Bloggen

Der er sket en opblødning på naturfronten hos mig. Mandag aften var jeg i vandet. Det ægte *stolt-smiley-med-blå-læber*. Onsdag gik lille hvalp lige i hjertet på mig, da den lagde sit hoved i min hånd og sov. I går sagde jeg ja til at løbe en tur i naturen, fordi jeg faktisk syntes, at det lød rigtig hyggeligt. I hvert fald efter at have sikret mig, at jeg ikke bliver løbet fra. (Selvom den nøgne rædsel ved tanken om at blive forladt i en skov nok kunne tvinge et tempo i fødderne på mig, som ved sammenligning ville få Kipketer til at ligne noget, der blev afspillet i slowmotion.) Har ikke glemt de gange, jeg er blevet væk i skove. Hvad gør man? Ikke rigtigt muligt at ringe efter hjælp. (”Hvor står du?” Tja. Her er temmelig mange træer… ”Nå! Så skal du bare til højre i næste kryds.”) Har prøvet at medbringe kompas. (Vil til mit forsvar godt have lov at sige, at det ikke var min idé. Jeg har selverkendelse nok til at vide, at jeg har nogenlunde ligeså meget gavn af dét, som jeg ville have af russisk vejbeskrivelse.) Ikke overraskende hjalp det heller ikke. Og når man står der, omgivet af store, fede fyrretræer og fugle med skarptslebne næb, husker man pludselig dokumentaren Blair Witch, som med al uønskelig tydelighed viser, hvad der sker med overmodige unge, der bliver væk i skove.

Fuck it. Nu ved jeg jo, at jeg kan begå mig i grødis, så hvis alt andet kikser, kan jeg vel bare kaste mig ud fra skrænt og svømme i sikkerhed.

12.20:
”Jeg går til frokost.”

12.22:
Enter petshop.

12.24:
Exit petshop med pose indeholdende ergonomisk korrekt og pædagogisk forsvarligt legetøj til Lene og Mikkels lille nye vaps.

12.25:
Over i El-giganten. Direkte til væg med hørebøffer. 20 forskellige slags. Go-Go Gadget-arms, fat i kraven på medarbejder. På den truende måde afkræve svar om, hvilke der er bedst. (Teknisk set er det vel egentlig mere en oplysning end en trussel, når man hvisler: ”Jeg ved, hvor du arbejder – de må hellere være gode….”?)

12:30:
Hov. En Triumphbutik. Mangler faktisk bikini…

12:35:
Så! Ny, fin bikini: Tjek. I pink. Den er fiiiin! Er det ikke ok at have Barbie-tendenser på enkelte områder, selvom man for det meste hellere vil se Indiana Jones end Sex And The City?

12:40:
Matas. Voksvoksvoks…. (Træt af at ligne noget, der har slæbt sine ben efter sig på brændenældemark.)

12:44:
800 kr?!! Fuck! Kunne sgu da nærmest have købt nye, hårløse plastikben for de penge!?

12: 47:
”Jeg er tilbage.”

Frokostpause remaining: 2 minutter. DK ville være flyvende, hvis de offentligt ansatte lagde samme effektivitet for dagen i deres arbejde som i deres frokostpauser…

Noget af det som er ret fantastisk, når man lærer et nyt menneske at kende, er at man bliver tvunget til at tænke over sine egne udmeldinger og reaktioner. Gamle kommunikationsvaner tager sig ofte anderledes ud, når de reflekteres i et nyt spejl.

For mig er sproget og samtalen vigtigt: Ord skaber virkelighed, fordi de bliver det filter, verden ses og fortolkes igennem.

I forhold til forhold tror jeg på åben kommunikation. Jeg tror på ærlige udmeldinger og en ordentlig tone. Når diskussionerne opstår, tror jeg på at holde øjet på bolden og bolden på egen banehalvdel. Angreb skaber kun 1 af 3 ting: Modangreb, flugt eller forsvar. Ingen af delene er fordrende for hverken forståelse eller kompromis, og jeg forstår ikke, at nogen tør tage kærligheden så meget for givet, at de råt og ucensureret lukker alt, hvad der går gennem hovedet på dem, ud. Ingen har krav på livslang, ubetinget kærlighed. Den skal man gøre sig fortjent til.

Men jeg tror på at kunne stå selv. At turde lægge mine parader, også når jeg er usikker, men samtidig at holde fast i, at det ikke er min partners opgave at jage mine gamle spøgelser væk. At være voksen nok til at gå tilbage og give en undskyldning, når jeg er røget i struben på ham over noget, som har alt med mig og intet med ham at gøre. Og det vil ske. Selvom alle soldaterne er trukket ud, er der stadig miner begravet, som man ikke ved, er der, før de eksploderer lige i ansigtet på én. For mig at se består kunsten i at kunne skille tingene ad, så man kan tage de konfrontationer, man ved, vil ende med at ødelægge noget fint og smukt, hvis ikke de bliver taget, fordi de vil blive ved med at dukke op i nye forklædninger. De andre må man lade fare.

