Maskebal og Kernehuse

Jeg har og har altid haft mange forskellige typer af mennesker i mit liv. Mine fødselsdage har altid været et kludetæppe af holdninger og socialklasser, og jeg har altid sat pris på, at der er så stor variation. Selvfølgelig har man brug for sine ride or dies, men jeg synes, det er værdifuldt, at vi i leddet længere ude kan spejle, sparre og støtte hinanden på forskellige måder og i forskellige sammenhænge. At jeg f.eks. har en kollega, som jeg sagtens kan tale privat med, uden at vi ses ved siden af jobbet, at jeg kan have noget, der minder om et venskab med en forælder fra et af børnenes klasser, eller at jeg kan have en solid relation, der primært er bundet op på en funktion, som f.eks. bestyrelsesarbejde. Hvor vi mødes i og om det, der binder os sammen, og hygger os hele vejen, men ellers ikke har med hinanden at gøre.

Fordi forskellighed for mig altid har været noget, jeg opfatter som en fordel, har jeg studset lidt over, at jeg det sidste års tid har .. reageret på mennesker, jeg jævnligt krydser bane med. Mennesker, jeg egentlig godt kan lide, men som alligevel får mine antenner til at stå og vibrere umærkeligt. 

Én af dem løber vild i sine egne historier. En anden ændrer adfærd, afhængigt af, hvem der er til stede. Den sidste har aldrig nogensinde selv en holdning til det, vi taler om.

Der er som sagt ingen af dem, der er i det nære netværk, og derfor er det ikke noget, jeg som sådan føler mig kaldet til at reagere på. Men jeg kan alligevel mærke, at jeg mentalt træder et halvt skridt bagud, når jeg støder på dem, og efter at have tygget på det, er jeg nået frem til, at det er fordi, det på mig virker som om, de ikke har nogen kerne. At der ikke er noget, der er essensen af dem.

Det kan der være tusind grunde til, og mange af dem er formentlig både forståelige og gode. Det kan også handle om den eneste anden konstante faktor i relationen, nemlig mig. Men uanset hvad, så mangler de den essens af personlighed, man knytter sig til i andre mennesker, uanset om det er i en venskabelig, professionel eller romantisk relation.

Ikke for at sige, at vi alle sammen er den samme person hele tiden. Jeg er forskellige versioner af mig selv, afhængig af, om jeg er datter, mor, søster, kollega, kæreste, ven eller tillidsrepræsentant. Jeg har forsøgt at finde et bedre billede på, hvad jeg mener, men det, der bliver ved med at falde mig ind, er sammenligningen med en diamant. Den har forskellige sider, og vil se forskellig ud, afhængig af lyset, der falder på den, og hvilken side, der vender frem, men det er uomtvisteligt den samme, genkendelige sten i både størrelse og karat, uanset hvordan du holder den.

Når jeg er afsted med en kollega, og hun tilfældigvis møder et menneske, hun kender privat, så kan jeg jo i langt de fleste tilfælde stadig genkende hende i samtalen, selvom hun pludselig har sin private personlighed på.

Og jeg advokerer ikke for, at vi alle skal gå rundt iført falskhed og sleske smil – men der sker noget med min måde at opfatte mennesker på, når jeg får en mistanke om, at de altid bare hyler med de ulve de er iblandt, og aldrig selv har noget på spil.

Det bliver tit ekstra tydeligt, hvis de gemmer sig, når der er flere mennesker til stede; i hvert fald når man ved, at det ikke handler om utilpashed ved mange mennesker, eller diagnoser, der giver udfordringer. (Og læs lige den sidste sætning igen, for ellers kommer den til at trække kommentarfeltet skævt).

Men det er for mennesker uden grundkerner umuligt at være sammen med flere, som de normalt kun er sammen med 1:1, fordi de simpelthen ikke kan spille alle de forskellige roller samtidig. Derfor bliver enhver type adfærd i plenum en afsløring, og så er der pludselig noget, der føles forkert. I hvert fald for mig.

