Bloggen

MEGET stille på kontoret her til morgen. Kontorroomie har føjtet rundt til Infernalkoncert i Silkeborg hele natten *meget-misundelig-smiley* og nogen glemte at sende mig hjem i seng i går aftes. Finnen og jeg har begge svoret, at vi forsager Den Onde Drue i hverdagen, og det er gået rigtig godt i to hele dage. Men altså. Når man har brugt en hel, kedelig dag på langs, og endelig kan gå ud, får fantastisk marokkansk mad på superhyggelig restaurant (Rick’s på Frederiks Allé. Go visit), og tjeneren anbefaler vin, der passer til, så er det jo decideret uhøfligt ikke at bestille en flaske (to). Og når man bagefter cykler lidt rundt og fordøjer, og en træt cykel stikker forhjulet ind på Bartels for at hvile sig, kan man ligeså godt nappe en cocktail, mens man venter. At restitutionstiden for jernheste viser sig at være lidt længere end forventet, er jo bare sort uheld.

Så der er ingen fællessang på Blå Stue i dag. Ingen kampråb. Der er til gengæld bødestraf og springskaller til dem, der trækker vejret med lyd på og vender papiret, så det støjer.

Em anden i atan ar avet ogende affe??!!! Ølige om’ag å æber og unge er ige’om ikke uligt, el?!

Veninder er den familie, man selv har valgt, og en af deres allerstørste kvaliteter er, at de er piger. De forstår. Hvor mænd tit hopper i Løsningsdragten, når man tager noget op, ved veninder, at det somme tider bare handler om at snakke om noget, til det er ude af systemet. Veninder ved, hvor slemt PMS kan være. De kender fornemmelsen af at være tarvelig og intrigant med vilje, fordi man er et småt, usikkert menneske. De ved, hvordan det føles ikke at slå til. De kender til panik og angst og ved, hvornår man skal snakkes efter munden, og hvornår man skal have et los i røven. I hvert fald i teorien. Somme tider halter det imidlertid lidt i praksis.

De fleste af os har i perioder været den, der hænger med røven i vandskorpen og trækker store veksler på venindernes tålmodighed og tyndslidte ører. Man ved godt, at man er skide belastende, men behovet for at få luft, blive beroliget eller få en second opinion, vejer tungere end det sociale hensyn.

Vi har også alle været castet i rollen som veninden, der skal lytte til den samme historie igen og igen. Og igen. Som forventes at stille med støtte og kloge ord på alle tider af døgnet. Som bliver udnævnt til psykolog og som forventes at have noget klogt og opmuntrende at sige 24-7.

Hvornår må man sige fra? Og hvordan? Jeg ved fra både mig selv og andre, at når man får at vide, at man skal shape up, slår det noget i stykker i venskabet. I hvert fald for en periode. Man bliver såret, og for mig fyldte det meget at tænke på, hvor længe min veninde havde haft lyst til at kvæle mig – og om hun var den eneste. Jeg tror, at de fleste tager ubegrænset støtte for givet, så hvis man pludselig får at vide, at kontoen er ved at være maxet ud, føler man sig snydt – og dum.

Det virker næsten som loose/loose, når venskabet er nået dertil. Hvis man ikke siger noget, ender man med at snige sig ud af bagdøren, fordi man ikke kan tage mere. Hvis man siger noget, risikerer man at ødelægge det alligevel, fordi man bryder den magiske cirkel af tillid til, at venskabet er et, man kan hoppe ind i, lige meget hvor grim og skidt man er.

Måske er løsningen at indføre lidt selvjustits i forhold til, hvad man beder sine veninder lægge øre til? Måske skal man lade være med at spørge, om veninden er ok de dage, man ikke har overskud til at engagere sig? Alle har deres at tumle med. Alle vil gerne både hjælpe og hjælpes. Men det skulle helst ikke koste venskaber undervejs.

Nogen gange ville jeg ønske, at jeg var en dreng.

Kan læse i avisen, at man nu kan købe DNA kit, så man kan teste kærestens undertøj, og se, om andre har haft adgang til De Hellige Haller.

Er menigmand klar til det? Er det ikke ligesom oplysninger om, hvem der myrdede Kennedy eller billeder af medlemmer af den danske kongefamilie på suspekt indkøb i Thailand? Bør der ikke være nogle voksne, der varetager almenvældets interesser og beskytter os imod den slags?

