Bloggen

I går snakkede jeg med én, som havde set en tv-udsendelse om blogging, og hvor begrebet blev kaldt Internettets svar på reality-tv. En amerikaner, der var klog på noget med IT og kommunikation, var bekymret for, om vi stopper vores åndelige udvikling, fordi vi i dag tilegner os ny viden fra amatører, som i princippet ikke kan noget, andet end at fange vores opmærksomhed.

Jeg synes, at sammenligningen af realitytv og blogging er spot-on. Muligheden for at følge med i andres liv, på områder som vi normalt ikke har adgang til, er fuldstændig den samme, om end man på bloggen selv er herre over redigering og censurering. Jeg tror stadig, at mange af os har til gode at forstå, hvor stor betydning det kan få, at vi lægger vores tanker og holdninger til skue, hvor kommende arbejdsgivere, gamle kærester og andet godtfolk kan følge med. For mit eget vedkommende har bloggen udelukkende medført positive ting – tror jeg. For jeg finder formentlig aldrig ud af det, hvis nogen har valgt mig fra pga. min blog.

Jeg tror, at vores behov for at læse/se med i andres dagbøger, er opstået fordi alting i dag er blevet udpræget individualiseret. Vi har fået så mange muligheder for at påvirke og indrette vores eget liv i vores egen rytme, at vi er blevet asynkrone. Vi er ikke længere en del af en klan, der følger samme tidsskema, som vi selv gør. Mulighed for tilrettelæggelse af egen arbejdstid, hjemmearbejdspladser, træning efter telefonboksmodellen, hvor man passer sin egen km2; alt sammen noget, der giver mulighed for at gøre hvad vi vil, når vi vil – men som også betyder, at vi kun er sammen med de samme mennesker i meget korte intervaller af gangen. Det er nemt nok at være høflig og nystrøget i to timer af gangen, men det giver et temmelig kunstigt billede af de fleste.

Individet definerer sig selv ud fra flokken: Det giver ingen mening at snakke om, om man er genert, klog eller høj, hvis ikke der er nogen at sammenligne sig med. Netop denne spejling, tror jeg skaber behovet for blogs og realityshows. Det handler egentlig ikke så meget om at se, hvem der ender på værelse med hvem, eller at læse, hvor galt en bytur kan gå. Jeg tror bare, at vi har brug for at se, at andre også somme tider er både grimme, stive, intrigante og i tvivl.

Er man meget ond, når man ikke synes, at det er synd for nussede tiggere? Når jeg kommer gående på strøget, og de sidder der med alle ansigtstræk arrangeret i Patetisk Ynk, så får jeg faktisk en lille smule lyst til at gøre skade på dem *smiley-der-øver-sig-i-at-ramme-fortænderne-når-den-sparker*. Hvor nødlidende er de, når de har råd til at give 40 kr. for den kop kaffe fra Baresso, de altid har stående ved siden af? Ville også virke mere troværdigt, at de sad i Askepots aflagte tøj, hvis ikke de havde en Opsamler til at køre rundt i en slæde af en BMW og samle rovet med et par timers mellemrum, så der ikke er for mange penge i kruset. Jeg vil gerne hjælpe mennesker, der ikke har det godt, men fake-torturoffer-selvmedlidenhed, klæd-ud tøj og anden emotionel afpresning giver mig højest lyst til at donere et voldeligt overfald.

Jeg er mere ambivalent, når det kommer til flaskesamlerne. På den ene side er det temmelig irriterende, at de flår flasken ud af hånden på mig, når den stadig er halvt fyldt, og jeg gider ikke vende mig for at tage noget i min taske, og støde ind i en gammel, rynket asiat, der står og roder med en pind i mine ting. På den anden side må jeg medgive, at de hjælper med at holde byen ren, og når de vil det nok til at begrave armen fra skulderen og ned i andre menneskers affald, så har de egentlig også fortjent den krone, de kan veksle flasken til. Hvilket retfærdiggør tøjet. Det er vel nærmest at sidestille med arbejdstøj. Jeg forstår bare ikke hatten?

Hvis det på nogen måde er muligt, så undgå samarbejde med gravide anorektikere. Sult + hormoner = Hysteri i fri dressur.