De Kerneløse får mig til at være på vagt, og det er nok i virkeligheden derfor, jeg reagerer på dem. For det er jeg ellers meget sjældent.

Det behøver ikke være Nietzsche og Freud og Hvordan Går Det Derhjemme med alle. Som jeg startede med at skrive, sætter jeg enormt stor pris på forskellighed, og på, at der kan være tyngde i relationer, der måske ikke traditionelt er nogle, man tænker på som tætte. Men der skal være en genkendelighed i folk, som indikerer, hvem de er, sådan helt inderst inde. Hvis man ikke rammer noget hård substans, når man mærker efter, så kan de formes 100% efter omgivelserne, og så bliver de aldrig en væg, man kan læne sig eller spille bold op ad.

Published by

14 Replies to “Maskebal og Kernehuse

  1. De Kerneløse. Det er et godt begreb. Jeg er temmelig ny i mit job og læner mig op ad en erfaren kollega. Hun er høflig men kerneløs. Er hun træt af mig? Gør jeg det ok i hendes øjne? Jeg har ingen anelse og det er anstrengende.

    1. Det er faktisk en vinkel, jeg selv har tænkt over, men skar fra indlægget, fordi det blev for langt. For det er nemlig noget af det, der også gør, at man faktisk bliver tvunget til at forholde sig til dem; at man selv kommer på overarbejde med at gætte, når de ikke bekender kulør. På en mærkelig måde kommer man til at bære en mere end sin egen halvdel af kommunikationer og interaktionen, når modparten ikke løfter sin andel?

  2. Uha da. Jeg er godt nok bange for, at jeg er kerneløs, for jeg ændrer mig absolut efter, hvem jeg er sammen med. Som oftest skyldes det, at jeg faktisk er nem at overbevise, når jeg står overfor et godt argument. Af og til er grunden, at jeg respekterer, den jeg taler med, selvom personen ikke har den samme grundlæggende viden om et emne, som jeg selv har. De kan bare have mange flere aktier i emnet, og så viger jeg, fordi jeg som sagt respekterer dem – om end for noget helt andet…
    Min uddannelse er det, man kalder “lang videregående” indenfor det humanistiske område, og i virkeligheden føler jeg, at den gør mig mere usikker på min egen “kerne”, så det kan faktisk godt være, at jeg virker kerneløs…
    Tak alligevel for din meget dejlige, sprogligt ekvilibristiske og øjenåbnende blog

  3. “Kerneløs” læner sig jo herligt op ad “kernehus” – for ikke at tale om “skrog” … Jeg tror nok, jeg forstår, hvad du mener, og jeg kan også godt genkende fornemmelsen af at have lagt (noget af) sig selv i det, man nu har investeret i samtalen eller debatten, for blot bagefter at føle, at den anden part egentlig ikke har været særligt engageret, men blot er hoppet over, hvor gærdet er lavest. Ydermere kan jeg heller ikke udelukke, at jeg sommetider har været kerneløs, fordi jeg ikke har ofret hverken blod, sved eller tårer på at sætte en holdning i søen, eller simpelthen har ønsket at undslippe en situation, hvor en meget intens person har forsøgt at trænge mig op i et hjørne angående noget, jeg simpelthen ikke har følt var indsatsen værd. Kald mig så bare skrog, men ræk lige hånden op, alle I, der aldrig har prøvet noget lignende.

    1. Janne og Henny:

      Jeg er ikke nået i mål med at forklare, hvad jeg mener, hvis taket er, at man ikke må takke nej til at engagerer sig i nogle samtaler, eller ændre holdning, når man får nye informationer eller andre vinkler forklaret.

      Jeg tænker ikke på enkeltsamtaler eller -situationer. De vil altid afhænge af deltagere, tidspunkt og overskud, sådan helt generelt.

