M2021, uge 52
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Grebet forberedelserne til julefrokosten (som i år var her) an med ‘stop madspild’ i baghovedet.
Det betyder, at jeg, i stedet for at lave al maden dagen før, nøjedes med at dække bord, finde fade osv. frem, lave ostefad (med små stykker af ostene) og koge kartoflerne til kartoffelsalaten.
På selve dagen lavede jeg dressing til kartoffelsalaten, ris a la mande og frikadeller, så de stadig var lune, da gæsterne kom (så de kun var lavet, og ikke allerede opvarmet én gang). Alt, hvad jeg lavede, fyldte jeg i to mindre bøtter i stedet for én stor, hvilket både gør det nemmere at finde plads til tingene i køleskabet, er verdens nemmeste måde både at begrænse madspild på, og oven i købet også gør det hyggeligere at sidde ved bordet, fordi man ikke skal flå skålen med kartoffelsalat ud af hænderne på folk, inden de er færdige med at spise, så den kan komme på køl.
2.
Fundet mine små hurricane-stager frem, så jeg kan bruge dem til resterne af kalenderlyset og lysene fra adventskransen.
Det er stadig så mørkt hele tiden, at der ikke er en kat, der kan se hverken farve eller facon på det, der står i dem, og så får jeg lysestumperne brugt.
3.
Arbejdet aktivt på at få bugt de madvarer, jeg har købt ind til julen, men som ikke er blevet spist.
Af en eller anden grund er jeg ikke ret god til at spise frugt, når vi bare går herhjemme, så jeg brugte 15 minutter på at lave citrussalat af alle mine appelsiner, mandariner og grapefrugter, som jeg skar skrællen af, ternede og fordelte i mindre bøtter, så det bare har været at tage en bøtte ud og gå amok.
De skårne tomater og peberfrugter fra julefrokostens ostebord røg i en gryde med en trist porre, godt med løg/hvidløg, en dåse hakkede tomater og en kyllingefilet og kogt til suppe, som jeg blendede med resterne af creme fraichen fra kartoffelsalaten og pikantosten fra ostebordet. Den smagte fuldstændig forrygende.
4.
Skrevet i min bog, hvor meget vi spiste til hhv. adventshygge og julefrokost.
Vi er en ret lille familie; når alle er her, er vi 9. Derfor giver det mening at skrive ned, helt konkret, hvor meget fars, jeg lavede frikadeller af til julefrokosten, hvor mange æbleskiver, vi spiste osv.
Jeg har gjort det de sidste 4 år, og det er efterhånden blevet en integreret del af julefrokosten, at dagen slutter med, at jeg skriver årets liste i bogen, mens jeg har mængderne – og samtlige retter – i helt frisk erindring.
5.
Og apropos bogen: Skrevet, hvordan jeg har pakket julen ned; hvad jeg har pakket i hvilke kasser.
Ligesom sidste år har jeg sørget for at pakke tingene ned, så det giver mening ift. hvordan jeg skal bruge dem til næste år. Ungerne har fx. altid juleklip i skolen i slutnovember, så nissehuerne skal være til at komme til, ligesom både nissedør, kalenderstage (inkl. nye lys) og min bakke til adventskrans er noget af det, jeg gerne lige vil have 10 minutter til at gøre klar, inden jeg finder *alle* juletingene frem. Derfor er de ting lagt i samme kasse, sammen med julelysene udefra, der alle stadig fungerede, da jeg pillede dem ned. Jeg har haft dem liggende i bryggerset, så de er gennemtørre, og har lagt dem i en pose, sammen med bon’en, så jeg i god tid kan tjekke dem og evt. bytte dem til næste år.
Alle glaskugler (også dem, jeg dekorerer vinduer, adventskrans osv med) er øverst i kassen med juletræspynt, og bogen er opdateret med, hvad der ligger hvor, hvad jeg har og hvad jeg mangler.
6.
Ventet med at købe nytårsting til i dag, selvom de var billigere inden jul.
Set med de økonomiske briller, giver det ikke så megen mening. Men. Jeg har selv, hele mit liv, frygtet Når Ting Slutter. Ferier, højtider, ting, jeg har glædet mig til. Derfor gør jeg, hvad jeg kan, for at hjælpe mine børn med at lære, at der altid kommer noget bagefter.
Det her med at være, hvor man er, i stedet for hele tiden at være i gang med at planlægge fremtiden og glemme at nyde afviklingen af nutiden, er en fælde, der er ekstra let for en type som mig at falde i, fordi jeg trives med planlægning. Derfor gør jeg mig ekstra umage for at kæmpe imod min egen impuls til at være to skridt foran, når jeg opdager den steder, hvor den har gjort livet sværere for mig selv.