Suk…

Jeg har skåret tænder i nat. Så meget, at jeg i morges vågnede med hjerne omsluttet af for stramt kranie betrukket med hud i str. x-small og kæbe i formstøbt beton. (Kan skyldes, at jeg fik åbnet for diskussion i går om emne, der ligger mig meget på sinde. Utroligt dumt og uovervejet, når jeg tænker på, hvor smadret jeg var. Endte med overbærende finne, der forsøgte at fortælle mig, at jeg var meget, meget træt, og mig, der med mærkelig 4-årig børnestemme hylede “NAAAAAAAJ!!!JEGERAAAAAJ!!!!”, mens jeg stampede i gulvet.)

Nå, men tilbage til hovedpinen. For i min verden er piller noget, der rangerer på linie med ilt og tyngdekraften: Tilgængeligt, indlysende nødvendigt og noget jeg bruger uden at tænke over det.

Jeg kender flere, der af princip ikke spiser hovedpinepiller. Et statement, der ville give mere mening, hvis ikke det var fordi, de gladeligt indtager alskens kemikalier, fx. alkohol, farvestoffer og e-numre, som de ikke har den fjerneste idé om, hvad der gemmer sig bag, uden at tænke over det.

For mit eget vedkommende mener jeg – hvis jeg skal være helt ærlig – at jeg har krav på en fuldt funktionsdygtig krop, der adlyder mig, når jeg træner, ligemeget hvad jeg udsætter den for. Jeg bliver nærmest forbløffet, hvis den efter 14 dages pause kombineret med massivt alkoholindtag svigter mig, og ikke kan yde, hvad den plejer. Skader er irritationsmomenter, der bare skal ignoreres til de fatter, at de ikke er velkomne. Jeg har blandt mange andre ting trænet (og undervist) med: Bøjede ribben, lungebetændelse, betændelse i skinnebenene, forstuvninger i et utal af led, betændelse i bi- og pandehule, diverse forstækninger og flækket ribbensbrusk. (Dog ikke på én gang…). Det kan selvfølgelig mærkes, og her kommer mine venner kemikalierne ind i billedet. Hvad man kan hustle sig til af medicin hos lægen, er faktisk ikke småting *smiley-der-nok-tror-at-den-kan-lære-folkene-i-Mølleparken-et-trick-eller-to* – og indtil nu, har det virket fuldstændig rimeligt, fordi alle jeg var omgivet af, gjorde det samme. Men det sidste halve år, har vi haft nogle udskiftninger på rollelisten på blogsbjerg, og jeg kan godt høre på det hele, at mennesker uden for Rød Stue ikke er imponerede. Nærmest tværtimod. Og når de spørger, hvorfor fanden jeg gør alt det modsatte af, hvad jeg råder andre til, når de har skader, så er alle ansatte i Afdeling For Argumenter i min hjerne gået til kaffe.

Nu blev min hovedpine værre igen. Fordømte selvransagelse. Kan man ikke få noget imod det?!

9 ud af 10 dage, når jeg går rundt i midtbyen, møder jeg den samme mand. Han giver mig myrekryb. Hans hud har den rød-lilla tone, der umiddelbart kan forveksles med let solskoldethed, men som i virkeligheden skyldes, at alkohol har svedet det yderste lag af. Han er iført stonewashed jeans og jakke (hvilket i sig selv er mistænkeliggørende), playmobilhår og stift stirrende øjne. Jeg har aldrig, never ever, nogensinde set ham blinke.

Når han ikke er på glo-togt i midtbyen, sidder han på Baresso. Og stirrer. Det værste er, at når man – efter at have forsøgt at ignorere ham i et stykke tid – demonstrativt stirrer tilbage med ’har-jeg-noget-af-dit!?!’-attitude, så bliver han bare ved med at stirre. Uden at fortrække en mine. Herreklamt!

(Aj. Har jeg set for mange film? Tænk, hvis han i virkeligheden nogens far, hedder Jørgen og lider af lammet ansigtsmuskulatur, for korte sener i øjenlågene og sol allergi? Evil me.)

