M2022, uge 1
(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge er jeg nået længere med mit køkkenprojekt, end jeg havde turde håbe, og det passer fint som tema til denne uges indlæg, for jeg har:
1.
Som jeg skrev for nyligt, lagt en agent på Marketplace efter et bord.
Jeg havde på forhånd gjort op med mig selv, at det skulle være hvidt, måle ca. 90 x 200, og være firkantet og uden plader, fordi jeg ikke gider have skillelinjen i midten.
Når man lægger en agent op, får man jo notifikationer om revl og krat, og som et ekstra irriterende feature, har facebook nu udvidet tjenesten med ‘Emner, der ligner dem, du søger på’, hvilket betyder, at man også får sofaborde, spisebordsstole osv. Jeg har set mere fyr- og egetræ de sidste 14 dage, end jeg har set det meste af mit voksne liv tilsammen, men det er måden at gøre det på, hvis man vil have fingrene i de helt gode køb. For der, hvor man kan gøre en god handel, er i de situationer, hvor Lars og Mette har impulskøbt et bord, da de bare lige skulle i Ilva og kigge, og derfor nu står med to gigantiske borde i deres relativt lille stue. De skal bare af med det gamle, og det skal være nu. Prisen vil være derefter, og derfor handler det om at være hurtigt = agent, så man når at se det.
Ift. møbler går jeg konsekvent udenom opslag, der er over en måned gamle. Der er sikkert mennesker, der bor så stort, at de uden problemer kan have dobbelt op på både sofaer og spisebordsensembler, men de fleste gør ikke. Og derfor skal man spørge sig selv, hvor de mon så har opbevaret tingene, så de ikke stod i vejen. Hverken stof eller laminat (som jo ret beset bare er sammenpresset papir og harpiks) har særlig godt at fugt og kulde, og derfor skal jeg ikke have noget, der har stået i en garage eller på en overdækket terrasse og hængt med mulen.
Der er mulighed for at gøre en god handel, hvis man kan leve med ukendt bagkant – og det er en pointe, jeg også gerne vil have med her: At man jo så skal være klar til at gå i gang, når det rigtige bord så pludselig er der. Det var det i mandags; et bord 10 km. herfra, på 210 x 90, uden plade, og med brugsspor, jeg sagtens kan leve med. Til 450 kr. Egentlig oplever jeg, at det næsten kan være rart, at tingene ikke er spritnye. Det her har en lille skramme hist og resterne af en kuglepensstreg pist, men intet, man med det blotte øje kan se, og intet, det ikke ville have fået på en måned her. Faktisk oplever jeg det næsten som en lettelse, at jeg ikke skal våge over det som en høg, fordi det er pristint og har kostet hele opsparingen og to indre organer.
Jeg sidder og skriver ved det nu, og det er så fint, så fint.
2.
Fundet de to lamper, jeg gerne vil have over bordet på Marketplace.
Jeg har Hektar lamper fra Ikea som både spot, standerlamper og over bordet, og jeg er virkelig glad for dem, fordi pæren sidder på en måde, så man ikke bliver blændet, når man sidder under dem. Nu, hvor bordet bliver større, er det nødvendigt med lys i begge ender (som man siger), og derfor skal den ene nuværende skiftes ud med to.
De koster 150 kr. fra nye pr. stk. Jeg fik dem begge for 100 kr.
3.
Ønsket mig mine nye stole i fødselsdagsgave (om 11 dage), og været anmassende nok til at sende link til min søster og mine forældre, fordi stolene pludselig var på bud til 250 kr/stk og ikke de 399, de normalt koster.
4.
Købt 1 liter maling i Flügger til at male en 8 m2 stor firkant, selvom ekspedienten insisterede på, at det ikke var nok.
Jeg var selv i tvivl. Men sidste år, da jeg malede 4 af vores rum, havde jeg ALT for meget maling i overskud. Og én ting er sikkert: Når man får nok af en farve, så skal man jo ikke have den igen i et andet rum. Derfor er det nogle åndssvage liter at have stående.
Problemet er, at Flügger sælger deres maling i hhv. 1 liter, 3 liter og 5 liter – hvilket er virkelig irriterende, når man er sådan én, der maler enkeltvægge. Men prismæssigt koster 2 x 1 liter tonet maling ca. det samme, som 3 liter, og eftersom jeg ikke skal bruge den sidste liter, valgte jeg i stedet at købe 1 liter og så vurdere efter første overmaling, om jeg havde nok til anden runde. Hvis ikke, kan man nemlig bare købe 1 liter mere, som man blander med resten af den første, så man undgår, at der er nuanceforskel hen over væggen.
Jeg malede 3 gange med min ene liter, og jeg har stadig maling i overskud.
5.
Solgt mit gamle bord inkl. stole for 300 kr, og vores 2 Trip Trap Stokke stole for 500.
