Bloggen

Har lige set en fyr i fuld rollespilsuniform. Prøvede at lade være, men kom til at råbe: “Iskrystaller!! Iskrystaller!!”, mens jeg smed imaginær hulmaskinefnuller efter ham.

Enten var han Vred Ork #2, eller også synes han ikke, at jeg var sjov (helt, helt utænkeligt).

Har set et stillingsopslag på et job, som lyder sindssygt spændende. Noget med kommunikation, og hvor man må skrive. Sådan for real. Har lagt det ud på mit skrivebord, og havde egentlig tænkt mig at søge det, men da jeg åbnede dokumentet forleden, synes jeg pludselig slet ikke, at jeg havde noget at tilbyde disse mennesker.

På et par af de blogge, jeg følger med på, kan jeg læse om tilsvarende, hvinende præstationsangst. Alle er de skrevet af intelligente, velformulerede kvinder, som efter indlæggene at dømme, er skruet ret godt sammen i hovedet.

For det utrænede øje, kan det ligne falsk beskedenhed og et forsøg på at få nogen til at rose os, men hvis man gør det, når vi sidder der, plastrede til i indbildte fejl og mangler, bliver vi nærmest endnu mere paniske. For hvis du synes, at jeg er dygtig, så er der ENDNU mere at leve op til – og dermed endnu flere muligheder for at skuffe og falde igennem.

Men det skal være slut. Det klæder ingen at tale sig selv ned. Og man kunne jo være så uheldig, at der en dag ikke var nogen, der gad sige én imod, fordi man ved lang, ihærdig indsats havde fået dem overbevist om, at man havde ret. Derfor: Nu tager jeg til Skanderborg og skriver blændende gode, dybdeborende artikler om bøgeskovsmafiosoer og musikkens beskidte undergrund.

Nogen, der gerne vil nævnes i takketalen?

Kan man ansøge om at blive sat kunstigt i overgangsalderen? Noget ondt ved navn PMS har besat mig, og for hver eneste måned der går, bliver det bare værre og værre. Og værre. Da jeg var 20, mente jeg, at PMS var noget, hysteriske Femølejr-levn havde opfundet som undskyldning for at stille urimelige krav til mænd, om alt mellem himmel og jord. Da jeg var 25 indrømmede jeg modstræbende, at man måske nok kunne have lidt ekstra lyst til chokolade, når det var op over. Jeg er i dag 31, og det er nu så slemt, at jeg kan optræde med det.

Min mave føles som om, jeg har drukket lava rørt op med saltsyre. Jeg ser ud som om, jeg er gravid i 4. måned. Mit hår fedter, jeg har kvalme og jeg løber hele tiden manisk rundt og råber: ”Er det ikke utrolig VARMT herinde?!”, mens jeg flår vinduer af hængslerne, og rykker mit tøj i stykker, fordi forfandenikkeertilatfåAF!

Mit humør er i særklasse utilregneligt. Det ene øjeblik er jeg pjevset og vil aes. (Mmmm. Aening. Man kan få mig til ALT, hvis man aer mig, når man spørger.) Så skifter det, og jeg forvandler mig til Evil Mistress of Satan, og alle skal bare lukke røven og tage sig sammen. NU. Lige indtil jeg bliver spurgt, om jeg vil have mælk i kaffen og begynder at græde, fordi jeg ikke kan tage stilling til noget så kompliceret, og bare véd, at alle hader mig, fordi jeg er dum.

Vil gerne sættes i karantæne, lægges kunstigt i koma og fryses ned Eller bare som minimum have lattergas udleveret på statens regning. Til mine omgivelser. Undskyld!

Mandag igen og en silende våd en af slagsen. Må godt lige få regnet af, inden vi tager på Skanderborg, synes jeg.

Weekenden har været en mystisk blanding af manisk aktivitet og komatøs afslapning. I mit fitnesscenter har flere af mine kolleger valgt at forlade os til fordel for verden udenfor, og da den resterende del af os også gerne vil have lidt ferie, betyder det, at man tilbringer temmelig mange timer i lycra og headset, når man er en af dem, der er hjemme.

