*Har jeg Frida hjemme i disse dage, fordi hun har skoldkopper. “Igen?” hører jeg nogle spørge. Ja. Igen. Og også denne gang har hun 3.000.000 af dem. Vi har sovet sammenlagt 24 minutter siden i søndags, og det næste, jeg skriver, skal ikke opfattes som en trussel, men mere som en slags serviceinfo: Hvis jeg hører ét eneste menneske mere sige: “Det troede jeg da kun, man kunne få én gang?” tvinger jeg Frida til at nyse i en kuvert, som finder vej til en postkasse nær dig.
*Bøjede jeg mig i søndags ned for at tænde en lampe, som står ved siden af sofaen. Sidstnævnte står, hvor den har stået siden vi flyttede herud – altså tæt på 4 år. Det lykkedes mig at knalde øjenbrynet ned i armlænet, og nu ser mit øje sådan her ud:
*Timingen kunne være bedre. På fredag skal jeg til noget job-dating, hvor “mange potentielle arbejdsgivere vil være at finde!”
*Har jeg en historie klar om, at skaden er intentionelt selvpåført for at skille mig ud. Det spindoktor-job burde lande sig selv.
*Råber Frida: ““Se mor! Harry Potter!” hver gang hun får øje på filmen “Ser du månen, Daniel” Jeg kan faktisk godt se, hvad hun mener.
*Oplyste hun hjælpsomt til den søde dame i Rema i morges, som spurgte, hvad der dog var sket med mit øje, at jeg slog det på sofaen, og “så gik mor også helt amok!”. Min reaktion søndag morgen bestod i at bide – hårdt – i en pude. Jeg håber, hun kommer til at trives på det børnehjem.
*Skal jeg lige høre, om nogen har et bud på, hvad det er, demokraterne er igang med over there? Jøsses.
*Har jeg nu fået set half time show fra Super Bowl, og uanset om man er til J.Lo & Shakira eller ej, tror jeg ikke helt, jeg forstår, at så mange kvinder fremhæver deres alder som et tegn på, at tiderne skifter, og at kvindesynet ændrer sig. For hvis de to formidable damer havde lignet den gennemsnitlige 43/50-årige kvinde, så tror jeg næppe, vi havde set dem på scenen.
For mig at se er det stadig Den Perfekte Krop, der er idealet, og alders-begejstringen er bare endnu en måde at understøtte det umulige på.
Jeg forholder mig ikke til, om man skal have “ældre” kunstnere M/K på scenen; jeg undrer mig bare over, at det bliver opfattet som kvindefrigørende, at det er et mål, at man som 50-årig er smukkere og i bedre form end man er, når man er 25.
(Og bare for at sætte det lidt i perspektiv: Diana Ross var 52 år, da hun optrådte i half time show’et i i 1996, Madonna var 54 år i 2012, Janet Jackson var 38 år i 2004 og Missy Elliot var 44 år i 2015)
*Brugte jeg i aftes en time på, once and for all, at undersøge, hvad forskellen på taco-sauce og salsa er. Taco-sauce er beregnet til at varme, salsa er ikke. You. Are. Welcome.
*Fik jeg min Endomondo-rapport i går, og jeg har gået 150 km. i januar. Jeg er upassende tilfreds med mig selv.
*Synes jeg, at man skal se og lytte til:
The Teacher’s Pet – podcast
True crime podcast om en australsk sag, der virker helt bims, når man hører den. En kvinde forsvinder sporløst, og alt, hvad hendes mand siger, tages for gode varer. Hendes mand, som er rugbystjerne, og som har spillet med en stor del af de lokale betjente. Hendes mand, som installerer sin elev/elskerinde, som er 16 år yngre end ham selv, i huset med børnene, 2 dage efter, at hans kone “forsvinder”. Den er god!
Unexplained – podcast
En podcast, der – som navnet antyder – kigger på forskellige historier, som aldrig er blevet forklaret på tilfredsstillende vis, og som alle har et underliggende element af noget mystisk. Fortælleren, som er vidunderligt britisk, kommer med både logiske og paranormale bud på, hvad der kan være sket, og alle afsnit er små, afsluttede episoder. Der er spøgelser, druider, ufoer og kvantefysik for alle penge, and I’m here for it.
