*Har jeg glemt at fortælle om den aften inden jul, hvor jeg sad i min sofa og så en ekstra uhyggelig film – og det kl. 22.15 pludselig bankede på mit køkkenvindue. Udenfor stod en lavstammet mand med østeuropæisk overskæg. Det viste sig at være den ualmindelig samvittighedfulde, tyske fotograf, der har taget billeder af Frida og gerne ville være sikker på, at “du får dem vor jul, jah?” Hvilket jo var pænt af ham. Og jeg kan jo bare trække vejret igen i mit næste liv.
*Findes der er særligt sted i helvede til de forældre, der parkerer på en af de 7 Kys&Kør-pladser foran skolen mellem klokken 7.30 og 8.
*Havde jeg i morges tankerne et helt andet sted, og kom derfor til at bruge neglelakfjerner som skin tonic. Det kan jeg ikke anbefale.
*Har jeg fået svar fra forsikringsselskabet vedr. min bil. Ham, der kørte ind i mig mener, at jeg også skiftede bane. Det gjorde jeg ikke. Vi var på vej over til mine forældre, og jeg har kørt den vej 49873285465783465 gange, og kører ALTID i den inderste bane. Det ender formentlig med halv skade, og fordi jeg er elitebilist, bliver det økonomisk også til at overskue, trods alt. Men jeg er ved at DØ over uretfærdigheden i, at jeg skal betale, fordi han lyver.
*Kommer der her en servicemeddelelse til virksomheder og iværksættere, små såvel som store: STOP med at lave konkurrencer på fb/IG, hvor folk skal tagge deres venner for at deltage. Det er irriterende, det er virkelig sært, at det er lovligt at købe et lod og betale med andre menneskers navne, og det har PRÆCIS den modsatte effekt af, hvad du håber på.
*Får jeg ondt i tænderne af lyden af andre menneskers støvsugere. Er det normalt, Dr. Freud?
*Har Anton fået et par virkelig lækre, trådløse høretelefoner i julegave, som ligger ubevogtede hen, nu hvor han er i skole. Det bliver en god gå-tur idag.
*Lærte jeg d. 01. januar kl. 8 mine børn at drikke (børne)champagne med juice i, og jeg kan ikke helt beslutte mig for, om jeg er klar til kommunen, eller om jeg allerede nu er løbet med titlen som Årets Mor #BottomlessMimosasForLife
*Foreslog Lone i kommentarfeltet for et par indlæg siden, at dem, der havde lyst kunne smide deres nytårsforsæt/planer for 2020 i kommentarfeltet her; så står jeg for en opfølgning om 52 uger. Og jeg kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre, hvad I derude har på tegnebrættet det kommende år, så skynd jer til tasterne, por favor.
*Sov mine børn i lørdags hos mine forældre, og jeg havde derfor sat mit ur til kl. 5.30, så jeg kunne nå at gå min tur, inden jeg skulle hente dem.
Det er KULSORT på disse kanter om natten, og jeg har derfor én af de små, hidsige cykellygter sat i skoen, når jeg går i mørke. Men jeg tror aldrig, jeg har været ude på det tidspunkt før, og selvom jeg normalt ikke er ret nem at skræmme, havde jeg kun gået ved siden af den mørklagte mark og træerne i omkring 10 minutter, da jeg pludselig kom til at spekulere på, om vi er *helt* sikre på, at ulve er bange for mennesker?
Umiddelbart efter meldte sig den meget uvelkomne tanke, at selvom lys jo er fint nok ift. ikke at blive kørt ned, så er det også nærmest en målskive på ryggen, hvis en seriemorder skulle slentre rundt i mørket og kede sig.
Derfor var jeg glad, da jeg efter yderligere et kvarter kom op på den lidt større vej, fordi biler = mennesker = sikkerhed, ikke? FORKERT!! For de få biler, der hver 7. minut kørte forbi, var udelukkende kassevogne eller lastbiler, som vi ALLE ved er øksemorderes foretrukne transportmidler.
(På det her tidspunkt har jeg skåret næsten 90 sekunder af min tid pr. gået kilometer, og i en afkrog af min hjerne noterer jeg mig, at skrækbaseret vægttab måske godt kunne fungere).
Da jeg endelig kan dreje fra vejen, ser jeg længere fremme en bil, og der er et eller andet ved måden, den kører på, der får mig til at bemærke den.
Jeg drejer, går et par meter og beslutter så at følge det instinkt, der får mine nakkehår til at rejse sig, så jeg bøjer mig ned (mens min fornuft fortæller mig, at jeg er en hysterisk idiot) og slukker lygten. Fordi jeg kun går i sort tøj, er jeg nu reelt usynlig. Jeg drejer igen – og det er så her, jeg hører, at bilen sætter farten helt ned. Og drejer.
Herfra kører jeg på rent instinkt, så jeg springer ind mellem træerne og stå MUSSEstille. Bilen kører laaaaangsomt forbi. Stopper. Holder der, med motoren tændt, men uden at gøre andet. Jeg har nærmest blodsmag i munden på det her tidspunkt, og forbander mig selv, skiftevis for at have hidset mig selv op over noget, der givetvis er ingenting, og for at være så letsindig og naiv, at jeg skal ende mine dage i en juletræsplantage. Bilen triller videre. Holder stille igen. Jeg semi-kravler mellem træerne, til jeg når til et sted, hvor vejen drejer lidt, og hvor jeg ikke kan ses fra vejen, og så er der ellers dømt powerwalk de næste 3 km. med ørerne på stilke og nøglerne i hånden.
