M2021, uge 45
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Foræret min søde genbo en portion suppe, jeg havde i overskud fra aftensmaden.
Det er en lillebitte ting, men det fik mig til at tænke på, hvor fedt det er, at vi er nået til at punkt, hvor det ikke er mærkeligt bare ud af det blå at skrive: “Kan du bruge en portion aspargessuppe? Den skal spises i morgen”.
Det har gjort mig langt bedre til på forhånd at tage stilling til, om jeg/vi kan nå at spise rester, jeg ikke havde regnet med at have, og det redder mere mad fra skraldespanden, end man lige tror.
2.
Solgt 11 af mine puslespil.
Vi har talt om det før, men for mig gør det hele forskellen, når jeg sælger brugt, at jeg har en stak at sælge af, uanset om det er tøj eller ting, for det kræver mere arbejde, end man lige tror. Der er både nogle ting, man skal tænke ind ift. at lave og vedligeholde annoncerne, men der er også mange henvendelser, man skal svare på, ting, der skal afhentes eller sendes og mennesker, der er … tunge at danse med.
Dengang jeg startede hele denne indlægsrække, havde jeg mange ting at sælge ud af, og virkelig meget brug for pengene. Dengang havde jeg altid annoncer på Marketplace og en livlig trafik i indkørslen.
Så fulgte en tid, hvor det kom til at handle mere om at minimere end om at tjene på det, og i den periode forærede jeg stort set alt væk.
Jeg havde også en periode, hvor jeg lagde ting ud i en kurv i bryggerset, og så først solgte, når jeg havde samlet sammen; netop for at have ting nok at sælge til, at det var arbejdsindsatsen værd. Men i takt med at børnene bliver større, slider de tøjet mere og har ikke samme fase-afvikling med legetøj. Derudover har jeg efterhånden også fået afviklet alt det, der lå og fyldte i skabe og skuffer, og er landet på new normal, hvor vi stadig har ting, men slet, slet ikke så mange som før, og ikke noget, som jeg har flyttet rundt på i årevis. Derfor blev det til sidst irriterende at optage bordplads med en 1/4 fyldt kasse, der indbragte 50 kr. hver 3. måned.
I dag er jeg landet et sted, hvor fordelingen på salg/genbrug er ca. 25/75; det handler stadig mest om at få tingene ud, så jeg kan få plads i både hoved og hjem, men hvis der er tale om store eller mange ting, ser jeg, om jeg kan få dem solgt. De får en uge på Marketplace, og hvis ikke nogen har bidt på, ryger det til Røde Kors. Det er et fint kompromis, for jeg kan godt leve med, at tingene står og fylder i bryggerset i 7 dage, og jeg sørger for at sætte dem til salg på et tidspunkt, hvor jeg har tid til at svare på spørgsmål og køre på posthuset – men det er også fedt bare at have truffet en beslutning om, at efter det ryger de videre.
3.
Delt vores ønskesedler lidt op, inden jeg sendte dem ud, så alle ikke får de samme ønsker.
Der er ingen grund til at facilitere en situation, hvor vi skal til at fragte varer retur over landet, fordi der ligger 3 af samme slags under træet. Når nu der *er* flere ønsker på sedlen (og man er sådan en familie, der giver gaver), så er det en nem måde vise lidt klimahensyn på.
Mød mig i mørket
Dagene går og vi går med. Eller. Går og går. I rask gang, i hvert fald. Grænsende til spæn. Der er simpelthen så travlt på arbejdet lige nu, og pga. vintertid føles det som om, det er nat, både når vi kører, og når vi kommer hjem.
Samtidig er der mange andre ting på pladen, der også skal passes. Skolepsykologen er netop i dag vendt tilbage med, at de i hendes team laver indstillingen til os, og det var en delmålsplatform, der var rar at nå. Fordi skolen efter mødet, hvor jeg brændte 3 sikringer over i raseri, har strammet gevaldigt op, har vi ikke travlt-travlt med at få lavet udredningen; hele processen kører på to spor for mig. Det ene handler om at få skolen til at tage og føle ansvar for at undervise Anton, så han lærer noget, og ikke bare sidder til opbevaring, og her synes jeg, at vi nu er et godt sted. Dem, jeg arbejder tættest sammen med, er ved at kende ham så godt, at de ægte ved, hvordan de hjælper og støtter ham, og jeg kan se tydelig forskel på, hvordan det påvirker hans overblik positivt.
Det andet spor handler om at få papirer på, hvad problemet reelt er. Ikke fordi jeg og vi som sådan skal bruge det til noget her og nu, men fordi det er umuligt at forudsige, hvordan Antons behov udvikler sig. Måske kunne det være meget fedt at komme på en efterskole eller ind på en uddannelse, der arbejder *med* børn som Anton og ikke imod dem. Måske bliver der behov for, at der lige svinger en voksen forbi et par timer pr. måned for at hjælpe med at sikre, at huslejen bliver betalt. Måske giver det adgang til fællesskaber, hvor han kan danne relationer på egne præmisser. Eller måske kommer han og vi ikke til at skulle bruge det til noget som helst. Men ved at gøre alt, hvad jeg kan for at få fundamentet bragt i orden nu, så håber jeg, at dørene er låst op, hvis han på et tidspunkt får behov for eller lyst til at gå ind ad dem.
Og nu vi er i medicinalhjørnet, så er jeg i gang med at få os oprettet hos den nye læge, så vi kan få booket tid til influenzavaccine til Frida og mig. Med den gigantiske kontaktflade på tværs af segmenter og geografiske grænser, mit job giver mig, vil jeg godt tage én for holdet ift. at begrænse risikoen for smitte. Samtidig har jeg været inde at tjekke, hvornår jeg kan få 3. stik, hvilket desværre først bliver omkring februar, hvis den nuværende plan holder stik. På plussiden slipper jeg så for at zombieslæbe mig gennem december, hvis jeg bliver ramt af samme infame træthed som sidst.
