Bloggen

For omkring 10 år siden kørte der en ophedet debat i medierne mellem LOC og Hanne Vibeke Holst. Den udsprang af teksterne til hans single “Undskyld ho”, og var opstået fordi, HVH syntes, at det var problematisk at legalisere ord som ‘ho’ i det offentlige rum, fordi sprog skaber virkelighed. Dengang var den stærkeste følelse, jeg kunne mønstre til emnet, en let undren over, at hun orkede at tage kampen, som, set med mine øjne, var tabt på forhånd.

Men den seneste tid har jeg tænkt mere og mere over det med, at en bestemt sprogbrug om et emne, ender med at definere, hvordan vi forholder os til det.

For eksempel har jeg spekuleret meget på, hvordan vi taler om børneinstitutioner, både i medierne, på de sociale netværk, og i 1:1 relationen med vores børn.

Det kom sig af, at jeg opdagede, at jeg slæbte rundt på en grundskyld over, at mine børn skulle være i institution. Ikke over antallet af timer eller manglende feriedage, eller fordi de var syge og slatne, når jeg afleverede dem, men simpelthen dårlig samvittighed over det faktum, at de skulle være der. Jeg begyndte at lægge mærke til, at både jeg selv og mange af mine veninder med små børn, forlod jobbet i et tempo, der nærmest brød lydmuren, når vi havde fri, så vores børn ikke skulle bruge så meget som ét minut længere end allerhøjest nødvendigt i børnehaven, og var der bare optakt til, at man kunne give dem en halv eller en hel fridag, blev alt sat ind på at gøre det muligt.

Nu er det jo sådan, at har man en hammer, så ser man søm alle steder, så da først jeg begyndte at lægge mærke til det her, bemærkede jeg også, at det stort set kun er de dårlige historier om børnehaver og vuggestuer, der finder vej til medierne. En sjælden gang sniger der sig en solstrålehistorie ind, men så er det altid en historie med et tvist; en institution, der har formået at lave vellykket integration af en bestemt type af børn, eller om steder, hvor de alle sammen er blevet så glade og berigede, fordi de har fået en praktikant fra en flygtningelejr.

Jeg er med på, at det vil være en både kort og måske i første omgang uinteressant artikel, hvis den skal handle om en helt almindelig institution, hvor medarbejderne går glade på arbejde, og ungerne trives. Bevares. Men stort set alle historier, jeg har læst, handler om dårlig normering og stressede pædagoger. Der er beretninger om nærved-og-næsten katastrofer, der skyldes, at en medhjælper har været efterladt alene på stuen med 52 børn, og der er historier om børn, der ikke får ferie og bliver afleveret tidligt og hentet sent, og som er drønsyge, men camouflerede raske med panodil, så deres ligeglade forældre kan efterlade dem på dørtrinnet alligevel.

Og nu har jeg sgu set mig lidt sur på det, for for mig (migmigmig) har det betydet, at jeg stille og roligt er kommet til at tro, at det er en dårlig ting for mine børn at være i institution. Skadeligt, nærmest. Det hører med til historien, at jeg er ekstra nem at ramme, fordi jeg selv hadede at gå i børnehave, og husker det som startskuddet til den særlige afkrog af helvede, min skoletid viste sig at være; den del vil jeg godt tage på mig. Men jeg synes faktisk, at det er en tanke værd, at vi med vores sprog og vores adfærd er med til at signalere til vores børn, at det er synd for dem, at de skal i børnehave, for det synes jeg, helt objektivt, ikke at det er.

Vi har alle sammen fået vores børn, fordi vi gerne vil være mest muligt sammen med dem, men hvor meget “mest muligt” er, afhænger af vanvittigt mange ting, herunder en nærmest uendelig liste af tilfældigheder, som vi ikke selv er herrer (og damer) over.

Jeg er derfor begyndt at øve mig at i at tænke på børnehaven og vuggestuen, som loppernes arbejdsplads. For mandag morgen vil jeg sgu da også helst være herhjemme under dynen, hvor alt foregår i mit tempo, og der er kaffe på kanden, men det er ikke synd for mig, at jeg skal på arbejde. Tværtimod ville det være synd for mig, hvis jeg pludselig ikke skulle. Mit job giver mig mulighed for at vokse som menneske, fordi jeg bliver udfordret, både fagligt og personligt. Det har givet og giver mig relationer, som jeg sætter uendeligt højt, og det danner en kontrast til “hjem” som gør, at jeg nyder det ekstra meget, når jeg holder fri og kan blive dér. Og jeg er begyndt at tænke, at selvom de bruger kræfter på at være der, og ikke selv har valgt på samme måde, som jeg har – så gør mange af de samme ting sig gældende for mine børn.

