Sommertips og -tricks

Med dén overskrift kunne man måske godt forvente et link til en artikel i Hjemmet, men efter en uges ferie er det alt, hvad min hjerne kan komme op med, og den dækker faktisk indholdet meget godt, så vi lever med det, har jeg besluttet.

Der er ikke tale om sponsoreret indhold, men bare om produkter og ideer, jeg i al beskedenhed synes er så geniale, at de må deles. Må. Ikke kan. Må.

Så uden yderligere ophold, kommer her en håndfuld gode ideer til at gøre sommeren både nemmere, bedre og billigere.

Køkkenet:

Vin-terningen.
Den eneste forklaring, jeg kan finde, på at dette fænomen ikke er mere udbredt, end det er, er at de fleste kommer til at drikke al vinen, og dermed ikke har sjatter tilbage at fryse. Men altså: Hvis der er lidt tilbage i flasken, når gæsterne er gået, eller hvis din venindes rosé ikke er helt så god, som din egen, så hæld det i is-terningebakker eller små bægre og smid dem i fryseren. Når du drikker vin næste gang, kan du smide en klump is i, som ikke fortynder vinen, i takt med, at den smelter. (Pga. alkoholen bliver den ikke hård-hård, men kan sagtens vippes i glasset alligevel.)

Is-kaffe:
Hæld 6 dl. kogende vand over 1 dl. instant kaffe. Røre-røre-røre. I med en dåse kondenseret mælk. Røre mere. Hæld i små bægre/forme (muffin-forme er perfekte i størrelse), og smid dem i fryseren. (Vær lidt omhyggelig, når du fistrer rundt med det her; det er fedtet) Når du vil have iskaffe, smider du en terning i et stort glas, hælder mælk/Bailey/Kahlua over, ét voila. Hvis du vil lave den som ice-blend, skal du fryse kaffe-massen i mindre tern, så du ikke slår din blender ihjel, men igen: Det fedter, så lad være med at lave klassikeren med is-terningebakken, hvor halvdelen ender i bunden af fryseren.

Det perfekte smoothiebæger:

Her taler jeg primært til folk med børn og/eller uden motorik. At drikke smoothies af de her, er genialt af 2 grunde: For det første kan sugerøret ikke hives op, hvilket der ikke kan siges nok godt om, hvis man har børn med “hvordan mon dén virker”-personligheder (RIP timeglas, høretelefoner og 3/4 af min køkkenmaskinpark) For det andet slutter sugerøret så tæt, at der ikke sker noget ved, at ungerne hælder bægret, når de drikker af det, eller at man vælter det i bilen – hvilket ikke mindst er en fordel, hvis man er glad for farvestrålende bær eller mælkeprodukter.

Vandflaske-rotationsordningen:
Jeg har 3 vandflasker af dem i hård plast, der kan gå i opvaskemaskinen. Når det bliver varmere i vejret, smider jeg dem i fryseren med 1-2 dl. vand i natten over. (Hvis ikke fryserfabrikanterne forsøger at hverve mig efter det her indlæg, er de idioter). Næste morgen er det bare at fylde op med vand, og så er der koldt vand de næste timer. Det fungerer ekstra godt til vandflasker, der skal med i skole, eller hvis man sover et varmt sted (eller ammer!) – det er ret fedt at have koldt vand ved hånden, så man ikke skal til at makke rundt efter det i nattens mulm og mørke. Som ekstra bonus, virker de også som køleelement for madpakken.

(I øvrigt kan princippet overføres til alt. Lige nu drikker jeg frisklavet ingefær/grapejuice-the i litervis, og når jeg alligevel laver om aftenen, presser jeg bare ekstra grape, så der er til næste morgen. I fryseren med det, og ingefær-teen i køleren.)

Terassen:

Underholdning til terassen, I:

Dronningen af Tearling – Erika Johansen. En solid moppedreng af en bog, som faktisk er en ungdomsbog, men jeg åd den på 3 aftener: Den er god! Vi er ude i en Hunger Games/Game of Thrones hybrid, og hvis ikke, den låner, der lige nu holder 2’eren som gidsel, rubber neglene og kommer igang, så trækker jeg selv sværdet og drager i krig #Khaleesi

Underholdning til terassen, II:

Sense8, Netflix. Det her er virkelig en undervurderet serie, synes jeg. Det er umuligt at forklare plottet, så jeg vil ikke engang forsøge, men vi er ude i en mild afart af sci-fi genren (som jeg ellers hader), som samtidig er både ekstraordinært flot filmet og har et virkelig lækkert soundtrack. Jeg ved ikke, hvorfor det her kommer til at lyde som en anmeldelse i Informationen, og jeg har på fornemmelsen, at jeg modarbejder min egen sag her, men giv den et skud. Jeg var fanget.

