Der er forår i luften. For første gang så langt tilbage, jeg kan huske, glæder jeg mig til både foråret og sommeren, der følger. De sidste mange år har jeg nærmest været stresset ved udsigten til varme og sol, for jeg trives ubetinget bedst i kulde, og det bliver at fryse over at svede any day for mig.
Men jeg længes efter lys. Efter længere dage, flere timer og færre lag. Hvad det præcis er, der har ændret sig, ved jeg faktisk ikke – men måske det hænger sammen med, at jeg, med min medicin, nu har en døgnrytme, der ligner andre menneskers mere, end den gjorde før. Jeg bliver træt sidst på dagen, og er ved at lære, at hvis jeg skal lave noget, der kræver sammenhængende tanker og koncentration, så skal det eksekveres inden kl. 17.
Min fornemmelse er, at mit energiniveau følger mørkets ebbes og flod, og jeg savner at have lidt ekstra tid at gøre med, så dagen ikke er slut, når jeg er i bund med det praktiske.
Apropos solen har vinterferien givet anledning til mange overvejelser omkring, hvad vi gør, når vi rammer sommerferien i år. For jeg kan mærke, at ferie måske ikke er helt så afslappende for mig, som den er for børnene. Den erkendelse er ikke ny; forskellen består i, at jeg nu ret præcist kan se, hvad det er, der sker.
For efter små to år som selvstændig, er jeg så privilegeret, at jeg har fået mig en solid kundebase, som jeg elsker at samarbejde med. Og hvor man som lønmodtager jo har sine 6 ugers ferie om året, så er det hele lidt mere flydende, når man selv er den, der sætter rammerne.
I vinterferien havde jeg små opgaver 4 ud af 5 dage, og da jeg elskerelskerelsker mit arbejde, var jeg glad og tilfreds. Det hele var i nærområdet, så der var ikke noget særlig transport forbundet med opgaverne, og stadig sikrede de, at jeg opretholdt den dagsindtægt, jeg ved, det kræver at holde os kørende.
Børnene og jeg var forbi Egeskov til Luminis, og vi nåede også til Odense Zoo til deres Valhal 2.0, som var uventet vidunderlig. Vi havde gode mennesker med til begge besøg, og vi hyggede os alle sammen gevaldigt.
Ferie betyder, at jeg slipper for min ultimative hadedisciplin, nemlig madpakkerne, og børnene kan putte under dynerne og daske rundt i nattøj til langt op ad formiddagen.
Men.
De kan stadig ikke lide at være alene hjemme i mere end en times tid, og derfor var mormor og morfar på banen nogle af dagene. Og både børnene og mine forældre hygger sig i hinandens selskab. Mine forældre skal have 10.000 point for aldrig nogensinde at være trætte af at hjælpe, når jeg spørger, og de er virkelig gode til at lave noget med børnene, når de er der.
Men de er ikke nye mere, og det ved jeg godt. Derfor forsøger jeg altid at hente så hurtigt, som jeg overhovedet kan, hvilket betyder, at jeg har det, som om jeg hele tiden løber. Først ud i den anden ende af byen for at aflevere, så på job, så HURTIGT tilbage for at hente, så hjem – og så er børnene nået godt ned i gear, og er RIGTIGT klar til at lave noget feriesjovt med mig.
Jeg har til gengæld ikke nået noget som helst af det, jeg ellers får passet ind i mellemtimer eller tidlige dage, hvor jeg plejer at handle, hente pakker, nå forbi apoteket eller ringe til de kunder, der hænger med betaling.
Børnene er længere oppe, fordi det er ferie, og alt det tilsammen betyder, at jeg faktisk ikke når at få de stille timer om aftenen, hvor jeg lige kan få lidt strøm på mine egne batterier.
Skulle der sidde en enkelt derude og tænke: “Hvordan gik det egentlig med de timer, du søgte, og som du endte med at køre sag på?” er status, at jeg har fået brev fra Ankestyrelsen om, at de er bagud. To gange. Så der er stadig ikke sket noget, og om 10 år tror jeg faktisk, at det bliver en reel ting, at nogen bliver diagnosticeret med e-boks-udløst PTSD.
Jeg ville ønske, at det var for sjov, jeg skrev det. Det er det ikke.