Så jeg øver mig i at tage den med ro, når jeg kører hjem fra arbejde. Jeg øver mig i, ikke at kompensere med Lego og M&M’s, når jeg afleverer mine børn, mens andre holder vinterferie, og jeg øver mig i at tale med dem om alle de gode oplevelser, som både de og jeg skal ud til, når vi træder ud af døren mandag morgen.

Det er svært, for der ligger mange års vanetænkning bag følelserne til det her, men jeg tror, at det er værd at udfordre både, hvad man siger og ser. For sin egen såvel som for børnenes skyld.

I lørdags i Mads & Monopolet, var der et dilemma fra en pige, som ikke kunne finde ud af, om hun skulle fortsætte med sit SU-lån. Et lån, hun havde taget, da hun flyttede i en dyr lejlighed, og som hun derfor strengt taget ikke længere havde brug for, fordi hun siden var flyttet i noget billigere, og derfor gik pengene nu til cafeture og læbestifter. Andrian Lloyd Hughes prædikede fornuft, Sofie Linde fest og London, og Thomas Warberg forsøgte at kaste et romantisk skær over toasts og byture på røven.

For mig var det et af de dilemmaer, hvor jeg ville ønske, de ville ringe til mig, så jeg kunne få lov at bidrage med noget, jeg først selv har lært i en sen alder: Det er nemmere at være et bestemt sted i livet, når dem, man er omkring, er samme sted.

Da jeg læste, var min bankmand en god bekendt. Det betød, at han forhøjede min kassekredit, når jeg ringede til ham og bad om det, hvilket jeg dengang syntes var super fedt. I dag? Not so much. Jeg lånte ikke et fast, månedligt beløb gennem hele min studietid, men fik alligevel opbygget en solid gæld, hvilket jeg er noget så utrolig træt af idag. For da vi læste, var alle fattige. Forskellige grader af fattige, men stadig. Alle boede mærkelige steder, med bad i kælderen, toiletter på gangen, og klamme udlejere, der mistænkeligt ofte stod i vaskekælderen, når det var trusser og bh’er, der lå i maskinen. Ingen havde råd til at spise de dyre steder, og alle var på fornavn med basis-kollektionen hos H&M.

Idag, 15 år efter, betaler jeg – stadig – 2500 kr. af i måneden på det idiotiske lån. Da min arbejdsplads gik konkurs, var det meget tæt på at være den afgørende forskel på, om jeg kunne sige ja eller nej til mit elskede hus, og hvis man laver et hurtigt overslag i hovedet, kan man også godt se, at der havde været råd til mere ferie for børnene og mig, hvis der lå 30.000 kr. og flød på kontoen hvert år.

Da jeg læste, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle leve et voksenliv uden at være i et fast forhold. Jeg anede ikke, hvordan en økonomi så ud, når man ikke længere var studerende, og at der ville komme udgifter ind i billedet, som er ret betragtelige, fordi jeg afholder dem alene. Forsikringer, licens, husleje osv. osv. osv. Alle de kedelige ting, der gør, at den voksenløn, man forestiller sig i alle de år, man hælder ketchup på sin pasta, faktisk ikke er så overvældende igen; i hvert fald ikke, hvis man sidder i et af de jobs, som en mellemlang, videregående uddannelse typisk munder ud i.

Og idag gør pengene derfor en større forskel, end de gjorde dengang. For dengang gjorde de da livet lidt sjovere, bevares, men de betød jo ikke, at jeg sad i en fed lejlighed eller kunne slippe for de studiejobs, der virkelig sjældent er givende og sjæleudviklende. Men idag er dem, vi har omkring os, *ikke* på SU mere, og idag, 15 år efter, GØR pengene en forskel, fordi de forhindrer mig i at gøre nogle ting for og med mine børn.

Egentlig oplevede jeg den samme mekanisme, da jeg fik Frida; at det er nemmere, at have små børn, når de andre i omgangskredsen også har. Da jeg fik Anton, var jeg en af de sidste i min vennekreds, der fik børn. De af mine venner, der havde små børn, havde typisk en stor på 4-5 år og en lille på 1-2 år. Med Anton ombord, var forskellen ikke så stor. Mine venners de mindste skulle stadig sove til middag, rodede stadig rundt om natten, skulle stadig fragtes rundt i noget på hjul osv. osv. Derfor føltes skellet mellem dem og jeg ikke så stort. Men da jeg fik Frida, og deres børn i mellemtiden var blevet hhv. 5 og 8, kunne jeg mærke, at jeg socialt blev hægtet af. Fordi det simpelthen ikke er det samme man kan med en baby, som man kan, når man har skolebørn.

