød/på rugbrød til frokost (kylling/frikadeller) eller c) har lang holdbarhed (topping til pizza). Det kræver et vist overblik, fordi man skal være sikker på, at der er pitabrød i fryseren og mel nok at bage pizza af, men til gengæld det giver helt frie hænder, så man med god samvittighed kan lave det, der er tid og overskud til på dagen, og stadig nå igennem det, man har købt. 

__________________________________

Og hvad sker der så nu? Officielt er vi jo sådan set nået til vejs ende med de her indlæg, men.. altså… Ja. Det er bare så hyggeligt at skrive dem, så efter at have tænkt over 16 forskellige undskyldninger for, hvorfor jeg gerne ville fortsætte, kom jeg i tanke om, at det her jo sådan set er my house, og at jeg derfor er så priviligeret, at jeg kan gøre, næsten hvad der passer mig. Så nu går vi benhårdt efter det 20 års jubilæum. Løber jeg tør for punkter eller tanker, må jeg lukke serierækken ned undervejs; den bro brænder vi, når vi kommer til den.

Men indtil da ruller karavanen videre, og jeg håber, I bliver siddende i vognene.

Tak fordi I hænger på. Tak for input, tilbagemeldinger og engageret debat i kommentarfeltet. I er helt i særklasse, og jeg er heldig at have jer med ombord.

Godt nytår.

20/20 vision

26

Det er i dag d. 25. december. Jeg sidder i den ene ende af sofaen, med udsigt til træet og Anton, der kravler rundt på gulvet med sine nye, trådløse høretelefoner på, mens Lego, Beyblades og Bakugans er strøet ud over gulvet i et sindrigt set up, som kun han kan gennemskue. 

I den anden ende af sofaen sidder Frida under sin nye voksendyne, med Elsa og Anna-betræk, og er lige så lilla under øjnene, som hun er over, hvor den nye øjenskygge omhyggeligt er lagt. Det var en hård dag for hende i går; hun har så mange ideer og forventninger, og det er så svært at være lille og fuld af planer, når man bliver udsat for benspænd som traditioner og plejer og krav om at forstå.

For første gang har vi ikke en eneste gave, der skal byttes, og når jeg ser og hører, hvor stor pris børnene sætter på det, de har fået, føler jeg, at jeg har gjort *noget* rigtig som mor. 

Jeg har tænkt meget over julen i år. Over julestemning og nytår, og forandringer, der kommer, uden at være inviterede, men som stadig føles uafvendelige og måske endda som en dyb indånding, man ikke vidste, man havde brug for at tage. Jeg har tænkt over, at julestemning måske ikke så meget er noget, der kommer, som noget man skaber, og at begrebet ‘julemagi’ er med til at gøre det hele sværere, fordi det får dig til at gå og vente på noget udefrakommende, der, ligesom kærlighed, som skal komme og drysse glimmer på alting og transcendere hele oplevelsen. 

I år har jeg haft ekstra tid til at stoppe op og lægge mærke til, hvad jeg gør og ikke gør, og det er gået op for mig, at jeg glemmer at prioritere mange af de helt lavpraktiske tiltag, jeg forbinder med julestemning.

Når jeg gør rent, sætter jeg en podcast på i stedet for at tænde for Wham, jeg tænker på gløgg, men laver kaffe i stedet, jeg planlægger at se julefilm, men napper en serie, og julelys er noget, vi ser, hvis vi tilfældigvis er ude at køre, når det er mørkt.

I år har jeg grebet det anderledes an. I år har jeg bevidst valgt det hele til. Både gløgg, Last christmas, hele striben af Harry Potter-film samt et par Mission Impossible on the side (fordi intet siger jul som spioner og troldmænd) og at køre ud i mørket med det erklærede formål at kigge på julelys. Vi har spist mandariner og pebernødder, flettet julestjerner og lagt julepuslespil, og rykket både morgenmad og aftensmad over i sofaen, så vi kunne se julekalender, uden at det var noget, vi skulle finde ekstra tid til.

For første gang i mange år føler jeg, at jeg har fået hele julen med. 

