Vi er i gang med den sidste uge inden sommerferien, og det gør ikke noget. Egentlig ville jeg gerne skrive et indlæg, der emmede af overskud og feriehormoner, men jeg er bare stadig træt og træg i hovedet.
I sidste uge havde vi besøg af børnehaven, som kom for at fejre Frida, og hvor der sidste år var mandefald på 60%, stillede samtlige 22 gule humlebier til mønstring denne gang. Gudskelov var vejret med os, så vi kunne smide haven og vores kæmpe trampolin ind i ligningen, for 22 børn plus voksne fylder godt på 100m2. Det var en fin, fin dag, og de var ualmindelig velopdragne og søde – og sultne. 40 pølsehorn, en hel bradepande pizza, 3 poser chips og en kæmpe chokoladekage satte de til livs. På 3 timer. Det indgyder ærefrygt, synes jeg.
Søndag havde vi familien til kage og pizzasnegle, og mandag var det Den Ægte Fødselsdag, og til næste år bliver det brunch for familien og børnehaven på selve dagen; det her udviklede sig til en form for festival, og det var nærmest for meget af det gode for alle involverede parter.
Til gengæld fik Frida sit største ønske opfyldt, og kører nu rundt på en Elsa & Anna-cykel, komplet med cykelkurv og babystol bagpå, og mit hjerte truer med at hoppe ud af brystet på mig, hver eneste gang, vi kører afsted, og hun nærmest er selvlysende af stolthed.
Anton har været til bælteprøve til taekwondo og i denne uge er der afslutningsarrangement i klubben. Begge børn har udflugter og dagsture på programmet, og jeg har i al stilhed gået og tænkt lidt over, hvor få af alle de overaktiviteter, som eksperterne påstår, børn trækkes igennem, forældrene reelt står for.
Netop fordi jeg har en oplevelse af, at vi alle 3 herhjemme snart har akut brug for at blive lagt i nato-stilling, havde jeg overvejet, om vi skulle springe Skt. Hans-festen over. Fordi Anton bliver så utrolig overkørt af alt for meget hurlumhej, har jeg været meget nazi med at styre udenom de arrangementer, som koster overskud, hvis ikke jeg vurderer, at de giver Barndomsminder i oplevelsesbogen, og derfor overvejede jeg i første omgang at aflyse.
Og det var IKKE lysten, der drev værket, da jeg planlagde, hvad vi skulle have med, og hvordan vi skulle komme derned, og samtidig på forhånd havde stress over at komme sent hjem med to overtrætte børn, som med garanti ville skulle forbi en bruser, før de kunne kastes alt, alt for sent i seng, og så på en søndag.
Det, der endte med at afgøre for mig, at vi skulle afsted var, at jeg, når jeg tænker tilbage på min egen barndom, ikke kan huske en eneste morgen af dem, der *må* have fulgt i halen af de aftener, jeg stadig har med. Jeg kan kun huske de lyse sommeraftener, de afslappede voksne, duften af bål og grill, de klistrede is og fornemmelsen af være fri, men stadig tryg, når vi drønede rundt og legede. Og derfor nåede jeg frem til, at det her var én af dem, hvor jeg som forælder er ved at lære, at det, der for børn føles som løse tøjler og frihed, bare ofte på voksensiden er forbundet med lidt mere arbejde.
Det blev den bedste aften. Det var de lokale spejdere, der faciliterede arrangementet, og de havde lavet forskellige aktiviteter på pladsen, som man for meget rimelige penge kunne købe klippekort til. Anton piskede rundt, blev ansigts-malet som Batman, kørte i svævebane og kastede dartpile efter balloner, når han ikke lige guffede pizza og drak cola, alt imens han snakkede til højre og venstre med nye børn, som han genkendte fra skolen. Frida, der gav den fuld gas med glimmer og sommerfugle i hele 5-øren, fandt sine små kolleger fra børnehaven, og jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt så dem stå stille. Jeg fungerede som en slags pedel, der bare blev hentet, når der var noget, jeg skulle se, hjælpe med eller betale for, og vejret var perfekt.
Jeg tænkte mange, mange gange undervejs, at jeg var så utrolig glad for, at vi tog afsted.
