M2019, uge 26

(M2019-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge har jeg: 

1.

Læst min My Favorite Murder bog færdig, som min veninde Tina var så sød at forære mig. Og fordi hun har været med hele vejen, både i mit liv, på bloggen, i M2019 processen og på MFM-fan-toget, ved jeg, at jeg kan spørge hende, om hun vil have bogen nu, så hun også kan læse den. 

Jeg ved godt, at jeg ofte kommenterer på, hvor stor betydning, det har haft, at vi i min omgangskreds og familie snakker om de her ting, men det er fordi det virkelig slår mig, gang på gang, hvor stor lavpraktisk betydning det har for vores forbrug, at vi har pillet alle signalerne ud af de ting, vi omgiver os med. At jeg f.eks. bliver virkelig glad for en flaske værtinde-vin, som en venindes mand har fået i firmagave, selvom der er reklamer på. At jeg kan give en bog tilbage, som tak for, at en veninde i første omgang gav mig den, og ikke behøver være bange for, at det bliver tolket som en afvisning af noget i vores venskab. At jeg kan spørge min chef, om hun ikke kan tage en håndfuld sennepskorn med, så jeg ikke skal købe en hel pose, når jeg skal teste den opskrift, hun sendte mig – og at jeg ikke behøver frygte, at hun tror, det er fordi jeg er nærig.

Det er alt sammen noget, der har ændret sig i løbet af de sidste to år, og kun fordi vi snakker om det. Så hermed en kæmpe opfordring til at begrunde de ting, man gør i miljøets og minimalismens navn, så vi synliggør det og skaber nysgerrighed omkring det, hvilket er en helt anden motor, end når nogen med hønserøv fortæller én om alt det, man gør forkert. 

2.

Givet ferie-rundstykker på arbejde og ved samme lejlighed tømt mit køleskab for pålæg, som vi ikke selv ville kunne nå at bruge, så det bliver spist og ikke bare smidt ud. 

3.

For alvor opdaget bibliotek.dk.

Jeg hører en del amerikanske podcasts, hvori der ofte bliver anbefalet bøger. Og. Jeg. Elsker. Bøger. Indtil nu har jeg købt dem på Amazon, når der har været nogle, jeg ikke kunne leve uden, hvis det lokale bibliotek har ikke haft dem. (Det har de aldrig).

Og jeg er lidt blandet her, for på den ene side vil jeg faktisk gerne støtte forfattere ved at købe deres bøger, for på den måde at sikre, at de stadig har råd/tid til at blive ved med at skrive. (Og bare lige for at aflive den med, at de tjener kassen på udlån på bibliotekerne, så kan man se reglerne her). Omvendt virker det også ekstravagant-hældende-mod-ødselt at bestille en bog og få den sendt halvvejs rundt om jorden, bare fordi jeg lige nu er besat af true-crime genren.

Jeg har flere gange overvejet en kindle, men de er dyrere end hvad budgettet rækker til lige nu, og jeg får ondt i hovedet af at læse bøger på en iPad. Papirbøger it stadigvæk is.

Men sidste weekend manglede jeg to nye, amerikanske bøger, (jo. Jeg MANGLEDE dem, Hans Christian!) som hverken var at finde i danske boghandlere eller på det lokale bibliotek. En pludselig indskydelse fik mig til at tjekke bibliotek.dk og Lord behold: De havde dem begge to.

Efterfølgende var der en fyr, der havde fundet bloggen via en googlesøgning, fordi han var på jagt efter en lydbog, jeg har hørt som barn og skrevet om. Om jeg vidste, hvor man kunne finde den? Om jeg gør? bibliotek.dk.

Så hvis andre derude oplever, at deres lokale biblioteker lader lidt tilbage at ønske på udvalgssiden, er tippet hermed givet videre.

