Først og allerfremmest: Hvis der findes et mere entusiastisk og betænksomt heppekor end jer, har jeg endnu til gode at møde dem. Ingen over, ingen på linje med. I. er. de. bedste!
Det her indlæg startede som et svar til jer, der kommenterede på indlægget igår, men det forgrenede sig og blev virkelig langt, så nu konverterer jeg det til et selvstændigt indlæg i stedet.
For jeg sad i aftes og tænkte lidt over jeres input, og jeg kan mærke, at jeg har brug for at forklare, hvorfor jeg så hårdnakket afviser at gå selvstændigt og gøre bloggen og det at skrive til en levevej – for jeg forstår faktisk godt, hvis det virker dumstædigt, grænsende til krukket.
Helt grundlæggende handler mit nej om, at jeg mangler værktøjer. Jeg kan være den bedste tegnsprogstolk i verden – men hvis ikke jeg, helt lavpraktisk, ved, hvor jeg finder de ledige opgaver, hvilke formelle krav, man skal opfylde for at kunne byde på dem, eller hvor man sender fakturaen hen, så hjælper det mig ikke det fjerneste, at jeg er dygtig. Og det er præcis det, der er problemet med at gøre skrivning til en levevej for mig nu, hvis jeg skal gøre det alene. For jeg aner ikke, hvor opgaverne er, hvad de går ud på, eller hvordan jeg sælger mig selv ind på dem. De værktøjer skal jeg have i kassen, før jeg kan etablere Blogsbjerg Inc® og leve af det.
Når søde læsere foreslår betalingsknapper og reklamer, sparker jeg den altid til hjørne, og det vil jeg, nu hvor jeg nærmest føler, at vi er sammen om projektet (#love), også gerne forklare, hvorfor jeg gør.
Hvis vi tager donationsknapperne først, så handler det om, at jeg har første gang til gode at høre om bloggere, der kunne holde en anstændig indtægt ad den vej alene. For hånden på hjertet: Hvornår har du sidst betalt til en blog eller et medie, hvor betaling var frivillig? Og hvis du tilhører de 5-7% som *har* doneret: Gør du det jævnligt, eller er det ved at være længe siden sidst? Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke spytter på hverken gestussen eller de beløb, I sender afsted: I skulle have et knus og en medalje, og hvis alle gjorde som jer, så *ville* det være muligt at leve af at blogge. Men det gør alle ikke. Langt, LANGT de fleste glemmer det, eller undlader at gøre det, fordi det ikke føles som om, de 20 kroner gør en forskel. Vi er for uvante med den model i dk til, at den fungerer efter hensigten, alle gode intentioner til trods.
Så kommer vi til det med reklamer, hvor der er god mulighed for at blive uvenner med alle i hele blogland. Men det skal jeg simpelthen ikke. Jeg skriver ubetinget bedst, når jeg skriver om det, der lige nu optager mig, og man *mister* noget kant, når man er afhængig af at være likeable.
Det er der ikke noget odiøst i; når jeg er ude som tolk, er der jo også sider af min personlighed, jeg skruer ret meget ned for. Det hører med til at være professionel, og jeg ville aldrig have skrupler ved at tage et job, hvor formålet med at skrive var at sælge et produkt.
Men en stor del af mit drive ift. bloggen er, at jeg kan skrive, hvad der passer mig. Det lyder simpelthen så træls, når man siger det højt, men jeg har ikke brug for, at læserne kan lide mig. Holder det mig vågen om natten, når jeg føler mig misforstået eller modtager svinere og hademails? Ja. Det er ubetinget sjovest at være vellidt. Men jeg er ikke økonomisk afhængig af, at I kan lide mig, og det gør en ret stor forskel ift. hvor meget censur, jeg lægger på mig selv.
Min blog er en legeplads, en dagbog, et kreativt outlet og en arv til mine børn. Den er ikke til salg for anti-age-serum og flyverdragter, som boligforeningen jo nok ville studse over, hvis jeg forsøgte at betale husleje med.
