Bloggen

Påskeferien er slut, og hvis jeg skal lave et positivt spin på det, ville det være, at det er godt at have haft ferie så længe, at alle mand glæder sig til at komme igang igen.

Frida fik skoldkopper, allerede da vi kom hjem forrige fredag, hvilket jeg egentlig var ret godt tilfreds med. Det var rart at få overstået, uden at skulle stresse over antallet af sygedage, og bare kunne tage dagene, som de kom. Fordi jeg selv har det lidt stramt med, når folk slæber tydeligt syge børn med ud i offentligheden, var vi i en slags selvvalgt karantæne; i hvert fald ift. legesteder indefor. Og her var det så, at påsken blev lidt … lang. For selvom hun faktisk tog det ret pænt, var lunten naturligt nok kortere hos hende – og dermed også hos mig, fordi skoldkopper mest er noget, man snakker om om natten, åbentbart. Anton smed en post-skolestart-reaktion i puljen, der hos ham sætter sig som raseri, så hvis påskeharen havde haft stesolid med i ægget til mig, havde den sgu fået et kram.

For ikke at få indespat, har vi været på mange forskellige legepladser; vejret har ikke just været forårsagtigt, så der var ikke rigtigt nogen børn at smitte. Og selvom Frida, der pludselig har besluttet, at alle dyr er farlige (jeg vil godt medgive, at jeg måske også satte tempoet *lidt* op, da vi blev jagtet af store, udsultede svaner) til lejligheden havde udviklet røntgen syn, og stod og råbte: “STOP!! NEJ!! BANGE!!!” af små prikker i horisonten, der måske/måske ikke var køer, kastede sig hen af jorden over, at der ikke var flere sæbebobler i flasken, fordi hun havde hældt dem ud på jorden – hver gang – (ffs..!) og Anton trampede rasende rundt, fordi jeg ikke lige kunne fjerne de træer, han syntes stod i vejen, var det helt forfriskende med nogle nye udfordringer.

Påsken gav dermed også anledning til at tage et par valg op til revision. For det første havde jeg jo egentlig besluttet, at jeg ville tage Anton med til København og vise ham Planetariet og Tivoli, men efter at have vurderet, at han de næste par måneder får så rigeligt fyldt på, har jeg konverteret turen til en tilsvarende i Aarhus. Jeg er faktisk ret imponeret over, at vi kan tage med tog frem og tilbage, komme i det mindre, men virkelig hyggelige Planetarium i Aarhus, og få en hel dag i Friheden med alt betalt for 850 kr. i alt.

Og de penge vi sparer, ryger så i puljen til en trampolin, for med 3 ugers sommerferie lige om hjørnet, ville det være rart, hvis vi kunne skrabe sammen til sådan én, så man kunne smutte ud og hoppe det værste raseri af. Målgruppen her er potentielt os alle 3. Lavede en quickpoll på fb, og havde nok egentlig forventet, at der ville komme en del “det er spild af penge, vores bruger den aldrig”-kommentarer, men tværtimod lader det til, at man skal forvente, at ungerne flytter ud på den, når den er anskaffet. Så nu har jeg gennemreseachet emnet, og har man spørgsmål til fjedre eller galvaniserede stel, til rektangulære kontra cirkulære, eller fritstående vs. nedgravede trampoliner, I’m your girl.

Nu vil jeg hente en kop kaffe mere, og nyde roen, og glæde mig over, at jeg faktisk allerede her, 3 timer efter aflevering, begynder at glæde mig til at hente lopperne igen.

Siden sidste indlæg har jeg modtaget en del wtf!?-beskeder på alle de sociale platforme, hvor jeg slår mine folder. Det er den clairvoyante dame, der driller. Jeg forstår det sådan set godt: Jeg er vel nok det mindst mystiske menneske, man kan forestille sig. Jeg har derfor lovet at prøve at skrive lidt om, hvordan en grundskeptiker som mig, ender sådan et sted.