Carpool Karaoke med Billie Eilish
Hvis du aldrig rigtigt kom ombord, og ikke helt forstår, hvad hypen handler om, så brug lige 10 minutter på at se det her Youtube klip. Mage til sympatisk supertalent skal man godt nok lede længe efter.
Pandemic – Netflix
En mini-doku på 6 episoder, som er højaktuel ift. den famøse Corona-virus.
Jeg synes, det er SÅ fint, at vi prøver at indplacere truslen på det niveau, den hører til, når nu almindelig influenza, som dræber væsentligt flere end Corona-virus formentlig kommer til, sniger sig afsted under radaren, men jeg tror stadig, at det er en udemærket ide at være lidt ekstra obs på vira, der hopper fra dyr til mennesker, og som vores immunforsvar derfor ikke er forberedt på at bekæmpe.
Den er godt fortalt, og så giver den lidt at tænke over.
Men hvor hører du de podcasts henne, er mit spørgsmål så? 🤔😅
Jeg henter dem i Apples podcast-app😊
Er det der dit helt eget ægte øje eller har du fundet det på nettet? Det ser jo fuldkommen vanvittigt ud!
Det er skam mit – der er 6000 point fra børnene på Antons skole 😄😬
Jeg havde også skoldkopper to gange som barn og var latterligt syg. Til gengæld sprang det næste generation over, datteren fik skoldkopper aftenen før vi skulle op til morfar i Norge på vinterferie og jeg tog chancen alligevel. Om ikke andet var der flere til at passe hende end kun mig. Hun lod sig overhovedet ikke mærke med det.
Har du gode råd til hvordan man lettest kommer igennem skoldkoppehelvede?
Sidder der nemlig lige nu med en 4-årlig der hele tiden råbe-græder “det gør så ondt” og “ det klør, det klør”!
Jeg har de første gange kørt apotekets creme til skoldkopper, men jeg synes helt ærligt ikke, at den har nogen effekt. Denne gang prøvede jeg med tea tree oil-creme i stedet, og det synes jeg både lindrede og speedede processen op. Og så gav jeg panodil at sove på. Det skal man jo ikke hælde i dem som saftevand, men fordi mine meget sjældent er så syge, at de har brug for det, har jeg ikke nogen skrupler ved at give det her.
Det er det sejeste blå øje, det dér. Den skal du alligevel ha.
Jeg bliver simpelthen så forskrækket om morgenen, når jeg tænder lyset på badeværelset. Men jeg nyder min nye stjernestatus blandt områdets børn #DontMessWithMom
Så længe det er dig og ikke børnene, der render rundt med et blåt øje er det næsten mere oplagt med #DontMessWithFrida 👊🏻
😄
Jeg er utroligt enig i din pointe om JLO/Shakira. De er helt sikkert seje mennesker, der har skabt sig en karriere. Men de træder på ingen måde udenfor skønhedsidealet, så der er ikke så meget nyt der…
Hvis man gerne vil vide lidt om det nye coronavirus, de andre coronavira og dermed hvilken kontekst denne omgang passer ind i, så kan jeg anbefale seneste afsnit af This Podcast Will Kill You. De laver en virkelig fin gennemgang af både SARS, MERS og så selvfølgelig, hvad man indtil videre ved om den nyeste. For eksempel ved jeg nu at navnet Corona stammer fra at der er proteiner i virusset der ligner en krone…
Uh! Den har jeg faktisk bogmærket, den podcast. Jeg røg i Patient Zero, da jeg lige var i det medicinale hjørne sidst, men TPWKY er klart den næste på listen. Tak for reminder.
Åh, men timingen. Februar er tutte-nuttede fastelavn. Det der øje, det skal du altså gemme til Halloween. Men altså, be my valentine, ikke?
Med min motorik er det god mulighed for, at vi kan køre både/og.
Og altid.
Jeg har også haft skoldkopper to gange. Anden gang som 7-årig og kun på maven. Bilder mig ind, at jeg så ikke kan få helvedesild 😬
Du ved godt, hvad der sker med overmodige typer, der skriver den slags, ikke…?
Åh! Shit …