————
Om lidt er det 2022. Den første uge i det nye år skal vi på børnepsyk., og lige nu er der vist ingen, der ved, om vi skal forberede os på nedlukning og hjemsendelse eller om vi kører på. Derfor er det muligt, at M2022-indlæggene først ryger på fra uge 2 – jeg ville bare nævne det, så de af jer, der har spurgt, om M20XX-indlæggene fortsætter, ved, at de kommer.
Godt nytår til hver eneste af jer. I er en kæmpe fornøjelse at pleje omgang med.
M2021, uge 51
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Trukket indkøbsturen endnu længere end jeg plejer, og gjort en ekstra indsats for at få spist op af alt det, der står i køleskabet. Helt ned til de små ting, som at få tømt et glas med syltede tomater, og drukket den sidste juice fra turen, vi var på, for 2 måneder siden. Formålet har ene og alene været at få skabt så meget plads som overhovedet muligt, så der er hylder fri til rester i juledagene – for vi ved alle, at når man er mæt, og pladsen i køleskabet er trang, så virker skraldespandens dyb pludselig både logisk og tiltalende.
Derudover øger det sandsynligheden for, at man også får resterne spist, hvis de ikke er kilet ind i et mørkt hjørne, hvor man ikke kan se dem, når man åbner køleskabet og lige skal have en hurtig rugbrødsmad.
‘Plads’ og ‘overblik’ er undervurderede, men væsentlige betingelser ift. at stoppe madspild, og det her punkt fik mig til at tænke på, om det måske ville give mening, at jeg ind i mellem lavede et præ-indlæg? For M20XX-indlæggene skriver jeg jo bl.a. i håb om, at mine tiltag inspirerer jer til også at have den økonomiske miljø-brille på, når I skuer ud over jeres liv – men det er jo lidt sent at komme i tanke om, at det måske var smart at have plads i køleskabet, når punktet først er på dagen inden jul.
Ville det være brugbart, at der kom et ‘Den kommende måned vil jeg’-indlæg, f.eks. inden sommerferie og jul?
2.
Købt kalenderlys til de næste to år.
Som jeg har skrevet før, er det kun Stelton og Georg Jensen lys, der passer i min Medusa-stage (det vidste jeg IKKE, da jeg købte den), og da de laver års-specifikke lys (hvilket er virkelig åndssvagt. Peg på dét menneske, der går *så* meget op i design, at de kan se forskel på et lys fra hhv. 2021- og 2022-kollektionen, I dare you).
Nå, men det kommer mig til gode, for de er sat ned nu, og fordi flere netshops kører med gratis forsendelse op til jul, fik jeg to lys til 1/3 af, hvad ét normalt koster.
3.
Købt en shaker. Simpelthen.
Jeg er blevet bidt af et galt enebær, fordi jeg for et par måneder siden købte en gin, som bare var længder bedre, end alt, hvad jeg tidligere har prøvet. Det ene førte til det andet, og jeg faldt ned i virtuelle kaninhuller om kinin, simple sirup og forskellen på at shake en drink og bare røre den sammen – og vi kender det alle sammen: Pludselig havde mine fingre googlet ‘Shaker’, helt af sig selv. Inden jeg fik trykket ‘Tilføj kurv’ kom jeg dog i tanke om, at jeg ikke er med i en film med Hugh Grant, og derfor skal styre mig, men Zucks husker bedre end samtlige forsmåede kvinder i verden til sammen, og derfor tonede der en shaker frem, da jeg lavede mit daglige spisebordstjek på Marketplace dagen efter. Fra mit googlefeber-anfald vidste jeg, at den, der stod og gjorde sig til, normalt koster 400 plus forsendelse – her kunne jeg få den, u-udpakket, stadig plomberet og geografisk placeret i baghaven – til 70 kr.
Så blev jeg enig med mig selv om, at der måske alligevel er lidt engelsk landadel i mig.
Nu vil jeg finde den sidste kalendergave frem, puste ud, shake mig en julecocktail og nappe den sidste Harry Potter.
Tilbage er der vist bare at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul.
Mini-I-øvrigt:
*Løber tiden fra mig. Jeg på én gang keder mig og stresser, men det er vist bare copy paste af både virkelighed og sindsstemning fra sidste år ved denne tid?
*Skal jeg have nogen med bedre pædagogisk indsigt end mig til at forklare, hvorfor børn hader dørhåndtag så inderligt? Hvorfor *er* det, at de insisterer på at skubbe døre i, i stedet for bare at lukke dem??
*Er jeg i akut need of noget podcasteskapisme. Nogen, der har opdaget noget godt?
*Kørte jeg forleden forbi et sted, der reklamerede med ‘Juletræer to go’. Jeg elsker det.
*Visnede min sjæl en smule, da jeg efter et uendeligt antal tics i Bilka over deres reklame for Stop Madspild, hvori de oplyser, at de giver overskydende madvarer til ‘herberger’, slog det op – og måtte æde, at man kan bøje det sådan. Det hedder sgu herberg i flertal, and I will die on this hill.