Lørdag bød således på 3 hold med mig i den gule trøje. Kunne godt mærke, at jeg har undervist mandag, tirsdag, torsdag og fredag. Og at jeg ikke er 25 mere. Derfor var Stella Polaris en kærkommen lejlighed til at ligge med gode venner på legetæppet og skiftevis glo op i himlen og hyggesnooze, mens lydnørder aede os på trommehinderne.

Søndag var jeg oppe kl. 8. Frivilligt. Arbejdede intensivt og efter 4 timer og 7 kopper kaffe, var jeg igennem bunkerne, og kunne med rystende hænder lukke computeren ned. Besluttede at ignorere nullermændene (selvom jeg ikke kan lade være med at tænke på, om det er normalt, at de har hjelme og lanser og graver ud til voldgrav?) og bare læse. Elsker at læse. Lukkede dagen med halvanden times undervisning i en krop, der med Bruce Willis stemme forsøgte at fortælle mig, at den er too old for this shit. Fik søndag aften til at gå med skiftevis at ligge i fosterstilling og stå i Omvendt U (tænk markarbejdende somali-kvinde), fordi min krop forsøgte at afstøde sig selv.

Nå. Fuck it. 3 dage i trøjen, så er der ferie. I can do that.

Jeg er en af dem, der godt kan lide hedebølger (og snestorme for den sags skyld). Elsker den fornemmelse af undtagelsestilstand, det udløser. Alt bliver barberet ned til bare necessities, og der udvises en vis overbærenhed overfor halve løsninger og manglende overskud. (Undtagen når man sveder rigtig meget, og skal noget ubehageligt. På skal-skal måden. Så kan man godt mærke, at lunten er kortere i varmen.)

Mit eneste problem er nætterne. Hovedproblemet er andre mennesker, men varmen er indirekte skyld i, at de bliver det. Da de fleste lejligheder i Århus forvandler sig til svedbokse om natten (varmen, der stiger opad og alt det der) sover jeg helst med døre og vinduer slået op på vid gab. Hvilket betyder, at andre menneskers holdninger til, hvor meget man må larme efter kl. 23, pludselig bliver relevante for mig.

Lyde fra folks soveværelser kan jeg acceptere. Alle ved, at libidoen stiger i takt med temperaturen, så jeg har stor forståelse for, at folk bliver nødt til at … forene kødet for åbne døre, og det er da også mit indtryk, at de fleste prøver at tage hensyn og være stille ved f.eks. at bide i dynen *ahem*. Men når hele Teknisk Skole holder fest i min baggård til kl. 5 onsdag nat, bliver jeg altså en lille smule stram i betrækket. Denne flok er fejlcastede som smede og malere: Med de lunger skulle de have satset på karrierer som trompetspillende dykkere, hele banden.

Derudover er jeg også med på lidt hurtig terror overfor den finske ambassade, hvor en avispakkecentral holder til. De 3 polakker, som møder ind kl. 0100 zulutid, snakker ikke sammen, når de arbejder. De råber. Ellers kan de ikke overdøve musikken og bilen, de har til at stå og køre i tomgang. Hele natten. Midt i byen. Hvor man kan slæbes i retten, hvis man bygger en carport, der er 5 cm højere, end hvad lokalplanen foreskriver.

Jeg kan selvfølgelig vælge at betragte det som indledende strækøvelser til Skanderborg Festival. Måske bliver det i år, jeg er så immun, at jeg kan sove uden ørepropper?

Hvorfor er der ingen, der laver en Bland-Selv-Grøntsagsbiks? Elsker salat med tusinde ting i, men træls at man kun kan købe 10 løg, 15 asparges og 20 sugarsnaps af gangen. Ville det ikke være smart, hvis man kunne nøjes med at købe 2 gulerødder, 4 tomater, 3 springløg osv?

Har vi nogle iværksættertyper, der læser med?

