Mød mig i mørket

Dagene går og vi går med. Eller. Går og går. I rask gang, i hvert fald. Grænsende til spæn. Der er simpelthen så travlt på arbejdet lige nu, og pga. vintertid føles det som om, det er nat, både når vi kører, og når vi kommer hjem.

Samtidig er der mange andre ting på pladen, der også skal passes. Skolepsykologen er netop i dag vendt tilbage med, at de i hendes team laver indstillingen til os, og det var en delmålsplatform, der var rar at nå. Fordi skolen efter mødet, hvor jeg brændte 3 sikringer over i raseri, har strammet gevaldigt op, har vi ikke travlt-travlt med at få lavet udredningen; hele processen kører på to spor for mig. Det ene handler om at få skolen til at tage og føle ansvar for at undervise Anton, så han lærer noget, og ikke bare sidder til opbevaring, og her synes jeg, at vi nu er et godt sted. Dem, jeg arbejder tættest sammen med, er ved at kende ham så godt, at de ægte ved, hvordan de hjælper og støtter ham, og jeg kan se tydelig forskel på, hvordan det påvirker hans overblik positivt. 

Det andet spor handler om at få papirer på, hvad problemet reelt er. Ikke fordi jeg og vi som sådan skal bruge det til noget her og nu, men fordi det er umuligt at forudsige, hvordan Antons behov udvikler sig. Måske kunne det være meget fedt at komme på en efterskole eller ind på en uddannelse, der arbejder *med* børn som Anton og ikke imod dem. Måske bliver der behov for, at der lige svinger en voksen forbi et par timer pr. måned for at hjælpe med at sikre, at huslejen bliver betalt. Måske giver det adgang til fællesskaber, hvor han kan danne relationer på egne præmisser. Eller måske kommer han og vi ikke til at skulle bruge det til noget som helst. Men ved at gøre alt, hvad jeg kan for at få fundamentet bragt i orden nu, så håber jeg, at dørene er låst op, hvis han på et tidspunkt får behov for eller lyst til at gå ind ad dem.

Og nu vi er i medicinalhjørnet, så er jeg i gang med at få os oprettet hos den nye læge, så vi kan få booket tid til influenzavaccine til Frida og mig. Med den gigantiske kontaktflade på tværs af segmenter og geografiske grænser, mit job giver mig, vil jeg godt tage én for holdet ift. at begrænse risikoen for smitte. Samtidig har jeg været inde at tjekke, hvornår jeg kan få 3. stik, hvilket desværre først bliver omkring februar, hvis den nuværende plan holder stik. På plussiden slipper jeg så for at zombieslæbe mig gennem december, hvis jeg bliver ramt af samme infame træthed som sidst. 

Det trækker også op til fødselsdag, og jeg har brugt lang tid på at vride hjernen for ideer. De er store nu, drengene, og vores hus er lige så småt, som det plejer at være. Aldersmæssigt er de også et sted, hvor det kan være svært at finde fælles fodslag på aktivitetssiden, og årstiden er træls ift. at satse på at kunne være ude. Jeg har gjort det før, men det giver faktisk bare dobbeltarbejde, fordi man er nødt til at have en plan B, og derfor har vi i år besluttet at holde det i svømmehallen. Det er bestemt ikke gratis, men efter at have vejet for og imod i et par uger, er jeg nået frem til, at det er udgiften værd. Det bliver en fødselsdag, hvor alle er med på samme præmisser, de kan larme ALT det, de gider, og der er meget, meget lidt arbejdet i det for mig.

Endelig er der nisser i horisonten, og jeg har i år besluttet, at re-tænke hele arrangementet. Første søndag i advent kommer den nye nisse i byen til at lægge et brev, hvori han forklarer, at hans rute er omlagt, så han nu kommer med adventsgaver om fredagen, og i stedet for at drille om natten, så gemmer han en lillebitte ting i løbet af dagen, som de så skal finde, når de kommer hjem fra skole. Jeg tænker, at i år bliver sidste riv med nissen, vi kører, og begge unger elsker det så højt, at jeg ikke nænner at sende ham på pension. Men Anton sover først kl. 22, og Frida er på toilettet hver eneste nat, så det giver nogle ret store begrænsninger ift. hvad man kan drille med, hvis ikke alle skal være lysvågne kl. 2, når hun får øje på køkkenbordet, som er pakket ind i aviser. Samtidig vågner hun helt uRIMELIGt tidligt, når der er optræk til løjer, og det går simpelthen ikke, når dagene er så lange, som de er for tiden. Derfor: Gaver fredag morgen, hvor vi alligevel skal op og afsted, og så en pakke tyggegummi eller en lille glaskugle i hverdagene, som jeg gemmer, når ungerne er sat i bilen om morgenen.

Så altså. Hamsterhjul og planlægning, mens vi holder båden flydende. Et halvt afsnit af Squit Game og 10-20 sider i Pigen og Mørklingen inden sengetid, og så lidt CBD og ASMR at sove på. Nu skal jeg bare bede om, at verden lige trækker vejret, så vi kan hibernate på sofaen og nyde, at årstiden jo faktisk lægger op til stearinlys, gløgg og bløde tæpper. Det ville være rigtig rart.