Kender du den om blondinen, der skulle gøre rent?

De sidste tre måneder har min støvsuger opført sig som patient, der har od’et på panodil: De vitale organer er langsomt sat ud, og efterhånden ville det være mere effektivt at fjerne nullermænd og nytårsglimmer med mundholdt sugerør. Derfor har jeg idag investeret i ny, rød husalf. Fragtede den hjem på bagagebærer og bar den ærbødigt over dørtærsklen. Efter at have pakket ud og samlet, tænkte jeg, at kassen kunne bruges som kiste til min hedgangne Nilfisk. Da jeg tager den ud af skabet, kigger jeg på den med det ekstra lange afskedsblik – og opdager mystisk knap, der kan skrues op på 1300, men som står på 300…

Nogen chance for at Synkron-Støvsugning er på vej ind på listen over OL discipliner?

Kamp til stregen, flasken og flæsket.

Hvis man lige er vågnet af fire års koma, ville det være nok at kaste ét blik ud af vinduet og et andet i Århus Onsdag for med usvigelig sikkerhed at kunne sige: Det er januar.

Nåede det nogensinde at blive lyst idag? På to dage er temperaturen faldet 10 grader, Århus Kommune salter og ud af ingenting opstod en blæst, der er Esbjerg værdig. Man skal passe på, når man cykler (det holder aldrig op med at være sjovt at se andre mennesker komme cyklende med ansigtet låst fast i ‘jeg-er-MEGET-koncentreret!’-mimik, for så pludselig SPLAT!! at vælte, *smiley-der-vrider-sig-i-latterkrampe*) og glemmer man sine vanter, er man selv ude om det, når fingrene skal amputeres pga. frostskaderelateret koldbrand.

Århus Onsdag er ét langt forsøg på at få lov at absorbere medlemmer fra Club New Year Resolution: Reklamer for fitnesscentre, annoncer fra AA, NA, Vægtvogterne og tilbud om hjælp til rygestop og behandling af ludomani. Metoderne til at lokke de respektive, angrende syndere til, er mangfoldige. Kan se, at flere motionscentre giver fedmerabat. I mine ører lyder det som en hysterisk idé udtænkt af tynde, overexcitede marketingfolk på coke. Hurtig håndsoprækning: Hvor mange gider at være så fede, at det udløser rabat? Moralsk set er jeg heller ikke sikker på, hvor forsvarligt, jeg synes det er, at belønne folk for at øge deres misbrug? Når man opfordrer folk til at æde sig igennem december, Packman-style, for at få et billigt medlemskab i januar, er det så ikke det samme, som hvis AA udlovede rabat, for hver dom for spritkørsel, du kunne fremvise ved indmeldelse? Som at fortælle Robert Hansen, at han bare skal have snuden i sneen tre gange mere for at have sparet op til et helt års gratis medlemskab i NA? Som at love Daisy, at hvis hun kan tvinge den gule kulør på klaveret i kæften to nuancer mørkere, så udløser det 5 års gratis forbrug af Nikotinell? På den anden side kan man vel indvende, at målet helliger midlet. I så fald burde Anonyme Ludomaner måske overveje at udforme deres indmeldelsesblanketter som lottokuponer.

Top 5

– over tanker, der meldte sig d. 1. januar:

1) Hvordan er det menneskeligt muligt at være så tørstig, at jeg nærmest hallucinerer, når jeg igår drak, hvad der svarer til Brabrandsøens samlede indhold i champagne?

2) Hvor kommer alt det glimmer fra?? Glimmer + alabastfarvet ansigt = marmorkuglen Linda.

3) Hvem fanden er de lycra-uniformerede psykopater, der (den 1. januar, for crying out loud!) absolut skal jogge rundt i hele byen og stresse os andre?!

4) Hvornår ringer Burger King til mig, og spørger, hvordan de kan blive en verdensomspændende kæde med succes, så jeg kan forklare dem, at det er et spørgsmål om at skifte den kønsløse salatmayonaise ud med noget ordenligt fritte-snask?

5) Hvor er “Lodret Tekstning” på Subtitles-menuen? Faktisk skidesvært at læse vandret, når man ligger ned.

(2)007 – Med licens til at skride.