Published by

64 Replies to “M2019, uge 26

  1. Insider tip fra en bibliotekar: hvis dit bibliotek er et større et af slagsen (fx Esbjerg bibliotek) så vil de ofte gerne købe (engelske) bøger hjem, fordi det er langt billigere end at bøger skal sendes på kryds og tværs af landet.
    Det giver selvfølgelig lidt ekstra ventetid, men så findes bogen også på dit bibliotek,og andre lokale lånere får også glæde af den!
    Generelt modtager biblioteket gerne forslag til indkøb, for så ved vi i hvert fald at der er én der vil låne bogen 😉

  2. Jeg læser næsten udelukkende på min telefon. Jeg synes, det hjælper meget at gøre baggrunden sort og teksten hvid – så skærer det ikke så meget i øjnene.

    1. Du må have øjne som en høg!? Men hvis den funktion findes på telefonen, findes den jo givetvis også på iPad’en. Det er forsøget værd. Tak.

      1. En ret blind høg i så fald! 😂 Jeg ser ikke ret godt (bruger briller/linser) og der er mange, der ikke kan forstå det. Men jeg synes det fungerer fint, så måske har jeg bare vænnet mig til en lille skærm? Jeg bruger aldrig en iPad og jeg bruger udelukkende en computer, når jeg arbejder. Der har jeg så en ret specialiseret gadget, en remarkable paper tablet, som jeg skriver alle noter på og læser alle videnskabelige artikler. Alt andet foregår på min iPhone, inkl netbank, online shopping, bloglæsning osv.

  3. EReolen global! (Og bare eReolen). EReolen global har mange bøger på engelsk, som ikke findes på eReolen + man kan aflevere bøger tilbage (læs, man er ikke nødt til at beholde dem en hel måned og kan udnytte sin ration bedre).
    Det kræver at kommunens biblioteker er med, så det må man tjekke.
    Jeg har set, at du ikke trives med at læse på ipad, men jeg ville gerne dele tippet med andre og jeg kan kun anbefale at lege med baggrundsfarve, lysstyrke og tekststørrelse.

    1. Det er rigtig fint! Og man må vel også kunne læse de bøger, man låner på en kindle? Så er det jo fint at have i baghovedet. Jeg har kun prøvet Ereolen en enkelt gang, og det var noget værre kludder, men det kan sagtens have været mig, der fik grebet det forkert an. Jeg må op på e-hesten igen.

  4. Måske ville en app, der ændrer lys og farve på din skærm, hjælpe i forhold til at læse på skærm i længere tid. Jeg bruger f.lux, det gør skærmens lys meget mere behageligt og der er en sundhedsmæssig forklaring på, hvorfor det særligt om aftenen er godt, men den har jeg glemt. Måske var det værd at tjekke ud? Hvis ikke f.lux virker til appleprodukter, findes der sikkert en app, aom gør det samme. Nu er ideen i hvert fald givet videre!

      1. Jeg var for nylig til et ret interessant foredrag med en søvnforsker (har glemt navnet lige nu, så undskyld mangel på reference) som var inde på, at selv med apps som lux, twillight etc, så opfatter hjernen stadig lyset fra en mobil eller tablet som en sol lige i fjæset og så producerer den (alt for meget) serotonin hvis man læser på tablet eller mobil lige inden man skal sove, hvor læsning eller andet som kræver fokus faktisk er godt til at få hjernen til at geare ned (imodsætning til surf og scroll). Så hans klare opfordring var ingen skærm den sidste halve time inden man skal sove. Så vidt jeg ved det det geniale ved Kindle at den ikke laver det samme lys som tablet og derfor er langt mere læsevenligt også op til sengetid … Bare lidt supplerende info 🙂

  5. Virkelig godt tip med bibliotek.dk og ereolen global, tak! Jeg elsker elsker elsker at læse og købe bøger, men af hensyn til økonomi, overforbrug, klima osv. prøver jeg at begrænse det til kun at være danske forfattere. Ud fra den devise, at er en udenlandsk forfatter nået til oversættelse i Danmark, så er de nok også nået til en del andre lande og er dermed stillet bedre end mange danske forfattere (og her tænker jeg ikke på Jussi og de andre krimikonger/dronninger og lign. bestsellersmede)

