Klokken er 19.30, og jeg sidder i min sofa med stængerne smidt op og gløgg inden for behagelig rækkevidde. I min seng ligger Frida og bobler – jeg lod som om, jeg ikke så hende, da hun listede derind, mens jeg hængte tøj op – og på værelset er Anton efter lydene at dømme igang med at genopføre Slaget ved Helms Deep.
De fleste julegaver er i hus, jeg knuselsker alle de fine lys, hele verden er pyntet med, og i fredags var vi til Luminis på Egeskov Slot, som virkelig bare er som at træde ind i et eventyr.
Alt ånder med andre ord ro og fred, og egentlig er det tankevækkende, hvor meget pulsen falder, når først man har en retningen udstukket, fordi man så kan handle. I hvert fald føler jeg mig væsentlig roligere nu, al usikkerhed til trods, end jeg gjorde, mens vi ikke vidste, om vi var købt eller solgt.
Jeg har efterhånden lært, at noget af det, der stresser mig allermest er, når jeg skal forholde mig til flere mulige fremtidsscenarier samtidig. Uden sammenligning i øvrigt, har det fået mig til at tænke på de måneder, der gik, fra jeg fik at vide, at jeg ikke skulle regne med, at jeg kunne blive gravid, til jeg stod med en positiv test i hånden. Det her med hele tiden at have to døre åbne, og simultant at forberede sig på to meget forskellige typer af fremtid – det giver en fornemmelse af manglende rødder og kompas, som er ustyrlig stressende. Og nu, hvor jeg ved, at det gamle firma har drejet nøglen om, oplever jeg, at jeg pludselig langt bedre kan forholde mig til, hvad der så skal ske.
Jeg er mig naturligvis stadig alvoren bevidst. Dagsformen svinger, det er ikke ligemeget, hvordan de kommende måneder arter sig, og konsekvenserne kan blive både betydelige og ubehagelige. Men jeg er ikke i panik, jeg kan godt holde fast i, at der i en påtvungen situation stadig ligger masser af valg, og jeg synes også, at kriser som denne skærper opmærksomheden på, hvad der er vigtigt.
For problem-wise er det her et overskudsproblem. Det er et af dem, man kan vælge at bruge til at udvikle sig som menneske, modsat sygdom og dødsfald, som er påtvungne omstændigheder, hvor man bare håber, at man kommer igennem uden at gå helt i stykker.
Så jeg står stadig, og jeg er ved godt mod.
Og så er jeg, i alt det her, druknet i cyberomsorg, og det er jeg simpelthen så rørt over.
Nogle af jer har tilbud konkret hjælp, nogle har peget mig i retning af netværk, mine opslag er blevet delt til højre og venstre, og folk har sendt både jobopslag, gode ideer og virtuelle knus afsted i min retning. Og det hele har hjulpet. Virkelig. For jeg er ny i verden udenfor, og ved at få kvalificerede indspark fra både mennesker, der kender mig rigtig godt, og mennesker, der kender mig knap så godt, har jeg fået en bred vifte af muligheder og ideer præsenteret. Det fine ved dét er, at jeg nu er blevet langt klogere på, hvad jeg gerne vil, men også, hvad jeg ikke har så meget lyst til. Det sidste lyder som ‘tak, men nej tak’, men det er det virkelig ikke. Det har været mindst ligeså værdifuldt at finde ud af, hvad jeg ikke vil, fordi jeg pludselig læser jobopslag langt mere målrettet, og kan lægge energien, hvor den forhåbentlig ender med at gøre en forskel.
Så det, jeg egentlig bare kom herud for at sige i aften var: Tak. I er de bedste, og jeg ved, at I kommer til at gøre en forskel, for når man bliver mindet om, hvor fantastiske folk egentlig er, går man ud i verden på en anden måde, man præsenterer sig selv anderledes, og man har mod på at tage flere chancer, fordi man har i frisk erindring, at der er virkelig mange mennesker, som er ægte, reel optur.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Pyntet til jul. I min vindueskarm plejer jeg at have en stor glaskrukke med julekugler og en lyskæde i, men glaskrukken har jeg i nu i bedste M2019-stil i brug til noget andet. Jeg havde derfor allerede skrevet ‘stor glaskrukke’ på min indkøbsseddel, da jeg kom til at tænke over, om jeg mon havde et eller andet i køkkenskabene, der kunne bruges. Og sandelig så: En af de store Mason-Jars, jeg har brugt til tebreve, stod bagerst i skabet og kedede sig, og den fungerer perfekt som stand in for den gamle glaskrukke.
2.
Fået nyt sofabord.
Tirsdag morgen hørte jeg pludselig et *knas* fra stuen, efterfulgt af larmende, påfaldende tavshed.
Da jeg stak hovedet ind, stod Frida med et bordben i den ene hånd, mens hun med den anden hånd og tankens kraft forsøgte at få det kuldsejlede sofabord til at forsvinde.
Retfærdigvis skal det siges, at bordet har været dingelvornt i et par måneder, så det *var* et spørgsmål om tid.
Lige nu er ikke tidspunktet til de store, økonomiske møbeludskrivninger, men jeg kunne huske, at min veninde havde lagt et brugt sofabord på Marketplace for et par uger tilbage, så jeg skrev og spurgte, om hun stadig havde det. Det havde hun, så afsted det gik.
Vel tilbage i stuen fik jeg bordet sat op – og min første tanke var egentlig, at det var for stort, for det er ca. 3 gange større, end det, vi havde. Men inden jeg nåede at foretage mig yderligere, havde børnene kastet al deres kærlighed på det nye bord, som man kan 1) ligge på 2) ligge under 3) bruge som Beyblade bane 4) sidde ved og spise. Vi har med andre ord fået nyt, større sofabord, og min veninde insisterede på, at det var en gave. Jeg sender hende en kærlig tanke, hver eneste gang, jeg kigger på det.
3.
Ryddet op i mine juleting, hvilket udviklede sig til, at jeg også rydde op i de to kasser med det, der i gamle dage hed ‘pynteting’ (vaser, lysestager etc.).