Da vi kom hjem, gik det som man kunne forvente, med træthedsgråd og sammenbrud over, at vand er vådt og noget med en pude. Anton fik lov at slippe, da vi havde fået 3/4 af Batman vasket af, med det resultat, at han mandag morgen lignede et undveget medlem af Kiss. Vi var uldne og groggy af træthed alle 3, og i aftes var der ro kl 21.30 – men det var det hele værd.
I morgen, når jeg kører fra arbejde kl 13, har jeg ferie, og bruger ugens sidste to dage på at få købt ind, gjort rent og skabe overblik, og fredag, når jeg henter lopperne, venter 4 ugers ferie forude. Med dage, der starter kl. 5.30 og slutter kl. 21.30 og mig selv som eneste voksne indslag, kommer det til at koste lidt ekstra kaffe og hvidvin, men jeg glæder mig usigeligt til en pause fra madpakkerne, og til selv at sætte dagsordenen.
God tirsdag derude.
Du skriver så utrolig lækkert! “Selvlysende af stolthed” – elsker det <3
Tak Trine! Det var sødt sagt:)
“…det, der for børn føles som løse tøjler og frihed, bare ofte på voksensiden er forbundet med lidt mere arbejde.”
Det skal jeg SÅ meget lære! Jeg har aldrig tænkt på det på den måde, har altid bare syntes at konsekvenserne ved de sene aftner var for store. Men jeg tror du har ret, det er ikke det der lagrer sig i et barnesind! Så må jeg bare lære at lade være med at være en søvn-nazist (i hvert fald ved særlige lejligheder)
Elsker din blog!
Enig! Jeg er dog ikke søvn-nazist, men nu har jeg dee gode argument for min laissez-faire stil 😂
@Lone: At finde argumenter, der understøtter det, man gør, er den eneste rigtige måde at gå gennem livet på:-D
Tusind tak, Sofie!
Jeg tror bare, at fordi vi i vores egen erindring husker de ture/dage/arrangementer som noget ubesværet og rart, måske har været lidt uforberedte på, at det er lidt mere end det, når man er den, der står med ansvaret ( – og konsekvenserne)?
Vi skal nok komme efter det:)
Det lyder som en helt igennem dejlig Skt Hans!
Og jeg har selv tænkt på det der – når vi siger nej på børnenes vegne med forklaring om at deres faste vaner ikke skal brydes osv. Bruger vi dem ind imellem som skjold mod de ting der kommer vores vej og som vi ikke orker? Muligvis. Gør vi det bevidst? Nok ikke altid. Jeg hører det hele tiden fra venner og bekendte, når børnene skal tidligt i seng eller afsted i institution (frem for at holde fri) fordi det vigtigste at fastholde deres hverdag. Er det ikke netop det der er det sjove – at bryde lidt med hverdagen og de faste rammer? En gang imellem jo – og så har de fleste heldigvis dejlige og omsorgsfulde forældre der får dem tilbage på sporet når de er overtrætte og fået for mange is og generelt ikke selv kan sige stop. Beklager hvis det var lidt off topic, det er blot noget der har tumlet rundt i mit hoved og du ramte lige ventilen (igen!)
Det tror jeg 100% at du har ret i; at vi ofte kommer til at læse ligningen baglæns: Vi kan ikke overskue konsekvenserne og derfor takker vi nej med børnene som argument. For det er jo sådan set rigtig nok, at det er børnene, der bliver tyndhudede og klatøjede – men det er os, der skal arbejde rundt om det, og stadig få den efterfølgende dag til at fungere.
Og det var virkelig en dejlig Skt. Hans – og en dejlig mulighed for at tænke nogle tanker, som forhåbentlig kommer til at gøre det nemmere at huske, at det somme tider er omkostningerne værd <3
Jeg tænkte videre over det igår, og synes faktisk at det er synd at vi ‘ser os nødsaget til’ at bruge børnene som skjold. For ingen skal da høre at vi ikke -orker- de overtrætte eller overstimulerede børn som man risikerer at stå tilbage med. Det rum synes jeg dog du er så god til at skabe her. Så tak for det Linda ❤️
Det er jeg virkelig glad for, at du siger, Pernille. Jeg vil så utrolig gerne, at vi har et sted, hvor vi gerne må tænke højt og inspirere hinanden, men uden at køre andre over i vores bestræbelser. Så utrolig meget selv tak<3
Jeg var også ude i de samme overvejelser i søndags… men vi gav den gas, og da vi puttede to trætte unger kl 23, blev der sagt: “det var den BEDSTE aften”. Og når man er indstillet på at skulle arbejde noget mere for at få ungerne op næste morgen, så går det hele 🙂 God ferie til jer!
