Taler du til mig?
Somme tider falder en nyhedsbegivenhed ved et tilfælde ned i noget, man selv for tiden er optaget af.
Sådan var det for mig, da jeg så, at Morten Messerschmidt havde fundet et nøglehul at anke igennem, fordi hans team har gravet på nettet og fundet en solid håndfuld likes, som den ene af de 3 dommere ved retten havde strøet gavmildt ud over DF-fjendtlige opslag.
I ugerne op til nyheden har jeg flere gange set kommentarer fra venner og bekendte på facebook, som har fået mig til at spekulere på, om folk ikke tænker over, at venner og bekendte kan se deres likes og kommentarer?
For jeg tror de fleste af os efterhånden er med på, at det et dumt at melde sig syg for så at poste et #LivinMyBestLife-billede fra stranden. Eller at aflyse en aftale med én veninde, for så at poste en biografselfie med kæresten.
Der har formentlig også efterhånden kørt sager nok til, at de fleste er med på, at det kan have konsekvenser at brokke sig over sin arbejdsplads på facebook, eller som ansat i én virksomhed at poste opslag, hvor man endorcer konkurrenterne.
Men jeg tror sgu, at mange glemmer, at de også viser ansigt, når de i et kommentarfelt under en artikel om mere kontrol med dagpengemodtagere, skriver, at det bare er fint, for vi skal have skovlen under de dovne snyltere. Eller at alle mænd er svin, at de syriske børn ligger, som deres mødre har redt og at #metoo er heksejagt på uskyldige mænd igangsat af opmærksomhedshungrende kvinder.
Når jeg tænker efter, har jeg en håndfuld fb-venner, som jeg over tid er begyndt at opfatte som … altså, moderat vanvittige, faktisk. Mennesker, som jeg i tidernes morgen havde en positiv eller neutral opfattelse af, men som jeg over tid har været nødt til at revurdere mit syn på.
I samtlige tilfælde bygger min ændrede opfattelse af dem på deres adfærd på nettet.
Der kan være gode forklaringer på noget af det. Har man eksempelvis selv været udsat for overgreb, har man nok en relativt lavere tolerencetærskel overfor artikler og kommentarer, der tager gerningsmænd i forsvar, og om man er for eller imod nedlukning afhænger af så mange forskellige faktorer, at det næsten er utroligt, at man kan finde *nogen* at være enig med.
Men når man piller undtagelserne ud af ligningen, så tegner der sig over tid et mønster, og det bliver efterhånden tydeligt, hvordan man ser ud indeni. For Kelly Clarkson kommer aldrig til at se, at du under en Se og Hør-artikel om, at hun har taget på, skriver ‘Stakkels stilletter, haha’ – men det gør din kollega, som vejer væsentlig mere end dig, og som nu ved, hvad du i virkeligheden tænker om hende. Peter Halkjær kommer aldrig til at se, at du også synes, at ledige er arbejdssky nassere, men det gør din veninde, der ikke kan finde et job. Og når du skriver under Sofie Linde-artiklen, at så må kvinder sgu lære at sige fra, og hvad fanden er det for noget at komme med her 12 år efter, så kan du være sikker på, at der er noget fortrolighedspotentiale i din relation med din svigerinde, der som 13-årig troede, hun havde et forhold til sin voksne træner, men idag kan se, at hun blev misbrugt, som ikke bliver forløst.
Du opdager det måske ikke. Men det sker.
Vi kan ikke være enige om alt, og der vil være situationer, hvor holdningsforskelle, der ikke tidligere har været relevante at forholde sig til, pludselig bliver tydelige. Et godt eksempel er covid-vaccinen, hvor din holdning og intensiteten af den afhænger af, hvad du laver og hvem du kender. Der er noget på spil, og det får pludselig konkret, lavpraktisk betydning, hvad andre mennesker vælger og gør. Og her må man nok bare erkende, at en Brøndbyfan og en FCK-supporter godt kan være gode venner, så længe alt går godt og de undgår at tale om fodbold. Men somme tider gør verdens måde at dreje på, at emnerne opsøger os, og når de gør, og vi ikke kan styre udenom dem mere, så kaster de lys på dine relationer og får dermed skyggerne til at træde frem.
Sådan må det være. Det tænker jeg er et grundvilkår i livet, og noget, vi må navigere efter i takt med, at det opstår.
Men jeg forstår ikke, at folk ikke er mere bevidste om, i hvor høj grad de kommunikerer, når de tilkendegiver holdinger ved at like og kommentere.
“Men det er jo ikke *dig*. Det er noget helt andet med *dig*, Linda!”
Det er jeg sikker på, at du virkelig synes.
Men hvis den sagsbehandler, du fik tildelt, da du gik ned, som du i overført betydning lægger dit liv i hænderne på, hele tiden liker artikler om, at folk med stress skal tage sig sammen, at kroniske smerter er indbildning, og at dagpengesats og periode skal skæres ned, så kan det godt ske, at hun smiler til dig, når du sætter dig i stolen på hendes kontor. Du smiler formentlig endda tilbage.
Men du vil for altid vide, hvem hun i virkeligheden er.
M2021, uge 35
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge:
1.
Er jeg cyklet forbi børnenes gamle børnehave med de 5 pakker med skumklude, vi fik af oldefar, da oldemor døde. Jeg sagde dengang ja tak, fordi jeg egentlig tit synes, de er praktiske at have ved hånden, men jeg må bare konstatere, at de aldrig rigtigt nåede længere end ind i skabet.
Jeg smed dem i cykelkurven og stak hovedet ind forbi Mariehønsene, og nu ved jeg, at de bliver brugt i stedet for bare at ligge og fylde til ingen verdens nytte.
2.
Har jeg foræret Fridas gamle cykel og sandkassen i haven væk i den lokale fb-gruppe. Begge dele var væk på en dag, og det fik mig til at tænke på, at en af fordelene ved at have købt og solgt brugt så længe, er, at man efterhånden forstår nogle af mekanismerne bag og dermed forstår, hvorfor noget kan sælges, mens andet virker umuligt at komme af med.
For en af de vigtigste ting, jeg har lært er, at der er forskel på, om ting har økonomisk værdi eller om de bare stadig kan bruges. Den sondring tror jeg, at mange snubler i. Jeg gjorde i hvert fald selv, da jeg startede. For når man står med en børnecykel, der kan køre, eller en bog, hvor alle bogstaver er intakte, så er det nærliggende at opfatte tingene som brugte udgaver af den nye version, og dermed noget, som nogen må være interesserede i at give penge for.
Men der *er* bare ting, der bliver så slidte eller som ikke er specielle nok til, at nogen derude vil betale penge for dem – men dermed ikke være sagt, at de ikke kunne bruge dem og have glæde af dem, hvis de fik dem foræret. For hvor man har meget kritiske briller på, når man står og kigger på en brugt sandkasse, der koster penge, og kun kan se, hvor træet er flækket eller at den trænger til olie, så har man de kreative briller på, hvis man har fundet den gratis. Så er den pludselig fuld af muligheder, for hvis jeg lige maler den, og vi skifter den planke der, så er den så god som ny.