Udrensningen kom sig af, at jeg, da jeg gik forbi Hjemløses Venner-butikken kunne se, at de solgte brugt julepynt. Jeg ved ikke hvorfor, men det havde jeg simpelthen ikke tænkt over, at man kunne. Men det gav mig lyst til at rydde op i mit og donere det tiloversblevne, nu hvor butikkerne faktisk kan sælge det, så de ikke skal flytte rundt på det et helt år.
I 2018 var jeg også julekassen igennem, men da det er lidt forskelligt, hvad jeg finder frem fra år til år, havde nogle ting fået lov at blive, selvom jeg ikke havde dem oppe sidste år. Eftersom vi i år *har* pyntet, og jeg derfor kunne se, at det for 3 ud 4 tings vedkommende var de samme ting, der stod tilbage i kassen, konkluderede jeg, at de måtte videre.
Jeg tillod mig selv at gemme en lille pose med nostalgisk pynt, som jeg ikke har fremme, men som stadig har affektionsværdi, f.eks. en dekoreret papirspose min oldemor gav mig, da jeg var barn.
Jeg ved, at mange minimalister er meget optagede af, at ALT, hvad man ikke bruger, skal ud, og at nostalgiske følelser ikke er grund nok til at beholde noget, men det er for ekstremt til mig. Jeg vil gerne finde balancen, hvor jeg tager de ting med videre, som understøtter minder og historie, men hvor jeg ikke drukner i dem, og hvor de ikke tager så meget plads, at de enkelte ting ender med at blive usynlige, og dermed ligegyldige.
Når jeg rydder op i den slags ting, bruger jeg derfor et lille trick, jeg i sin tid samlede op i podcasten ‘A slob comes clean’ og som virker ret godt, nemlig at vurdere, om én X er nok. Jeg syntes f.eks. at det var utrolig svært at skille mig af med Antons sparkedragter (i str. 44 for crying out loud!), men det gav mening for mig at tænke over, om det har betydning for minderne, om der ligger 12 dragter i kassen, eller om det faktisk er nok med en enkelt eller to.
Fortællerstemme: “Et par stykker var naturligvis LÆNGE nok til at fremkalde klumpen i halsen og de fugtige øjne.”
I morgen er det en uge siden, at min (tidligere) arbejdsplads blev erklæret konkurs.
Modsat konkursen i 2016 vidste vi denne gang godt, at det knagede, og da jeg har fungeret som medarbejderrepræsentant, har jeg stadig nærmest hård hud på øreflippen af at tale i telefon med kolleger, fagforening, LG, bank og ledelse.
I 2016 holdt jeg i indkørslen til vores nye hus, med begge børn på bagsædet, da jeg fik beskeden. Vi havde lige været ude og hente nøglerne, jeg havde lånt 40.000 til indskud af mine bedsteforældre, fordi jeg fik huset tilbudt umiddelbart efter et halvt år på barselsdagpenge, og jeg havde sagt ja til et hus, der var 850 kr. dyrere pr. måned, end det, vi kom fra.
Dengang var chokket voldsomt, og fornemmelsen af at være i frit fald er noget af det mest ubehagelige, jeg har prøvet.
Denne gang føles det anderledes. Dels har det været undervejs i små to måneder; to måneder, hvor stemningen i gruppen har svinget mellem optimisme, pessimisme og fatalisme. For det, der er specielt ved vores verden er, at folk jo ikke fra det ene øjeblik til det næste holder op med at være døve. Ej heller kan tolkeproduktionen rykkes til en fjern østblok, fordi arbejdskraften der er billigere. Men ikke desto mindre er der faktorer, der påvirker regnskabet, som betyder, at det her desværre kan ske.
Men fordi opløbet har været længere denne gang, har der også været bedre tid til at tænke over, hvad der er vigtigt for mig, og derfor vidste jeg allerede ret tidligt i forløbet, hvad der står *helt* øverst på min prioriteringsliste:
1: At blive boende, hvor vi bor
2: At blive færdig med at betale af på min gæld
I forhold til punkt to har jeg omkring et år tilbage, så der *er* lys for enden af tunnelen.
Mange af mine kolleger vælger denne gang at prøve lykken som freelancere, modsat sidste gang, hvor stort set alle udelukkende var interesserede i en ny fastansættelse. En job som freelancer betyder, at man kan planlægge sin egen arbejdstid, og at man ikke er så sårbar overfor udviklingen på markedet, som man er som fastansat i virksomheder, der risikerer at gå konkurs.
Men at være timelønnet er bare ikke rigtigt en mulighed for mig. Ikke én, jeg har ro med, i hvert fald, for det er ofte opgaverne i ydertimerne, der bliver sendt videre til freelancerne. Det betyder, at der er mange opgaver, som jeg på forhånd er udelukket fra at tage, fordi de ligger om aftenen og i weekenden.
Hertil kommer perioderne med få opgaver (f.eks. skoleferier) som ville gøre mig ternet af stress, fordi vi kun har min indkomst at leve for, og endelig står du selv for transportudgifter og -tid, som timelønnet – hvilket primært er et problem, hvis man bor i en by, langt væk fra, hvor opgaverne typisk ligger.
Som f.eks. Esbjerg.
Så hvad nu?
Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har løn til og med februar, men har lidt præstress over, at jeg synes, jeg sætter en måned til, fordi der bare ikke er ret mange, der ansætter i december.
Jeg synes ikke, at jeg er færdig med mit fag; der ville for mig være en meget stor sorg forbundet med at skulle slippe det nu. Omvendt kan man jo heller ikke slå vand af en sten, og når fastansættelse for mig er den eneste mulighed, ved jeg godt selv, at det er op ad bakke.
Hvis jeg vender blikket væk fra tolkeriet, og vi leger, at der er frit valg på alle hylder, vil jeg gerne noget med kommunikation og HR, for det er klart dér, jeg har mine forcer. Det er der bare *virkelig* mange andre, der også har – som også har papirer på det.
Jeg kan mærke, at jeg ikke kan leve med en mellemløsning. Enten skal jeg have et job, som jeg kan brænde for, eller også skal jeg have et på den helt modsatte side af skalaen. At tage et job, der lugter af, og ligner lidt, men som ikke helt er, er spild af andre menneskers tid og ressourcer, og min sjæl ville visne i det. Så vil jeg hellere tage 2 rengøringsjobs og sælge bilen, og så må vi få dét til at fungere det næste års tid.