Anton råbte, på et tidspunkt, hvor han kom løbende forbi:” Det her er den bedste aften i mit LIV!!” Og selvom jeg tror, han var lidt stemningsberuset, så var det alligevel et udsagn, jeg tog med mig hjem.
God ferie til jer også, søde Runa <3
Jeg er så utrolig vild med din vinkel på, at når man ser tilbage på sin egen barndom kan man ikke huske en eneste træt morgen, men til gengæld huske alle de sjove aftener. Tak for den Linda. Det er verdens bedste grund til at bryde sengetidsreglerne til fordel for nogle særlige lejligheder♥️
Jeg fatter ikke, at det tog mig 42 år at komme i tanke om, men det er virkelig rigtigt, ikke?
De skal brydes, de regler. For som jeg selv husker det, føles det lidt som om, man lige der ikke er forældre og børn, men bare partners in crime <3
Du er seriøst den bedste mor!
Louise! Det var da den bedste kommentar at få! Tak <3
Ej, nu kommer jeg til at lyde som den store lyseslukker, men inden vi smider de faste sengetider osv ud og giver den fuld skrue, så vil jeg alligevel gerne give mit besyv med.
Jeg er enig i, at det ikke er post festum nedsmeltningen eller hvor træt man var hele næste dag, man som voksen husker tilbage på. Og selvfølgelig skal der være plads og rum til at skeje ud nogle gange og jeg er glad for, at I havde en helt fantastisk Skt Hans.
Og jeg ved godt, at det ikke er hver eller hver anden aften, at Anton går i seng med Batman maling i face, men i hvert fald har mine børn nogle lange dage i skole og institution og hvor vi andre kan kompensere for træthed med ekstra kaffe, så kører de for fuld æde hele dagen. Og jeg har bitterligt fortrudt aftener, hvor de kom for sent i seng og flere dage efterfølgende var svære for dem. Har børnene så nogensinde sagt at de ville ønske, at de var kommet tidligere i seng? Nej de har da ej, men de har heller aldrig sagt, at de hellere ville have grøntsager til aftensmad end is, vel. Eller bedt om at få solcreme på, så de ikke bliver solskoldet (HA HA HA HA. Suk.). Det kræver et vist mål af abstrakt tænkning som mine børn i hvert fald ikke formår. Som nu det 7-årige geni, som ikke havde overvejet hvor meget det ville bløde, da han klippede negle med en blyantspidser. Arhmen altså…
Når jeg siger nej til ting med børnene som forklaring, er det 1) helt oprigtigt fordi jeg vurderer, at værdien for dem ikke står mål med hvor træls det bliver for dem bagefter eller 2) en helt bevidst løgn fordi der er noget, jeg ikke gider (so sue me. Jeg gad ikke til forældrefest). Altså jeg lyver ikke for mig selv i de der situationer. Synes jeg.
Og så er det jo godt, at sommerferien står for døren og alle bare sover længere næste morgen, hvis de er kommet senere i seng. Eller nå nej, det var jo ikke sådan det er her på matriklen, hvor søvnbehov om morgenen er omvendt proportionalt med hvornår man skal ud af døren. Kaffe og vin it is.
Rigtig god sommer”
Jeg læser heldigvis heller ingen, der advokerer for at lade ungerne stå for reglerne 5 dage om ugen:-D
Jeg kan sagtens se, hvad du mener, men jeg tænker, at det her er én af dem, hvor man pludselig kan mærke, at man har trukket så meget i én retning så længe, at man har glemt at forholde sig til det, man selv siger, men bare kører på autopilot. Sådan er det i hvert fald for mig. Jeg har været nærmest hysterisk med rutiner og sengetider, netop som du siger, fordi børnene ikke selv har mulighed for at kompensere selv de efterfølgende dage. Men det, jeg har fået øje på her er, at Anton pludselig ikke er helt så skrøbelig med de her ting, som han var, og derfor kan vi godt begynde at give lidt elastik, bare engang i mellem. Specielt fordi jeg kan se, at de her arrangementer også er en slags social klister, både for børnene men også for forældrene. Og som til(bage)flyttere og skoleskiftere (lyder som en race fra en ungdomsbog om vampyrer, varulve og formskiftere) er det også noget, jeg er opmærksom på.