Mavedans tiltrækker mange sjove mennesker. Da svaret på alle spørgsmål om teknik er variationer over temaet ”Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Det skal bare være dit personlige udtryk” tiltrækker det også mange, som ikke er hæmmede af selvkritik.

På højskolen havde vi Erna på 78, som når vi dansede med tørklæder, mest af alt lignede nogens mormor, der var ved at lægge dug på til kaffen. Vi havde en pige, som nød sig selv så meget, når hun dansede, at man ikke kunne undgå at stirre i rædselsfyldt fascination. Vi havde revisoren, der var så blottet for rytme at hun lignede en frø i en blender. Og endelig havde vi mig, der med stive bevægelser og 1000 timers vægttræning i bagagen lignede en vred, russisk gymnast på steroider. Men ingen grinede af andre (når de kiggede): Os, der var nye, kunne godt selv se, hvordan vi så ud, og de erfarne gav Det Personlige Udtryk skylden.

Al den rummelighed kan ikke undgå at få én til at vende blikket indad. Det var ikke noget rart syn. Da jeg stod der, omgivet af løst maveskind i rigelige mængder, satin og palietter, gik det op for mig, at jeg beklageligvis ikke er nær så loose-fit og tilbagelænet, som jeg gerne ville være: Jeg ville have givet min højre arm for en manual eller en facitliste. Også selvom Celine Dion for længst har bevist, at noget godt kan være teknisk korrekt udført, og samtidig både klinisk og uskønt. Jeg vil gerne vide, hvad jeg arbejder hen imod, og hvornår jeg kan vinge evnen af som ’tilegnet’. Jeg trives ikke uden rammer. Jeg er et af de små, strukturliderlige mennesker, som Rifbjerg og Clausen hader så inderligt.

Den personlighed gider jeg faktisk ikke have. Mon AOF har et kursus i personlig afvikling?

Har glemt øreringe idag. Må man ikke godt gå hjem så? Føler mig som en, der sidder og arbejder i bar røv.

Da gennemsnitsalderen i omgangskredsen var 25, havde alle med respekt for sig selv, en eller flere åndelige vejledere, de gjorde brug af. Nogle valgte den alternative vej, og brugte tiden hos clairvoyante, andre var mere traditionelle og tog en tur på briksen hos en psykolog.

Imidlertid lader det til, at vi nu, hvor alle er i 30erne, stille og roligt opdager, at psykologer, håndlæsere og coaches har gjort for os, hvad de kunne. Desillusion eller realisme: Man når et punkt, hvor man erkender, at de kan være en hjælp – men at de trods alt ikke kan trylle. Når man har været i selskab med sig selv i 30+ år, kender man efterhånden sine issues, og er ved at acceptere, at man selv må arbejde sig igennem dem. Man må selv lære at sige fra, når man synes, at chefen går over stregen. Man må selv lære ikke at gå i panik og tro, at alting slutter, fordi kæresten råber af én. Man må selv acceptere, at man ikke altid får det, man har brug for af mennesker, man mener, er forpligtede til at give det. Det er hårdt arbejde, og ingen andre kan gøre det for dig. Det kræver imidlertid overskud at arbejde med sig selv, og det fandens er, at de fleste uhensigtsmæssigheder bunder i usikkerhed og frygt, og derfor altid dukker op i underskudssituationer. Derudover er kimen til mange af mønstrene lagt mange år tilbage, hvilket betyder, at vaner og tanker er solidt indarbejdede i systemet.

Når man finder ud af, at evnerne til at være Den Sygemeldt Medarbejder Med Depression eller Nogens Gravide Kæreste ikke er programmer, der automatisk installeres og opdateres, fordi man fylder 30, kan det næsten ikke undgås, at man mærker en snigende panik. Hvordan har andre fundet ud af, hvordan man gør? Hvorfor virker de så tjekkede i rollerne, når man selv føler sig som et barn, der hele tiden skal lære at cykle? Igen? Hvordan opgraderer man til Voksen 2.0? Kommer man nogensinde i mål? Eller er det først, når man har en tung sten placeret over panden, at man er færdig med at have fornemmelsen af, lige at være startet i skole?