Så er de sidste 07-sandkorn ved at finde nødudgangen, og hvis man har læst med her på bloggen, ved man, at jeg hepper dem igennem med opmuntrende tilråb og klapsalver. Desværre slog det mig forleden, at på førstepladsen over Mest Sagte Sætninger, December 2006, stod: “2007, Kom ind!” Det er jo ikke specielt tilfredsstillende, at jeg allerede for et år siden var medium utilfreds med tingenes tilstand i mit liv – og så bare har ladet stå til. Jeg må nok med skam melde, at jeg har gået og ventet på, at der ville komme en voksen og løse mine problemer. (Må man kalde dem det? Eller er det ligesom at sige ‘skraldemænd’ og ‘handikappede’? Risikerer man at blive retsforfulgt af Dansk Sprognævn, til man lærer at kalde det ‘udfordringer’?).

Definitionen på dumhed er jo som bekendt at gentage samme handling og forvente nyt resultat. Hvis jeg vil have forandring, må jeg træffe nye valg. Og det er jeg klar til. Det har været et lorteår. Ikke mindst fordi processen med at finde ud af, at man har valgt forkert, faktisk er temmelig hård. Når man ved, at man skal vælge om, åbner der sig en verden af muligheder, og når jeg sidder der, med kortene bredt ud på bordet foran mig, så er jeg smerteligt klar over, at et hvert tilvalg også er et fravalg. Tænk hvis jeg vælger forkert igen? Men jeg mener ikke, at der er nogen vej udenom. Ikke at vælge er også at vælge.

Ind imellem kan det være omstændighederne der gør, at man må vælge noget til eller fra. Der kan gå lang tid, før man opdager, at man bruger så uhørte mængder af ressourcer på noget, at man ikke kan forsvare over for sig selv at blive ved. Erkendelsen forpligter, og man tvinges til at blande kortene og brede dem ud, selvom man ikke har lyst. Hvor det er dejligt med masser af muligheder, når man er klar til det (aka: ‘omstillingsparat’), så er det stygt at skulle vælge noget nyt, når man egentlig ikke har lyst til at give slip på det gamle.

Den gode nyhed er, at når først valget er truffet, bliver det nemmere. I hvert fald for mig. Vejen er udstukket og det er et spørgsmål om at sætte den ene fod foran den anden og holde øjnene på bolden. 2007 har været året, hvor tæppet blev revet væk under fødderne på mig af flere omgange, og hvor kortene blev spyttet ud med en kraft, der gav mig snitsår på hænderne, når jeg forsøgte at gribe dem. Men nød lærer nøgen kvinde at montere sugekopper under skoene, og trække de jernbeslåede arbejdshandsker på, og efter mange og lange overvejelser ved jeg nu, hvor jeg er på vej hen. Føles som at have gjort hovedrent i sit liv, og det er blevet nemmere at trække vejret.

Nytårsaften må man gerne være lidt højtidelig, synes jeg, og uden af der skal gå Søens Folk og Gud I Vold (fandt vi egentlig nogensinde ud af, hvad det betød?) i den, så har forandringens vinde blæst, og jeg glæder mig til at se, hvad de bragte med sig. Jeg vil lade David Gilmour få det sidste ord for i år, og lukke 2007 med et citat:

Lost in thought and lost in time
While the seeds of life and the seeds of change were planted
Outside the rain fell dark and slow
While I pondered on this dangerous but irresistible pastime

I took a heavenly ride through our silence
I knew the moment had arrived
For killing the past and coming back to life.

Godt nytår.

Heksen, klemmen og terningen.

Højt placeret på listen over trælse følelser, ligger følelsen af at komme i klemme imellem sine venner. Der er ikke meget, der er mere ubehageligt end at vide, at ligemeget hvad man gør, så ender nogen med at blive kede af det eller (oh gru!) skuffede. Jeg er ikke meget i tvivl om, at det er en udpræget pigeting; På legepladsen spillede drengene vist bare bold med dem, der var tilstede. Hos pigerne herskede der allerede dengang et meget avanceret straf/belønning system i forhold til, hvem der måtte være med, og hvilke roller de fik. Når dem man legede med rottede sig sammen, så man fik tildelt rollen som barn i Far, Mor & Børn, havde man enten overtrådt en eller anden obskur børneregel, eller teamet op med den forkerte. Det lyder ondt, men sådan var det, og vi gjorde det allesammen.

Sådan foregår tingene jo heldigvis ikke mere, men man kan stadig opleve situationer, hvor man føler, at man tvinges til at vælge side. Det er sindsygt ubehageligt, for de mennesker man har i sit liv nu, er folk, man har valgt at have der, fordi man holder af dem. Det er ikke længere nogen man bruger tid med, fordi vores respektive forældre har valgt at købe hus på samme vej.

