I øvrigt:

*Har jeg læst en håndfuld uddrag af den meget omtalte svømmebiografi, og jeg tror simpelthen ikke, jeg forstår, når ghostwritere skriver væsentligt under niveau i forsøget på at skabe en illusion af, at det er hovedpersonen, der bare lige selv i et anfald af inspiration har sat sig ved tastaturet og klapret derudaf? Indholdet er, som det er, men er hele ideen i at få en håndværker til at udføre et stykke arbejde ikke, at slutproduktet skal være bedre, end det, vi selv kunne fremstille?

*Skulle jeg forleden på en tolkeopgave, der krævede lidt mere formel påklædning end normalt. Da jeg kom ud fra badeværelset, gav Frida mig elevatorblikket, hvorefter hun knipsede og udbrød: “Yas queen!” Jeg kan ikke følge med. 

*Har jeg 3 gange i den forgangne uge været ved at blive påkørt af bilister, der skulle ud fra sideveje og af uransagelige årsager startede med at kigge til højre. Kig dog til venstre, hvor truslen er tættest på!?

*Modtog jeg fredag aften kl. 22.18 en besked fra Esbjerg Kommunes Pladsanvisning i min e-boks. De ville bare lige sende mig en efterregulering fra 2018, som jeg har 3 uger til at betale. Hvis der er nogle lokalpolitikere på linjen, så er min stemme til det kommende kommunalvalg til salg til til, der gider få styr på det forpulede cirkus.

*Har jeg på en lang dag i bilen ædt hele 3. sæson af podcasten ‘Det Perfekte Offer’. Af en eller anden grund blev jeg ikke helt fanget af de to første sæsoner, men den her var virkelig god, så nu får de en chance mere.

*Har jeg skiftet læge efter et besøg, der var så absurd, at det havde været sjovt, hvis det ikke var os, det var sket for.

For 4 uger siden havde jeg bestilt en tid alene for at forklare, hvorfor jeg gerne ville have en henvisning til børnepsyk. til udredning af Anton. Min læge var imødekommende, forstående og meget åben. Derfor var jeg fuldstændig uforberedt på, at han, da jeg kom med Anton i mandags, kiggede på mig, som om, vi aldrig havde set hinanden før og sagde: “Ja?” For første gang i hele det her forløb blev jeg fanget på det forkerte ben, for jeg havde ikke forberedt mig på, at jeg a) skulle fortælle hele historien forfra og b) skulle gøre det med Anton ved siden af.

Anton var helt VILDT stresset over situationen, og jeg var derfor efter 60 sekunder allerede på overarbejde, fordi jeg både skulle kæmpe for min sag og være Antons mor, der passer på ham, når det er svært.

Herefter fulgte et Kafkask forløb, hvor lægen først bad mig ringe til skolepsykologen og sige, at hun skulle “gøre sit arbejde ordentligt!” (fordi lægen mener det er skolen, der skal henvise, mens skolen mener det er lægen, og det virkelig frustrerende i dét er, at den eneste, der INTET har at sige er mig, skilsmissebarnet, som bliver bedt om at løbe fra mor til far og tilbage igen). Derefter fulgte skæld ud i form af: “Sig mig engang, hører I overhovedet efter!!?” da han ævlede helt uanfægtet videre om den arbejdssky psykolog (som er det ubetinget mest kompetente og sympatiske menneske, vi har mødt igennem alt det her), mens en stress-sludrende Anton blev ved med at hive mig i ærmet og gå over mod døren, og endelig fulgte – da jeg tudede af raseri og utilstrækkelighed – den store finale: “Ja, jeg kan godt se, at du er ked af det. Det er ikke min skyld!”

Anton, der på det her tidspunkt løb i cirkler om sig selv, sagde til lægen: “Min mor er ked af det nu?” “Ja, det er hun, kan du lige tage en serviet til hende, du er sørme en dygtig dreng, vil du have et stykke tyggegummi?”

What. The. Actual. F*ck?

At være i det her system føles meget sådan her:

(- men det bliver også et: “Suck my dick!!” herfra).

*Kan jeg ikke forklare, hvor højt, jeg elsker den her TikTok-video

– men i hvert fald højt nok til, at jeg (uden nogensinde at ville kunne gengive hvordan) har lavet den til ringetone på min telefon. Jeg bliver i godt humør hver ENESTE gang, den ringer. 

*Må vi ikke glemme originalen. Den er også svær at være sur til.

Published by

14 Replies to “I øvrigt:

  1. Hvor er det sindssygt med det lægebesøg! Godt du har skiftet. Og godt at Anton har dig til at kæmpe hans sag. Det er vildt, at det skal være så svært at få en henvisning til børnepsyk. Her i Region Hovedstaden kan egen læge ikke henvise (selvom hun i vores tilfælde gerne ville), så her krævede det en længere proces i PPR, som ikke blev nemmere af, at der i løbet af halvandet år var fire forskellige psykologer tilknyttet skolen. Da vi først nåede til børnepsyk, gik det heldigvis hurtigt og nemt.