Nå, men alt det bare for at sige, at jeg godt kan se på det hele, at jeg skal have tænkt grundigt igennem, hvordan jeg sætter sommerferien op, for ellers ender jeg med at brække midt over. Det er the downside ved pludselig at kunne mærke, hvordan man faktisk har det.
Men i dag, da jeg stod på en opgave, hvor jeg plejer at fryse, så knoglerne klaprer, måtte jeg lyne min kedeldragt ned og tage handskerne af. Da jeg gik ned til min bil, hørte jeg en fugl have optur over livet, og da vi i aftes kørte til svømning, var det pludselig lyst, både da vi kørte ud og hjem.
Jorden begynder at blive grøn, regnen er ikke så tung og våd, som den var, og lige om lidt er der sandaler og bare arme til os alle sammen igen.
Og i morges var der nyt her på bloggen. Og jeg ventede et par timer med at læse den, for jeg ville have ordentlig tid til det og en kop te ved min side. Tak for dine altid fine ord.
Og jeg havde godt nok tænkt på hvordan det mon var gået med sagen i ankestyrrelsen – imponerende er der stadig ikke er afklaring.
Jeg blev glad, da din kommentar tikkede ind. Der er noget særligt ved, når et indlæg lander i den samme stemning, som det er skrevet i <3
En ide til sommerferie herfra er at leje en hytte på en campingplads. Evt hvor der er noget fælles leg for børnene. Der er masser af aktiviteter og du kan slappe af ved poolen/stranden. Og lige få et glas koldt vino til aften.
KhJ
Det har jeg faktisk selv overvejet. Og nu får jeg endnu mere lyst. Kan du mon anbefale nogle gode steder?
Blommehaven. Hytterne er ikke så spændende, men tag cykler med. Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed…
Det er noteret – tak!
Nu er jeg fra Nordjylland – så Løkken Klit eller Faarup Sommerland. Der er virkelig også mange skønne ting at se i områderne. Hvis du vælger Nordjylland – så kommer jeg med en tourliste 🙂 KhJ
Det er noteret – tak!
Vil du mon dele lidt om, hvorfor du “pludselig” kan mærke, hvordan du rent faktisk har det? Hænger det sammen med, at du har fået din ADHD-diagnose?
Det vil jeg gerne.
Min diagnose har egentlig ikke gjort fra eller til ift., hvad jeg kan mærke. Den har til gengæld gjort en verden til forskel ift. at forstå min fortid, de valg, jeg somme tider har truffet og de ting, der har føltes som om, de altid var sværere for mig, end for alle omkring mig. Det har fået mange, mange ting til at falde på plads, og det har været en KÆMPE lettelse.
Men det, der har gjort det muligt for mig at mærke mig selv, er medicin. Jeg er en af dem, der har virkelig meget gavn af det, og helt lavpraktisk betyder det, at jeg nu kan mærke både fysisk træthed og når jeg er overstimuleret. Det gør mig i stand til at træffe markant bedre valg, fordi jeg pludselig kan prioritere min tid på en helt anden måde, og derfor ikke har så mange af de dage, hvor jeg har brugt tiden forkert i løbet af dagen, fordi jeg pludselig kom til at hyperfiksere på noget, der interesserede mig, og derfor ikke har nået noget som helst af det praktiske.
Medicinen gør det ikke alene. Jeg kan mærke, at jeg ikke har samme effekt af den nogle bestemte steder i min cyklus, og jeg kan også mærke, at jeg på dage, hvor det alligvel lige går lidt for stærkt, eller der sker for meget omkring mig, pludselig bøvler med alle de gamle mønstre igen. Ikke i samme omfang, men stadig, så det kan mærkes. Her har det selvfølgelig også noget at sige, at jeg nu efterhånden har haft et år, hvor tingene har været anderledes rolige, og derfor kan jeg meget tydelig mærke det, når jeg så pludselig oplever det igen.
Giver det mening?
Jeg tumlede med det samme spørgsmål som dig Anne. Har tygget på det er par dage og kom frem til at jeg kan have sympati og lyst til at forstå ADHD, men jeg forstår det reelt ikke. (Og du svarer så fint Linda, nu er jeg lidt klogere – tusind tak)
Det er en fin, fin måde at gå til det på, synes jeg <3
Her kalder vi det “kommune-PTSD”, og det er ikke for sjov!