Men inden jeg gør det, er der noget andet, jeg er nødt til at adressere. I lørdags fik mine fede fingre og jeg nemlig den sædvanlige mail fra Bloglovin’, og da jeg skulle trykke på et indlæg, kom jeg til at trykke på mit eget. Det er så her, jeg for første gang opdager, at man kan kommentere og like mine blogposter i Bloglovin’ – uden at jeg får det at vide. Kæmpe, KÆMPE undskyld til de mennesker, der har brugt tid på at kommentere derinde, uden nogensinde at få et svar. Jeg er virkelig ked af det. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvordan jeg kan få en notifikation, når nogen forholder sig til mig derinde, men det eneste, jeg umiddelbart kan se, Bloglovin’ kan tilbyde, er en notifikation om, at der er kommet et nyt indlæg her på bloggen – og så langt er jeg med. Hvis nogle hærdede bloggertyper ved, hvordan man sætter det andet op, så giv *endelig* lyd.

Jeg kan også se, at der et par gange derinde er nogen, der har efterlyst en fb-side til bloggen. Jeg har ikke haft det indtil nu; simpelthen fordi jeg oplever, at folk er langt mere rabiate på fb end i kommentarfeltet på bloggen. Og for at være helt ærlig har jeg ikke gidet at stå model til skæld ud af vrede typer, der ikke kender mig, og derfor læser mine indlæg i en anden kontekst, end de er tænkt på bloggen. Men jeg har besluttet, at vi prøver det af. Hvis der kun er 5, der følger med, eller hvis Nationen retter deres søgelys mod mig, må vi tage den derfra. Jeg skriver, når fb-siden er oppe at køre.

Tilbage til hovedemnet.

Jeg tror, jeg er nødt til at starte med at prøve at skrive, hvad jeg tror på, sådan når vi taler om det mere æteriske. Jeg betegner ikke mig selv som kristen, og ingen af mine børn er døbt. Jeg har det stramt med alt for religiøse udbrud, uanset trosretning, og når jeg er sammen med mennesker, der er meget ekstrovert troende, bliver jeg lidt utilpas, fordi det for mig er som at sidde sammen med nøgne mennesker. For mig er tro en privatsag, og ligesom jeg bliver irriteret, hvis folk, jeg ikke deler politisk ståsted med, prædiker i én uendelighed, synes jeg også, at tro bedst egner sig til at blive udbredt i plenum, hvis man bliver inviteret til at gøre det.

Men jeg tror på intuition; at underbevidstheden ofte samler data flere steder fra, end fra den logisk tænkende del af hjernen, og at vi derfor ofte selv har svaret på de ting, vi bokser med – mange af os har bare mistet kontakten til den del af os selv. Måske fordi vi lever i en tid, hvor vi konstant præsenteres for, hvad alle andre mener om alt, samtidig med, at vi har fået skabt en kultur, hvor vi er ansvarlige for alt, hvad der sker os i livet. Når brølet fra meningsinfernoet bliver højt nok, er det svært at tune ind på en enkelt stemme, og endnu sværere at stole på, at det er éns egen. Og at den har ret. Men min overbevisning er, at når folk har glæde af englekort og tarotkort, så er det fordi de læser dét ind i motiverne, som de egentlig godt ved. Ligesom når man læser sit horoskop, og smider sin egen virkelighed ind i nogle ret overordnede betragtninger, og derfor synes, at det passer.

Jeg tror også. at nogle veje fører bestemte steder hen, og at man er nødt til at følge lige præcis dén vej, man står på, for at nå til et bestemt resultat. Min egen oplevelse gennem årene har været, at hvis jeg skal slås for meget for noget, og hele tiden har fornemmelsen af at kæmpe og svømme op imod strømmen, så er det simpelthen fordi, det ikke skal være. Det er for stærkt at kalde det skæbnetro, for jeg er firm believer af den frie vilje, men når din frie vilje har placeret dig på et bestemt sted, på et bestemt tidpunkt, så tror jeg, at nogle forløb udspiller sig i en bestemt rækkefølge, som du ikke med viljens kraft kan ændre på.