    1. Det er sindssygt. Og mest af alt fordi, vi har været igennem PPR-forløbet. Der ligger en færdig PPV-rapport på Anton, som han bare kunne have vedhæftet. Og hvis han ikke ville, så kunne han jo for pokker bare have sagt det under første møde; så havde vi sparet både tid, frustrationer og tårer.

  2. Sikke en ubehagelige oplevelse for både Anton og dig. Den læge må da have haft en nedsmeltning den dag!
    Jeg arbejder i nabokommunen, og her kan PPR godt henvise til børnepsyk i Esbjerg, så hvorfor PPR i Esbjerg ikke selv kan giver ingen mening.

  3. Det er utroligt at det skal være så svært at få en henvisning til udredning. Det lyder som en fuldstændig rædselsfuld oplevelse ved lægen. Helt utilgivelig måde at agere på!
    Min søn er også tilknyttet børnepsykiatrien i Esbjerg, og da vi skulle have en henvisning gik jeg også til egen læge, fordi skolen på dette tidspunkt ikke en gang havde involveret PPR og vi ville ikke vente længere. Vores læge sagde at det normalt altid var PPR, der lavede henvisningen, men hun gjorde en undtagelse i vores tilfælde, fordi vi kunne fremlægge en erklæring fra en anden professionel (vi havde gået til noget sandplay terapi med vores søn og det var denne terapeut, som først luftede mistanken om en diagnose).
    Der bør da være en sagsgangsbeskrivelse, så alle parter kender rettigheder og pligter i forbindelse med en henvisning til udredning?
    Har du evt. prøvet at ringe til Børnepsyk for råd? De er normalt meget søde til at hjælpe dernede, er vores oplevelse.

    1. Jeg har efterlyst en sagsgangsbeskrivelse 100 gange, men der er ikke nogen, der har kunne hjælpe mig med den endnu. Og det minder mig på mange måder om dengang, jeg havde en chef, som jeg oprigtigt mener var psykopat – for det hjælper ikke at have retten på sin side, hvis den, du står overfor bare trækker på skulderen og siger nej.

      Det er et KÆMPE problem, at man hele tiden som “bruger” er på bagkant i det her system; at man skal finde vej gennem et landskab, man ikke får udleveret et kort til, før man har lagt det bag sig. Havde jeg f.eks. vidst, at lægens opgave var at lave den præcis samme vurdering, som psykologen har brugt flere måneder på at lave, ville jeg jo aldrig bare være mødt op dernede. Så ville jeg have sendt ham PPV-rapporten på forhånd og bare have bedt ham om en henvisning på baggrund af dén. Men det anede jeg ikke. Jeg havde fået opfattelsen af, at hans opgave var at give en slags second opinion – “jeg bakker op om, at der er ‘noget’ og kan attestere, at moderen ikke er en bims Münchausen By Proxy-type”-ish, ikke?

      Man skal i realiteten bede om konkret hjælp til noget, man ikke ved, hvad er, før man har fået hjælpen. Det er et catch-22. Men det er en super ide at prøve at ringe til børnepsyk. Det vil jeg prøve næste gang <3

  4. Kram til jer.
    Står selv i en anden del af systemet med læge/kommune, hvor oplevelserne når samme absurde niveau… jeg bruger så ufattelig meget energi på at regne systemet ud, mens jeg indtager rollen som både skilsmissebarn og projektleder (og sygemeldt).
    Jeg håber I finder en vej igennem hurtigt!

    1. Yes – det er PRÆCIS, sådan det er.

      Som nævnt æder jeg for tiden podcasten ‘Det perfekte offer’ – det åbenbarer også nogle huller i systemet på størrelse med Sahara. Det er ikke til at holde ud.

      Godspeed til jer også – vi drikker en sjus, når vi mødes i målområdet.

  5. Elsker Frida!

    Den læge: må hans røv klø og hans arme være for korte! Og må det smitte til pladsanvisningen.
    Hepper på at den næste læge er bedre.

    Og så stemmer jeg for at vi lader startskuddet til gløggsæsonen lyde.

  6. Vi gisper også rundt i dette vanvittige system af egen læge, ppr, sagsbehandler, børnepsyk, behandlingskole… Man forstår slet ikke hvor grotesk systemet er før man bliver afhængig af hjælp til sit barn. Vi har haft stor hjælp af privat socialrådgiver.

    Jeg vil også pippe om #enmillionstemmer. Det er en folkebevægelse, der arbejder for at sikre retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende i hele landet.

    1. Det er fuldstændig vanvittigt. Det er ubegribeligt, hvor uigennemskueligt, man har fået det konstrueret, fordi Serviceloven meget skriver om, hvem der kan og ikke om, hvem der skal.

      Og tak for tip. Det er en ringe trøst for os alle, sådan helt generelt, men det er rart at vide, at man ikke er alene.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.