M2022, uge 6
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg sat en kasse frem i bryggerset, hvor vaskemaskinen står. Den bruger jeg til at smide det børnetøj i, som synger på sidste vers, så vi kan få det sendt til Røde Kors. Når vi får børnepenge næste gang, er det forårs- og sommertøj, børnene skal have, og fordi de begge to går i t-shirts året rundt, kan jeg sagtens så småt begynde at sortere nu.
Børnene er blevet så store, at jeg ikke gider have kassen til at stå i bryggerset og fylde hele tiden, for de kan trods alt passe det meste af deres tøj en sæson eller to, men ved at sætte den frem, husker jeg at forholde mig til tøjet, så de ensomme sokker, undertrøjen med hul i og strømpebukserne, der er blevet for små bliver pillet fra, når jeg lægger vasketøj sammen. For man kører jo ikke på genbrugsstationen med én sok og en badedragt, og derfor bliver den nemme løsning ofte bare at lægge det på plads.
Da børnene var mindre, solgte jeg ofte deres tøj, når de var vokset ud af det, fordi de spurtede gennem størrelserne, og det derfor ofte nærmest var ubrugt, når de var færdige med det. I dag synes jeg, at det er for slidt; jeg kunne måske godt, men jeg synes, det kræver for mange disclaimere og lange chats med mennesker, der spørger ‘*Hvor* slidt er den?’ og melder deres ankomst 3 gange for så aldrig at dukke op. Ingen har travlt med at kalde dips på en t-shirt til 15 kroner, og engagementet er derefter. Det er 100% forståeligt – og ikke arbejdet værd. Derfor sender jeg som regel vores aflagte tøj videre til Røde Kors, som kan bruge det hele – også det, der er plettet og hullet. (Jeg ved det, for jeg har ringet til dem og spurgt). De laver tvist og møbelpolstring af det, der er for trashet til at sælge, og på den måde ved jeg, at det hele bliver brugt.
2.
Er jeg i gang med at skifte pensionsselskab. Og det her handler ubetinget mest om mental-minimalisme, for mit raseri over den elendige service, der er hos mit nuværende selskab, kunne have forsynet det meste af Minsk med varme fra midthalvfemserne og frem til i dag. SHIT, mand. Jeg er blevet væk i deres system 4 gange. Jeg har mailet dem utallige gange – jeg har første gang til gode at få et svar. Da jeg for år tilbage var ansat i en virksomhed, hvor ejeren i et halvt år skrev på mine lønsedler, at han indbetalte pension uden reelt at gøre det, opdagede de det aldrig.
Når jeg valgte at blive ved dem, var det fordi, jeg gennem dem har forsikringer til begge børn, så de kan leve i sus og dus, hvis jeg får et fly i hovedet. Og lige præcis ved det her selskab (fandt jeg ud af) steg min egenbetaling på de forsikringer til over det dobbelte, da jeg i en periode var freelancer, og derfor selv indbetalte pension. Det betød, at jeg stadig betalte det samme beløb, men pludselig fik væsentligt mindre ført over på min pension.
Nu har de gjort det igen. Mistet mig i systemet, ikke svaret på mine mails og ikke kunne finde mig, da jeg ringede dem op. Og fordi februar åbentbart er ‘få nok af systemet’-måned her på matriklen, er jeg nu i gang med at skifte, og med at se, om jeg kan få den næste ordning sat op, så det ikke er så problematisk at skrue på knapperne, hvis jeg f.eks. ikke skal være ansat, hvor jeg arbejder nu.
Det er tørt og usexet, men der er ikke nogen vej udenom, hvis jeg nogensinde igen skal sove om natten uden at skære mine kindtænder til benmel.
3.
Har jeg købt en Yumbox til Anton.
Frida har haft sin .. et år? Halvandet? og den ER så god, som de alle sammen siger. Dels holder den HELT tæt, hvilket overflødiggør al anden indpakning, og dels synes jeg, at det er meget nemmere at smøre mad, fordi jeg egentlig bare skal fylde et ‘gitter’ ud.
Det er også nemmere at hive et svar ud af ungerne på, hvad de gerne vil have med, fordi de nu kan sige, at de gerne vil have ‘kiwi og æbler i det ene rum, pastasalat i det andet, og så må du bestemme resten, mor’.
Jeg tror, det er en smagssag, hvad man foretrækker ift. madkasser, og der *er* ting ved Yumbox, der ikke er helt ideelle. Den skal håndvaskes, den er dyr, og den er tung. Men fordelene opvejer langt ulemperne her, og fordi Fridas på alle måder holder niveau efter 300-400 ture i børnehave og skole, og jeg stort set ikke bruger folie/madpapir til hende mere, vil jeg gerne ofre det, sådan én koster på Anton også.
Glasnost & perestrojka
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville lave et ‘I øvrigt’-indlæg i dag, men mit fokus har været et andet sted den sidste uges tid, fordi alle vores udredningstider ligger i februar.
I morges skulle jeg have været til forældreinterview, men den blev aflyst pga. sygdom, hvilket jo er en træls kombination af frustrerende og forståeligt. I det hele taget kræver det altid lidt ekstra, når der i perioder er skruet op for de tiltag, der følger med at have et barn, der ikke er helt som de andre.
Noget af det, der fylder mere, end jeg havde forestillet mig, det ville, er, når jeg støder på steder, hvor noget er indlysende urimeligt, ulogisk eller hvor mennesker, der burde hjælpe os, i stedet lader til at modarbejde os.
Det ligger i min natur at ville forbedre det, der ikke virker, og ligesom Anton bøvler jeg også med en lidt for overudviklet retfærdighedssans. Det lyder som én af dem, man skriver i sin ansøgning, hvor man forsøger at camouflere styrker som svagheder ved at fremsætte dem i humblebrag-tonefald (“Jeg er perfektionist, og har derfor en tendens til at arbejde over for at få opgaven gjort færdig”), men det er faktisk noget, der er relativt irriterende. For det betyder, at jeg har virkelig svært ved at slippe det, når noget i min optik er urimeligt, og det bruger jeg uforholdsmæssigt – og uhensigtsmæssigt – mange kræfter på. Det er som at blive gal på vinden og tidevandet, og den eneste, det rammer, er mig selv.