Og selvom det da ville være dejligt – og måske endda også rimeligt – med ‘en pose snoller til ungerne’ eller en symbolsk halvtredser for noget, andre kommer til at have glæde af, så er jeg nået frem til, at det for mig er langt rarere, at jeg får tingene ud af håret med det samme, og at de rent faktisk bliver brugt, så vi, ressourcemæssigt, udnytter deres levetid.
3.
Har jeg købt en ny cykel til Frida på Marketplace.
Jeg har ret god erfaring med at bruge Marketplace, når jeg køber brugte ting til børnene, fordi søgefladen ligner den, du får, hvis du shopper på f.eks. Zalando eller Boozt. Billederne kommer op, side om side, og det betyder, at det er meget nemmere for børnene at se, hvad der er, og om der er noget, de kunne være interesserede i.
Det tog hende 4 sekunder at finde lige præcis dén, hun ville have, og vi hentede den dagen efter.
I øvrigt vil jeg her lige her til slut komme med et tip til de af jer, der bor i metropolerne: Når I skal finde større ting brugt, så ret den radius, I søger indenfor, på Marketplace. Jeg så 3 eksempler på cykler, hvor der var én til salg i en storby og én, der efter min bedste overbevisning var fuldstændig magen til i måde mærke og stand, til salg på mine breddegrader. I alle 3 tilfælde var der helt VILDT forskel på prisen. Omkring 400 kr. for cyklen i Esbjerg/Varde/Ribe. 1000 – 1200 kr. for samme cykel i Århus og Odense. Man kan køre mange km. for 800 kr.
WAKE ME UP WHEN SEPTEMBER ENDS
I dag er sidste officielle sommerdag, og også sidste dag, jeg er ledig.
Min tidsbegrænsede ansættelse stoppede d. 31.05, jeg freelancede i juni, holdt hele børnenes sommerferie sammen med dem, og har således haft små 3 uger, siden de startede, hvor jeg har kunne fokusere på at få dem godt i gang, begge to.
På papiret er set-up’et tæt på perfekt. Et langt stykke hen ad vejen også i praksis. For det har været KÆMPE hjælp, at jeg har kunne løbe hele maskinen i gang i fred og ro; specielt i år, hvor Anton er startet på mellemtrinet, og Frida er startet i skole.
For Anton har det betydet, at nærmest alt er nyt. Lokale, lærere, fag. Det er en kæmpe belastning for ham, og jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at gøre overgangen så smertefri som muligt. Jeg har talt med talepædagogen, psykologen og skolelederen både før og efter sommerferien. Jeg bad om møde med de nye lærere inden opstart og stillede med en liste i stikordsform ift. hvad der er i gang, og hvad der er brug for. Jeg har, helt lavpraktisk, tjekket op på pauselokale til ham, tidspunkt for pausen og hvad han skal lave, og har jeg sørget for, at han har en alarm, der ringer – og tjekket, at den fungerer på flymode – de dage, han skal holde pause, fordi lærerne ellers glemmer det.
Fordi Esbjerg Kommune er en af de 7 kommuner der er med i friskoleforsøget, har begge børn fri kl. 13 alle dage. Det er en fordel for Anton, men afstedkommer et nyt problem, nemlig hvad han så skal lave efter skole. For det er for mange timer at være alene hjemme, og da han nu går i 4. klasse, er alternativet klub og ikke længere SFO – hvilket så igen er noget nyt, han skal forholde sig til, og derfor ikke vil. Men med Anton er kunsten somme tider at vurdere, hvornår han siger nej, fordi noget er ukendt og dermed utrygt, og hvornår han siger nej, fordi han vitterligt ikke vil. Min vurdering var, at der her var tale om det første, og fordi der bare heller ikke rigtig er noget at gøre, har jeg været med i klub hver eneste dag. I starten blev jeg der hele tiden, men efter de første par dage begyndte jeg at kunne gå, når han lige var landet, og hentede ham så igen efter en times tid. Indkøring som vi kender det.
Samtidig er der Frida, som ikke skal være sådan et skyggebarn, der altid må rette ind efter Antons behov. Hun vil også gerne hentes tidligt og hun vil – selvfølgelig – også gerne have mig med til sine nye fritidsaktiviteter. Hun er startet til håndbold og svømning og elsker begge dele, og det har været SÅ fedt at vide, at jeg kunne tage med hende de første gange. Det er ikke givet med mit job, og derfor har det trods alt givet ro, at jeg ikke har været nødt til at afvente skema og have barnepiger på stand by.
Så ift. at give begge børn en god start på nye, vigtige kapitler, har tidsrammen været perfekt.
Men jeg tror bare, at jeg måske havde glemt, at jeg også findes? For jeg har kørt og gået og cyklet fra A til B til C og så tilbage til A 400 gange hver eneste dag. Jeg har siddet i haller og computerrum, og jeg har svaret på opkald fra nye pædagoger og fagfolk. Jeg har forholdt mig til sundhedsplejersker og nye, digitale tilmeldingsportaler til skolefoto, kørt dobbelt op på forældremøder og holdt for, når ungerne crasher i træthed herhjemme. De arbejder for forskelligt til, at vi kan lave lektier samtidig, fordi ingen af dem gider det, og hvor Anton bliver HYPER støjsensitiv, når han er træt og vred, så er Frida ude af stand til at lide i stilhed over verdens urimeligheder, så lektielæsning har været konsekutive langtidsseancer, hver eneste dag.
Jeg har klemt alt, hvad jeg kunne af tandlægebesøg, frisøraftaler og reparation af stenslag ind i de 3 uger, jeg har haft herhjemme, så jeg ikke skal starte med at bede om friholdelser, for jeg ved allerede nu, at det kommer jeg så rigeligt til i løbet af efteråret, når der kommer flere møder og forhåbentlig en udredning.
Jeg har udfyldt dagpengekort, opdateret min kalender og sat min arbejdsmobil op med apps, mail osv., og jeg er sådan set klar.
Men jeg ligner en panda, min menstruation er gået fuldstændig amok, og så er jeg trist over det deprimerende faktum, at jeg for første gang faktisk ikke glæder mig til at starte på job igen. Det er 8. firma, jeg er tilknyttet på 5 år, og jeg er træt. Jeg elsker stadig mit fag, men jeg er træt af kronisk omstillingsparathed, en branche, der styrtbløder, en masse rumlen i kulissen og nye ansigter. Jeg er ikke noget særligt; det er det samme for os alle sammen, men havde vi været to, er jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg ville være fortsat som freelancer eller have etableret mig som selvstændig, så jeg kunne skære alt det udenom fra. For det er dét, der dræner.
Jeg prøver at huske de små pauser; at sætte vækkeuret 10 minutter tidligere, så jeg kan sidde med min morgenkaffe, mens børnene putter under dynen, og jeg slukker min telefon flere timer ad gangen, for at skærme mig selv imod mere, jeg skal svare på og forholde mig til.