Men når alt det er sagt, synes jeg egentlig, at tingene har lagt sig til rette på en god måde ift. tidsperspektivet. Lige nu har jeg stadig små(-ish) børn, som jeg – stadig – er alene med. Lige nu ville det være en gigantisk stressfaktor at stå uden fast indkomst, og selv skulle finde tiden til at bygge alting op fra bunden. Fordi man på en eller anden måde jo faktisk har to jobs: Dels skal man finde opgaverne, og dels skal de løses. At løbe en karriere i gang kræver, at man kan dedikere sig; at man kan sige ja tak til at mødes med potentielle klienter i Odense kl. 17 eller til at løse en opgave med deadline morgen. Det er ikke ret kompatibelt med lukketider og barnepiger og nul far, og derfor er det ikke det, jeg skal lige nu.
Her spiller det også ind, at jeg ved, jeg har en personlighed, der skal holdes i stram snor ift. stress. Jeg har svært ved at slippe de opgaver, jeg brænder for, jeg er en idiot til at uddelegere og jeg vil gerne, at alting er gjort ordentligt. Det er på mange måder også det, der er mine forcer, men jeg er den eneste kaptajn på skibet herhjemme, og derfor bliver jeg nødt til at have et vågent øje på, hvor grænserne går.
Men om en håndfuld år har jeg forhåbentlig fået fodfæste i kommunikationsbranchen. Børnene er langt mere selvkørende, og min gæld er betalt ud. Det åbner for et væld af muligheder, og for at kombinere alt det, jeg kan, og som jeg synes er sjovt. Til den tid er der kontakter er trække på, og erfaring i banken, og måske bliver det startskuddet til platformen Blogflix.
Og så gør vi det sammen. Ikke?
JO!
Kh
HemmeLine
❤️
Og fordi du holder hovedet koldt & bloggen fri for reklamer, er du en af de få bloggere jeg stadig følger 100 p. ❤
Og jeg er glad for dit virtuelle selskab:-*
Jeg er personligt glad for, at din blog er reklamefri. Både fordi jeg synes det er et forstyrrende element, at de popper op på siden, men også rent indlægsmæssigt, at det er dine indlæg, og ikke en anmeldelse/reklame hver anden gang. Men kan sagtens se problematikken, i at vi andre nyder godt af dine ord, uden at betale for det, eller at du har mulighed for at tjene på det🥴
Held og lykke med at finde den rette hylde🤞🏻
Tak for det:) Den skal nok tone frem, stille og roligt.
Det gør vi!
💜
Som trofast læser igennem mange år super taknemmelig for at din blog er reklamefri. Det er noget falsk noget, når man skal til at læse om Matas stribet produkter ind i et “hverdagsskriv”. Jeg elsker at din blog er et ærligt indblik i jeres hverdagsliv med alt hvad det indebære. Kh
Ja, det er en helt anden vinkel, den med, at det er meget forskelligt, hvordan reglerne bliver tolket. Og ALT det kunne man være fri for, hvis der fandtes en bedre platform. Vi må håbe, at det kommer.
Tak fordi du hænger på.
Kh
Linda
Amen, jeg synes du skal bruge dine skriveevner fra bloggen til at komme videre, men ærlig talt, så tror jeg vi har set toppen af influencerbølgen. Det er som tv reklamer, i starten synes man de var meget sjove, nu betaler man hellere end gerne for at slippe. Jeg har endnu til gode at se nogen blive bedre bloggere af at gøre det til en levevej.
Jeg tror i hvert fald, at det kommer til at få en anden form, end det har nu. Spørgsmålet er så, om det bliver værre eller bedre af det; om det bare bliver (endnu) sværere at gennemskue, hvornår noget er betalt samarbejde.
Jeg hepper også på dig big time!! ❤️ Der viser sig en vej; en SKØN vej!