Jeg øver mig i på forhånd at lave en cost-benefit analyse af, om jeg vil ofre tid og energi på de forskellige benspænd. Den læge, vi skiftede fra, overvejede jeg i flere dage, om jeg skulle klage over. Enten direkte til ham selv eller længere op i systemet. Men den endte jeg med at slippe – af 2 grunde. Dels fordi det handlede om hans personlighed, som jo for pokker er, som den er. En klage vil måske ændre hans arbejdsgang, men den vil ikke ændre hans grundlæggende syn på mennesker som os. Men også fordi jeg – trods alt – godt vidste, at om 2 måneder, når det her endelig rammer et skrivebord, hvor nogen måske vil tage sig af det, så er jeg færdig med det, og så bliver det tilsæt af god energi og overskud at skulle revisit’e det sted og den oplevelse, og jeg skal bruge mine kræfter et andet sted. Så den lod jeg fare, selvom det i dagene og ugerne efter var svært, og jeg stadig bliver gal helt forfra, når jeg tænker på det.
Pga. samtalen, jeg skulle have været til i morges, læste jeg i weekenden op på alt, hvad jeg gennem tiden har fået af rapporter fra ressourcepædagoger, psykologer osv., som jeg har printet, når jeg modtaget i e-boks. Fordi jeg syntes, der var et lidt længere gap, end det virkede rimeligt tilbage i 2017, tænkte jeg, at jeg lige ville tjekke digitalt, om jeg havde glemt at printe noget. Og stor var min overraskelse, da jeg opdagede, at intet – INTET – er journaliseret digitalt, så jeg har adgang til det.
Min første tanke var, at det måtte være en fejl. Jeg kan adgå vores lægejournaler online og se, at jeg i 2008 på Skejby fik taget en blodprøve – og hvorfor – så selvfølgelig må de her ting være tilgængelige et sted. Ikke?
Nope. Først ringede jeg til PPR. Hende, jeg talte med, skød først skylden på Rambøll portalen Hjernen og Hjertet (“for den er jo relativt ny”). Da jeg svarede, at den – kunne jeg se – burde have fungeret i al den tid, barnet har gået i skole, var det psykologerne, der ikke havde lagt rapporterne op, så dem kunne jeg jo lige prøve at tage fat i. Tværsmødereferaterne var “skolens ansvar” – det “har vi ikke noget med at gøre”. Endelig spurgte hun hjælpsomt, om jeg vidste, at man kunne lave mapper i e-boks, og jeg tror måske stadig, at man fra en bestemt vinkel kan se bidemærkerne i mit køkkenbord. For FUCK sake!
Jeg skrev til skolelederen og spurgte, hvor tingene var henne. Han forstod det heller ikke. Han ville undersøge det. Det gjorde han – og vendte tilbage med et copypaste fra en person længere oppe i systemet, der kunne oplyse mig om, at jeg ikke havde ret til at se de her ting, udover det, jeg får tilsendt i e-boks.
Så bare lige, hvis nogen er blændede af det raseri, der lige nu stråler ud af skærmen: To af de primære samarbejdspartnere i det her system, ved ikke selv, hvor tingene bliver lagt hen.
Og jeg skal søge aktindsigt for at få adgang til dem.
Det her bliver en af dem, jeg tager. For det kan godt være, at der er en smaddergod forklaring; den må jeg så glæde mig til at få. I en verden, hvor vi hver eneste gang, vi trækker vejret på internettet, skal have info om, hvordan vores data lagres, og hvor der er sprækker så store som Gran Canyon mellem alle offentlige instanser, og man derfor selv er den eneste gennemgående faktor i alle typer af indsatser og behandlinger, kan det ikke være *rigtigt* at man bare må affinde sig med at bo i DDR.
For det, der sker her er, at Systemet beder mig om at holde kæft og rette ind; at stole på, hvad de siger og gør, til trods for gang på gang på gang på gang at have bevist, at højre hånd ikke ANER, hvad venstre hånd foretager sig – og går vi mere end 10 minutter tilbage i tiden, har det aldrig fundet sted.
De forlanger at jeg skal anerkende og respektere deres ret til autoritet til trods for, at de ved utallige lejlighed har fejlet, glemt, forlagt og overset.
Jeg har sendt en mail til retshjælpen, og jeg kommer også til at tage fat i Autismeforeningens jurist. For igen: Det kan godt ske, at det bare er sådan det er. Det kan godt ske, der ikke kan gøres noget, og at der, set med systemets øjne, er gode grunde til bare at fortsætte med at gøre, som vi plejer.
Men hvis alle gør, hvad de altid har gjort, så får alle det, de altid har fået.
Jeg har mest af alt bare fået nok.
M2022, uge 5
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg så småt begyndt at indstille mig på at tage en oprydningsrunde i hele huset.
Jeg har skrevet lidt om det hist og pist de sidste par år; at jeg tog den *helt* store tur for et par år siden, og nu prøver at holde fast i at komme det hele igennem ca. én gang om året.
For mig hjælper det at vide, at jeg har det på tapetet, fordi jeg så, allerede nu, begynder at have udsmidnings-øjne på, når jeg er i diverse skabe og skuffer. På den måde bliver selve processen hurtigere, når først jeg går i gang, fordi der faktisk er en masse ting, jeg på forhånd har taget stilling til. Eksempelvis er der nok ikke nogen grund til stadig at have papirudgaven af Arbejdsmarkedsloven til at stå og fylde, når nu internettet fungerer så fint.
Det bliver ikke hverken i dag eller i morgen, for tid er stadig lidt den knappe faktor herhjemme (og Anton har nu, som den sidste i huset, lagt sig med corona, og han er *bare* skidt) men når foråret begynder at få fat, og dagene bliver længere, starter jeg fra en ende af.
2.
Har jeg foræret mine forældre mit toastjern, som jeg engang købte i desperation over, at Anton ikke ville spise noget mad af nogen slags.
(-han ville selvfølgelig heller ikke spise toast).