Jeg havde gjort det hele pænt rent og afventet en dag med godt lys, så jeg kunne tage nogle ordentlige billeder af tingene. Det betaler sig at tænke over den slags, for det tog 5 timer fra jeg lagde tingene op, så var de afhentet.
Pengene brugte jeg til at købe stel til min kommende bænk, så nu må UPS sådan set godt skynde sig ud på Autobahn med kursen stik nord, så vi kan få projektet afsluttet.
——
Når jeg har alle beløb med her, er det for at illustrere, at jeg for 850 kr. (og en endnu-ukendt pris for træ til bænken), har et HELT nyt spiseområde. Det kræver lidt tålmodighed, og at man kan leve med, at nogle af tingene er brugte, men jeg kan *næsten* ikke være i mig selv over, hvor fedt, det bliver, og jeg skal nok lægge et billede op, når jeg er færdig.

Postkort fra toppen af bjerget
2022.
Vi er i gang, og det går godt.

For efter at have talt håb og forventninger og drømme ned i snart 3 år, kan jeg mærke et behov for også at sige det højt, når det går godt, uden at mudre mine udtalelser med forbehold og forsigtighed.
Det ligger implicit i det verdenssyn, vi har nu, tror jeg. At det hele kan ændre sig på sekunder. Men jeg kan mærke et udtalt behov for klarhed; for at slå støvet af.. alt, faktisk. For at lade ord og udsagn fylde og lyse, uden hele tiden at kaste slør over dem for en sikkerheds skyld. Vi har de sidste 34 måneder vænnet os til at tage sorgerne på forskud, i håb om, at de så ikke kommer bag på os, men prisen for dét, er glæden i nuet. Og den har jeg tænkt mig at genfinde og genvinde.
For at tage det bedste først: Vi slap igennem nåleøjet og er indstillet til udredning på børnepsyk. Det er noget underligt noget, at man kan blive taknemmelig over udsigten til at få papirer på, at ens barn har fået udleveret en hjerne, der krøller anderledes end de fleste andres, men det er den eneste måde at få adgang til værktøjskassen, der indeholder det, Anton har brug for. Og efter små 3 år med kamp, meget få allierede og bureakrati nok til at give Putin stjerner i øjnene, er det en lise uden lige at kunne åbne en dør på klem for tanken: “Måske behøver jeg ikke klare det her *helt* alene?”
Så kæmpe, gigantisk hurra for at være nået dértil.
Nytårsaften skrev jeg mine planer for det kommende år i min fine almanak (som er fra Måneurt #NoSpons). Jeg har 4 af slagsen (planer. Ikke almanakker), og for mig ligger der en afgørende forskel i at kalde dem ‘planer’ og ikke ‘forsæt’. Ordet ‘planer’ er levende og udvikler sig i takt med den virkelighed, de er omgivet af, hvilket for mig føles langt mere organisk og opnåeligt, end forsæt med faste mål, der kun har to mulige udfald, nemlig succes eller fiasko. En plan justerer man bare, og arbejder derefter videre med den nye udgave.
For at synliggøre processen og holde mig selv op på, hvad jeg gerne vil nå i år, skriver jeg ned i almanakken, hver gang jeg gør noget, der bringer mig tættere på mine mål.
Ét af dem er, at jeg gerne vil have lavet et nyt køkkenområde, som passer bedre til det liv, vi lever nu, end det, vi havde, da vi flyttede ind for 5 år siden. Børnene er blevet større, de er oppe længere om aftenen og har ting og sager, de gerne vil sidde ved køkkenbordet og lave. Da de var mindre, brugte vi nærmest udelukkende bordet, når vi spiste, mens vi nu gerne vil sidde der samtidigt og lave hver vores. Derfor vil jeg gerne have et større bord. For at få plads til det, skal det stå på den anden led, hvilket pludselig giver mulighed for den bænk, jeg altid gerne har ville have, og sådan har den ene idé grebet den anden.
Køkkenområdet er en del af min 2022 plan, og jeg har noteret i almanakken, at jeg har købt maling, fundet lamper og har lagt en agent på Marketplace, og gjort børnenes Trip Trap stole klar til salg. Alle de små delelementer, som får planen til at ske, bliver skrevet i, og af en eller anden grund får det mig til at føle, at jeg arbejder på at lykkes med noget, i stedet for at føle, at jeg står med et halvfærdigt projekt, jeg småstresser over at skal have gjort færdigt. Det er alt sammen inde mit hoved, men det virker.
De andre 3 projekter syder og bobler, og Stenbukkesæsonen giver den ‘get shit done’-energi, jeg stortrives i.
Det går godt.

Mod nye horisonter
Børnene sover, kortene for det kommende år er trukket, og Bruno Mars er kæk for lav volumen på køkkenbordet. Som de sidste par år sidder jeg i sofaen og nyder roen, mens jeg gør status over det forgangne år og så småt indstiller sigtet på det kommende.