      De mennesker, jeg har i tankerne, er dem, der aldrig viser ansigt. Som aldrig har en holdning, eller man ofte tager i at tale de andre tilstedeværende efter munden. Som f.eks. ofte ringer for at sludre – men hvor man efter noget tid opdager, at de aldrig fortæller noget om sig selv, og glider af, når man spørger. Eller hvor man hører dem fortælle en historie og så, nogle uger senere, hører dem fortælle den samme historie igen – men hvor detaljerne pludselig er lavet om.

      Jeg synes ofte, at de tager noget tid at spotte, fordi man skal få øje på mønsteret, før man kan se det. Og i det ligger, at adfærden skal være systematisk nok til at have et mønster.

      Giver det mening?

  4. Meget interessant indlæg – tak for det! Jeg har filosoferet lidt over det og tror måske jeg kan forekomme kerneløs. Hvilket er paradoksalt, når min mand beskriver mig som en en dobbelt espresso med snaps 😀
    Men jeg føler simpelthen ofte at jeg er for gammel og træt til at gide tage diskussionen, som ofte følger med at have holdninger. Jeg er nok i særdeleshed kerneløs på de sociale medier. Fordi… Jeg er simpelthen træt, allerede inden jeg kommer igang med at debattere.
    Måske hænger det sammen med, at jeg hat en 8-årig derhjemme, som altid gerne debatterer. ALT..
    Jeg vil tænke lidt videre over det, tror jeg – og måske blive klogere på mig selv.

    1. Men hvis man spurgte dine kolleger og de andre forældre i den 8-åriges klasse – ville de så opfatte dig som kerneløs? For jeg synes, det er noget helt andet at vælge sine kampe med omhu. Selvom (eller måske endda især når) man gør det, er det vel nærmere et tegn på selverkendelse og integritet, som næsten er det modsatte af kernefattig, tænker jeg?

      Og jeg tror også, at vi alle har nogle sammenhænge, hvor vi skruer lidt mere ned, end vi normalt gør. Enten pga. kontekst, deltagere eller mangel på strøm på batterierne. Det er måske også noget, der kommer med alderen, tror jeg? At man lærer, at man ikke kan tage hver eneste kamp, man snubler over, og at man godt kan takke pænt nej til at have en holdning til alt <3

  5. Kerneløs, det er et godt ord for den slags mennesker som altid har undret mig: De mener tilsyneladende kun noget hvis det er “gratis” at have en holdning. Deres engagement er ikke-eksisterende, og de er nysgerrige, på grænsen til det snagende, mht. andre menneskers liv, men deler nødigt noget fra deres eget.
    Nu ved jeg andre har tænkt over det samme, det er rart.

  6. Hmm.. jeg er i tvivl om jeg forstår det forkert når jeg læser kommentarerne men jeg synes der er forskel på at være konfliktsky og kerneløs. Og jeg synes faktisk også jeg kender mennesker som ikke er stille men tværtimod altid siger noget..dog uden rigtig at sige noget konkret. Og som jeg ikke “ved hvor jeg har”. Jeg gider ikke deltage i debatter online (bortset fra her), jeg diskuterer ikke dybe faglige emner med mine veninder der laver noget helt andet. Men jeg tror ikke jeg opfattes som kerneløs. Hvis mine kolleger og veninder mødte hinanden vil de ikke være i tvivl om humor, prioriteringer osv. Er de samme selvom de selvfølgelig ville vide forskellige ting om mig. Til gengæld har jeg en kollega der har skiftet job og som har ændret adfærd og holdning til en masse ting fordi titlen er en anden (stedet det samme) og det gør mig utryg. Jeg kan godt smalltalke og arbejde sammen med men jeg stoler ikke på vedkommende på samme måde som andre kolleger hvor jeg ved at den holdning de har er den samme om de snakker med mig eller ledelsen. Jeg opsøger ikke den relation fordi jeg ikke er sikker i den. Det er ikke det samme som ikke at gå ind i alle konflikter/diskussioner man møder på sin vej. Men for mig handler det heller ikke om at være enig. Bare jeg har en fornemmelse af hvem folk er..at de er ægte.