Underholdning på terassen, III:
Madbloggen Valdemarsro. Ikke kun fordi den er ualmindelig fin og inspirerende, men også fordi Ann-Christine, det rare menneske, tilbyder et nyhedsbrev, som er en madplan, free of charge, en gang om ugen. Den kommer lørdag formiddag og det er fuldstændig genialt, fordi det er der, man har så meget overskud, at man kan rammes af inspiration. Jeg har prøvet mange af retterne, og kan kun sige godt om dem, og så sker der også ofte det, at jeg bliver inspireret af nogle af opskrifterne, til at lave noget lignende af rester, der trænger til at blive brugt. Der er mad i alle kategorier, det hele er børnevenligt og så kræver det bare det, man har i skabet, og ikke obskure ingredienser, høstet ved fuldmåne af jomfruer.

Badeværelset:

Duft-glasset:

Har du nogensinde set de små flasker med træpinde og duftolie i, og tænkt, at det så fint ud, men alligevel været for nærig til at give 150 kroner for arrangementet? Ingen panik – jeg har dig. Køb et glas med en lille åbning (så herligheden ikke fordamper for hurtigt), gå i køkkenskabet og tag en håndfuld træspyd af dem, du bruger til mad, hæld vand i glasset (evt. demineraliseret vand fra en kondenstørretumbler), hæld en sjat husholdningssprit og 20 dråber æterisk olie i, og læn dig så tilbage i selvtilfredshedens bløde stol.

Hår-doughnut:

Jeg kan ligeså godt være ærlig: Det her er jeg pissesur over, at ingen har fortalt mig om noget før. Jeg har meget hår. VIRKELIG meget hår. Så meget, at jeg skal bestille ekstra tid, når jeg skal have lavet striber. Beklageligvis er det samtidig så glat, at det ikke vil noget som helst, og derfor ser det ud af ca. ingenting. Jeg er bedst til, at mit hår ikke klasker rundt i mit ansigt, og særligt når det er varmt, men den famøse ‘messy bun’ bliver bare aldrig andet, end en topsy tail, der har begået selvmord i nakken på mig. Men så opdagede jeg doughnuten, og if you could see me now! Jeg ligner en med 4 kg. extensions, og jeg tager den aldrig af igen.

Varmeresistent makeup: 

Jeg er en af dem, der ikke bruger farlig meget make-up; et blandingsprodukt af i mange år at have boet i et fitnesscenter, og en personlighed, der ikke sådan er girley-girley. Men jeg vil stadig gerne have lakerede negle, og lidt på øjnene. Jeg gider bare ikke, hvis neglelakken skaller efter 23 sekunder, eller eyelineren forvandler sig til noget smokey-eyes på flugt, så snart man sveder det mindste. Måske er det tilfældigt at begge produkter er Gosh, måske bruger de bare ekstra farlige kemikalier, jeg ved det ikke. Men det virker. Og det er billigt. Win-win. Uanset om du kører to timers spinning, om du ligger på stranden eller om du jerner rundt efter dine unger, der hele tiden stikker af, så kan neglelakken ikke slåes af med en mejsel, og eyelineren ligger præcis hvor du lagde den om morgenen.

That’s it, kids.

Hvis I ikke går sommeren i møde, svale, nydelige og godt underholdte, er det i hvert fald ikke min skyld.

(Og har man selv en ide, der brænder efter at blive delt, så gå endelig amok i kommentarfeltet)

Published by

3 Replies to “Sommertips og -tricks

  1. Jeg vil også mene, du virkelig har gjort, hvad du kunne nu! Skønt med tips, der ikke involverer jomfruer, men til gengæld særligt giftigt make up! ?

  2. Vin isterningen er da genial! Min kæreste og jeg købte to flasker vin som lå i bil i 27 graders varme, og lynnedkølede dem via en pose frostgrønt, hvor de agerede roterende grillspyd – det kan også gå i en snæver vendning, hvis de skal med i parken B-)

    – A

  3. Vinterninger er så smarte… rødvinsterninger er også glimrende til at bruge i madlavningen.
    vandflaske har jeg praktiseret siden jeg gik i skole… lært af min mor.
    hvor finder du det perfekte smoothibærger?
    elsker Valdemars, dejlig blog
    tearlin har jeg før hørt godt om… måske den skulle læses en dag.
    super duft glas tip… må finde glas.. vil være så fint og dejligt i mit nye badeværelse….

    Et is tip, har man børn (eller er som mig bare selv en slik mund) så kan en lidt kedelig halv afbrudt sodavand blive til gode frysselv is med sodavandssmag.
    i den lidt sunder (men absolut lækre) afdeling tager du 1 banan skræller den, skær den midt over, putter en pind i skærefladen, og fryser den vupti banan is… skal det være Fancy dyppes den i smeltet chokolade og krymmel lige når den tages ud af fryseren…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.