Når først jeg er gældfri, har jeg mange flere muligheder; sikkerhedsnettet under enlige forsørgere er bundet op på indkomst, hvilket er fuldstændig rimeligt, og det er på alle måder både luksuriøst og fantastisk at bo i et land, hvor tingene hænger sådan sammen. Men lige nu river jeg 5.000 ud af mit rådighedsbeløb hver eneste måned og smider dem efter gæld, så selvom de penge tæller med i grundlaget for, hvad jeg f.eks. kan få i fripladstilskud, så har jeg dem ikke – og det har ret stor betydning for, hvor langt jeg kan gå ned i løn og stadig få det til at hænge sammen.
Så. Ja. Sådan ligger landet. Det er usexet ad helvede til, men det er virkeligheden lige nu.
Og på sigt synes jeg altid, at store skift som det her, ender med at vise sig at være gaver, man slet ikke vidste, man ønskede sig.
Lige nu er det bare lidt svært at abstrahere fra den ualmindelig grimme indpakning.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I forbindelse med Antons fødselsdag har jeg:
1.
Lavet “pølsevogn”, da vi havde besøg af drengene fra klassen. Jeg gjorde det også sidste år, men da det jo i år var nye børn, kunne jeg uden problemer kopiere konceptet, som i al sin enkelthed går ud på at printe et billede af hhv. en fransk hot dog, en pølse med brød og en almindelig hotdog, og så ellers bare lade børnene bestille.
Ud fra et madspildsperspektiv er det genialt, fordi man tilbereder maden, i takt med, at den spises, hvilket betyder, at der stort set ikke levnes noget.
De pølser, vi havde varmet, som ikke blev spist, skar jeg dagen efter i skiver. Halvdelen smed jeg på et par pizzaer (= nem aftensmad og indhold til madpakkerne de næste par uger), og halvdelen frøs jeg med henblik på en omgang gammeldags biksemad. Når jeg har dét på menuen, starter jeg med at stege løg, og tager dem af panden. Så steger jeg pølserne, mens kartoflerne, som er skåret i tern og vendt i olie og salt, hygger sig i ovnen. Vi spiser meget sjældent kogte kartoflter, så ved at lave dem i ovnen, sparer jeg en arbejdsgang (kogning og stegning) og resultatet er en slags saml-selv biksemad, som er umådelig populært hos børnene.
2.
Lavet gourmet-hotdogs med hjemmesyltede rødløg, luksuspølser og langtidshævede pølsebrød til familiefødselsdagen, som blev holdt 2 dage efter børnefødselsdagen. Ketchup, sennep osv. havde vi jo i forvejen, og på den her måde fik vi det brugt i stedet for bare at flytte rundt på det i køleskabet de næste mange uger.
3.
Lavet kagemand af to Dagmar tærter og en pistacie-stang, hvilket betød, at jeg for 60 kr. havde alt den kagemand, vi kunne spise.
4.
Skåret chokoladekagen som et 9-tal, og ud fra et madspilds-perspektiv, jeg må bare sige, at tal- og bogstavkager virkelig er nogle guttermænd: De ser ud af noget, selvom man kun serverer kage i den mængde, det er realistisk, at gæsterne spiser.
9-tallet skar jeg af en halv bradepande chokoladekage, jeg havde i fryseren. Den bagte jeg for et par uger siden, da børnene og jeg holdt fødselsdag for min kammerat, og kagen til dén lejlighed var skåret og pyntet som et L. Mindre arbejde, mindre spild, kage nok. Det ER smart.
5.
Lavet en kagepose i fryseren, som jeg har smidt alle kanter, skorper og rester i. Tanken er, at det skal bruges til hjemmelavede træstammer, næste gang, vi skal medbringe kage til noget.
Jeg ved godt, at det er meget forskelligt, hvor ens grænser går ift. hvad man smider ud af mad, men jeg er ret hysterisk med bakterier. Både fordi jeg er den, jeg er, men også fordi det mest nederdrægtige i verden er, når vi alle 3 er syge samtidig. Derfor fryser jeg kun det kage, som ingen har rørt ved eller spist af. (Jamen, det er der nogen, der er ligeglade med). Jeg ville normalt ikke gide bruge plads i fryseren til en kage-restepose, for det ville blive én skive i oktober og halvanden i november, og træstammer af årgamle rester er måske ikke det mest indbydende i verden. Men i løbet af den sidste uge har jeg samlet rester nok til at kunne omsætte dem til 15-20 træstammer, og det er da lidt tankevækkende, at jeg ikke ville have bemærket det, hvis jeg bare havde kasseret undervejs.
Når jeg har fundet en god opskrift og testet den, skal jeg nok give et heads up, så man kan kopiere ideen, hvis man har lyst.
*blev jeg i går ringet hjem kl. 12, fordi Frida havde fået en bænk over tæerne, kl. 14.30 bragede en bil ind i siden på min, og kl. 16.10 fik jeg besked om, at den virksomhed, jeg arbejder i, er gået konkurs. Jeg har før haft bedre dage.
*er Frida ok.
*kommer min erfaring fra konkursen i 2016 meget handy ind nu, for selvom der er 100 løse ender, og ting, der ikke er afklaring på, er panikelementet ikke til stede denne gang, og det er sådan set meget rart.
*så jeg forleden Joker, og den er SYGT god. Også selvom man ikke er til Batman og hele DC Comics universet. Stort, STORT ja-tak til Joaquin Phoenix herfra.
*føles det lidt som om, vi alle sammen har skudt julen ekstra tidligt igang i år. Måske er det bare fordi, det sidste år var 42 grader indtil midt i november, og vi derfor aldrig rigtigt nåede at omstille os?