  6. Bibliotek.dk er guld!
    Jeg har en Kindle, og vil gerne knytte et par kommentarer til. Jeg knuselsker Kindle, for det er en helt anden læseoplevelse end på andre skærme. Jeg bliver køresyg, hvis jeg læser på en skærm og ofte også, når jeg læser i en fysisk bog. Men aldrig, når jeg læser på en Kindle.
    Og så koster bøgerne markant mindre end hvis man skulle købe dem i fysisk form. Jeg giver typisk 9-12 usd for en bog.
    Men Kindle har også sine begrænsninger. Både hvis man gerne vil undgå at støtte Amazon og de dårlige forhold for medarbejdere, som de har, og så det er ikke muligt at låne bøger til Kindle, så de skal altid købes.
    Derudover kan man ikke give dem videre, når man har læst dem, som man kan med fysiske bøger, hvilket på en eller anden måde synes ærgerligt, fordi det der med at dele bøger eller give bøger videre en en integreret del af fysiske bøger, synes jeg.

    1. Ok, det her er superbrugbar viden, for det anede jeg ikke!? Jeg var 100% overbevist om, at man kunne låne på f.eks. e-reolen og så læse dem der? Er det fordi Kindle er et amerikansk produkt? Og så kan jeg sagtens følge dig i det sidste; vi udveksler bøger i stor stil i min omgangskreds, så jeg ville faktisk også tænke over det, hvis jeg ikke kunne sende bøgerne videre. Hmm… Jeg må vist have tjekket bedre op på det, hvis jeg på et tidspunkt overvejer seriøst at købe. Tak for info <3

      1. Og så smider jeg også lige en kommentar mere her. Man kan godt hvis man er lidt teknisk og bruger en computer til du konvertere andre typer købte ebøger til Kindles fil-format og overføre til en Kindle, men gætter på det ikke er så ligetil med lånte ebøger som udløber… Udfordringen med at dele/videresende købte ebøger er vel at det svare til at kopiere filen og dermed bryde copyright. Medmindre man deler sin konto på fx Kindle (man kan godt have flere devices på samme konto) men så er der alle mulige udfordringer ift sync af hvor langt man er kommet og man deler så også kreditkortet knyttet til sin Amazon konto, så det er nok mest en teoretisk mulighed.
        Hvis du på et tidspunkt overvej at købe en Kindle, så tjek mulighederne for at købe en brugt gammel model, jeg mistede en nyere model sidste sommer pga egen dumhed og bruger nu en ret gammel udgave og det kan man sagtens leve med, især hvis man ikke er startet med en nyere version 🙂

        1. Er glad for at det kan bruges:)
          De lånte bøger kan ikke overføres, da du ikke får dem i et filformat til download. De ligger kun i e-reolens player. Og det er selvfølgelig et eller andet med rettigheder, som gør, at man ikke kan få dem til Kindle eller andre e-bogslæsere.
          Bøger fra andre e-bogsforhandlere kan du godt konvertere til Kindles filformat. Jeg har eksempelvis købt bøger på Politiken Books, fordi jeg gerne ville have nogle danske bøger, som ikke kan fås på Amazon. Politiken Books havde en guide til, hvordan man så konverterede og det var ret nemt.

          Guthenberg Project (https://www.gutenberg.org/) har også mange klassiske titler til frit download, da det er bøger, hvor US copyright er udløbet.

          Sidste tip er at det vigtigste er, at din e-bogslæser har baggrundslys. Så kan man fint bruge en gammel model. Jeg synes i hvert fald baggrundslyset er uvurderligt, når jeg læser om aftenen inden jeg lægger mig til at sove.

