Togtider

Klokken er 8.51 og jeg sidder i toget mod Aarhus sammen med Anton, som har været vågen i 48 timer (føles det som om) af bare spænding over turen. Frida er ved mormor og morfar; det er første gang, vi er fra hinanden på dén måde, og begge børn har på skift skulle forsikres om, at den anden *ikke* skulle med, og om, at vi skal ses igen, alle 3, lige om lidt.

Han sidder lige nu med hovedet begravet i Lego og iPad, og jeg bliver så rørt over hans uskyld og åbenlyse forventning til de kommende dage. Alene togturen har han set frem til i ugevis.

Da vi trådte ind på banegården, skete der det, der somme tider sker, når man pludselig er et sted igen, hvor man ikke har været længe: Lemmen til alle de minder, jeg forbinder med Toget, sprang op, og jeg ved ikke engang, om jeg havde glemt dem, eller bare glemt, at jeg havde dem.

Jeg kom i tanke om dengang, jeg tog hjem, med mit knuste hjerte i hænderne, og græd hele vejen fra Aarhus til Esbjerg.

Om dengang jeg, som ellers er ret privat med den slags, blev så gal på en kæreste, at vi endte med at stå og råbe ad hinanden så ruderne klirrede, mens hele den propfyldte kupé sad og ved tankens kraft forsøgte at fremmane en usynlighedskappe at gemme sig under.

Om turen til tatovøren i Silkeborg, om første gang, jeg tog fra Aarhus til Esbjerg med Anton i barnevognen, forkrampet af stress over, om han ville skrige hele vejen, og om den sommeraften, hvor en ven, som aldrig blev til andet end det, fordi vi begge var nogle stolte idioter, og jeg tog toget tilbage til Esbjerg efter at have spist fisk og drukket hvidvin i aftensolen, og lyset var citrongult og fint, og vi endte med at sidde og blunde op af hinanden, og alt var godt.

Jeg kom i tanke om ture med tømmermænd og regnvejrshår, om ture til sindssyge tolkeopgaver med gode kolleger og dårlig kaffe, om følelsen af ensomhed og afklaring, med udsigt til solen, månen, stjernerne og spejlbilledet af mit eget ansigt i ruden.

Og når jeg kigger over på Anton og ved, at alt det ligger foran ham, får jeg en klump i halsen og lyst til at kramme ham ekstra hårdt, og sige: Jeg elsker dig. Jeg er her for dig. Jeg passer på dig. Altid.

Published by

5 Replies to “Togtider

  1. Pyh, der fik du alle mine tårer helt frem i øjenvipperne. Min datter på 21 flytter hjemmefra om 2 minutter (= en måned) og jeg ved bare, at det bliver stort og fantastisk og jeg vil bare kramme hende og passe på hende mens hun flyver ud i verden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.