Men nu, hvor jeg har giftet mig med min panini-grill, er der ingen grund til at have den tarvelige eks stående i skabet, og da mine forældre spurgte, om de måtte låne mit toastjern, fik de det overdraget til evig arv og eje.
(Ps: Kan vi snakke om, hvor godt paninigrillede tortillas, lagt sammen med krydret tomatsauce og revet ost, er?)
3.
Har jeg endelig sat punktum i sagaen om en lanterne, jeg fik i julegave.
Desværre kunne jeg, da jeg pakkede den ud, se, at glasset (som ikke kunne tages af) på indersiden var belagt med en fedtet hinde. Jeg skrev med det samme til firmaet, den var købt hos, og herfra blev det helt afsindigt irriterende. Jeg har aldrig nogensinde, i hele mit liv, oplevet så elendig kundeservice. Efter 7 skriftlige rykkere, X antal forgæves opkald og en sur besked på FB, endte jeg med, i rasende og kulørte vendinger, at kræve enten at få en ny lanterne NU eller at få pengene igen.
Jeg fik pengene retur, hvilket jeg stadig nærmest er lidt vantro over. Med dén historik var det ikke den vej, forventningspilen pegede, vil jeg sige.
Jeg fandt lanternen et andet sted, og spurgte min veninde, om hun ville have den oprindelige til et mørkt hjørne på deres overdækkede terrasse, og det ville hun gerne. Så nu får den alligevel lov at gøre lidt af det, den kom for.
4.
Har jeg solgt de øreringe, jeg nævnte i sidste indlæg, og har samtidig haft fat i den kasse med gamle øreringe, der har stået og samlet støv på en hylde i badeværelset. Der er mange, som gennem årene er blevet parkeret, når nye er kommet til, men som stadig er fine, og som jeg derfor har gemt.
Men som nævnt i første punkt er jeg så småt begyndt at pudse de kritiske briller, og derfor har jeg besluttet, at jeg de næste par måneder prøver at tage 2-3 par frem ad gangen, og se, om jeg får dem brugt. For hvis de er trælse at have på, eller jeg bare styrer udenom dem hver morgen, så skal de videre ud i verden (og jeg lover denne gang, Amager-halshug) at aflevere dem til genbrug).
Fart, frihed og et enkelt spørgsmål
Føj, hvor der har været pres på den sidste uge. Det tolkefirma, jeg er ansat i, har overtaget fjerntolketjenesten (minder lidt om tolkning over Skype), og vi er to tolke, der har fået et par faste vagter hver.
Jeg har fjerntolket siden jeg blev færdiguddannet – hvilket i mandags var 20 år siden… – så selve tolkedelen er jeg ok-fortrolig med. Men teknikken og de programmer, man bruger, ændrer sig nærmest årligt, og derfor er man lige nødt til at skulle have et brush up på dén del.
Jeg har fået studie herhjemme, men fordi fjerntolkning blev lagt i et udbud, der var så ringe, at ingen firmaer bød ind, er det her en aftale, der er kommet i stand i 11. time, og ALT er foregået på hælene. Nye computer, der ikke ville sættes op, afhentning af udstyr, der landede, lige som jeg havde fået covid, skærme (til at sætte bag min stol, så alle ikke kan kigge lige ind i 80% af mit hjem) der ikke er kommet, personalemøde, workshop i København og test af udstyr, samtidig med, at de almindelige tolkeopgaver i marken skulle løses.
Jeg har mit andet forkølelsessår på 14 dage.
Hvilket er ekstra fedt, når man skal transmitteres ud i fuld HD til flere hundrede mennesker.
Samtidig spekulerer jeg meget på, hvad afskaffelsen af alle restriktioner kommer til at betyde. Min frygt er, at vi får kunstigt lave tal, fordi folk laver en don’t ask, don’t tell, hvis de mærker lidt kriller i halsen.
Ikke fordi jeg tror, at folk er svin, men fordi alle på arbejdsmarkedet er spændt til bristepunktet efter 3 år med Hej Chef – det er Chris. Jeg tror simpelthen, at folk føler sig så sårbare, at de fravælger testen, og siger til sig selv, at det nok bare er en almindelig forkølelse. For efter at have siddet indenfor så længe, som vi har, er der jo heller ikke rigtigt nogen, der har noget immunforsvar tilbage at prale med, så vi kan formentlig alle sammen glæde os til lidt almindelige halsbetændelser, forkølelser plus det løse. Og skal man ikke bruge et corona-pas, er det svært at se incitamentet til at stå timevis i kø for at lade sig teste, hvis man føler sig presset på jobbet elller ikke har sårbare tæt på. Og fordi jeg kommer så utroligt mange steder, som jeg gør, så kan jeg godt være lidt bekymret for, hvad jeg får med hjem til f.eks. min far, som virkelig, virkelig helst ikke skal smittes.
Så nye arbejdsopgaver og nye betingelser fylder meget i disse uger, og med Antons udredning lige om hjørnet, har der ikke været overskud til at tænke på ret meget andet.
En enkelt tanke har dog meldt sig, som jeg gerne vil høre jeres mening omkring:
Jeg har i fredags signet op på Podimo; udelukkende fordi Her Går Det Godt rykkede derover. Jeg synes brugerfladen er træls, og der er noget ved hele formatet, der irriterer mig. Men. Vi har før snakket om, hvad det ville kræve at leve af at blogge/være influencer i Danmark, og jeg bliver ved med at nå frem til, at en løsning i stil med Podimo faktisk ville være det mest optimale. Et forum, hvor folk betaler for at være tilmeldt, og så får adgang til alle de blogs, der nu pludselig ikke skal plugge tæpper, slanke-te og cykelhjelme for at tjene penge. Derfor synes jeg egentlig ikke, at jeg kan tillade mig at være så meget modstander af platformen, som jeg instinktivt er, og under alle omstændigheder ville jeg, podcast-wise, følge Peter og Esben hele vejen, uanset om de valgte Podimo, Sportify, Patreon eller en suspekt russisk platform, der med sikkerhed ville misbruge mine data.