*har jeg fundet en hvid gløgg, der er så god, at det faktisk ikke kan betale sig at lave den selv. Den er fra Blossa, og dette er ikke spons – men hvis I ser der her, Blossa-folk, så giv lige et kald; jeg er *ikke* afvisende…
*har begge mine børn for tiden fået ord galt i halsen, som jeg næsten bliver kvalt i forsøget på ikke at grine af. Når Anton hånligt skal kommentere på, at Frida er bange for noget, kalder han hende for en pip-skid, mens Frida lystigt synger om rotterne på loftet, der danser om nissen, mens de snotter. For helvede, mand. Det er et galehus, det her.
*ved jeg ikke, hvad jeg skal være, hvis jeg ikke skal være tolk, så ser man et jobopslag og tænker, at det kunne være noget for mig, så skyd det lige min vej, ikke?
Endnu en uge er smuttet mellem fingrene på mig, og denne gang er den gået med at planlægge og afholde Antons fødselsdag. Han blev 9 år i går, og for første gang synes jeg, at der er overensstemmelse mellem oplevet tid og faktisk virkelighed. Jeg føler, at jeg har været Antons heldige mor i 9 år, hverken mere eller mindre, og det er helt rart. Jeg har ikke den der forjagede følelse af, at tiden løber så hurtigt, at jeg ikke når at opdage den, men – og jeg ved ikke, om det her giver mening – jeg kan også mærke, at der var noget; en tid, før. Jeg kan pludselig rumme og huske alle de piger og kvinder, jeg også har været, og uden at jeg helt kan forklare hvorfor, er det rart. Måske handler det om, at Anton begynder at stå så meget på egne ben, at jeg kan træde lidt tilbage, samtidig med, at Frida bliver større?
Nå, men i går, på selve dagen, hvor Anton næsten fandt sig i, at hans rørstrømske mor kyssede ham i håret eller snig-krammede ham, hver gang han gik forbi, havde vi familien på besøg, mens vi i lørdags holdt fest for drengene fra klassen.
Jeg elsker vores hus. Elsker-elsker. Det er 100% perfekt i størrelsen til to børn og en enkelt voksen, og med sine 100 m2 og en medium have, er der plads nok til at vi kan trække vejret, mens det stadig ikke er større, end at jeg kan følge med til at holde det nogenlunde rent og trimmet.
Men det svage led er legeaftaler og fødselsdage. Vores stue er det centrale rum, og de tre værelser ligger hhv. kl. 1, kl. 7 og kl. 9. Og det betyder, at så snart, der er bare ét barn mere på matriklen, så er hele huset involveret, fordi de hele tiden kommer forbi, hvor jeg (og Anton/Frida) er, uanset hvad de skal.
Det skal retfærdigvis siges, at det ikke kun er husets skyld. Jeg har det sværere med legeaftaler, end jeg havde forestillet mig, jeg ville have, fordi jeg – lærer jeg – er mere introvert, end jeg troede jeg var. Og lige det kapitel har jeg sgu ikke rigtig set i nogen af bøgerne. At man som forælder med en anden type personlighed end (det ene af) sine børn, faktisk kan være udfordret af, at der pludselig er små, søde, men larmende mennesker, der snakker virkelig meget, og kan få nedsmeltninger over perler og går på toilettet med åben dør – altså, opfører sig præcis som mit eget yngel – overalt i det hjem, hvor det er meningen, at man skal oplade sin sociale stamina, så den er klar og robust, når man tager den med ud i verden. Og det bliver ikke bedre af, at nogle forældre hører: ‘Må jeg ikke have lov at passe dit barn?’ når man forsøger at sætte legeaftaler op. For de kan sagtens være her. Det kan de virkelig sagtens. Jeg kan godt lægge mig selv og mine behov på hylden i børnenes netværks hellige navn, og jeg kan også se, at det bliver nemmere med gengangerbørnene, der efterhånden finder ud af, hvilke regler, der gælder her i huset. Men jeg går i ret små sko ift. fordelingsnøglen, som skal ligge tæt på 50/50, hvis jeg ikke skal bakke ud. Jeg ville, virkelig og ægte, ønske, at jeg var den rummelige mor, der syntes at jo flere børn, jo bedre, og som bagte pandekager og så konflikter som spændende, socio-emotionelle udviklingsmuligheder, men jeg er mest bare træt.
Til gengæld sætter jeg så faktisk pris på legeaftalerne, når jeg kan mærke, at det andet barns forældre og jeg er i sync. For så ved jeg, at der er tale om en slags byttehandel, og så kan jeg være i det, fordi jeg ved, at øget stress nu giver en pause på et andet tidspunkt.
(Jeg lyder som verdens mest ufede person, det ved jeg godt. Men jeg forestiller mig, at der må være andre derude, der har det på samme måde, og fordi jeg aldrig har hørt nogen sige det højt, tager jeg en for holdet her).
Nå, men tilbage til fødselsdagen, som I jo så nu måske godt kan se, hvorfor jeg gerne ville have flyttet ud.
Alle de sædvanlige alternativer som bowling, skøjtehal og legeland var udelukket på forhånd, fordi de koster en formue, så efter at have tygget lidt på det, undersøgte jeg, om vi måske kunne leje taekwondo-lokalerne og en træner. Og Lord behold: Det kunne vi. For sølle 250 kr. Jeg besvimede nærmest af glæde. Og herfra var der bare at planlægge en menu, alliere mig med mine forældre (min mor passede Frida, mens min far tog med til fødselsdag), og planlægge lidt underholdning*, fordi drengene jo af gode grunde ikke kunne udforske værelser og legetøj, når de havde spist.
Det var en bragende succes, og det har virkelig givet stof til eftertanke hvor meget mere overskud, det gav mig, at jeg ikke hele tiden skulle passe på rammerne, samtidig med, at jeg var vært. Det stresser mig åbenbart mere, end jeg troede.
Men for første gang oplevede jeg, at jeg faktisk hyggede mig lige så meget som børnene, og at vi var ved at løbe tør for tid til sidst. Det var rart.
Jeg lærer hele tiden, og vi vokser alle sammen. Og ham her? Han er stadig verdens bedste Anton.
*Til inspiration følger her de 7 poster, jeg havde planlagt. De kan bruges både til julefrokost og fødselsdag, hvis man står og mangler underholdning.