Det trækker også op til fødselsdag, og jeg har brugt lang tid på at vride hjernen for ideer. De er store nu, drengene, og vores hus er lige så småt, som det plejer at være. Aldersmæssigt er de også et sted, hvor det kan være svært at finde fælles fodslag på aktivitetssiden, og årstiden er træls ift. at satse på at kunne være ude. Jeg har gjort det før, men det giver faktisk bare dobbeltarbejde, fordi man er nødt til at have en plan B, og derfor har vi i år besluttet at holde det i svømmehallen. Det er bestemt ikke gratis, men efter at have vejet for og imod i et par uger, er jeg nået frem til, at det er udgiften værd. Det bliver en fødselsdag, hvor alle er med på samme præmisser, de kan larme ALT det, de gider, og der er meget, meget lidt arbejdet i det for mig.
Endelig er der nisser i horisonten, og jeg har i år besluttet, at re-tænke hele arrangementet. Første søndag i advent kommer den nye nisse i byen til at lægge et brev, hvori han forklarer, at hans rute er omlagt, så han nu kommer med adventsgaver om fredagen, og i stedet for at drille om natten, så gemmer han en lillebitte ting i løbet af dagen, som de så skal finde, når de kommer hjem fra skole. Jeg tænker, at i år bliver sidste riv med nissen, vi kører, og begge unger elsker det så højt, at jeg ikke nænner at sende ham på pension. Men Anton sover først kl. 22, og Frida er på toilettet hver eneste nat, så det giver nogle ret store begrænsninger ift. hvad man kan drille med, hvis ikke alle skal være lysvågne kl. 2, når hun får øje på køkkenbordet, som er pakket ind i aviser. Samtidig vågner hun helt uRIMELIGt tidligt, når der er optræk til løjer, og det går simpelthen ikke, når dagene er så lange, som de er for tiden. Derfor: Gaver fredag morgen, hvor vi alligevel skal op og afsted, og så en pakke tyggegummi eller en lille glaskugle i hverdagene, som jeg gemmer, når ungerne er sat i bilen om morgenen.
Så altså. Hamsterhjul og planlægning, mens vi holder båden flydende. Et halvt afsnit af Squit Game og 10-20 sider i Pigen og Mørklingen inden sengetid, og så lidt CBD og ASMR at sove på. Nu skal jeg bare bede om, at verden lige trækker vejret, så vi kan hibernate på sofaen og nyde, at årstiden jo faktisk lægger op til stearinlys, gløgg og bløde tæpper. Det ville være rigtig rart.
M2021, uge 44
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået mine forældres aflagte sofa og foræret min egen væk.
Den, jeg havde før, var meget mere min stil, men jeg sad himmelråbende dårligt i den, og det har ikke hjulpet at øve sig i +4 måneder.
Mine forældres brugte er af god kvalitet, og der kan godt vrides et par år mere ud ad den, så jeg lever med, at farven ikke er én, jeg selv ville have valgt. På plussiden har jeg lært noget ret vigtigt ift. hvad jeg skal være opmærksom på, når jeg skal ud og købe enten sofa eller 3 store lænestole (som jeg hælder mere til) næste gang, og det er også noget værd.
2.
Ovenpå halloweenfesten i børnenes SFO snakket med personalet på skolen og lagt en reminder i min kalender om at sende en mail til fest-udvalget, når vi nærmer os høstfest og halloween til næste år.
For der er et madspild af så astronomiske proportioner, at jeg næsten ikke kan være i min krop over det – hvilket nemt kunne begrænses, hvis dem, der skrev invitationerne, under ‘Børnene skal medbringe noget spiseligt’ tilføjede en sætning i stil med: “Hvert barn skal blot medbringe smagsprøver” eller “Hvert barn skal medbringe mad til ca. 5 personer”. Lige nu har hvert eneste barn mad med til alle i klassen, og det er fuldstændig unødvendigt.
Det handler om misforstået godhed, for alle forældre vil selvfølgelig gerne være sikre på, at deres børn ikke som de eneste står med en kvart saltstang til buffeten, men der bliver smidt så meget mad ud, at det faktisk ikke rigtigt kan forsvares.
Jeg spurgte personalet, om det var ok, at jeg sendte en mail til næste år (så jeg ikke kommer til at træde nogen over tæerne), og det var det, så nu er der lagt en reminder i kalenderen, så jeg husker det.
3.
Foræret en kæmpe stak ziplock-poser til SFO’en.
Jeg har flyttet rundt på dem i årevis, og de passer bare ikke i størrelsen til noget som helst herhjemme. Pædagogen lyste helt op, da jeg hev dem op ad tasken og spurgte, om de ville have dem, så nu bliver de brugt i stedet for at ligge i mit skab og glo.
4.
Endelig fået tømt glasset med Omega-3 oliekapsler, som har stået og hængt med mulen bagerst i køleskabet, siden jeg startede på CBD-olie.
Jeg gør sjældent noget halvt, så da jeg fik de nye kapsler, glemte jeg alt om de her. Men de var ikke gratis, og trods alt er jeg ikke så finttunet en maskine, at alle indre barometre står af, hvis jeg mixer olietyper, så de sidste 14 dage har jeg kørt Omega 3 og CBD på skift hveranden dag, og nu er der spist op.
Maskebal og Kernehuse
Jeg har og har altid haft mange forskellige typer af mennesker i mit liv. Mine fødselsdage har altid været et kludetæppe af holdninger og socialklasser, og jeg har altid sat pris på, at der er så stor variation. Selvfølgelig har man brug for sine ride or dies, men jeg synes, det er værdifuldt, at vi i leddet længere ude kan spejle, sparre og støtte hinanden på forskellige måder og i forskellige sammenhænge. At jeg f.eks. har en kollega, som jeg sagtens kan tale privat med, uden at vi ses ved siden af jobbet, at jeg kan have noget, der minder om et venskab med en forælder fra et af børnenes klasser, eller at jeg kan have en solid relation, der primært er bundet op på en funktion, som f.eks. bestyrelsesarbejde. Hvor vi mødes i og om det, der binder os sammen, og hygger os hele vejen, men ellers ikke har med hinanden at gøre.