Jeg tror på at tro på, hvad der bliver sagt. At stole på, at de mennesker, jeg lukker ind, vil mig det bedste. Nogle forbehold må man bevidst vælge ikke at have, og det kan læres, ligesom man lærer at lade være med at gribe ud efter knive, man taber. Man får, hvad man giver, og hvis man hele tiden vil spille sikkert, smitter det. Så kan man stå der på hver sin side af hegnet og insistere på, at den anden skal gå igennem lågen først. Og gør det egentlig nogen forskel, når man først står derude i landskabet og stritter? Der er ingen, der kan love, at det vi føler her og nu stadig føles sådan her om 10 år. Vi kan håbe det – men vi kan ikke vide det. Jeg tror bare ikke, at man kan safe-play’e sig ud af det. Spil er forsøg på at tvinge et andet menneske til at give noget, som vedkommende enten ikke har lyst eller er klar til at give. Spil skaber en vinder og en taber i stedet for et team. Emotionel nærighed sikrer mig ikke imod noget som helst, for jeg føler, hvad jeg føler, uanset hvor lidt eller hvor meget jeg viser og verbaliserer det. Men det er værd at huske, at hvis jeg intet vil give af frygt for at miste, så kan jeg meget let selv være skyld i, at jeg får så lidt tilbage, at det i sidste ender med at smuldre bort mellem fingrene på mig.

Jeg tror på vigtigheden af tillid og respekt. Jeg tror på at turde tro. På det gode i mennesket og på kærligheden.

Weekenden hvor jeg:

– forsøgte at lade som om, jeg ikke hørte, at finnen tilbød mig at låne mig sin bil. Andre mennesker kører jo som idioter, for fanden. Fik angstsved bare ved tanken om, at en eller anden kæmpespasser skulle køre ind i mig, så jeg skulle ringe og fortælle, at jeg havde ødelagt hans bil, og han ville hade mig.

– godt selv kunne høre, hvordan det lød, da jeg sagde det højt.

– lånte den. Og kun havde ondt i maven de første 4 minutter *stolt-smiley*.

– havde roadtripmakker med, som jeg ikke kendte, men som viste sig at være ligeså grim i munden som mig – hvilket resulterede i, at vi efter en time hang ud af vinduerne og råbe skældsord efter gamle, langsomme damer og unge mænd i refleksbukser (Love Parade er SLUT, so!).

– fik lov at sparre med kloge koner om noget, jeg virkelig brænder for.

– Blev lidt bekymret, da ung, tydeligt kemikaliepåvirket mand fra Amager kiggede imponeret på mig og sagde: ”Du drikker sgu som en mand!”

– havde en af de aftener i byen, hvor alle er sjove, klokken pludselig er fem og jeg troede, at jeg skulle kaste op af grin, da vi som teenagere slingrede hjem på delecykel.

Hvor mange lys er det lige, der skal være i kagen før man stopper med at regrediere til børnehavestadiet, når man bliver træt *smiley-der-kigger-mod-himlen-og-slår-opgivende-ud-med-sine-små-gule-arme*?? Rimeligt belastende at vide, at man et sted derinde har gode, konstruktive voksenargumenter og måder at italesætte (undskyld. Virkelig. Synonymer til dette frygtelige, blebefængte bastardord udbedes asap) situationen på – og det eneste, man kommer op med, når man febrilsk roder i mentalkassen, er underskudsudmeldinger, selvmodsigelser og hvæs. Sgu da heldigt, at nogen trods alt er så voksne, at de kan kigge på én og stille og roligt spørge, om man gerne vil slås? Gør det en hel del nemmere snøftende at indrømme, atmanjobaregernevilaes.

Jeg ved ikke, om det er fordi de smiler så bredt i disse sporarbejde-tider, men jeg har i dag snakket med 3 forskellige biludlejningsfirmaer, og jeg er aldrig i servicebranchen blevet mødt af så meget venlighed og topprofessionel betjening. Da jeg lagde røret (siger vi stadig det? ’Da jeg trykkede på afbryd’ lyder så fladt. Mangler også stadig acceptabelt alternativ til at smække røret på i vrede.), var jeg helt varm og glad indeni, fordi jeg tydeligt kunne mærke, at jeg havde fået nye venner.

Hvis ikke det lige var fordi det kostede, hvad der svarer til Zimbabwes bruttonationalprodukt at blive udstyret med hjul, ville jeg være i højrisikozonen for at udvikle et lejemisbrug.