Jeg har lukket for tilmelding på alt, hvad der hedder aftaler, og så har jeg udstedt en mental tilladelse til mig selv til at opfatte september som en måned, der bare skal overstås. Det er jeg ellers ikke tilhænger af, men det hjælper mig til at huske at skære alle krav og forventninger væk, til vi lige har fået fodfæste. Om det kommer til at påvirke blogfrekvensen ved jeg ikke, men jeg gætter på, at I også har så mange ting, der – post-covid – skal løbes i gang igen, at spørgsmålet er, om I overhovedet opdager det, hvis det gør.
Hvis jeg tænker mig godt om, ved jeg godt, at det bliver fint. Jeg var glad for at være ved det her firma sidst, og under trætheden glæder jeg mig også til at få hænderne op igen.
Om lidt er der græskar og lyskæder galore, og det skal nok gå alt sammen. Det skal det. Jeg skal bare lige have en ekstra kop kaffe og en lur.
M2021, uge 34
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Arbejdet på at indarbejde gode rutiner ift. den nye fryser i skuret, for når man hele sit voksenliv har haft sin fryser i køkkenet, er det nemt at frygte at ude af øje – ude af sind.
Fordi fryseren derude faktisk er større end den, jeg har i køkkenet, har jeg besluttet at samle alle storkøb derude, og så kun hente en smule ind ad gangen for at sikre, at jeg bliver tvunget til at gå i den flere gange ugentligt, og ikke glemmer, hvad jeg har derude.
Og så overvejer jeg, om jeg skal finde på et alternativ til poser, når jeg fryser bagværk osv., for køkkenfryseren har smalle, dybe skuffer, hvilket gør, at den bliver SUPER rodet i løbet af 20 sekunder, når alt er i poser, der ligger hulter til bulter.
Er der nogle af jer, der fryser i noget, man kan se igennem, og hvor beholderen ikke fylder unødvendigt meget (glasbokse fra Ikea, jeg kigger på jer)?
2.
Har jeg pakket sommertingene væk fra haven. Parasolen fik lov at gennemtørre opslået på en af de sidste solskinsdage, og blev derefter skilt ad, pakket ind og sat i skuret. Parasolfoden er ligeledes kørt i pit, for selvom selve foden er lavet af granit, har jeg på den hårde måde lært, at metalstykket, som parasolen skal sættes fast i, ruster som ind i helvede.
Grillen er vasket, skrubbet og sat i skuret, og alle solcellelamper er skilt ad, slukket og vasket pænt af. Jeg har hentet en gennemsigtig bedroller på loftet, som de er lagt i, og sat kassen i skuret, så de er nemme at finde til næste år, når jeg skal teste, hvor mange af dem, der stadig duer, inden jeg stocker op.
3.
Købt en ost og bagt knækbrød, fordi vi lige nu er i den kaotiske fase, hvor alle fritidsaktiviteter starter, og man stadig ikke helt er færdig med at snuble rundt i skolestart. Det betyder, at aftensmaden ikke har topprioritet, og derfor bliver det oftest mad til børnene og rester til mig. Her har jeg opdaget, at hjemmebagt knækbrød med ost er det perfekte supplement, for uanset restens størrelse, skal jeg ikke have gang i flere gryder og pander, men kan bare fylde efter med et stykke knækbrød, hvis jeg ikke blev mæt; når det er hjemmebagt og fyldt med kerner, synes både min hjerne og min mund også, at det tæller som aftensmad.
Fordi i dag er jeres heldige dag, får I opskriften på knækbrødet her:
1 dl. hørfrø
1 dl. sesamfrø
1 dl. havregryn
1 dl. boghvedemel
1 dl. græskarkerner
1 dl. solsikkefrø
3 spsk olie
2 dl. vand
Groft salt
Smør ud i et tyndt lag (brug en våd dejskraber) på en bageplade, rids let den størrelse, de færdige knækbrød skal have, i dejen, og bag dem 35-40 min. på nederste rille ved 180 grader (alm. varme). Laver du dobbeltportion, så bag pladerne enkeltvis; min erfaring er, at knækbrød bliver blødt, hvis man bager det ved varmluft.
Oplever du, at din ovn bager ujævnt, og nogle af stykkerne er lidt for lyse/bløde, når resten af stykkerne er nok, så bare tilbage i ovnen med dem. Så bliver de sprøde og lækre alligevel.
God weekend
I øvrigt:
*Kan jeg ikke være den eneste, der synes, at frisk basilikum lugter af sved?
*Spurgte jeg forleden Anton, hvorfor han ikke var stoppet op for at snakke med en ven, han gik forbi. “Det var fordi, min mund gerne ville snakke, mor, men mine ben ville ikke, så de kom til at gå videre” og jeg ser nu, at jeg har grebet hele livet forkert an.
*Er jeg kommet tanke om, at jeg vil have højbede og bålfad i haven, når foråret kommer, og jeg var meget begejstret, da det slog mig, at jeg så kan ønske mig dele til projektet i jule- og fødselsdagsgave. Men nu synes jeg pludselig, at der er MEGET lang tid til både gavetid og havetid. Måske jeg bare skulle ønske mig noget tålmodighed i stedet.
*Har jeg prøvet at købe de nye Egekilde med havtorn og fersken, og jeg havde kun lige nået at åbne én i bilen, tage en tår og tænke ‘puh, den smager lidt af.. humle!?’ da Frida med høj (HØJ), klar stemme spurgte: “Mor, hvorfor drikker du øl i bilen?” In-house danskvand it is.
*Sad jeg i morges og filosoferede lidt over søvn. Over hvor vildt det egentlig er, at jeg ikke har sovet igennem én eneste nat i over 11 år. Og over, at børn kan gå fra cryo-søvn til en indædt rasende diskussion om Roblox’ persongalleri på under 60 sekunder. Det virker uhensigtsmæssigt, når forældre faktisk fungerer lige omvendt.
*Ville jeg stadig ønske, at jeg kunne slette alt, hvad Anne Sophia Hermansen nogensinde har ment om noget fra alle platforme, jeg tilgår. Det er få mennesker, der så egenhændig nærer så stor en del af den hadefulde retorik nettet flyder over med, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at Berlingske bifalder den Ekstra Bladske skrivestil, hvor man ved at gøre sig selv dummere, end man er, får tastaturkrigerne til at gøre det beskidte arbejde for sig.
*Har jeg netop færdiglæst trilogien Darkest Minds af Alexandra Bracken. Det er ikke Justin Cronin, men hvis man var til Hunger Games-bøgerne, vil man med sikkerhed også synes om disse.
*Vil jeg simpelthen så gerne have en almanak, men jeg kan ikke finde én, der er simpel nok. Om det er alder, covidnedlukning eller ændret fokus ved jeg ikke, men jeg er de sidste par år begyndt at nyde at følge med i årshjulets rolige drejen. Jeg ville elske en samlet oversigt over månefaser, astrologi, årets gang i haven og dyreriget, små anekdoter om årstiden og højtiderne – men jeg kan kun finde den fra Kbh’s universitet, som virker uoverskueligt omfattende, eller engelske versioner, som givetvis er fine og gode, men som ikke bygger på den danske fauna og de danske traditioner. Nogen, der kender til noget, man kunne bruge?