Men nu kommer vi så til mit spørgsmål: For vil I gerne have anbefalinger af de podcast, jeg finder derovre? Jeg er virkelig i tvivl, for på den ene side ville jeg være ked af at skabe et behov ved på den måde at lave skjult reklame.
Omvendt vil jeg jo selv rigtig gerne have anbefalinger til serier på Netflix og HBO, som også er betalingstjenester.
Kunne det være en løsning, at jeg, når/hvis jeg anbefaler, skriver (PODIMO) efter navnet på podcasten, så man på forhånd ved, om man vil læse den?
Lad mig høre, hvad I tænker.
M2022, uge 4
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg ryddet op i mine øreringe.
Når man er sådan én, der elsker store tørklæder, sker det desværre ofte, at man kommer hjem med én ørering, fordi tørklædet har skubbet så meget til den anden, at den er faldet ud.
Jeg har et par gange prøvet at smide den tilbageværende, ensomme ørering ud – for så et par uger senere at finde makkeren i en sko, i bilen eller en sømmen af det skyldige tørklæde. Derfor er jeg begyndt at gemme dem lidt, for alle tilfældes skyld.
Men efter flere måneder er det nok ikke sandsynligt at de frafaldne vender hjem, og jeg har derfor erkendt mit nederlag og smidt dem ud.
Ved samme lejlighed har jeg sat to par designerøreringe til salg på Marketplace; de er uendeligt fine, men jeg får ondt i ørerne af at have dem på. Om nogen vil købe dem, vil vise sig, Ellers ryger de til genbrug.
2.
Har jeg tømt min grøntsagsskuffe.
Vores lille covid-intermezzo smadrede alle rutiner og (mad)planer, og jeg har for længst glemt, hvad jeg oprindeligt købte ind til.
Det blev til et par liter ingefærte med mynte og citron, samt en slags tapenade af bagte peberfrugter, løg, hvidløg og chili, som jeg blendede med ristede mandler, brød, olie og lidt sherryeddike. Det blev GODT!
3.
Har vi fået spist op i sjatterne af morgenmadsprodukter.
Børnene har samme forhold til mad, som jeg har til musiknumre: De forelsker sig i noget bestemt, kan KUN spise den ene ting i flere uger – hvorefter de pludselig taber interesseret for det, og nærmest skærer ansigt, når jeg sætter det på bordet.
Jeg er voldsomt anti-pligt-spisning, og derfor kører vi meget lidt tvang på det område herhjemme. Men de sidste to uger har jeg været kendt som Jernnæven, og jeg har ikke givet mig så meget som en millimenter: Nul nykøb, før bøtterne er tomme. Og her er det jo, at man pludselig begynder at føle, at Nordkorea måske har fat i noget af det rigtige, for nu er der spist op, og vi er klar til nye ernæringsmæssige morgeneventyr.
I øvrigt:
*Er vi tilbage på græs. Tirsdag måtte vi endelig-endelig-ENDELIG komme ud, og jeg kan ikke beskrive, hvor rart det var.
*Er jeg til gengæld en smule forpustet over, hvor meget, der skal presses ind i opstartsugen. For dels skal jeg løbe alt det ind, jeg ikke har kunne fikse, mens vi har været hjemme. (Indespæring og manglende koncentration ift. internet og telefonsamtaler sætter virkelig nogle seriøse begrænsninger). Men vi er også trådt lige ud i en uge, der byder på aften-personalemøde, workshop i Kbh og opsætning af en ny Macbook, der har modarbejdet mig på alle tænkelige måder. Mere. Kaffe. Nu.
*Vil jeg, nu hvor vi er på den siden side af covid, sige, at jeg ikke er specielt imponeret over, hvordan systemet håndterer en positiv test. Det har været et clusterfuck af modsatrettede informationer, prøver, der er gået tabt, forældet info og detektivarbejde af olympiske proportioner for at samstykke reglerne ud fra, hvad man kan google sig til, hvad der står i de forskellige breve og apps og hear say. Jeg er sgu ellers partisoldat af hjertet, men det her har godt nok været det mindst systematiske og effektive, jeg nogensinde har oplevet.
*Er vores nye kæmpebord og bænken landet hos os på det PERFEKTE tidspunkt. Vi har den sidste uge nærmest boet ved bordet, hvor vi har tegnet, tegnet og tegnet noget mere, kørt podcasts og Disney+ og banket hinanden i Uno.
*Har den højere spille-frekvens foranlediget, at Frida flere gange alvorligt har sagt: “Kan du huske, dengang, du kaldte mig en taber?” En DÅRLIG taber. Jeg kaldte hende en DÅRLIG taber (efter hun havde kørt 10 minutters uafbrudt hån og spot ovenpå et spil Vildkat).
*Har jeg vrælet mig igennem endnu en sæson af Queer Eye. Hvis du har dem til gode, skal du gå i gang. LIGE nu. De geninstallerer din tiltro til menneskeheden på 55 minutter, og jeg kan ikke være i mig selv over, hvor gennemsympatiske, de er.
*Skal du også lægge vejen forbi Archive 81. Shiiiiiiiit, den er uhyggelig. MEN! SÅ! GOD! Det er Stranger Things for voksne, og jeg skal bede om 2. sæson NU.
*Har jeg fundet en opskrift på de perfekte fastelavnsboller. Du skal gøre dig selv den tjeneste at se videoen på 4 minutter, hvis du er fastelavnsbolle-novice. Jeg har testbagt dem, og der var ikke så meget som 1 mg. creme på bagepladen, da jeg tog dem ud af ovnen.
*Bliver jeg simpelthen så sur, når jeg hører en podcast – for først at finde ud af, flere afsnit inde, at der er tale om fiktion. Hold OP med at lyve for mig. (Jeg kigger på jer, Limetown og Noget om Emma).
*Har jeg til gengæld – takket være jer – haft held med at finde alt muligt andet godt:
Mohammed og Julie
Den fineste historie om kærlighed og en virkelig tiltrængt nuancering af nyhedsbilledet. Julie er en forrygende fortæller, og podcasten giver stof til eftertanke ift. hvor mange små sammenfald af tilfældigheder, der fører os bestemte steder hen – og hvor mange slutninger, vi automatisk drager, når vi læser overskrifter i aviserne.