Jeg delte børnene op i to hold, og valgte et ulige antal poster, fordi vi i den her familie spiller for at vinde. (Hvad? Don’t hate the player. Hate the game)
Første post var en quiz på tid. Jeg havde valgt a) 5 ord, der skulle oversættes til engelsk, b) at børnene skulle lægge deres aldre sammen, c) at de skulle tælle, hvor mange stykker tøj, de havde på til sammen, d) at de skulle måle, hvem i gruppen, der havde de længste arme og e) skulle måle, hvem i gruppen, der havde de største fødder (og i forhold til julefrokost går den sidste vel ind under begrebet ‘research’…)
Anden post var blindsmagning på tid, hvor én deltager fra hvert hold skulle smage og gætte 6 forskellige ting. (Jeg havde her valgt, at holdene hver især skulle vælge en frivillig, fordi jeg syntes, at der skulle være plads til det, hvis nogle af børnene fandt det for grænseoverskridende).
Tredje post var Kims leg, hvor jeg havde lagt 15 forskellige ting på en bakke, som børnene måtte kigge på i 2 minutter, hvorefter de i hold skulle skrive alle dem, de kunne huske. Det fik de også 2 minutter til. Vinderne var selvfølgelig dem, der kunne huske flest. (Jeg var selv i tvivl om antallet af ting, og skulle jeg lave den igen, ville jeg lægge 20 ting på bakken. Det ene hold huskede 13 og det andet 12, så det var lige snert nok på, syntes jeg).
På fjerde post fik hvert barn en voksen-luffe på, og skulle med den spise 10 popcorn, lagt på en tallerken. Skulle jeg lave den igen, ville jeg finde noget, der var lidt sværere at få fat på end popcorn. Rosiner, måske?
Femte post var ‘Kig modsat’. Børnene dystede to og to, som her, og holdet med flest vindere, vandt samlet. (Bliver nok for kedelig, hvis der er for mange deltagere, men så kan den laves i cirkel som her) Der er 4 retninger: Op, ned, højre og venstre og som navnet antyder, peger den ene i én retning, og modstanderen skal så kigge modsat. Man har selvfølgelig tabt, når man kommer til at kigge samme vej, som der peges.
Sjette post var sten-saks-papir stafet. De to hold står i hver sin ende af et rum, og inden har man lavet en bane, f.eks. af hulahopringe, måtter eller (som mig) piberensere, man lægger med en halv meter i mellem, så de ligner en stige. Børnene hopper nu, fra hver sin side ud, og når de mødes, laver de sten-saks-papir. Vinderen må hoppe videre, mens taberen løber tilbage og sender næste mand afsted. Holdet har vundet, når deres mand er hele vejen igennem. (Se en video af det her).
Syvende og sidste post var Lego-stafet. Jeg havde bygget en lille klods med 15 legoklodser i forskellige farver, og de to hold fik hver en pose med 15 tilsvarende klodser. Min model blev sat uden for døren, og børnene skulle så løbe ud, en ad gangen, kigge på modellen, løbe tilbage og bygge den. Reglerne er, at man må sætte alle de klodser på, man vil og hele gruppen må hjælpe, men der er kun ét barn fra hvert hold, der må løbe ad gangen. Vinderholdet er dem, der først får bygget en klods identisk med masteren.
Sidder du med verdens bedste ide til en post, så smid den endelig i kommentarfeltet, så andre kan få glæde af den.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Foræret Fridas vinterjakke, som hun ikke kunne passe mere, væk. Det var en lækker Lego Wear i virkelig fin stand, og jeg har forsøgt at sælge den, men af en eller anden grund, var der ikke nogen, der bed på. Og her kunne jeg så faktisk mærke, at der er sket noget med mit syn på ressourcer, for hvor jeg for bare et år siden ville have gjort mere for at få den solgt, så synes jeg egentlig nu, at det er vigtigere, at den bliver brugt, og med en vinterjakke er det ved at være op over. Røde Kors osv. er jo altid en mulighed, men ved at forære den væk på fb, betyder det, at der nu er nogen, der ikke går ud og køber en ny jakke, og på den måde prøver jeg at hjælpe med til, at tingene bliver brugt helt op.
2.
Har jeg købt en lille reol og stillet den i stuen.
Jeg skrev for et halvt år siden det her indlæg om at lege selv, og det var et af de indlæg, hvor noget faldt på plads, da jeg skrev det. Det gik op for mig, at Fridas mangel på lege-lyst handler mere om, at hun er udadvendt og langt mere social end både Anton og jeg, og at hun er mere til de kreative sysler, hvis det endelig skal være.
Derfor har jeg gået og tygget på, hvordan jeg kan fremme det, og mit forsøg på en løsning er en krea-reol i stuen. Jeg har sat klistermærker, papir og malebøger i tidskriftholdere, og fyldt perler, modellervoks og maling i gennemsigtige kasser, så hun kan se, hvad der er i. Og så ved jeg tilfældigvis, at der på pakkekalenderen kommer en hel kuffert, fyldt med glimmerlim, stempler og sakse, som nu også har et hjem.
Min egen ordnung-muss-sein personlighed har jeg sat på loftet og besluttet, at hvis hun maler på væggen, eller tegner på gulvet – ja, så må vi se, om ikke det kan vaskes af.
Ift. det her tema er reolen købt brugt til den svimlende sum af 60 kr., de gennemsigtige kasser er købt på bud og i et design, der gør, at de kan stables, så jeg kan gemme dem, uden at de fylder det hele, når hun på et tidspunkt ikke gider lege med tingene mere, og endelig vi har fået flyttet de kreative legesager ud af det skab, hvor de stod og oftere blev glemt end husket.
3.
Haft 1/2 liter pumpkin spice-mælk, som jeg ikke kunne nå at drikke, og derfor brugt det i boller. Jeg bagte på slump og smed lidt ekstra kanel og kardemomme i, og de blev så gode, at Anton spiste 3. Det lader til, at alt, hvad der er græskar i, taler til ham, og næste gang, der er casting til et boyband, ryger han til audition som Pumpkin Spice.
I dag har jeg været til en af de begravelser, hvor man er der for de levende, mere end for den døde.