Jeg synes, 2021 har været en arbejdssejr. Der har været ups and downs, og vi har været forskånet for de helt store revner i fundamentet, men jeg synes, sådan helt overordnet, at det har været en drøj omgang.
Det er kommet lidt bag på mig, faktisk. For egentlig havde jeg forventet, at når det første impact af covid, konkurser og tværsmøder var klinget af, så var det bare at begynde at sætte den ene fod foran den anden. Eller. Ikke bare-bare, vel? Men trods alt stadig et mønster og en arbejdsgang, jeg kender.
Sådan har det ikke føltes, synes jeg. Der er noget, der har ændret sig så grundlæggende, at det ikke længere giver mening at grave sig tilbage til udgangspunktet.
Jeg har tænkt meget over det de sidste par uger. At der er meget, der ikke er blevet, som jeg troede, det ville blive. Der er processer, mennesker og baner, jeg er nået vejs ende med, der er rigtig, rigtig meget, jeg har været nødt til at gentænke, og det har trukket tænder ud. For selvom man måske ikke gør sig det klart, når hverdagen ruller, så danner man sine håb og forventninger om fremtiden med udgangspunkt i den nutid, man befinder sig i. Og derfor bliver det et fald i slowmotion, når tæppet bliver trukket væk, for i første omgang tror man bare, at det handler om at genvinde fodfæstet, men når man har gjort det, går det langsomt op for én, at alt er forandret, og at man nu skal suite up til andre vilkår, betingelser og drømme.
Det, der tager længst tid, er næsten at slippe håbet, synes jeg. Man gør det gradvist, fordi man ville brække midtover, hvis man både skulle forholde sig til realiteterne, regruppere og justere forventningerne på én og samme tid, og lige når man står i det, føles det som om, der kun er sorg og smerte forbundet med at løsne grebet.
Men i det øjeblik, man åbner hånden helt; i det øjeblik, man har brugt så lang tid på at frygte, fordi man ikke troede, man ville kunne udholde den tomme hånd – der opdager man pludselig, at den gør det muligt at række ud efter det, man gerne vil være og have nu. Efter det, der passer til det menneske og liv, man er og har, og ikke den og det, man var og havde.
Det ser dejlig nemt og selvhjælps-fascistoidt ud, når man koger det ned til 20 linjer på skrift.
Det synes jeg overhovedet ikke, det har været.
Jeg synes, det har været hårdt, og jeg er gennemtræt. Træt af Systemet, og træt af at være underlagt andre menneskers vilkår og luner. Træt af omstillingsparathed, nedlukninger, nye varianter og skinger debat. Det skriver jeg, vel vidende, at andre har haft det værre og har mistet mere end mig. Men selvom man kommer ud med livet i behold, må man stadig gerne sørge over tabet af det liv, man ikke forstod privilegiet af, da man havde.
Jeg synes, det har været hårdt, og jeg er træt.
Men.
For første gang i uendelig lang tid, synes jeg også, at der er håb for noget bedre, når jeg kigger fremad. For første gang i meget, meget lang tid, synes jeg, at jeg ser muligheder og ikke bare ‘nej’ og døre, der lukker, mens jeg kigger på dem, derude.
Jeg har truffet nogle beslutninger ift. min arbejdssituation, der forhåbentligt i løbet af 2022 gør det muligt ikke bare at overleve, men at trives igen.
De tiltag, jeg har Jeanne d’arc’et mig til ift. Anton er nu en integreret del af hverdagen, og de hjælper.
Og jeg har fået så meget overskud, at jeg igen så småt kan begynde at mærke mig selv.
Vi er ikke i mål. Med noget, faktisk. Men jeg sidder med fornemmelsen af, at de sidste par år er gået med at opdage, at vi har fået udleveret de helt forkerte kort og med at køre fast. Nu er vi endelig trukket fri, og vi har fået støvet de rigtige kort op. Vi er ved at lære det nye landskab at kende, og vi opdager langsomt de skatte og muligheder, der er at finde hér.
Vi er ikke, hvor vi skal være endnu.
Men vi er på vej.

M2021, uge 52
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Grebet forberedelserne til julefrokosten (som i år var her) an med ‘stop madspild’ i baghovedet.
Det betyder, at jeg, i stedet for at lave al maden dagen før, nøjedes med at dække bord, finde fade osv. frem, lave ostefad (med små stykker af ostene) og koge kartoflerne til kartoffelsalaten.
På selve dagen lavede jeg dressing til kartoffelsalaten, ris a la mande og frikadeller, så de stadig var lune, da gæsterne kom (så de kun var lavet, og ikke allerede opvarmet én gang). Alt, hvad jeg lavede, fyldte jeg i to mindre bøtter i stedet for én stor, hvilket både gør det nemmere at finde plads til tingene i køleskabet, er verdens nemmeste måde både at begrænse madspild på, og oven i købet også gør det hyggeligere at sidde ved bordet, fordi man ikke skal flå skålen med kartoffelsalat ud af hænderne på folk, inden de er færdige med at spise, så den kan komme på køl.