Jeg tror også, at man generelt vil føle langt mere ro i livet, hvis man øver sig i at lede efter det, coaches ofte referer til som “gaven” i en svær situation. Altså, helt basalt, at man i stedet for at gå i stå over omstændigheder, man føler er uretfærdige, prøver at skærpe opmærksomheden på, hvad noget, som føles svært, også kan have med. Egentlig det, som kristne referer til, når de siger, at hvis Gud lukker en dør, så åbner han et vindue.

Jeg tror ikke, at vi alle sammen mødes til taffel på skyerne, når vi engang skal herfra, men jeg har svært ved at tro, at vi bare forsvinder. At alt det bliver til ingenting. Her læner jeg mig lidt op af termodynamikkens første hovedsætning; at energi ikke kan opstå eller forsvinde, men kun kan ændre form.

(Ok, det bliver virkelig langt det her. Beklager.)

Nå, men tilbage (frem?) til starten af dette årtusind, hvor jeg havde det umådelig svært. Min hjerne har alle dage været min egen værste fjende, og jeg havde fået mig selv tænkt så langt op i et hjørne, at alt var blevet sort. Ad omveje hørte jeg om en clairvoyant på Fanø, som manglede kaniner, fordi hun var ved at .. læse? til clairvoyant. (Jeg er ikke helt stiv i fagtermerne her.) Fordi jeg ikke længere havde ideer til, hvad jeg skulle vende mig imod, gav jeg det et skud. Jeg kan huske, jeg sad på fanøfærgen og lænede panden mod vinduet en blå og råkold dag i december, og tænkte, at hvad hun end havde til mig, så kunne det kun flytte mig til et bedre sted.

Hun blæste mig fuldstændig væk. Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg nogensinde har grædt så meget eller så forløsende. Jeg havde på forhånd lovet mig selv at parkere min skepsis udenfor, fordi alt andet ville være respektløst, men jeg kunne have sparet mig. Hun var omkring både meget konkrete hændelser fra min barndom og helt konkrete problemstillinger i mine relationer, og hun tog fat i meget, som hun ikke havde haft skyggen af chance for at vide, hvis hun havde været fake. Men sagen er, at for mig var det egentlig ikke det afgørende. For mig var det vigtigste, hvad *jeg* hørte i de ting, hun fortalte mig, og hvad *jeg* efterfølgende valgte at reagere på og rette opmærksomheden imod. For mig kunne hun ligeså godt have været præst, psykolog eller coach – da jeg tog imod tilbuddet handlede det om, at nogen tilbød mig sparring på mig selv og mit liv, og jeg var kørt fast. Og derfor synes jeg ikke, jeg havde noget at tabe.

Som sagt gjorde hun al min tvivl til skamme, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at hun kunne og kan noget andet og mere end de fleste af os andre. Derfor er det hende, jeg har bestilt tid hos igen i slutningen af april, nu hvor jeg endnu engang trænger jeg til, at nogen peger min opmærksomhed i retning af noget af det, jeg selv er blind omkring.

Det blev langt, men emnet er jo også lidt bredere end dem, vi ellers beskæftiger os med herinde. Jeg håber, at de af jer, der har spurgt ind til det her, føler, at jeg har svaret fyldestgørende.

God mandag derude.

Når det er ved at være længe siden, jeg har blogget, bliver jeg altid ramt af en mild skriveblokering. Det er, som om jeg synes, at fordi jeg har været fraværende, skylder jeg noget *ekstra* godt, når jeg vipper stenen til side og træder ud igen.

Når jeg er stille, er det næsten altid fordi, jeg har travlt. Det handler sjældent om, at der er noget, der er svært ude i virkeligheden, for som jeg efter foredraget i mandags på biblioteket fik at vide, så er jeg “virkelig et kommunikationsmenneske!” Jeg kan nærmest ikke føle noget uden at dele det.