På den anden side er man fri for at være slave af reality-tv og fastlagte sendetider; Vi har et helt fitnesscenter smækfyldt med intriger, potentielle katastrofer og klæbrig underholdning lige ved hånden.

Jeg er færdig med massage. Slut. Done. No more. Efter i 4 dage at have været parkeret på mudret skråning i (nye, fine, røde) gummistøvler (der passer til min nye, fine, gule regnjakke), virkede det i går som en god ide at få masseret ryg og lægge.

Som med så mange andre gode idéer før denne, viste den sig i praksis at være det stik modsatte. Alle dårlige ideers moder. Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, havde jeg kastet hvidløg efter briksen og spulet massør bort med vievand.

Ikke at det var slemt i øjeblikket. Da var det faktisk forræderisk behageligt.

Det er gået HELT over! Mine lægge læner sig nu kælent op af krampe hele tiden. Min ryg føles som et medicinsk eksperiment fra Rusland, hvor man har lavet saml-selv-ryg af huder og muskler fra 7 forskellige dyr. Jeg føler mig stiv som et bræt og ledeløs på én og samme tid, hvilket resulterer i gangart og bevægelser som dukke i snore betjent af full-blown epileptiker.

Jeg har lært det nu. Myoserne er mine venner. De fungerer som stillads for mine spasserled, og giver en dejlig, kompakt fornemmelse af sammenhængende krop. Holistiske behandlingsforløb? Nej tak. Symptombehandlende fix-mig-NU!-løsninger? Ja tak.

Problemet er bare, at jeg har booket mig en måned frem. Ville det virke det forkert, hvis man beder om bare at blive aet næste gang?

Opture og nedture i punktform. Kommenteret:

Opture:
– Infernalkoncerten. Er ligeglad med, hvad anmelderne skrev. Den var FANTASTISK!
– At få mig charmet/hustlet ind til Lenny Kravitzs pressekonference.
– LOC-koncerten. Synes at det er topmålet af god stil at proklamere, at man ikke gider gå af, når alle alligevel ved, at man har tænkt sig at komme ind igen og spille ekstra numre, så ”nu stiller vi os lige over i hjørnet ti sekunder, I snaver den, der står ved siden af, og så spiller vi de sidste 3 numre”.
– At være af sted med folk, der er så gennemtjekkede, at man drikker iskolde øl takket være store kasser med is, og slipper for at slæbe bagage, fordi det 5. medlem af lejren er en sækkevogn.
– At opdage at jeg stadig kan spænde ben for belastende mennesker, så de snubler. Uden samvittighedskvaler.
– At have husket gummistøvler.

Nedture:
– At mit wannabeparmasantørklæde har smittet af og ødelagt min Peaktrøje. Socialismens sejr over kapitalismen. VIDSTE, at jeg ikke skulle have købt det hippielort!
– At Lenny Kravitzs pressekonference blev aflyst.
– Eric Clapton koncerten. Troede, at nogens morfar ved en fejl havde fået sig forvildet ind på scenen, indtil grå slowosaurus begyndte at spille med indlevelse og engagement som en pausefisk på DR. Bar temmelig meget præg af at være just another day at the office.
– Da forsangeren for Volbeat meget urock n’ roll bad os løfte hænderne mod himlen og råbe ”Jeg elsker dig” til folk, vi havde mistet. 3 gange. Få det Vagttårnet væk!
– Hej Matematik koncerten. Muligt, at de er stærkt, matematisk begavede. De kunne med fordel have skiftet differentialregningen ud med sangundervisning.

Kære Roskildegæster.

Da det efterhånden står klart, at godt vejr på Roskilde, betyder møgvejr på Skanderborg, ser jeg mig hermed nødsaget til at henvende mig til jer med en bøn: Må vi ikke godt få vores vejr tilbage?

Efter kun 24 timer på festival er status følgende: Min krop og ALT mit tøj er marineret i mudder. Jeg har fået varig høreskade af lyden af tsunamilignende mængder af regn, der hamrer imod teltdugen. Kuglelyn har svedet spidserne af mit hår, og jeg tror måske, at jeg har mistet en trommehinde til et tordenskrald.