2.
Fundet mine små hurricane-stager frem, så jeg kan bruge dem til resterne af kalenderlyset og lysene fra adventskransen.
Det er stadig så mørkt hele tiden, at der ikke er en kat, der kan se hverken farve eller facon på det, der står i dem, og så får jeg lysestumperne brugt.
3.
Arbejdet aktivt på at få bugt de madvarer, jeg har købt ind til julen, men som ikke er blevet spist.
Af en eller anden grund er jeg ikke ret god til at spise frugt, når vi bare går herhjemme, så jeg brugte 15 minutter på at lave citrussalat af alle mine appelsiner, mandariner og grapefrugter, som jeg skar skrællen af, ternede og fordelte i mindre bøtter, så det bare har været at tage en bøtte ud og gå amok.
De skårne tomater og peberfrugter fra julefrokostens ostebord røg i en gryde med en trist porre, godt med løg/hvidløg, en dåse hakkede tomater og en kyllingefilet og kogt til suppe, som jeg blendede med resterne af creme fraichen fra kartoffelsalaten og pikantosten fra ostebordet. Den smagte fuldstændig forrygende.
4.
Skrevet i min bog, hvor meget vi spiste til hhv. adventshygge og julefrokost.
Vi er en ret lille familie; når alle er her, er vi 9. Derfor giver det mening at skrive ned, helt konkret, hvor meget fars, jeg lavede frikadeller af til julefrokosten, hvor mange æbleskiver, vi spiste osv.
Jeg har gjort det de sidste 4 år, og det er efterhånden blevet en integreret del af julefrokosten, at dagen slutter med, at jeg skriver årets liste i bogen, mens jeg har mængderne – og samtlige retter – i helt frisk erindring.
5.
Og apropos bogen: Skrevet, hvordan jeg har pakket julen ned; hvad jeg har pakket i hvilke kasser.
Ligesom sidste år har jeg sørget for at pakke tingene ned, så det giver mening ift. hvordan jeg skal bruge dem til næste år. Ungerne har fx. altid juleklip i skolen i slutnovember, så nissehuerne skal være til at komme til, ligesom både nissedør, kalenderstage (inkl. nye lys) og min bakke til adventskrans er noget af det, jeg gerne lige vil have 10 minutter til at gøre klar, inden jeg finder *alle* juletingene frem. Derfor er de ting lagt i samme kasse, sammen med julelysene udefra, der alle stadig fungerede, da jeg pillede dem ned. Jeg har haft dem liggende i bryggerset, så de er gennemtørre, og har lagt dem i en pose, sammen med bon’en, så jeg i god tid kan tjekke dem og evt. bytte dem til næste år.
Alle glaskugler (også dem, jeg dekorerer vinduer, adventskrans osv med) er øverst i kassen med juletræspynt, og bogen er opdateret med, hvad der ligger hvor, hvad jeg har og hvad jeg mangler.
6.
Ventet med at købe nytårsting til i dag, selvom de var billigere inden jul.
Set med de økonomiske briller, giver det ikke så megen mening. Men. Jeg har selv, hele mit liv, frygtet Når Ting Slutter. Ferier, højtider, ting, jeg har glædet mig til. Derfor gør jeg, hvad jeg kan, for at hjælpe mine børn med at lære, at der altid kommer noget bagefter.
Det her med at være, hvor man er, i stedet for hele tiden at være i gang med at planlægge fremtiden og glemme at nyde afviklingen af nutiden, er en fælde, der er ekstra let for en type som mig at falde i, fordi jeg trives med planlægning. Derfor gør jeg mig ekstra umage for at kæmpe imod min egen impuls til at være to skridt foran, når jeg opdager den steder, hvor den har gjort livet sværere for mig selv.
————
Om lidt er det 2022. Den første uge i det nye år skal vi på børnepsyk., og lige nu er der vist ingen, der ved, om vi skal forberede os på nedlukning og hjemsendelse eller om vi kører på. Derfor er det muligt, at M2022-indlæggene først ryger på fra uge 2 – jeg ville bare nævne det, så de af jer, der har spurgt, om M20XX-indlæggene fortsætter, ved, at de kommer.
Godt nytår til hver eneste af jer. I er en kæmpe fornøjelse at pleje omgang med.

M2021, uge 51
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Trukket indkøbsturen endnu længere end jeg plejer, og gjort en ekstra indsats for at få spist op af alt det, der står i køleskabet. Helt ned til de små ting, som at få tømt et glas med syltede tomater, og drukket den sidste juice fra turen, vi var på, for 2 måneder siden. Formålet har ene og alene været at få skabt så meget plads som overhovedet muligt, så der er hylder fri til rester i juledagene – for vi ved alle, at når man er mæt, og pladsen i køleskabet er trang, så virker skraldespandens dyb pludselig både logisk og tiltalende.