          1. Jeg bogmærker det her indlæg, for det skal jeg have med mig, når jeg går kindle. Tusind tak for grundigt forarbejde, og for at give det videre <3

        2. Ah! Det giver mening med copyrights. Og så får jeg teknikhovedpine bare ved tanken om konverteringer og formater. Jeg foretrækker så afgjort, at andre laver den del af arbejdet for mig:-D

          Jeg har hørt det samme (måske har jeg tolket det?); nemlig at det er lyset, der er forskellen på en kindle og en iPad, og at det er derfor, førstnævnte uden problemer kan bruges inden sengetid.

          Det bliver nærmest meta med en anbefaling af at købe brugt i et M2019-indlæg, så det er helt, helt perfekt:)

          1. Kindle er ikke baggrundsbelyst og er derfor også bedre, hvis man er udenfor. Og den brænder heller ikke sammen hvis det er varmt. Jeg har haft en en gang, men jeg blev så træt af at skulle købe alle bøgerne til den, da jeg nærmest aldrig læser den samme bog to gange og så kan man kun, med mindre man kan finde ud af at hacke bøgerne og omkode dem, kun købe dem, der er på Amazon US – sådan var det i hvert fald tidligere.

            Jeg har ingen problemer med at falde i søvn selvom jeg har læst på min telefon, men jeg kan også sove i et helt lyst lokale direkte efter en 4-dobbelt espresso (#lifewithkids), så det er jeg åbenbart ikke så påvirkelig af.

            Jeg har et bookmate abonnement via mit telefonabonnement og det er ikke den bedste ebogs-service, men de har de fleste bøger jeg gerne vil læse og der er også børnebøger og allerbedst: børnelydbøger. Det har reddet mangt en biltur fra at ende i højlydte råberier og en tur i rabatten…

          2. Jeg synes, børnelydbøger er SÅ svært!! Jeg har købt de lydbøger, jeg har, gennem Saxo og det må være den ringeste app, der nogensinde er designet. Den crasher, skal slettes og geninstalleres i ét væk, scrollfunktionen er elendig, man skal “spole” tilbage, når man skal høre en bog forfra (hit dog med en fucking pil!?) og. så. videre. Nå, men ud over det, har jeg bare været virkelig uheldig med de børnebøger, jeg har købt. Troldepus er indtalt af en mand, der lyder som grauballemandens lillebror, og alene det gør bogen så kedelig, at den er diskvalificeret på forhånd. Vi har været ret glade for Gummitarzan, men den gider de ikke mere, så prøvede at købe Hodja fra Pjort, fordi Peter Frødin, men den viser sig at indeholde voldsomt mange fremmedord. Så jeg er lidt på bar bund, og anbefalinger modtages med kyshånd.

          3. Mine børn er vilde med disse lydbøger fra ereolen:
            ‘Snøvsen’ og ‘Snøvsen på sommerferie’ begge indtalt af Poul Dissing og ‘ Mor Muh og Krage’- bøgerne. Jeg kan holde ud at høre begge.

          4. @J: Tak for ideerne. De er sat på til næste måned, når jeg må låne 5 nye.

  7. Kan du ikke anbefale et par true crime bøger – mangler læse inspiration til ferien

    1. Jeg har lige købt Whoever fights monsters (Robert K. Kessler) og skrevet mig op til I’ll be gone in the dark (Michelle McNamara) på bibliotek.dk. Sidstnævnte er på vej som serie på HBO.

      På min egen liste over danske true crime bøger, jeg gerne vil læse er bl.a. ‘Sagen Lundin – Forbrydelsen, opklaringen, medierne og ondskaben’ af Palle Bruus Jensen og Henrik Day Poulsen og ‘Man jager et bæst og fanger et menneske’ af Bent Isager-Nielsen og Jesper Stein Larsen.