*Har jeg kæmpe sølvpapirshat på over et bestemt firma i Esbjerg. Pga. situationen i min branche, har jeg de sidste 3 år været tilmeldt Jobindex Jobagent, og får derfor hver morgen en mail med jobs, der er slået op inden for brancher, jeg er interesseret i. Selvom jeg i perioder har været i job, lader jeg den stadig stå tilmeldt, fordi det er en god måde at få en fornemmelse af forskellige virksomheder på. F.eks. er der et par stykker, der er kommet på min no-no liste, fordi jeg kan se på frekvensen af jobopslag, at de har virkelig meget gennemtræk. Det er sjældent et godt tegn.
NÅ MEN. Der er så den her bestemte virksomhed. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at de har jobs slået op stort set hver dag, og har haft det i over to år. Nu bor jeg i Esbjerg, og jeg kan med sikkerhed sige, at hvis en virksomhed på disse kanter var så succesfuld, at det krævede så hyppig rekruttering – så ville vi have hørt om det. For det lyder ligegodt grov’. Men hvis de her opslag er fake – hvad fanden er så formålet?? Alle, jeg kan komme i tanke om, som ville lade sig imponere af ‘en virksomhed i rivende udvikling’ ville jo gennemskue blændværket, når de henvendte sig til firmaet? Af ren nysgerrighed sendte jeg dem selv en ansøgning til et job som jeg var så rigeligt kvalificeret til. Det fik jeg afslag på, og da jeg ringede for at spørge ind til, hvad jeg kunne gøre bedre næste gang, var det virkelig mystisk opkald, med påfaldende megen omstilling og en utrolig mangel på lyd, den supposed-to-be kæmpe medarbejdergruppe i baggrunden til trods. Ej, men hvad er det? Hvidvask? Et fupnummer for at Jobindex har jobs at slå op og mails at sende ud, så sponsorerne bliver hængende?? NOGEN må undersøge det, så jeg kan sove igen.
*Stillede planeterne sig i går på linje, så jeg endelig kunne bruge punchlinjen fra nedenstående IRL, nemlig på Game Street Mekkas side, hvorpå de stolt proklamerede, at ‘Hendes majestæt Dronningen besøger Game Street Mekka i Esbjerg!’
Jeg har selv grinet af det i 12 timer nu.
M2021, uge 33
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Hørt, at mere end 5 kopper kaffe om dagen øger risikoen for demens (om det passer, ved jeg ikke) og derfor pludselig kommet til at kigge på mit eget kaffeindtag.
Det, jeg opdagede var, at jeg ikke drikker nær så meget kaffe, som jeg gjorde engang. Jeg oplever, at mine smagsløg ændrer sig i takt med, at jeg bliver ældre, og derfor smager kaffe somme tider pludselig bittert, når den første kop er drukket.
Det fik mig til at tænke tilbage på de sidste mange morgener og eftermiddage, og det gik op for mig, at jeg hælder virkelig meget kaffe ud. Altså, VIRKELIG meget. Og det er jo ikke fordi to poser kaffe om året påvirker hverken budgettet her eller overskuddet hos kaffebønderne i Bolivia, men det er stadig åndssvagt at lave det for bare at hælde det ud.
Jeg har nu gravet min lille termokande frem, så jeg kan hælde den ekstra kop på, så snart, den er lavet om morgenen, og øver mig i at huske at vælge mindre krus, når jeg laver Nes.
Somme tider har man gjort noget på samme måde så længe, at man glemmer at forholde sig til, om det stadig giver mening.
2.
Gjort kort proces med tøj, jeg har fået, som jeg ikke selv kan bruge og som jeg derfor har sat til salg.
Jeg fik en kæmpe pose at min søde veninde, hvoraf jeg kunne bruge cirka halvdelen. Klog af skade spurgte jeg giveren, hvad hun gerne ville have, jeg gjorde med resten, og vi blev enige om, at jeg skulle prøve at sælge det, og så ville vi bruge pengene på en gang sushi, næste gang vi ses.
Jeg fik tøjet fotograferet og lagt op, og fik også solgt lidt af det, men efter et par uger, skete der ikke mere. Sommermånederne ER svære ift. at sælge brugt; ingen kan rigtigt overskue at forholde sig til, hvad de mangler, når de ikke er hjemme, og samtidig er vi på vej ud af én årstid (og dermed én type behov) og ind i en anden.
Jeg pillede salgsannoncerne ned igen, forærede tøjet til en anden veninde og fik en pose børnetøj med retur, som jeg grovsorterede, inden jeg gav det frit til børnene. Frida er temmelig høj, og derfor arver hun tøj, der er lavet til børn, der er ældre end hende. Det er ikke alt, der passer *lige* når vi får det, og det er heller ikke alt, der er velegnet til det aktivitetsniveau man stadig har i 0. klasse. Det finder Frida helt *utrolig* urimelig – også efter mine lange, pædagogiske forklaringer om, at man nok ikke kan klatre i abestativer eller spille dødbold iført ankellange kjoler og 2 numre for store gummistøvler.
Og selv efter at have fået lov at prøve, fordi jeg i et kort øjeblik tænkte: “Så må hun jo lære det på den hårde måde” (og af uransagelige årsager glemte, at Fridas motto i livet er ‘No retreat – no surrender!´) står hun fast på, at alt tøj, i alle størrelser, kan bruges i alle situationer.
Det giver for mange morgen-konflikter, at der er tøj i skabet, hun ikke må tage på i skole, og fordi vi trods alt skal bruge de fortænder til noget, står jeg fast.
Derfor har jeg, for husfredens skyld, aftalt med de damer, vi arver børnetøj fra, at de smugler det ind i bryggerset, uden at børnene ser det, når de har en pose til os, så jeg selv får mulighed for at bladre det igennem først.
3.
Tømt endnu en body lotion og har dermed kun to tilbage.
Bodylotion er noget, jeg har samme cirkulære forhold til, som jeg har til bodyscrub: Jeg skænker det ikke en tanke i månedsvis, jeg kan pludselig mærke, at mit liv ikke bliver lykkeligt eller komplet, hvis ikke jeg straks anskaffer mig en bestemt scrub eller lotion, jeg køber den, jeg elsker den i en uge, jeg glemmer alt om den i månedsvis.
Til fødselsdage og jul ønsker jeg mig ofte parfume, og på den tid af året kommer de typisk i gaveæsker med bodylotion i, hvilket betyder, at der snigende akkumulerer sig en helt del mere bodylotion i mit skab, end jeg får brugt, og det er irriterende.
Men nu, hvor mine skinneben tørster efter en god, lang sommer, har jeg gjort det til Et Projekt at rydde hylden, og det glæder mig inderligt, når endnu en tom beholder kan smides i den grønne spand.
Det muliges kunst
I kommentarfeltet til mit ferieindlæg, var der en læser, der spurgte lidt ind til det med, at vi herhjemme er en skønsom blanding af introverte og ekstroverte typer. Jeg begyndte at svare, men det blev langt, og så fik jeg lyst til at konvertere det til et indlæg, for jeg kan godt selv lide at læse beskrivelser af familiedynamikker, hvor jeg somme tider føler genkendelsens lettelse og andre gange bliver klogere. Uanset hvad, får jeg altid noget ud af det, når jeg læser beretninger om andre menneskers forsøg på at gøre udfordringer til livslektier uden at være aggressivt positive omkring det.