Derudover øger det sandsynligheden for, at man også får resterne spist, hvis de ikke er kilet ind i et mørkt hjørne, hvor man ikke kan se dem, når man åbner køleskabet og lige skal have en hurtig rugbrødsmad.
‘Plads’ og ‘overblik’ er undervurderede, men væsentlige betingelser ift. at stoppe madspild, og det her punkt fik mig til at tænke på, om det måske ville give mening, at jeg ind i mellem lavede et præ-indlæg? For M20XX-indlæggene skriver jeg jo bl.a. i håb om, at mine tiltag inspirerer jer til også at have den økonomiske miljø-brille på, når I skuer ud over jeres liv – men det er jo lidt sent at komme i tanke om, at det måske var smart at have plads i køleskabet, når punktet først er på dagen inden jul.
Ville det være brugbart, at der kom et ‘Den kommende måned vil jeg’-indlæg, f.eks. inden sommerferie og jul?
2.
Købt kalenderlys til de næste to år.
Som jeg har skrevet før, er det kun Stelton og Georg Jensen lys, der passer i min Medusa-stage (det vidste jeg IKKE, da jeg købte den), og da de laver års-specifikke lys (hvilket er virkelig åndssvagt. Peg på dét menneske, der går *så* meget op i design, at de kan se forskel på et lys fra hhv. 2021- og 2022-kollektionen, I dare you).
Nå, men det kommer mig til gode, for de er sat ned nu, og fordi flere netshops kører med gratis forsendelse op til jul, fik jeg to lys til 1/3 af, hvad ét normalt koster.
3.
Købt en shaker. Simpelthen.
Jeg er blevet bidt af et galt enebær, fordi jeg for et par måneder siden købte en gin, som bare var længder bedre, end alt, hvad jeg tidligere har prøvet. Det ene førte til det andet, og jeg faldt ned i virtuelle kaninhuller om kinin, simple sirup og forskellen på at shake en drink og bare røre den sammen – og vi kender det alle sammen: Pludselig havde mine fingre googlet ‘Shaker’, helt af sig selv. Inden jeg fik trykket ‘Tilføj kurv’ kom jeg dog i tanke om, at jeg ikke er med i en film med Hugh Grant, og derfor skal styre mig, men Zucks husker bedre end samtlige forsmåede kvinder i verden til sammen, og derfor tonede der en shaker frem, da jeg lavede mit daglige spisebordstjek på Marketplace dagen efter. Fra mit googlefeber-anfald vidste jeg, at den, der stod og gjorde sig til, normalt koster 400 plus forsendelse – her kunne jeg få den, u-udpakket, stadig plomberet og geografisk placeret i baghaven – til 70 kr.
Så blev jeg enig med mig selv om, at der måske alligevel er lidt engelsk landadel i mig.
Nu vil jeg finde den sidste kalendergave frem, puste ud, shake mig en julecocktail og nappe den sidste Harry Potter.
Tilbage er der vist bare at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul.

Mini-I-øvrigt:
*Løber tiden fra mig. Jeg på én gang keder mig og stresser, men det er vist bare copy paste af både virkelighed og sindsstemning fra sidste år ved denne tid?
*Skal jeg have nogen med bedre pædagogisk indsigt end mig til at forklare, hvorfor børn hader dørhåndtag så inderligt? Hvorfor *er* det, at de insisterer på at skubbe døre i, i stedet for bare at lukke dem??
*Er jeg i akut need of noget podcasteskapisme. Nogen, der har opdaget noget godt?
*Kørte jeg forleden forbi et sted, der reklamerede med ‘Juletræer to go’. Jeg elsker det.
*Visnede min sjæl en smule, da jeg efter et uendeligt antal tics i Bilka over deres reklame for Stop Madspild, hvori de oplyser, at de giver overskydende madvarer til ‘herberger’, slog det op – og måtte æde, at man kan bøje det sådan. Det hedder sgu herberg i flertal, and I will die on this hill.
*Vil jeg gerne vide, om vi helt er gået fra det koncept, hvor vi på vores streamingtjeneste eller radiostation blander julemusik og almindelig musik? Jeg vil gerne bede om et stykke med Wham for lige at komme i stemning, men man når måske også lidt et maxpunkt med Bjældeklang og Shakin’ Stevens.
*Så jeg i går et opslag fra Region Syddanmark, hvor de i et forsøg på at få folk til at forny deres receptmedicin, inden lægerne går på ferie, skrev:
‘Som det gamle mundheld siger: Når du mod ferie sigter, skal du tjekke dine recepter.’
Og her må jeg bare på vegne af alle mennesker i hele verden, der ikke hader sprog sige: Hyr bedre tekstforfattere.