Sweet Bobby
Podcast om den måske mest vanvittige sag om catfishing, jeg er stødt på.
En moderat-kendt kvinde bliver langsomt trukket ind i et langdistanceforhold, der ender med at strække sig over 10 hele år, før hun finder ud af, at manden, hun skal giftes med, slet ikke eksisterer. Det er en fuldstændig bims sag, og da hun til slut sidder og gør status, snakker hun om, at den her catfisher faktisk har kostet hende muligheden for at stifte familie, fordi hun har hældt nogle ret afgørende år ned i noget, der ikke var virkeligt. Det fik nærmest mit hoved til at eksplodere. For på den ene side synes jeg, der er grænser for, hvor stor en del af sine fremtidsdrømme, man må og kan lægge over på andre – men samtidig synes jeg, at det gør en kæmpe forskel, at der her er tale om decideret bedrag, så jeg kan sagtens se, hvad hun mener.
Jeg er en smule sart med de her graver-podcasts, fordi jeg ofte kører bil, laver mad eller er ude at gå, når jeg hører dem. Derfor taber jeg tråden, hvis der indgår for mange kilder, eller historien forgrener sig for meget. Den her var skarpt skåret og lyden, liveinterviews’ne til trods, er i top (til dem, der (også) går op i det).
Mors Afskedsbrev
Adrian Hughes podcast om sin mor og det hadefulde brev, hun efterlod sine sønner, da hun døde.
AH har særstatus for alle os, der har været med fra Monte Carlo-starten, for det er ham, der er ophavsmand til udtrykket ‘Kæmpe vinger bagud!’. Men ud over det er han fortællemæssigt en dygtig håndværker – og så gør det ikke noget dårligt for helhedsindtrykket, at hans ret vanvittige familiehistorie byder på semikendte personer og bliver fortalt af og gennem Lise Nørgaard og Ghita Nørby.
Læge søger grænser
En podcast om Søren Ventegodt.
Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte med den her. Den er sindssyg. Jeg ELSKER Iben Marie Zeuthens stemme og måde at formidle på, og hun er (lidt uforvarende tror jeg?) den perfekte jordemoder til den her historie. For hun lader ham fortælle en stor del af sin egen historie selv (hvis du lige har glemt det, var det ham med vaginal akupressur), og det starter med at gøre en masse godt for ham. Men det ender også med at blive det, der afslører, hvad han virkelig er. For han er rasende begavet; det er der ingen tvivl om. Efter første afsnit var jeg 100% sikker på, at han bare var misforstået af sin samtid, men som fortællingen skred frem, begyndte der at tegne sig et billede af en mand, der tror sig klogere, end han er. En mand, som normalt er omgivet af søgende disciple, som derfor tager alt, hvad han siger, for gode varer. Men som også, når han skal overbevise mennesker, der ikke har tomme huller, de har brug for noget at fylde i, ikke er nær så velformuleret og velargumenteret, som han selv tror. Den er 10 minutter i Jonestown oppe i de svenske skove, hvor han har slået sig ned med sit åndelige hospital, og det er sgu en smule uhyggeligt.
I de forkerte hænder
Ligesom med Bandeland må jeg bare her tage hatten af for Ekstra Bladet, selvom jeg ikke er meget for det. Men den her sag er både kompleks og vanvittig, og alligevel formår Helle Fuusager at formidle den, så man får alle nuancer med.
Det er historien om en fuldstændig vanvittig psykolog, der i årevis har lavet forældreevneundersøgelser for diverse kommuner af forældre, der er lavet indberetninger på. Det vilde er, at der er virkelig meget kildemateriale at supplere historien med, så hvor man normalt får enormt mange disclaioere og ‘hævder X’ og ‘påstår Y’, så har vi her stort set det hele fra hestens egen mund. Historien minder på mange måder om 2. sæson af Det Perfekte Offer, hvor hovedpersonen også er en helt-af-hængslerne-bims psykolog, der vrider livet ud af facon for ét af de mennesker, han er sat i verden for at hjælpe, og det er nok generelt ret fint at huske, at et system aldrig er stærkere, end sit skøreste led.
(Alle anbefalinger er tilføjet listen, hvor man måske kan finde inspiration, hvis man mangler noget nyt at kaste sig over).
M2022, uge 3
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har vi fået Covid. Frida testede positiv mandag, jeg testede positiv torsdag, så nu venter vi bare på Anton.
Jeg havde fødselsdag i onsdags, og derfor skulle jeg have haft gæster i morgen, lørdag. Jeg havde allerede købt delvist ind, og i stedet for at gemme Hansen isen og de gode saltmandler til engang i marts, hvor vi – har vi efterhånden lært – ikke aner, hvad der kommer til at ske, har vi levet som isolerede grever og baroner.
Lagkagen onsdag blev modificeret til et 3-mands-set-up ved at skære bundene til efter en lille kagetallerken, og jeg lavede creme af et halvt brev pulver i stedet for et helt. Om det halve brev kan holde, nu hvor det er åbnet, må komme an på en prøve, men hvis det kan, har vi, så vi kan bage en omgang fastelavsboller.
2.
Har jeg pludselig opdaget en vane, jeg ikke har været opmærksom på, at jeg har.
For når jeg laver mad, der egner sig til at lave i store portioner, plejer jeg at lave dobbelt op og smide det i fryseren, fordi vi så har nem mad til de aftener, vi spiser sammen med nogle af vores venner.
Men – og et er jo en trist konstatering – vi har ikke sam-spist med nogen i næsten 2 år. Ikke på den spontane madklubs-måde i hvert fald. Det kommer vi til igen (ikke?), men til den tid kan vi så begynde at fylde fryseren med store portioner igen. Lige nu giver full blown lasagner og hele bøtter med Tikki Masala bare virkelig meget mad, der enten skal afsættes eller ryger i skralderen, fordi vi ikke kan nå at gnave os igennem det.
3.
Har jeg ved et tilfælde snakket Bilka To Go med to forskellige veninder, og i den forbindelse vil jeg bare lige videregive lidt info, som jeg kan høre, man måske ikke lige fanger, hvis man ikke normalt handler i Bilka (hej fra provinsmor).