Da en due på størrelse med en struds flaksede ud af et træ, troede jeg sgu, at mit hjerte skulle flække af ren rædsel. SHIT, hvor var jeg bange.
Men jeg kom hjem i god behold, og jeg har siden brudt min hjerne med, om der er en eller anden logisk forklaring. Et afløser-avisbud, der ikke kunne finde sin rute. Et eller andet. Jeg ved det ikke og finder aldrig ud af det, men det bliver public places og 1000 watts belysning fra nu af, det er helt sikkert.
Shit en gåtur!!!
For nylig så vi en bil køre sådan lidt frem og tilbage oppe ved naboen, en mand stod ud af bilen, listede rundt ved naboen og kørte så frem og tilbage igen.
Der bor en ældre dame deroppe, som for nylig havde bemærket andre luske rundt ved hende, så vi var lidt ekstra på stikkerne..
Min mand kører derop, mens jeg venter hjemme med hjertet hamrende afsted.. han holder bagved bilen, som så kører længere frem og holder ved en anden nabo. Manden efter bilen, kører denne gang ind foran og blokerer vejen, stiger ud med sin giga lommelygte og går hen og lyser ind… -til en stakkels mand iført refleksvest og pandelampe, som forgæves forsøger at finde nr 21, fordi der skal leveres en pakke frugt og grønt.. -vi bor i nr 21, så manden kunne jo så tage kassen med for ham og ønske fortsat god aften eller noget..
Ok, det der er ÆGTE sjovt!:-D Men egentlig rart nok at kunne konstatere, at nabo-hjælp fungerer, ikke?
Shit jeg fik helt stress bare af at læse det. Jeg går heldigvis kun de mørke ture med en hund (ingen kommentarer omkring den stakkels gravide der for nogle år siden blev slået ihjel i Kbh da hun luftede hund)
Jeg har aldrig ønsket mig en hund så inderligt, som jeg gjorde lige der. Jeg overvejede faktisk i ramme alvor, om jeg havde noget, jeg kunne holde i hånden, som kunne ligne en hundesnor – men det har man bare sjældent, ikke?
Oh shit, Linda! Huskede du at veje dig efter den gåtur😂🤔 Tænker da at du smed 5 kg af ren og skær skræk😳
Så er jeg lige ved at synes, at det var rædslen værd:-D
Åh Gud, hvor jeg kende det! Jeg er også nærmest på daglig basis ved at blive myrdet af en seriemorder. 🙂 Og føler mig hver gang sååå dum, for jeg er da for fanden 44 år og i øvrigt udstyret med en elllers meget fornuftig hjerne. 🙂
Jeg morgensvømmer i den lokale svømmehal. Der er ca 300m derover, hvis jeg går gennem vores (mørke) baghave og rundt om en (mørklagt) sø, af en tilgroet sti, med ænder der flakser op, når de hører mig. Mod ca en kilometer af en lys og befærdet vej, men 700 meter sparet klokken 5.30 vinder af en eller anden grund altid i første omgang 🙂
Jeg har for nyligt læst bogen “en djævel i den lyse nat”, en dokumentar om det uopklarede mord på den unge pige Stine Geisler. Jeg har i forvejen en livlig fantasi, men lige der gik det op for mig, hvor mange kvindemord der har fundet sted i Danmark! (Ikke ret mange faktisk, for bogen dækker 30 år! Men fortæl min hjerne det, når jeg løber hyperventilerende rundt om søen og skrækslagent lyser en gråand ind i øjnene med min lommelygte 🙂
Pyyyyh en tur 🙊 Jeg var død af skræk, men jeg er også altid ret opmærksom på øksemordere allevegne, når det er mørkt. For øksemordere er jo kun ude i mørke – det ved vi alle.
Apropos det med at foretrække at være usynlig, boede min søster engang på landet og valgte at cykle uden lys hjem, for ikke at friste øksemorderne unødigt. Hun kunne akkurat fornemme vejen, når hun holdt sig på midten, og det gik fint, lige indtil – svitzj – hendes ærme strejfede en anden mørk cyklist, der havde fået samme idé.
@Marie: Jeg var død. På stedet. Med hår, der på det nanosekund var blevet hvidt og stift af ren, rå rædsel. SHIT!!
@Stine: Det er, hands down, en af de bedste danske true crime-bøger, jeg har læst. Synes du ikke, at billederne er vilde? Jeg var 10000% sikker på, at det var billeder fra 70’erne. Bare politibilerne!? Og jeg (og vi) var da immervæk så gamle, at vi burde kunne huske det.
Jeg er ikke sikker på, at mit hjerte ville kunne holde til de ænder der.
Nej, nej, nej – shit!!!!! Du beskriver hele situationen så levende at min krop reagerer med forhøjet puls og svedige håndflader, Det er godt nok forbandet at det er sådan men du LOVER at tænke over hvor du løber fra nu af. ( Eller måske hører jeg bare alt for meget true crime).
Jeg er HELT færdig med at drøne rundt i plantager og på marker, hvor der ikke er en sjæl (udover øksemorderlauget, selvfølgelig) i mørke.
Jeg kan huske, at jeg, da jeg boede i Aarhus, som lakmusprøve havde, om jeg ville synes, at et offer havde udsat sig for unødvendig risiko, hvis vedkommende havde gjort, hvad jeg var i færd med at gøre (f.eks. at gå alene hjem gennem Mindeparken kl. 3) og var blevet overfaldet. Det læner sig op af victimblaming i dag, og det er på ingen måde meningen. Men selvom alle i princippet burde kunne færdes frit overalt, så håber jeg, at mine børn træffer valg med flere indbyggede sikkerhedsventiler, f.eks. at vælge en vej, hvor der er masser af andre mennesker. Det kommer jeg til at gøre fra nu af. Også selvom der her måske bare var tale om et vildfarent avisbud.