M2021, uge 50
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Har jeg lavet en gang pastasalat af bunden af grøntsagsskuffen, en ensom pakke bacon og en rest ost, jeg skar i tern. Både for at få brugt madvarerne, men også fordi der har været meget logistik i denne uge og lidt sygdom on the side, og nem aftensmad derfor var mamas little helper.
Jeg lavede pastasalaten, så den kunne holde længere tid, hvilket betød, at jeg med én arbejdsgang havde frokost/aftensmad til 3 dage. Hvis man tænker sig lidt om, kan det nemlig sagtens lade sig gøre.
Måske I alle sammen synes, det er fuldstændig logisk, men i fald der sidder en enkelt, der lige er flyttet hjemmefra, kommer her the hows and whys:
Jo mindre fugtig en mad-salat er, desto bedre holder den. Jeg skar derfor det bløde ud af agurken, og skar cherryblommetomaterne på den lange led, fordi de våde kerner så bliver i skallen. Jeg undlod at vende dressing i salaten, men lod den blive i flasken, og hældte bare på det, jeg tog over på tallerkenen.
Derudover er det en tanke værd, at nogle salatingredienser hurtigere bliver brune/slatne/bløde end andre. Jeg brugte gulerødder, snackpebre og forårsløg, og generelt kan man sige, at jo hårdere en grøntsag er, jo bedre holder den.
Nødder bliver trælse af at stå og suge fugt, så de skal også bare tilsættes på dagen.
Og skal man så kun skele til holdbarhed og bare stikke smag og præferencer to hidsige langemænd? Selvfølgelig ikke. Hvis man ELSKER icebergsalat eller tern af kylling i sin pastasalat, så skærer man bare den mængde, man skal bruge på dagen, og blander det i den portion, man spiser. På den måde betyder forskellen i holdbarhed ingenting, og der er stadig nem og hurtig aftensmad.
2.
Har nissen byttet om på børnenes tøj i deres respektive skabe.
Det er én af de nisserier, der er lidt mere omfattende end at gemme toiletpapiret og hænge en opvaskebørste i stedet eller at gemme alle julekalenderne, men det er en af dem, jeg plejer at lægge ind, fordi det er en god mulighed for at få bladret alle stakke af tøj igennem og fjerne det, de aldrig bruger, samt sortere de t-shirts fra, som de ikke kunne slippe i sommer, men som de nu godt selv kan se er for små.
3.
Kørt affære-stilen med gavebyt på rastepladser rundt omkring i Jylland. Når vi nu alligevel ligger og rakker rundt på E45, kan vi ligeså godt koordinere det, så vi kan spare forsendelsen.
4.
Købt erstatningstakeaway til fryseren.
Jeg ved af erfaring, at jeg ikke gider lave mad, når vi rammer juledagene, og at der i vores lille familie er rester galore, der vandrer mellem mine forældre, min søsters familie og mig, og derfor har jeg på forhånd besluttet at gå mere pragmatisk end ideologisk.
Jeg har købt et par frosne pizzaer, en pose nuggets (kæmpe anbefaling af Remas, som er længder bedre end alle andres, og som faktisk har et nogenlunde forsvarligt næringsindhold) og om omgang cup noodles, og det er nok ikke noget, vi kommer til at finde i kostpyramiden i nærmeste fremtid, men når jeg rammer ‘fuck det!’-fasen d. 26. december, er det stadig billigere og bedre alternativer end McD og den lokale pizzamand.

Here we go again
Jeg ville sådan ønske, at jeg var det sted, man kom hen på nettet og blev tanket op på optimisme og hverdagsbegejstring, men jeg er lige i gang med at bide lidt i gulvtæppet. Den seneste nedlukning har givet mig et gok i humørnødden, som jeg ikke synes, jeg kan huske, at de andre gjorde. Jeg ved ikke helt hvorfor.
For det er jo tidsmæssigt ikke uoverskueligt denne gang. Ikke endnu, i hvert fald. Men jeg får lyst til at lægge mig selv i aflåst sideleje over, at jeg i forvejen holder juleferie for egen regning for at spare på mine feriedage, så jeg har noget at holde sommerferie med ungerne for, og dermed går en solid bid ned i løn den kommende måned – og nu pludselig skal finde en løsning på yderligere 7 dage. Mine forældre har 3 børnebørn, som de er eneste bedsteforældre til, og jeg synes sgu ikke, at vi kan bede dem om at agere skole igenigenigenigen, for 3 meget forskellige børn med meget forskellige behov på meget forskellige klassetrin.