Det slog mig forleden, at julen på mange måder er en mini-metafor for livet, og at det måske er derfor, den somme tider kan være svær at føle, at man virkelig får hånd om. Fordi man så gerne vil være sikker på, at man prioriterer det, der er vigtigt (og på forhånd forstår, hvad det er), at man bruger sin tid rigtigt, og at der, i det store og hele, er balance mellem det, man giver og det, man får. Både i konkret og i overført betydning. Man kan for alvor mærke, hvem der mangler, og hvorfor de var vigtige, og for enden af det hele ligger nytårsaften, hvor man gør status og sætter nye mål, med en hektisk konfrontation med alle de valg, man indtil nu har truffet i mere end frisk erindring.

Men i år har jeg, for første gang i mange år, tænkt, at det faktisk er ok at sige, at jeg tror, at til næste år bliver et godt år. Jeg har altid været bange for at jinxe det, men jeg har i løbet af december tænkt meget over, at jeg tror, man er nødt til at skille tingene ad. At man er nødt til at acceptere, at man ikke kan gøre noget ved de helt store linjer, men at man derfor stadig har indflydelse på, hvad man skriver under overskrifterne.

Da jeg gik ind i 2019, troede jeg, at det skulle være i år, jeg tabte de kilo, jeg har haft det så svært med, siden jeg fik Frida. Jeg vidste, at Anton skulle skifte skole, og jeg havde en forventning om, at jeg ift. arbejde bare skulle være, hvor jeg var.

Anton skiftede skole, jeg vejer PRÆCIS det samme nu, som da året startede, og jeg er arbejdsløs fra d. 01.01.

Til gengæld har jeg i løbet af året, lidt uforvarende, fået lagt ting i støbeskeen til, at 2020 har potentiale til at blive et år, hvor der faktisk er noget, der flytter sig. 

Jeg har, til min egen store overraskelse, sluttet fred med, at jeg ikke skal være tolk mere. I hvert fald ikke lige nu. Jeg har fået etableret en vane med at træne 3 morgener om ugen, jeg har lært en masse om mine egne kostvaner, og jeg har gået så mange kilometer, at jeg ikke længere får betændelse i skinnebenene af det.

Jeg har vænnet børnene til, at vi går for at gå, og måske bliver 2020 året, hvor vi når så langt, at vi får etableret en løberutine.

Jeg har med andre ord googlet opskriften, skrevet indkøbslisten, handlet, renset grøntsagerne og marineret kødet, så der er begrundet håb om, at det til næste år bliver muligt at lave den ret, jeg så længe har drømt om.

Lyset er på vej. Jeg tror, det bliver godt.

M2019, uge 51

14

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været på jagt i gemmerne efter en speedmarker til vores nye KÆMPE kalender (så kan jeg lære at rejse mig fra sofaen og finde min tommestok og se, hvor meget 100 cm. i *virkeligheden* er) – men uden held. Til gengæld faldt jeg over en tekstil-pen, jeg købte i tidernes morgen, som jeg kun brugte én gang, fordi den skriver igennem tøjet. Den viste sig at være perfekt til formålet, så dobbeltscore på både at spare penge og at få brugt noget, der ellers bare lå og lurepassede.

2.

Kombineret husnissens drillerier med småopgaver, jeg alligevel havde på to-do’en.

Således hang alle børnenes trusser og boksershorts på juletræet forleden morgen, mens alle de forvaskede og dem, der er blevet for små, på mystisk vis havde fundet vej til kludekassen. 

I går havde nissen gemt alle spiseskeer, og jeg benyttede lejligheden til at rydde op i bestikskuffen, som indeholdt bemærkelsesværdigt mange teskeer og mærkværdige køkkenredskaber, som jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvorfor jeg har anskaffet. Den overskydende urtekniv kom med min veninde hjem, de ekstra skeer er lagt i genbrugs-opsamlingskassen, og skuffen er nu så ren, at man trygt kan foretage et mindre kirurgisk indgreb i den.

3.

Lagt en reminder op i børnehavegruppen dagen inden børnenes julefrokost, således at glemsomhed og decemberstress ikke kom til at betyde, at 50 humlebier stillede med madpakker, der ville gå direkte i skraldespanden.

4.

Spist skyr til morgenmad, fordi jeg har müsli for en mindre formue stående, og det trænger til at blive spist. Jeg er beklageligvis 5 år gammel, når det kommer til morgenmad; når jeg har lyst til yoghurt, har jeg KUN lyst til yoghurt, og så er det det, jeg kører HVER dag – lige indtil yoghurt pludselig er det værste i hele verden, og jeg aldrig ønsker at se det for mine øjne igen. (- før næste gang).