For mit eget vedkommende er mine venner meget forskellige. De er stået på toget på mange forskellige stationer i mit liv, og en del af dem går mange år tilbage. Derfor er det også meget forskelligt, hvilke typer af venskaber jeg har med de forskellige, men jeg ville ikke være nogen af dem foruden. Jeg tænker på personligheden som en form for terning: Den har mange forskellige sider, men man kan kun vise en af gangen. Der er ikke nogen af siderne, der er mere rigtige eller ægte end andre, men der er selvfølgelig nogen der ligner hinanden, og nogen der ikke gør. Derfor kan det være en udfordring, at være sammen med folk, som man bruger to helt forskellige dele af sin personlighed med. Det er svært ikke at føle at man vælger side, når man vælger hviken side af terningen, der skal smides i vinduet. Og så er vi tilbage på legepladsen, og der er jeg ærlig talt lidt træt af at befinde mig. Det var ikke engang sjovt dengang.

Der findes mange afarter af Klemmen. Somme tider bliver man sat i den uden at være i rum med nogen af de involverede parter. For eksempel når én veninden spørger, om hun må kigge forbi til en fest man selv skal til hos en anden veninde – og man ved, at veninde nummer to ikke rigtigt hopper i stolen af begejstring. Eller når man anbefaler en veninde til et job, fordi hun som veninde er pålidelig og trofast – og hun viser sig at være slatten og løs i betrækket som medarbejder. Eller når man sætter en veninde op med en andens bror/fætter/kollega – og hun viser sig at have en sticky-needy side på terningen.

Heldigvis sker det sjældent, og det meste af tiden kan man rafle og slå uden problemer. Måske man skulle dedikere 2008 til at finde en multiside til sin terning? Gerne en, der er lidt rund i kanterne, så den ikke kan klemmes uden at smutte.

What’s your definition of dirty, baby?

Jeg er tilbøjelig til at være enig med Groucho Marx i hans påstand om, at sex er kommet for at blive. Men selvom alle ved, at alle har det, så er det alligevel somme tider nogle underligt tyndbenede samtaler, vi har om det. Der kan selvfølgelig være grænser for, hvor meget man gider vide om sine veninder (og ikke mindst deres kærester..), men man skal kende hinanden ret godt, før der kommer detaljer på bordet. Måske hænger det sammen med, at man kun har sig selv og sin egen track record at sammenligne med. Der er vel ingen, der har lyst til at fremstå som hverken snerpet eller overdrevet frisk. Derfor bliver det tit ved skrækhistorier, man har hørt om andre. Måske for – uden at udlevere sig selv – at få bekræftet, at den grænse man har, er relativt normal.

Og der er mange gode historier at tage af. Der var ham, som scorede en tilfældig aften udenbys. Som godt nok undrede sig over, at hun havde latexlagen på, og også spekulerede på, hvorfor hun hev en kæde med kugler op af skuffen og deponerede dem i ham, en af gangen, et meget privat sted, mens de var igang. Han fik svaret på begge spørgsmål, da hun, lige på toppen, trak til og skabte undertryk. Et rimeligt spørgsmål undervejs ville have været “Undskyld, men hvad fanden laver du?!”, men tilsyneladende sidder ens grænser i tøjet, og når først det er røget, så tror jeg faktisk, at det er meget almindeligt, at man forsøger at spille med.

Vi har i omgangskredsen snakket om, at det værste må være, hvis man finder en kæreste, man er glad for, som efter et år smider en fantasi på bordet, som man bare synes er klam. Én ting er at møde en fyr, som allerede første aften løfter sløret for, at han synes det ville være super med et golden shower, mens han rusker sit oppustelige får. Accio tøj, lumos og spektral transferens. Væk. Men hvis nu det er en, man virkelig er glad for? Kommer det ikke til at påvirke ens syn på ham, sådan helt genrelt?

Det er måske derfor, at det kræver lidt mod at flashe en fantasi eller forsøge at indfri én, man tror, at partneren har. Venindes generte veninde tog mod til sig og overraskede kæresten på ‘velkommen hjem, skat’-måden i nyt, småt, rødt lingeri. Hans kommentar: “Rød er godt nok ikke lige din farve, hva?” Eller min veninde, som midt i et one-night stand blev udsat for et stripnummer så avanceret, at fyren endte med at blive viklet ind og sidde fast i sit eget bælte. Svært at komme overbevisende igen som erfaren førsteelsker ovenpå dén.