Forleden læste jeg et interview med Line Rafn, som jeg synes er rockersej. Hun gør noget, hun brænder for, og hun gør det fantastisk. Samtidig synes jeg, at hun er ret godt skruet sammen i hovedet, og siger nogle fornuftige ting. I interviewet blev hun spurgt, hvordan hun fik tid til et privatliv, når hun både var dommer på X-faktor og samtidig forberedte turné med Infernal. Hendes svar var, at hun havde truffet en bevidst beslutning om at prioritere sit band, fordi det var det, hun ville, og det der gav hende størst tilfredsstillelse og livsglæde at beskæftige sig med. Hun fortalte, hvordan hun i mange år havde stresset over at forsøge at pleje venskaber ved at presse dem ind i et skema, der i forvejen var spændt til bristepunktet. Til sidst var hun så presset 24-7, at hun havde været nødt til at tænke længe og grundigt over tingene, og det endte med at hun at traf valget om at lukke de ting ned, der alligevel ikke var tid til at pleje ordentligt.

Jeg er ikke god til at kede mig. Jeg bliver meget hurtigt rastløs. Jeg har, hvad man kunne kalde en høj grundspænding. Derfor har jeg for det meste så mange bolde i luften, at jeg til forveksling kunne minde om – (Gud forbyde det!) – en gøgler. Listen over aktiviteter jeg i tidens løb har kastet mig over er lang, og byder blandt mange andre ting på spejder, selvforsvar, stepdans, saxofon, strikning (skal tilsyneladende bare starte med s, kan jeg se…). Problemet er, at jeg ikke er ret god til at afvikle gamle aktiviteter i takt med at der bliver sat nye på skemaet med det resultat, at jeg somme tider er ved at løbe tør for timer i døgnet, fordi jeg vil nå det hele.

Det er til at have med at gøre, når vi snakker om beskæftigelsesterapi. Det er trods alt bare tidsfordriv, men jeg kan se, at jeg har tendens til at gøre det samme med venskaber. Og jeg er splittet. Den ene side af mig har frygtelig dårlig samvittighed, fordi jeg synes, at jeg giver alt, alt for lidt, hvilket betyder at jeg knokler som en sindsyg for at skabe mere tid. Den anden side af mig har travlt med ikke at være imponeret over, at jeg tilsyneladende opfatter mig selv som verdens omdrejningspunkt; folk sidder naturligvis bare med tilbageholdt åndedræt og venter på mit fabelagtige selskab. De vælger mig jo nok fra, hvis de ikke gider mig og mine stunts længere.

Derfor hæfter jeg mig ved, hvad Lina siger. Spekulerer på, om ikke det er bedre at lukke noget ned, hvis man ikke har tid til at give det den opmærksomhed, det kræver? Selv ville jeg langt hellere afskrive en person, der alligevel stod med benet ude af døren og tankerne ude af fokus, end at acceptere at få tildelt en halv time hist og en time pist. Det er højrøvet, arrogant og ikke i orden.

Men hvad nu, hvis man holder forfærdeligt af dem alle sammen? Hvis nu man har været så heldig at finde nogen, der kan tackle mennesker med personligheder, der hele tiden svinger imellem storhedsvanvid og mindreværd *host*? Hvis man har skåret de nemme fra? Dem, som vil have at du besøger dem i hjemstavnen, men som aldrig ville finde vej til Århus, hvis ikke det var for Ikea? Det er eliten, der er tilbage, og jeg går ikke af med nogen af dem. Mine døgn er bare så korte, og hver gang jeg vender mig om, er det mandag igen. For fanden altså.

Efter at have spekuleret lidt over det, er jeg nået frem til, at det måske ikke er tilfældigt med alt det Erik Grip i radioen alligevel. Måske er det simpelthen endnu et led i mine forældres plan om at grundlægge fuglenirvana, post mortem paradis inklusive? Mine forældres have er the place to be, hvis du er en af de hippe fugle. Penthousekasser til højre og venstre placeret i den for arten rigtige højde, trimmet buffet 24 timer i døgnet uanset om du foretrækker kerner eller fedt og spa resorts, hvor du nænsomt skærmet og i smukke omgivelser kan skylle fjerene i fred.
To rummelige etværelseslejligheder med egen kantine. Bemærk venligst den flaksende fugl på vej ind i kassen placeret i stære-højde.
Room with a view.
Til børnefamilier, der foretrækker nabohjælp og pool til ungerne.
Bord i ryger eller ikke-rygerafdelingen?Mor, hvor kommer fugle hen, når de dør?

Ligemeget hvilken radiostation man tuner ind på, spilles der markant mere Erik Grip i Esbjerg end i resten af landet.

But why?