Sidst jeg var i yoghurtfasen købte jeg to store poser luksusmüsli, som holder en kilopris på lige omkring det samme som heroin. Dem *nægter* jeg at smide ud, fordi jeg ikke er voksen nok til at pålægge mig selv at spise op, så nu kører jeg en uge hist og en uge pist, hvor jeg surt tygger mig igennem alle de tørrede bær og nødder, mens jeg spekulerer på, hvem det er, jeg straffer.

Om at kravle før man kan gå

26

Først og allerfremmest: Hvis der findes et mere entusiastisk og betænksomt heppekor end jer, har jeg endnu til gode at møde dem. Ingen over, ingen på linje med. I. er. de. bedste!

Det her indlæg startede som et svar til jer, der kommenterede på indlægget igår, men det forgrenede sig og blev virkelig langt, så nu konverterer jeg det til et selvstændigt indlæg i stedet.

For jeg sad i aftes og tænkte lidt over jeres input, og jeg kan mærke, at jeg har brug for at forklare, hvorfor jeg så hårdnakket afviser at gå selvstændigt og gøre bloggen og det at skrive til en levevej – for jeg forstår faktisk godt, hvis det virker dumstædigt, grænsende til krukket.

Helt grundlæggende handler mit nej om, at jeg mangler værktøjer. Jeg kan være den bedste tegnsprogstolk i verden – men hvis ikke jeg, helt lavpraktisk, ved, hvor jeg finder de ledige opgaver, hvilke formelle krav, man skal opfylde for at kunne byde på dem, eller hvor man sender fakturaen hen, så hjælper det mig ikke det fjerneste, at jeg er dygtig. Og det er præcis det, der er problemet med at gøre skrivning til en levevej for mig nu, hvis jeg skal gøre det alene. For jeg aner ikke, hvor opgaverne er, hvad de går ud på, eller hvordan jeg sælger mig selv ind på dem. De værktøjer skal jeg have i kassen, før jeg kan etablere Blogsbjerg Inc® og leve af det.

Når søde læsere foreslår betalingsknapper og reklamer, sparker jeg den altid til hjørne, og det vil jeg, nu hvor jeg nærmest føler, at vi er sammen om projektet (#love), også gerne forklare, hvorfor jeg gør.

Hvis vi tager donationsknapperne først, så handler det om, at jeg har første gang til gode at høre om bloggere, der kunne holde en anstændig indtægt ad den vej alene. For hånden på hjertet: Hvornår har du sidst betalt til en blog eller et medie, hvor betaling var frivillig? Og hvis du tilhører de 5-7% som *har* doneret: Gør du det jævnligt, eller er det ved at være længe siden sidst? Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke spytter på hverken gestussen eller de beløb, I sender afsted: I skulle have et knus og en medalje, og hvis alle gjorde som jer, så *ville* det være muligt at leve af at blogge. Men det gør alle ikke. Langt, LANGT de fleste glemmer det, eller undlader at gøre det, fordi det ikke føles som om, de 20 kroner gør en forskel. Vi er for uvante med den model i dk til, at den fungerer efter hensigten, alle gode intentioner til trods. 

Så kommer vi til det med reklamer, hvor der er god mulighed for at blive uvenner med alle i hele blogland. Men det skal jeg simpelthen ikke. Jeg skriver ubetinget bedst, når jeg skriver om det, der lige nu optager mig, og man *mister* noget kant, når man er afhængig af at være likeable. 

Det er der ikke noget odiøst i; når jeg er ude som tolk, er der jo også sider af min personlighed, jeg skruer ret meget ned for. Det hører med til at være professionel, og jeg ville aldrig have skrupler ved at tage et job, hvor formålet med at skrive var at sælge et produkt.

Men en stor del af mit drive ift. bloggen er, at jeg kan skrive, hvad der passer mig. Det lyder simpelthen så træls, når man siger det højt, men jeg har ikke brug for, at læserne kan lide mig. Holder det mig vågen om natten, når jeg føler mig misforstået eller modtager svinere og hademails? Ja. Det er ubetinget sjovest at være vellidt. Men jeg er ikke økonomisk afhængig af, at I kan lide mig, og det gør en ret stor forskel ift. hvor meget censur, jeg lægger på mig selv. 