*Vil jeg gerne vide, om vi helt er gået fra det koncept, hvor vi på vores streamingtjeneste eller radiostation blander julemusik og almindelig musik? Jeg vil gerne bede om et stykke med Wham for lige at komme i stemning, men man når måske også lidt et maxpunkt med Bjældeklang og Shakin’ Stevens.
*Så jeg i går et opslag fra Region Syddanmark, hvor de i et forsøg på at få folk til at forny deres receptmedicin, inden lægerne går på ferie, skrev:
‘Som det gamle mundheld siger: Når du mod ferie sigter, skal du tjekke dine recepter.’
Og her må jeg bare på vegne af alle mennesker i hele verden, der ikke hader sprog sige: Hyr bedre tekstforfattere.
M2021, uge 50
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg lavet en gang pastasalat af bunden af grøntsagsskuffen, en ensom pakke bacon og en rest ost, jeg skar i tern. Både for at få brugt madvarerne, men også fordi der har været meget logistik i denne uge og lidt sygdom on the side, og nem aftensmad derfor var mamas little helper.
Jeg lavede pastasalaten, så den kunne holde længere tid, hvilket betød, at jeg med én arbejdsgang havde frokost/aftensmad til 3 dage. Hvis man tænker sig lidt om, kan det nemlig sagtens lade sig gøre.
Måske I alle sammen synes, det er fuldstændig logisk, men i fald der sidder en enkelt, der lige er flyttet hjemmefra, kommer her the hows and whys:
Jo mindre fugtig en mad-salat er, desto bedre holder den. Jeg skar derfor det bløde ud af agurken, og skar cherryblommetomaterne på den lange led, fordi de våde kerner så bliver i skallen. Jeg undlod at vende dressing i salaten, men lod den blive i flasken, og hældte bare på det, jeg tog over på tallerkenen.
Derudover er det en tanke værd, at nogle salatingredienser hurtigere bliver brune/slatne/bløde end andre. Jeg brugte gulerødder, snackpebre og forårsløg, og generelt kan man sige, at jo hårdere en grøntsag er, jo bedre holder den.
Nødder bliver trælse af at stå og suge fugt, så de skal også bare tilsættes på dagen.
Og skal man så kun skele til holdbarhed og bare stikke smag og præferencer to hidsige langemænd? Selvfølgelig ikke. Hvis man ELSKER icebergsalat eller tern af kylling i sin pastasalat, så skærer man bare den mængde, man skal bruge på dagen, og blander det i den portion, man spiser. På den måde betyder forskellen i holdbarhed ingenting, og der er stadig nem og hurtig aftensmad.
2.
Har nissen byttet om på børnenes tøj i deres respektive skabe.
Det er én af de nisserier, der er lidt mere omfattende end at gemme toiletpapiret og hænge en opvaskebørste i stedet eller at gemme alle julekalenderne, men det er en af dem, jeg plejer at lægge ind, fordi det er en god mulighed for at få bladret alle stakke af tøj igennem og fjerne det, de aldrig bruger, samt sortere de t-shirts fra, som de ikke kunne slippe i sommer, men som de nu godt selv kan se er for små.
3.
Kørt affære-stilen med gavebyt på rastepladser rundt omkring i Jylland. Når vi nu alligevel ligger og rakker rundt på E45, kan vi ligeså godt koordinere det, så vi kan spare forsendelsen.
4.
Købt erstatningstakeaway til fryseren.
Jeg ved af erfaring, at jeg ikke gider lave mad, når vi rammer juledagene, og at der i vores lille familie er rester galore, der vandrer mellem mine forældre, min søsters familie og mig, og derfor har jeg på forhånd besluttet at gå mere pragmatisk end ideologisk.
Jeg har købt et par frosne pizzaer, en pose nuggets (kæmpe anbefaling af Remas, som er længder bedre end alle andres, og som faktisk har et nogenlunde forsvarligt næringsindhold) og om omgang cup noodles, og det er nok ikke noget, vi kommer til at finde i kostpyramiden i nærmeste fremtid, men når jeg rammer ‘fuck det!’-fasen d. 26. december, er det stadig billigere og bedre alternativer end McD og den lokale pizzamand.
Here we go again
Jeg ville sådan ønske, at jeg var det sted, man kom hen på nettet og blev tanket op på optimisme og hverdagsbegejstring, men jeg er lige i gang med at bide lidt i gulvtæppet. Den seneste nedlukning har givet mig et gok i humørnødden, som jeg ikke synes, jeg kan huske, at de andre gjorde. Jeg ved ikke helt hvorfor.
