Shine bright

I dag er der præcis to uger tilbage af 2019, og dermed har jeg også to uger tilbage i min nuværende stilling. Det er en underlig følelse. 

Inden jeg går videre, vil jeg lige sige, at jeg næsten har lyst til at undskylde for, at det igen handler om (mangel på) job herinde, men det fylder virkelig meget herude i virkeligheden, hvor jeg sidder, så det er enten dét eller jul.

I sidste uge skrev jeg, at dagsformen svinger, og i går var en træls dag. Ikke udløst af noget bestemt; bare en tung, dump følelse af stress og håbløshed.

Det er mærkeligt skizofrent, for selv på de dårlige dage er jeg stadig, helt overordnet, optimistisk, og jeg er stadig fuldstændig overbevist om, at det her bliver starten på noget godt. Men jeg tror, at jeg skal huske at give plads til de andre følelser også. Huske at respektere, at det her ikke *kun* er en mulighed for udvikling, men at det også er en slags stresstilstand at være i, selv om det måske ikke umiddelbart føles sådan.

Jeg kan mærke det ved, at jeg dels har lyst til at gøre noget godt for fremmede omkring mig. At tilbyde damen i Bilka med benet i gips at køre hende hjem, at sætte en kasse flødeboller ud til renovationsfolkene eller at give den forblæste Hus Forbi-fyr en kop varm kaffe og en proteinbar. Jeg ved ikke, hvorfor det føles lindrende at gøre noget godt for mennesker, jeg ikke aner hvem er, men det gør det.

Men.

Samtidig kan jeg også mærke, at min lunte er kort, og at jeg har lige præcis nul tålmodighed med mennesker, der tester mig. F.eks. har vi en chikane, hvor vi bor, som kræver, at bilister holder tilbage for hinanden på skift. Normalt opfatter jeg ikke dette stykke asfalt som en forlængelse af min personlige grænse, men da jeg forleden kom kørende, og en modkørende bilist lavede røvhulsmanøvren med at trække ud midt på vejen ovre på den anden side, selvom vi begge kunne se, at det ville være mig, der nåede derhen først, kørte jeg simpelthen bare frem. Så holdt vi dér, snude mod snude. Jeg smilede mit hvidhajs-smil, og trak på skuldrene, og lænede mig tilbage, og hvis ikke han var endt med at bakke, havde vi holdt der endnu. Not today, Satan.

Så på den ene side læner jeg mig op af noget kosmisk altruisme. På den anden side kan de bare lige prøve. 

Jeg gør mig umage med at lægge mærke til, hvad jeg lærer undervejs. Nogle dage føles det utrolig rodet og diffust at tiden går med alt muligt udenoms i netværkets navn, fordi jeg ikke kan fremvise et konkret resultat af noget, som jeg føler, jeg har brugt mange kræfter på.

Jeg føler forstemmelsen kravle ind i hele kroppen, når jeg skriver tilbage på et afslag og forklarer, at jeg er igang med at sadle om, og spørger, om de måske kan hjælpe mig med, hvad der kunne have kvalificeret mig til den stilling, de slog op – og jeg igen får et automatsvar retur med ‘bedre kvalificerede ansøgere. Hav en god dag.’ Det er fair nok, at de ikke har tid. Det sucks bare stadig at sidde i modtager-enden af. 

Men når jeg træder et skridt tilbage kan jeg godt se, at hvert eneste opkald, og hvert eneste afslag, også er med til at afgrænse hvad jeg kan og vil, og det er *også* værdifuldt.

Somme tider bliver jeg klogere af at høre mig selv forklare min egen situation til andre. F.eks. snakkede jeg igår med endnu et tolkefirma, som jeg tegner freelance-kontrakt med. De havde i første omgang efterspurgt ansøgning, cv, eksamenspapirer osv. osv. (Og her skal jeg måske lige sige, at en tolk på freelancekontrakt virkelig er quid pro quo. De betaler intet for at have mig tilknyttet, men kan spørge mig i de tilfælde, hvor det er rentabelt at bruge mig, og jeg styrer 100% selv, hvad jeg siger ja til). Jeg valgte at ringe dem op, og forklarede stille og roligt, hvor jeg stod. At mit mål var et brancheskifte, og jeg udelukkende freelancer for at købe mig selv den nødvendige tid til at finde et job, jeg ægte gerne vil have, i stedet for at skulle shoppe rundt, fordi jeg ikke har råd til at lade være. Og mens jeg hørte mig selv fortælle, at jeg er træt af at skulle overkompensere for min geografiske placering og min familiesituation, og at jeg ikke – hverken hos dem eller de andre firmaer, jeg er tilknyttet – kommer til at sige ja til at tolke et kvarter på Bornholm for at bevise, hvor fleksibel jeg er, og hvor lidt mine omstændigheder begrænser mig. Slut. Mit mål er ikke en fastansættelse, og jeg står 100% ved min prioritering af familie over job. Det var én af de samtaler, hvor der gik mange ting op for mig selv, mens jeg talte, fordi det var første gang, jeg verbaliserede, at mit ønske nu er noget andet; noget nyt. 

Hvad det nye skal være, aner jeg stadig ikke. I går følte jeg mig meget fanget i spændet mellem at kunne for meget til de stillinger, der gerne vil have mig, og for lidt til de stillinger, jeg gerne vil have #TinderVibes

I dag er det bedre, og snart bliver det godt.

Jeg skal bare finde dem, der kan spotte potentialet under alt det uslebne.