Så jeg tænker, at man nok mest føler det her indlæg som en aha-oplevelse, hvis man måske har kørt én stil meget længe, og derfor har lidt snor at give af:)
Rigtig god sommer til dig og dine også:)
Det kan der være en god pointe i – at alt er gået op i rutiner og faste sengetider så længe at man kan glemme at det måske ikke er nødvendigt længere (så er der jo så godt nok det med det der barn nr 3 vi har fået). Jeg vil lade drengene være længere oppe i sommer. Hermed vedtaget.
Vi må sende hinanden opmuntring (og cyberskål i vin og kaffe) hvis vi ryger så meget i den anden grøft, at det bider os i røven:-D
Jeg tror altså også det har noget med alder at gøre. Her er det tydeligt at vores ældste bedre kan klare det men også at hun stadig har behovet for at der generelt er rutiner. Vi valgte Sankt Hans fra i år fordi vi denne uge også have en overnatning hos bedsteforældre,en børnefødselsdag (hos os), afslutning til svømning, to ture med skolen på programmet. Hvis hun skulle godt igennem det var ugen nødt til at starte med plus på energikontoen. Jeg tror dog det er noget rigtigt i at vi som forældre skal huske at revurdere vores syn på ungerne. Vores den yngste føles også stadig lille men hun er altså næsten et år ældre end den store da hun blev storesøster og hvor jeg synes hun kunne så meget. Jeg husker heller ikke tilbage på trætte morgener men spørgsmålet er om ikke de lange aftner jeg husker er fra den alder Anton har nu og opefter. Jeg tror ikke det var da jeg var 3. Og jeg har også erindringen af at blive puttet ovenpå hos mine bedsteforældre mens de voksne snakkede videre i stuen..så mine forældre har nok gjort begge dele.
Det tror jeg helt sikkert, at du har ret i. Og så tænker jeg også, at det her er et af de spørgsmål, som det egentlig ikke giver ret meget mening at diskutere isoleret, fordi det rigtige svar for den enkelte familie vil være meget afhængig af, hvordan hverdagen der ellers ser ud. Om man f.eks. har et arbejde, der giver lange dage i SFO/institution, hvor mange fritidsaktiviteter, børnene går til, hvor mange søskende de har (som dermed også trækker arrangementer ind i ligningen) osv. osv.
Vi pjækkede fra SFO festen i sidste uge, fordi vi alle sammen var helt færdige, men fordi vi har ferie fra på fredag, og jeg havde mulighed for at hente tidligt hele ugen, synes jeg, at det her var en gylden mulighed.
For jeg skal aktivt minde mig selv om, at Anton kan rumme mere og mere, og derfor også skal hives lidt ud af sin komfortzone, fordi der ellers vil komme et tidspunkt i den ikke så fjerne fremtid, hvor han vil blive løbet over ende, hvis ikke jeg giver ham mulighed for at “øve sig” og hærde i små, overskuelige bidder.
Det er en balance, og den er ikke altid nem.
Men jeg tror også alt sådan noget med balancer og rutiner er det der dels er svært men også noget af det der kan være svært at få øje på. Som forældre leder man jo sommetider desperat efter den løsning der nu virker og holder så krampagtigt fast i den. Og nogle gange fortsætter den med at virke men man bliver helt blind for at det ikke er nødvendigt eller at andet måske også kunne virke..måske endda bedre og det virker jo til at det er tilfældet her. Sankt Hans blev en god oplevelse der kom i bagagen og et bevis for at ungerne nu godt kan klare den del. Jeg synes det kan være SÅ svært at finde balancen.
Vi forsøgte kompromiset i år. Vurderede at det ikke gik at tage til den traditionelle skt hans med familien 160 km væk – det havde enten krævet krævet en meget sen hjemkomst søndag aften eller en fridag mandag. Fridage har vi ikke nok af og ingen af os havde klaret mandag hvis alle mand først var hjemme halv tolv. Og vi havde også måttet køre tidligt. Æv bæv. I stedet holdt vi bål i egen have og inviterede en anden familie. Børnene havde en fest med hinanden og alle mand var afvasket og i seng kun en time senere end sengetid, så mandag gik ok. Det føltes som en winwin for os