For det er jo tidsmæssigt ikke uoverskueligt denne gang. Ikke endnu, i hvert fald. Men jeg får lyst til at lægge mig selv i aflåst sideleje over, at jeg i forvejen holder juleferie for egen regning for at spare på mine feriedage, så jeg har noget at holde sommerferie med ungerne for, og dermed går en solid bid ned i løn den kommende måned – og nu pludselig skal finde en løsning på yderligere 7 dage. Mine forældre har 3 børnebørn, som de er eneste bedsteforældre til, og jeg synes sgu ikke, at vi kan bede dem om at agere skole igenigenigenigen, for 3 meget forskellige børn med meget forskellige behov på meget forskellige klassetrin.
Jeg har fuldt skema, så der skal findes en løsning, men når jeg lige spørger ud, så er der udsigt til, at der kommer ét andet barn fra Fridas klasse i nødpasning, mens Anton står til at skulle flyve solo. Det ser jo på papiret ok ud. Klog af skade fra sidst ved jeg bare desværre, at de sætter de mindste nødklasser sammen på tværs af årgange (og helt fair – det skal også give mening med ressourcer) og sætter tæt-på-tilfældige lærere på. Undervisningen er 100% improviseret på dagen, og jeg er simpelthen så bange for at sætte alt det, vi har knoklet sådan for at skabe for Anton, over styr. Vi var *lige* nået til et punkt, hvor skolen ikke fyldte det hele – og nu ændrer vi på ALLE faktorerne på én gang.
Samtidig er meget af det, vi plejer at gøre sammen, når vi har fri, ikke en mulighed lige nu, og hvor jeg under første nedlukning var helt fuld af pep og spontane ideer til, hvad man kunne lave i skoven og på stranden, så har jeg det mere sådan her med alting denne gang:
Ungerne har været Flammen & Citronen i dag, og jeg har været to millimeter fra at sende mig selv på kostskole i Schweiz, så jeg kunne få bare 10 minutter alene, uden nogen, der skælder ud, skændes, er rasende eller helt fulde af ord og behov. Så er det lidt op ad bakke at være spærret inde sammen på 100 m2 med udsigt til mindst en måned mere, med indhold af samme, tomme skuffe.
Samtidig gør jeg mig mange tanker om min arbejdssituation. Det er én af dem, hvor jeg af gode grunde ikke kan gå i detaljer, men som river en solid luns af det mentale overskud, og der er ikke umiddelbart en løsning, der er oplagt og uden risici.
Når jeg lige sidder og skriver det her, slår det mig, at det nok handler om, at jeg pt. bliver ramt ualmindelig intensivt på at være alenemor. Ift. nedlukning, pasning og små pauser i hverdagen mangler jeg et halvt netværk, og ift. min jobsituation mangler jeg en husstandsindkomst. Det er vilkår, vi er mange, der er underlagt; jeg forsøger ikke at gøre mig Særlig. Men det bider lige nu, fordi det er så skide ekstremt, og har været det så længe, og jeg har det faktisk lidt som om, jeg står med ryggen mod muren.
Hvad med jer? Hænger I på?
M2021, uge 49 (og et par vindere)
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
—————
Inden vi går til ugens punkter, skal vi lige have udnævnt de to vindere af Jespers bog. Det blev:
1. Tina b.
2. Stine H.
I må meget gerne sende jeres navne og adresser til mig på blogsbjerg@gmail.com, så jeg har dem senest mandag d. 13.12 kl. 12. Har jeg ikke hørt fra jer inden da, trækker jeg (en) ny(e) vinder(e).
Tak til alle jer, der havde lyst til at være med.
—————
I den forgangne uge har jeg:
1.
Improviseret mig frem til en fetacreme, som smager himmelsk, og som kan bruges sammen med alle rester i verden i en sandwich, fordi den løfter alt fra syltede tomater, over en skive skinke til kolde kartofler flere niveauer.
Den opstod fordi jeg immerimmerimmer har et halvt bæger creme fraiche i overskud, når jeg har brugt det til/i mad, og jeg erfaringsmæssigt ved, at jeg ikke får brugt det hele, hvis jeg fryser det ned hver gang. Derfor spekulerede jeg på, hvad man kunne blande det med, så jeg fik det brugt, og ud af dette voldsomt i-lands-agtige problem opstod tanken om en fetacreme.
I al sin enkelthed består den af 1/2 bæger creme fraiche, 1 bæger feta (salattern), citronsaft (ca. 1/2 citron), ét fed hvidløg (det smager MEGET igennem) samt salt og peber, som alt sammen bare jernes i en blender. Så. Godt!
2.
Rettet forskudsopgørelse, og selvom mit fradrag falder, så var det sgu alligevel en rimelig vild oplevelse at sætte mine renteudgifter 20.000 kr. ned.
3.
Købt en flyverdragt til Frida på Marketplace til den overdådige sum af 50 kr. Den er stort set ubrugt, og passer hende perfekt.
4.
Foræret en parfume væk, som jeg købte i sensommeren, men som ikke på mig dufter, som jeg synes, den skal.