Min blog er en legeplads, en dagbog, et kreativt outlet og en arv til mine børn. Den er ikke til salg for anti-age-serum og flyverdragter, som boligforeningen jo nok ville studse over, hvis jeg forsøgte at betale husleje med.

Men når alt det er sagt, synes jeg egentlig, at tingene har lagt sig til rette på en god måde ift. tidsperspektivet. Lige nu har jeg stadig små(-ish) børn, som jeg – stadig – er alene med. Lige nu ville det være en gigantisk stressfaktor at stå uden fast indkomst, og selv skulle finde tiden til at bygge alting op fra bunden. Fordi man på en eller anden måde jo faktisk har to jobs: Dels skal man finde opgaverne, og dels skal de løses. At løbe en karriere i gang kræver, at man kan dedikere sig; at man kan sige ja tak til at mødes med potentielle klienter i Odense kl. 17 eller til at løse en opgave med deadline morgen. Det er ikke ret kompatibelt med lukketider og barnepiger og nul far, og derfor er det ikke det, jeg skal lige nu.

Her spiller det også ind, at jeg ved, jeg har en personlighed, der skal holdes i stram snor ift. stress. Jeg har svært ved at slippe de opgaver, jeg brænder for, jeg er en idiot til at uddelegere og jeg vil gerne, at alting er gjort ordentligt. Det er på mange måder også det, der er mine forcer, men jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og derfor bliver jeg nødt til at have et vågent øje på, hvor grænserne går. 

Men om en håndfuld år har jeg forhåbentlig fået fodfæste i kommunikationsbranchen. Børnene er langt mere selvkørende, og min gæld er betalt ud. Det åbner for et væld af muligheder, og for at kombinere alt det, jeg kan, og som jeg synes er sjovt. Til den tid er der kontakter er trække på, og erfaring i banken, og måske bliver det startskuddet til platformen Blogflix.

Og så gør vi det sammen. Ikke?

Shine bright

9

I dag er der præcis to uger tilbage af 2019, og dermed har jeg også to uger tilbage i min nuværende stilling. Det er en underlig følelse. 

Inden jeg går videre, vil jeg lige sige, at jeg næsten har lyst til at undskylde for, at det igen handler om (mangel på) job herinde, men det fylder virkelig meget herude i virkeligheden, hvor jeg sidder, så det er enten dét eller jul.

I sidste uge skrev jeg, at dagsformen svinger, og i går var en træls dag. Ikke udløst af noget bestemt; bare en tung, dump følelse af stress og håbløshed.

Det er mærkeligt skizofrent, for selv på de dårlige dage er jeg stadig, helt overordnet, optimistisk, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her bliver starten på noget godt. Men jeg tror, at jeg skal huske at give plads til de andre følelser også. Huske at respektere, at det her ikke *kun* er en mulighed for udvikling, men at det også er en slags stresstilstand at være i, selv om det måske ikke umiddelbart føles sådan.

Jeg kan mærke det ved, at jeg dels har lyst til at gøre noget godt for fremmede omkring mig. At tilbyde damen i Bilka med benet i gips at køre hende hjem, at sætte en kasse flødeboller ud til renovationsfolkene eller at give den forblæste Hus Forbi-fyr en kop varm kaffe og en proteinbar. Jeg ved ikke, hvorfor det føles lindrende at gøre noget godt for mennesker, jeg ikke aner hvem er, men det gør det.

Men.

Samtidig kan jeg også mærke, at min lunte er kort, og at jeg har lige præcis nul tålmodighed med mennesker, der tester mig. F.eks. har vi en chikane, hvor vi bor, som kræver, at bilister holder tilbage for hinanden på skift. Normalt opfatter jeg ikke dette stykke asfalt som en forlængelse af min personlige grænse, men da jeg forleden kom kørende, og en modkørende bilist lavede røvhulsmanøvren med at trække ud midt på vejen ovre på den anden side, selvom vi begge kunne se, at det ville være mig, der nåede derhen først, kørte jeg simpelthen bare frem. Så holdt vi dér, snude mod snude. Jeg smilede mit hvidhajs-smil, og trak på skuldrene, og lænede mig tilbage, og hvis ikke han var endt med at bakke, havde vi holdt der endnu. Not today, Satan.

Så på den ene side læner jeg mig op af noget kosmisk altruisme. På den anden side kan de bare lige prøve. 

