Nix pille.

Jeg har skåret tænder i nat. Så meget, at jeg i morges vågnede med hjerne omsluttet af for stramt kranie betrukket med hud i str. x-small og kæbe i formstøbt beton. (Kan skyldes, at jeg fik åbnet for diskussion i går om emne, der ligger mig meget på sinde. Utroligt dumt og uovervejet, når jeg tænker på, hvor smadret jeg var. Endte med overbærende finne, der forsøgte at fortælle mig, at jeg var meget, meget træt, og mig, der med mærkelig 4-årig børnestemme hylede “NAAAAAAAJ!!!JEGERAAAAAJ!!!!”, mens jeg stampede i gulvet.)

Nå, men tilbage til hovedpinen. For i min verden er piller noget, der rangerer på linie med ilt og tyngdekraften: Tilgængeligt, indlysende nødvendigt og noget jeg bruger uden at tænke over det.

Jeg kender flere, der af princip ikke spiser hovedpinepiller. Et statement, der ville give mere mening, hvis ikke det var fordi, de gladeligt indtager alskens kemikalier, fx. alkohol, farvestoffer og e-numre, som de ikke har den fjerneste idé om, hvad der gemmer sig bag, uden at tænke over det.

For mit eget vedkommende mener jeg – hvis jeg skal være helt ærlig – at jeg har krav på en fuldt funktionsdygtig krop, der adlyder mig, når jeg træner, ligemeget hvad jeg udsætter den for. Jeg bliver nærmest forbløffet, hvis den efter 14 dages pause kombineret med massivt alkoholindtag svigter mig, og ikke kan yde, hvad den plejer. Skader er irritationsmomenter, der bare skal ignoreres til de fatter, at de ikke er velkomne. Jeg har blandt mange andre ting trænet (og undervist) med: Bøjede ribben, lungebetændelse, betændelse i skinnebenene, forstuvninger i et utal af led, betændelse i bi- og pandehule, diverse forstækninger og flækket ribbensbrusk. (Dog ikke på én gang…). Det kan selvfølgelig mærkes, og her kommer mine venner kemikalierne ind i billedet. Hvad man kan hustle sig til af medicin hos lægen, er faktisk ikke småting *smiley-der-nok-tror-at-den-kan-lære-folkene-i-Mølleparken-et-trick-eller-to* – og indtil nu, har det virket fuldstændig rimeligt, fordi alle jeg var omgivet af, gjorde det samme. Men det sidste halve år, har vi haft nogle udskiftninger på rollelisten på blogsbjerg, og jeg kan godt høre på det hele, at mennesker uden for Rød Stue ikke er imponerede. Nærmest tværtimod. Og når de spørger, hvorfor fanden jeg gør alt det modsatte af, hvad jeg råder andre til, når de har skader, så er alle ansatte i Afdeling For Argumenter i min hjerne gået til kaffe.

Nu blev min hovedpine værre igen. Fordømte selvransagelse. Kan man ikke få noget imod det?!