      Jeg ved ikke, om du har set det, men jeg har en liste lagt op med anbefalinger til bøger. Der er ingen true crime på endnu, men der er masser af andre gode, for det er kun de bedste, jeg smider på listen:) https://www.blogsbjerg.com/boeger/

      1. I fht anbefalinger af true crime, så ved jeg ikke om det tæller, men sådan cirka alt hvad Peter Øvig Knudsen har skrevet (undtagen Hippie. Den var fandeme lang, næsten uden crime og imo ret kedelig. Min Mor Var Besat er heller ikke true crime, men er en helt vildt god bog) har crime elementer. Og er afsindigt godt skrevet. Og så Camilla Stockmann og Janus Køsters bog om Bullshit.

        1. Fedt med nogle bøger, jeg slet ikke er stødt på – tak! Jeg har kredset om ‘Min mor var besat’, for det lader til, at anmelderne enten elsker eller hader den. Men nu får den et skud.

          1. Jeg synes den var rigtig god, men havde det været fiktion ville jeg have syntes den var usandsynlig. Jeg slugte den på et døgn og var ret optaget af den (ligesom Leonora Christine Schous Den der Lever Stille ❤️). Mht børnelydbøger, så har vi hørt alle Prop og Berta bøgerne (jeg havde sangen på hjernen i flere måneder bagefter, men forfatteren er super god til at læse højt) og så har vi hørt Sigurds Danmarkshistorie (jeg er super træt af Sigurd, men drengene er vilde med ham). Fordelen ved en bog-streaming app klart er at man ikke skal købe bøgerne, men kan slette dem, hvis de ikke er gode eller oplæseren er en hat. Bookmate fungerer upåklageligt med Carplay og alm bluetooth højtalere. Det virker vist ikke med Android auto.

          2. Nu taler du jo med én, der spillede Berthas bagkrop, da vi opførte den for skolen i 2. klasse, så jeg opfatter i al beskedenhed mig selv som lidt af en ekspert på området #NoBrag

            (Jeg havde glemt Prop og Bertha. Hvordan kan det ske?!)

          3. Du kunne faktisk også have skrevet #noregrets som # til den sidste kommentar! 😂

            Og respekt. Det er ikke det værste at være ekspert i! 😆

    2. Her kommer lige et par anbefalinger på true crimes – eller derhen ad:-)

      Opklaret – Drabschefens erindringer
      Guldfuglen
      At tænke som en morder
      7 år for PET
      Man jager er bæst og fanger et menneske
      Kronvidnet.

    1. Jeg ville simpelthen så gerne give den 5/5 stjerner, fordi jeg ELSKER Karen og Georgia. Og bogen er god. Jeg synes, Karen er langt den bedste fortæller af de to, så jeg var lidt overrasket over, at det faktisk er Georgia, der – synes jeg – skriver bedst. Man kommer et spadestik dybere på dem begge to, og det kan også noget. Men det, der driller lidt for mig er, at jeg tror, man skal være ret hard core fan for at få det fulde udbytte af bogen. Og hvis man er dét, så har man hørt stort set alle historierne før. Der er lidt nye detaljer hist og pist, men ikke noget, der for alvor gør en forskel. Så det bliver 4/5 stjerner, og den sidste stjerne er givet af kærlighed til to formidable damer, der ikke har fået noget foræret, og som har arbejdet sig op fra 0.

  8. Jeg kan ikke lige få mit svar til at ligge under det med børnelydbøger, så tror det lander i bunden.
    Mht lydbøger virker ereolen godt, og du kan prøve dem, før du evt køber dem. Der er en app / side særligt til børn, hvor man lidt nemmere kan finde noget. Ulempen er så at man ikke kan downloade, så der skal man bruge ereolen, men lån og huskeliste følger med dit cpr nummer, så find bøger i ereolengo og lyt i ereolen. Prøv bøgerne om hullerikkerne eller serien om Roselil begge af Josefine Ottesen.