Selvom der, som altid, var flere i kirken, der denne gang mest var berørte by proxy, så hviler der alligevel altid en speciel stemning over begravelser, fordi alle tilstedeværende mærker tyngden af tanken om, at både vi og dem vi elsker alle sammen skal herfra.
I dag listede jeg ind og satte mig på den bagerste bænk, hvor der i forvejen sad en enkelt kvinde. Jeg kiggede ikke nærmere på hende – i hvert fald ikke før hun lidt tøvende sagde: “Er du ikke hende tolken?” Og så viste det sig, at vi for nyligt har arbejdet sammen på en af de opgaver, hvor der er syvdobbelt tavshedpligt, og hvor alle holder arme og personligheder helt stramt ind til kroppen, fordi opgavens beskaffenhed gør, at vi her i særlig grad blot er redskaber i andre menneskers værktøjskasser.
Begravelsen i dag varede 40 minutter, og jeg var der 7 minutter før, den startede. Kvinden og jeg har ikke udvekslet så meget som ét personligt ord i forbindelse med vores samarbejde, men da jeg havde siddet der i 3 minutter, havde vi talt om hendes far, Lene, livets skrøbelighed og dødsangsten, der kommer med alder og børn.
Jeg hører ikke til i folkekirken, og ingen af mine børn er døbt. Det betyder ikke, at jeg ikke tror, for det gør jeg. Men jeg er af den overbevisning, at biblen og Satan og dødssynder og fordømmelse er menneskets begrænsede evne til at forstå, hvad vi kommer af. Kilden, om man vil. Det er et forklaringslag, der er skudt ind af mennesker med dagsordner og angst og behov for kontrol, og jeg kommer aldrig til at tro, at vi er skabt til underkastelse og frygt.
Men dybest set tror jeg, at de af os, der tror, egentlig tror på det samme. Vi aner de samme konturer bag slørene, men vi bruger det på forskellige måder og kommunikerer med det på forskellige frekvenser.
Og derfor bliver jeg stadig rørt og berørt over talerne og de smukke salmer, og jeg er taknemmelig over, at der findes et sted, hvor livets sværeste begivenhed bliver pakket nænsomt ind i ritualer, og vi har højtideligheden at læne os op ad.
Døden er aldrig velkommen, og den forandrer os, hver eneste gang vi støder på den, uanset om den strejfer os eller vælter os omkuld. Men da jeg gik derfra i dag tænkte jeg over, hvor sælsomt det er, at to mennesker, der ret beset er fremmede, kan sætte sig på en tilfældig bænk og åbne døren til en samtale, hvor al staffage er skrællet væk i respekt for livets forgængelighed.
“Jeg holder meget af din refleksion og tilgang til tingene, og kunne helt vildt godt tænke mig at høre din tilgang til skærmtid og spilletid. Jeg synes drengene i den alder (i hvertfald min dreng) er skræmmende optaget af det, og har svært ved at aktivere ham til andet”.
Jeg tror, at lige præcis det med overvejelser omkring skærmforbrug er den mest konstante variabel i hele min forældreskabsligning. Jeg tænker over det hver eneste dag, og nogle dage synes jeg, at jeg har fat i den lange ende, mens jeg andre dage føler mig som én stor falliterklæring.
Sagen er, at jeg synes, at der er så mange del-elementer i den problemstilling, at det er umuligt at finde Den Gode Løsning på.
Til gengæld er det et område, som alle har en holdning til, og som er sovset ind i mor-skam og praktiske hensyn, og som det derfor er umuligt – i hvert fald for mig – at se nøgternt på.
For der er en masse faktorer og følelser, der spiller ind, som egentlig ikke som sådan har noget med skærme at gøre.
Uanset hvordan man vender og drejer det, giver skærme jo en pause til de voksne, og jeg tror, at det for virkelig mange af os føles som den lidt-for-lette løsning. For selvom vi alle sammen er enige om, at vi også skal være her, og at vores behov også tæller, så tror jeg, at der – særlig i vores segment – er et ønske og en bevidsthed om nærvær, værdier og God Opdragelse. Og lige i dén sammenhæng føles skærme og spil som noget, der hænger mere sammen med Kaare Sand end med Lola Jensen.
Somme tider giver skærme også arbejdsro, og her føles det lidt mere ok at give efter – for ulvetime og aftensmad, og vi ved jo godt, at børn skal inddrages og deltage, og at vi skal forebygge kræsenhed og fremme sansemotorisk nysgerrighed ved at lade dem skrælle gulerødder og røre i gryder – men det må sgu lige blive i morgen, hvor ulven ikke har helt så skarpe tænder som i dag.
Og oveni alt det står, at vi er den generation, der skal navigere i forbrug af noget, der ikke var tilgængeligt, da vi var børn; jeg har ikke en egen-erfaring med, hvor meget, jeg som 8-årig måtte have en iPad, og hvad det gjorde ved mig, at spille min forælder-holdning op ad.
Jeg gætter på, at det har en helt del at gøre med, at vi stadig har et glansbillede af, hvad en god barndom er, og at de mennesker, der er gamle nok til at sidde tungt på diverse poster i f.eks. WHO, *heller* ikke er vokset op med skærme. Måske kommer de derfor til at tillægge de undersøgelser, de intuitivt er mest enige med, mere vægt, end dem, der peger på, at der faktisk kan være meget godt gemt her, men at det kræver en holdningsændring, en dybere forståelse for teknologien og dens muligheder og begrænsninger og et knap så snævert syn at få øje på det.
Men betyder det så, at jeg bare synes, at der bare skal være fri skærm til alle børn? Nej. Både fordi det (når man kun spiller mod sig selv) er en meget isolerende aktivitet, men også ud fra det helt indlysende sandhed, at stillesiddende aktivitet ikke er ret hensigtsmæssigt ift. at forebygge overvægt.
Så hvis jeg skal prøve at sige lidt om, hvordan vi griber det an herhjemme, vil jeg starte med at sige, at der er stor forskel på mine børn. Frida, som er langt mere klar på at kaste sig over verden – også efter en dag i børnehave – fravælger iPad’en oftere og hurtigere end Anton, for hvem den mere fungerer som en måde at skabe en lille, overskuelig verden på.
