Om dinosaurusser og bløde opbremsninger

Sidste uge kom og gik, og helt forudsigeligt var der ikke mere strøm tilbage på batterierne efter septembers hæsblæsende slutspurt. Men jeg tænkte faktisk flere gange i løbet af ugen, at der – trods alt – er sket noget med min måde at håndtere stressede perioder på.

Da jeg var yngre pålagde jeg mig selv at være tilbage for fuld skrue, når jeg var igennem flaskehalsene; når man nu havde proppet 27 timers arbejde ind i 24 timers døgn over flere uger, så måtte det da føles som en let brise at være tilbage på normalt program, ikke?

I dag har jeg lært, at sådan forholder det sig ikke. Det er fuldstændig ligesom en konto i banken: Når jeg har lavet overtræk, skal der betales tilbage, før jeg igen er oppe på nul. De træthedstømmermænd er jeg blevet bedre til at respektere og håndtere, og derfor tog jeg sidste uge en dag ad gangen, og fyldte ikke mere i, end jeg syntes, det var overskud til.

Det betyder, at jeg egentlig føler, at jeg er ovenpå igen, og det hjælper mig også til at håndtere presset undervejs, fordi jeg, når jeg tænker ‘jeg skal bare lige igennem september’ ved, at det reelt forholder sig sådan. At jeg faktisk holder det løfte, jeg med den sætning giver mig selv. Det er hjælp til selvhjælp, og det har taget mig lang tid at lære.

Men sidste uge gik også med at erkende, at der er nogle døre, jeg har haft stående på klem, som jeg bliver nødt til at lukke. En enkelt af dem smækkede jeg på vejen ud, men jeg nåede at tænke det igennem på forhånd, og modsat, hvad jeg havde forventet, så følte jeg mig nærmest lettet bagefter. Det var én af dem, hvor man pludselig kan mærke, hvor meget energi, man har brugt på at holde den åben, virkelig tvivlsom adfærd til trods, fordi jeg har fået bildt mig selv ind, at det var en dør, jeg på et tidspunkt et sted ude i fremtiden gerne ville ind ad. Men det seneste stunt fik ledningen til at brænde over, og gav anledning til at mærke, at jeg aldrig med selvrespekten i behold ville kunne indgå i den relation. 

Et par af de andre døre har jeg mere bare erkendt, at jeg ikke har lyst til at blive ved med at åbne, fordi vores værdier er for langt fra hinanden. Måske er det fordi, vi post-corona har set sider af hinanden, som aldrig ville være blevet synlige, hvis verden bare var fortsat, som den plejede, eller måske er det fordi, alle planeter er i retrograd. Under alle omstændigheder er der noget systematisk adfærd, der pludselig er blevet tydelig, og som jeg er nødt til at forholde mig til.

Engang ville jeg have tænkt, at det var min opgave at forklare, hvorfor jeg trækker følehornene til mig. At forsøge at rette fejlen i relationen. I dag hælder jeg mere til, at min måde at være i verden på ikke er Den Eneste Rigtige. Vi træffer alle sammen vores egne valg ift. hvordan vi går gennem livet, og det eneste, vi hver især kan gøre er at mærke, hvor vores egne grænser går, og navigere ud fra det.

Og det bliver meget mørkt og mystisk, og det må I sgu undskylde, men altså. Det er nok her, en blog, hvor man meget 1:1 gengiver sin virkelighed møder sin begrænsning.

Men fordi de sidste par indlæg har været ret dystre, har jeg lyst til at sige, at jeg faktisk også synes, at vi har været gode til at hygge os herhjemme, gennem både september og sidste uge. Vi er tyvstartet lidt på Halloween, så der er græskar i haven, der lyser i mørket, hvilket er svært at vurdere, hvem af os, der er mest begejstret over.

Jeg har også været god til at planlægge ting, der er rare, og hvor vi laver noget sammen, men som ikke kræver mere overskud, end jeg har. Med to så forskellige børn er det f.eks. kke specielt afslappende for mig at have dem med i svømmehal, fordi der er meget hurlumhej ifm. omklædning, der er svært, og jeg skal være over dem som en høg, når vi er i vandet. Derfor er det en aktivitet, jeg gemmer til de perioder, hvor der er lidt mere overskud at gøre med hos mig.

Til gengæld har vi haft megen glæde af vores årskort til Legoland og WOW-park, fordi vi efterhånden har været der så mange gange, at vi godt kan tage derop, huje 3-4 timer, og så er alle mand klar til at tage hjem til nattøj og dyner på sofaen igen.

Vi er også i gang med en Jurassic Park-kavalkade, hvor vi ser første halvdel af en film, lige når vi kommer ind ad døren. Så tager vi en pause, hvor jeg får tømt opvasker, pakket tasker ud og lavet tidlig aftensmad, mens børnene bader, og så napper vi resten af filmen, mens vi spiser i sofaen. Modsat på TV2 er der jo her tale om en god film med 10.000 afbrydelser, men det er simpelthen så hyggeligt, og jeg kan næsten ikke være i mig selv af grin, når den samme scene med de to helte, der kysser, får Frida til at sukke henført, mens Anton stirrer på skærmen med vantro og rædsel malet i alle træk.

Ting er overstået og faldet på plads, der er lagt planer og udstukket en retning, og humøret er bedre, end det var for 14 dage siden. Om lidt er det efterårsferie, og hvis jeg snuser virkelig dybt ind, synes jeg måske også, at her begynder at lugte lidt af gløgg.