Fordi forskellighed for mig altid har været noget, jeg opfatter som en fordel, har jeg studset lidt over, at jeg det sidste års tid har .. reageret på mennesker, jeg jævnligt krydser bane med. Mennesker, jeg egentlig godt kan lide, men som alligevel får mine antenner til at stå og vibrere umærkeligt.
Én af dem løber vild i sine egne historier. En anden ændrer adfærd, afhængigt af, hvem der er til stede. Den sidste har aldrig nogensinde selv en holdning til det, vi taler om.
Der er som sagt ingen af dem, der er i det nære netværk, og derfor er det ikke noget, jeg som sådan føler mig kaldet til at reagere på. Men jeg kan alligevel mærke, at jeg mentalt træder et halvt skridt bagud, når jeg støder på dem, og efter at have tygget på det, er jeg nået frem til, at det er fordi, det på mig virker som om, de ikke har nogen kerne. At der ikke er noget, der er essensen af dem.
Det kan der være tusind grunde til, og mange af dem er formentlig både forståelige og gode. Det kan også handle om den eneste anden konstante faktor i relationen, nemlig mig. Men uanset hvad, så mangler de den essens af personlighed, man knytter sig til i andre mennesker, uanset om det er i en venskabelig, professionel eller romantisk relation.
Ikke for at sige, at vi alle sammen er den samme person hele tiden. Jeg er forskellige versioner af mig selv, afhængig af, om jeg er datter, mor, søster, kollega, kæreste, ven eller tillidsrepræsentant. Jeg har forsøgt at finde et bedre billede på, hvad jeg mener, men det, der bliver ved med at falde mig ind, er sammenligningen med en diamant. Den har forskellige sider, og vil se forskellig ud, afhængig af lyset, der falder på den, og hvilken side, der vender frem, men det er uomtvisteligt den samme, genkendelige sten i både størrelse og karat, uanset hvordan du holder den.
Når jeg er afsted med en kollega, og hun tilfældigvis møder et menneske, hun kender privat, så kan jeg jo i langt de fleste tilfælde stadig genkende hende i samtalen, selvom hun pludselig har sin private personlighed på.
Og jeg advokerer ikke for, at vi alle skal gå rundt iført falskhed og sleske smil – men der sker noget med min måde at opfatte mennesker på, når jeg får en mistanke om, at de altid bare hyler med de ulve de er iblandt, og aldrig selv har noget på spil.
Det bliver tit ekstra tydeligt, hvis de gemmer sig, når der er flere mennesker til stede; i hvert fald når man ved, at det ikke handler om utilpashed ved mange mennesker, eller diagnoser, der giver udfordringer. (Og læs lige den sidste sætning igen, for ellers kommer den til at trække kommentarfeltet skævt).
Men det er for mennesker uden grundkerner umuligt at være sammen med flere, som de normalt kun er sammen med 1:1, fordi de simpelthen ikke kan spille alle de forskellige roller samtidig. Derfor bliver enhver type adfærd i plenum en afsløring, og så er der pludselig noget, der føles forkert. I hvert fald for mig.
De Kerneløse får mig til at være på vagt, og det er nok i virkeligheden derfor, jeg reagerer på dem. For det er jeg ellers meget sjældent.
Det behøver ikke være Nietzsche og Freud og Hvordan Går Det Derhjemme med alle. Som jeg startede med at skrive, sætter jeg enormt stor pris på forskellighed, og på, at der kan være tyngde i relationer, der måske ikke traditionelt er nogle, man tænker på som tætte. Men der skal være en genkendelighed i folk, som indikerer, hvem de er, sådan helt inderst inde. Hvis man ikke rammer noget hård substans, når man mærker efter, så kan de formes 100% efter omgivelserne, og så bliver de aldrig en væg, man kan læne sig eller spille bold op ad.
M2021, uge 43
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har Frida været til Halloweenfest i SFO’en, hvor alle børn skulle ‘medbringe noget spiseligt’.
Jeg har været presset på tid, så jeg havde på forhånd besluttet, at vores bidrag var nødt til at være noget nemt. Da jeg spurgte, hvad hun gerne ville have med, var svaret “Chips!”, så vi købte 4 poser i Lidl, samt en rulle engangskrus, som vi dekorerede med halloweenstickers og øste chipsene op i. Det udløste stående børneovationer og en begejstring så stor, at jeg halvt om halv forventer, at de har rejst en statue af mig i skolegården, når jeg afleverer på mandag.
Hvis nogen om en måneds tid står med ryggen mod julemuren, er jeg sikker på, at ideen vækker ligeså stor begejstring med julestickers på krusene.
Og altså:
Det her punkt er på, fordi jeg stadig selv øver mig i at huske, at jeg bliver en bedre mor og et bedre menneske, hvis jeg springer over, hvor gærdet er lavest, når der er brug for det.
Men det er også på, fordi engangsemballage stresser mig, og jeg har brugt 4 år på at forsøge at arbejde mig væk fra det. Men, helt generelt, er det, som om den udvikling er sat et årti tilbage med Covid, for når vi stadig skal passe på og helst ikke skal røre ved det samme alle sammen, så er der nærmest ikke andre måder at komme omkring det på. Ikke med mindre vi omtænker hele måden, vi er sammen på, så den ikke i så høj grad omfatter fællesspisning og sammenskud, i hvert fald.
Men det ærger mig stadig, at vi, stående overfor den akutte trussel, endnu engang lukker øjnene for den, der formørker horisonten.
2.
Har jeg fundet Min Bog frem og tjekket den juleliste, jeg skrev sidste år, da jeg havde ryddet op i alle juletingene. Og det var sgu kys til mig og kys til Bjarne, for det gav mig 500 km. forspring, at jeg sidste år havde åndsnærværelse nok til at skrive, at vi har et kalenderlys, at vi mangler en udendørs lyskæde, og hvor nissehuerne er.