Der er signalværdi i mange ting. Jeg læste igår, at man kan købe dildoer formet som delfiner og hestehoveder (virker pludselig knap så truende at skulle finde et hestehoved i sin seng). Hvordan skulle man kunne hive sådan en frem, uden at han kommer til at grine?? Og tror, at han er endt i sengen med Sussi fra 4B. Er der ikke sådan lidt My Little Pony over at åbne skuffen, og der ligger Svipper og Penny?

Det må sgu da være svært, hvis man har en eller anden bizar tilbøjelighed i sengen. Man ved jo formentlig godt selv, hvis det er lidt uldent i kanten og selvom der idag er klubber og selvhjælpsgrupper til alt, må det da være træls, hvis man ikke kan få lov at gøre det, man helst vil, med den man holder mest af. Men når det er sagt, så har vi bare alle sammen vores grænser et sted. Ligemeget hvor meget jeg holdte af min kommende mand, så ville jeg fx aldrig indvillige i at blive niflet på. Jeg synes, at det må være klamt (!) og fornedrende. Og jeg vil utrolig gerne være fri for at skulle sove i seng, hvor den våde plet måler 1 x 1 meter.

Kutter Nyt, 3. del.

Jeg ved, at jeg er klar til at tage hjem, når:

– jeg ikke kan lade være med at blive en lille smule irriteret, når jeg henter mine bedsteforældre, og min bedstefar siger: “Du må kun køre 50 km/t her.”

– jeg spinner til L’Amour Toujours, og tager mig selv i at nynne med.

– jeg alvorligt overvejer at bede min far brænde en kopi af Rod Stewards den nye.

– jeg ser en flaske rødvin og tænker: “Aj, jeg springer over”.

– jeg begynder at opføre mig, som om jeg er 15. Trådte i vand og fik våde strømper. Uden at jeg helt ved, hvordan det skete, kom min mor og jeg næsten op at skændes om det. Min mor insisterede på at låne mig et par nye, mens mine tørrede. I starten takkede jeg bare nej, fordi jeg synes, at det var ligemeget. Til sidst havde det udviklet sig til Ungeren om igen, og jeg var nærmest nervøs for, at hun ville gennemføre et lynangreb og tvinge nye på mig, hvis jeg blinkede for langsomt med øjnene. Jeg behøver vel ikke sige, at om jeg så havde fået forfrysninger og koldbrand i foden, så ville jeg hårdnakket have hævdet, at jeg ikke kunne mærke det?

– mit hår ser normalt ud igen.

Kutter Nyt, 2. del.

Inden jeg tog i SFO’en idag, pålagde jeg strengt mig selv at opføre mig ordenligt. De kører timerne hernede, som de mener, at de skal køres, og det skal jeg bare holde min kæft og rette ind efter. Skik følge eller land fly, som de siger i Dansk Folkeparti. Tørrede således omhyggeligt alle udtryk af ansigtet, inden jeg entrerede salen.

Startede med at konstatere, at nogen havde glemt at sende mig den mail, hvor der stod, at vi skulle stille i nissehuer. Utrolig ærgeligt. Riggede an, timen startede og altså … Jeg prøvede. Det gjorde jeg virkelig. Men efter ti minutter var jeg iført, hvad Lene har døbt ‘mit Esbjerglook’. Det består af to lodrette rynker fra hårkanten til nederst på næsen, og en kæbe så stam, at min mund (helt undtagelsesvist) ikke ville kunne tvinges op med et brækjern. Man kan selvfølgelig indvende, at det er ligemeget, at cd’en er fuld af ridser og hopper, når man snakker og synger ind over, nonstop.

I går skrev jeg, at man i Esbjerg har fået super-evnen at kunne rejse i tid. I eventyrerne er det altid sådan, at helten i bytte for til at kunne gøre sig usynlig/flyve må afgive evnen til at føle kærlighed/græde. I Esbjerg har man valgt kollektivt at ofre sin rytmesans. Vi kørte de samme programmer, som vi gør i Århus, men i en underlig off-beat hybridudgave, hvor man ikke var forpliget af takter overhovedet. Havde stillet mig helt ned i det ene hjørne med det resultat, at man i spejlet kunne se en 17 forskellige versioner af programmet, og helt bagerst, en hestehale springe op og ned, pinball-style.

Og nu vi snakker om mit hår: Jeg ligner en, der har redt hår med et pindsvin. Mit hår lider forfærdeligt af hydro-jetlag. Manglen på kalk i vandet kombineret med den sindsyge, saltinficerede blæst, (som man ikke har fantasi til at forestille sig, hvis ikke man har boet hernede), har forvandlet mit hår til ståluld. Har lyst til at gemme elendigheden under en hat. Bliver nok temmelig svært at finde en hue, jeg kan tvinge ned over dén afro. Tjekker lige i morgen, om der en af de andre børn, der har en (stor) nissehue, jeg må låne.