*I de store byer har Bilka flere opsamlingssteder. I Aarhus kan du f.eks. hente både i Tilst og Skejby.
*Man får også den månedlige øko-rabat som to-go kunde, hvis man bestiller på dagen. Her vil jeg bare lige videregive min erfaring med tilbud af alle slags: Det kan godt betale sig at bestille til afhentning først på dagen, ganske enkelt fordi risikoen for udsolgt (præcis som hvis du handler fysisk) stiger hen over dagen.
*Endelig kan man tilføje kommentarer til de enkelte varer, hvis man f.eks. gerne vil have sine bananer ekstra modne, gerne vil have særlig lang holdbarhed på en bestemt vare, eller der er noget, de ikke må erstatte til andet. Under alle omstændigheder kan man takke nej til den erstatning, de har valgt, når man henter, hvis man ikke vil have det, de har lagt i posen i stedet.
Jeg har et par gange prøvet at få varer, hvor holdbarheden er udløbet dagen efter, eller hvor de har givet mig en forkert vare. Jeg har, de gange det er sket, skrevet til to-go kundeservice, og hver gang fået pengene retur uden problemer. For lave en full cirkle, havde jeg eksempelvis bestilt en liter chokoladeis og en liter vanilleis i sidste uge, og da jeg hentede varerne, havde jeg fået to liter vanille (og kunne på min kvittering se, at det ikke skyldtes, at der var udsolgt/tale om en erstatning). Jeg skrev til kundeservice, som med det samme tilbageførte 50 kroner, og isen fik jeg lov at beholde.
Same same – but different
Jeg tilmeldte i weekenden Anton, Frida og mig det første arrangement i den lokale afdeling af Autismeforeningen. Det fik mig til at tænke på en kommentar, jeg fik inden jul, som gik på udfordringen med at vide, hvornår man skal behandle søskende ens, og hvornår det er bedst for den samlede flok, at der gøres forskel.
Jeg forestiller mig, at det er overvejelser, man gør sig i alle versioner af børnefamilier, uanset antal af børn, og alle har et eller andet, de kæmper med, hvor børnene er enten så ens eller så forskellige, at det giver udfordringer.
For mig har der været mange overvejelser forbundet med, hvordan jeg hjælper begge mine børn lige meget. Ikke hvordan jeg behandler dem ens, men hvordan jeg møder dem, hvor de hver især er, og hvordan jeg styrker deres relation med respekt for den personlighed og de forcer og svagheder, de hver især har.
Jeg har før skrevet, at min oplevelse er, at vi gik fra at være et team til at være en familie, da vi udvidede flokken med Frida. Det ene er ikke hverken bedre eller mere rigtigt end det andet, men som jeg ser det, indebærer familiekonstellationen flere kompromisser og mere tilsidesættelse af den enkeltes behov, end team-versionen gør, simpelthen fordi det kræver mere at nå frem til den bedste løsning for tre, end det går for to.
Det har altid været en kerneværdi i min opdragelse, at man ikke bliver pålagt en rolle, alene i kraft af sin placering i søskenderækken. Man får ikke længere snor, fordi man er den lille, og der stilles ikke højere krav til fleksibilitet og evnen til at give sig, forstå eller lide afsavn, fordi man er den store. Jeg tænker meget over, at mine børns relation bliver ekstra vigtig, når jeg engang ikke er her længere, fordi de er donorbørn, og derfor gør jeg mig utrolig umage for, at deres samvær er tilvalgt, så der ikke er kors, nag og gammelt nid, der forpester relationen til den tid, fordi den ene altid skulle hjælpe eller have den anden på slæb.
Jeg synes, at det her med at behandle ens eller gøre forskel er en udfordring, der rammer i bølger. I nogle perioder er det ikke noget, der giver udfordringer, mens det i andre fylder nærmest det hele. Lige nu er det noget, jeg må forholde mig til flere gange dagligt, fordi Frida pludselig er blevet stor nok til at bemærke, når der stilles forskellige krav til dem, og fordi covid, vaccine og udredning er svært for Anton. Det giver flere situationer, hvor han er presset, og det er et af de steder, hvor det virkelig er svært for dem begge. For Frida trøster ud fra, hvordan hun selv falder til ro, hvilket er masser af ord, kram og tæt fysisk kontakt – hvilket stresser Anton yderligere i en i forvejen presset situation. Det er svært, synes jeg, for jeg kan ikke i den situation give begge børn det, de har brug for. Anton reagerer nærmest instinktivt ved at skubbe Frida væk, og Frida bliver enormt ked af, fordi hun ikke er stor nok til at forstå, at det handler om et overbelastet system, men tolker det som en afvisning af hende og hendes kærlighed.
Gaven og forbandelsen for Anton er, at han jo en stor del af tiden til forveksling ligner alle os andre, både i det han gør og siger. Men samtidig er der jo nogle reaktioner og måder at være i verden på, der ikke er helt som vores, og som man hverken kan eller skal ændre på.
Anton er lektiereduceret, mens Frida kører fuld plade, der er nogle madvarer, Anton får lov at spise oftere end Frida gør, og der er også forskel på, hvad jeg forventer af dem herhjemme. Selvfølgelig skal de begge selv smide deres tøj til vask osv, men fordi Antons hjerne kasserer det, han ikke selv finder relevant, er der nogle opgaver, jeg ikke tvinger ham til at løse. Begge børn må f.eks. gerne hjælpe med at lave mad, hvis de vil, men hvor Frida husker, hvad vi har snakket om fra gang til gang, starter Anton nærmest forfra hver gang, når det er noget, der ikke lige virker relevant for ham. Og i den bedste af alle verdener ville jeg tålmodigt starte forfra med at forklare, hvorfor man ikke må skære rå kylling og kartofler på samme skærebræt hver gang – men som vi nok efterhånden alle har lært på den hårde måde, så spænder hverdagen ofte ben for idealismen. For som mor til et barn med særlige behov – og det gælder givetvis også mødre og fædre til børn, der ikke lige har dét som udfordring – jonglerer jeg hele tiden med 3 bolde: Ønsket om at give begge mine børn redskaber til at klare sig gennem livet med, frygten for at skabe et skyggebarn og de almindelige krav, man møder fra skole, job og livet generelt. Og jeg må sgu på gulvet efter tabte bolde flere gange dagligt. Men som min veninde engang så klogt sagde: Hvis du taber ansigt – så samler du det op igen. Efter mange års indsamling af emperi i felten kan jeg bekræfte: Det gælder også bolde og forældreskab.