Mit problem er, at mine blogindlæg, både de moderat sjove, og dem, jeg håber inspirerer til eftertanke, altid opstår i stilheden. Når den ikke er der, bliver jeg en lille smule tosset, og det eneste, der kører rundt i hovedet på mig, er: “Jeg kan ikke tænke, jeg kan ikke tænke, jeg kan ikke tænke!!” Jeg vil tro, at den følelse, det giver mig, svarer til den, der får nogle mennesker til at gå i panik, når de dykker, fordi de pludselig ikke føler, de kan trække vejret.

Jeg har efterhånden fundet ud af, at den eneste måde at komme omkring det på, er at skrive et ævleindlæg om hverdagen; at få produceret noget tekst, og lagt det op, så det hele flyder igen. Så det er dét, det her er. Ingenting, tilsat anslag, så alt det frosne tør.

Så. De sidste 14 dage har jeg:

* Været til gymnastikopvisning med Anton. Gik dårligt. Endte med at stå med Anton på den ene arm og Frida på den anden (#HunsWithGuns), mens de begge skreg mig ind i ansigtet i ren rædsel over, hvad fanden der foregik. Jeg tænker, at vi lige venter et år eller to med at gøre dét igen.

* Været til møde på Antons kommende SFO-skole, hvor jeg forlods har haft en længere mailkorrespondance med personalet om, hvordan vi sikrer, at Anton ikke bliver glemt, nu hvor han skal gå i skole-skole et andet sted. Man får ét gæt på, hvem der stod alene tilbage på gulvet i aulaen, da de 51 andre børn var blevet fordelt blandt pædagogerne. Bidesåret i kinden, jeg var nødt til at lave, for ikke at komme til at græde lige dér, heler fint, tak fordi I spørger.

* Været til møde på Antons kommende skole-skole, som jeg elsker, og hvor jeg nu, efter 77.000 spørgsmål er hvervet til at fremstille info til hhv. børnehaver, SFO’er og forældre til kommende børn i taleklasser.

* Øvet et nyt program til fitnesscentret op og undervist i det, mens jeg var så træt, at jeg var lidt overrasket over, at jeg ikke tabte vægtstangen ned i hovedet på mig selv.

* Været til generalforsamling i Foreningen For Tegnsprogstolke, hvor det lykkedes mig ikke at blive valgt ind i bestyrelsen, hvilket nok er det mest out of character-move, jeg (ikke) har foretaget mig i et par år.

* Eller, lidt løgn, faktisk, for jeg har bestilt en tid hos en clairvoyant i slutningen af april. Jeg var hos hende for 20 år siden, hvor jeg havde det så skidt, at jeg tænkte, at alt var bedre end at have det, som jeg havde det – og hun var det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Lige nu synes jeg, at der er stilstand og afvikling overalt, hvor jeg kigger, og så kom jeg til at tænke på hende igen

* Bagt 72 pølsehorn til børnehaveafslutning.

* Holdt foredrag på Esbjerg Hovedbibliotek om min bog, hvilket var den fineste aften. Der var mennesker, jeg kendte, og nogle, jeg aldrig havde mødt, og lige inden jeg slog på glasset, kom min gamle rektor. Shit, hvor blev jeg glad.

* Været til 15 års tolkejubilæum. Serviceinfo: 3,5 times søvn gør det *ikke* ud for en fuld nat.

* Set 3 sæsoner af The Good Wife. Hvis nogen har brug for juridisk bistand, sender de bare en mail.

Og efter således at have svunget mig tilbage i sadlen, vil jeg ride ud og nappe et par afsnit mere, inden jeg sender mig selv i seng.

Jeg er sur for tiden. Ikke rasende-sur, men sådan øv-sur på den måde, hvor man godt ved, at hvis man i morgen fik Et Rigtigt Problem, så ville man med længsel ønske sig tilbage til den sorgløse tilværelse, man gik rundt i idag.