Det er faktisk ikke tilladt for virksomheder at kræve, at du tagger en ven i konkurrencer på Facebook, men jeg er ærlig talt ikke sikker på, om de fleste virksomheder ikke er klar over dette eller bevidst vælger at ignorere det 😬 (…sådan var det i hvert fald for nogle år siden, da jeg arbejdede for FB, og jeg tænker ikke umiddelbart at reglerne er ændret i mellemtiden).
Det er stadig aktuelt, at virksomheder/firmaer ikke må kræve, at man skal tagge nogen, for at deltage 😊
Nogle er ikke klar over det, og andre er fuldkommen ligeglad, såsom Kastberg Biler 🙄 Han har dog vidst ændret det til “ikke at være et krav”, men generelt er den side fuld af fup ifølge mig.
https://www.theme.dk/facebook-konkurrencer/
@Stine/C.Stubbe:
Rart at høre, at det er noget, der er tænkt på – men det er sgu stadig lidt vildt, at man ikke er mere opmærksom på, hvad man signalerer? Det er lidt som reklamer i forruden, som folk i første omgang tror er p-bøder. Ikke det mest modtagelige mindset at læse reklamer med, vel?
Måske var det en der spekulerede over hvem den sortklædte luskende person i hans juletræsplantage var 😂
Den her grinede jeg af, for det er sgu da et godt bud:-D
Hoooold nu kæft, jeg synes, du er det modigste menneske i verden OG har en rygrad af stål! Jeg ville for det første aldrig turde at gå tur kl 5:30 om morgenen – og for det andet ville jeg aldrig kunne overbevise mig selv om at gåtur trumfer sjælden mulighed for at sove længe(re end 5:30). Din historie får mig til at tænke på dengang jeg som 14-årig var ude at løbe på rulleskøjter (det var 90’erne,og intet var så hot som et par in-liners fra Bayer) en tidlig sommeraften. Da jeg havde okset mig op på toppen af en høj bakke på vej hjem, var der en mand, der sad bag i en sort varevogn (!) på en parkeringsplads på den anden side af vejen og spurgte, om jeg ikke kom over og drak et glas rødvin med ham (?!). Det at en voksen, rødvinsdrikkende mand i øksemorderens signatur-køretøj sådan antastede mig, som vitterlig ikke så ud til at være en dag over de 14 år, jeg nu engang var, fik (heldigvis!) alle mine alarmklokker til at ringe, og jeg afslog tilbuddet og satte hjemad så hurtigt mine in-liners fra Bauer kunne bære mig. Minuttet efter hørte jeg en bil sætte farten ned og køre ganske langsomt lige ved siden af mig. Jeg turde ikke kigge, men forestillede mig at det var den rødvinsdrikkende børnelokker, og at mine dage snart ville ende i en sort varevogn. Vinduet i hvad der viste sig ikke at være den sorte varevogn blev rullet ned, og min far, som var på vej hjem fra arbejde, tilbød mig et lift hjem. Jeg var vildt taknemmelig, men fortalte aldrig nogen om børnelokkeren i varevognen. Sikkert af frygt for at få udgangsforbud til jeg fyldte 40.
Shit, en klam historie!! Og det er så vildt at tænke på, hvordan éns liv kunne have set ud, hvis man ikke havde lyttet til den indre stemme, selvom man var lidt uvant med at stå op overfor voksne, ikke? Jeg var, sammen med en veninde, ved at blive nappet af en børnelokker, da vi har været omkring 10. Jeg fangede først, at noget var galt, da han ville have os ind i hans bil at sidde, og min veninde havde sat sig ind. Det får jeg stadig myrekryb af at tænke på.
Jeg vil hellere støvsuge hele huset selv end høre på nogle af de andre familiemedlemmers støvsugning. Jeg bliver sindsyg af lyden – altså kun når det ikke er mig selv der støvsuger 🤣.
Måske du skal skrue ned for uhyggelige serier og krimier for din egen sjælefreds skyld?
Jamen, er det ikke mærkeligt med de støvsugere!? Jeg er nærmest ved at græde, når min søde nabo tænder for sin.
Jeg tror, al pis til side, at du har en pointe ift. at det gør noget ved måden, man ser verden på, når man hører meget true crime. Jeg er med i en My Favorite Murder gruppe på fb, og det har rystet mig inderligt at se, hvor ofte de deler opslag om kvinder og børn, der er hevet ind i varevogne, forsvundet mellem punkt a og b, er blevet myrdet af en psykopat, de var på date med osv. osv. Det er VILDT, hvor meget af det, der er derovre, og som vi aldrig hører om herhjemme, fordi det ikke ender i nyhederne. Men det har da fået mig til at spekulere en del på, at der må gå en del flere mennesker rundt med meget sorte sjæle og virkelig dårlige ideer, end vi lige tror. Også i Danmark.
Nytårsfortsæt. Hvilken fin idé. Uanset holdbarhed, så synes jeg nytårsfortsæt er en kærkommen undskyldning for at kigge lidt indad og se på, hvad der ville gavne én at efterlade i fortiden.
Efter af have brugt 2019 på bevidst at arbejde mig af med hhv. kreditkort gæld og derefter mit studielån, er 2020 året, hvor jeg holder mig i sort på lønkontoen, så jeg kan sige bye-bye til kassekreditten med god samvittighed.