For mig er forståelsen af min egen personlighedstype kommet med mine børn. Inden jeg fik Anton havde jeg aldrig tænkt på mig selv som introvert, fordi jeg – selvvalgt – altid var omkring mennesker. Temmelig mange af dem, faktisk. Både i mit job som fitnessinstruktør, underviser og tolk.
Men når jeg i dag kigger på de roller, kan jeg se, at grunden til, at jeg trive(de)s så godt i dem, handler om, at det i det ene tilfælde var mig, der satte rammerne og at der i alle tilfælde er et armslængde-princip, som betyder, at jeg ikke slider på den del af gulvtæppet, der ligger helt inde ved møblerne. I alle situationer gælder, at jeg kender sluttidspunktet, og ved, hvornår jeg har fri og dermed kan lukke døren bag mig og lade op.
Med den gryende forståelse var der mange andre ting, der også faldt på plads. F.eks. forstod jeg pludselig, hvorfor jeg altid bliver mere presset, end jeg egentlig ville forvente, hvis en opgave trækker ud; den manglende bagkant stresser mig og jeg bruger uforholdsmæssig meget energi på at tænke på, hvornår jeg så kan forvente, at den ligger.
Det gav også pludselig mening, hvorfor jeg aldrig har været ret god til at gå i byen eller have mange aftaler om aftenen. I mange år syntes jeg, at det var et underligt paradoks, at jeg på den ene side elskede at være sammen med mennesker, og opsøgte det helt vildt – mens jeg samtidigt gerne ville undgå det. Det handler om tidspunktet, har jeg lært. Der er ganske enkelt ikke mere strøm på mit social-batteri, når jeg har brugt af det hele dagen.
Jeg tror altid, at jeg har været sådan og haft det sådan, men af en eller anden grund kunne jeg først se det, da jeg så det optræde hos Anton. Til gengæld var det så nærmest latterlig nemt at drage parallellen til mig selv.
For Frida gælder, at hun larmer mere og mere i takt med, at hun bliver træt, fordi hun forsøger at holde sig i gang, mens både Anton og jeg bliver mere og mere lydsensitive. Det er.. uheldigt.
F.eks. havde vi for et par måneder siden besøg af nogle mennesker, som jeg virkelig, virkelig godt kan lide. Det var en spontan opstået aftale, og af forskellige årsager trak besøget ud og endte med at vare næsten dobbelt så længe, som jeg egentlig havde forestillet mig. Da gæsterne var gået, kom mine forældre for at passe børnene, fordi jeg skulle på job, og min far startede med at tænde fjernsynet for at have cykelløb kørende i baggrunden. Frida ræsede rundt og havde en kæmpefest, men da hende og Anton midt i alt det kom op at skændes, var jeg så presset, at jeg var lige ved at græde – for selvom lyd og larm måske ikke som sådan hænger sammen med, hvor mange mennesker, man trives med at være omkring, så oplever jeg, at jeg næsten bliver desperat ift. lyde, når jeg har nået min menneskekvote.
Men at være introvert at ikke det samme som at have brug for at sidde stille. For mig forstærker min introverthed faktisk de udfordringer, der kommer med at være sådan én, der tænker over tingene, til min hjerne er i fare for at brænde sammen, for i fravær af mennesker skal jeg kun forholde mig til mig selv og mit eget hoved, med mindre jeg sørger for at holde mig selv beskæftiget og afledt. Derfor er jeg næsten altid i gang med et eller andet. Derfor har jeg det svært, når vi bare er herhjemme alt for lang tid ad gangen, og derfor synes jeg – paradoksalt nok – at det er svært, at vi ikke har flere relationer.
For efter jeg har fået børn kan jeg jo ikke længere 100% bestemme, hvornår vi skal have pauser, og hvornår vi kan fylde på, og et kompromis, der fungerer godt for os alle 3 er, når vi laver noget ude med andre. På den måde har jeg lidt at skulle have sagt ift. bagkant, jeg ved, at mit hus, fuldt af stilhed og døre, står som en tryg havn og venter på mig derhjemme, Anton kan gå til og fra, som han har behov for, og Frida kan rive skoven eller forlystelserne fra hinanden med sine kumpaner. Med en familiekonstellation, hvor én gerne vil lave noget og være ude og i gang, mens en anden gerne vil pusle med lego og YouTube i fred og ro på sit værelse, og tredjemandens sjæl visner, hvis der ikke er mennesker, musik og fest og ballade i alt, hvad vi gør, er det umuligt at tage lige meget hensyn til alles behov hele tiden. Uanset hvor kreativ jeg er, kommer det aldrig til at gå op, og fordi vi ikke har en far, der kan tage børnene med i skoven, så jeg kan skrige ind i puderne i fred, skal jeg også være mor for mine børn, når jeg er så sansemæssig overstimuleret, at jeg tror, mit hoved skal eksplodere. Det er måske det sted i mit moderskab, hvor jeg er allermest udfordret.
Jeg prøver at løse det ved at tale åbent med børnene om det, på dét niveau, det nu giver mening for dem, fordi jeg håber, at de dels bliver bedre til at tage vare på sig selv, end jeg har været, og dels forstår, at jeg ikke er sur. Jeg er bare færdig.
Så efterhånden ved de begge, at Frida *får* energi af at være sammen med mennesker, mens Anton og jeg *bruger* af den, og derfor har vi brug for en tur i opladeren, når vi har været sammen med mange, længe.
Jeg sætter ord på, når vi skal noget, den ene ikke har lyst til, fordi det er vigtigt for den anden, og prøver også at inddrage det, når vi taler om lukkede døre og søskende, der vil kramme og larme og ind til dig, Anton.
Jeg taler med dem om, at en lukket dør hos Anton ikke er en afvisning af Frida og al hendes kærlighed, mens Fridas insisteren på at interagere med Anton ikke er et forsøg på at drille. At det kan føles træls og uretfærdigt, men at vi alle sammen har ret til at have det, som vi har det – og samtidig kan være nødt til at hjælpe hinanden ved nogle gange at strække os lidt længere, i både den ene og den anden retning, end vi egentlig kan overskue.
Hvis jeg lykkes med at lære dem det, synes jeg, at jeg har forvandlet noget, der somme tider er rigtig svært, til et livsredskab, de kan tage med sig videre. På den lange bane vil det komme til at gøre mange ting nemmere for dem, hvis de forstår, at man godt kan kombinere hensyn til andres grænser med respekt for sine egne.
M2021, uge 32/I spørger, jeg svarer
Den her uge har været vanvittig. Skolestart, møder, møder, møder, Aula, madpakker og alt det jazz. Derfor har det været lidt småt, hvad jeg har gjort mig af tanker og tiltag ift. M2021 – MEN. I mandags fik jeg en mail, som jeg egentlig syntes var et fint oplæg til et indlæg, der er en slags fusion mellem ‘I spørger, jeg svarer’ og M2021-indlæggene, og derfor er denne uges indlæg mit svar på den mail.
Som altid er input, råd og ideer mere end velkomne i kommentarfeltet.