Tak! Og i lige måde, har jeg lyst til at skrive😘💜
I går forsøgte jeg (igen) at læse en af de reklame-finansierede blogs, – men jeg gider simpelthen ikke bruge tid på dem! Så tak for at du holder fast i dine principper ☺️
Velbekomme:)
Jo; så gør vi det sammen <3
💜
Jeg tænkte over det efter dit forrige indlæg og jeg forstår dig fuldstændig. Det er noget andet, hvis man ikke har børn, eller har en partner med en indtægt – du ville gamble med meget mere. Nu er jeg selv lidt en tryghedsnarkoman hvad angår indkomst og ville aldrig kunne sove, hvis jeg var afhængig af at hive opgaver hjem selv.
Og så er jeg lykkelig for ikke at skulle læse om “produkter modtaget i gave. Ordene er mine egne” hos dig. <3
Jeg håber, håber, håber, dit fremtidige job er lige rundt om hjørnet, er awesome, velbetalt og i cykelafstand!
Det er virkelig all I want for Xmas:)
Jeg er personligt komplet ligeglad med om der er reklamer eller ej. Hvis jeg føler at forfatteren bagved er ærlig og skriver indlæg som sætter tanker i gang ved mig, så læser jeg gerne med.
Men jeg kan godt forstå du ikke vil selv. Jeg kan også godt forstå du ikke orker at gå i gang med en blogplatform. Jeg arbejder selv i feltet mellem marketing, kommunikation og IT -udvikling og at stable sådan en platform op er en kæmpe-opgave med masser af ricisi. Hvis du havde en pose penge fra en investor, ville jeg heppe på projektet, men ikke uden og specielt ikke i den situation du er i nu.
Jeg er sikker på at du nok skal finde et godt job, hvor du kan bruge dine kommunikationsevner på en måde du bliver glad for. Ingen tvivl overhovedet!
Jeg har flere gange stået på sidelinjen og set mennsker løbe noget igang, som de selv har skabt fra bunden, og jeg har den dybeste respekt for dem, der tager springet. Det er nemlig forbundet med store risici, og man skal kunne give det ALT, hvis det overhovedet skal have en chance for at lette. Jeg tror, man – lige med det her – har ét skud i bøssen, så det er også noget med at vurdere, hvornår alle planeterne stiller sig gunstigt, og så fyre hele indsatsen af dér.
Men måske sidder der nogen derude, der er blevet inspireret af al vores snak, som er klar til at rulle nu. Det kunne man da håbe:)
Jeg kan virkelig godt forstå din beslutning om at fortsætte bloggen som hidtil og sætter pris på det.
Synes der findes utallige eksempel på gode blogs, som gøres til en levevej og derved falder enormt i kvalitet. Det skinner tydeligt igennem at det ikke længere kun er skriv, der bare MÅ ned på papiret (i overført betydning), men i stedet en arbejdsopgave, som man forsøger at gøre personlig, men bottomline er at det stadig er en opgave.
Når der bare SKAL laves indlæg på faste dage og man efterlyser inspiration på Instagram, fordi man ikke har noget at skrive om… Så må man være presset for at passe ind i et fastlagt skema.
Jeg krydser fingre for at du snart finder din kommunikationshylde og overskud i fremtiden til at blogge som du har lyst til.
Indtil da er jeg fast inventar her.
Og det er bare skideærgerligt for alle. Også de bloggere, der sidder med noget, der var én ting, da de startede, men som pludselig bliver underlagt nogle betingelser, som måske godt kan kollidere lidt med kreativitet og lystbetonet formidling.
Tak for de krydsede fingre – dem sætter jeg pris på:)
Jeg pipper også bare lige med for at sige, at jeg er enig. Din blog er den eneste blog i hele verden, som jeg gider at læse. Og det hænger mest af alt sammen med din skrivestil, din humor og dit refleksionsniveau. Men det hænger også sammen med, at der ikke er reklamer. Selv ellers fantastiske opskriftssider som Valdemarsro er jeg blevet rigtig træt af, fordi der hele tiden er (slet skjulte) reklamer. Jeg magter det ikke.
Så tak til dig!
Tak for de fine ord – og fordi du hænger på <3