Dette punkt er på som en kærlig reminder om at huske at sende de ting videre, vi inderst inde godt ved, at vi ikke kommer til at bruge, mens der stadig er levetid tilbage i dem. Der er ingen grund til at lade en parfume blive harsk eller æggene dårlige, hvis vi allerede på forhånd ved, at vi ikke kommer til at bruge den og spise dem.
5.
Opsagt mit HBO-abonnement, fordi teknikken bliver ved med at fejle. Det gider jeg ikke betale 79 kr. i måneden for. Og inden du spørger: Yes. Jeg har kontaktet dem. 3 gange. Ingen vender tilbage, og jeg får stadig bare ‘Titlen kan ikke afspilles – prøv venligst senere’ på alt, hvad jeg vælger.
M2021, uge 48
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt gin med guldglimmer i til nytårsaften. Jeg går fuld glamour.
Egentlig plejer jeg ikke at være i *så* god tid med nytårsaften-gearet, for børnene og jeg skal bare være herhjemme, som vi plejer, men fordi jeg for et par måneder siden researchede på gin, har min algoritme besluttet, at jeg er alkoholiker, og jeg modtager derfor en lind strøm af gin-reklamer i mit feed.
For et par uger siden begyndte den her guldglimmer-model så at dukke op, og jeg forelskede mig øjeblikkeligt i den – men det er måske også *lidt* flot at købe gin til lige knap 400 kr. for at lave to drinks til sig selv.
Men! Forleden blev jeg så sendt til Herning på job, og – kæmpe no offence – den vej er noget af det mest dødsyge EVAH. Så da jeg kørte forbi én af de eneste bygninger på vejen, og pludselig opdagede, at det var gin-destilleriet bag den famøse glimmer-gin, føltes det som om, Gud talte direkte til mig. Og kun højere, da den søde forhandler spurgte, om det ikke også for mig føltes lidt som om, det stadig var Black Friday? Sjældent har jeg været større tilhænger af konceptet.
Jeg sparede næsten 100 kr., har god samvittighed ift. (manglende) forsendelse, har støttet lokalt og er nu klar til palietter, konfetti og hot dogs.
2.
Ringet til Boligstøtte, som 01.12 sendte mig et brev om, at jeg fra 01.01 ikke længere kan få boligstøtte. Hvilket umiddelbart var lidt af en bet, eftesom jeg plejer at få mellem 1500 og 2000 kr. i måneden.
Men i stedet for at gå i blind panik, som jeg engang gjorde, hver gang jeg modtog noget i E-boks, trak jeg vejret dybt og tænkte igennem, om det lød logisk. Og det gør det jo ikke. Så jeg ringede derop, og blev, ganske skamløst, hængende i røret og spurgte og spurgte og spurgte, ind til jeg var sikker på, at jeg havde forstået, hvad problemet var, og hvordan jeg skulle forholde mig.
Min manglende gæld er helt sikkert en stor del af grunden til, at jeg ikke bare falder ud over afgrunden i bundløs rædsel over at skulle finde penge, jeg ikke har, og jeg sendte endnu engang både jer og mig selv en kærlig tanke. Hvor ER det rart at være på den anden side.
3.
Styret mig. Det overrasker mig ind imellem, at jeg stadig, efter så lang tids opmærksomhed og indsats, kan blive smittet af en stemning og en følelse af, at det nok er bedst, at jeg køber alting NU – og køber rigeligt.
For der er jo ingen logisk forklaring på, at jeg føler behov for at købe ind til ALLE de madpakker, vi skal smøre fra nu af og frem til juleferien, men ikke desto mindre skulle jeg tage mig selv i at gøre det og aktivt bekæmpe at lade mig rive med af den hektiske jule-hamster-stemning.
Da jeg først opdagede, hvad der var ved at ske, gik jeg kontra, så nu er vi ved at bruge op af de madpakketing, der ligger og putter i skabe, skuffer, køleskab og fryser, så der er rent bord, når vi har skålet i guld-gin og igen skal opruste til næste ladning madpakker.
4.
Sendt en million taknemmelige tanker til det helt uTROligt søde personale i svømmestadion, hvor vi holdt Antons fødselsdag i fredags.
Fordi det jo lidt var en løsning, der var valgt, fordi andre ikke var mulige, var jeg spændt på, om jeg ville synes, det var pengene værd. 75 kr. pr. mand er stadig væsentlig mere, end det ville løbe op i, hvis vi hev drengene herhjem og serverede boller og lagkage.
Men det skal jeg godt nok love for, at jeg syntes, der var.
