2022.
Vi er i gang, og det går godt.
For efter at have talt håb og forventninger og drømme ned i snart 3 år, kan jeg mærke et behov for også at sige det højt, når det går godt, uden at mudre mine udtalelser med forbehold og forsigtighed.
Det ligger implicit i det verdenssyn, vi har nu, tror jeg. At det hele kan ændre sig på sekunder. Men jeg kan mærke et udtalt behov for klarhed; for at slå støvet af.. alt, faktisk. For at lade ord og udsagn fylde og lyse, uden hele tiden at kaste slør over dem for en sikkerheds skyld. Vi har de sidste 34 måneder vænnet os til at tage sorgerne på forskud, i håb om, at de så ikke kommer bag på os, men prisen for dét, er glæden i nuet. Og den har jeg tænkt mig at genfinde og genvinde.
For at tage det bedste først: Vi slap igennem nåleøjet og er indstillet til udredning på børnepsyk. Det er noget underligt noget, at man kan blive taknemmelig over udsigten til at få papirer på, at ens barn har fået udleveret en hjerne, der krøller anderledes end de fleste andres, men det er den eneste måde at få adgang til værktøjskassen, der indeholder det, Anton har brug for. Og efter små 3 år med kamp, meget få allierede og bureakrati nok til at give Putin stjerner i øjnene, er det en lise uden lige at kunne åbne en dør på klem for tanken: “Måske behøver jeg ikke klare det her *helt* alene?”
Så kæmpe, gigantisk hurra for at være nået dértil.
Nytårsaften skrev jeg mine planer for det kommende år i min fine almanak (som er fra Måneurt #NoSpons). Jeg har 4 af slagsen (planer. Ikke almanakker), og for mig ligger der en afgørende forskel i at kalde dem ‘planer’ og ikke ‘forsæt’. Ordet ‘planer’ er levende og udvikler sig i takt med den virkelighed, de er omgivet af, hvilket for mig føles langt mere organisk og opnåeligt, end forsæt med faste mål, der kun har to mulige udfald, nemlig succes eller fiasko. En plan justerer man bare, og arbejder derefter videre med den nye udgave.
For at synliggøre processen og holde mig selv op på, hvad jeg gerne vil nå i år, skriver jeg ned i almanakken, hver gang jeg gør noget, der bringer mig tættere på mine mål.
Ét af dem er, at jeg gerne vil have lavet et nyt køkkenområde, som passer bedre til det liv, vi lever nu, end det, vi havde, da vi flyttede ind for 5 år siden. Børnene er blevet større, de er oppe længere om aftenen og har ting og sager, de gerne vil sidde ved køkkenbordet og lave. Da de var mindre, brugte vi nærmest udelukkende bordet, når vi spiste, mens vi nu gerne vil sidde der samtidigt og lave hver vores. Derfor vil jeg gerne have et større bord. For at få plads til det, skal det stå på den anden led, hvilket pludselig giver mulighed for den bænk, jeg altid gerne har ville have, og sådan har den ene idé grebet den anden.
Køkkenområdet er en del af min 2022 plan, og jeg har noteret i almanakken, at jeg har købt maling, fundet lamper og har lagt en agent på Marketplace, og gjort børnenes Trip Trap stole klar til salg. Alle de små delelementer, som får planen til at ske, bliver skrevet i, og af en eller anden grund får det mig til at føle, at jeg arbejder på at lykkes med noget, i stedet for at føle, at jeg står med et halvfærdigt projekt, jeg småstresser over at skal have gjort færdigt. Det er alt sammen inde mit hoved, men det virker.
De andre 3 projekter syder og bobler, og Stenbukkesæsonen giver den ‘get shit done’-energi, jeg stortrives i.
Det går godt.
Ægte uforfalsket dejligt indlæg ❤️
<3
Jeg elsker det! Hep herfra
Hurra og tak!
Velfortjent! ❤️ Og dejligt med godt nyt ift udredning, tillykke med at have kæmpet dig frem til denne milepæl!