    1. Supergodt tip – tak! Jeg ELSKEDE Josefine Ottesen, da jeg var yngre, så det kunne være helt sjovt at høre hende igen.

      Jeg skal helt klart have fundet den app til børn, for det ville give rigtig meget mening, at særlig Anton selv var med til at lede og finde, og han er bare barn af den tidsalder, hvor det er nemmest på en app. Tak for hjælpen.

      1. Min 7-årige har med stor fornøjelse hørt “Kaptajn Bimse og Goggeletten” af Bjarne Reuter. Det er første bog i serien om kaptajn Bimse, som er lutfkaptajn på flyet Zanzibar som flyver på californiske rosiner. Og ja, det siger vist en del om stilen; sød, super fjollet og med et meget billedrigt og legende sprog.

        1. Er det den, der lige er kommet i biografen? Bjarne Reuter kan altså noget helt særligt med sprog til børn <3

          1. Ja, det er den. Det er ret god timing herhjemme, da vi lige har fået den sidste i serien hjem fra biblioteket. Det har været vores faste godnatlæsning de sidste par måneder. Og ja, han kan virkelig noget med sprog.

    2. Ja, også fan af eReolen her. Tilføjer lige, at en del af Jakob Martin Strids og Thomas Windings bøger også ligger på eReolen som lydbøger.

      1. Det er noteret – tak. Jeg elsker, at jeg pludselig har et sted at tjekke ting ud, før jeg køber dem, for det kommer til at spare mig mange penge fremover.

  9. Mht. Børnelydbøger ved jeg godt det er virkelig old school men vi har en CD afspiller i bilen (og vores ældste har arvet en gammel gettoblaster fra sine oldeforældre). Og vores unger er svært glade for “lyt og læs” specielt i bilen. De sælges ofte brugt og det er lettere for dem at holde koncentrationen når de kan følge bogen (og det gammeldags pling) end jeg oplever de kan hvis det kun er historien. Jeg ved godt det ikke var det du spurgte om men måske andre kan have glæde af det

    1. Jeg synes faktisk også, at cd’er kan noget, og jeg har bladret dem igennem på biblioteket de sidste par gange, vi har været afsted. Jeg har bare desværre ikke ramt plet med noget af det, jeg har lånt. Men din kommentar mindede mig om, at der godt kunne være lidt at finde brugt, så det var godt, du skrev:)

  10. Vi har med succes lyttet til div. Astrid Lindgren, Pippi, Emil fra Lønneberg, Ronja Røverdatter osv.
    Op til ferier har jeg haft held med at finde 30 dages gratis Mofibo og dét synes jeg fungerer super godt – men får det ikke brugt nok til at det giver mening at betale for i hverdagen.
    Hvis du bruger Spotify er der også lidt at hente der – ex Dyrene i Hakkebakkeskoven, Emil fra Lønneberg, Prop og Berta..

    1. Super god ide! Jeg overvejede så sent som i sidste uge at låne noget Astrid Lindgren på bog, men det er da helt oplagt at prøve det som lydbog først. Tak for dén <3

  11. Helt off topic – “Vi spørger, du svarer”: Vil du ikke skrive noget om børneopdragelse og konflikthåndtering og sådan noget igen? Jeg elsker at læse dine mor-beretninger med det sorte bælte, og jeg lærer altid noget, samtidigt med at jeg føler mig set og hørt som mor. Vi er nu knap en uge inde i ferien, og mine drenge er frygtelige, og jeg bliver frustreret og irriteret og ked af det og vred. Jeg mister helt livsgnisten og tænker ‘puh en lang ferie!’ 😂
    Og det går op for mig, at alle mine gode tricks altid visner væk med tiden, måske fordi børnene blir ældre, så udfordringerne ændrer sig. Fx har jeg på anbefaling fra dine læsere brugt bøgerne Rabalder i Børnefamilien og Hjernesmarte Børn, som er vildt gode. Men her er år efter genlæser jeg dem og indser at jeg har glemt det meste, og igen gør alt det uhensigtsmæssige. Så be’ om et godt skud ferie-mor-boost, tak! ❤️

