M2021, uge 39

(M2021-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

I den forgangne uge:

1.

Har jeg konverteret min brødpose til madpakkepose til Frida. 

Da hun gik i børnehave, havde hun en frugtpose til Lille Mad, som jeg aldrig syntes fungerede ordentligt.

Det er politik i Esbjerg Kommune (måske alle steder?) at børn har deres affald med hjem, både madaffald og eventuelt papir, folie osv. Det betyder, at en frugtpose skal vaskes ret jævnligt for ikke at blive klam, hvilket gør stoffet stift og umedgørligt. Derudover kunne de små fingre aldrig slutte fred med lukkeanordningerne, uanset hvilken en model, vi forsøgte os med.

Nu hvor hun går i skole, har hun mad, frugt og vandflaske i sin skoletaske, hvor der også er bøger osv. der helst ikke skal udsættes for yoghurt og æbleskrog, og fordi hun selv skal makke rundt med det hele dagen, er behovet for en slags frugtpose genopstået.

Efter at have tygget lidt på det, besluttede jeg at prøve at bruge en af de poser, jeg i sin tid fik lavet af to sammensyede viskestykker (til at lægge bagværk i, hvis man fx. skal have nybagte boller med ud i verden). Den er perfekt. Dels er den så stor, at det slet ikke er nødvendigt at kunne lukke den, fordi den bare folder, dels er den rummelig nok til, at alle de forskellige madkasser, drikkedunke og bananer kan være i den, og endelig – og bedst af alt – så kan den, hvis alt går galt, koges.

Den forbliver blød og suger også fint, hvis en vandflaske ikke er helt rigtigt lukket, så har man børn, der skal bruge en frugtpose, vil jeg klart anbefale den her version i stedet for de traditionelle på markedet.

2.

Fik jeg en mail fra min bank om, at den forsikring, jeg i sin tid var tvunget til at tegne, hvis jeg skulle låne til en bil, er flyttet til et andet selskab.

Det fik mig til at tænke på, at jeg vel sådan set ikke har brug for den mere. Dengang skulle den tvangstegnes, så banken kunne få sine penge, hvis jeg fik et fly i hovedet, men nu, hvor alt er betalt ud, skal jeg have undersøgt, om det giver mening at være dobbeltforsikret.

Og hvor banken var helt stram og nazi, da forsikringen skulle tegnes, så har de nu held med at deres AMR-tiltag ift. at forebygge stress ved på ingen måde at have travlt med at fortælle mig, hvor jeg kan finde police osv.

Måske ender det med, at jeg vælger at beholde den, fordi jeg vurderer, at det er de 700 kr. om året værd at være dobbeltforsikret, men jeg vil have det undersøgt, så det ikke bare er en post, der bevidstløst står og suger penge på budgettet.

3.

Har jeg to gange først tænkt: ‘Nå. Det er der ikke noget at gøre ved’ – og to gange besluttet alligevel at prøve. 

Først kørte jeg på en tolkeopgave, der fysisk lå så langt fra Esbjerg, som jeg geografisk kan komme. Her glemte jeg med stor præcision min toiletpung – og altså. Det er jo ikke fordi, der er for en million kroner indhold i, vel? Men jeg havde lige fyldt den op med smertestillende, og selve pungen var jeg ret glad for, så efter på forhånd af have afskrevet den, prøvede jeg alligevel at ringe derop for at høre, om der var nogen, der tilfældigvis var faldet over den – og det var der. Den søde dame lovede at putte den i en kuvert, og den lå i min postkasse og ventede, da jeg tømte den i dag. 

I samme boldgade bestilte jeg i går, torsdag, varer på Bilka to go, hvor jeg bl.a. købte en kasse vin, der var tilbud på. Da jeg havde hentet varerne og tjekkede fakturaen, var rabatten ikke trukket, og min første tanke var, at det nok var fordi, jeg havde bestilt torsdag, og tilbuddet først gjaldt fra i dag, fredag. Men fordi de først trækker pengene, når man henter sin ordre, tænkte jeg, at der jo i hvert fald ikke sker noget ved at spørge, så det gjorde jeg. Jeg havde ret; fælden klapper på bestillingsdagen, “men jeg har tilbageført differencen til din konto, for jeg kan godt forstå dit spørgsmål”.

Det er sgu da fin service.

God weekend til jer alle sammen. Jeg fornemmer, at vi alle er lidt skævskudte af post-covid-gennemførte-hængepartier, generel opstart og livet i al almindelighed, så pas godt på jer selv derude.

—-

Som lovet i kommentarfeltet: Et billede af den u-glamourøse men meget praktiske frugtpose:

Published by

15 Replies to “M2021, uge 39

  1. Jeg er nysgerrig på den frugtpose, og ville blive så glad hvis jeg måtte se et billede af den🤩
    Vi bøvler nemlig lidt med det samme.

    1. No problem. Den ligger i vaskemaskinen lige nu, men smider et billede af den nederst i indlægget i løbet af weekenden😊

  2. Hvis det er en livsforsikring du har tegnet (formoder jeg ud fra din beskrivelse), så skal du bare være opmærksom på, at hvis du opsiger den og senere vil tegne en, så er der ofte krav om at man kan aflevere tilfredsstillende helbredsoplysninger dvs. man kan i teorien være blevet dårligere helbredsmæssigt siden man oprettede sin ordning, således at man ikke vil kunne tegne en ny.