De forgående år har jeg ikke været helt så skarp på listerne, hvilket har betydet, at jeg været nødt til at rode alle kasser igennem, når december nærmede sig, men fordi jeg sidste år lavede 3 lister (1. Det har vi, 2. Det mangler vi og 3. Hvordan er tingene pakket ned) er det i år bare at læne sig tilbage.
For dem, der når frem til juleaften med en pose købte pebernødder og et flettet hjertet, forstår jeg godt, hvis det virker analt at gå så højt op i planlægningen. Men børnene ELSKER jul – så det gør jeg så også. Og fordi der bare i forvejen er fuld knald på alting med covidudsatte arrangementer, der skal afvikles, dobbelt op på forældremøder, tandlæger og sundhedsplejersker og Anton, der har fødselsdag i slutningen af november, så er jeg nødt til at være ekstra Hitler, hvis det stadig skal være hyggeligt. Det ville være hæsligt, hvis det ikke faldt i tråd med min generelle personlighed, men det gør det heldigvis, og i år, hvor vi skal holde Antons fødselsdag den samme weekend, som det er første søndag i advent, er det bare ekstra rart, at der er ro på.
3.
Har vi ryddet op på Antons værelse, hvilket er en opgave, der burde udløse et 14 dages, statsfinansieret spa-ophold på bagkant. SHIT, det barn roder!
Men der er både fødselsdag og jul i sigte i løbet af de næste par måneder, så der er ikke at gøre – og selvom han skal have lov at være herre på eget værelse, skal vi stadig alle sammen kunne være her uden at gå til i Lego og støv.
Da han var mindre, kunne jeg uden problemet bare hælde klodserne tilbage i kæmpekufferten og parkere sværd og pistoler i deres respektive spande, men den går ikke længere. Jeg kom til at gøre det for et halvt år siden, og det taler vi (med meget bebrejdende stemmeføring) om endnu.
Men jeg havde varslet det med de lovpligtige frister, og han fik selv lov at være med hele vejen. Der blev sorteret, smidt ud og sendt videre og alle de tusindmillionmilliard stykker løs Lego, der forvandler gulvet til en fakirs våde drøm, fik allernådigst lov at komme tilbage i Lego-puf’en.
Anton fandt undervejs en masse legetøj, han havde glemt, han havde, og kom på et tidspunkt – til sin egen forfærdelse – til at udbryde: “Det er rart at få ryddet op, mor!”
Det lod jeg for husfredens skyld som om, jeg ikke hørte, og nu er der plads til både de kommende fødselsdagsgaver og til at lege derinde igen.
I øvrigt:
*Har jeg læst en håndfuld uddrag af den meget omtalte svømmebiografi, og jeg tror simpelthen ikke, jeg forstår, når ghostwritere skriver væsentligt under niveau i forsøget på at skabe en illusion af, at det er hovedpersonen, der bare lige selv i et anfald af inspiration har sat sig ved tastaturet og klapret derudaf? Indholdet er, som det er, men er hele ideen i at få en håndværker til at udføre et stykke arbejde ikke, at slutproduktet skal være bedre, end det, vi selv kunne fremstille?
*Skulle jeg forleden på en tolkeopgave, der krævede lidt mere formel påklædning end normalt. Da jeg kom ud fra badeværelset, gav Frida mig elevatorblikket, hvorefter hun knipsede og udbrød: “Yas queen!” Jeg kan ikke følge med.
*Har jeg 3 gange i den forgangne uge været ved at blive påkørt af bilister, der skulle ud fra sideveje og af uransagelige årsager startede med at kigge til højre. Kig dog til venstre, hvor truslen er tættest på!?
*Modtog jeg fredag aften kl. 22.18 en besked fra Esbjerg Kommunes Pladsanvisning i min e-boks. De ville bare lige sende mig en efterregulering fra 2018, som jeg har 3 uger til at betale. Hvis der er nogle lokalpolitikere på linjen, så er min stemme til det kommende kommunalvalg til salg til til, der gider få styr på det forpulede cirkus.
*Har jeg på en lang dag i bilen ædt hele 3. sæson af podcasten ‘Det Perfekte Offer’. Af en eller anden grund blev jeg ikke helt fanget af de to første sæsoner, men den her var virkelig god, så nu får de en chance mere.
*Har jeg skiftet læge efter et besøg, der var så absurd, at det havde været sjovt, hvis det ikke var os, det var sket for.
For 4 uger siden havde jeg bestilt en tid alene for at forklare, hvorfor jeg gerne ville have en henvisning til børnepsyk. til udredning af Anton. Min læge var imødekommende, forstående og meget åben. Derfor var jeg fuldstændig uforberedt på, at han, da jeg kom med Anton i mandags, kiggede på mig, som om, vi aldrig havde set hinanden før og sagde: “Ja?” For første gang i hele det her forløb blev jeg fanget på det forkerte ben, for jeg havde ikke forberedt mig på, at jeg a) skulle fortælle hele historien forfra og b) skulle gøre det med Anton ved siden af.
Anton var helt VILDT stresset over situationen, og jeg var derfor efter 60 sekunder allerede på overarbejde, fordi jeg både skulle kæmpe for min sag og være Antons mor, der passer på ham, når det er svært.
Herefter fulgte et Kafkask forløb, hvor lægen først bad mig ringe til skolepsykologen og sige, at hun skulle “gøre sit arbejde ordentligt!” (fordi lægen mener det er skolen, der skal henvise, mens skolen mener det er lægen, og det virkelig frustrerende i dét er, at den eneste, der INTET har at sige er mig, skilsmissebarnet, som bliver bedt om at løbe fra mor til far og tilbage igen). Derefter fulgte skæld ud i form af: “Sig mig engang, hører I overhovedet efter!!?” da han ævlede helt uanfægtet videre om den arbejdssky psykolog (som er det ubetinget mest kompetente og sympatiske menneske, vi har mødt igennem alt det her), mens en stress-sludrende Anton blev ved med at hive mig i ærmet og gå over mod døren, og endelig fulgte – da jeg tudede af raseri og utilstrækkelighed – den store finale: “Ja, jeg kan godt se, at du er ked af det. Det er ikke min skyld!”
