Da gennemsnitsalderen i omgangskredsen var 25, havde alle med respekt for sig selv, en eller flere åndelige vejledere, de gjorde brug af. Nogle valgte den alternative vej, og brugte tiden hos clairvoyante, andre var mere traditionelle og tog en tur på briksen hos en psykolog.
Imidlertid lader det til, at vi nu, hvor alle er i 30erne, stille og roligt opdager, at psykologer, håndlæsere og coaches har gjort for os, hvad de kunne. Desillusion eller realisme: Man når et punkt, hvor man erkender, at de kan være en hjælp – men at de trods alt ikke kan trylle. Når man har været i selskab med sig selv i 30+ år, kender man efterhånden sine issues, og er ved at acceptere, at man selv må arbejde sig igennem dem. Man må selv lære at sige fra, når man synes, at chefen går over stregen. Man må selv lære ikke at gå i panik og tro, at alting slutter, fordi kæresten råber af én. Man må selv acceptere, at man ikke altid får det, man har brug for af mennesker, man mener, er forpligtede til at give det. Det er hårdt arbejde, og ingen andre kan gøre det for dig. Det kræver imidlertid overskud at arbejde med sig selv, og det fandens er, at de fleste uhensigtsmæssigheder bunder i usikkerhed og frygt, og derfor altid dukker op i underskudssituationer. Derudover er kimen til mange af mønstrene lagt mange år tilbage, hvilket betyder, at vaner og tanker er solidt indarbejdede i systemet.
Når man finder ud af, at evnerne til at være Den Sygemeldt Medarbejder Med Depression eller Nogens Gravide Kæreste ikke er programmer, der automatisk installeres og opdateres, fordi man fylder 30, kan det næsten ikke undgås, at man mærker en snigende panik. Hvordan har andre fundet ud af, hvordan man gør? Hvorfor virker de så tjekkede i rollerne, når man selv føler sig som et barn, der hele tiden skal lære at cykle? Igen? Hvordan opgraderer man til Voksen 2.0? Kommer man nogensinde i mål? Eller er det først, når man har en tung sten placeret over panden, at man er færdig med at have fornemmelsen af, lige at være startet i skole?
HAHA!
Essensen af mit liv.