Jeg gør mig umage med at lægge mærke til, hvad jeg lærer undervejs. Nogle dage føles det utrolig rodet og diffust at tiden går med alt muligt udenoms i netværkets navn, fordi jeg ikke kan fremvise et konkret resultat af noget, som jeg føler, jeg har brugt mange kræfter på.

Jeg føler forstemmelsen kravle ind i hele kroppen, når jeg skriver tilbage på et afslag og forklarer, at jeg er igang med at sadle om, og spørger, om de måske kan hjælpe mig med, hvad der kunne have kvalificeret mig til den stilling, de slog op – og jeg igen får et automatsvar retur med ‘bedre kvalificerede ansøgere. Hav en god dag.’ Det er fair nok, at de ikke har tid. Det sucks bare stadig at sidde i modtager-enden af. 

Men når jeg træder et skridt tilbage kan jeg godt se, at hvert eneste opkald, og hvert eneste afslag, også er med til at afgrænse hvad jeg kan og vil, og det er *også* værdifuldt.

Somme tider bliver jeg klogere af at høre mig selv forklare min egen situation til andre. F.eks. snakkede jeg igår med endnu et tolkefirma, som jeg tegner freelance-kontrakt med. De havde i første omgang efterspurgt ansøgning, cv, eksamenspapirer osv. osv. (Og her skal jeg måske lige sige, at en tolk på freelancekontrakt virkelig er quid pro quo. De betaler intet for at have mig tilknyttet, men kan spørge mig i de tilfælde, hvor det er rentabelt at bruge mig, og jeg styrer 100% selv, hvad jeg siger ja til). Jeg valgte at ringe dem op, og forklarede stille og roligt, hvor jeg stod. At mit mål var et brancheskifte, og jeg udelukkende freelancer for at købe mig selv den nødvendige tid til at finde et job, jeg ægte gerne vil have, i stedet for at skulle shoppe rundt, fordi jeg ikke har råd til at lade være. Og mens jeg hørte mig selv fortælle, at jeg er træt af at skulle overkompensere for min geografiske placering og min familiesituation, og at jeg ikke – hverken hos dem eller de andre firmaer, jeg er tilknyttet – kommer til at sige ja til at tolke et kvarter på Bornholm for at bevise, hvor fleksibel jeg er, og hvor lidt mine omstændigheder begrænser mig. Slut. Mit mål er ikke en fastansættelse, og jeg står 100% ved min prioritering af familie over job. Det var én af de samtaler, hvor der gik mange ting op for mig selv, mens jeg talte, fordi det var første gang, jeg verbaliserede, at mit ønske nu er noget andet; noget nyt. 

Hvad det nye skal være, aner jeg stadig ikke. I går følte jeg mig meget fanget i spændet mellem at kunne for meget til de stillinger, der gerne vil have mig, og for lidt til de stillinger, jeg gerne vil have #TinderVibes

I dag er det bedre, og snart bliver det godt.

Jeg skal bare finde dem, der kan spotte potentialet under alt det uslebne.

M2019, uge 50

15

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt julegave til mine bedsteforældre, som – helt klassisk – ikke ønsker sig noget. Jeg har derfor i bedste spion-stil haft lange øjne de sidste par gange, vi har besøgt dem, og min julegave er et par poser fyldt med dagligvarer, jeg ved, de bruger; müsli, juice, vaskepulver osv. Det er jo ikke en julegave i sådan helt traditionel forstand, men det er noget, jeg ved, de kan bruge, og fordi jeg har modstået impulsen til at opgradere til versioner af varerne, som *jeg* synes er lækre, ved jeg også, at det er noget, de kan lide.

2.

Købt en skridttæller brugt. Og ja. En helt old school skridttæller af dem, man har i lommen. Jeg *kan* ikke forlige mig med at gå med noget om håndledet, og telefonen er både for upræcis, og ligger for meget af tiden i min taske eller på bordet. 

Jeg har tabt og taget de samme 6 kilo på 3 gange i 2019, og jeg er ved at gå amok. Da min mor havde fødselsdag tilbage i oktober, ønskede hun sig en skridttæller, og jeg researchede derfor ret grundigt dengang. Og efter hun har fået sin, har vi nærmest ikke set hende, fordi hun spæner rundt på veje og stier, så nu får den et skud her også. Jeg har ikke 400 at smide efter sådan én lige nu, men DBA var – som sædvanlig – min ven, og jeg fandt en, stadig i originalindpakningen, til beskedne 70 kr.

3.