Anton, der på det her tidspunkt løb i cirkler om sig selv, sagde til lægen: “Min mor er ked af det nu?” “Ja, det er hun, kan du lige tage en serviet til hende, du er sørme en dygtig dreng, vil du have et stykke tyggegummi?”
What. The. Actual. F*ck?
At være i det her system føles meget sådan her:
(- men det bliver også et: “Suck my dick!!” herfra).
*Kan jeg ikke forklare, hvor højt, jeg elsker den her TikTok-video
– men i hvert fald højt nok til, at jeg (uden nogensinde at ville kunne gengive hvordan) har lavet den til ringetone på min telefon. Jeg bliver i godt humør hver ENESTE gang, den ringer.
*Må vi ikke glemme originalen. Den er også svær at være sur til.
M2021, uge 42
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Lavet boller i karry i samlesæt. Jeg lavede kødbollerne for sig, saucen for sig og en pandefuld grønt (æbler, selleri, gulerødder og en halv, livstræt peberfrugt, som jeg ternede og svitsede ved lav varme) og kogte ris til.
Fordelen ved at holde det hele adskilt er dels, at mine børn er mere villige til at prøve nyt, når de kan se, hvad de får, men derudover giver det mig også mulighed for at lave forskellige mængder af tingene, forstået på den måde, at jeg her lavede en tripple portion kødboller, mens jeg kun lavede ris, grønt og sauce til to dage.
De ekstra kødboller frøs jeg i ét lag, så de er hurtige at tø op (hvilket er smart, når man er sådan én, der hver eneste dag bliver lidt overrasket over at opdage, at man stadig er den, der står for aftensmaden), og med en pose frossen grønt i fryseren og en brik færdig sauce i skabet er jeg i mål med aftensmaden på et kvarter, når vi skal have boller i karry næste gang.
2.
Holdt slatfest med alle de rester, jeg har i huset. Og her taler vi ikke om sprut, men om te, bodylotion, deodoranter, vareprøver osv.
Når jeg har haft en periode, hvor jeg har haft helt VILDT travlt, får jeg altid et ekstra behov for at (gen)skabe orden og overskuelighed, og skabene er et dejligt lavpraktisk sted at gøre det.
Så jeg har sat de flasker, æsker og glas frem, som jeg gerne ville have tømt, og udelukkende brugt af dem til de var tomme. Det er en tæt-på-nul-indsats-øvelse, som giver overraskende mange point på tilfreds-med-mig-selv skalaen.
3.
Været i Aarhus og tude, grine og spise sushi med nogle af mine bedste mennesker.
Den er på her, fordi hele formålet med øvelsen ‘at leve mere bevidst’ er være i stand til at give mig selv det, jeg har brug for, når jeg har brug for det. Det bliver måske lidt langhåret nu, men jeg har sådan en instinktiv fornemmelse af, at jo bedre man bliver til at mærke, hvad man i virkeligheden har brug for, des mindre bliver behovet for at fylde tørklæder, pyntepuder og chokolade i det vakuum, der opstår, når man mangler noget helt grundlæggende, som f.eks. opmærksomhed og (egen)omsorg.
Og det trængte jeg til. Helt vildt, faktisk. Så da mine børn og forældre med listige miner overbragte mig informationen om, at de havde planlagt en sleepover, som startede mandag middag – og jeg var ikke inviteret – valgte jeg at lade vasketøj og betalingsservice sejle deres egen sø, og kørte op til et par af dem, der har været med hele vejen. Det var. så. rart, og der var ro i både hoved og krop, da jeg i mørke og småregn trillede tilbage mod Esbjerg.
Love on the spectrum
For nogle uger siden læste jeg i Ugeavisen Esbjerg en artikel om, at der her i byen er et stigende ønske om at samle den viden, der er om autisme i ét hus, så man bedre kan hjælpe børn og familier, der får dét kort spillet på hånden.
Det fik mig til at tænke over, at en del af grunden til, at den her rejse for mig og os har været så lang, meget grundlæggende handler om mangel på viden om børn med autisme i den almindelige del af folkeskolen og sundhedssektoren – og specielt hvis man ligger på den milde ende af spektret.
Jeg har brugt lang tid på at læse om det her, og én af de ting, jeg flere steder er stødt på er, at ADHD og Aspergers er nemmere at spotte, fordi de to udviklingsforstyrrelser giver nogle ret konkrete udfordringer, mens ‘all bets are off’, som de skriver og siger, når det kommer til autisme. Om det er rigtigt, ved jeg ikke – men fordi jeg selv er blevet virkelig overrasket over, at ingen – INGEN – på noget tidspunkt har nævnt autisme som en mulig forklaring på de udfordringer, vi har kæmpet med, gav det mig lyst til at prøve at skrive lidt om, hvad tegnene her har været.
Min tanke er, at de af jer, der sidder med børn, hvor ‘der er noget’, eller de af jer, der arbejder med børn og unge og støder på dem, der stritter lidt, kan få et konkret, selvoplevet eksempel på, hvordan mild autisme *kan* se ud.
Inden jeg går videre er der to ting, jeg skal slå fast med 7-tommer søm:
1.
Vi har ikke en diagnose endnu, og de briller skal I have på, når I læser, hvad jeg skriver. Jeg gætter. Jeg gætter kvalificeret, men jeg gætter. Når jeg vælger at skrive det her indlæg alligevel, skyldes det én ting: Alle andre gætter også. Ingen af de lærere, sundhedsplejersker, pædagoger eller læger jeg er stødt på, lader til at være bedre klædt på end mig, ift. at få familier som os peget i den rigtige retning, og så længe det er sådan, ville jeg selv have syntes, at det var en bedre hjælp med noget konkret erfaring og et bud, end bare at famle rundt i mørke.