Det er det virkelig ikke. Jeg har endda vinget af, at jeg ikke vil have notifikationer uden for almindelig arbejdstid, men de tikker stadig ind fredag aften kl 22 og søndag eftermiddag. Det er røv og nøgler.
Bare lige et lille pip fra én med både PTSD og et ret højt angstniveau i forbindelse med mails, opkald, møder mv. med kommunen, så gør det faktisk lidt ondt at se PTSD-diagnosen blive brugt på den måde. Jeg skal ikke underkende, at det muligvis reelt er det, der foregår for nogen, for mig er der dog milevidt til forskel på at gå i min traume-respons, hvor min krop lukker så meget ned, at jeg reelt nogle gange besvimer og så den (ellers ret voldsomme) hjertebanken, de svedige håndflader og den klump i halsen, som alt, der vedrører kommunen, giver mig.
Jeg kan jo kun tale for mig selv – men jeg mener det fra bunden af min sjæl, når jeg skriver, at jeg tror, det bliver en diagnose, der i fremtiden kan stilles. For jeg får svedige håndflader, hjertebanken og bliver fuldstændig tør i munden HVER gang, der kommer noget fra kommunen til mig i e-boks. Kommer det om aftenen, får jeg nærmest ikke sovet, og det har stået på i over 8 år nu. Jeg er gennemslidt af at forsøge at gardere mig imod det næste, der kommer, for der er kun mig over det kæmpe apparat, som lader til at have som mission at modarbejde mig på alle tænkelige måder.
Jeg skriver ikke, at jeg har PTSD, men jeg kan sagtens se, hvordan det her system kan udløse det hos mennesker, der har bare en smule mere at kæmpe med, end jeg har. Og jeg bliver faktisk en lille smule ked af, at det bliver læst som om, jeg gør nar af en meget alvorlig diagnose.
Det synes jeg, min historie taget i betragtning, ikke er helt rimeligt.
Jeg har gået og tygget på, hvorfor jeg, der netop har været sygemeldt med PTSD-symptomer, også blev lidt ramt af beskrivelsen.
For jeg læser netop ikke at du gør nar af diagnosen, men alligevel var der et eller andet der ramte i mig.
Og her kan jeg jo kun tale for mig selv, men måske er det fordi at diagnoser og terapi-sprog generelt udbredes mere, og bruges mere bredt i befolkningen, så fx brugen af ordet traumer på sociale medier, er blevet en meget bred kategori, frem for hvad det var for år tilbage. Og det kan skabe lidt forvitringer ude i det virkelige liv, for hvilken slags traumer er det så der kan udløse PTSD?
Og her vil jeg nok egentlig ikke tro, at det er noget der bliver diagnosticeret om 10 år, fordi de tre kriterier der i dag er til PTSD, ud over angstsymptomer, flashbacks, hukommelsesbesvær og undgåelse er at man skal have følt sig udsat i en sådan grad at man har følt sig i livsfare eller noget der kunne sidestilles hermed.
Brugen af diagnoser og terapisprog har jo på sin vis også udvandet en diagnose som angst, således at den måske for alle ikke virker så alvorlig som er/kan være. For jeg vil til gengæld slet ikke være i tvivl om, at det systemstress kan udløse angst og stressdiagnoser, som jo også er enormt lidelsesfyldt, men med et andet symptombillede. Og de reaktioner du beskriver passer jo virkelig under den diagnosekappe.
Og i bund og grund er det vel det jeg slår mig lidt på. Altså ikke specifikt din brug af ordet, men at det er noget jeg har oplevet flere steder. Også i min omgangskreds. Så da jeg blev sygemeldt med ovenstående symptomer, har jeg ind i mellem stået i situationer, hvor jeg følte at jeg var nødt til at forsvare eller forklare mig selv, og hvorfor dette var anderledes fra de angstanfald jeg tidligere har haft.
Jeg ved ikke om det giver mening – og da jeg er en af dem der ikke har været så fast i kommentarsporet, kender du mig jo heller ikke så godt. Men jeg håber du kan læse, at jeg ikke læser at du gør nar af diagnosen. Og at jeg på ingen måde vil underkende alle de autonome angstsymptomer der opstår ved at få endnu en besked fra et ubehageligt system, som man har kæmpet mod så længe. Men nok at når vi nu har et samfund, hvor det er nødvendigt at komme i kasser (og man ind i mellem skal kæmpe for det), så vil man gerne blive placeret i rette kasse, og at folk forstår hvad den kasse indeholder og indebærer.