Da vi kom, var der pyntet op helt ud i receptionen med balloner og flag, og verdens uden tvivl rareste svømmedame tog imod os med ordene: “Du må være Anton – tillykke med de 11 år!” Der var en gave til ham (en svømmebillet), is til alle deltagere, saft ad libitum, kaffe til morfar og mig, 3 timer i svømmehallen, 2 x særaktiviteter, der blev sat frem i et bassin, der var reserveret til os, og et lokale, hvor vi kunne sidde og spise den medbragte kage. Da jeg spurgte, om jeg ikke lige skulle tørre af og spritte ned efter os, fik jeg venligt men bestemt at vide, at det skam var med i prisen; vi skulle bare hygge os. Og det gjorde vi virkelig.
Ved et rent tilfælde havde vi ramt black friday, hvilket betød, at der stort set ikke var andre i svømmehallen end os, og det var bare på alle måder den bedste dag overhovedet.
Og præcis som i #2 har jeg efterfølgende tænkt tusind gange, at det kun kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke længere skylder en nyre i banken. De muligheder, dét giver, kommer jeg aldrig til at tage for givet.
Give-away/I øvrigt:
*har jeg, siden jeg skiftede læge, tænkt meget over, hvorfor man ikke et sted skal angive, hvorfor man ønsker at skifte. Ville det ikke være oplagt? For jeg er med på, at alt er kemi, når det kommer til interaktioner mellem mennesker, og selvfølgelig skal ingen under luppen, fordi en enkelt kunde er utilfreds. Men virker det ikke lidt gak, at man ikke er interesseret i årsagen?
I vores tilfælde handlede det om ualmindelig udpræget mangel på forståelse for de udfordringer, der knytter sig til en potentiel udviklingsforstyrrelse, og det ville da være virkelig fint, hvis andre familier ikke skulle sidde i stolen hos ham og opleve det samme.
I min venindes tilfælde handlede det om, at hendes læge tog hende på røven og sagde nogle ret upassende ting i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse.
Der er Rigtigt og Forkert og så er der alle gråzonerne. Og selvfølgelig kunne man vælge at klage – men orker man? Og var det *så* slemt? Der er megen vigtig information, der siver ned gennem sprækkerne på den konto, tror jeg.
*var Frida til fest i SFO’en for et par uger siden. Da Anton og jeg skulle hente hende, var himlen uendelig smuk. Alle nuancer af gylden, blå og rosa, et spinkelt månesegl i sølv og en million stjerner, der hang og gjorde sig til. “Prøv lige at se himlen, Anton. Er den ikke fin?” “Jo! Sådan føles det inden i mig, når jeg må sove inde ved dig, mor”. Mit hjerte, mand.
*er det ikke poesi og store følelser det hele. I morges bad Frida ham f.eks. lakonisk om at ‘step aside, peasant’, da han drillede hende. Jeg ved godt, at det var selvmål at grine, men for fanden, altså.
*har vi fået vores indkaldelse til børnepsyk. allerførst i det nye år. Så sagde vi jo, at de sad med et helt nyt og velpolstret budget og bare ventede på nogen at smide alle pengene efter.
*har jeg de sidste par måneder set en del opslag på facebook, hvor folk lovpriser mennesker, der er afgået ved døden – uden at sige, hvem det er. Jeg er med på, at der ikke er regler for sorg, men det er godt nok meget 2010 at spille mørk og mystisk på de sociale medier. Hvorfor åbne den, hvis man ikke vil tale om det?
*Følger jeg et par astrologer, både på insta og på YouTube, og de har siden oktober været meget enige om, at 2021 kommer til at følge os HELT til dørs med bøvl og baks. Min lektie for det sidste kvartal har været og er, at nogle gange, ikke? Så *er* det De Andre. Jeg er så bange for at overse egne fejl og mangler, at mit udgangspunkt altid er, at 50% af konflikter, ufred og dårlig stemning ligger hos mig. Men universet har godt nok de sidste måneder været meget insisterende ift. at få mig til at fatte, at man en gang imellem faktisk godt må lægge hele ansvaret for en dårlig situation over på den andens tallerken.
*bliver vi nødt til at snakke om, at Lukas Graham og Adele er ved at være to sider af samme sag. Og inden du råber: “Ej, hvad snakker du om!?” så vil jeg bare lige bede dig om at høre hhv. ‘Happy for you’ og ‘Water under the bridge’ – og imens du lytter forestiller dig, at det er den anden, der synger. Du kommer til at give mig ret.
*er jeg *liiiige* ved at være der med det helt overdrevne salg af pebernødder/kalendre/til-og-fra kort osv. osv. osv., som børn helt ned i 0. klasse skal sælge for deres idrætsforeninger og klassekasser. Det er, som om børnene helt er forsvundet ud af ligningen? Engang var det børnene selv, der stemte dørklokker for at få penge i kassen. Nu er det forældrene, der sælger på fb, og så synes jeg sgu, at ideen går lidt af det. Ikke fordi det hele var bedre, dengang vi gik 14 km. gennem mandshøje snedriver til og fra skole – men hvis det er børnene, der skal tjene penge til klassekassen eller fodboldturen – skal de så ikke være bare minimalt involverede i processen?