Jeg befinder mig heldigvis sjældent i akavede situationer. Måske er jeg god til at undgå dem; måske opdager jeg bare ikke, når jeg bør være utilpas eller pinlig berørt – eller får andre til at blive det. Men i går aftes fik jeg for en kort bemærkning lov at opholde mig i Den Ukomfortable Zone.

Finnen og jeg tog til stranden til en sen dukkert og lidt mad. Da vi parkerer bilen, siger finnen helt, helt afslappet: ”Nå, det er da Kongen, der sidder der?”. Som i: Min sommerfling fra sidste år, som jeg har fortalt om, fordi jeg tror på konceptet Ærlighed. (Og lidt fordi han har forretning i finnens baghave.) … Super. Hvorfor bliver jeg aldrig for gammel til at synes, at den slags er en lille smule pinligt? Vi har mødt hinanden 100 gange siden, hilst, snakket og har fælles bekendte, og der er no hard feelings overhovedet. Jeg havde stadig lyst til at tage finnens hånd og hurtigt få os hevet ud af Kongens synsfelt.

Tasker med mad og poser med badetøj ud af bilen. Hilser pænt og voksent. Af sted mod trappen. Finnen kommer nu i tanke om, at han har glemt noget. Der står jeg så med 3 store tasker, da long lost friend af finnen pludselig kommer i raskt trav ud af skoven, og fikserer ham i svedigt, kammeratligt knus. Stor gensynsglæde.

I mellemtiden har Kongen fået selskab af to hoffolk. I et forsøg på at liste ubemærket af, råbe-hvisker jeg, at jeg går ned, skovler bagagen op og styrer mod trappen. ”LINDA, DU SKAL DA IKKE SLÆBE ALT DET SELV!!”, råber finnen bekymret og galant. Her er det vigtigt at forstå, at han virkelig mener det. Resultat? Jeg nu står som overlæsset æsel, svedende og med 5 mænd, der kigger undrende på mig. Tænker, at de forsøgte at få øje på enten burka eller røde strømper.

Ned af trappe, tøj af, ud i vand. Der går lidt, inden det går op for mig, at vi nu alle sammen ligger og padler rundt i samme vandpyt. Da vi kommer op og sidder og spiser, skal royal trop forbi. Flere gange. Jeg ved nu, at grænsen for, hvor mange gange man kan sige ’hej’ uden at det virker mærkeligt, går ved 2.

Hvorfor er det sådan?? Måske fordi folk, der engang har haft adgang til privatlivet, er forment visuel adgang, når deres visum er udløbet? Eller måske nærmere fordi jeg egentlig helst er fri for at se tidligere finske landvindinger *syngende-smiley-med-lukkede-øjne-og-høretelefoner*, og derfor automatisk går ud fra, at det samme gør sig gældende modsat.

Har været inde og se Batman. Havde egentlig på forhånd tænkt, at jeg ikke helt vidste, hvorfor jeg gerne ville se den. Jeg bliver altid skuffet over superhelte-film. Har set Spiderman, 3 af de tidligere Batmanfilm og et par stykker mere i samme kaliber, og jeg har hver gang syntes, at handlingen var tynd tynd tynd. Producenten gerne vil have det hele med, både kærlighed, special effects og moralske dilemmaer, og resultatet bliver en spinkel, utroværdig historie uden dybde overhovedet. Men med gode billeder, dog.

Jeg elskede The Dark Knight. Fantastiske skuespillere (elsker Morgan Freeman!), helt rigtig vægtning af, hvor meget de forskellige personer skulle fylde i historien, flotte billeder og troværdighed overfor genren ved at lade nogle af De Gode dø. Heath Ledger er fortvivlende god som Jokeren. Fandme godt nok spild af talent, at han er tjekket ud.