  7. Hej Linda. Det sætter en hel masse tanker igang, det du skriver her. Spændende 🙂 Jeg vil lige prøve med et andet perspektiv på det, nemlig at ingen helt grundliggende er kerneløse. Der vil svare til at sige, at de ingen substans har. Og det har alle. Ikke alle er dog igennem deres liv blevet understøttet i at være tro imod sig selv, eller har fået opbakning til at tage sin plads i verden. Det du mærker som kerneløs, kunne måske nærmere være usikkerhed, manglende selvværd eller selvtillid? Den slags mennesker kalder (tror jeg) på tid, plads og lydhørhed frem for afvisning (måske?)

    1. Hej Sara.
      
Jeg tænker, at vi lige taler 10 grader forbi hinanden her, for jeg forstår 100% hvad du mener. Men jeg tror, det er to forskellige grupper/sammenhænge, vi taler om?

      For jeg er enig; ingen kommer uden noget. Men der er forskel på, hvor meget integritet folk har, og hvor tydelige de er ift. hvem de er, og hvad de står for. Og hvor jeg egentlig selv mener, at jeg har ret stor omsorg og sympati for mennesker, der er vokset op under mindre priviligerede vilkår end mig, så er jeg også efterhånden blevet så gammel, at jeg mener, at vi alle, hver især, har ansvar for at være de mennesker, vi gerne vil være. 40+ har jeg ikke længere helt den samme tålmodighed med mennesker, der undskylder adfærd med historie, for vi har alle sammen noget med – og vi vælger alle, hvad vi gør med det.

      At man eksempelvis lyver lystigt om alt mellem himmel og jord, kan sagtens stamme fra, at man som barn har haft det ad helvede til, og har lært, at det er sådan, man gør sig interessant. Eller at man faktisk er mønsterbryder og pludselig står i et segment, man ikke har lært at begå sig i. Og alle har ret til en ommer eller to, fordi det bare altid er svært at komme fra start på en bane, man ikke kender. Men derfra træffer man konkrete beslutninger om, hvordan man fortsætter, og dér slipper jeg, hvis jeg kan se, at man ikke selv ønsker at gøre det anderledes. I sidste ende ligger ansvaret for egenudvikling hos den enkelte, og man brænder ud, hvis man forsøger at hjælpe mennesker, der ikke vil hjælpe sig selv.

      Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke har en dagsorden ift. at de her mennesker skal ændre adfærd. Vi gør alle det, vi føler giver os det bedste udbytte, målt på livskvalitet, relationer osv. Men på samme vis har jeg truffet et valg om, at de mennesker, jeg omgiver mig med, skal være genkendelige og vide, hvad de står for.

  8. Sådan har jeg det også. Har kæmpe respekt for folk, der brænder for et emne, og hvis det ikke er noget, der betyder meget for mig, så viger jeg. Kommer vi ind på noget, der er vigtigt for mig, står jeg op for det, hvis jeg orker, men grundlæggende gider jeg ikke diskutere noget som helst bare for diskussionens skyld, så det skal være fordi jeg føler det er det være. Der går ikke noget af mig ved at folk tror eller antager noget forkert om mig.

    1. Lige her synes jeg, det er ret vigtigt at skelne mellem ørkesløse diskussioner med mennesker, som man ellers ikke interagerer med, og engagement de relationer, man er en del af. For ingen orker at tage alle diskussioner, og vi har vist også alle haft dem, der er så diskussionssøgende, at alt er til debat. Det er udmattende. Men fællesskaber eksisterer kun, hvis man investerer i dem, og gør man ikke, hvis man aldrig viser, hvem man er.

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.