Noget af det, jeg faktisk kæmper mest med, sådan med mig selv, er at der er mange situationer, hvor vi er nødt til at tage mest hensyn til Anton – på bekostning af Fridas ønsker. For Frida ELSKER fest, farver og mennesker. Højere, vildere, mere. Altid og hele tiden. Og jeg ville så gerne give hende hele verden. Hver gang. Men det bliver Anton, der betaler prisen. Det ved jeg ikke, hvordan man løser, for jeg kan virkelig, virkelig godt forstå, hvis hun om føje år sidder overfor en psykolog og er vred på mig over, at det altid var hende, der blev forfordelt. Men jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre det anderledes. Det er arkedilemmaet om, hvordan man skal vælge mellem sine børn, og det kan man ikke. Men her kommer evner til at vægte højere end lyst, og det ville jeg ønske, der fandtes en bedre løsning på.
Måske der gør – men jeg har ikke fundet den endnu.
Helt lavpraktisk har det taget mig noget tid at finde ud af, hvordan jeg skal italesætte, at Anton er lidt anderledes. Min løsning har været at finde en simpel forklaring, jeg kan hive frem, som er nem at forstå, og som ikke kræver en masse ord, nemlig at Antons hjerne er trekantet, mens Fridas og min er firkantede. Ingen af delene er forkerte; de er bare forskellige, og derfor kan der være ting, der rare og en hjælp for firkantede hjerner, som man ikke helt kan rumme, når man har en trekantet én af slagsen. Det har været en ret stor hjælp til selvhjælp, fordi jeg har præsenteret forklaringen på et tidspunkt, hvor der var tid til at være pædagogisk og svare på spørgsmål, og nu kan jeg hive den frem i de situationer, hvor det hele er ved at køre op i en spids, og jeg ikke kan rive mig selv over på midten og give mine børn en halvdel hver.
Egentlig er jeg nysgerrig efter at høre, hvor og hvornår I derude oplever, at forskelsbehandling er den bedste løsning for jeres børn? Og hvordan I tackler det? Det giver sig selv, at der vil være forskel på, hvad børn får lov til afhængigt af alder, men hvis I er nødt til at gøre forskel ift. madvaner, forventninger osv – hvordan tackler I så det på en hensigtsmæssig måde?
(Forældreskab, opdragelse og børn er sårbart, så lad os være ligeså gode ved hinanden, som vi plejer at være herinde, ikke?)
M2022, uge 2
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Fået et tip i kommentarfeltet på sidste uges indlæg fra DorteS om, at man kan aflevere sine lysestumper i Kirkens Korshær, som så støber dem om til nye lys.
Det er en stjernegod ide, så jeg har sendt en mail til Kirkens Korshær og forespurgt på det praktiske; hvor afleverer man, kan man gøre det i alle byer osv. I får besked, når jeg hører noget.
Tak for input, Dorte.
2.
Erkendt, at mængderabat på pålæg ikke er for os.
For 3 uger siden gjorde jeg for første gang brug af det tilbud, Bilka ofte kører med, hvor man kan købe 10 pakker pålæg for 100 kr.
På plussiden har jeg ikke sat penge til. Det, vi har nået at spise, ville have kostet mere end 100 kr. hvis jeg ikke havde købt det på tilbud.
Men jeg har smidt mere pålæg ud de sidste 14 dage, end i hele 2021 tilsammen, tror jeg. Det stresser mig helt vildt, for det er noget svineri. Men dels var der nogle af pakkerne, der havde uforskammet kort holdbarhed (hvilket er en af mine få anker ift. Bilka To Go), og dels var der simpelthen så meget, at jeg mistede overblikket, og glemte pakker, jeg havde åbnet.
Man kan givetvis fryse meget af det, men pålæg er en af de få ting, jeg synes ændrer så meget konsistens/tekstur af en tur i fryseren, at jeg ikke kan lide det bagefter.
Så lærte vi dét.
3.
Fået 6 fine gin-glas foræret – og efter moden overvejelse sendt dem videre ud i verden.
Jeg fik dem af mine forældre, som havde fået dem af et sæt venner – men mine forældre drikker ikke gin, og derfor landede de hos mig. Men jeg 4 i forvejen, og det er alt rigeligt. Jeg spurgte dem derfor, om det var ok, at jeg forærede dem videre, og fik en opadvendt tommel retur. De lever nu det vilde liv i Sønderjylland, og har det givetvis meget sjovere der, end de ville have bagerst i mit køkkenskab.
Kløfter, strømninger og gode podcasts
Det er længe siden, jeg har anbefalet podcasts her på siden; en stor del af grunden er, at jeg synes, der de sidste par år har været langt mellem snapsene.
Det er et område, som pandemien har ramt på en underlig måde, for umiddelbart burde covid jo ikke have noget at sige ift. at sidde og tale ind i en mikrofon. Men det er som om, vi alle sprudler mindre, fordi vi ikke kommer ud i verden og bliver inspirerede af nye steder og mennesker, og det giver, helt lavpraktisk, bare færre nye tanker, der kalder på at blive delt.
Men de sidste par uger har jeg med jeres hjælp og ‘you might also like’ funktionen alligevel fundet nogle stykker, som jeg virkelig godt kunne lide.
Én af dem ramte lige ned i noget, jeg selv har gået og tænkt på de sidste par måneder, og det var et af de øjeblikke, hvor man pludselig meget tydeligt kan se, hvad det er, der somme tider sker, når noget går i tomgang eller falder ned mellem sprækkerne.