Jeg forstår egentlig godt, at nogle mennesker med børn får kriser i parforholdet, når børnene ikke længere er helt små. Jeg har nærmest samlivskrise med mig selv. Lopperne er lige præcis så store nu, at der er mentalt overskud til at begynde at savne nogle af de ting, jeg brugte tid på, da jeg bare skulle tage hensyn til mig selv, men stadig ikke så store, at der er tid nok til at gøre det.

Jeg savner f.eks. træning og undervisning. Helt vildt. Ikke mindst fordi det var der, jeg plejede omgang med en stor del af mine venner. Jeg begynder også at savne at kunne blive hele weekenden, og fag-nørde eller hygge, når jeg er afsted, og ikke, som nu, altid være den, der kører hjem lørdag aften.

Jeg ved ikke, om det er fordi man automatisk falder tilbage til det sidst kendte; det, man slap, da man fik børn, fordi man i den mellemliggende periode simpelthen ikke har opdaget, hvad er sket ude i verden. Det ville i hvert fald forklare min mors generations forkærlighed for små rygsække, og den efterfølgende generations videreførelse af den moderat aggressive korthårsfrisure.

Nu skulle man jo så tro, at det var fordi jeg havde for meget tid på hænderne, at jeg gik rundt og mukkede, men paradoksalt nok har vi samtidig hysterisk meget at se til lige nu. Anton er færdig med at gå i børnehave om 2 uger, og så starter skolelivet. Ud over, at det er virkelig surrealistisk, at han pludselig er skolebarn, så medfører dette skift en del forskellige møder og telefonsamtaler. Anton skal gå i SFO herude, hvor vi bor, men skal fortsætte i sprogklassen inde i byen, og da førskole og SFO hænger uløseligt sammen, deltager jeg i alle forberedende møder på begge skoler.

Samtidig er jeg, endnu engang, slået i gulvet af forbløffelse over, hvor usandSYNlig dårlig kommunikation, der er mellem de forskellige instanser i offentlig regi. Alle er søde og venlige, men det er, som om, Anton er det første barn i verdenshistorien, der har et forløb, der adskiller sig fra normalen, og jeg er ved at blive skør af at svare på spørgsmål fra mennesker i systemet, som jeg ringer til, fordi *jeg* mangler info. Jeg bruger enorme mængder af tid på det, og jeg sender dagligt tanker til de familier, der har børn, med større og langt alvorligere udfordringer, end Anton. Hvor må det kræve megen styrke at tackle hverdagen, samtidig med, at man konstant skal være foran, og klæde de mennesker på, som i bund og grund burde være sat på jord for at hjælpe dig.

Endelig har vi ramt en af de perioder, hvor alle de ting, der bare skal køre, pludselig stritter i alle retninger og nægter at lade sig frisere. Jeg har haft min bil på værksted 8 gange på to måneder, ALT ved min årsopgørelse er forkert pga. sidste års konkurs, hvilket er et problem, når man er så dårlig til disciplinen Skat, at det næsten er sjovt. Ligeledes er min ferie det kommende år forvandlet til en uigennemskuelig mosaik af fragmenter, som skal afvikles i en rækkefølge, jeg ikke forstår.

Men. I morges vågnede jeg til nyheden om, at Maria Gerhardt (Djuna Barnes) er død i nat, og det gjorde mig virkelig trist. Hun blev syg på nogenlunde samme tid som min veninde Lene, der endte med at dø af kræft, og derfor har hun haft en særlig plads i mit hjerte og min opmærksomhed. Og fordi det satte tingene i perspektiv, vil jeg nu hente mine både små og ikke-længere-helt-så-små børn, og sætte pris på, at vi er her, og at vi har hinanden. Lige her og nu. I eftermiddag får vi besøg af gode mennesker, og i morgen skal jeg til generalforsamling i Foreningen af Tegnsprogstolke, hvilket betyder et med længsel ventet gensyn med nogle af de bedste mennesker, jeg ved.

Det er fredag, jeg har champagne i køleskabet, og i virkeligheden er jeg, hvor jeg allerhelst vil være.

Rigtig god weekend.