De bruger den også forskelligt: Frida kigger på den, indtil hun keder sig, mens Anton har den stående på gulvet og brumme, mens han sidder ved siden af og bygger Lego og Beyblades på livet løs.
Min oplevelse er, at Anton bruger den, som jeg brugte bøger, da jeg var barn; som en måde at skabe ro i hovedet og lukke verden ude på. Fordi det for ham er et ægte og reelt behov, får han også lidt længere snor (ledning?) end Frida.
Vi kører ikke med faste regler, men jeg prøver selv at gå forrest med det gode eksempel. Jeg sidder stort set aldrig med min computer, når børnene er oppe, og min telefon er altid på lydløs og ligger med ryggen opad på køkkenbordet. Jeg tjekker den, når jeg laver kaffe osv. men det er meget, meget sjældent, at mine børn ser mig sidde med den. Det lyder måske lidt helligt, men det hører jo også med til historien, at jeg er alene. Det betyder, at jeg, når børnene er i seng, har tiden til at samle op, besvare og deltage, fordi jeg ikke skal høre om, hvordan min mands chef har opført sig i dag.
Nogle dage oplever jeg, at børnene bliver vrisne og irritable af at sidde med en skærm, og til de dage har jeg købt et stopur til hver dem. Jeg sætter så uret til X antal minutter, og begge børn afleverer pænt iPad’en, når det ringer. For os har det fjernet en del konflikter, at det er uret, der “bestemmer”, hvornår man klapper iPad’en sammen, og ikke mig.
Når man læser ovenstående, lyder det måske som om, jeg har gjort mig alle overvejelserne og har fundet den gyldne mellemvej – men sådan føles det ikke. I hvert fald ikke altid.
Jeg tænker dagligt over, om mine børn har deres iPads for meget, om jeg burde fjerne skærme helt, om deres hjerner tager skade, om de bliver asociale, om jeg er doven, om jeg er en dårlig mor, om jeg skærer hjørner og tæer og klipper kanter og hæle, om der burde være mere samtale osv. osv. osv. osv.
Det er nogle dage meget enerverende at bo i mit hoved.
Og fordi jeg kan høre i min omgangskreds, at det ikke kun er mig, tænker jeg somme tider på, at det næsten har et isæt af katolicisme: At jeg og vi køber aflad for børnenes skærmtid ved at martre os selv for det.
Men virkeligheden er, at jeg er alene med mine børn, og at der derfor VIL være tidspunkter, hvor jeg ikke er tilgængelig. Et godt eksempel er, når jeg skal lave lektier med Anton. Og hvor jeg kunne ønske, at Frida så var sådan et barn, der bare blev helt opslugt af leg, mens vi øvede staveord, så er det ikke den model, jeg har fået. (Og inden nogen skriver, at det bare handler om tid og om at lade dem kede sig: Nej).
Egentlig tror jeg, at det – trods alt – er fint, at skærmforbrug niver lidt i samvittigheden, fordi det betyder, at man ikke bare slipper sine overvejelser og (rodede, usammenhængende) principper helt. For selvom jeg gerne så, at skam- og skyld-elementet blev reduceret, så er det måske fint nok, at det ikke forsvinder helt, fordi jeg trods alt er realist nok til at erkende, at det så med stor sandsynlighed ville blive på bekostning af nær- og samværet.
Lige nu giver skærmene mig mulighed for engang imellem at være sammen med mine børn, uden at det kræver noget af mig, og når vi sidder under tæppet i sofaen, som høns på en pind, og jeg kigger op på dem, så får jeg næsten den samme følelse, som når jeg sidder på sengekanten om aftenen og kigger på dem, når de sover. For jeg elsker dem jo altid, lige meget og lige højt – men kærligheden er så nem at mærke; så ren og lysende og ukompliceret, når man ikke er i gang med en konflikt om, hvorvidt slikkepinde er aftensmad, eller om man må have badedragt på i børnehave.
Så jeg har ikke engang et bud på et svar eller en løsning. Jeg ville ønske, jeg havde, for så vidste jeg også, hvad jeg selv stilede efter, og det ville være nemmere at vide, hvornår jeg havde levet op til mine egne idealer.
Men for mig er det springende punkt nok, at de stadig kan begejstres af andet. At de stadig ved, hvad de skal stille op med sig selv, når vi tager i skoven eller på legepladsen – men jeg kan også godt se, at jeg kæmper lidt imod tiden, for punktet, hvor det ikke længere er mig, der bestemmer, hvad vi fylder i fritiden, nærmer sig i horisonten.
Og når vi engang får svaret på, hvad der gjorde skade, og hvad der gjorde gavn, så er det, for vores vedkommende, for sent.
Med disse ord slår jeg dørene til kommentarfeltet op.
(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
1.
Fundet min lysnet, jeg plejer at have spændt over min bænk ude foran frem, og testet det. Der var 4 pærer, der var sprunget, og lige når det er et lysnet, der er tale om, ser man det med det samme, fordi mønstret bliver brudt.
Jeg var på vej ud i miljøkassen med det, men så kom jeg til at tænke, at man måtte kunne krølle det sammen og smide det i en lanterne eller lignende, så jeg drog på planteskolen for at kigge på mulighederne.
Det viste sig, at lanterner i zink koster det samme som et F-16 fly, så den løsning gik jeg hurtigt fra. Men efter lidt snusen rundt og lidt justering af de mentale tandhjul, fik jeg den ide, at man måtte kunne bruge et af de små espalier, man sætter i krukker. Resultatet blev det her:
Billedet yder det ikke retfærdighed, men jeg er SÅ tilfreds, og selvom jeg selvfølgelig har måtte betale for hhv. espalier og underskål, så har jeg forlænget levetiden på lysnettet, jeg har købt remedier, der kan bruges igen og til andre formål, OG resultatet kommer til at holde sig væsentligt pænere end en lanterne, der både ruster og får snavset glas af at stå på jorden.
2.
Vasket 4 par af vores sko vaskemaskinen. De trængte. Jeg er lidt ambivalent med den her, for jeg synes, at sko hurtigere bliver sure, når de er blevet vasket, og jeg ved også godt, at der er lim osv. i, der ikke er beregnet til at vaske på dén måde. Men særlig Antons sko var så trashede, at det var enten dét eller skraldespanden, så lige her var der intet at tabe.