Podcasten hedder “De 169 piger” og handler om en sag, hvor en ung mand har lokket børn og helt unge piger til at tage intime billeder af sig selv under forskellige påskud, f.eks. at ville lave træningsprogrammer til dem. Så snart han fik billedet tilsendt, ændrede han karakter og gik fra at være imødekommende og flirtende til at true og afpresse sine ofre, og få dem til at gøre nedværdigende og overgrebsagtige ting ved sig selv.
Historien er desværre ikke en, man ikke har hørt før. Men det, der gør den her særlig er, at manden blev meldt utallige gange, og politiet kendte til ham, længe inden han blev pågrebet.
Og nu nærmer vi os så endelig det, jeg selv har tænkt over længe, nemlig at generationskløfterne i dag er et væsentligt større problem, end de var for 30 år siden, fordi teknologien accelererer i et hidtil uset tempo.
Internettet og dets flade kommunikationsstruktur har betydet, at menigmand i dag har adgang til viden og andres erfaringer på en helt anden måde, end vi havde i 80’erne og 90’erne. Det betyder, at viden hurtigere når dem, der har brug for at får den. Det betyder, at man hurtigere finder ud af, at selvom der ikke er andre, der ligner én i den by, man bor i, så er der masser af andre, der gør, når man løfter det virtuelle blik.
De ting, mange af os på min alder blev udsat for som børn og unge, og som vi skulle blive voksne og få adgang til internettet og beretninger fra andre for at forstå var præcis så forkerte, som de føltes; dem kan unge mennesker gribe an på en helt anden måde i dag. Gudskelov.
Med mulighederne kommer selvfølgelig også de mange nye måder at blive passet op af rovdyr og slibrige typer på, men fordi der er adgang til så utrolig meget viden og sparring, så er det også mit indtryk, at mange af de unge, der bliver udsat for den slags, er mere handlekraftige, end vi var. De går til forældre, lærere og politiet, når de oplever at blive udsat for trusler om afsløring af deres intime billeder, for de ved godt, at det er forkert – og at det ikke er dem, der er de skyldige.
Problemet er, at den generation, der reagerer på uretfærdig behandling; uanset om vi taler om kønsidentitet, udviklingsforstyrrelser eller adfærd på nettet, er underlagt en generation, der ikke forstår problemet. For på grund af tempoet i udviklingen, ligger det *så* langt fra, hvad de selv har oplevet, at de i mange tilfælde ikke kan se problemet.
Det er ikke for at pege fingre, for jeg tror, at vi alle sammen har en rem af huden. Hånden op, alle dem, der har givet op på et socialt medie, og tænkt, man ikke orker at sætte sig ind i flere apps; at facebook og insta må være nok? Vi stivner alle sammen i formen, fordi vi på et tidspunkt ikke kan rumme og forholde os til mere nyt.
Og det er derfor, at politiet ikke får kædet de her anmeldelser sammen, tror jeg. Fordi ingen af dem, der tager imod anmeldelserne synes, at det er Et Rigtigt Problem. For man kan jo bare lade være med at sende billederne, ikke? Ligesom man jo også må lade være med at blive for fuld og have for kort en kjole på, hvis man ikke vil voldtages. Ikke? Eller hvad?
Det er, helt generelt, op ad bakke at have og forstå et problem, når løsningen, ressourcerne og magten til at løse det, ligger i hænderne på mennesker, der lidt synes, at det er noget pjat. Jeg skal f.eks. samarbejde med en professionel, der lader til ikke at have den *fjerneste* forståelse for, hvad det er, der er svært for Anton, og som derfor bare gør, som vedkommende selv synes. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af frustration, men det er uhyggelig svært at tale forståelse ind i et menneske, der er tættere på pensionsalderen end konfirmationsalderen, og som for længst har opgivet at følge med.
Fordi jeg er Antons mor, lægger jeg også meget mærke til, hvordan man taler om udviklingsforstyrrelser ude i verden. Det er autisme, Anton skal udredes for, men det er ikke mange uger siden, jeg hørte en ældre lærer på en højere, videregående uddannelse for mennesker, der bl.a. skal lave helhedsvurderinger af børn og deres udfordringer sige, at nu skulle man jo også passe på med at blive alt for hysterisk. At ADHD i virkeligheden stod for Alle Drenge Har Det, haha.
Jeg ved ikke, hvordan man skal slå bro over de her kløfter. Lige nu føles det, helt overordnet, som åben krig, hvor de ældre generationer sidder på den konkrete magt i samfundet, mens de yngre har teknologien og den antalsmæssige fordel på deres side. MeToo, Black Lives Matter osv. er gode eksempler på, at de klassisk undertrykte ikke længere har tænkt sig at bøje hovedet og lide i stilhed. Men der er stadig langt fra den enkelte persons kamp mod systemet på overfladen til dybderne og de grundlæggende strømninger, der langsomt, langsomt er ved at ændre retning.
Det er “De 169 piger” et strålende eksempel på.
—-
Når du er færdig med at høre den, så synes jeg, at du skal kaste dig over:
Bandeland III:
Start med de to første sæsoner, hvis du ikke har hørt dem. Velproduceret, velfortalt og uendeligt fascinerende.
Præsten fra helvede:
En lige vel dramatisk titel, men det *er* Ekstra Bladet, der har produceret, så hvad kan man næsten forvente.
Husker du sagen om præsten, der slog sin kone ihjel, og derefter meldte hende savnet? Og de skrækkelige billeder af ham og de store, blå olietønder? Det er den historie, der her bliver fortalt af de to journalister, der primært dækkede sagen.
Cilles Sidste Dag
Den her fik jeg anbefalet i kommentarfeltet herinde for et par uger siden, og jeg troede ikke, jeg ville kunne holde ud at høre den.
Det er historien om at miste sin datter på urimelig tragisk vis, og den river præcis ligeså meget, som man ville forvente. Men det er samtidig også historien om, hvor resilient mennesket faktisk er, og i det synes jeg, at der ligger meget håb. Samtidig bliver historien fortalt så fint, så fint af Cilles mor, og som lytter synes jeg, man sidder med fornemmelsen af, at det for hende er en gave til Cille at fortælle om hendes liv og hendes person, fordi hun er og var så uendelig meget mere, end måden hun døde på.
Der er 6 afsnit, og den får alle stjerner på himlen herfra.
