Bloggen

Vesterhavet bryder sig ikke om mig. Har lige tilbragt en uge i sommerhus med Vesterhavet i baghaven, og da jeg stadig er igang med at opøve tolerance overfor vand omkring frysepunktet, har jeg af flere omgange forsøgt at nærme mig.

Måske skyldes det min skummetmælksfarvede krop. Måske handler det om, at det første jeg udsætter det for, er bare tæer. Eller måske skyldes det mit hysterihvin, som jeg burde hælde på dåse og sælge som glasskærer i sprayform.

I hvert fald havde det den første morgen valgt at montere brandmænd for hver halve m2. Lang næse. Efter lidt research fandt vi ud af, at det skyldtes kombination af varmt vejr og østenvind, så vi ventede til temperaturen faldt (..!) og vinden vendte, hvorefter vi forsøgte igen. Denne gang var kysten bogstaveligt talt klar, om end der var nogle fælt høje bølger, som gjorde det lidt svært at nedsænke sit legeme gradvist. Til sidst forsøgte jeg mig med en slags aggressiv kapgang, der ikke udløste tocifrede point for æstetisk indtryk, men som virkede – i cirka 4 sekunder, hvorefter Vesterhavet afstødte mig; ja, nærmest brækkede mig op på land. Jeg er 1.80 høj. Jeg lider ikke af anorexi. Jeg blev kylet ad helvede til, og fik samtidig min hjerne spulet noget så eftertrykkeligt af saltvand. Så lå man dér med defekt frisure og grus i bikinien og ledte efter sin værdighed. Svært ikke at tage personligt. Møghav.

Oppe i civilisationsoverfladen for en kort bemærkning. Efter at have udsat sagesløse malere for mavedanseshow, røg sjalerne af for sidste gang, og vi drak os i hegnet i rødvin. Skulle vi have gjort for længst. Evnen til at danse perfekte 8-taller øges proportionalt med indtaget af alkohol.

Virkeligheden strammer lidt, synes jeg. Jeg skal f.eks. lige vænne mig til, at folk herude kan snige sig ubemærket ind på én; ingen sladremønter, der – uden sammenligning i øvrigt – fungerer som klokken, spedalske og pestramte brugte i middelalderen.

Nu går turen til westjylland. Har pakket og forsøgt at begrænse mig, men er alligevel endt op med så mange tasker, at jeg selv kan dække det meste af den jyske kyststrækning, sandsæk-style, i tilfælde af storm. Er på en måde lidt overrasket over, at der stadig er ting tilbage i min lejlighed.

Der hvor vi skal hen, er internettet ikke opfundet. Vi ses om en uge.

Av. Mæ hælve te. Nogen har – uden at evakuere mig først – forsøgt at danse min krop ihjel. Er vågnet her til morgen med resterne af 475.00 vertikale og horisontale 8-taller i hofte og ryg. Gad vide, hvornår den så berømte og sagnomspundne smidighed indfinder sig?

Har til gengæld opgraderet på sjal-siden. Kunne se på det hele, at det var Det Falske Sjal, jeg havde med; en form for turistsjal, faktisk. Jeg er nu den stolte ejer af autentisk model med 24 gange så mange mønter syet på. Til at starte med troede jeg, at det var på grund af al den gode karma, der som bekyttende højspændingsfelt omslutter hele skolen, at der tilsyneladende ikke er problemer med tyveri. Nu er det gået op for mig, at det er fordi, alle har for tusind kroner Matadorpenge hængende om røven: Umuligt at snige sig ubemærket rundt. Så meget desto større er min respekt for den, der alligevel har fundet ud af gøre det: I køkkenet står et glas honning, hvorpå nogen med vrede, sorte, uøkologiske bogstaver har skrevet: “Hold dig væk, svin!!”

God dag. Har øvet ‘Kamelen’ det meste af dagen. Meget syret fornemmelse at bevæge kroppen i glidende bevægelse i flere forskellige planer på én gang. Begynder at have hofte, der lystrer – i hvert fald det meste af tiden. Har dog stadig utroligt lange arme. Høj indfiltringsrisiko.

Nå, jeg har ikke tid til at sludre. Har dansegulv og calypsoband fra St. Croix, der venter.

Har idag:

– dislokeret op til flere led i hofte- og skulderparti.
– haft pletvise succesoplevelser.
– prøvet at danse med slør.
– brugt en del tid på at blive filtret ud af fjendtligt indstillet slør.
– gået 12 km ud efter meget tiltrængt cola.
– gået 12 km hjem. Uden at have fået cola. Fucking lukkelov.
– grinet.
– hvæset af gammel kulso, der mener at vide alt.
(Pas dig SELV, for helvede!!)
– sunget flere sange fra højskolesangbogen på en dag,
end jeg har gjort i hele mit liv.
– fotograferet stol med pik.
– ordenligt haft tændt for min rummelighed.

To be continued…

I huset ved siden af den finske ambassade, bor ung pige med stram personlighed. Gaden vi befinder os på, ligger i Århus C, er så smal, at jeg vil tro, at selv jeg kunne spille kantsten – og ramme – og har en befolkningstæthed på 17 indbyggere pr cm2. Bilen skal være udstyret med hjul, der kan drejes en kvart omgang, så man kan trække direkte, sidelæns ind, hvis man gerne vil parkere, og fortovet ligner benet på en anoreksiramt myg.