Jeg vil gerne spørge dig om noget, nu hvor du er i mål med din gæld. Om et år er det nemlig min tur. Vi er godt nok to, men vi har også betalt af på fællesgæld i årevis, og jeg har læst med herinde og fundet meget inspiration i dine råd og i din åbenhed om, at gæld er svært at slæbe rundt på.
I sidste uges indlæg skrev du, at de næste måneder også bliver stramme, fordi du er på dagpenge. Nu kommer vi langt om længe til mit egentlige spørgsmål, for du skrev, at du ubesværet skruer ned, og jeg kan mærke, at det faktisk er noget, jeg tænker meget over. For hvis du kan skrue ned, hvornår har du så skruet op? Da du begyndte at kunne se en ende på det? Eller hvordan?
Undskyld hvis det lyder som om, jeg leger politi. Det er ikke det, jeg prøver, men jeg er så bange for at falde i den fælde, hvor jeg bare bruger de penge, vi får i “overskud”, når vi ikke længere skal betale af på vores lån. Altså, at jeg bare tilpasser vores forbrug de penge, vi så har, i stedet for f.eks. at spare op eller investere.
Åh, jeg håber, du forstår, hvad jeg mener. Men mon du vil prøve at skrive lidt om, hvad dine overvejelser er ift. at “være kommet ud på den anden side”?
Med venlig hilsen
Kristina
Jeg forstår 100%, hvad du mener, og det er perfekt, at du skriver, for jeg havde faktisk selv tænkt, at jeg ville tage fat på det.
Jeg har gjort mig de samme bekymringer; at nu, hvor mine penge ikke længere kommer med et prædefineret mål, så er der pludselig ret meget selvbestemmelse og selvjustits, der skal etableres.
Jeg har mange gange tænkt, at afvikling af gæld egentlig minder meget om en slankekur. For undervejs mod målet er hele fokus på processen – men at tabe sig er kun 50% af arbejdet. For bagefter skal man til at lære, hvordan man så kan spise *nu*. Hvad er kalorierne værd, hvor har man sine triggere – og vigtigst af alt: Hvordan undgår man at ende samme sted igen? For både med gæld, med misbrug og med forstyrret spisning gælder, at det som oftest kommer et sted fra. Og det – hvad ‘det’ så end er – er jo ikke gået væk, fordi man har fjernet den ydre konsekvens, det har haft.
Min gæld bestod af 5 dele: 1) Gæld fra min gamle bil, 2) restgæld fra en solgt andelslejlighed, 3) virkelig mange indskud til lejligheder, jeg har boet i, 4) en stor post, jeg måtte låne til, fordi mine skuldre gik fuldstændig i stykker, da jeg startede på tolkeuddannelsen, og jeg derfor nærmest måtte bo hos kiropraktoren i et år, og 5) klatgæld. Mens jeg læste havde jeg en bankmand, jeg havde gået på handelsskolen med, og hver gang jeg havde maxet min kassekredit ud, ringede jeg bare til ham og fik gælden flyttet over på mit lån, og dermed nulstillet kortet. Læg dertil kilometervis af renter, og du har historien om min gæld.
Det er 5’eren på listen, der er min virkelige fjende, fordi den er farlig, når man har en personlighed som min, hvor det kommer til at føles som om, at ‘nu kan det jo alligevel være lige meget’, når noget vokser mig over hovedet.
Og lige præcis dét karaktertræk er jeg sgu stadig en lille smule bange for. For jeg ved ikke, om man kan tale om yoyo-gæld, men mange mennesker, der taber sig meget, siger jo også ‘Aldrig igen!’ – for så alligevel at ende der, fordi junkie-genet ikke forsvandt med kiloene.
Lige nu er jeg tusind procent sikker på, at jeg aldrig kommer til at skylde penge igen. At jeg har lært lektien og er et andet menneske. Og der ER sket noget, det er helt sikkert. Måske *har* jeg faktisk repareret mig selv. Men det skal jeg jo først sådan rigtigt til at finde ud af nu, og det har jeg massiv respekt for.
Jeg har ingen dyre vaner. Hverken på badeværelset, i tøjskabet, på hobbysiden eller i køkkenet. Jeg har steder, hvor jeg gerne vil give ekstra for god kvalitet, men det er altid bundet op på brugsoplevelsen, og ikke navn eller mærke på det købte.
Så mit øgede forbrug ligger faktisk primært på mine børn og det, der på godt dansk hedder convenience. Melblandinger frem for at bage helt fra bunden. Bagepapir i ark frem for i rulle. At købe maden ude, når vi er afsted, i stedet for at smøre mandpakke. At handle samme sted i ét ryk, i stedet for at jagte tilbud i 4 forskellige butikker. At købe lidt større ind, når noget er på bud. I de måneder, hvor vi sad allermest stramt i det, var det ikke en mulighed at købe 4 liter Biotex eller fylde tanken på bilen, fordi det ikke kan nytte at have pengene bundet i sæbe eller benzin, når man mangler dem til mælk og rugbrød.
Mine børn får i dag lidt oftere ja, når de spørger, om vi kan lave noget, der koster penge, ligesom deres tøj ikke skal strække helt så langt, og jeg er en smule mere kritisk ift. arvetøj, forstået på den måde, at smag nu faktisk også får lov at have lidt at sige, når de siger ja tak og nej tak til tingene.
Og alt det ovenstående har jeg valgt til med helt åbne øjne. For jeg vil helt utrolig gerne have den sikkerhed, der kommer med en opsparing, og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget, jeg hellere vil end at køre tværs over staterne med Anton, Frida og min kammerat. Og derfor *er* der etableret en opsparing, og det bliver en kilde til ro, lettelse og glæde.
Men der er ingen lommer i den sidste skjorte. Og det strider mig inderligt imod at leve på forventet efterbevilling. Sådan er jeg indrettet, og hvis ikke jeg var, havde jeg ikke fået mine børn selv, for så havde jeg ventet på én at få dem med, og går man ned ad den vej, bliver det rent Sliding Doors.
Men jeg finder det formålsløst at vende hver eneste 5-øre og skovle alt, hvad jeg overHOVEDET kan skrælle af vores liv og forbrug over i en pengetank – fordi det for mig er at gå glip af det gode liv her og nu; at man udsætter det, i forventning om, at det kommer. At man har ret til det, at det ligger derude og venter, og at man er blevet det lovet. Det er man ikke. Og som Marty Hart siger i True Detective: “Do you know the good years when you’re in them, or do you just wait for them until you get ass cancer and realize that the good years came and went?”
Og er det gode liv at kunne spise på Street Food eller at kunne tage i Djurs Sommerland? Altså, både ja og nej, jo. For det er det, hvis de basale behov er dækkede – men ikke, hvis pengene ikke er der, eller man gør det på bekostning af noget, man skal have, og som man så derfor senere bliver nødt til at låne til. Men penge giver muligheder og hold kæft, den her sommer har været god. Havde den været ligeså god, hvis vi ikke havde købt et badebassin, havde spist madpakker i legoland, havde undladt at tage i Barfodsparken eller havde sparet på brændstoffet og derfor ikke var kørt på nær så mange ture? Måske. Men jeg synes, at der er nærvær i gode oplevelser, man har sammen. Det er en livsværdi for mig, og derfor vil jeg hellere bruge pengene på at gøre det nu, hvor vi kan, end at vente og risikere at gå glip af det, fordi vi ventede for længe.