Det er et ømtåleligt emne, det her, men jeg vil gerne prøve at svare så godt, som jeg kan.
For med de diagnoser, vi selv har her i huset, plus dem, der også er her, men som jeg ikke skriver om, kender jeg godt fornemmelsen af at reagere på, at noget, jeg har førstehåndskendskab til, omtales på en måde, som ikke passer med min oplevelse af, hvordan det er.
For mig er de to springende punkter kontekst og intention.
Hvis noget omtales som ‘autistisk’ i en nedsættende betydning, reagerer jeg. Det gør jeg også, hvis det bliver brugt beskrivende – men her lader jeg det som oftest fare. Ligeledes forholder jeg mig til, hvor jeg støder på det. Ser jeg en politiker ytre sig på fb, bruger jeg glad og gerne en time i kommentarfeltet, fordi der her er tale om en person, der har indflydelse, og hvis forståelse for, hvordan noget fungerer og kommer til udtryk, jo faktisk er delvis afgørende for, om de rigtige tilbud bliver en realitet i fremtiden.
Hører jeg det i en bisætning til en fest hos en af mine venner, eller til et forældrearrangement på skolen, tager jeg den ikke. For dels forholder de mennesker sig ikke til autisme i hverdagen, og har ingen beføjelser, der kan gøre livet sværere for os, og dels synes jeg helt personlig ikke, at den samtale hører til i den kontekst.
Men jeg tænker meget over, hvem der har ret til at bestemme, hvordan noget skal italesættes. For lidt som den diskussion, vi havde om true crime i det her indlæg (https://www.blogsbjerg.com/true-crime-etik-og-hvem-maa-bestemme/), så vil der jo være enormt stor forskel på, hvordan den enkelte person har det med, at noget omtales på en bestemt måde.
For har jeg som mor til en autist ret til at forvente, at den brede befolkning kender diagnosekriterierne for, hvornår man er autist? Det synes jeg ikke. Det er der andre, der synes, og det er helt fint. Og jeg synes, det er en god og en vigtig samtale at tage. Men jeg synes også, at der er tid og sted for den slags samtaler, hvor man kan flytte noget ved at gå ind i den – og andre sammenhænge, hvor det måske ikke giver helt så meget mening.
Jeg har blogget i over 16 år, og har produceret helt usandsynlig meget tekst gennem årene. Og betyder det, at jeg bare må have lov at skrive, hvad der passer mig? Nej. Selvfølgelig ikke.
Og jeg ved godt, at det for jer, der læser med og har gjort det længe, føles som om, vi kender hinanden. Den fornemmelse elsker jeg, at vi i fællesskab kan skabe, for det er nærmest uhørt i cyber i dag.
Men faktum er, at jeg ikke kender jer på samme måde, som I kender mig, og for bare at sige det, som det er, så kan jeg mærke, at det påvirker min lyst til at skrive, når jeg får kommentarer, hver eneste gang, jeg træder nogen den mindste smule over tæerne. Ofte fra mennesker, der ikke ellers frekventerer kommentarfeltet.
Det efterlader mig med en følelse af, at alle ord skal vejes på en guldvægt, og at det er fuldstændig ligegyldigt, at jeg har gjort mig umage på 99 områder, hvis én person føler sig trådt for nær på nummer 100.
Det kan være, at jeg om 5 år har en helt anden holdning til det her emne. Heldigvis er der mange emner, jeg over årene bliver klogere på, og jeg vil tro, at jeg står til en cancelling, hvis man graver nogle de tekster frem, jeg skrev, da jeg startede.
Jeg mindes at have beskrevet en influenza som den terminale fase af ebola, tømmermænd, som noget, der føltes som en hjernerystelse, og et forkølelsessår som pest. Det betyder ikke, at jeg ikke ved, at man dør af både det første og det sidste, og at hjernerystelser kan give varige, alvorlige mén.
Så er det i orden? Det ved jeg ikke. Det her er ikke et forsøg på at insistere på, at alle skal have lov at sige alt, hvad de har lyst til, fordi deres følelser er vigtigere, end dem, der omtales.
