Linda

På onsdag er Frida 8 uger gammel, og efter små 2 måneder i karrusellen, er det efterhånden tydeligt, både hvor store forskelle og ligheder, der er på at blive mor for hhv. første og anden gang.

Det første bevis på, hvor meget der er sket med mig, fik jeg allerede torsdag morgen på hospitalet, hvor Frida kun var et halvt døgn gammel. Mens jeg gik på stuen og samlede de ting sammen, jeg skulle have med i bad, gik mine tanker 4 år tilbage i tiden, for det var netop morgenen efter Anton blev født, at det begyndte at gå op for mig, hvor stor en omvæltning dette lille væsen bragte med sig. Jeg kan huske, at jeg kiggede ned i vuggen på lillebitte Anton, der havde skreget så inderligt hele natten, at jeg næsten ikke troede, at mit hjerte kunne holde til det, og som nu endelig var faldet i søvn. Jeg tænkte, at det var min chance for at komme i bad – og blev ramt af den første af mange erkendelser af, at livet fremadrettet ville blive noget helt andet, end det jeg var vant til. For hvordan fanden skulle det kunne lade sig gøre at komme i bad? Hvis jeg tog ham med, ville han vågne, og hvis jeg lod ham stå, ville jeg ikke kunne høre, hvis han vågnede og begyndte at græde. Det var dér opgavens omfang begyndte at gå op for mig, og der, hvor jeg begyndte at få fornemmelsen af, at det med at få et barn selv måske ikke kun var et spørgsmål om metervis af kærlighed, timevis af stunder, hvor jeg skulle sidde og amme, mens jeg kiggede drømmende ud på snevejret, og at dét at få en hverdag til at hænge sammen, ikke kun ville være et spørgsmål om at få en barnepige til at passe ham, når jeg skulle ned og undervise.

Denne gang pakkede jeg tingene, trillede Frida med, badede og det var dét. Mens jeg bagefter sad i min seng og drak kaffe, tænkte jeg, at hvis kvantefysikerne har ret, og alle virkeligheder foregår parallelt, ville jeg ønske, jeg kunne sende en flaskepost på tværs af lagene til mit 4 år yngre selv og skrive, at det bliver nemmere. En del, faktisk. At jeg – trods alt – ville ende med at få styr på det.

Denne gang er der som udgangspunkt meget mere ro på, fordi jeg ikke skal igennem “Det kan ikke være rigtigt!?”-fasen, hvor man skal have hjernen til at begribe, at 1) ja – du skal op om natten 2) ja – det bliver man latterligt træt af og 3) ja – dine behov placeret på alfabetlisten ligger og roder rundt nede omkring Å. Ikke (kun) fordi man vil ofre alle sine lemmer og organer 5 gange for sine børn, men også fordi det simpelthen ikke er dét værd at trodse barnets natur og tvinge det med til brunch eller hvad det nu er, lige præcis ens eget barn ikke vil. Heller ikke selvom ALLE de andre har fået børn, der kan sidde i timevis og dimse med en legoklods, mens deres mødre drikker litervis af latte og sludrer sammenhængende med venner og veninder. Det var en dyr og tårevædet lektie at lære, men jeg har lært den, og mit liv har været nemmere siden.

Jeg kan også mærke, at det denne gang er mig ret magtpåliggende ikke at spilde tiden på at jagte løsninger på alle små skævheder, hvor barnets adfærd afviger fra den i bøgerne beskrevne. Hvilket bliver lettere af, at alle bøgerne for længst er brændt i et kæmpebål i haven. Men hvor jeg sidste gang forsøgte at løse ALLE udfordringer i det sekund de opstod, har jeg lovet mig selv at have en langt mere oh-well-agtig tilgang til tingene denne gang. 80% af det, jeg stressede over sidst, var ting, der endte med at løse sig selv, og fordi jeg prøvede 17 forskellige ting samtidig, endte jeg altid med ikke at vide, om det var noget af det, jeg havde gjort, der havde hjulpet (og i givet fald hvad) eller om det ville være gået over af sig selv, hvis jeg havde sat mig på mine hænder.

Jeg er også markant mere tydelig i aftegningen ift. omverdenen og de gode råd. Da jeg fik anbefalet at malke ud for at afhjælpe Fridas uendeligt lange spiseseancer, var jeg ikke engang i tvivl om, at det ikke ville komme til at ske. Hvis det dagligt skulle koste 3 x 40 minutters irriterende arbejde med tysk, belastende plastikprodukt og aflange bananbryster at amme barnet, ville jeg ikke have det *fjerneste* problem med at skifte til erstatning.

Det Uendelige Måltid viste sig i øvrigt at være en fase, der gik over af sig selv.

Jeg ved denne gang, at man godt lige kan nå at starte vaskemaskinen, selvom de vågner og begynder at bjæffe lidt, og jeg er langt bedre til at tage dagene en for en, i stedet for at lede med lys og lygte efter rytmer og mønstre i ALT.

Men nogle ting er også som de var, selvom det er anden gang jeg gør det. F.eks. den SINDSSYGE frustration, når man ikke kan få barnet til at sove. Jeg nåede lige at tænke, at det gad jeg simpelthen ikke stresse over, før jeg blev overfaldet af virkeligheden og kom i tanke om, at det jo ikke bare var et spørgsmål om, at barnet så er mere vågent, men at overtræthed betyder, at INTET fungerer. For nogen. F.eks. har den forgangne uge været et helvede, fordi jeg ikke har kunne få hende fældet i løbet af dagen, så alle går simultant ned i brølende flammer lige omkring kl. 5, hvor der skal bades, laves aftensmad, smøres madpakke osv. Her har jeg også skulle kæmpe lidt med mine egne forventninger, for jeg har været så fokuseret på, hvor meget nemmere det hele ville blive, når vi bare lige kom igennem ferien, at jeg *virkelig* blev taget med bukserne nede over, hvor umuligt det hele bliver, når man har et overtræt, grædende spædbarn hængene på skulderen 12 timer i døgnet, og dagligt bruger 2 x 3 timer på at få hende til at sove bare lidt.

Men til forskel fra sidst, så ved jeg denne gang – ved-ved – at det bare er en fase. Sidst fik jeg nærmest en blodstyrtning af raseri, når folk sagde det, men denne gang har jeg erfaringen at trække på, og det gør en verden til forskel.

Ligesom sidst er der også mange tanker om at være sådan en, der gør det selv. Egentlig er det, jeg savner mest Den Gode Tid. Når man gør det selv-selv, bliver al tid brugt på enten at servicere eller at ordne praktiske ting, og når vi er hos mine forældre, og jeg pludselig har god tid til at putte Anton, eller sidde og nusse Frida, mens hun sover, niver det lidt i hjertet. Det ville jeg virkelig gerne have mere af. Det ville heller ikke gøre noget at have en herhjemme, så jeg kunne komme lidt ud. Jeg har været klar til at begynde at undervise igen i et par uger nu, og jeg savner det meget, ligesom mit hår virkelig, VIRKELIG gerne ville forbi en frisør. Det ville også være rart med en at bytte med, når vi tager aftenskrigeturen – eller i det mindste en at være enig med om, at det sgu trækker tænder ud. At gøre det igen har bekræftet, hvad jeg også tænkte første gang: Det ER den næstbedste løsning at få sine børn selv – men skulle jeg have haft dem med nogen, ville jeg stadig have bedt om at få lige præcis de to, jeg har fået.