    Alternativt kan du, såfremt du har noget pensionsordning med dødsfaldsdækning, undersøge, hvilke krav de stiller såfremt du på et tidspunkt vil øge din dækning der.

    Og til sidst vil jeg sige, at man selvfølgelig kun skal have så meget dækning som man vurderer at man (ens efterladte) har behov for.

    Bedste hilsener en fra pensionsbranchen

    1. Tak for det, Anne. Det var faktisk det samme, min bankmand skrev til mig; at jeg skulle være obs på, at hvis den skal gentegnes, så er det med ny helbredserklæring.

      Jeg har livsforsikring gennem mit nuværende pensionsselskab, så første del af opgaven er nu at få fundet policen på den her, så jeg ved, hvad jeg skal sammenligne med.

      Tak for lige at melde ind – det er god info for os, der ikke har med den slag at gøre til dagligt <3

  3. Mega smart med den frugt/brødpose, den vil jeg også gerne se. Og så er jeg nysgerrig på den toiletpung, det har jeg aldrig hørt om, er det til medicin og bind eller?

    1. @Anne Jeg har to: en til bind og trusseindlæg. Og en til Panodil osv. I en snæver vending dublerer den til medicin også som rigtig pung, med diverse kort. Og hvis jeg har brug for at opfriske makeup i løbet af dagen er de også et godt samlested til en mascara.

    2. Jeg ruller med samme indhold, som det Rikke beskriver. Panodil, tampax, hæfteplaster osv. Fordi jeg ikke har et fast arbejdssted, og aldrig ved, hvilke toiletforhold, jeg kommer ud til, og om en hovedpinepille er til at stampe op ad jorden, hvis det bliver nødvendigt, har jeg altid den pung med i tasken:)

  4. Jeg har god erfaring med Stasher poser. De kan gå i opvaskemaskinen, uden bpa osv, og mine børn kan åbne og lukke dem selv. Vi har haft den et par år, og der er ingen tegn på slid, selv om de er med hver dag. De kan desuden gå i mikroovn og fryser. Og som bonus er firmaet ejet af kvinder😏 Lige nu fås de fx i Kvickly

  5. Jeg bor i Esbjerg kommune og har børn i børnehave og skole, og jeg har ikke vidst, at der var regler omkring skrald. De fleste dage er der ingenting med hjem.

    1. Uf, hvor er jeg misundelig! Det er tæt på at være det værste, jeg ved. Halve madder, afgnavet grønt og folie fra yoghurt – bvadr!

      Jeg har ikke dobbelttjekket ift. om det er generel politik i Esbjerg kommune – det var bare, hvad vi fik at vide, så det tog jeg for gode varer. Måske de har fejlfortolket reglerne på vores breddegrader?

      1. På vores skole får ungerne også skraldet/resterne med hjem i madkassen. Selvom det ikke er så lækkert at pakke ud, sætter jeg alligevel pris på at kunne se hvad de har spist den pågældende dag. Jeg bruger det desuden som pejlemærke i forhold til hvad der fungerer i madpakken og hvad der ikke gør. Det er nemlig ikke altid det samme de gider spise hjemme og i skolen.

        Tak for en god og evigt relevant blog. Selvom jeg er dårlig til at kommentere, så synes jeg altid, at jeg går klogere her fra😊.

        1. Sikke en dejlig kommentar, Ane – tak!

          Jeg skylder også at sige, at jeg syntes, det var rart, da de gik i børnehave, fordi det der gav noget info, som de ikke selv kunne give mig. I dag er de dog begge MEGET informative ift. ønsker og fravalg:-D

  6. Jeg er lidt bagud med den her kommentar, men jeg har selv opsagt en tilsvarende låneforsikring i min bank. Jeg betalte sidste afdrag på mit store lån i maj, og derfor kontaktede jeg banken for at opsige forsikringen. De skrev også, at jeg skulle være opmærksom på, hvordan jeg ellers var forsikret. Og det er jo rigtigt.

    Men da jeg gik ind på pensionsinfo.dk, kunne jeg se, at den forsikring, som jeg har via banken, i høj grad tilgodeser banken! For af en eller anden grund bliver beløbet på forsikringen ikke reguleret, selvom gælden forsvinder, så selvom jeg er gældfri, ville min bank få udbetalt 244.000 kroner, hvis jeg fik en tagsten i hovedet. Mine efterladte ville kun få 75.000 kroner.

    Det blev jeg alligevel noget paf over! Det virker helt tåbeligt, at beløbet ikke bliver ændret, efterhånden som gælden bliver ændret (eller forsvinder). Så bare lige et OBS om at være opmærksom på beløbet, som din bank VS dine efterladte vil modtage, for jeg siger i hvert fald pænt nej tak til at give en kvart million til min bank … 🙂

    1. Det der er jeg HELT færdig over! For real??!

      Jeg har skrevet på min to-do, at jeg skal have undersøgt, hvad et uvildigt pensionstjek koster, for er der vist brug for her.

      Tusind tak for heads up!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.