Det er fysisk umuligt kun at parkere ud for eget hus, hvad enten vi taler om køretøjer på 2 eller 4 hjul, men hendes mure må åbenbart ikke besudles af fremmed jern. Hver ENESTE morgen, når man kommer ned, har hun med nazistisk nidkærhed været ude og flytte cykler, så de ikke læner så meget som en enkelt eger op af hendes hus.

Hvad er problemet? Slider vi på hendes betonmur? Mener hun, at cyklerne skæmmer hendes pisgule, graffitibemalede bygning? Hun gør kun livet mere besværligt for sig selv, for jo mere indædt hun fjerner, jo mere pervers fornøjelse finder jeg i udelukkende at parkere op af hendes hus. Her til morgen blev jeg så hævngerrig, at jeg, inden jeg kørte, flyttede en anden cykel tilbage, hamrede styret hårdt 3 gange ind i muren i tilfælde af, at det laver en irriterende lyd inde ved hende, og efterlod den op af hendes møgmur.

Barnlig? Mig?

På fredag går jeg på ferie; lørdag og en uge frem, er der dømt mavedans. Når jeg mentalt forsøger at lave pakkeliste, bliver der helt stille og tomt i hovedet på mig. Hvad har man brug for i Aladdins hule?

Bør nok huske:
– Kamera. Skulle være belæg for et godt billede eller to, når mine medhekse og jeg skal begå os i catsuit og møntbesatte sjaler.
– Selvironi.
– Pas. I tilfælde af at jeg i hast og skam må forlade landet.
– Kaffe. In case øko-skolen har udstedt koffein-fatwa *skynder-sig-at-trække-vejret-i-papirpose.*
– Blok. Virker som meget lidt dot-com-agtig skole, men har en fornemmelse af, at der vil være et blogindlæg eller to, der nærmest skriver sig selv.

Er nok lige meget med:
– Shaver. Tror, at vi her har fat i en deltagergruppe, der ser stort på intimbarbering og glatte stænger. (Gider ikke rigtigt snakke om 800 kr’s voks-projekt.)
– Strømper og fodtøj (trækvejretdybt-Detskalnokgå!Detskalnokgå!Detskalnokgå!-ogpuuuustud)
– Stolthed.

Mangler jeg noget?

Jeg har lige fået massage af en heks. Alvorligt. Det var temmelig mind-blowing. Kom ind med hovedet fuld af gamle spøgelser, og lagde mig på briksen. Indtil nu er jeg blevet masseret af hendes kollega, som er dygtig og helt almindelig. Hende her har grå øjne, taler en syngende blanding af islandsk og engelsk og kommunikerer mumlende med musklerne, mens hun arbejder.

Efter 4 minutter siger hun: ”You are a very determined woman. You have a lot of will power”. Hun masserer lidt videre. “Du kender dine grænser. Hav tiltro til, at you can say stille og roligt nei, hvis det gælder – you don’t have to do it so strongly. Is there someone new in your life? Someone who sees right through you? Allow yourself to vise sårbarhed. Det bliver du ikke svag af. Tværtimod.”

Efter 4 minutter?! Så kan man så ligge dér med olie i håret og intet tilbage at gemme sig bag.

Er kommet afsted i den falske krop i dag. Hader, når det sker. Mandag bliver hverken kortere eller mere overskuelig, når man er iført Sit Fede Jeg. Synderen er en kombination af alkohol og forbløffende mangel på bevidsthed om egen max-grænse.

Havde utrolig praktisk fredag aften, der bød på arbejde, tøjvask, tjek/slet/svar-gennemgang af indbox, forsøg på at indfange afløsere til mine timer, når jeg skal holde ferie osv. osv. Nogenlunde ligeså kedeligt som det lyder. Måske var det derfor, at det lørdag aften udviklede sig som den gjorde. Startede ellers semi-intellektuelt, med svensk film af den smalle, eksperimenterende slags. Har stadig ikke forstået hvad den gik ud på. Begyndte stille og roligt at tilte, da vi efterfølgende bestilte stærk mad og skyllede ned med tequila. Set i bakspejlet virker det uklogt at tro, at man kan følge med folk med finsk blod i årene, når det kommer til spiritus, men vi er nogen, der er så konkurrencemindede, at det nærmest burde udløse ret til handicapparkering. Så vidt jeg husker, var det mit eget forslag at tage på turne på de suspekte bodegaer i Jægergårdsgade.

Vågnede søndag ved at nogen havde deponeret en ørken i min mund og betrukket min hjerne med pigtråds-nistret uld. Syntes at kunne huske fra min ungdom, at den slags kan trænes væk, så trak i lycra og slæbte mig af sted; efter ti minutters nærdødsoplevelse, må jeg faktisk sige, at det hjalp. Nåede at være triumferende i 1½ time, før jeg forvandlede mig til utidig og rastløs teenager. Hev i ærme på ”kom-nuuuuuu” måden, til jeg blev kørt ud i noget natur, så jeg igen kunne trække vejret, og brugte derefter resten af dagen på at spise fedt, farvestoffer og e-numre.

Bliver en tung flyvetur i aften. Gad vide om BMS laver koste?

Kitlerne har konfereret: Frinummer til min far *smiley-der-snøfter-og-lettet-tørrer-øjnene*.