For et års tids siden sad jeg og snakkede med en veninde, som er i et – udadtil – meget stabilt forhold. Kæresten og hende har kendt hinanden i årevis, så stor var min overraskelse, da hun sagde, at hun jævnligt blev grebet af frygt for, at han ville gå fra hende, når de skændtes. De følgende uger lavede jeg en rundspørge blandt veninderne, og det viste sig, at noget, der ligner 80 % af alle adspurgte, havde det på samme måde, og at det var mere udpræget hos dem, der havde mødt kæresten i en sen alder, end dem, der havde kendt hinanden siden 8. klasse. Logisk nok, måske. Når man passerer 30, så har de fleste fået en rift eller to over snuden, der gør, at man nok er lidt mere forbeholden nu, end da man var 14.

I weekenden læste jeg så i Politiken, at statistikken siger, at når folk går fra hinanden, er det oftere kvinden, der går fra manden end omvendt. I første omgang studsede jeg; Det passede jo ikke ret godt med resultatet af min ufejlbarlige, repræsentative opinionsundersøgelse. Men efter at have spekuleret lidt, nåede jeg frem til, at det måske alligevel ikke var så mærkeligt.

Når man er bange for at miste, hvad man har, passer man godt på det. (Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke har spurgt mine drengevenner, hvordan de har det med blive-gået-fra-angsten, så muligvis er alt, hvad jeg skriver herfra og ned helt og aldeles forkert, og udelukkende udtryk for forskersjusk og forurenet kildemateriale.) Anyway: Udmeldingen fra veninderne var, at deres kærester virkede sikre i forvisningen om, at pigerne ikke ville gå nogen steder. Jeg tror ikke, at det er udtryk for, at fyrene ikke er glade for kæresten eller for at de tager hende for givet – jeg kunne mere mistænke det for at være noget kønsbestemt. Piger passer godt på deres legesager og får tårer i øjnene, hvis der kommer en ridse i overfladen på glimmerdiskorulleskøjten. Drengene opfatter legetøj, som noget, der skal bruges, og ser det ikke, hvis bolden er møgbeskidt eller sværdet skal holdes sammen af gaffa.

Som med alt andet handler det vel om at mødes på midten. Hvis man føler sig overset, taget for givet og som den, der skal lappe sammen og glatte ud hver gang, er det måske ikke så mærkeligt, hvis man en dag får nok, køn underordnet. Omvendt kan man heller ikke bebrejde den anden, at vedkommende ikke kan gætte, hvad man tænker. På en eller anden måde, er man nødt til at finde fred med, at man satser sig selv og sit hjerte i spil, hvor der ikke gives garantier. Men derfor kan man jo godt tænke lidt over, hvilken rolle man selv vælger at tage. Hvis man vælger at rydde op, gøre rent, vaske op og vaske tøj uden at bede om hjælp, er der vel ikke noget at sige til, at kæresten ikke opdager, at det skal gøres. Hvis definitionen af ’ren’ er forskellig, kan man måske finde et kompromis. Hvis man gerne vil have komplimenter, kan man prøve at spekulere over, hvornår man sidst selv gav en. Hvis man ikke har lyst til at ende med at skulle passe sit barn uden hjælp, kan man prøve at lade være med at overtage, når kæresten klæder ungen på i pink og rustrød.

Tvivl og angst er nogle trælse følelser at have på hylden i et forhold, men jeg synes samtidig også, at det er vigtigt at huske, at kærligheden er noget man er heldig, når man finder, og som man derfor skal tage vare på. Det er værd at huske, at man ved at bide alting i sig, risikerer at ende med at skabe det resultat, man frygter: At forholdet falder fra hinanden. Ikke fordi han ikke kan tackle dig eller dine krav, men fordi fundamentet ikke er i orden, hvis du lader som om, du ingen grænser har.

Hvis man fjerner diskussioner om ting, der er ligegyldige, og man er opmærksom på sit eget ansvar i forhold til at skabe uhensigtsmæssige mønstre, så kan det være, at man får skabt ro og mod nok til at turde tage konfrontationerne om de ting, der betyder noget. At bruge energi på at løse de svære ting, er jo i virkeligheden det bedste bevis på, at man gerne vil være sammen med den anden.