*har Jesper ovre på Den Gode Opdragelse udgivet en debatbog, som jeg har skrevet forordet til.
Det er en fin, lille bog som, med sit far-og-fagpersons-perspektiv på børneopdragelse, kan give nogle tankevækkende, sjove og skæve vinkler på, hvordan man griber opdragelse an, og jeg synes, at den lægger op til nogle gode og anderledes samtaler om vaner, traditioner og forventninger.
Jeg har fået lov at udlodde 2 eksemplarer til et par af jer, og det eneste, du skal gøre for at smide et lod i puljen er at skrive en kommentar til dette indlæg. Det behøver ikke være dybt eller forkromet; måske bare en linje om, hvem du gerne vil give bogen til? (Og man må GERNE skrive ‘Mig selv!’)
Jeg trækker lod torsdag d. 09.12 kl. 20, og offentliggør vinderen i M2021-indlægget fredag d. 10.12.
Held og lykke.
M2021, uge 47
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har min søde mor hjulpet mig med at klippe den slidte kant af mit Modström-tørklæde (som med hastige skridt nærmer sig sit 15-års jubilæum), og sy en ny.
Jeg har længe været på jagt efter et nyt tørklæde, men efter 1000 googlinger og besøg i samtlige stofbutikker jeg kender, må jeg give fortabt. Mit Modström er syet i stof af så god kvalitet, at stofbutikkerne bare blankt erkender, at de ikke har noget, der kan måle sig med det.
Det har givet anledning til lidt selvransagelse, for i princippet burde jeg jo elske, at jeg ved blindt held har erhvervet mig noget, der har vist sig så slidstærkt, holdbart og bæredygtigt. Men der er et eller andet med den alder, jeg har nu, og en angst for at.. stagnere, tror jeg? Eller at blive opfattet som én, der stoppede med at udvikle sig, da hun fik børn?
Jeg er ikke færdig med at tænke, men angsten har trods alt ikke bedre fat, end at jeg glæder mig over at en ny søm har forlænget levetiden på mit all-time-favorite tørklæde markant.
2.
Har jeg brugt en aften på at gennemgå mine kasser med advents- og julegaver.
Den eneste ulempe ved at starte i god tid er nemlig, at jeg somme tider glemmer, hvad jeg *har* købt, og derfor pludselig ender med at være lige rigeligt gavmild.
Klog af skade har jeg kun pakket de første adventsgaver ind. Resten pakker jeg ind hen ad vejen. Ellers kan jeg simpelthen ikke huske, hvad de får #scatterbrain
3.
Har jeg smidt en næsten-ny pakke te ud, efter kun at have drukket 2 kopper af den.
Fordi jeg har haft kronisk fokus på at stoppe madspild de sidste 4-5 år, kommer jeg somme tider, af ren vane, til bare at slave mig igennem ting, jeg reelt ikke kan lide, og det er livet sgu for kort til. Selvfølgelig er der gråzoner, men når man er sådan en, der MEGET ligger i den ene grøft, skal man somme tider hjælpe sig selv med at huske, at det er ok at dyppe tåen i vandet i den anden.
,
When they go high, we go low
I kommentarfeltet for et par uger siden spurgte Lone, om jeg/vi ikke ville prøve at skrive lidt om/kommentere på, hvordan man undgår stress og konflikter, når man skal julehygge med familien.
Fordi det på søndag er 1. søndag i advent, tænker jeg, at nu måske er et godt tidspunkt at forholde sig til det på.
Jeg skrev for 4 år siden et indlæg om netop dette, og derfor blev jeg enig med mig selv om at poste en revideret udgave af indlægget fra dengang, og så lægge op til, at I derude smider *jeres* bedste tip i kommentarfeltet. For én gangs skyld vil jeg som udgangspunkt undlade at svare jer enkeltvis; ganske enkelt fordi jeg gerne vil have kommentarfeltet til at være en idébank, og ikke et cirkustelt, hvor jeg sludrer løs i øst og vest og trækker temaet helt af sporet.
Jeg håber, I har lyst til at være med.
_________________________________
Helt overordnet gælder det om at skrue ned. SkrunedSkrunedSkruned. For det, jeg altid er blevet mest stresset af, er, når jeg i et anfald af overmod går fuld Det Lille Hus På Prærien, og kun synes, det gælder, hvis jeg laver ALT fra bunden.
Problemet med dén model er, at den aldrig bliver sådan *rigtig* hyggelig, fordi jeg brækker midt over af stress, når vi er 10 minutter inde i arrangementet.