Det var en økonomisk dødssejler på størrelse med Titanic, der skulle skifte kurs, så jeg er ret så stolt og SUPER motiveret for at arbejde videre med privatøkonomien og mit forbrug fremover. Og det er temmelig meget, 110 % inspireret af dig. Så tak for det <3
Derudover satser jeg på udvikling af mit pyt-gen. For helt ærligt, det gavner jo ingen, at jeg ser mig sur på en kollega, fordi hun IGEN har glemt et eller andet. Især når jeg derefter bruger den bedste del af en uge på at komme med passivt-aggressive kommentarer. Nej, i 2020 skal svesken på disken eller der skal forgive-and-forget(es?). Det vil i dén grad gavne min personlige udvikling.
Glædeligt 2020!
Jeg er 100% enig i, at det er rart med et sted at trække en streg, og genopfinde sig selv i let forbedret udgave.
Hvor er du SEJ, at du har fået styr på økonomien. Jeg ved om nogen, hvor meget det kræver, og jeg glæder mig usigeligt, til jeg kan skrive det samme som dig. Der er heldigvis ikke mange nytårsaftener tilbage, til det er min tur:)
For mig er det et mere målrettet fokus sundhed/vægttab og nyt job, der er på tapetet. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at gøre begge intentioner målbare og konkrete, og jeg har en supergod fornemmelse af det.
Og så har jeg også skrevet i min bog, at jeg skal blive bedre til at bemærke, hvornår jeg får det stik af irritation i maven, der indikerer, at jeg er ved at sige ja til noget/acceptere et eller andet, som jeg egentlig ikke er ok med. Det er fint, at det somme tider er mine behov/krav/ønsker, der står øverst og andre gange er andres, men jeg vil gerne være bevidst om, hvornår jeg træder til side, så det er noget, jeg gør intentionelt, og ikke bare fordi vi har fået etableret et mønster, hvor det er sådan, det er.
Glædeligt 2020 til dig også! <3
Skrækbaseret vægttab HA HA fuck det er sjovt…og skræmmende på samme tid. Jeg havde gjort nøjagtig som dig, med buskrelaterede skrammer overalt OG vådt tøj af at smide mig på jorden for at være helt sikker på, at han ikke så mig Hø Hø
Ej, men den der blanding af at føle sig dum og være skrækslagen, den er virkelig helt særlig…!
Åh hvor en skrækkelig gåtur. Sådan kan jeg godt have det i mæøke men aldrig om morgenen. Sjovt nok er det næsten altid kun hvis jeg går om aftenen. Jeg tror det må være fordi jeg ubevist ved at øksemorderlauet har kæmpet for en overenskomst hvor de får lov at sove længe..du ved 11 timers regel osv. Dekan jo ikke myrde løs både sent og tidligt.
Jeg mener i øvrigt at have hørt man kan få en træningskamp hvor det virker til der er zombier efter dig..og de kommer tættere på hvis du løber for langsomt..så det kan være den ville være et hit.
Mit nytårsfokus er mig. Helt ego-agtigt lyder det men det er det faktisk ikke. Problemet er nemlig at jeg glemmer mig selv ind i mellem i hele familiecirkuset med børn og hverdag og så sker der det at jeg bliver irriteret, sur og skide træt af mig selv. Så i år vil jeg øve mig på også at prioritere mig. At få en kop te i ro, at gå en tur osv. Ikke store lange “nu rejser jeg til Spanien i 3 mdr” agtige ting. Bare 10 min mig tid i hverdagen.
Gud ja – den der zombieløbeapp! Den havde jeg glemt. Jeg ville grine af det, inden jeg tog afsted, og så ville jeg løbe mig ihjel, fordi .. jamen, min hjerne er bare lidt for kreativ, tror jeg.
Dit nytårsfokus er super meningsfyldt, synes jeg. For shit, hvor man hurtigt glemmer sig selv, når der altid lige er noget mere vasketøj i maskinen, og et forældremøde, der skal passes. Uanset hvad jeg får af arbejde, så skal der også være plads til, at jeg går/løber to gange om ugen, har jeg besluttet. For ellers bliver jeg bims og sur og underskudsramt. Bare for at sige: Jeg ser dig, jeg hører dig – og jeg er med dig.
Mine nytårsforsætter er
1. at løbe Cph Half i september
2. tabe de sidste 2.5 kg så vægten står på 50 og ikke mindst
3. holde de tabte kg fra at springe på mig
4. drikke mindre vin. Jamen altså. Det kan ikke nytte noget at ligge over 7 genstande HVER uge
Så det bliver efter alt at dømme et pissesjovt år! 😂
Og PS: hvis man nu sætter sig i en øksemorders sted, så er en bælgravende mørk juletræsplantage kl 05:30 en lørdag morgen vel ikke det allermest oplagte sted at lede efter et offer?? Tænker ikke, at der er specielt mange enlige kvinder, der render rundt dér, så de skal vente pænt længe… Og derudover har jeg tænkte meget over det urimelige element i at kvinder ALTID har den der frygt lurende i baghovedet – uanset hvor vi befinder os alene. For selv en veltrænet, yngre kvinde er en mand fysisk underlegen. Jeg kender INGEN mænd, som nogensinde er bange for at gå alene eller overhovedet tænker over det, hverken om dagen eller om natten, og alle kvinder jeg kender er om ikke decideret bange, så i hvert fald beviste og opmærksomme på deres omgivelser. Og dét er et kvindeligt vilkår som er endnu mere uretfærdigt end at vi skal være gravide, føde og amme, imo.
Ok, du kører den hårde 2020-stil! Respekt.