Så jeg ved ikke, om jeg overhovedet har et godt svar til dig, Kristina, for jeg er stadig så ny i at være gældfri, at jeg sidder med den samme frygt som dig. Omvendt kan jeg, når jeg skriver dette, også se, at jeg måske faktisk har fanget det, jeg jagtede, da jeg startede denne indlægsrække, nemlig en øget bevidsthed om mit forbrug. Og måske er det så langt man kan nå, der hvor jeg står nu?
Alt hvad der ligger foran mig, er nyt og uopdaget land. Jeg har ikke prøvet at være voksen, gældfri og nogens mor samtidigt før, så det er nok noget med at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden, mens jeg har øjnene stift rettet mod det overordnede mål: At leve det gode liv her og nu, men samtidig også hjælpe mig selv ved at sørge for, at det også er en mulighed i fremtiden.
Ords magt
For et par uger siden hørte jeg i radioen en mand komme med en joke om kvinder. Joken har jeg for længst glemt, men da han havde fortalt den, grinede han og sagde – kun halvt i spøg – at ‘nu skal man jo passe på, at man ikke bliver cancelled, haha’
Det prikkede til noget, jeg selv har tænkt over de sidste mange måneder.
For da #MeToo og Black Lives Matter for alvor begyndte at rulle, var én af de ting, der skete, at mange begyndte at unfriende mennesker i deres omgangskreds, der stillede sig på den (i deres øjne) forkerte side på de sociale medier. Det var første reaktionsbølge, tror jeg. Hvor man lugede ud og lukkede ned.
Efter nogle måneder begyndte man så at tale om, at det måske ikke var så hensigtsmæssigt bare at lukke for de mennesker, der hang fast i gamle overbevisninger, men at opgaven derimod lød på at bidrage til at oplyse dem ved at tage dialogen. Ingen bliver klogere, hvis ikke de bliver udfordrede på det, de mener er rigtigt, og derfor var dét vejen at gå.
Men som månederne gik, råbte alle højere og højere, og et sted undervejs blev alt det her, i hvert fald oppe i mit hoved, blandet så grundigt sammen, at jeg mistede overblikket. Er det sortes opgave at fortælle hvide, hvor vores privilegier gør os blinde? Er det ok at dømme folk på et enkelt fejltrin? Er vi interesserede i en folkedomstol, eller stoler vi på, at et system, der, skåret ind til benet, er indrettet af rige, hvide mænd, kan varetage interesserne for dem, de, qua deres gruppering, inddirekte er med til at holde nede? Hvem må cancle? Og hvad er det? Er man frontløber, woke eller krænkelsesparat? Må man overhovedet sige noget mere, er man forpligtet til at tage dialogen hver gang, og hvad fanden er op og ned?
Og man behøver ikke at vide, præcis hvor man står med *alt*. Men lige her kan jeg mærke, at det faktisk er vigtigt for mig, at jeg bruger 10 minutter på at skille tingene ad, for ellers bliver det så uoverskueligt, at jeg bare giver op. Og det går sgu nok ikke rigtigt, at man halvvejs inde i revolutionen bliver træt, melder sig ud og går hjem.
For hvis vi får gjort cancelling problematisk, så er vi tilbage ved, at de, der pludselig via de sociale medier har fået en stemme, mister den igen.
En hurtig googling giver følgende definition på cancelling: “To cancel someone (usually a celebrity or other well-known figure) means to stop giving support to that person”.
Så egentlig er det vel bare en græsrodsversion af demokrati. For der sker jo ikke rigtigt noget ved, at jeg beslutter mig for aldrig at købe en bog af en bestemt forfatter mere, fordi han siger noget dumt om tolke. Vedkommende skal træde så meget ved siden af, at en anseelig gruppe af mennesker mener, at det er *så* forkert, at de beslutter sig for at boycotte ham eller hende, før det får reelle konsekvenser.
Problemet er, tror jeg, at ‘cancelling’ er blevet sådan et paraplyord, vi bare slår op over en række af reaktioner, og så bliver det hele lidt mudret.
For når vi taler om ægte cancelling, så er det f.eks. når Naser Khader annoncerer sit comeback, og bliver mødt af en massiv mur af modstand på de sociale medier. Eller når Cuomo må træde tilbage på baggrund af (undersøgte) beskyldninger om upassende adfærd. I situationer som disse er debatten næsten altid delt i to: Dem, der bakker op om at cancle og dem, der bliver ved med at sige, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Men hvis man tænker uskyldigheds-argumentet grundigt igennem, så er det jo et argument, som giver alt, alt for vide beføjelser til krænkeren, når vi taler om #MeToo. For i langt de fleste tilfælde har der kun været krænkeren og offeret til stede i den situation, der udløser beskyldningen, og der er mange typer af adfærd, der er meget upassende og voldsomt ubehagelige – men ikke direkte ulovlige.
Hvis vi insisterer på, at det kun skal have konsekvenser for en mand som Naser Khader, hvis han begår noget decideret ulovligt, så siger vi samtidig, at det er ok, at han beder sine kvindelige kolleger om massage eller begynder at onanere dem op i hovedet, når de er hjemme hos ham i arbejdsøjemed. Det er der vel ingen, der, sådan helt ærligt, mener? Det er vel ok, at det får konsekvenser for ens liv og karriere, hvis man er et virkelig ubehageligt menneske? (Til dem, der ikke kender til sagen i detaljer, vil jeg kraftigt opfordre til at høre DR podcasten Genstart fra d. 02.07.21 ‘Kvinder mod Khader’).
Når folk (meget ofte mænd) taler om, hvor problematisk cancelling er, så synes jeg, at det er en tanke værd, at man sjældent (aldrig?) hører en kvinde være bange for at blive cancelled i køns- eller #MeToo-debatten. Eller en sort være bange for at blive det i racedebatten. Det er the upperhand i en given relation, der frygter det, og det synes jeg godt, man må bruge 2 minutter på at tænke over årsagen til.
Men når cancelling har fået så blakket et ry, er det måske fordi man også bruger udtrykket i de forkerte situationer, som f.eks. når der er tale om et forsøg på at starte en shitstorm. Her er der sjældent tale om cancelling, men mere et skænderi, som andre mennesker bliver (forsøgt) inddraget i. Det er typisk ikke bundet op på systematisk adfærd, men oftere en enkeltstående situation, f.eks. en kunde, der føler sig dårligt behandlet af sit forsikringsselskab. Og selvfølgelig kan det i yderste konsekvens ende i en cancelling, hvis alle har haft samme dårlige oplevelse, men typisk er det noget, der bluser op og brænder ud på en uge, og så er det glemt igen. Der vil være masser af kunder, der ikke engang opdager, at nogen forsøger at kaste mudder på den butik, de handler i, og man vil som kunde have mulighed for bare at handle et andet sted.