Jeg har fuldt skema, så der skal findes en løsning, men når jeg lige spørger ud, så er der udsigt til, at der kommer ét andet barn fra Fridas klasse i nødpasning, mens Anton står til at skulle flyve solo. Det ser jo på papiret ok ud. Klog af skade fra sidst ved jeg bare desværre, at de sætter de mindste nødklasser sammen på tværs af årgange (og helt fair – det skal også give mening med ressourcer) og sætter tæt-på-tilfældige lærere på. Undervisningen er 100% improviseret på dagen, og jeg er simpelthen så bange for at sætte alt det, vi har knoklet sådan for at skabe for Anton, over styr. Vi var *lige* nået til et punkt, hvor skolen ikke fyldte det hele – og nu ændrer vi på ALLE faktorerne på én gang.
Samtidig er meget af det, vi plejer at gøre sammen, når vi har fri, ikke en mulighed lige nu, og hvor jeg under første nedlukning var helt fuld af pep og spontane ideer til, hvad man kunne lave i skoven og på stranden, så har jeg det mere sådan her med alting denne gang:

Ungerne har været Flammen & Citronen i dag, og jeg har været to millimeter fra at sende mig selv på kostskole i Schweiz, så jeg kunne få bare 10 minutter alene, uden nogen, der skælder ud, skændes, er rasende eller helt fulde af ord og behov. Så er det lidt op ad bakke at være spærret inde sammen på 100 m2 med udsigt til mindst en måned mere, med indhold af samme, tomme skuffe.
Samtidig gør jeg mig mange tanker om min arbejdssituation. Det er én af dem, hvor jeg af gode grunde ikke kan gå i detaljer, men som river en solid luns af det mentale overskud, og der er ikke umiddelbart en løsning, der er oplagt og uden risici.
Når jeg lige sidder og skriver det her, slår det mig, at det nok handler om, at jeg pt. bliver ramt ualmindelig intensivt på at være alenemor. Ift. nedlukning, pasning og små pauser i hverdagen mangler jeg et halvt netværk, og ift. min jobsituation mangler jeg en husstandsindkomst. Det er vilkår, vi er mange, der er underlagt; jeg forsøger ikke at gøre mig Særlig. Men det bider lige nu, fordi det er så skide ekstremt, og har været det så længe, og jeg har det faktisk lidt som om, jeg står med ryggen mod muren.
Hvad med jer? Hænger I på?

M2021, uge 49 (og et par vindere)
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
—————
Inden vi går til ugens punkter, skal vi lige have udnævnt de to vindere af Jespers bog. Det blev:
1. Tina b.
2. Stine H.
I må meget gerne sende jeres navne og adresser til mig på blogsbjerg@gmail.com, så jeg har dem senest mandag d. 13.12 kl. 12. Har jeg ikke hørt fra jer inden da, trækker jeg (en) ny(e) vinder(e).
Tak til alle jer, der havde lyst til at være med.
—————
I den forgangne uge har jeg:
1.
Improviseret mig frem til en fetacreme, som smager himmelsk, og som kan bruges sammen med alle rester i verden i en sandwich, fordi den løfter alt fra syltede tomater, over en skive skinke til kolde kartofler flere niveauer.
Den opstod fordi jeg immerimmerimmer har et halvt bæger creme fraiche i overskud, når jeg har brugt det til/i mad, og jeg erfaringsmæssigt ved, at jeg ikke får brugt det hele, hvis jeg fryser det ned hver gang. Derfor spekulerede jeg på, hvad man kunne blande det med, så jeg fik det brugt, og ud af dette voldsomt i-lands-agtige problem opstod tanken om en fetacreme.
I al sin enkelthed består den af 1/2 bæger creme fraiche, 1 bæger feta (salattern), citronsaft (ca. 1/2 citron), ét fed hvidløg (det smager MEGET igennem) samt salt og peber, som alt sammen bare jernes i en blender. Så. Godt!
2.
Rettet forskudsopgørelse, og selvom mit fradrag falder, så var det sgu alligevel en rimelig vild oplevelse at sætte mine renteudgifter 20.000 kr. ned.
3.
Købt en flyverdragt til Frida på Marketplace til den overdådige sum af 50 kr. Den er stort set ubrugt, og passer hende perfekt.
4.
Foræret en parfume væk, som jeg købte i sensommeren, men som ikke på mig dufter, som jeg synes, den skal.
Dette punkt er på som en kærlig reminder om at huske at sende de ting videre, vi inderst inde godt ved, at vi ikke kommer til at bruge, mens der stadig er levetid tilbage i dem. Der er ingen grund til at lade en parfume blive harsk eller æggene dårlige, hvis vi allerede på forhånd ved, at vi ikke kommer til at bruge den og spise dem.
5.
Opsagt mit HBO-abonnement, fordi teknikken bliver ved med at fejle. Det gider jeg ikke betale 79 kr. i måneden for. Og inden du spørger: Yes. Jeg har kontaktet dem. 3 gange. Ingen vender tilbage, og jeg får stadig bare ‘Titlen kan ikke afspilles – prøv venligst senere’ på alt, hvad jeg vælger.

M2021, uge 48
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Købt gin med guldglimmer i til nytårsaften. Jeg går fuld glamour.