Kutter Nyt.

I anledning af julen er jeg for en kort bemærkning tilbage i hjemstavnen. Det er en lidt besynderlig oplevelse. Føler mig hensat til parallelunivers, hvor jeg har mulighed for at se mit liv, som det ville have formet sig, hvis jeg havde valgt at blive boende i Esbjerg. I Århus er jeg omgivet af folk, som lever liv, der i store træk minder om mit. Hernede er alle mine jævnaldrende igang med deres anden barsel. De har indkørsler med to biler og bunker af fliser, der skal bruges til terrassen, de er ved at anlægge i 70’er huset, de går og renoverer. Det er en surrealistisk oplevelse. Jeg tror, at vi på begge sider står og spekulerer på, hvem af os, det er synd for.

Således momentant løftet ud af mit liv som jeg kender det, skal det øgede rødvinsindtag jo gerne suppleres af en passende form for aktivitet. Jeg har en rimelig høj grundspænding, og hvis ikke jeg får fysisk afløb for lidt af min energi, ender jeg hurtigt med at kradse tapetet af væggene. Heldigvis har børnehaven også to stuer hernede, så valgte idag at tage toppen af rastløsheden ved at skamride spinningcykel. Det viser sig, at man i Esbjerg endelig har løst gåden om, hvordan man rejser i tid. Jeg trådte gennem en portal forklædt som dør, og vips! Tilbage i 1992 med Lasgo og Best of Eurotrance. Vi startede dog med at varme op til julemusik. En glimrende idé, synes jeg. Man mangler lige det sidste for at føle, at man har hørt helt nok. Retfærdigvis skal det siges, at jeg ville have sat større pris på det, hvis jeg havde vidst, hvad der fulgte. Det er med stolthed i stemmen, at jeg kan fortælle, at jeg idag røg hele 10 taktslag over min normale maxpuls. Jeg peakede lige imellem det 10 minutter lange remix af ‘Lamada’ og den udødelige klassiker ‘Blow my whistle’. Raseri eller fysisk anstrengelse; maxpuls er maxpuls. I spidsen for herlighederne stod Krestena, som udtalte alle ord med intonation som lotterisælger fra tysk B-pornofilm. “Trehhhdve sækunder meeehhre!”, “Bliv veeehhhd!” “Fæhhhm…. Feire…… Trætoeeeehhhn!” og favoritten “Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!Hæp!!” Alt sammen med mikrofon skruet alt, alt for højt op, og skærebrænderstemme. Lægevidenskaben har vidst det længe, men derfor er det vel rart at høre fra menigmand: Man kan godt skære hjernen i skiver med lydbølger alene.

Det er med en vis spænding, jeg imødeser dobbeltholdet, jeg har booket mig på i morgen. Hvis jeg skal combatte til Last Xmas, så er der nogen, der kommer til at indtage ris a la mande gennem sonde.

Alderen, nettet og detaljerne.

Min bedstefar er 78 år, et utrolig venligt menneske og fuldstændig frygtløs, når det kommer til internet og computere. Det er 4 år siden, han tog pc kørekort, og efterfølgende har han insisteret på at bruge netbank, maile sine fødselsdagshilsner og bruge Skype, når han skal tale med min fætter Kong Paul (28-årig infant prodigy, der jævnligt opholder sig udenlands).

Min bedstefar betjener teknik med den myndighed, der kommer af at have ledet byggepladser i 50 år. Når han vil have vedhæftet en fil, så har programmet bare at vedhæfte, uanset hvad han trykker på. Hvis man forsigtigt antyder, at det kunne skyldes en fejl 40, at man ikke modtager de lovede billeder, bliver han nærmest forbløffet. Han er urokkelig i sin overbevisning om, at det enten må skyldes en virus eller at han har fået installeret en besudlet bastardudgave af Outlook.
Men lykken står den kække bi, og i 8 ud af 10 tilfælde, lykkes det ham faktisk at overføre penge, skrive hilsner og komme i telefonisk audiens. Måske er det fordi han ikke bruger tid på ligegyldige detaljer:

“Hej Smukke
jeg prøver det nye nr,flot du huskede PAULS FØDSELSDAG, DET HAVDE JEG GLEMT, så for pokker nu fik jeg trykket over til store bogstaver. Nå det er alderen der gør sig gældende.Vi ses
Bedstefar”

Jeg forstår jo godt, hvad han mener.