For problemet er, at der er langt hen til børnepsyk. hvis man er én af dem, der ikke er helt hårdt ramt. (Og selv i de tilfælde er det op ad bakke, har jeg indtryk af, og specielt hvis man bor i mindre byer, hvor både frekvens, kendskab til og viden om autisme, ADHD osv. er begrænset). For selvfølgelig skal vi overlade diagnosticering til de professionelle – men problemet er, at man ikke ender hos dem, hvis man ikke kigger i den retning, så her er man paradoksalt nok nødt til enten at møde folk undervejs, der ved, hvad de leder efter, eller selv have en fornemmelse af, hvor hunden ligger begravet. Så fordi kendskabet til det her stadig lader til at være meget begrænset i normalsystemet, synes jeg, det giver mening at kigge på hønen, inden vi leder efter ægget.
2.
Fordi du kan genkende nogle af punkterne fra dit barn/dig selv, siger jeg IKKE, at du/I er på spektret. En del af udfordringen for os er netop, at enkeltelementer ikke isoleret set virker problematiske eller som noget, der kræver udredning. Det er graden og summen af dem, der peger i en bestemt retning. Mange børn er selektive ift. mad. Mange børn synes, det er træls at blive klippet. Mange børn har svært ved at falde i søvn. Det kan alt sammen være super bøvlet, men det er enkelte penselstrøg, og det, vi taler om her, er hele maleriet.
Så med de to forbehold i baghovedet, kan vi springe ud i det.
Jeg er ikke sikker på, at man umiddelbart bemærker, at Anton ikke er helt som så mange andre, når man møder ham. Han er en lille Steen (og Stoffer), han har masser af humor, er glad, socialt begavet og vil gerne fortælle. Han kan godt lide at være sammen med andre mennesker, og han lader til både at læse og regne alderssvarende. Han er ualmindelig god til engelsk, og har alle dage været det, og det har jeg gjort alt, hvad jeg kunne, for at støtte og fodre. Min tanke er, at når man på nogle områder skal stå på tæer, så er det rart, at der er andre, hvor man er så langt foran, at man kan samle lidt overskud.
Når man har været sammen med ham lidt længere tid, eller er omkring ham, når omgivelserne er nye/ændrer sig, begynder man at ane, at han er på overarbejde. Han bliver usikker, har brug for ekstra tryghed (helt konkret tager han mig f.eks. ofte i hånden) og zoner ud, når situationen bliver for uoverskuelig. Man skal vide det for at opdage det, men når man først har fået øje på det, er det nemt at se, at det sker. Her begynder man også at ane, at han er socialt begavet nok til at forstå spillereglerne, og gøre alt, hvad han kan, for at spejle de andre – men at han f.eks. somme tider griner, fordi de andre griner, og ikke fordi han forstår, hvad det er, der er sjovt.
Der er nogle helt konkrete områder, hvor jeg allerede tidligt bemærkede, at der var ‘noget’. Meget af det lagde sig imidlertid op ad de udfordringer, man kan have som præmaturbaby, og det var også det svar, jeg fik, når jeg f.eks. spurgte de voksne, hvorfor han aldrig sov.
Med de her udviklingsforstyrrelser er der enormt mange gråzoner, og derfor kan det være svært at vide, hvad der hænger sammen med hvad. Ingen har endnu kunne give et svar på, om de sproglige vanskeligheder, Anton bøvler med, kan bunde i autisme, og hvor mange autister har svært ved at forstå sociale spilleregler, kan Anton sagtens afkode og følge dem – han forstår bare ikke altid, hvorfor omgivelserne agerer, som de gør.
Han kan have svært ved turtagning ift. dialoger. Når det er hans tur til at sige noget, fortæller han ofte om det, der optager ham, i stedet for at spørge ind til det, den anden netop har fortalt, men om det handler om manglende forståelse af social kontekst, eller om det skyldes, at så længe man selv taler, så skal man ikke forstå alt muligt indviklet, der vælter ud af munden på den anden, er svært at sige.
Endelig er det også for mig en udfordring, at han er mit ældste barn, for jeg har ikke noget at sammenligne med. Når han f.eks. stadig ikke kan huske sin fødselsdag, eller i sin danskbog bliver spurgt: “Hvad gør det ved en tekst, når man fjerner alt det, en person tænker?” så ANER jeg ikke, om børn på 10 normalt kan huske/svare på det, eller om det er den krøllede hjerne, der driller.
Så meget af at være, hvor vi er lige nu, er hele tiden at sortere i, hvor jeg kan puffe ham forsigtigt videre, så han får mulighed for at stikke tåen i den nærmeste udviklingszone, og hvor jeg bare skal være tolk, plankeværk og stillads ift. samspillet med omverdenen.
Men de enkeltelementer, der over tid har peget mere og mere i retning af autisme er egentlig relativt konkrete, og i håb om, at bare et enkelt barn derude får en lidt nemmere tur gennem maskinen, får I dem her i stikordsform:
*Ualmindelig svært ved at falde i søvn.
Flere undersøgelser peger på, at børn med autisme producerer mindre melatonin (som er det stof kroppen bruger til at falde i søvn) end børn, der ikke er på spektret. For Anton har det altid taget mellem 1,5 og 3 timer at falde i søvn, og som spæd sov han så lidt og sporadisk, at ingen vidste, hvad de skulle stille op med det.
*Reagerer voldsomt på pludselige, sensoriske stimuli, som f.eks. børn, der skriger, biler, der dytter osv.
Anton lukker øjnene og holder sig for ørerne, hvis han bliver bange eller forskrækket. Det har han gjort, så længe jeg kan huske.
*Meget sensorisk udfordret på bestemte områder, fordi nervesystemet bliver overbelastet.
Hos os har det f.eks. handlet om, at han ikke har brudt sig om at have shorts og t-shirts på, fordi bare arme og ben = flere sanseindtryk, og da han var mindre ville han ikke gå med bare fødder på f.eks. sand og græs. Dette er dog blevet mindre udpræget i takt med, at han er blevet ældre.