Mine mange timer i selskab med true crime har fået mig til at tænke over, hvor mange forbrydelser, der egentlig er resultatet af, at en mulighed byder sig. For jeg er enig: Det virker dumt at ligge på lur efter et offer et sted, hvor ingen kvinder tør komme. Men jeg tror (hvis vi skal være alvorlige et øjeblik) at det er meget, meget få forbrydelser, der bliver planlagt på dén måde. Jeg tror, at de fleste forbrydere har antennerne stillet ind, og derfor får øje på muligheden, når den byder sig. En ung pige, der går alene hjem fra byen. En ældre dame, der har et vindue til at stå åbent. En date, hvor det viser sig, at kvinden bor afsondret, og inviterer med hjem. Det er skideuhyggeligt, men det har også fået mig til at tænke over, at selvom jeg i den ideelle verden ikke skulle have frygten som følgesvend, så er der nogle situationer, hvor man kan mindste sin risiko for, at noget sker. Jeg kunne f.eks. idag ikke DRØMME om at sige ja til at mødes med en mand i en skov, første gang vi skulle på date. Det gjorde jeg jævnligt i Aarhus; så mødtes vi og gik en tur, og jeg tænkte aldrig over, at det måske var en dårlig ide. Det gør jeg idag.
Og det ligger i tråd med det sidste, du skriver, for jeg bruger lige præcis det eksempel, når jeg diskuterer ligestilling med mænd, der hævder, at mænd ikke længere er kvinder overlegne. For jeg kender nemlig heller INGEN mænd, der planlægger turen hjem fra byen ud fra, hvor der er flest lamper eller andre mennesker. Eller som bliver utrygge, hvis der går en kvinde for tæt bag dem. Det er sygt urimeligt, men jeg ved simpelthen ikke, hvad man gør ved det?
Jamen det tror jeg, du har ret i. Og angst er jo definitorisk irrationel, så derfor hjælper sandsynlighedsregning ikke specielt meget når man allerede ér bange. Det jeg mente var også, at sandsynligheden for at den person, du mødte var en seriemorder er ekstremt lille, men hvis angsten først har overtaget, så hjælper det jo ikke.
Og jeg tror ikke, man kan gøre noget som helst ved det grundvilkår – andet end at tænke sig om, lade være med at vakle hjem alene, når man er fuld (hvilket jeg har gjort en milliard gange) og lade være med at skrå igennem en park om natten fx. Og jeg er ikke ude i victim blaming: det er aldrig nogens egen skyld at de bliver udsat for en forbrydelse, men derfor kan det alligevel til tider være smartere ikke at stå på sin ret til at bevæge sig frit overalt. Det lyder forkert, når jeg skriver det, men jeg kan ikke se, at vi kan eliminere risikoen for at en random person overfalder os? Det er en del af frihedens pris, at der er kriminelle og folk med onde hensigter ude i samfundet. uanset hvor meget vi siger ligestilling og kæmper for at opnå ligestilling på alle områder, så bliver kvinder bare aldrig lige så stærke som mænd. Og det kan vi ikke gøre noget ved – mænd kan heller ikke blive gravide, det er biologi. Og der vil altid være dumme svin derude, som gerne vil gøre (kvinder) ondt, det kan jeg ikke se at vi kan udrydde fuldstændig. Men det er da bemærkelsesværdigt at der er store forskelle landene imellem i fht fx seriemordere og en analyse af hvad der er årsagerne til forskellene ville være rigtig spændende – og jeg er sikker på, at der ér nogen, der har undersøgt det.
Jeg anerkender – og genkender – din skræk for alt det du mødte på din gåtur. Christ, jeg er typen der dårligt kan gå forbi en kirkegård i tusmørke uden at dø lidt af skræk. Og vi bor sådan, at jeg jævnligt skal forbi netop en kirkegård, hvis jeg skal ned i byen. Og nok så vigtigt; hjem igen.
Men du beskriver scenariet så hylemorsomt, at jeg skræk-fnisede mig igennem alle dine skærmydsler. Så tak for det. 😬
Jeg har et nytårsønske om at blive testet for SAMTLIGE sygdomme i verden, når jeg bestiller tid til et 50 kilometers tjek hos lægen om lidt. Ikke bare på grund af min alder, men også fordi jeg ikke helt ved, hvad min mor døde af i november. Reelt bliver det nok bare den klassiske midtlivs-pakke, hvilket vel også er fait nok. Og så vil jeg gerne lære at være mere egoistisk, uden at være så optaget af, at alle andre skal være tilfredse, på bekostning af mig selv. Nåhm, og tabe de der kilo. Det er vel ikke for meget?
Det synes jeg er verdens bedste nytårsønske. Både for dig men også for din familie. For mig er noget af det bedste, der er sket længe, at min mor er begyndt at gå så meget, som hun gør. Både hende og min far passer deres tjeks hos lægen, men det med at gøre en ekstra og aktiv indsats for, at vi kan have hende og dem så længe, som muligt, og i bedst mulig stand, er den største gave, en forælder kan give sit barn, synes jeg. Så kæmpe hep herfra <3
Du må låne to sætninger, der somme tider hjælper mig. “Det er ikke mit ansvar alene, at den her situation fungerer” og “Hvis andre har gjort en situation mærkelig og dum, er det ikke min opgave at glatte ud”. Jeg ved ikke, om de giver mening for andre end mig selv, men når jeg sidder i noget, og mit værtinde/storesøster-gen sparker ind, full front, så hjælper det mig helt vildt at have en konkret sætning, jeg kan sige til mig selv. Måske fordi sætningerne er udtryk for holdninger, som jeg står ved, også når jeg ikke er i de her situationer, og de derfor fungerer som dæmninger mod det pres, jeg føler.