Snakket med 70% af de mennesker, der er ansat på hovedkontoret i min boligforening. Som jeg skrev om her, står der vand nok i mit skur til at jeg kunne etablere et dambrug, hvis jeg ville, og da jeg ringede til viceværten, var hans kommentar, at det er et generelt problem herude. Den samtale havde vi tilbage i oktober, og siden er der ikke sket mere. Og det synes jeg, helt ærligt, er lidt idiotisk, for selvom vi bor til leje, giver det ingen mening bare at lade tingene stå og forfalde.

Derfor ringede jeg mig hele vejen igennem områdechefer og fuldmægtige, og fik endelig irriteret mennesker nok til, at der igår stillede to habitter med clipboards ved min hoveddør. Efter et forbløffet: “HOLD da kæft!?” er der nu bestilt en kloakmester, der skal komme og grave ud (op?), og jeg synes virkelig, at det er fedt, at være nået så langt i opmærksomheden på, at selvom ejendomsretten til det, vi omgiver os med, er individuel, så er ressourcerne, helt overordnet, hele gruppens, og derfor er det i alles interesse, at vi hjælpes ad med at passe på dem.

Mig, der kigger eftertænksomt ind i mit skur, mens jeg spekulerer på, om jeg skal gå med karper eller ørreder

I øvrigt:

32

*Skal jeg bede om, at alle, fra nu af og til verden går under, ikke holder midt i mellem to benzinstandere, så der kun er plads til deres bil. Kør! Nu!! Frem!!!

 *Ville jeg ønske, at musikstreaming-tjenesterne ville headhunte et it-menneske fra Google, så deres søgefunktioner kunne blive mindre hysteriske.

Itunes/YouSee/Sportify, når man taster: ’Beyoncè – søg’

Google, når man taster: ‘Bijyonse – søg’

*Vil jeg bare opfordre til, at man går på YouTube og finder ‘I Mexico går det godt’. Jeg var ved at blive kvalt i en sofapude, da jeg måtte mute mine egne latterbrøl under sekvensen, hvor Esben og Peter først får renset deres aura med konkylie-blæs, og derefter skal omfavne træer.

*Skal jeg, efter at have set den i samtlige jule-kataloger, lige høre, om der godt nok stadig er nogen, der læser Guinness Rekordbog?

*Er jeg oprigtigt trist over, at Marie Fredriksson fra Roxette er død. Look sharp! var mit første ægte kassettebånd, og jeg forbinder det med sommerferie i Blåvand, solskinsvejr og afklippede jeans og mig og min walkman på lange gåture ud af barndommen og ind i noget, jeg endnu ikke vidste, hvad var. 

*Bliver jeg nødt til at spørge, hvem har opfundet bloggersprog, for jeg får en del mails med forslag til “samarbejde”. Hvor kommer det udtryk fra? Hvordan bliver det noget som helst andet end rent, regulært ’arbejde’, når du har et produkt, du gerne vil have mig til at reklamere for? Man må altid gerne spørge, men lad os kalde det, hvad det er –  selvom det så selvfølgelig også kommer til at lugte lidt af løn.

Hvis vi lige skal være alvorlige et øjeblik, venter jeg stadig på, at nogen laver en platform til blogs, der minder om HBO og Netflix. BlogFlix. Hvor man som læser tegner abonnement for en måned, og hvor de bloggere, der er med, kan koncentrere sig om at lave indhold og interagere med deres læsere, og ikke behøver sige pæne ting om slankesåler og motorolie, og blive tandløse og beige for ikke at bide hånden, der fodrer dem. Hvor der er plads til, at bloggere udvikler sig og prøver nye vinkler og nicher af, og ikke er tvunget til at gøre alt op i clicks og likes, og på den måde mainstreame et produkt, der i første omgang blev kommercielt levedygtigt, fordi det skilte sig ud.

*Ender min egen dovenskab med at tage livet af mig. Jeg har købt et juletræ, som jeg har stillet udenfor mine stuevinduer. 4 gange i timen får jeg et chok og tror, at der står en øksemorder derude. 4 gange i timen beslutter jeg, at jeg ikke behøver at flytte det, for ‘nu ved jeg jo, at det står der’. Jeg er min egen værste fjende.

M2019, uge 49

11

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Repareret min sofa. Og med ‘jeg’ mener jeg her mest ‘min mor’.

