M2019, uge 50

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg:

1.

Købt julegave til mine bedsteforældre, som – helt klassisk – ikke ønsker sig noget. Jeg har derfor i bedste spion-stil haft lange øjne de sidste par gange, vi har besøgt dem, og min julegave er et par poser fyldt med dagligvarer, jeg ved, de bruger; müsli, juice, vaskepulver osv. Det er jo ikke en julegave i sådan helt traditionel forstand, men det er noget, jeg ved, de kan bruge, og fordi jeg har modstået impulsen til at opgradere til versioner af varerne, som *jeg* synes er lækre, ved jeg også, at det er noget, de kan lide.

2.

Købt en skridttæller brugt. Og ja. En helt old school skridttæller af dem, man har i lommen. Jeg *kan* ikke forlige mig med at gå med noget om håndledet, og telefonen er både for upræcis, og ligger for meget af tiden i min taske eller på bordet. 

Jeg har tabt og taget de samme 6 kilo på 3 gange i 2019, og jeg er ved at gå amok. Da min mor havde fødselsdag tilbage i oktober, ønskede hun sig en skridttæller, og jeg researchede derfor ret grundigt dengang. Og efter hun har fået sin, har vi nærmest ikke set hende, fordi hun spæner rundt på veje og stier, så nu får den et skud her også. Jeg har ikke 400 at smide efter sådan én lige nu, men DBA var – som sædvanlig – min ven, og jeg fandt en, stadig i originalindpakningen, til beskedne 70 kr.

3.

Snakket med 70% af de mennesker, der er ansat på hovedkontoret i min boligforening. Som jeg skrev om her, står der vand nok i mit skur til at jeg kunne etablere et dambrug, hvis jeg ville, og da jeg ringede til viceværten, var hans kommentar, at det er et generelt problem herude. Den samtale havde vi tilbage i oktober, og siden er der ikke sket mere. Og det synes jeg, helt ærligt, er lidt idiotisk, for selvom vi bor til leje, giver det ingen mening bare at lade tingene stå og forfalde.

Derfor ringede jeg mig hele vejen igennem områdechefer og fuldmægtige, og fik endelig irriteret mennesker nok til, at der igår stillede to habitter med clipboards ved min hoveddør. Efter et forbløffet: “HOLD da kæft!?” er der nu bestilt en kloakmester, der skal komme og grave ud (op?), og jeg synes virkelig, at det er fedt, at være nået så langt i opmærksomheden på, at selvom ejendomsretten til det, vi omgiver os med, er individuel, så er ressourcerne, helt overordnet, hele gruppens, og derfor er det i alles interesse, at vi hjælpes ad med at passe på dem.

Mig, der kigger eftertænksomt ind i mit skur, mens jeg spekulerer på, om jeg skal gå med karper eller ørreder

Published by

15 Replies to “M2019, uge 50

  1. Jeg er fuld af beundring over, at du tager kampen op og bokser igennem systemet for at få det skur fikset! For selvom det er det eneste rigtige, er jeg ikke sikker på, jeg havde orket. High five til dig!

    1. Haha – somme tider er det meget godt, at man ikke på forhånd ved, hvor omstændigt noget ender med at blive:-D

  2. Spæner rundt på veje og stier – jeg ser det for mig 😂😂😂 det er fantastisk. Nu vil jeg også have en skridttæller og jeg skal absolut ikke tabe mig

  3. Jeg fik et Apple watch i fødselsdagsgave og jeg rører mig MEGET mere end jeg gjorde før. Jeg responderer åbenbart utroligt godt på urets nudging (#lemming). Jeg kan godt leve med, at det er et ur, der får mig til at cykle til lyngby i stedet for at tage bilen fordi jeg ellers ikke ville nå op på mit bevægelsesmål i går. Især fordi det, sammen med et skarpt blik på kosten, har betydet at jeg nu vejer mindre end jeg har gjort i henved 15 år. Jeg har haft det i to måneder og har altså ikke mistet gejsten endnu. Jeg håber, du bliver lige så glad for din skridttæller!

    1. Det er præcis det, jeg håber vil ske her. (Og gid, at hvad jeg end ender med at få af arbejde bliver noget, jeg kan cykle til, for det savner jeg HELT vildt.)

    2. Jeg har en skridttæller i urform og det fungerer slet ikke for mig :S Håndbevægelser over en vis størrelse tælles som skridt, og med et stillestående men dog ret “hånd-aktivt” arbejde ender dagens regnskab med at være helt og aldeles misvisende. Så jeg ønsker mig også en skridttæller i lommeversion.

      1. Den første skridttæller jeg havde gav mig point for at gynge i en gyngestol, så de er klart ikke specielt præcise (det var en misfit) og jeg synes også, Apple watch mener jeg er utroværdigt aktiv om aftenen, når jeg bare sidder og strikker i sofaen… Men bortset fra det, så tracker den løbeture og cykling præcist nok og et kæmpe win er at jeg ikke længere behøver at have min iPhone spændt på overarmen når jeg løber fordi Endomondo kan fungere uden at uret er forbundet til tlf. Så kan jeg godt leve med, at den giver mig lidt ekstra credit om aftenen (det har jeg fandeme fortjent! 😆) og dens små irriterende beskeder om at jeg ikke har været aktiv nok virker for mig. Og så er det jo ikke så vigtigt om det tæller helt rigtigt.

        Og Linda: det er det bedste i verden at kunne cykle på arbejde. Fra oktober skal jeg arbejde 40 min i bil fra min bopæl i et år og jeg kan ikke rigtig være i det. Jeg har gjort det før og jeg hader det virkelig inderligt.

  4. Off topic, men håber du kan hjælpe mig med at finde tilbage til indlægget hvor både du og læserne kom med gode bud på bøger til børn. Vi skal køre til Sydfrankrig på juleferie, så tænker en masse gode lydbøger til vores drenge på 5 og 7 år. Og måske mindre lange julerejsende også kan bruge en opdatering! 😊 På forhånd tak! Mvh Lone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.