Vi er ikke som jer. Vi er gamle! Vi kan lide tørt fodtøj og sol på vores gigtplagede led. Hvor I har mulighed for at bruge de smarte kæder fra jeres ansigtspiercinger til at fortøje jer til master og hegn, snubler og glider vi uelegante rundt i mudderet, mens vi desperate forsøger at beskytte høreapparatet mod regnen. Hvor I ser ud til at more jer, når I iført primalbrøl og full-body-mud-wrap laver ølstaffet og nøgenløb, bliver vi helt triste ved tanken om, hvor besværligt det bliver at få skrabet mudderet ud af rynkerne igen. Når I tager i skole igen hen ad onsdag, har vi allerede henslæbt, hvad der føles som en måned foran computeren med rindende, feberblanke øjne og strepsilånde.

Jeg overgiver mig. Jeg er done. Mør. Klar til forhandling *vifter med hvidt flag*: Hvis vi får det gode vejr tilbage, får I sgu Ungeren igen.

Har lige set en fyr i fuld rollespilsuniform. Prøvede at lade være, men kom til at råbe: “Iskrystaller!! Iskrystaller!!”, mens jeg smed imaginær hulmaskinefnuller efter ham.

Enten var han Vred Ork #2, eller også synes han ikke, at jeg var sjov (helt, helt utænkeligt).

Har set et stillingsopslag på et job, som lyder sindssygt spændende. Noget med kommunikation, og hvor man må skrive. Sådan for real. Har lagt det ud på mit skrivebord, og havde egentlig tænkt mig at søge det, men da jeg åbnede dokumentet forleden, synes jeg pludselig slet ikke, at jeg havde noget at tilbyde disse mennesker.

På et par af de blogge, jeg følger med på, kan jeg læse om tilsvarende, hvinende præstationsangst. Alle er de skrevet af intelligente, velformulerede kvinder, som efter indlæggene at dømme, er skruet ret godt sammen i hovedet.

For det utrænede øje, kan det ligne falsk beskedenhed og et forsøg på at få nogen til at rose os, men hvis man gør det, når vi sidder der, plastrede til i indbildte fejl og mangler, bliver vi nærmest endnu mere paniske. For hvis du synes, at jeg er dygtig, så er der ENDNU mere at leve op til – og dermed endnu flere muligheder for at skuffe og falde igennem.

Men det skal være slut. Det klæder ingen at tale sig selv ned. Og man kunne jo være så uheldig, at der en dag ikke var nogen, der gad sige én imod, fordi man ved lang, ihærdig indsats havde fået dem overbevist om, at man havde ret. Derfor: Nu tager jeg til Skanderborg og skriver blændende gode, dybdeborende artikler om bøgeskovsmafiosoer og musikkens beskidte undergrund.

Nogen, der gerne vil nævnes i takketalen?

Kan man ansøge om at blive sat kunstigt i overgangsalderen? Noget ondt ved navn PMS har besat mig, og for hver eneste måned der går, bliver det bare værre og værre. Og værre. Da jeg var 20, mente jeg, at PMS var noget, hysteriske Femølejr-levn havde opfundet som undskyldning for at stille urimelige krav til mænd, om alt mellem himmel og jord. Da jeg var 25 indrømmede jeg modstræbende, at man måske nok kunne have lidt ekstra lyst til chokolade, når det var op over. Jeg er i dag 31, og det er nu så slemt, at jeg kan optræde med det.

Min mave føles som om, jeg har drukket lava rørt op med saltsyre. Jeg ser ud som om, jeg er gravid i 4. måned. Mit hår fedter, jeg har kvalme og jeg løber hele tiden manisk rundt og råber: ”Er det ikke utrolig VARMT herinde?!”, mens jeg flår vinduer af hængslerne, og rykker mit tøj i stykker, fordi forfandenikkeertilatfåAF!

Mit humør er i særklasse utilregneligt. Det ene øjeblik er jeg pjevset og vil aes. (Mmmm. Aening. Man kan få mig til ALT, hvis man aer mig, når man spørger.) Så skifter det, og jeg forvandler mig til Evil Mistress of Satan, og alle skal bare lukke røven og tage sig sammen. NU. Lige indtil jeg bliver spurgt, om jeg vil have mælk i kaffen og begynder at græde, fordi jeg ikke kan tage stilling til noget så kompliceret, og bare véd, at alle hader mig, fordi jeg er dum.

Vil gerne sættes i karantæne, lægges kunstigt i koma og fryses ned Eller bare som minimum have lattergas udleveret på statens regning. Til mine omgivelser. Undskyld!