Men jeg synes, at det er en overvejelse værd, om man som enkeltperson kan insistere så meget på, at alle, alle steder, i alle kontekster bevæger sig indenfor de sprogligt snævre rammer, man selv synes er rigtige, at man får skabt et klima, hvor dem, der ellers har tænkt højt på steder, hvor mange kan høre det, bliver så bange for at fejle, at de til sidst ender med at miste lysten til at gøre det.
Mange mange tak for et godt og (som altid) sobert svar
– måske er det fordi jeg har læst med længe, at det gi’r et lille “gib”, når der en sjælden gang kommer en af disse kommentarer.
Dit klubhus er tydelig præget af en åben og positiv tilgang til nogle af livets svære emner.
Og man må hjertensgerne være uenig eller uvidende. Ellers var bloggen jo aldeles tandløs.
Men der er så stor forskel på, om man udtrykker “jeg ser det anderledes”, eller “jeg bliver nysgerrig på”….
Den respekt og helt urimelige begejstring jeg har for dine skriverier, er der jo netop, fordi du både tør være sårbar OG eftertænksom. Fordi du ofte dvæler ved den læring, som livets mange kampe kan give os.
Vi betaler intet for de mange timers underholdning, smukke diskusssioner og aha-øjeblikke, som du er mester for.
Så hvis man føler sig “ramt”, så er det kun godt.
Den følelse vil jeg kraftigt anbefale, at man mærker efter på. Og så husker, at den kan udtrykkes helhjertet og sårbart, uden nødvendigvis at være kritisk.
Der er ikke mange klubhuse som dit. Det synes jeg vi skal passe på, sammen.
Kære Linda
Det vil jeg gerne undskylde for.
Min intention var udelukkende at nuancere, og aldrig at lege sprogpoliti eller fratage dig skrivelyst, for jeg sætter umådelig stor pris på dine tekster og refleksioner.
Når jeg læser det igennem igen, får jeg den overvejelse at vi måske ikke er langt fra hinanden, og at jeg har læst det for tekstnært.
For jeg tror egentlig at flere vil kunne få PTSD af den kamp (for overlevelse) de har med kommunen, og at breve i e-boks vil trigge PTSD-responser. Men uden en forudgående kamp med offentlige instanser, vil e-boks ikke i sig selv udløse PTSD.
Men det er egentlig ikke min vigtigste pointe lige nu, det er udelukkende: undskyld.
Alt forladt, Matilde❤️
Og tusind tak for din opfølgning❤️
Jeg synes det er fantastisk, at du allerede her i februar er blevet opmærksom på, at sommerferien skal planlægges anderledes!
Det er jo det der med at blive bevidst om tingene. Ikke at man ikke var bevidst om tingene før, men der havde man bare ikke hele puslespillet.
Men nu hvor man har hele puslespillet (eller det meste i hvert fald), så er det bare en helt anden bevidsthed, hvor man i stedet for kun at kunne konkludere, at noget ikke virkede (og alle trods alt overlevede), så er der nu muligheden for rent faktisk at kunne lægge det anderledes. Og dét er fandme et kæmpe win! (takes one to know one 😉 )
Så jeg håber, at sommerferien bliver dét bedre – både for dig og børnene!
Det er nemlig lige præcis det! Og den tidlige erkendelse giver mulighed for at nå at få flere ideer – og dén fase elsker vi!:)
Jeg vil undlade at gå yderligere ind i diskussionen, for vi er grundlæggende dybt uenige (faktisk blev jeg også ramt af netop det indlæg, du henviser til hence årsagen til min PTSD). MEN – det her er dit rum, og dig der ubetinget bestemmer!❤️ Jeg sætter uendelig meget pris på dine skriverier og har efter egne
standarder også kommenteret en vis portion gange. Og så vil jeg sige, at det aldrig har været min intention agere nærtagende eller pedantisk, undskyld hvis det er kommet sådan ud. Virkelig. Jeg blev ked af det, og det gav jeg – måske fejlagtigt – udtryk for. Det gør jeg ingenlunde alle de gange, jeg støder på noget, der rammer mig på internettet, men jeg har læst hvert eneste af dine indlæg, siden du startede med at blogge, og så glemte jeg måske det meget springende punkt, du selv nævner om, at du ikke kender os lige så godt, som vi “kender” dig og derfor ikke på samme måde har mulighed for at kende intentionen og nuancer bag det, der ytres.
Tusind tak for at melde tilbage, Trine. Det er jeg rigtig glad for, at du havde lyst til <3