Man kan indvende, at det handler om FOMO; at ingen er gået i stykker af manglende ture til Legoland, eller af ikke at kunne sidde med ved voksenbordet og snakke, når man er i byen. Og det er fuldstændig rigtigt. Og jeg vil også gerne understrege, at vi ikke er fattige. Vi mangler ingenting, og mine børn vil til evig tid og uden sammenligning være de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Men når jeg, i enkelte, vanvittige øjeblikke, overvejer, om der ikke lige er plads til bare en enkelt, lillebitte baby mere, er det her faktisk noget, jeg har med i mine overvejelser: At man kan få sig selv koblet helt af sit sociale netværk, fordi man ikke kan deltage på lige fod med de andre.

Så hvis pigen i dilemmaet havde spurgt mig, ville jeg klart have rådet hende til at ride fattigdommen af, så længe alle omkring hende er i samme båd. Nogle beslutninger kaster lange skygger, og livet udvikler sig somme tider i skæve retninger.

Det ville jeg ønske, at jeg havde vidst, og forstået, da jeg var 20.

“HVORFOR MÅ BABYEN FÅ COLA, MOR?” spurgte kvinden med meget høj stemme. Hendes søn på 3 havde stillet spørgsmålet, fordi han så Frida drikke en tår af Antons cola, og hjemme hos dem skal man være 5 år, før man må få sodavand. Vi var i legeland for at fejre min venindes søn, og moderen til drengen synes, at det var ret sjovt, at han havde spurgt, og gengav derfor spørgsmålet, så alle kunne høre det.

Jeg kender min venindes veninde fra andre sammenhænge, og jeg kan skidegodt lide hende. Alligevel brændte det i kinderne, og jeg kunne mærke, at jeg blev både gal og ked af det. For umiddelbart der er jo ikke rigtig noget at sige, som kan forsvare det, vel? “Ja, det er fordi jeg tror på, at børn har godt af alle de vigtige næringsstoffer, der er i Pepsi Max” er jo ikke rigtigt en mulighed, og jeg følte mig simpelthen så udstillet. Lige i dé situationer kan jeg mærke, at jeg bliver ekstra opmærksom på, at jeg er alene med mine børn; at klicheen om den enlige mor, der mangler overskud til at interessere sig for sine børns tarv og vilkår, og som derfor bare lader dem sejle planløst rundt i en sovs af e-numre, sukker og manglende grænser, ligger lidt for lige for.

Jeg lod den fare, fordi situationen ikke rigtigt var til at tage den, men den prikker til noget, som jeg rammes af og irriteres over i alle sammenhænge, når vi snakker om børn, nemlig at det lader til, at vi idag er så optagede af enkeltelementerne i opdragelse af vores børn, at ingen længere har overskud eller overblik til at forholde sig til det store billede.

Må man sende sine børn i institution i ferien? Må man lade dem se iPad 4 timer om dagen? Må man lade dem spise sukker? Må man vække dem, når de sover, må man true med at tage legetøjet, hvis de ikke makker ret, og må man hæve stemmen, når man bliver vred? Der er tusindvis af områder, hvor det er enormt nemt at svare, hvis man isolerer spørgsmålet til kun at handle om dét, men sådan er der jo ingen, der lever. Vi har alle sammen liv, der består af tusindvis af brikker, og hvor en masse valg og hensyn påvirker hinanden, og derfor er det både dumt og kollektivt belastende, at vi dømmer os selv og hinanden på baggrund af enkelthandlinger. Hvis Frida sover når Anton skal til gymnastik, er det så hendes eller hans behov, der skal tilgodeses? Hvis der er alvorlig sygdom hos forældrene, der af den ene eller den anden grund bliver forværret, hvis de skal holde 3 ugers ferie med børnene hjemme, er det så bedst, at ungerne får de 3 uger, som ingen kan være uenige i, at de fortjener, eller er det bedre, at forældrene er hurtigere på benene igen, og dermed hurtigere kan være mere for de selvsamme børn igen, hvis de kun får to uger? Jeg synes, at den offentlige tone gør det svært at tage sig lov til at fastholde, at man har nogle vilkår eller overordnede principper, der betyder, at man bryder med nogle af de politisk korrekt retningslinjer, der er udstukket ift. fænomenet børneopdragelse.