Først vil jeg bare sige: jeg er nylig følger af din blog, men hold nu op! Den er jo G-E-N-I-A-L ! Og dit kommentarspor! Tak for at give mig troen tilbage på at blogs kan noget i en tid, hvor jeg har været så træt af alle de gamle blogs jeg har fulgt, der bliver til reklamesøjler.
Dernæst: Din histore fra gåturen lyder så creepy og jeg fik faktisk lidt ondt i maven fordi jeg genkender den der frygt. I juleferien var vi hos mine forældre, som bor laaaangt ude på landet. Den 25. gik jeg en tur alene med min søn på 7 mdr i barnevogn. Klokken var omkring 15.30 så det var skumringsmørkt og helt øde. På et tidspunkt går jeg på en vej og bagfra kommer en stor firhjulstrækker med to midaldrende mænd. Bilen kører ind til siden ca. 50 meter bag mig. Mit hjerte var seriøst på vej ud af halsen. Jeg tænkte nu er det slut med mig og min søn. De voldtager mig og slår os begge ihjel. Jeg tog telefonen op at lod som om jeg snakkede i den. Gik mega hurtigt og drejede første gang det var muligt. Lidt efter startede bilen igen og de kørte videre lige ud. Følte mig lidt dum. Men også træt og ked af at jeg altid skal have den frygt i mig fordi jeg er kvinde. Og så tænkte jeg at jeg fandeme aldrig flytter fra Nørrebro og til landet. I byen føler jeg mig aldrig utryg for der er altid nogen andre.
Jeg har to nytårsforsætter: mindre mobil og mindre barselskage (har en lille konkurrence med min far, da ingen af os kan passe vores skibukser, men vi skal på skiferie i uge 10….).
Og så har jeg et håb for 2020 om at have lidt mere overskud. Efter jeg er blevet mor er jeg bare såååå drøntræt. Og jeg har altså en god sovebaby. Før baby var jeg det vildeste A-menneske. Nu gaber jeg indtil kl 9 og drømmer om lysere morgener.
Godt nytår Linda 🙂
Hurra, for en skøn entre! Tak for det, Laura og velkommen ombord! <3
Og shit, en historie med den bil. Jeg er selv blevet meget overrasket over, hvor meget mere sårbar, man bliver, når man får børn. For hvor man før “bare” kunne tage benene på nakken, så er det ikke helt en mulighed, når man har små mennesker med i lommen, vel? Jeg har forbudt mig selv at gå ind ad den mentale dør, hvor der bor skrækkelige forestillinger om, hvad jeg skal gøre, hvis nogen vil os ondt, og der kun er mig og så begge børn, for jeg bliver stakåndet og panikslagen, bare jeg linder den på klem. Det er sgu både utroligt og trist, at det stadig er nødvendigt at forholde sig til.
Godt nytår, Laura. Og hep på de skibukser der:)
Holdt helt seriøst vejret mens jeg læste din ‘seriemorder in spe’ beretning og det sendte mig direkte 18 år tilbage i tiden hvor jeg lærte at man ALTID skal lytte til sine nakkehårsrejsende instinkter. Jeg læste på universitetet, boede i Valby og var en tirsdag aften ved midnat på vej hjem fra byen. Jeg stod af på Valby St. og på vej op gennem jernbanetunnelen bemærkede jeg en mand bag mig. Af en eller anden grund gav han og hele situationen mig kuldegysninger. Min rationelt funderede hjerne gik straks i gang med at nedtone at der skulle være fare på færde. Da jeg nåede op til fortovsniveau kunne jeg stadig høre ham bag mig og tænkte derfor at jeg ville skifte fortorv (det er jo sådan at man ryster en serimorder af sig, det ved alle..) Han fulgte ikke med og jeg drog et lettelses suk, sænkede skuldrene og gik de sidste 200 meter hen til det hjørne hvor jeg skulle dreje ned af min lille lukkede vej. Idet jeg nåede hjørnet kunne jeg pludselig høre manden sætte i løb. Jeg vendte mig ikke om, jeg løb for mit liv. Nåede hen til min opgangsdør, låste den op og løb ind men inden jeg kunne lukke den bag mig satte han en fod i døren og tvang sig med ind i opgangen. Jeg tumlede op af den første del af trappen. Han tog hårdt fat i mig, den ene hånd om min hals. Jeg sparkede og kæmpede så hårdt jeg kunne og skreg med en stemme jeg slet ikke kunne kende i en rungende tom opgang der forstærkede skrigene. Han hvæsende ‘bitch’, gav slip og løb ud af opgangen og jeg tumlede op til min lejlighed på 2. sal og ringede til politiet (fra min fastnet telefon). Oplevelsen sidder til dels stadig i mig og politiet kunne fortælle at der havde været en række voldtægter i området -han blev så vidt jeg ved aldrig fundet
Åh Line! Lige netop det, du beskriver, har altid været mit værste mareridt. Forstår godt, at du stadig er præget af det. Men for Søren, hvor var du sej og kæmpede! Historierne går ofte på, at folk bliver så skræmte, at de fryser i chok.
Jeg troede at jeg ville fryse af skræk og blive lammet af afmagt hvis jeg nogensinde blev overfaldet og da det så skete var det vildt at opleve at min krop (ret afkoblet fra min hjerne) agerede helt primordialt og bare gik i fight-mode. Jeg tror det hjalp mig meget i tiden efter. At jeg havde kæmpet og klaret mig.