Min sofa er en gammel svend. Jeg har prøvet at komme i tanke om, præcis hvornår jeg købte den, men det fortaber sig i tågerne. Vi skal bruge i hvert fald begge hænder og måske endda den ene fod, hvis vi skal tælle år. På den måde er den et stoisk, ongoing statement ift. at det betaler sig at købe kvalitet, for selvom man ikke tænker: “Gud, har du ikke fået ny sofa?!” når man ser den, så ligner den bestemte heller ikke en grand old lady. Betrækket er stadig stramt og fast, farven er ikke falmet, og puderne holder facon.

Nå, men for et par måneder siden sled vi hul i betrækket på en pude og puffen, stort set samtidig.

Og selvom jeg stirrede begge børn stift i øjnene og sagde: 

vil jeg sige, at de huller, der skulle fikses i den forgangne uge, i diameter målte *noget* mere, end de første forsigtige af slagsen.

Jeg tjekkede priser på ombetrækning (ca. 2000 kr), jeg tjekkede priser på nye, brugte sofaer (folk er vanvittige) og jeg trawlede Pinterest tyndt i forsøget på at finde en løsning, jeg selv kunne omsætte til virkelighed. Men i sidste ende blev det min mor, der kom med vinderforslaget, som var at købe et par meter møbelstof i en helt anden farve, og sy det på hhv. puf og pude. Jeg var skeptisk, men havde omvendt ikke rigtigt selv flere ideer, så vi gik med det – og det blev SIMPELTHEN så godt.

Og som bonus var det bare virkelig hyggeligt at have en hel dag med min mor og et fælles projekt.

2.

Lavet en madplan med faste ugedage – og holdt den.

Jeg kører normalt med flydende madplan, forstået på den måde, at jeg køber ind til to retter, og så i løbet af ugen vurderer, hvornår det passer bedst ift. tid og planer at lave hvad. Det plejer at passe med, at der er mad til 4-5 dage, og resten af tiden supplerer vi op med fryser, rester og impro. 

Men den seneste uge har været tosset, og det opdagede jeg for en gang skyld på forhånd. Derfor lavede jeg en plan, hvor jeg på forhånd fordelte retterne på specifikke ugedage, så jeg ikke f.eks. stod med dag-2-mad torsdag, hvor der var julefrokost i Antons klasse.

Resultatet er, at alt, hvad der er købt ind, er omsat til aftensmad, og intet er endt som spild. 

3.

Fået 2 store poser med børnetøj, som jeg sorterede med det samme.

Jeg valgte denne gang at sortere ad to omgange; første runde var en grovsortering, hvor alt, hvad børnene kunne passe blev taget fra. Anden runde var finsortering, hvor jeg fjernede de stykker tøj, som jeg med sikkerhed ved, at børnene ikke kommer til at gå med, og samtidig justerede jeg antal ift. forbrug. Det er f.eks. ikke nødvendigt at have 19 undertrøjer i samme størrelse, når 8 er nok.

Al overskydende tøj blev, efter aftale med den søde giver, afleveret til genbrug. 

4. 

“Ofret” et par vinterstøvler, jeg har fået til Frida.

Vi arvede sidste år et par virkelig pæne Bundgaard vinterstøvler, som nærmest ikke var brugt. Jeg har kviet mig ved at give hende dem med i børnehaven, fordi de netop var så fine, og børnehaven bare er det sted, hvor alt fint går hen for at dø. Men nu er vi ved at være der, hvor gummistøvler er for kolde, og fordi der er ret meget mudder på legepladsen dernede, overvejede jeg derfor, om jeg skulle købe et par termostøvler til hende. De kan i det mindste skylles. Men jeg besluttede at lade være, fordi det er en fælde, jeg er faldet i før: Jeg glemmer, at hvor jeg selv kan have sko i årevis, hvis jeg passer på dem, så er der ingen af børnene, der kan passe dette års fodtøj til næste år. 

Og hvis jeg tænker mig grundigt om, så kan jeg måske komme i tanke om én, max to lejligheder, hvor det ville være fedt at have et par fine vinterstøvler – og det *er* da knald i låget at have et par dyre, gode støvler til at stå ubrugte i skabet, fordi de ikke må blive beskidte.

De er givet med i børnehaven nu, og så må vi børste og vånde os ud af det, når de kommer med hjem på weekend, og ligner noget fra en arkæologisk udgravning.

Load More