Stier, spejle og gamle ar
Jeg tænker meget over gamle mønstre for tiden. Og over, hvordan det ofte kræver et menneske, der gør noget andet, end man forventer, at blive opmærksom på, at man bærer nogle bestemte forestillinger med sig.
Noget af det foregår ovre i voksenland. Men mindst ligeså meget foregår på børnefronten, hvor Frida, som nu er 8 år, har en alder, som jeg også kan huske fra mig selv.
Der er så mange stereotype og kønsnormative forventninger til, hvordan det er at være mor til hhv. piger og drenge, og jeg tror, at de fleste af os efterhånden er ved at have fået øjnene op for, at der er ligeså mange måder at være i verden på, som der er mennesker i den.
Men der uendelig forskel på min rolle som mor for hhv. Anton og Frida, og lige i forhold til det her emne, handler det lidt om personlighed, men mest om køn. Og egentlig mere mit end børnenes.
For jeg oplever, at jeg med Anton har nogenlunde nemt ved at forholde mig objektivt til alt fra udvikling til sociale relationer, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvordan det er at være stor dreng og ung mand. Ikke dermed sagt at jeg bare slentrer mig gennem opdragelse og moderskab, for der er bestemt også områder, hvor jeg ikke ANER, hvad jeg står med, og bare er nødt til at improvisere og satse på, at kærlighed og gode intentioner får os hele igennem det.
Frida er en helt anden historie. For hun er på mange måder et lille spejl, og her balancerer jeg hver eneste dag på den hårfine grænse mellem at forfalde til det, det jeg kender fra min egen barndom og mit ønske om at hjælpe hende til at forstå, at hun ikke skal rette ind, holde kæft, gøre sig lille og folde vingerne ind, bare fordi hun er en pige. Jeg udfordrer det, når det til forældremøder f.eks. bliver påtalt, at hun ‘godt kan lide at bestemme, haha’. Hver eneste gang spørger jeg, om det ville være blevet nævnt, hvis hun havde været en dreng.
Så bliver der altid lidt stille.
Og jeg er med på, at mange ser Et Irriterende Barn for sig nu – men dét der var mig. I hvert fald indtil jeg blev skammet til at forstå, at vi ikke kan lide det, vi ikke kan sætte i bås.
Mine forældre gjorde, hvad de kunne, og jeg har aldrig oplevet andet end opbakning til at være præcis det barn og det menneske, jeg var og er. Men tiden var en anden, og det var samfundet også, og dengang blev børn ikke opfattet som små, men rigtige mennesker, men mere som en slags larmende accessories. Livet og hverdagen blev indrettet og dikteret af de voksnes ønsker og valg, og vi fulgte bare med. Der var problemer, vi ikke havde – og *hvis* vi havde alligevel, så var det bare ærgerligt, for ingen tog dem specielt alvorligt.
Ja.
Som sagt. En anden tid.
Men hele pointen med det her indlæg er, at det for mig er ret vildt at opleve, at Frida faktisk ofte heler de sår, jeg slæber rundt på, fordi jeg (også) som barn var skæv og sær og ikke forstod, hvorfor jeg hele tiden følte mig så anderledes. Hun gør det uden at vide det, og uden at gøre andet for det, end bare at være det magiske, viljestærke barn, hun er.
I weekenden havde hun f.eks. en soveaftale. Det har hun haft mange gange efterhånden, og i takt med, at de bliver større, får de lidt mere frie tøjler med iPads og telefoner. Da jeg sad i sofaen og kunne høre, hvordan de ringede til alle de andre veninder, fik jeg faktisk en klump i halsen.
For de første gange hun blev ringet op af piger på soveaftaler, eller hvor hun selv, sammen med sin soveaftale, ringede ud, strammede alt på mig, og vi sprang direkte fra gult til mørkerødt alarmberedskab. Jeg opdagede ikke engang, at det skete.
Det gjorde jeg først, da de havde gjort det masser af gange, og jeg en dag pludselig kunne se, at alle hyggede sig med det.
For det er så fremmed for mig, at veninder rækker ud efter andre veninder uden anden agenda end den indlysende: Vi vil gerne spille med dig.
Men jeg har ingen referenceramme. Jeg har kun oplevet, at interaktion af den slags kom med ondskabsfulde bagtanker, og derfor kommer jeg helt automatisk til at forvente, at det er defaulten.
Og inden nogen skriver, at det kan ændre sig mange gange i takt med, at de bliver ældre: Det ved jeg godt. Men jeg vil bare nævne, at jeg selv, på en helt standard mandag i 10-frikvarteret, fik min ørering revet ud *gennem* øreflippen, da jeg gik i 1. klasse, så mobning er omvendt heller ikke noget, der er forbeholdt mellemtrin og udskoling.
Jeg er hyper bevidst om min egen historie, og jeg gør mig uendeligt umage for ikke at plante mine forventninger til andre børn og mennesker i Frida. Men fordi jeg selv har været en lille pige på 8 år, har jeg ret en konkret forestilling om, hvad det kan indebære, som jeg ikke har med Anton.
Det har fået mig til at tænke meget over, at det kræver en klangbund af mennesker, der ikke har de samme traumer og ar som dig selv, hvis du skal bryde mønstre og redefinere dit syn på verden. Hvis du kun har oplevet en skolegang, der krævede konstant alarmberedskab, opdager du ikke engang, at det er det, der i dit hoved er normalt, og så er du afhængig af, at andre mennesker viser dig, at det kan være på en anden måde; at det kan være helt uproblematisk og ligetil.
At få lov at gøre det hele igen på sidelinjen, og se, at det også kan være rent og fint og sundt, får noget til at vokse sammen i mig, som jeg ikke engang havde forstået var slået i stykker.
Det er ikke hele tiden nemt. Heller ikke ovre i voksenland. For når man opdager, at man altid har gået på den samme sti, fordi det var den, man startede på, så er den muligvis ujævn og smadret og har verdens grimmeste udsigt – men den er velkendt, og man går den uden at tænke over det.
Nye stier skal trædes først, og det kan sgu godt være både bøvlet, rodet og trække tænder ud. Ikke mindst fordi man i begyndelsen bruger meget tid og energi på at lede efter den gamle sti, fordi man tror, at man er faret vild.
Men når man opdager, at der faktisk *er* andre måder at komme gennem skoven på; andre stier, hvor udsigten er smuk, selskabet godt, og hvor ingen af dyrene bider, så er det som om, at skuldrene sænkes og sjælen langsomt falder til ro.