Line!!!!! Jeg kom til at hvine af at læse din historie; hvor helt igennem skrækkeligt!! SHIT, mand!! Hvor er du bare COOL – og hvor var det godt, at du kæmpede imod. Det kunne være gået så galt <3
Jeg ved ikke, om du havde frygtet situationen før, men præcis det du skriver med den rationelle hjerne, der går igang, genkender jeg 100%. Min hjerne serverer statistik i de situationer; altså, hvor stor er sandsynligheden for, at det her er farligt? På min gåtur var det også det første, der skete. Dernæst fulgte tanken om, at det ville være helt absurd, hvis det, jeg havde gået og frygtet (men samtidig følt var noget pjat) rent faktisk skete.
Men mine mange timer i selskab med true crime har alligevel fået mig til at tænke over det her med instinkt. For stort set alle historier fra folk (kvinder), der overlevede, eller slap med skrækken, handler om, at de lyttede til det der primalinstinkt, der er så nemt at afskrive. Lige inden jeg bøjede mig ned og slukkede lygten, tænkte jeg – i ramme alvor – at det måske var lidt uhøfligt, fordi det meget tydeligt signalerede, hvad jeg frygtede, bilisten var. Men fuck politeness, som de siger i My Favorite Murder. Og det var, helt konkret, det jeg tænkte, da jeg så gjorde det alligevel. At hvis man holder frygten for at fornærme nogen op imod den potentielle risiko for overfald og det, der er værre, så er det egentlig ikke så svært at se, hvad det mest fornuftige er.
Jeg har tænkt meget på Emilie Meng i alt det her. At hun givetvis har været alle de samme tanker som os igennem, den stakkels, stakkels pige. Hendes sag beviser jo bedre end noget andet, at det er ligemeget, om der kun er 0,01% risiko for, at man møder en morder, hvis man er så uheldig at være den 0,01%.
Det her kommentarfelt har fået mig til at tænke over, hvor mange af os, der mon går rundt med afarter af de her historier i bagagen. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på.
Godt, at du er ok, Line. Og tak fordi du deler din historie. Måske den får nogen derude til at turde være ligeså badass som dig <3
Jeg synes at jeg med alderen er blevet meget bedre til virkelig at lytte til min intuition – lige meget om det drejer sig om dårligt arbejdsmiljø, giftige mennesker eller at lure potentielle voldtægtsmænd og den rejse startede den aften, hvor jeg blev forsøgt overfaldet. Selv midt under overfaldet fattede min rationelle hjerne ingenting men blev ved at fortælle mig at det måtte være en fejl, den oplevede nærmest det hele lidt som en film, helt afkoblet og umuligt og afkode fordi der slet ikke var andre oplevede referencer at trække på. Jeg kan endda huske at jeg undrede mig over hvem der skreg. Og lige der besluttede jeg mig for at prøve at lade være med at underkende mig selv og mine følelser-også selvom de virker irrationelle 🙏🏻❤️
Jeg har ikke så forfærdeligt et startskud til det som dig, men jeg oplever også, at jeg er blevet langt bedre til at lytte til min intuition i takt med, at jeg er blevet ældre. For mig tror jeg, at det dels handler om evidens; at man simpelthen over tid har set, hvor ofte mavefornemmelsen har vist sig at holde stik. Og dels tror jeg også, at man – trods alt – med tiden bliver mere ligeglad med, om alle folk kan lide en. At man bliver bedre til at sætte sin egen trivsel over høflighed og vende ryggen til det, man kan mærke er forkert <3
Tak for de mest gennemtænkte og reflekterede blogtekster i 2019. Jeg har vist ikke kommenteret før, men jeg er meget begejstret for at følge dig, du er virkelig et betænksomt og ordentligt menneske ❤️
Jeg kan virkelig sætte mig ind i din skrækgåtur. For nogle år siden skulle jeg hjem til København fra jul på landet, og så kom jeg til at tage en forkert bus der kørte endnu længere ud i ingenting – og fordi jeg sad med hovedet i mobilen, opdagede jeg det alt for sent. Buschaufføren sagde, at min bedste mulighed var at stå af og vente på en modkørende bus (dagens sidste da klokken var 22.00). Problemet var bare, at der ikke kom nogen bus, og at min mobil lige efter løb tør for strøm. Det lyder som starten på en dårlig krimi. Så der sad jeg ude på en mark i bælgravende mørke, og anede ikke hvor jeg var. Jeg kunne hverken bestille en taxa eller ringe til nogen, og ingen vidste, hvor jeg befandt mig, da jeg jo burde være på vej til København. Da jeg havde siddet og småtudet i 30 minutter, og gjort mig usynlig for de øksemordere der bragede forbi med det lange lys på, besluttede jeg mig for at gå i den retning, bussen kom fra. Læg lige oveni historien, at jeg på det tidspunkt havde langt lyst hår og ikke ejede et par flade sko (det ændrede sig da jeg blev gravid), så jeg gik/løb i 10 cm høje hæle og var ved at dø af skræk, hver gang en bil kom kørende bagfra. Tænk hvis nogen stoppede og ‘tilbød mig et lift’. Efter hvad der føles som timer, men nok nærmere var 45 minutter, kunne jeg pludselig genkende området. Shit en tur. Der skete jo ingenting, men tankerne trækker godt nok én afsted i en vild retning.
Det var dog VANVITTIG ubehageligt, Maria! Sgu også vildt, at en buschauffør vurderer, at dét er den bedste løsning!?
Det eneste gode, der er at sige om historier som den, er, at de får én til at træffe mere sikre valg, hvis man sidder i situationen igen. Det er en ringe trøst i situationen, men bagefter ved man noget, man ikke vidste før. Puh.
Tak for de meget fine ord; dem blev jeg glad for <3
Rigtig godt nytår til dig.