I takt med, at mine børn er blevet større, er det også gået op for mig, hvor meget udenomstamtam, man bliver nødt til at tage højde for, hvor man ikke har ret meget at skulle have sagt. Aktuelle eksempler her – udelukkende på børnesiden – er: Forældremøder, sundhedsplejerske, tandlæge, juleklip, julestævner, salg af kalendre/til-og-fra-kort, pakkekalendre i skolen, juleafslutninger galore og en juletræsfest, som alle de andre i klassen kommer til.
Og hvor man, så længe de er små, lidt bedre kan sortere, fordi de sgu ikke opdager, hvis man sluser noget af det ud, så kan du være STENsikker på, at de snakker nok om alle tingene i skolen til at være bevidste om, hvad de andre skal med til. Derfor skal man i hvert fald gøre sig overvejelser om, hvad man beder dem forstå/forsvare, hvis man melder afbud.
Men dette understøtter sådan set stadig fint hovedpointen: Skru ned.
Og fordi det somme tider er lidt nemmere at forholde sig til livet i punktform, får I her mine egne små selv-remindere til at styre udenom den værste stress:
1. Arrangementer
Lad være med at svare på invitationer/købe billetter til arrangementer, lige når de dumper ned i indbakken. Vent. På den måde giver du selv (og børnene) mulighed for at vælge, hvis det bliver nødvendigt at skære fra. Sat op mod hinanden kan det f.eks. godt være, at svømmestævnet, det i sidste uge var livet om at gøre at deltage i, taber til juletræsfesten i hallen.
2. Skovture og juledekorationer
Del den op, så I går i skoven den ene dag, og laver dekorationer den næste. Og husk, hvad der er supposed-to-be-hyggeligt her: Hvis det er turen i skoven, kan man sagtens nøjes med den og så købe sin dekoration af nogle spejdere eller noget, i stedet for at jage rasende rundt efter det mos, man ikke har kunne sparke sig frem for i månedsvis, men som nu på mystisk vis er forsvundet, alt imens børnene bliver mere og mere sure/får ondt i benene/skal tisse/fryser/jagter hjorte i brunst/æder grankogler.
3. Julepynt
Brug en aften, hvor ungerne er lagt i seng, på at finde pynten frem, og lav et bord med den pynt, de må gå amok på værelset med. Så kan der pyntes op i skøn, fælles forening, og det bliver en aktivitet at være sammen om, i stedet for noget, der skal findes ekstra tid til. Når – ikke ‘hvis’ – nogen bliver hidsige over, at de vil have det samme rædselsfulde LED-juletræ, så bare husk, at der også havde været konflikter, hvis I havde tegnet eller lavet puslespil.
4. Pakkekalender
Gå med adventskalender i stedet for den daglige version. Minimalt stress ift. køb af gaver, man kan økonomisk tillade sig en smule mere, og man er fri for at skulle op kl 3 hver nat for at tjekke, hvad der mon er kommet i posen. (Her er det så vigtigt, at man ikke selv lader sig overvælde af juleånden og smider en ekstra pakke i en tilfældig onsdag, for så er man selv ude om det).
Har man børn, der vågner MEGET tidligt, når der er pakker i farvandet, kan man – som jeg har gjort i år – vælge at flytte adventsgaverne til fredag morgen, hvor man alligevel skal op og afsted.
5. Julebag
SÅ hyggeligt på tv. Med små børn og i virkeligheden? Not so much. Hvad var det, du hældte i skålen, Anton, fuck, de skulle have været ud nu, (nej, det er også rigtigt. Man må ikke sige fuck) PAS PÅ BAGEPLADEN, DEN ER VARM, Frida, nej!! Ikke tørre fingre i Antons hår!
Snydetricket her er færdig dej, som ungerne kan hjælpe med at forme, eller én slags småkager, hvor man i bedste tv-kok-stil har stillet alle de afvejede ingredienser frem i forvejen. Resten køber du – Karen Wolff skal også leve.
Vi har i et par år hos den lokale bager købt to slags dej, som udmærker sig ved at kunne fryses; vi laver af halvdelen og fryser den anden ned. Langt, LANGT mere overskueligt, både på produktionssiden og ift. indtag. Jeg købte for et par år siden sådan nogle mini-udstikkere med figurer på størrelse med 10-kroner. De er perfekte og gør, at børnene synes, det er sjovt og føler, at De Har Bagt. selvom de reelt bare har stukket 5 æbler, 7 stjerner og 4 hjerter ud. Fordi kagerne er så små, er de hurtigt færdige (= klar til at spise) og man slipper for børn med mavepine, fordi de ikke skal nå at smage 5 forskellige slags småkager, som alle er på størrelse med underkopper.
Og nu er det jeres tur. Hvad gør I for at bevare hyggen og den gode stemning? Ekstra rom i gløggen? (Det’ gas!) (- eller er det..?) Familiemeditationsophold i den svenske skærgaard? Melder jer ud? Eller har I nogle små tricks, der sikrer, at det er de rigtige ting, der fylder?
Jeg glæder mig til at blive inspireret.