Det er lidt som den debat, der de sidste 10 år har kørt omkring vin; om det er sundt eller usundt. Flere studier peger på, at det er sundt for hjertet, ligeså mange peger på, at det er usundt for vægten. Pointen her er, at begge dele er sandt. Og jeg ved ikke med jer, men jeg er ved at blive rundtosset af at forsøge at gøre alting rigtigt samtidig. Vi kan hævde alt det, vi gider, at vi ikke ligger under for alle de Korrekte Principper – men jeg kender ikke ret mange, der ville sige højt i en forsamling, at blå er en drengefarve, at der er fri computertid hjemme ved dem, eller at deres børn får en ekstra time i institutionen 3 gange om ugen, så de selv kan nå at løbe en tur.

Bagsiden af medaljen ved den digitale verden er, at vi i nogle tilfælde bliver overinformerede, synes jeg, og derfor hele tiden er belastet af viden om, hvad dette eller hint gør ved sjælen og legemet hos både egne og andres børn.

Da jeg fik Frida lovede jeg derfor mig selv, at jeg ville arbejde med det. At jeg ville stå fast på de valg, jeg har truffet, fordi de for fanden er truffet ud fra en overbevisning om, at det, jeg gør, er rigtigt for os, og at man nogle gange vinder krigen ved at tabe slagene. Jeg lovede mig selv, at jeg ville øve mig i at stole på, at jeg med det udgangspunkt *vi* har, giver mine børn de bedste betingelser for trivsel.

F.eks. har jeg valgt, at jeg rydder op efter mine børn, når de skal i seng. I løbet af dagen skal de gøre det selv, men fordi jeg gerne vil, at vi lukker dagen ned på en god måde, har jeg valgt, at det ikke er når vi alle tre er trætte, at vi skal tage dén konflikt.

Og jeg har også valgt, at Frida må få cola ved særlige lejligheder. Faktisk er mad og måltider noget, jeg har brugt rigtig lang tid på at forholde mig til, fordi jeg selv i en periode har bøvlet med det. Derfor er det vigtigt for mig, at mine børn lærer deres kroppes signaler at kende, og respekterer dem. Det betyder, at man godt må få aftensmad kl. 16.30 hjemme ved os, for hvis det er der, man er sulten, er det der, man skal spise. Det betyder også, at man ikke skal spise op. (Det vilde er, at selv mens jeg sidder og skriver dette indlæg har jeg lyst til at skrive 100 disclaimere, fordi jeg gerne vil vise, at jeg ikke er ligeglad eller dårligt begavet. Hvor ER det irriterende!) Vi har sjældent cola, for Anton elsker det, og det er simpelthen lettere, at det bare ikke findes i huset. Derfor er cola noget, der er forbeholdt særlige lejligheder hjemme ved os, og min overordnede beslutning er, at opdragelse er noget, der primært skal forgå i hverdagen, og derfor skal det ikke være den konflikt, vi bruger tiden på, når vi holder fødselsdag eller har gæster.

Alle jeg kender har meldt deres børn til mellem 3 og 5 forskellige fritidsaktiviteter; jeg har valgt, at Anton går til én. Jeg er sikker på, at det er det rigtige for os. Jeg vil have, at der er ro på i ungernes liv, og jeg vurderer, at lige præcis mine børn har brug for at slappe af, når vi kommer hjem om eftermiddagen. Alligevel mærker jeg ind imellem tvivlen gnave, når andre taler om, hvor vigtigt det er at dyrke nærmiljøet og hvor gode venskaber, børnene får, når de går til dans og fodbold og teater og kor og gymnastik og spejder. Og problemet er, at vi hele tiden skal træffe vores beslutninger, om alt det, der påvirker vores børn, uden at vide, hvad konsekvenser af valg og fravalg bliver på den lange bane. Skåret ind til benet vil vi jo bare alle sammen gerne skabe glade, hele mennesker, der trives i både sig selv og i verden, og det eneste, vi har at pejle ud fra, er mavefornemmelse og livsbetingelser.

Og alt det kunne jeg mærke, da min beslutning om, at Frida ikke bliver besudlet på indersiden for evigt, fordi hun drikker cola, blev udsat for en granskning i plenum. Jeg kunne mærke bølgen af instinktiv skam, automattvivl, den kroniske forældreangst, der består af lige dele frygt for at tage fejl og for at blive dømt, og så – endelig og heldigvis – irritationen over det evige fokus på isolerede enkeltelementer i opdragelsen. For med irritationen kom reminderen til mig selv om, at jeg én gang har truffet beslutningen om, at det store billede er det vigtigste, uanset hvad andre måtte mene om mine enkelte penselstrøg. Det, der er rigtigt i den ene familie, giver ikke nødvendigvis mening i den anden.

Det vigtigste må være, at det, jeg gør, giver mening i min.