Et tip til bænkedrømmen: vi har en såkaldt spisesofa/sofabænk, og det er mit yndlingssted i hele huset! Det er en sofa der er højere og smallere, så egentligt en polstret og venlig bænk. Prøv at Google, de findes efterhånden i mange versioner, størrelser og prisklasser (fx også Coop og Jysk). Vi har Bolias Dine sofa, den er god, men vil nok anbefale mørkere stof end vores lysegrå, for vi bor jo nærmest i den sofabænk!
Dem har jeg faktisk kigget på, for de er bare så fine! Men vi har stadig huset fuldt af små mennesker med tvivlsom motorik, så jeg tror, at køkkenmøbler af stof nok først bliver når vi skifter ud næste gang…:)
Tillykke med ikke at skulle klare det alene! Da jeg selv havde den oplevelse, gav jeg mig til at tude af lettelse. Lige der foran sygeplejersken og lægen, fordi jeg ikke længere behøver finde ud af ALTING selv.
Det gjorde jeg også. Alene det at blive mødt og forstået, og ikke først at skulle mose sig igennem 6000 velmenende forslag om tiltag, der først lige skal prøves af og endnu en observation, der skal laves.. Mine skuldre er faldet 10 cm.
Tillykke med ‘papiret’ ift udredningen.
Og så kæmpe tak for dit gode input om at skrive delelementerne i et større projekt ned. Den idé hapser jeg fluks til mit indretningsprojekt i soveværelset, som også består af flere og større etaper.
Hvorfor jeg med +10 års erfaring som projektleder ikke selv er kommet på det, tja det kan man så undres over 🤔
Det er vist noget med, at bagerens børn ikke får boller hver dag…:-D
Det var dog en dejlig nyhed at starte det nye år med. Stort tillykke Linda 🙂 <3
Tusind tak, Kristina! <3
For 15 år siden var jeg nøjagtigt der, hvor du er lige nu. Flere års indledende og udfordrende forhold i min søns børnehave og første skoleår, hvor vi altid lige skulle igennem endnu en indsats, endnu et forslag, endnu en ny pædagogs holdning og vurdering fordi min søns hjerne var krøllet sammen på en måde, der gav både glæde og udfordringer. I 2006 blev han udredt på børnepsykiatrisk afdeling i Aarhus og selvom sorgen var stor over autismediagnosen, så har det efterfølgende givet muligheder for den hjælp, som var så nødvendig for at han kunne udvikle sig og trives på sine egne betingelser. Sammen med en høj intelligens har det betydet, at han i dag er en velfungerende ung mand på 25 år, som er flyttet sammen med sin kæreste (såkaldt normaltfungerende skøn ung kvinde) for 1 år siden og han læser i dag datalogi på 3. år med SPS støtte. I dårlige perioder (som der bliver færre af i takt med alderen) har han bostøtte 1-3 timer om ugen. Han har få, men gode venner, der nørder i samme område som ham selv. Jeg har læst med i mange år om din skønne Anton, og jeg tror, at det bliver vejen mod bedre horisonter for jer. Alt det bedste til jer fra en mor, der var der for 15 år siden.
Det var en dejlig besked at få, Mette. For når man fortæller om de her ting, så bliver man også ofte (ufrivilligt) målskive for historier om, hvordan systemet bare fortsætter med at fejle, så det er virkelig rart med en historie om, at det faktisk gør en positiv forskel. Tak <3
Jeg er også på team køkkensofa, men købte en gammel slagbænk og har polstret den med den billigste madras fra jysk. Madrassen er skåret midt over og har aftageligt, hjemmesyet betræk. Det kræver selvfølgelig at man kan selv/kender nogen, der gider sy sådan et. Det er klart husets mest brugte siddeplads.
Bonus: man kan også gemme virkeligt mange ting i sådan en slagbænk.
Det lyder virkelig også hyggeligt!
Vi har i mit barndomshjem ALTID haft en bænk i køkkenet. Og uanset hvad vi fejrer eller er samlet om, er det altid der, min søster og jeg søger hen. Jeg ved ikke, hvorfor en bænk er så meget hyggeligere, men det er den:)