Til gengæld har det drillet med maden, siden han var spæd, og det gør det endnu. I starten troede jeg, at det var fordi, han var kræsen, og jeg brugte tusind år på at forsøge at gennemskue, hvad det var, han kunne lide, men der var INTET system i det. Senere har jeg fundet ud af, at det handler om sansestimuli i munden, hvilket er mere overvældende for Anton end for Frida og jeg. Derfor er nye typer af mad for Anton en ekstra belastning af systemet, og derfor foretrækker han de samme retter igen og igen.
*I forlængelse af ovenstående: Svært ved at sidde stille/blive siddende ved bordet under måltider.
Dette bliver værre i løbet af dagen, ganske enkelt fordi han bliver træt. Det er derfor væsentligt sværere for ham at blive siddende/sidde stille under aftensmaden, end under morgenmaden. Kombinationen af sensorisk input i munden, andre mennesker og samtale kræver mere, end vi, der ikke har de her udfordringer, kan forestille os.
*Reagerer kraftigere end man ville forvente på uvante situationer, specielt hvis disse indeholder elementer af fysisk kontakt.
Fx. læge, tandlæge, frisør osv. Jeg tror aldrig, at vi når til et punkt, hvor en tandbøjle ikke vil være et overgreb.
*Foretrækker at lege selv – men andre må gerne være med.
Formentlig fordi det kræver ret meget at forstå og følge de regler, andre sætter for leg.
*Virkelig dygtig på bestemte områder uden at der er en logisk forklaring.
Jeg har aldrig været bekymret for Antons begavelse. Han er, som nævnt, RASENDE god til engelsk og er også ualmindelig dygtig til at bygge og konstruere. Han er i stand til at bygge komplicerede 3D-figurer i fri hånd, uden hjælp eller vejledning.
*Reagerer mere kraftigt, end man ville forvente, når verdener blandes sammen.
Lektielæsning er f.eks. rigtig svært for Anton, fordi en verden, hvor han er stresset (skolen) tages med ind i det, han normalt opfatter som helle (hjemmet).
*Spejlvender tal og bogstaver.
Der er ikke et system i, hvilke tal/bogstaver han spejlvender eller hvornår.
*Meget svært ved at forstå/huske tid, både klokken, årstid, ugeforløb osv.
*Glemmer ting, man forventer, han vil huske – og omvendt.
Det her er det, der er sværest at forklare, men også noget af det, der driller mest. Det er, som om, Anton har meget mere RAM end ROM, og hans arbejdshukommelse varetager stadig meget af det, der burde være en fast integreret del af maskinen på nuværende tidspunkt. På mange måder minder det om det, jeg gør, når jeg er på arbejde. Når jeg sidder i stolen, uanset om det er på jura, pædagogseminariet eller hos bygningskonstruktørerne, er min fornemste opgave at forstå det, jeg skal oversætte. Jeg ligger ca. 6 sekunder efter taleren, og det betyder, at jeg lagrer alt, hvad der siges, i min arbejdshukommelse. Men når jeg rejser mig, er det meste af det væk igen, for det er ikke i mit privatliv vigtigt for mig, hvordan man kloakerer en grund, eller hvad Stern mener om Selvet. På samme måde kan Anton sagtens forstå, at han har fødselsdag i november, som er til vinter, når vi lige sidder og taler om det – men 10 minutter senere har han kasseret ALT igen. Han føler ikke, at det er relevant, tror jeg? Og det går nu, fordi han er et barn, og der hele tiden er voksne omkring ham, men om 5 år bliver det et problem; specielt fordi han ikke selv efterspørger hjælp. Det er ikke hans behov at en given opgave løses, og hans abstraktionsniveau rækker ikke til at forstå, hvorfor det kan være en god ide at huske/lære bestemte begivenheder og færdigheder.
Noget af det hænger med sikkerhed sammen med modenhed, men det er svært at forudsige, hvor meget af det, han vokser fra, og hvor meget, vi skal have givet ham redskabet til at arbejde rundt om.
_______
So there you have it.
Jeg har brugt lang tid på at tænke igennem, om jeg var ok med at skrive så ærligt om de vilkår, Anton bokser med, men jeg er nået frem til, at jo flere mennesker ude i verden, der kender til og forstår de her udfordringer, jo nemmere en vej gennem livet får Anton og andre børn som ham.
Trods alt er håbet om Det Gode Liv for dem, grunden til at vi gør alt, hvad vi gør.
M2021, uge 41
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Raflet med mig selv om, om jeg skulle skrive det her punkt på ugens liste. For jeg er ret træt af det, og det føles lidt som et nederlag. Omvendt har jeg altid forsøgt at undgå at falde i bloggerfælden, hvor man kun skriver om det pæne, nemme og det, der lykkes.
For sagen er, at vi har været helt sygt pressede økonomisk den sidste måned, og det havde jeg ikke forventet.
Da jeg fik min betalingsoversigt for oktober, kunne jeg se, at Pladsanvisningen ville trække 5 gange mere, end de plejer.
Og det var altså: F-E-M.
Det er en post, der er svær at tjekke – af flere grunde. Dels er jeg så heldig, at jeg får fripladstilskud, men fordi min indkomst svinger meget (og endnu mere, når jeg freelancer) bliver tilskuddet reguleret bagud stort set hver eneste måned. Derudover er Frida skiftet fra børnehave til skole/SFO, Anton er skiftet fra SFO til Klub, de blev tilmeldt forskudt, fordi Frida allerede i august gerne ville i SFO, mens Anton ikke ville osv. osv. osv.
Jeg har holdt øje med betalingen over de sidste måneder, og også ringet og snakket med Pladsanvisningen flere gange, fordi teksten på betalingsoversigten (lærte jeg) ikke stemmer overens med den faktuelle betaling. F.eks. står der ‘betaling for august’ – og når man så ringer og taler med dem, viser det sig, at det ikke er betaling for august, men derimod en efterregulering for maj. Hvilket i en tid, hvor vi kan sende folk på joyrides til Mars virker som et overkommeligt problem at løse, men altså. Pointen er, at det for et menneske som mig, der ikke er specielt talentfuld indenfor ting med tal, føles nærmest uMULIGT at tjekke, og jeg må bare knalde hælene sammen og hoste op.
Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forudset, at jeg ville blive trukket for to fulde måneder samtidig, og derfor røg hele det økonomiske overskud, jeg havde forventet at have i september. Jeg synes, det er lidt pinligt. Faktisk. Fordi jeg føler mig dum over ikke at have set det komme.
Men hvis jeg skal vride noget positivt ud af det, så er det, at det var en vigtig reminder om, at man, selv uden gæld til banken, skal kravle, før man kan gå. Der kommer til at gå væsentligt længere tid, end jeg havde forestillet mig, før vi ikke er sårbare overfor uforudsete udgifter af den størrelsesorden, og det var måske meget fint at blive mindet om, inden man blev alt for løssluppen.
2.
Været to millimeter fra at bakke min skraldespand ned.
Min nye bil er bredere end den gamle, og fordi vi bor på landet, er det mørktmørktmørkt herude, når vi kører hjemmefra kl. 6 om morgenen. Når skraldespanden er kørt ud til tømning, er den derfor virkelig svær at se, og det var i forleden ved at koste mig både en bule og en ny skraldespand.
Nu har jeg været ude at købe en pose selvklæbende cykelreflekser, som jeg har klistret på samtlige skraldespande, så det ikke sker igen.
3.
Ryddet op i min vin og foræret de flasker, jeg selv bliver ved med at styre udenom, væk. Der er ingen grund til, at de ligger her og skaber illusionen af en fyldt vinreol, så de røg videre ud i verden til mennesker, der ikke har så franske sarte smagsløg, som mine.
4.
Smidt to bakker veganer-smør ud, som jeg har fået i mine Bilka To Go-varer. Og det er jeg virkelig træt af, men vi spiser det ikke, og jeg kender ingen hernede, der er så hard core veganere, at de er gået over til planteerstatninger for smør. 3 af dem, jeg skrev til og spurgte, om de ville have det, skrev tilbage med variationer over temaet ‘Hvad er det??’
Jeg HADER at smide uåbnet mad ud, der ikke fejler det mindste, men når jeg ikke kan bruge det og ikke kan få det afsat, bliver det stadig en bedre løsning at hælde det i skraldespanden, end at lade det stå og skygge for andre varer i køleskabet.
Trods alt er overskuelighed stadig første og bedste punkt på listen over gode råd til at undgå madspild.
I øvrigt:
*Har Frida fået sin første æske Ga-jol, og af en eller anden grund vil navnet ikke hænge fast. I denne uge er jeg derfor blevet tilbudt både ‘en reol’ og ‘en viol’, og der er en sherif-stjerne til den, der retter hende.
*Ville jeg ønske, at flere mennesker ville bruge 10 sekunder på at tjekke profilerne hos de mennesker, de skændes med på fb. For det tager ca. 10 sekunder at spotte en troll: Hvis deres profil primært består af rabiate, usammenhængende delte opslag med meget få likes, stort set ingen kommentarer og NUL selvforfattede opslag, bruger du tid på at diskutere med et menneske, der er ansat til at skabe trafik.
*Kan jeg ikke komme over, hvor god Kastanjemanden var.
*Gider jeg ikke i december at læse én eneste artikel om, hvordan ‘Forbrugerne hamstrer!’, når medierne i 2 måneder ikke har skrevet andre artikler end ‘Julehandlen i fare!’ og ‘Indkøbschef: Uhørt få varer på lager!’ For real: Nogen må snart gå ind i, hvor meget medierne er med til at skabe de reaktioner, der ender med at rive tæppet væk under civilisationen.
*Spurgte Frida forleden, hvorfor hun egentlig ikke kunne være født et sted, hvor man taler engelsk? Jeg forklarede, at hvis hun havde været det, så havde hun haft en anden mor, andre søskende og måske en far. Hvilket blev modtaget med ‘viske-viske-ud’-bevægelser med hænderne og et lavt, panikslagent: “Nej tak. Ikke alligevel. Ellers mange tak” The politeness is strong with this one.
*Er jeg ved at blive skingrende vanvittig af min egen krop og cyklus, og skal derfor lige høre, om nogen har god erfaring med noget let hormonregulering, der *ikke* er en spiral?
*Har mine forældre netop haft bryllupsdag. De har været gift i 44 år, hvilket er nærmest umuligt at forestille sig, når man selv mere er den her type:
*Kommer her lige et par anbefalinger til ting, jeg selv er i gang med og som umiddelbart tegner godt:
+Maid på Netflix. Stille og rolig serie om at bryde ud af et dårligt forhold, når man har et barn i lommen. Jeg er halvvejs, og den er god.
+Podcasten ‘Where should we begin’ med Esther Perel. EP er parterapeut, og hvert afsnit er en session, hvor man får lov at være fluen på væggen. Jeg har hørt 7 afsnit, og den giver gode ting at tænke over. Min eneste anke so far er lydkvaliteten på de afsnit, der er optaget under Covid, hvor samtalerne foregår over Zoom. Det er ikke optimalt, når man lytter, mens man kører bil, men der er masser af andre afsnit at tage af, og jeg er vild med den fransk-amerikanske accent.
+En håndfuld ASMR-konti på YouTube, for de af jer, der er til dét. Nogle er nye, nogle blev nævnt første gang, vi talte om ASMR, men fælles for dem alle er, at lydkvaliteten er i top, og at der er NUL smask:
*Reiki with Anna
*Sarah Lavender ASMR
*The French Whisperer (Formidabel accent og 3 timer lange historier om rummet, græsk historie og træer, der er skabt med den ene formål at få dig til at falde i søvn)
*Gibi
*ASMR Bakery
*Goodnight Moon (Specielt Babblebrook-serien er imponerende)
*Whispers of the wolf