Det er givetvis træls for en virksomhed at være skydeskive for – men det er ikke cancelling, og derfor er det ærgerligt, hvis det får lov at stå som et argument for, at cancelling er farligt og årsag til justitsmord.
Og endelig synes jeg også, vi skal have pillet ordet ud af de sammenhænge, hvor vi siger ‘cancelling’, men bare mener ‘uenig’.
For man bliver ikke som privatperson cancelled, fordi man mener noget andet end den, man taler med, ligesom man heller ikke selv har magt til at cancle alle, man er uenig med.
At være bange for at blive upopulær er ikke det samme som at blive lukket ned, og egentlig er det vel ret fint, at vi har en form for flokmæssig adfærdsregulering, hvor vi også i vores små bobler og cirkler tænker over, hvordan vi taler til og om andre.
Jeg advokerer ikke for, at vi skal proppe vores holdninger ned i halsen på alle, vi møder, men jeg synes stadig, at det modarbejder den gode debat, hvis vi bliver så bange for at falde ned af imaginære piedestaler, at vi bare skynder os at mene det samme.
Jeg når ud til relativt mange mennesker med bloggen her, og selvom det er sjældent, så ér det sket, at jeg mener noget, som mange er uenige med mig i. Nu er vi en civiliseret flok, så tonen bliver aldrig sådan rigtig *harsk*, men jeg er ikke i tvivl, når jeg skriver noget, som nogen bliver stødt over.
Og engang ville jeg have slettet indlæg og afsnit, der afstedkom de lidt mere kantede debatter, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort det. For jeg står i langt de fleste tilfælde ved, at jeg mener, hvad jeg mener – og med alder er kommet erkendelsen af, at uenighed ikke er af det dårlige. Ligesom vi sagtens kan være venner, selvom vi stemmer på forskellige partier, så kan vi også være venner, selvom vi er uenige om, om det var ok, at den plejefamilie tog på ferie, eller rimeligheden i at melde sine børn ud af SFO’en, når covid lukker den ned.
Og når vi til et punkt, hvor mine holdninger ligger for langt fra dine, jamen så skilles vore virtuelle veje – og det sker der ikke noget som helst ved. Jeg er valgt fra, men jeg er ikke blevet cancelled.
Og på samme måde må jeg og alle andre bloggere og insta-folk også gerne fravælge læsere og følgere ved ikke at spørge ‘hvor højt?’, når vi af dem bliver bedt om at hoppe. Du er ikke blevet imødekommet, men du er heller ikke blevet cancelled.
Ord er vigtige. Hvordan vi bruger dem, er vigtigt. Og cancelling er vigtigt, fordi det lader grupper komme til orde og have noget at skulle have sagt i situationer, hvor de alt for længe har været gjort tavse.
Lad os passe på udtrykket og på hinanden ved at bruge det rigtigt.
M2021, uge 31
(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).
I den forgangne uge har jeg:
1.
Været alene hjemme et helt døgn og brugt aftenen på at rydde op i børnenes tøjskabe #VildUngdom. (Ej, det var faktisk virkelig hyggeligt. Der var vin og en strålende playliste, så absolut ingen klager herfra).
Egentlig synes jeg ikke, at det er i orden at rydde op i børnenes ting, uden at de selv får lov at være med, men Anton har ingen idé om, hvad han har i skabet under de 5 yndlings-t-shirts, og Frida er stage 5-clinger, når det kommer til tøj. Og hvor jeg lader dem styre valg af påklædning, sådan nogenlunde frit, så længe det valgte stemmer overens med årstiden, så vetoer jeg tøj, der er for småt.
Det blev til 5 store poser, som jeg med det samme kørte i Røde Kors containeren med, og nu er det en langt mere overskuelig mængde, vi skal igennem, når vi om et par måneder skal til at tjekke op på, om støvlerne fra sidste år stadig passer (dream on, Linda) og hvor mange hatte og luffer, der skal anskaffes.
2.
Betalt sidste afdrag på mit lån. Shit mand. Det er næsten ikke til at forstå. 20 år og en kvart million.
Jeg har sluttet fred med, at jeg kommer til at have billån resten af mit liv, og egentlig føles det (efterhånden) ok. For jeg kan åbne min hoveddør og konkret se, hvad jeg betaler af på, hvilket føles HELT anderledes, end at kaste penge ud af vinduet hver eneste måned til noget, jeg ikke længere kan huske hvad var og renters renters renters rente.
De næste to måneder er økonomien paradoksalt nok stram igen, fordi jeg er på dagpenge august ud, men det føles helt anderledes overskueligt, fordi vi denne gang bare skal igennem de to måneder i nul og ikke hele tiden balancerer på kanten af et evigt eksisterende hul. Og jeg drager kæmpe nytte af alt det, jeg har lært de sidste 5 år. Jeg glider ubesværet tilbage i at spare de små steder og at bruge lidt mere fra skabene, men samtidig sørge for, at der også bliver fyldt lidt i dem, så vi ikke laver en Glistrup, og det er simpelthen så RART at føle, at man er tilbage i førersædet i sin egen økonomi.
D. 01.10 får jeg min første almindelige løn, og jeg har allerede sat op, at der bliver ført 2000 kr. over på min opsparing. Jeg kan næsten ikke være her for mig selv.
3.
Har jeg solgt Antons gamle cykel; en Kildemoes, vi i sin tid gav 500 kr. for. Jeg satte den til salg til 300, og den var solgt på en dag. Kunne jeg have fået mere for den? Formentlig. Vi har passet godt på den. Men det var rart at få den afsted med det samme, og vi har haft en fin cykel i 2 år for 200 kr.
4.
Har jeg endelig fået rykket så meget rundt, at jeg kunne få alle mine puslespil ind på reolen i stuen.
Sommerferien igennem har jeg ryddet op i skabe hist og pist, og har løbende smidt ud og foræret væk. Og pludselig kunne jeg se, at jeg, hvis jeg lugede ud i mine bøger og flyttede hylderne lidt rundt, kunne få en hylde fri.
Mine bøger er en af de ting, jeg glemmer at kigge *rigtigt* på. Jeg ELSKER bøger, og derfor har jeg en tendens til at få dem op under neglene og bare tage dem med mig videre, videre og videre. Men altså. Hånden på hjertet er det godt nok meget få af dem, jeg har læst flere gange, og som jeg stod der og kiggede på dem, slog det mig, hvor modsat det er af, hvordan jeg ellers lever; hvor jeg holder ret hårdt på, at de ting, jeg gemmer, også skal være de ting, jeg bruger. Der skal være plads til nostalgi, og jeg kunne aldrig finde på at skille mig af med bøger, der har en særlig plads i mit hjerte, men jeg er bare virkelig ikke ret god til at kigge nuanceret på den stak, jeg har. Hvilket bliver ekstra dumt, når jeg, siden jeg rykkede værelser rundt, har irriteret mig over, at mine puslespil stod og optog dyrebar plads på bordet i bryggerset.
Så jeg tog mig sammen, iførte mig de kritiske briller og sorterede en ordentlig stak fra. Jeg lagde dem op til gratis afhentning i den lokale fb-gruppe og heldigvis endte det med, at alle de bedste historier fik nye hjem og læsere.