Egentlig plejer jeg ikke at være i *så* god tid med nytårsaften-gearet, for børnene og jeg skal bare være herhjemme, som vi plejer, men fordi jeg for et par måneder siden researchede på gin, har min algoritme besluttet, at jeg er alkoholiker, og jeg modtager derfor en lind strøm af gin-reklamer i mit feed.
For et par uger siden begyndte den her guldglimmer-model så at dukke op, og jeg forelskede mig øjeblikkeligt i den – men det er måske også *lidt* flot at købe gin til lige knap 400 kr. for at lave to drinks til sig selv.
Men! Forleden blev jeg så sendt til Herning på job, og – kæmpe no offence – den vej er noget af det mest dødsyge EVAH. Så da jeg kørte forbi én af de eneste bygninger på vejen, og pludselig opdagede, at det var gin-destilleriet bag den famøse glimmer-gin, føltes det som om, Gud talte direkte til mig. Og kun højere, da den søde forhandler spurgte, om det ikke også for mig føltes lidt som om, det stadig var Black Friday? Sjældent har jeg været større tilhænger af konceptet.
Jeg sparede næsten 100 kr., har god samvittighed ift. (manglende) forsendelse, har støttet lokalt og er nu klar til palietter, konfetti og hot dogs.
2.
Ringet til Boligstøtte, som 01.12 sendte mig et brev om, at jeg fra 01.01 ikke længere kan få boligstøtte. Hvilket umiddelbart var lidt af en bet, eftesom jeg plejer at få mellem 1500 og 2000 kr. i måneden.
Men i stedet for at gå i blind panik, som jeg engang gjorde, hver gang jeg modtog noget i E-boks, trak jeg vejret dybt og tænkte igennem, om det lød logisk. Og det gør det jo ikke. Så jeg ringede derop, og blev, ganske skamløst, hængende i røret og spurgte og spurgte og spurgte, ind til jeg var sikker på, at jeg havde forstået, hvad problemet var, og hvordan jeg skulle forholde mig.
Min manglende gæld er helt sikkert en stor del af grunden til, at jeg ikke bare falder ud over afgrunden i bundløs rædsel over at skulle finde penge, jeg ikke har, og jeg sendte endnu engang både jer og mig selv en kærlig tanke. Hvor ER det rart at være på den anden side.
3.
Styret mig. Det overrasker mig ind imellem, at jeg stadig, efter så lang tids opmærksomhed og indsats, kan blive smittet af en stemning og en følelse af, at det nok er bedst, at jeg køber alting NU – og køber rigeligt.
For der er jo ingen logisk forklaring på, at jeg føler behov for at købe ind til ALLE de madpakker, vi skal smøre fra nu af og frem til juleferien, men ikke desto mindre skulle jeg tage mig selv i at gøre det og aktivt bekæmpe at lade mig rive med af den hektiske jule-hamster-stemning.
Da jeg først opdagede, hvad der var ved at ske, gik jeg kontra, så nu er vi ved at bruge op af de madpakketing, der ligger og putter i skabe, skuffer, køleskab og fryser, så der er rent bord, når vi har skålet i guld-gin og igen skal opruste til næste ladning madpakker.
4.
Sendt en million taknemmelige tanker til det helt uTROligt søde personale i svømmestadion, hvor vi holdt Antons fødselsdag i fredags.
Fordi det jo lidt var en løsning, der var valgt, fordi andre ikke var mulige, var jeg spændt på, om jeg ville synes, det var pengene værd. 75 kr. pr. mand er stadig væsentlig mere, end det ville løbe op i, hvis vi hev drengene herhjem og serverede boller og lagkage.
Men det skal jeg godt nok love for, at jeg syntes, der var.
Da vi kom, var der pyntet op helt ud i receptionen med balloner og flag, og verdens uden tvivl rareste svømmedame tog imod os med ordene: “Du må være Anton – tillykke med de 11 år!” Der var en gave til ham (en svømmebillet), is til alle deltagere, saft ad libitum, kaffe til morfar og mig, 3 timer i svømmehallen, 2 x særaktiviteter, der blev sat frem i et bassin, der var reserveret til os, og et lokale, hvor vi kunne sidde og spise den medbragte kage. Da jeg spurgte, om jeg ikke lige skulle tørre af og spritte ned efter os, fik jeg venligt men bestemt at vide, at det skam var med i prisen; vi skulle bare hygge os. Og det gjorde vi virkelig.
Ved et rent tilfælde havde vi ramt black friday, hvilket betød, at der stort set ikke var andre i svømmehallen end os, og det var bare på alle måder den bedste dag overhovedet.
Og præcis som i #2 har jeg efterfølgende tænkt tusind gange, at det kun kunne lade sig gøre, fordi jeg ikke længere skylder en nyre i banken. De muligheder, dét giver, kommer jeg aldrig til at tage for givet.