Åh Linda, hvor jeg elsker din måde at skrive på. Jeg har tavst læst med i ca. 2 år, men jeg glæder mig hver gang til at læse dine indlæg. I dag har jeg grinet mig gennem din beskrivelse af din gåtur, fordi jeg kan se mig selv gøre præcist det samme, men stadig først indser det var et dårligt valg, når jeg står der 😂
Jeg er ofte langsom til at få læst indlæggene – jeg er alene med 2 drenge på 5 og knap 2 1/2 så det kniber med tiden – men så får jeg også alle de fantastiske kommentarer med fra de andre læsere, når jeg endelig når dertil.
Tak fordi du (og dine læsere) inspirerer til mange tanker 😊
Mit nytårsfortsæt er, som en anden også skriver, at skabe lidt mere tid til mig, så jeg ikke ender som hende den småsure det meste af tiden. Bare 10 minutters ro på en søndag kan gøre underværker.
Det er sjovt, at du skriver det, for faktisk kan jeg se, at det giver en langt bedre debat og meget mere substans, at jeg ikke poster nær så ofte, som jeg gjorde før. For folk kan stadig nå at give deres besyv med, selvom de ikke lige læser et indlæg, den dag, det bliver lagt op, og langt de fleste af dem, der kommenterer, er også gode til at gå ind og følge med, når der kommer nye kommentarer. Det giver en god og levende debat, og der er mange guldkorn at finde, synes jeg.
Tak for roserne, søde Mette, og rigtig godt nytår:)
Jeg skal liiige ind og kigge på nogle nuttede katte op Reddit før jeg kan falde i søvn… Damn!
Jeg måtte også lige nappe et par X-faktor videoer på YouTube for at få pulsen ned igen.
Skrækbaseret vægttab, hahaha, det er det perfekte modtræk til hyggebaseret vægtøgning! 😂
Mit tema for det kommende år har jeg bestemt skal være omsorg og nærvær, for mig selv og mine børn. Vi har lige besluttet at gå fra hinanden efter nogle svære år grundet bl.a. sygdom. Så året byder på store omvæltninger og udfordringer. Jeg håber, at jeg med omsorg og nærvær som ledestjerne kan træffe store beslutninger og hverdagshandlinger, der betyder at vi til næste år er landet et godt sted i vores nye liv. Jeg ved ikke hvordan det måles om jeg når i mål – nok mest med hjertet!
Og så vil jeg snarest tage et lynkursus hos dig Linda, du kloge kone/heks/alenemor, ved at læse alle M-indlæg igen, og blive udlært i soloforældreskab og sort bælte i økonomistyring!
Godt nytår og pøj pøj til alle mødre med behov for 10 min! ❤️
Det lyder som om, du står overfor en stor opgave, men det lyder også som om, at den føles rigtig. Det er også noget af det, der kommer med alderen, ikke? At man lærer, at selvom noget er svært og hårdt, så kan det stadig godt være rigtigt.
Jeg ønsker dig alt, ALT det bedste. Det vigtigste, tror jeg, er ikke, at man kommer i mål, men at man har noget at bruge som kompas. Så ved man hele tiden, hvad man styrer efter, og hvornår man er ude af kurs <3
Håber vedkommende i den langsomme bil troede, at DU var en omvandrende tyv, der pludselig slukkede lyset for at holde sig skjult, og at vedkommende derfor blot kørte langsomt og lurede efter dig for at beskytte området. Nemlig.
Nytårsforsæt: 7000 skridt om dagen i januar, 8000 i februar og så fremdeles med top i juli/august 😉
Ja, lad os sige det:)
Og god plan med gradvis øgning af antal skridt. Jeg ved ikke, om du allerede har en, eller er godt tilfreds med din telefon ell. lign., men jeg ELSKER min nye skridttæller; det er helt utrolig simpelt, men ualmindelig motiverende, at man hele tiden kan følge med.
Linda, jeg er bare fan, altså! Virkelig. Læser og elsker hver en udgydelse fra dig. Bliv ved, du er så meget for så mange <3
Mit nytårsforsæt lyder egentlig ikke så uoverkommeligt, men det er det. Jeg skal have ryddet mit pulterrum aka Ground Zero aka Area 51. Når rummet er så pakket, som det er, skyldes det, at min far og dernæst min mand døde i efteråret 2018. Så der står en del flyttekasser med min fars ting, og før min mand døde, fungerede rummet som hans atelier, så der står mange store malerier derinde, som jeg skal tage stilling til, hvad jeg skal gøre med. Plus en milliard personlige papirer af hans og det løse. Jeg er gået i gang her i juleferien, og det virker til, at jeg er kommet dertil, hvor praktikken tager over i forhold til det sentimentale. Det er husets største rum og skal blive til et kombineret gæsteværelse/opbevaringsrum/legeværelse, og det er først nu, jeg kan se glæden i, at vi skal have en trapez boret op i loftet, at der skal være et pudekampshjørne, og at vi rent faktisk kan tilbyde udenbys gæster at overnatte. Jeg ved, at min mand ville være stolt, når jeg er færdig med at indrette det, hvis han kunne se det. For han ville have, at vi skulle have det godt.
Jeg blev virkelig rørt over din kommentar. Både over den historie, man aner mellem linjerne, men også over at læse, hvordan livet begynder at stikke små, forsigtige skud op igennem asfalten <3 Det er den fineste ide at gøre rummet til centrum for liv, glæde og mennesker, og jeg håber, at processen kan tages i etaper, efterhånden som du bliver parat, så den ikke river dig midt over.
Alt, alt, ALT det bedste til dig – og tusind tak for dine pæne ord.
Kærlig hilsen
Linda