Jeg kørte en forespørgsel i minimalistgruppen, fordi jeg – hvis jeg nu skal være *helt* ærlig – kun har prøvet at vaske sko i maskinen, de steder, jeg har boet til leje, hvor vaskemaskinen var noget fælles, der stod i kælderen. Og nu hvor tromlen var min egen, blev jeg pludselig nervøs. (Det eneste, jeg kan sige til mig forsvar er, at jeg *er* flov). Men alle tilbagemeldinger sagde ‘go’, så det gjorde jeg. Jeg smed alle sko i et pudebetræk, og fandt lidt gamle tæpper osv. i bagagerummet at fylde maskinen med, og vaskede hele svineriet. Skoene blev pæne, tæpperne blev rene og vaskemaskinen overlevede. Der var ikke et øje tørt.
3.
Taget hul på kalender-, fødselsdags- og julegaver. Det er lidt løgn at skrive, at det er i den forgangne uge, jeg er startet, for jeg har faktisk været i gang siden starten af oktober, men for ikke at kvæle eventuelle julehadere for tidligt, har jeg siddet lidt på den.
Når jeg starter så tidligt, handler det dels om, at jeg gerne vil dele udgiften ud over et par måneder, og samtidig kan holde øje med gode tilbud og slå til, når de er der – men det er også for at undgå, at gaveindkøb bliver en sur pligt og noget, jeg stresser over, med dårlige valg til følge. På den her måde bliver det hyggeligt, rart og gennemtænkt.
Jeg kører med adventsgaver til børnene, fordi jeg gerne vil give noget, jeg ved, de ønsker sig, og det bliver simpelthen for dyrt, hvis de skal have hver dag. Jeg har ikke et bestemt beløb sat af, men køber, når jeg får en god ide, eller finder noget på bud, og så fordeler jeg til sidst.
Indtil videre har jeg købt:
a.
En ordentlig stak Beyblades og et par baner til Anton. Han har leget med det i over et år nu, og alle dem, han har, er ved at gå i stykker. De er alle købt brugte, og nu synes jeg, at det er hans tur til at få dem, han ønsker sig allermest, købt fra nye. Jeg har allieret mig med mine forældre, og købt dem alle på én gang, både til fødselsdag, kalendergaver og julegaver, så vi sparer på forsendelsen.
b.
To sparegrise med lås. Planen er, at sparegrisen måske kan anspore til, at man hellere vil have en 20’er end fredagsslik – og så kan den bruges ift. at regulere, at Anton bare ønsker sig mindre til jul, end Frida gør, fordi han lige har haft fødselsdag, og kun leger med Beyblades og Lego. På den her måde kan jeg give ham en lille ting, og så en 50’er, så de får for nogenlunde det samme, og så det stadig er noget, der kan bruges.
c.
En voksendyne og -pude til Frida med Frozen sengetøj i god kvalitet. Jeg købte i tidernes morgen noget Star Wars sengetøj til Anton, som efter 2 vaske var ligeså behageligt at ligge i som tagpap, så det prøver vi at styre udenom her. Dynen var på bud.
d.
En kuffert med krea-ting til Frida, som f.eks. papir med mønster, glimmerlim, små papir-udstikkere osv. Alt indhold er fundet på tilbud og som spotvarer.
e.
En højtaler med blue tooth til Anton. Han har fået sin første telefon, og kan dermed streame musik, men det lyder. så. jammerligt, når den bette telefon ligger og spiller. Min søster har for nogle måneder siden købt en højtaler til min niece i Ikea, og den spiller bedre, end den, jeg selv har, som har kostet det dobbelte. Jeg håber, at den her kan være med til, at det bliver en lille smule mere hyggeligt at sidde ved sit bord og lave lektier… (Ja, håbet er jo lysegrønt).
f.
En lille kuffert med make up af ordentlig kvalitet og pensler, der kan vaskes til Frida. Sidste år købte jeg børnemake up, som hun i princippet kan spise, uden at der sker noget ved det, men det er noget gnat. Det fedter, farverne smitter af på alting og penslerne er af nylon og kan ikke vaskes ordentligt rene. Indholdet til denne kuffert blev købt, da Bilka kørte 30% på alt make up, og fordi det jo ikke er noget, hun får lov at stå og smøre i masken hver dag, har jeg valgt at se igennem fingrene med, at det faktisk er voksen-make-up.
g.
En æske lego til Anton, som jeg fik mulighed for at købe til indkøbspris.
4.
I forlængelse af ovenstående tænkt på, om vi måske kunne inspirere hinanden til voksen-ønsker af den lidt mere bæredygtige slags? (Hele diskussionen om gaver/ikke gaver og ønskesedler/bestillingslister tog vi i det her indlæg).
Smid endelig dine forslag i kommentarfeltet, men hjælp med at gøre det til en tråd, der er værd for alle at læse, så begrund, *hvorfor* du ønsker dig en bestemt mascara eller gryde (f.eks. pga. bæredygtighed/fordi det er noget, du alligevel selv skulle ud at købe/fordi det er muligt at ønske sig noget, der er dyrere/af bedre kvalitet, end det, du selv har mulighed for at købe etc.) i stedet for bare at skrive “Jeg ønsker mig 2 par sokker”, yes?
Mine forslag so far:
*Årskort til steder, du kommer
*Gavekort til håndlæsning, et horoskop, massage, et besøg hos en clairvoyant
*Te af god kvalitet. (Ikke spons, men Rituals laver nogle meget smukke paprør med tebreve til meget rimelige penge, og de er gode!)
*Slibning af knive
*Gavekort til vinduespudser
*Bio-biletter. De vil så gerne sælge pakken med popcorn og sodavand, men hvis man – som mig – gerne selv vil have lov at vælge, hvad man besudler sit legeme med, når man ser film, så er her et link til en side, hvor du selv kan lave gavekort og bestemme beløbet: (https://giftcard-engine.gogift.com/DK/shop/nordiskfilmbio/#/giftcards)
Nu glæder jeg mig til at læse jeres forslag i kommentarfeltet.