    1. Jeg har haft sådan en dag, hvor jeg på et tidspunkt overvejede at gå i kiosken efter cigaretter og forsvinde sporløst, så lige i dag er konflikthåndtering noget, man putter i munden her:-D

      Men jo. Jeg vil rigtig gerne skrive noget om det emne. Jeg går lige i tænkeboks – tak for indspark:)

      1. Godt at være flere i båden! Jeg trøster mig med at ferie altid kræver tilvænning, så næste uge bliver bedre… Vi ses i kiosken! 😂

        1. Spændende artikel i Politikken om et comeback til forældres vrede som grænsesætning i børneopdragelse, med nye bøger fra psykolog Frej spraglet og Smilla Lynggaard. Link er givet som gave, men ved ikke om det kan fungere ved at poste her…
          https://politiken.dk/del/2QhiNjAAEKGw

          1. Jeg kan desværre ikke få lov at læse det – det lyder ellers super spændende!

  12. Uha ja jeg har måttet aflevere barnet hos mormor i dag i frygt for at gøre noget dumt ( slå ham)
    Det gør både mig og ham ked af det ( selvfølgelig)
    Jeg er ikke stolt af situationen.

    1. Det er vist netop, når man finder på en klog løsning, der afværger det dumme, man var lige ved, at man faktisk har grund til at være tilfreds: det gik.

    2. Men hvor er det godt, at du handler på det, og hiver i den livline, du har <3

      Alt det bedste til jer begge to – og til mormor <3

  13. Hvis du finder noget gratis Mofibo, så kan jeg anbefale Lars Daneskovs børnebøger. Oplæst af ham selv.
    De fåes garanteret også andre steder, men det er herfra vi har hørt dem.

    1. De er mega sjove!! Mine drenge på 5 og 7 elsker også bøgerne om Anton. Og jeg synes også selv, at de er skægge, double win!

      1. De er rigtig sjove! Jeg er nogle gange “kommet til” at lytte videre, når barnet er faldet i søvn 😀

        1. Haha – klassikeren! Når man bare lige skal dobbelttjekke, at det hele ender lykkeligt, selvom børnene for længst er faldet i søvn:-D

      1. Hvis dine børn er filosofisk anlagt vil jeg klart anbefale alle de børnebøger Stian Hole har lavet. Nogle af dem er ret barske på en meget filosofisk facon (kan godt trække tårer, særligt den om bedstefaren) Tegningerne er også fantastiske. Der er grundlag for så mange fine snakke i de bøger.

        1. Det er en superfin anbefaling; jeg tænker dog, at vi måske løber ind i lidt problemer ift. at Anton stadig ikke er 100% ovenpå ift. sprog og Frida måske er til den lille side. Jeg prøvede med Den lille prins, som jo også er både en fin lille historie, og samtidig også giver rig mulighed for at tænke større og lidt mere abstrakt, men den fangede dem ikke. Jeg har dog gemt det her indlæg, så jeg kan gøre brug af de mange gode ideer her i kommentarfeltet senere, så jeg er stadig glad for ideen.

  14. Min dreng bliver snart 9 og har hørt Villads fra Valby bøgerne mange gange! Jeg har abonnement til Bookmate, via mit mobilabonnement, og det er virkelig en god app!

    Vi hører også lige nu Tiberius Tudefjæs, af René Toft Simonsen. Klassikere som Orla Frøsnapper og den slags er også et hit for ham. Håber du finder noget godt!

    Min dreng er mega dårlig til at finde på noget selv//lege selv, men lige netop lydbøger har fanget ham 👍🏼

    Tak for en super god blog!! Altid så velskrevet/velovervejet/sjov.
    Rigtig god ferie til jer alle 3!

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.