M2019, uge 51

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Været på jagt i gemmerne efter en speedmarker til vores nye KÆMPE kalender (så kan jeg lære at rejse mig fra sofaen og finde min tommestok og se, hvor meget 100 cm. i *virkeligheden* er) – men uden held. Til gengæld faldt jeg over en tekstil-pen, jeg købte i tidernes morgen, som jeg kun brugte én gang, fordi den skriver igennem tøjet. Den viste sig at være perfekt til formålet, så dobbeltscore på både at spare penge og at få brugt noget, der ellers bare lå og lurepassede.

2.

Kombineret husnissens drillerier med småopgaver, jeg alligevel havde på to-do’en.

Således hang alle børnenes trusser og boksershorts på juletræet forleden morgen, mens alle de forvaskede og dem, der er blevet for små, på mystisk vis havde fundet vej til kludekassen. 

I går havde nissen gemt alle spiseskeer, og jeg benyttede lejligheden til at rydde op i bestikskuffen, som indeholdt bemærkelsesværdigt mange teskeer og mærkværdige køkkenredskaber, som jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvorfor jeg har anskaffet. Den overskydende urtekniv kom med min veninde hjem, de ekstra skeer er lagt i genbrugs-opsamlingskassen, og skuffen er nu så ren, at man trygt kan foretage et mindre kirurgisk indgreb i den.

3.

Lagt en reminder op i børnehavegruppen dagen inden børnenes julefrokost, således at glemsomhed og decemberstress ikke kom til at betyde, at 50 humlebier stillede med madpakker, der ville gå direkte i skraldespanden.

4.

Spist skyr til morgenmad, fordi jeg har müsli for en mindre formue stående, og det trænger til at blive spist. Jeg er beklageligvis 5 år gammel, når det kommer til morgenmad; når jeg har lyst til yoghurt, har jeg KUN lyst til yoghurt, og så er det det, jeg kører HVER dag – lige indtil yoghurt pludselig er det værste i hele verden, og jeg aldrig ønsker at se det for mine øjne igen. (- før næste gang).

Sidst jeg var i yoghurtfasen købte jeg to store poser luksusmüsli, som holder en kilopris på lige omkring det samme som heroin. Dem *nægter* jeg at smide ud, fordi jeg ikke er voksen nok til at pålægge mig selv at spise op, så nu kører jeg en uge hist og en uge pist, hvor jeg surt tygger mig igennem alle de tørrede bær og nødder, mens jeg spekulerer på, hvem det er, jeg straffer.

Published by

14 Replies to “M2019, uge 51

    1. Også når det er fyldt med tørret frugt? Du må endelig ikke holde dig tilbage, hvis du har en opskrift <3

      1. Du koger den på samme måde, som hvis du laver havregrød. Den tørrede frugt bliver mindre tør men det fungerer fint. Jeg piller dog eventuelle nødder fra.

  1. Imponeret over det med Nissen og reminder til børnehaven – det er overskud! Herhjemme sker det tit at Nissen bare sover! 😂
    Og jeg elsker Amélie, tak for reminder om en god film i julen 😊

    1. Haha – jeg sad faktisk også og fik helt lyst til at se den igen. Det må være julenostalgien; jeg har også lige kørt alle 7 Harry Potterfilm.

  2. Kære Linda

    Tror ikke jeg åbner min computer før i det nye år, men inden jeg lukker for i år vil jeg bare lige sige dig tak, glædelig jul, samt et lykkebringende nytår.
    Jeg håber du får et nyt job og en giga lotto gevinst (selvom du ikke slår mig som typen der køber kuponer..), så du kan give den gas med opsparing til USA tur med dine unger.

    Tak fordi du deler, du er bragende rar at læse med hos, og jeg taler så ofte om noget “du har sagt” at du bor i det der spøjse felt af virkelighed/oprigtighed/ hvori en fremmed kan føles som en ven<3

    Jeg ønsker dig og dine børn en glædelig jul.

    Kh
    HemmeLine

    1. Sødeste Line.

      Du ser jo nok ikke dette svar før i det nye år, så: Jeg håber, du havde en dejlig jul og er kommet godt ind i det nye år.

      Jeg blev så glad for din kommentar. Du er en af dem, der har været med i årevis, og jeg har det lidt på samme måde som dig. Det føles lidt, som om jeg kender dig <3

      Tak fordi du fortsat har lyst til at være en del af dette lille comunity, og fordi du stadig pipper med fra tid til anden. Må 2020 blive et forrygende år, og bringe dig alt det, du håber allermest.

      Kh

      Linda

  3. Åh, herhjemme er jeg også familiens “skraldespand” fordi jeg NÆGTER at smide god mad ud. Så jeg spiser derfor ofte aftensmadsrester til morgenmad, den forgangne uge har feks stået på: boller i karry med rødbedesuppe til. Græskarsuppe. Afsluttet med tre morgener med Vegansk kødsovs, som ingen var særligt vilde med (incl mig selv 🙂
    Ha ha, på magisk vis kan jeg spise hvad som helst om morgenen, de andre måltider er jeg ret selektiv mht. hvad jeg har lyst til at spise 😉

    1. Årh Stine, græskarsuppe til morgenmad lyder faktisk ikke så dårligt! Men ja, hvor spiser man da mange ekstra bidder rester fra børnenes tallerkner. #J’aiDevenuMaMere…

    2. For mig er den magiske grænse kl. 9. Inden kan jeg KUN spise det, jeg craver. Efter er jeg fuldstændig græsk-katolsk. Men kæmpehep for en seriøs indsats for at stoppe madspild:-D

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.